Mandat (af latin mandatum, opdrag eller befaling) betegner en fuldmagt, bemyndigelse eller et hverv, som en person har fået til at handle på andres vegne. I politisk sammenhæng betegner et mandat både et repræsentationshverv og en plads i en folkevalgt forsamling. Begrebet bruges også om den politiske opbakning, som en regering eller et parti mener at have fået fra vælgerne til at føre en bestemt politik.
Et mandat kan være en plads i Folketinget, Europa-Parlamentet, en kommunalbestyrelse eller et regionsråd. Folketinget har 179 mandater, hvoraf 175 vælges i Danmark, mens Færøerne og Grønland vælger to medlemmer hver.
I Danmark tilhører et folketingsmandat den valgte politiker personligt og ikke det parti, vedkommende blev valgt for. Folketingsmedlemmet kan derfor forlade sit parti eller skifte parti uden af den grund at miste sin plads i Folketinget.
Et frit mandat indebærer, at den valgte repræsentant ikke er retligt bundet af instrukser fra sine vælgere. Et bundet eller imperativt mandat indebærer derimod, at repræsentanten er forpligtet til at følge bestemte instrukser. I Danmark fastslår grundlovens § 56, at folketingsmedlemmerne alene er bundet af deres overbevisning og ikke af forskrifter fra vælgerne. I praksis følger folketingsmedlemmer dog ofte deres partis fælles linje.
Ved forholdstalsvalg fordeles mandater mellem partier eller kandidatlister på grundlag af stemmerne. Beregningen kan ske efter forskellige metoder, herunder største brøks metode, d’Hondts metode og Sainte-Laguës metode. De nærmere regler behandles i artiklerne om de enkelte valg.
I anden juridisk sammenhæng anvendes ordet mandat om en bemyndigelse eller et hverv. Misbrug af en sådan betroet stilling kan efter omstændighederne være mandatsvig, jf. straffelovens § 280.