Flermandskreds er en valgkreds, hvor der ved et valg vælges to eller flere repræsentanter til den samme forsamling. Den adskiller sig fra en enkeltmandskreds, hvor der kun vælges én repræsentant. Flermandskredse anvendes blandt andet ved forholdstalsvalg og visse former for flertalsvalg. Hvor mange mandater en valgkreds har, betegnes i valgforskningen som dens valgkredsstørrelse (engelsk: district magnitude).
Valgkredsstørrelsen har betydning for, hvordan vælgernes stemmer omsættes til mandater. Ved forholdstalsvalg vil flere mandater i en kreds normalt gøre det lettere for mindre partier at opnå repræsentation, mens færre mandater typisk giver en højere faktisk adgangstærskel. En flermandskreds sikrer dog ikke i sig selv forholdsmæssig repræsentation; resultatet afhænger også af den anvendte valgmetode og eventuelle spærregrænser.
Valgkredsstørrelse
Valgkredsstørrelsen er det antal repræsentanter, som vælges i en valgkreds ved samme valg. Den betegnes i valgstudier ofte med bogstavet M. En kreds med M = 1 er en enkeltmandskreds, mens en kreds med M = 5 vælger fem medlemmer og således er en flermandskreds. Begrebet må ikke forveksles med valgkredsens geografiske udstrækning eller antallet af stemmeberettigede vælgere.
Flermandskredse kan have samme mandattal over hele landet eller forskellige mandattal, eksempelvis efter indbyggertal. Ved forholdstalsvalg er valgkredsstørrelsen en vigtig faktor for, hvor tæt mandatfordelingen i den enkelte kreds kan komme på partiernes stemmefordeling.
Betydning for proportionaliteten
I små flermandskredse er der relativt få mandater at fordele. Et parti kan derfor få en betydelig andel af stemmerne uden at opnå et mandat. I større kredse kan også mindre stemmeandele i højere grad omsættes til repræsentation. Denne sammenhæng gælder især ved forholdstalsvalg, men påvirkes af fordelingen af stemmer mellem partierne, mandatfordelingsmetoden og eventuelle lovbestemte spærregrænser.
Mandatfordelingen i flermandskredse med henholdsvis 4 og 10 mandater ved samme stemmefordeling og anvendelse af D'Hondts metode.
Et eksempel kan illustrere valgkredsstørrelsens betydning. Hvis tre partier får henholdsvis 55%, 30% og 15% af stemmerne, vil en fordeling efter D'Hondts metode i en kreds med fire mandater give partierne henholdsvis tre, ét og nul mandater. Fordeles der derimod ti mandater efter samme metode og stemmefordeling, får partierne henholdsvis seks, tre og ét mandat. Det mindste parti opnår således repræsentation i den større kreds, mens mandatfordelingen samlet kommer tættere på stemmefordelingen. Eksemplet forudsætter, at alle tre partier kan deltage i mandatfordelingen, og at der ikke anvendes tillægsmandater eller andre udligningsmekanismer.
Ved forholdstalsvalg kan større valgkredse forbedre proportionaliteten, mens større valgkredse ved blokvalg tværtimod kan forstærke skævheden mellem stemme- og mandatfordelingen. Større valgkredse kan desuden omfatte større geografiske områder eller flere vælgere. Det kan svække den direkte forbindelse mellem de valgte repræsentanter og deres lokale vælgere og gøre det vanskeligere for vælgerne at identificere deres repræsentanter. Valgkredsstørrelsen indgår derfor i en bredere afvejning mellem forholdsmæssig og geografisk repræsentation.
Valgmetoder i flermandskredse
Flermandskredse benyttes i flere forskellige valgsystemer. Antallet af mandater fastlægger ikke i sig selv, hvordan de valgte udpeges.
Ved forholdstalsvalg tilstræbes en mandatfordeling, der afspejler vælgernes stemmefordeling. Ved forholdstalsvalg på partilister fordeles mandaterne mellem partierne efter deres stemmetal, mens mandatfordelingen ved enkelt overførbar stemme (STV) bygger på vælgernes rangordning af kandidater. Ved forholdstalsvalg på partilister kan mandaterne eksempelvis fordeles ved største rest-metoden, D'Hondts metode eller Sainte-Laguës metode. Afhængigt af systemet kan vælgerne stemme på partilister, på kandidater eller på begge dele. En større valgkredsstørrelse giver normalt mulighed for en mere forholdsmæssig mandatfordeling inden for kredsen.
Ved STV fordeles mandaterne ved hjælp af valgkvoter og overførsel af stemmeværdier mellem kandidaterne. Metoden anvendes normalt i flermandskredse og viser, at forholdstalsvalg ikke nødvendigvis forudsætter partilister.
Flermandskredse kan også anvendes ved valgmetoder, som ikke har forholdsmæssig mandatfordeling som mål. Ved blokvalg (engelsk: block vote) kan hver vælger normalt afgive lige så mange stemmer, som der er mandater i kredsen. De kandidater, der opnår flest stemmer, bliver valgt. En samlet vælgergruppe kan derved opnå alle kredsens mandater uden at have opnået alle stemmerne.
Ved begrænset stemmeafgivning (engelsk: limited vote) har hver vælger færre stemmer end antallet af mandater i kredsen. Ved enkelt ikke-overførbar stemme (engelsk: single non-transferable vote, SNTV) har hver vælger kun én stemme, selv om flere kandidater skal vælges. I begge tilfælde vælges kandidaterne med de højeste stemmetal. Disse metoder kan give mindretal bedre muligheder for repræsentation end blokvalg, men sikrer ikke nødvendigvis en forholdsmæssig mandatfordeling.
Historisk udvikling
Overgangen fra flertalsvalg i enkeltmandskredse til forholdstalsvalg i flermandskredse har været et led i udviklingen af valgsystemerne i flere europæiske lande. Ændringerne har blandt andet haft til formål at skabe større overensstemmelse mellem partiernes stemmeandele og deres repræsentation i parlamenterne.
I Danmark blev flertalsvalg i enkeltmandskredse gradvist afløst af forholdstalsvalg. Med valgloven af 1915 blev der indført forholdstalsvalg i København, mens flertalsvalg i enkeltmandskredse blev videreført i andre dele af landet, dog suppleret med tillægsmandater. Valgloven af 1920 afskaffede enkeltmandskredsene som grundlag for mandatfordelingen og indførte forholdstalsvalg i større valgkredse over hele landet. Denne ordning danner fortsat grundlaget for det danske valgsystem ved folketingsvalg.
I Norge blev flertalsvalg i enkeltmandskredse anvendt fra 1906 til 1918. Efter grundlovsændringen i 1919 og vedtagelsen af en ny valglov i 1920 blev forholdstalsvalg i flermandskredse første gang anvendt ved stortingsvalget i 1921.
Flermandskredse i Danmark
Ved folketingsvalg er Danmark inddelt i ti storkredse, som alle er flermandskredse. Af de 175 medlemmer, der vælges i Danmark, vælges 135 på kredsmandater, som fordeles efter valgresultatet i den enkelte storkreds. De øvrige 40 vælges på tillægsmandater, der fordeles mellem partierne på grundlag af valgresultatet på landsplan for at skabe større overensstemmelse mellem stemme- og mandatfordelingen. De sidste fire af Folketingets 179 medlemmer vælges på Færøerne og i Grønland.
Antallet af kredsmandater varierer mellem storkredsene. Ifølge fordelingen, der trådte i kraft 1. juni 2025, har Bornholms Storkreds to kredsmandater, Nordsjællands Storkreds ti og Sjællands Storkreds 20. Mandattallene beregnes for femårige perioder på grundlag af folketal, vælgertal og en arealfaktor.
De ti storkredse er opdelt i 92 opstillingskredse. Opstillingskredsene bruges blandt andet ved kandidaternes opstilling og valgadministration, men det er storkredsene, der udgør kredsene ved fordelingen af kredsmandater.
International anvendelse
Flermandskredse anvendes i lande med forskellige valgsystemer, herunder både forholdstalsvalg og flertalsvalg.
I Irland vælges medlemmerne af parlamentets underhus i flermandskredse ved enkelt overførbar stemme (STV), hvor vælgerne rangordner kandidaterne. Malta anvender ligeledes STV i flermandskredse. Begge lande anvender forholdsvis små flermandskredse sammenlignet med visse andre forholdstalsvalgsystemer.
I Mauritius anvendes derimod blokvalg i flermandskredse ved valg til landets parlament, Nationalforsamlingen. Landet har 20 valgkredse på hovedøen, som hver vælger tre medlemmer, mens øen Rodrigues udgør en valgkreds med to mandater. For at afgive en gyldig stemme skal vælgerne stemme på præcis tre kandidater i valgkredsene på hovedøen og to kandidater på Rodrigues. I hver valgkreds vælges kandidaterne med de højeste stemmetal. Systemet er dermed et eksempel på flertalsvalg i flermandskredse uden forholdsmæssig mandatfordeling inden for kredsene. Ud over de 62 direkte valgte medlemmer kan der tildeles op til otte supplerende mandater gennem det såkaldte Best Loser System, der har til formål at sikre en mere afbalanceret repræsentation af landets befolkningsgrupper og politiske partier.
Flermandskredse er således ikke knyttet til én bestemt valgmetode eller én bestemt måde at opstille kandidater på. Deres fælles kendetegn er, at flere mandater fordeles inden for samme valgkreds.
Lijphart, Arend (1995). Electoral Systems and Party Systems: A Study of Twenty-Seven Democracies, 1945–1990. Oxford University Press. ISBN9780198280545.
Farrell, David M. (2001). Electoral Systems: A Comparative Introduction. Palgrave. ISBN9780333801628.
