Forholdstalsvalg

Listeforholdstalsvalg

Ved listeforholdstalsvalg (engelsk: list proportional representation) opstiller politiske partier eller grupper lister med kandidater. Mandaterne fordeles mellem listerne efter deres stemmeandele ved hjælp af en nærmere fastlagt beregningsmetode. Antallet af mandater, som hver liste opnår, afhænger blandt andet af valgkredsens størrelse, beregningsmetoden og eventuelle spærregrænser.

Ved lukkede lister bestemmer partiernes rækkefølge af kandidaterne, hvem der bliver valgt. Ved åbne lister har vælgerne mulighed for at påvirke, hvilke kandidater der opnår partiets mandater, ved at afgive personlige stemmer. Der findes desuden ordninger med friere listevalg, hvor vælgerne kan sammensætte deres stemmeafgivning på tværs af opstillede lister. Disse forskelle angår udvælgelsen af kandidater og skal holdes adskilt fra fordelingen af mandater mellem partierne.

Listeforholdstalsvalg kan anvendes med én landsdækkende valgkreds eller med flere regionale valgkredse. Valgkredsenes størrelse har betydning for proportionaliteten, idet flere mandater pr. kreds normalt forbedrer mindre partiers mulighed for at opnå repræsentation. Den samlede proportionalitet afhænger desuden af valgordningens øvrige regler.

Enkelt overførbar stemme

Uddybende artikel: Enkelt overførbar stemme

Ved enkelt overførbar stemme (engelsk: single transferable vote, STV) rangerer vælgerne kandidaterne efter deres præferencer. Metoden anvendes i flermandskredse, hvor flere repræsentanter vælges ved samme valg. I modsætning til listeforholdstalsvalg fordeles mandaterne direkte mellem kandidaterne på grundlag af de afgivne præferencestemmer.

For at blive valgt skal en kandidat som udgangspunkt opnå et bestemt antal stemmer, en valgkvote. Når en kandidat har opnået tilstrækkelig mange stemmer, kan overskydende stemmeværdier overføres til andre kandidater efter vælgernes præferencer. Hvis der fortsat er ubesatte mandater, kan kandidaten med færrest stemmer udgå, og dennes stemmer overføres. Fremgangsmåden fortsætter efter valgreglerne, indtil mandaterne er fordelt.

STV anvendes blandt andet ved parlamentsvalg i Irland og Malta. Metoden adskiller sig fra alternativ stemmeafgivning (alternative vote), der normalt anvendes i enkeltmandskredse. Selv om begge systemer benytter rangordnede kandidatpræferencer, søger STV at opnå forholdsmæssig repræsentation gennem valg af flere kandidater i samme kreds.

D'Hondts metode

Ved D'Hondts metode divideres hvert partis stemmetal successivt med 1, 2, 3, 4 og så videre. De beregnede kvotienter rangordnes, og mandaterne tildeles de højeste kvotienter, indtil alle mandater er fordelt.

Metoden er opkaldt efter den belgiske matematiker og jurist Victor D'Hondt. Sammenlignet med blandt andet Sainte-Laguës metode kan D'Hondts metode give større partier en fordel ved mandatfordelingen.

Sainte-Laguës metode

Ved Sainte-Laguës metode divideres partiernes stemmetal med de ulige tal 1, 3, 5, 7 og så videre. Mandaterne fordeles efter de højeste kvotienter på samme princip som ved D'Hondts metode.

Metoden giver generelt en mere forholdsmæssig mandatfordeling end D'Hondts metode. Der findes også modificerede varianter, hvor den første divisor ændres, eksempelvis til 1,4. En sådan ændring kan begrænse mindre partiers mulighed for at opnå deres første mandat.

Største rest-metoder

Ved største rest-metoder beregnes først en valgkvote, der angiver, hvor mange stemmer der kræves pr. mandat. Partierne tildeles indledningsvis det antal hele kvoter, som deres stemmetal indeholder. Eventuelle resterende mandater fordeles derefter til partierne med de største overskydende stemmetal.

Ved Hares kvote divideres det samlede antal gyldige stemmer med antallet af mandater. Andre metoder, eksempelvis Droops kvote, anvender en anden beregning af valgkvoten. Valget af kvote kan derfor påvirke mandatfordelingen.

Eksempel på mandatfordeling

Et regneeksempel med 100.000 gyldige stemmer og seks mandater illustrerer forskellene mellem metoderne. Stemmetallene er hentet fra ACE Electoral Knowledge Networks eksempel på mandatfordeling. ACE anvender i sin sammenligning den modificerede Sainte-Laguës metode med 1,4 som første divisor, mens tabellen nedenfor viser den umodificerede metode med 1 som første divisor. Denne kolonne er derfor beregnet særskilt. Fire partier modtager følgende stemmetal:

Ved D'Hondts metode opnår parti A tre mandater, mens parti D ikke får nogen repræsentant. Ved Sainte-Laguës metode og største rest-metoden med Hares kvote opnår parti A derimod to mandater, og parti D får ét mandat.

Ved Hares kvote svarer et mandat i eksemplet til 100.000 / 6 = cirka 16.666,67 stemmer. Den første fordeling giver parti A to mandater og parti B ét mandat. De tre resterende mandater tilfalder partierne C, B og D, som har de største stemmerester.

Eksemplet viser, at forskellige fordelingsmetoder kan føre til forskellige resultater, selv når stemmetallene og antallet af mandater er ens. Den faktiske virkning afhænger blandt andet af partiernes stemmefordeling og antallet af mandater, der skal fordeles.

Valgkredsenes størrelse

En valgkreds' størrelse betegner i valgforskningen antallet af mandater, der vælges i kredsen, ikke dens geografiske udstrækning eller antallet af vælgere. Listeforholdstalsvalg og enkelt overførbar stemme anvender flermandskredse, men kompenserende blandede valgsystemer kan kombinere enkeltmandskredse med forholdsmæssig mandatfordeling på et andet niveau.

Jo flere mandater der fordeles i en valgkreds, desto større er muligheden normalt for at omsætte mindre partiers stemmeandele til repræsentation. I en kreds med få mandater kan et parti derimod opnå en betydelig stemmeandel uden at få noget mandat. Sammenhængen afhænger også af beregningsmetoden og de øvrige valgregler.

Nogle valgsystemer anvender én landsdækkende valgkreds, mens andre fordeler mandaterne i flere regionale kredse. En landsdækkende mandatfordeling kan give større proportionalitet mellem partiernes nationale stemmeandele og deres samlede mandatandele, mens mindre kredse kan knytte repræsentanterne tættere til bestemte geografiske områder.

Spærregrænser

En spærregrænse er en regel eller en faktisk betingelse, der begrænser partiers mulighed for at opnå repræsentation. Der skelnes mellem formelle og naturlige spærregrænser.

En formel spærregrænse er fastsat i valglovgivningen og kræver eksempelvis, at et parti opnår en bestemt procentdel af stemmerne for at deltage i mandatfordelingen.

En naturlig spærregrænse følger af valgordningens praktiske udformning, navnlig antallet af mandater i valgkredsen og den anvendte fordelingsmetode. Selv uden en lovbestemt spærregrænse kan et parti derfor være ude af stand til at opnå et mandat, hvis dets stemmeandel er for lille.

Spærregrænser kan begrænse antallet af partier, som opnår repræsentation, men kan samtidig medføre, at stemmer på partier under grænsen ikke omsættes til mandater. Der kan derfor opstå forskelle mellem partiernes stemmeandele og deres mandatandele.

Udligningsmandater

I valgsystemer med flere valgkredse kan udligningsmandater anvendes til at mindske forskellene mellem partiernes samlede stemmeandele og deres mandatandele. Først fordeles en del af mandaterne i de enkelte valgkredse. Derefter tildeles yderligere mandater efter regler, der søger at forbedre proportionaliteten på regionalt eller nationalt niveau.

Ved valg til Folketinget fordeles de 175 danske mandater mellem 135 kredsmandater og 40 tillægsmandater. Tillægsmandaterne anvendes til at sikre en mere forholdsmæssig samlet fordeling mellem de partier, der opfylder betingelserne for at deltage i denne fordeling.

Udligningsmandater skal holdes adskilt fra mandater i parallelle blandede valgsystemer, hvor mandaterne fra forskellige dele af valgordningen fordeles uafhængigt af hinanden. I sådanne systemer kompenserer den forholdsmæssigt fordelte del ikke nødvendigvis for skævheder i fordelingen af kredsmandater.

Repræsentation af partier og vælgergrupper

Et centralt argument for forholdstalsvalg er, at flere politiske strømninger kan opnå repræsentation i den valgte forsamling. Systemet kan give mindre partier bedre mulighed for at få mandater og dermed bidrage til, at sammensætningen af parlamentet afspejler en større del af vælgernes politiske præferencer.

Forholdstalsvalg kan også fremme repræsentationen af grupper, der ellers kan have vanskeligt ved at opnå mandater. Dette afhænger dog blandt andet af partiernes kandidatopstilling, valgreglernes udformning og vælgernes geografiske fordeling. Forholdstalsvalg sikrer således ikke i sig selv en bestemt social eller demografisk sammensætning af parlamentet.

Partisystem og regeringsdannelse

Forholdstalsvalg forbindes ofte med flerpartisystemer, fordi mindre partier har mulighed for at opnå parlamentarisk repræsentation uden at skulle vinde enkeltmandskredse. Sammenhængen er dog ikke entydig. Antallet af partier påvirkes også af blandt andet spærregrænser, sociale skillelinjer, politiske traditioner og partiernes strategiske adfærd.

Når flere partier opnår mandater, kan det være vanskeligere for ét parti at få absolut flertal i parlamentet. Derfor forbindes forholdstalsvalg ofte med koalitionsregeringer og mindretalsregeringer. Regeringsdannelsen kan kræve forhandlinger mellem flere partier, som tilsammen kan sikre parlamentarisk støtte til en regering.

Det fremføres undertiden som en fordel, at koalitionsdannelse kan fremme kompromiser og inddragelse af forskellige vælgergrupper. Omvendt fremhæves risikoen for langvarige regeringsforhandlinger, vanskeligheder med at gennemføre en sammenhængende politik og stor indflydelse til mindre partier. Disse mulige virkninger kan ikke alene tilskrives valgsystemet, men må vurderes i sammenhæng med det parlamentariske og politiske system.

Politisk ansvar og forholdet mellem vælgere og repræsentanter

Forholdstalsvalg kan påvirke mulighederne for at placere det politiske ansvar. I et system med flere regeringspartier kan vælgerne have vanskeligere ved at afgøre, hvilket parti der er ansvarligt for bestemte politiske beslutninger. Omvendt kan partiernes parlamentariske repræsentation gøre det muligt for vælgerne at støtte mindre partier, der ligger tættere på deres egne politiske holdninger.

Forholdet mellem vælger og repræsentant afhænger også af, hvordan kandidaterne vælges. Lukkede partilister giver partierne stor indflydelse på udvælgelsen af de valgte repræsentanter, mens åbne lister og enkelt overførbar stemme giver vælgerne større mulighed for at påvirke personvalget. Forskellene angår den konkrete udformning af forholdstalsvalget og ikke proportionalitetsprincippet alene.

Fremkomsten af forholdstalsvalg

Forholdstalsvalg blev udviklet i løbet af 1800-tallet som et alternativ til valgordninger, hvor flertallet i en valgkreds kunne opnå alle dens mandater. Formålet var at skabe en tættere sammenhæng mellem forskellige politiske gruppers stemmeandele og deres repræsentation i valgte forsamlinger.

Den danske matematiker og politiker Carl Andræ udviklede i 1855 en metode til forholdsmæssig repræsentation baseret på rangordnede og overførbare stemmer. Metoden blev anvendt ved valg til Rigsrådet i 1856. Den engelske jurist Thomas Hare fremsatte i 1857 et beslægtet forslag. Den belgiske jurist og matematiker Victor D'Hondt fremlagde i 1878 en metode til forholdsmæssig mandatfordeling mellem partilister.

Belgien vedtog forholdstalsvalg i 1899 og anvendte det ved parlamentsvalget i 1900. I de følgende årtier blev forholdstalsvalg indført i en række europæiske lande, herunder Finland, Sverige, Nederlandene, Danmark, Norge og Schweiz. Udbredelsen fandt sted i en periode præget af udvidet valgret, stærkere partidannelser og forandringer i de parlamentariske systemer.

Danmark

Ved valg til Folketinget blev der fra 1849 anvendt flertalsvalg i enkeltmandskredse. Ordningen blev gradvist ændret i begyndelsen af 1900-tallet, hvor ønsket om større overensstemmelse mellem partiernes stemmetal og mandattal fik stigende betydning.

Med valgloven af 1915 blev der til folketingsvalg indført en valgordning, der ved valget i 1918 kombinerede forholdstalsvalg i København og Frederiksberg med flertalsvalg i enkeltmandskredse i resten af landet og kompenserende tillægsmandater. Ved valgloven af 1920 blev ordningen afløst af forholdstalsvalg med kredsmandater og tillægsmandater fordelt efter forholdsmæssige principper. Hovedprincipperne fra 1920 danner fortsat grundlaget for det danske folketingsvalgsystem.

Det danske system kombinerer fordeling af kredsmandater med tillægsmandater, der skal forbedre proportionaliteten mellem partiernes stemmetal og deres samlede mandatantal. Systemet illustrerer dermed, hvordan forholdstalsvalg kan forenes med geografisk opdeling i valgkredse.

Internationale eksempler

Forholdstalsvalg anvendes i forskellige former i en stor del af Europa. I blandt andet Nederlandene, Sverige og Danmark benyttes listebaserede valgordninger, hvor partiernes stemmetal danner grundlag for mandatfordelingen. Valgordningerne adskiller sig dog med hensyn til blandt andet valgkredse, spærregrænser, beregningsmetoder og vælgernes indflydelse på kandidatudvælgelsen.

Irland og Malta anvender derimod enkelt overførbar stemme (STV) ved parlamentsvalg. Vælgerne rangordner kandidaterne, og mandaterne fordeles gennem en optælling, hvor stemmer kan overføres mellem kandidaterne. Disse ordninger viser, at forholdsmæssig repræsentation også kan tilstræbes uden almindelige partilister.

Forholdstalsvalg anvendes desuden som en del af blandede valgsystemer. I sådanne ordninger kombineres forholdsmæssigt fordelte mandater med mandater valgt efter andre principper. Om den samlede mandatfordeling bliver proportional, afhænger blandt andet af, om de forholdsmæssigt fordelte mandater kompenserer for resultaterne i de øvrige dele af valgsystemet.