Danmarks ti storkredse med opstillingskredse samt Grønland og Færøerne.
En valgkreds er et geografisk eller i særlige tilfælde på anden måde afgrænset område eller enhed, hvor vælgernes stemmer indgår i valget af en eller flere repræsentanter til en folkevalgt forsamling. Valgkredse benyttes blandt andet ved valg til nationale parlamenter, regionale forsamlinger og kommunalbestyrelser.
Valgkredse kan være enkeltmandskredse, hvor der vælges én repræsentant, eller flermandskredse, hvor flere mandater fordeles. Deres antal, størrelse og grænser har betydning for vælgernes geografiske repræsentation og for, hvordan stemmer omsættes til mandater. Valgkredsene er dermed et vigtigt element i et valgsystem.
Begreb og funktion
En valgkreds afgrænser, hvilke vælgeres stemmer der tæller med ved valget af repræsentanter fra kredsen. Kredsen kan forbinde valgte repræsentanter med et bestemt geografisk område, men fungerer også som en enhed for kandidaturer, stemmeoptælling og mandatfordeling. Disse funktioner behøver ikke at være samlet i samme administrative inddeling.
En valgkreds må derfor ikke uden videre forveksles med et valgdistrikt, som typisk anvendes til den praktiske tilrettelæggelse af afstemningen. I Danmark er der desuden forskel på en storkreds, hvor kredsmandaterne fordeles, og en opstillingskreds, som har betydning for kandidaternes opstilling og stemmesedlens udformning.
I en enkeltmandskreds vælges én repræsentant. Enkeltmandskredse anvendes blandt andet i valgsystemer med flertalsvalg, hvor kredsens mandat tilfalder én kandidat. Metoden til at afgøre, hvem der vælges, afhænger af de nærmere valgregler.
I en flermandskreds vælges flere repræsentanter. Flermandskredse anvendes blandt andet ved forholdstalsvalg, hvor flere mandater fordeles mellem partier eller kandidater. Flermandskredse kan dog også forekomme i andre valgsystemer.
Landsdækkende og særlige valgkredse
I nogle valg udgør hele landet én valgkreds, således at mandaterne fordeles på grundlag af stemmer fra hele landet. Eksempelvis udgør Sverige én valgkreds ved valg til Europa-Parlamentet.
Visse valgsystemer har desuden særlige ordninger for afgrænsede vælgergrupper eller vælgere bosat uden for landets territorium. Sådanne ordninger må vurderes ud fra den enkelte valglovgivning.
Valgkredsstørrelse og mandatfordeling
Valgkredsstørrelse betegner det antal mandater, som vælges i en valgkreds; i engelsksproget valgforskning benyttes udtrykket district magnitude. En enkeltmandskreds har valgkredsstørrelsen én, mens en flermandskreds har en valgkredsstørrelse på mindst to.
Ved forholdstalsvalg vil større flermandskredse normalt give mindre partier bedre muligheder for at opnå mandater, mens få mandater i hver kreds normalt medfører en højere faktisk tærskel for repræsentation. Virkningen afhænger også af blandt andet mandatfordelingsmetoden og eventuelle lovbestemte spærregrænser.
Forholdet mellem valgkredsstørrelse og proportionalitet afhænger dog af valgsystemet. Ved visse former for blokvalg kan større kredse tværtimod mindske proportionaliteten.
En ordning med flere geografiske kredse kan kombineres med tillægs- eller udjævningsmandater, så forskelle mellem partiernes stemmeandele og deres samlede mandatandele begrænses. Det er eksempelvis tilfældet i Danmark og Sverige.
Inddeling og afgrænsning
Geografiske valgkredse kan afgrænses efter befolkningstal eller vælgertal og under hensyn til administrative grænser, geografisk sammenhæng og lokale forhold. I systemer, hvor hver kreds vælger samme antal repræsentanter, kan forskelle i antallet af vælgere mellem kredsene skabe forskelle i stemmernes vægt.
Befolkningsudvikling kan derfor medføre behov for ændring af kredsgrænser. I Australien revideres valgkredsinddelingen med henblik på blandt andet at afspejle befolkningsændringer og sikre et omtrent ens antal vælgere inden for den enkelte delstat eller det enkelte territorium.
Inddelingen i valgkredse kan få betydning for partiernes muligheder for at vinde mandater. Bevidst udformning eller ændring af kredsgrænser for at give en bestemt politisk aktør eller gruppe en fordel kaldes gerrymandering.
Valgkredse kan skabe en forbindelse mellem repræsentanter og afgrænsede geografiske områder. Enkeltmandskredse knytter sædvanligvis ét medlem til hvert område, mens flere repræsentanter kan vælges fra samme område i flermandskredse.
Valgkredsinddelingen indebærer ofte en afvejning mellem lokal eller regional repræsentation og proportional fordeling af mandater mellem partier. Større valgkredse kan ved forholdstalsvalg fremme proportionalitet, men samtidig svække den direkte forbindelse mellem den enkelte repræsentant og et bestemt geografisk område. Hvordan denne afvejning falder ud, afhænger også af valgsystemets øvrige regler.
Ved valg til Folketinget er Danmark inddelt i tre landsdele, ti storkredse og 92 opstillingskredse. Af de 175 mandater, der vælges i Danmark, er 135 kredsmandater og 40 tillægsmandater. Mandatfordelingen kombinerer således geografiske valgkredse med en landsdækkende udligning mellem partierne.
Frankrig
Ved valg til Nationalforsamlingen vælges 577 repræsentanter i enkeltmandskredse efter et flertalsvalgsystem med mulighed for to valgrunder.
Norge
Ved valg til Stortinget anvendes 19 geografiske flermandskredse. Af de 169 mandater er 150 distriktsmandater og 19 udjævningsmandater, ét i hver valgkreds. Fordelingen mellem kredsene bygger på både befolkningstal og geografisk areal.
Storbritannien
Ved valg til Underhuset anvendes 650 enkeltmandskredse. Hver kreds vælger én repræsentant efter princippet om relativt flertal.
Sverige
Ved valg til Riksdagen er Sverige inddelt i 29 valgkredse. Af Riksdagens 349 mandater fordeles 310 som faste valgkredsmandater og 39 som udjævningsmandater. Der findes desuden valgkredse ved valg til regionale og kommunale forsamlinger.
Tyskland
Ved valg til Forbundsdagen anvendes 299 enkeltmandskredse sammen med partilister i delstaterne. Siden valget i 2025 er et partis samlede antal mandater bestemt af partiets andel af andentestemmerne, og en partistillet kredskandidat, der får flest førstestemmer, er ikke nødvendigvis sikret et mandat; mandatet skal også være dækket af partiets andentestemmer.
USA
Ved valg til Repræsentanternes Hus vælges medlemmer i enkeltmandskredse. De 435 mandater fordeles mellem delstaterne på grundlag af folketællingerne hvert tiende år, og hver delstat har mindst ét mandat. Grænserne for valgkredsene fastlægges efter de gældende regler i de enkelte delstater.
Farrell, David M. (2001): Electoral Systems: A Comparative Introduction. Palgrave Macmillan.
Lijphart, Arend (1995): Electoral Systems and Party Systems: A Study of Twenty-Seven Democracies, 1945–1990. Oxford University Press.
Lijphart, Arend (2012): Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. 2. udgave. Yale University Press. ISBN 9780300172027.
Reynolds, Andrew; Reilly, Ben og Ellis, Andrew (red.) (2005): Electoral System Design: The New International IDEA Handbook. International IDEA.
