Varvara Hasselbalch

Aristokratisk baggrund og barndom i det Plessenske Palæ

Sonia Varvara Hasselbalch blev født den 16. april 1920 i København som datter af fabrikanten og kunstsamleren Erik Hasselbalch, der tilhørte familien bag de store Hasselbalchske gardinfabrikker, og Louise Hasselbalch, født baronesse von Plessen, der var en af sin tids mest fremtrædende danske konkurrenceryttere. Gennem moderens familie havde hun danske, tyske, svenske og russiske aristokratiske forbindelser og nedstammede blandt andet fra den russiske fyrsteslægt Gagarin. Hendes oldemor, prinsesse Varvara Gagarin, var gift med Otto von Plessen, dansk diplomat og gesandt i Sankt Petersborg, og efter hvem hendes familie havde opretholdt forbindelser til både det russiske hof og det danske kongehus.

Hun voksede op i det Plessenske Palæ i Kristianiagade i København, senere kendt som Domus Medica, hvis 97 værelser og saloner dannede rammen om en usædvanlig privilegeret barndom. Palæet rummede foruden selskabslokaler og talrige gæsteværelser blandt andet særskilte hvidvins- og rødvinskældre og et linnedrum med omkring 400 lagner og servietter, forsynet med broderede monogrammer og kroner. Til husholdningen hørte 14 tjenestefolk. Familien var så velhavende, at Varvara blev almindeligt betragtet som "Danmarks rigeste pige".

Faderen døde i april 1925, inden hun var fyldt fem år, og hun havde siden ingen egentlige erindringer om ham. Herefter voksede hun navnlig op hos sin mormor, baronesse Sophie de Plessen, og en skotsk barnepige i en fløj af palæet, mens moderen, der havde ønsket sig en søn og i vid udstrækning opdrog datteren som en dreng, i stigende grad helligede sig sin internationale karriere inden for ridesporten og et omfattende rejse- og selskabsliv. Hasselbalch beskrev senere mormoderen som sit væsentligste følelsesmæssige holdepunkt i barndommen og moderen som en kvinde, hun på én gang beundrede og frygtede. Hun mente, at moderen havde været både viljestærk, begavet, selskabelig og usædvanligt frygtløs, men samtidig krævende, dominerende og følelsesmæssigt utilnærmelig over for sin datter. Ifølge hendes egne erindringer var forholdet mellem dem præget af et næsten fuldstændigt fravær af fysisk ømhed og af moderens forventning om, at datteren skulle udvise samme hårdførhed og konkurrencementalitet som hun selv.

Hasselbalchs usædvanlige højde blev tidligt et karakteristisk træk. Allerede som niårig var hun højere end sin skotske barnepige, og som 17-årig målte hun 187 cm. Højden var i barndommen en betydelig kilde til generthed, ikke mindst fordi hun samtidig var noget kalveknæet og blandt andet blev kaldt "Giraffen". Senere fik hun i Frankrig også tilnavnet "den lange asparges". Hendes højde fik efter hendes egen beretning tillige den uheldige konsekvens, at hun blev placeret direkte i anden skoleklasse, hvilket var medvirkende til et vanskeligt og usammenhængende skoleforløb.

Fra barnsben færdedes hun blandt medlemmer af det europæiske aristokrati, kongelige familier og fremtrædende kunstnere. Ved et ophold på et schweizisk skisportssted blev hun efter eget udsagn bemærket af de amerikanske filmstjerner Mary Pickford og Douglas Fairbanks, som ønskede at tage hende til Hollywood med henblik på en filmkarriere. Moderen støttede angiveligt forslaget, men hendes værge, morbroderen Hugo, modsatte sig det. Hun erindrede senere, at Pickford havde rost hendes øjne og strøget hende over kinden, men bemærkede humoristisk, at det var heldigt, at skuespillerinden ikke havde betragtet hendes knæ nærmere.

Kostskoleophold og en usædvanlig ridekarriere

Hasselbalchs barndom og ungdom blev i vid udstrækning præget af moderens internationale ridekarriere. Omkring tiårsalderen blev hun sendt på kostskole i Schweiz, men skolegangen blev jævnligt afbrudt, når moderen krævede hendes deltagelse ved ridestævner forskellige steder i Europa. Beskederne kunne komme som telegrammer med korte instruktioner om straks at møde moderen i eksempelvis Rom eller Aachen. Kostskoleopholdene fungerede efter hendes senere beskrivelse lige så meget som en praktisk ordning til at tage vare på hende under moderens fravær som en egentlig uddannelse. Hun fortalte selv, at hun næsten ikke havde gået i skole og at hendes undervisning havde lidt betydeligt under de stadige afbrydelser.

Allerede som niårig deltog hun i sin første internationale ridekonkurrence. Fra en tidlig alder deltog hun i internationale ridekonkurrencer på store heste, som moderen havde trænet, og blev efterhånden kendt som en usædvanligt ung konkurrencerytter. Mor og datter blev et populært indslag ved ridestævnerne, hvor moderen i sin samtid blev omtalt som den eneste kvinde, der konkurrerede overskrævs i herresaddel, mens datteren udførte vanskelige spring på store konkurrenceheste. Hasselbalch vandt flere præmier og modtog som 14-årig en sølvpokal fra Italiens konge Viktor Emanuel III, fordi hun efter sin egen beretning var den yngste deltager, der havde redet på den internationale ridebane i Rom. Kongen skulle have været så imponeret, at han lod en adjudant fremskaffe en særlig pokal, som siden blev et af hendes mest værdsatte personlige eje.

I 1937 blev Hasselbalch fotograferet til hest på Christiansborg Ridebane, hvor kong Christian 10. forærede hende en buket violer med ordene: "Fordi du er så flink til at ride!" Siden betragtede hun violer som sine yndlingsblomster. Den 1. marts samme år blev hun optaget i Sportsrideklubben.

Ridekarrieren var imidlertid i højere grad udtryk for moderens ambitioner end for Hasselbalchs egne interesser. Hun fortalte senere, at hun som barn var bange for de store spring og gentagne gange kom alvorligt til skade. Foruden at deltage i konkurrencerne fungerede hun under rejserne som staldknægt, hestepasser, vejviser og selskabspige for moderen. Da moderen i perioder deltog i omkring 30 springkonkurrencer om året og efter datterens opgørelse kørte op mod 100.000 kilometer årligt, tilbragte de en betydelig del af tiden på Europas landeveje. Hasselbalch havde blandt andet ansvar for at kontrollere benzinbeholdningen, finde vej og undertiden skifte gear, hvis moderen havde fået skulderen af led. Under kørsel i tåge kunne hun blive anbragt på bilens trinbræt eller forskærm for at holde udkig efter forhindringer, mens moderen fortsatte kørslen. Deres rejser var præget af høj hastighed og adskillige færdselsuheld, og bilen blev ifølge datteren gentagne gange beskadiget ved påkørsler af træer, grøfter eller andre køretøjer.

Moderen stillede tilsvarende store krav til datterens udholdenhed. Hasselbalch erindrede blandt andet, at hun efter at have brækket armen under et spring fik besked på at fortsætte ridningen og efterfølgende blot holde armen under en vandpost. En forstuvning af knæet skulle efter moderens opfattelse kunne afhjælpes ved en vandretur op ad Vesuv, hvor svovldampene angiveligt ville have en gavnlig virkning. Hun pådrog sig gennem barndommen adskillige knoglebrud og andre kvæstelser, som ikke altid blev behandlet tilstrækkeligt, og som senere bidrog til hendes fysiske gener. I sine erindringer beskrev hun, hvordan hun ofte iagttog andre børns nære og kærlige forhold til deres forældre med en følelse af afsavn, mens hun selv bestræbte sig på at leve op til moderens forventninger.

Trods de vanskelige forhold bevarede hun en udtalt beundring for moderen, som hun beskrev som et usædvanligt menneske, en fremragende fortæller og en frygtløs og ukuelig rytter. Hun fremhævede moderens evne til at gennemføre konkurrencer trods betydelige skader og fortalte blandt andet, at Louise Hasselbalch havde brækket næsen syv gange og i sine senere år led under følgerne af talrige dårligt sammenvoksede knoglebrud. Hun mente imidlertid også, at moderens kompromisløse temperament og ambitioner havde berøvet hende en almindelig barndom. Som teenager blev hun stadig mere bevidst om, at hun ikke ønskede en fortsat karriere inden for ridesporten, og omkring 1937–1938 opgav hun konkurrenceridningen for at søge en mere selvstændig tilværelse.

Ungdommens selskabsliv og mode

Den internationale ridekarriere førte Hasselbalch ind i Europas aristokratiske og mondæne miljøer. Hun deltog i selskaber, baller og sammenkomster efter ridestævnerne, hvor moderen blandt andet var kendt for sin forkærlighed for tango og for sin elegante påklædning. Louise Hasselbalch fik hos modehuset Molyneux fremstillet ens dragter til sig selv og datteren, bestående af buksenederdele og bluser, der passede til familiens grønne automobil. Moderen forsøgte desuden at klæde datteren i tidens mest eksklusive mode, herunder kreationer fra Elsa Schiaparelli og Jeanne Lanvin.

Hjemme i Det Plessenske Palæ havde hun været vant til at lave drengestreger sammen med en af sine onkler. De havde blandt andet løsnet de elektriske sikringer og anbragt overmodne bananer på dørhåndtagene i palæets lange gange, hvorefter de i mørket ventede på de forbipasserendes forskrækkede udbrud. Ved en anden lejlighed bandt de en fisk fast til udstødningsrøret på gæsternes biler, således at lugten gradvis tiltog, efterhånden som motoren blev varm. I Paris var omgivelserne derimod så fornemme, at hun slet ikke turde forestille sig tilsvarende narrestreger.

Som 16-årig blev Hasselbalch kørt rundt i en Rolls-Royce med lyserødt satinbetræk på sæderne, hvilket fik hende til at føle sig som en bondepige i de luksuriøse omgivelser. Hun beskrev blandt andet Schiaparellis bolig, hvor badeværelset havde tykke tæpper og malerier på væggene, soveværelset rummede en enorm seng midt på gulvet, og der i en af stuerne altid stod en skål med tusind friske rosenblade. Schiaparelli forsynede hende desuden med eksklusive modelkjoler, men til modeskaberens store fortvivlelse nægtede Hasselbalch at bære silkestrømper og foretrak i stedet ankelsokker. Hun bemærkede senere, at det måtte have været et usædvanligt syn at se hende iført kostbare modelkjoler og ankelsokker. Hasselbalch udviklede dog tidligt sin egen vilje, hvilket blandt andet kom til udtryk ved hendes konfirmation. Moderen havde fremskaffet en kjole fra Lanvin, men datteren foretrak en kjole, hun af sentimentale grunde havde fået syet af stof fra faderens gardinfabrikker. Da moderen truede med at nægte hende sin velsignelse, fastholdt hun sit valg og blev konfirmeret i kjolen af gardinstof.

Bekendtskabet med familien Baruch

Under et ophold i USA i 1937, hvortil hun var inviteret af moderens velhavende amerikanske veninde Belle Baruch, rejste Hasselbalch over Atlanten med den franske luksusliner Normandie, der på dette tidspunkt endnu var forholdsvis ny. Hun fik her indblik i det amerikanske overklasseliv, blandt andet i et stort sydstatshjem, og bevarede siden forbindelser til amerikanske familier, som hun kendte fra skoleophold og rejser. Gennem sine mange ophold i udlandet opbyggede hun efterhånden et internationalt netværk af bekendtskaber, som senere fik betydning både personligt og professionelt.

Her lærte Hasselbalch den amerikanske finansmand og politiske rådgiver Bernard Baruch at kende. Hun betragtede ham siden som et af de mennesker, der havde haft størst personlig betydning for hende. På dette tidspunkt var hun allerede usædvanligt høj og følte en vis usikkerhed omkring sin højde. Baruch formanede hende imidlertid til at rette ryggen og understregede, at hun befandt sig blandt voksne mennesker. Hun beskrev senere hans opfordring som afgørende for sin selvtillid og fortalte, at hun siden havde mødt bemærkninger om sin højde med humor og selvsikkerhed. Da en udenlandsk minister engang stillede sig op på en stol for at tale med hende, tog hun ham således om benene og bar ham en tur rundt i stuen. Ifølge hendes egen humoristiske bemærkning havde ministeren holdt meget af hende lige siden.

Bekendtskabet med Baruch førte også til et usædvanligt forretningstilbud. På et tidspunkt, hvor industrien for dybfrosne fødevarer var begyndt at udvikle sig i USA, tilbød han Hasselbalch at blive hans agent i Europa. Hun afslog imidlertid, fordi hun ikke delte hans overbevisning om, at dybfrosne ærter repræsenterede en betydningsfuld fremtidig industri. Mange år senere genoptog de kontakten, da Baruch var blevet 90 år. Ved denne lejlighed præsenterede hun ham for sin dengang 14-årige søn Erik og fortalte stolt, at drengen allerede talte fem sprog. Baruch svarede tørt, at han dermed ville blive en udmærket overtjener, eftersom han kunne så mange sprog.

Fotografuddannelse i Paris og Stockholm

Hasselbalchs interesse for fotografiet begyndte allerede i barndommen, hvor hun indrettede sit første mørkekammer i sin mors vinkælder i Le Touquet i Frankrig. Kælderen havde så lavt til loftet, at hun måtte ligge på maven for at arbejde med fotografierne. Hun beskrev senere disse første eksperimenter som begyndelsen på en livslang interesse, der efterhånden blev en uadskillelig del af hendes tilværelse.

Hun havde oprindelig ønsket at indtræde i familievirksomheden, de Hasselbalchske tekstilfabrikker, men fik afslag alene på grund af sit køn. Hun insisterede imidlertid på at få en uddannelse og valgte fotografiet, som hun senere beskrev som noget af det eneste, hun havde taget virkelig alvorligt i sit liv. Hendes første fotografiske arbejder forestillede heste, som hun efter mange års erfaring med ridning havde særlige forudsætninger for at skildre.

I 1938 begyndte Hasselbalch sin fotografiske uddannelse hos den østrigsk-franske mode- og portrætfotograf Madame d'Ora i Paris, der var blandt tidens mest anerkendte societyfotografer. Hun fortalte senere, at d'Ora indledningsvis havde erklæret, at hun ikke kunne lære hende noget, men kun kunne opfordre hende til at holde øjnene åbne. Uddannelsen omfattede to års arbejde i mørkekammeret og som assistent med at bære og opstille fotografiske lamper. Her blev hun oplært i portrætfotografering og kom i berøring med den internationale kunstner- og modeverden, hvor hun blandt andre mødte Aga Khan og skuespilleren Maurice Chevalier og Josephine Baker. Hun uddannede sig senere også hos fotografen Uggla i Stockholm. Fotograferingen blev efter hendes egen beskrivelse et befriende alternativ til hendes uregelmæssige skolegang og den uønskede ridekarriere. Hun omtalte humoristisk fotografiet som sit "analfabeternes paradis", eftersom erhvervet gav hende mulighed for at skabe en selvstændig karriere uden den formelle uddannelse, som hendes opvækst havde vanskeliggjort.

Uddannelsen blev påbegyndt i et internationalt kunstnerisk miljø præget af blandt andre hendes skoleveninde Gogo og dennes mor, modeskaberen Elsa Schiaparelli. Schiaparelli, der havde forbindelser til surrealismen og blandt andet samarbejdede med Salvador Dalí, blev siden en slags reservemor for Hasselbalch, som fandt stor inspiration i hendes hjem og kreative omgangskreds. Hun erindrede navnlig den kunstneriske atmosfære og modeskaberens karakteristiske parfume Shocking. Under sin ungdom i Paris stiftede hun desuden bekendtskab med en række fremtrædende personligheder fra musik- og kulturlivet, heriblandt komponisten Maurice Ravel, som boede hos moderens naboer ved den franske kyst og købte is til hende, samt pianisten og dramatikeren Noël Coward, der ved en middag for det nygifte hertugpar af Windsor havde underholdt ved klaveret. Hun oplevede tillige optrædener med Sergej Rakhmaninov og Fritz Kreisler.

Krigsudbruddet og tabet af familiens heste

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 opholdt Hasselbalch sig sammen med moderen i Frankrig. De var netop vendt tilbage fra et stort ridestævne i Aachen, da grænserne blev lukket. Moderen havde på dette tidspunkt et hus og en stald med seks heste i Le Touquet nær Calais. Efter krigsudbruddet blev hestene beslaglagt til militært brug, hvilket var et betydeligt økonomisk og personligt tab for Louise Hasselbalch. Ifølge datteren lykkedes det på et tidspunkt en af hestene at bryde løs og galoppere tilbage mod Le Touquet, men den blev indfanget, og familien genså aldrig dyrene. Moderen fortsatte efterfølgende med at se efter dem i håb om, at nogle kunne være i live.

Under de urolige forhold blev Hasselbalch desuden sat til at ledsage et flygtende pars to heste og 37 kufferter til et sted, som moderen formodede var sikkert. Rejsen varede omkring et døgn og foregik delvis i en kreaturvogn. Hun måtte undervejs både passe på hestene, bagagen og familiens sølvtøj og afslutte transporten ved at ride begge heste det sidste stykke, skønt hun havde brækkede ribben.

Ambulancetjeneste i det franske Røde Kors

Efter at ridehestene var blevet beslaglagt, besluttede Hasselbalch at påbegynde en selvstændig indsats under krigen. Hendes veninde Gogo, datter af Elsa Schiaparelli, sendte hende et telegram fra Paris, hvor Røde Kors havde sit hovedkvarter, med oplysning om, at der var arbejde til hende. Hasselbalch, der på dette tidspunkt var 19 år, rejste til Paris og meldte sig som ambulancechauffør. Den formelle aldersgrænse var egentlig 21 år, men hun mente, at hendes usædvanlige højde medvirkede til, at hun blev optaget trods sin unge alder. Sammen med Gogo blev hun efter eget udsagn en af de første kvinder i den franske hær. Veninden mødte i en specialsyet uniform fra sin mors modehus, mens Hasselbalch selv havde valgt silkestrømper, som ifølge hendes senere muntre beretning gjorde et stærkt indtryk på de sårede soldater, der sammenlignede dem med de engelske ambulancechaufførers bomuldsstrømper. Selv en hårdt såret faldskærmssoldat skulle have bemærket forskellen. Tjenesten var i begyndelsen præget af privat organiseret socialt og humanitært arbejde, og mange af ambulancechaufførerne var kvinder fra velhavende familier, eftersom der var mangel på mandlige chauffører.

Hasselbalch bidrog også økonomisk til arbejdet. Hun skrev til sin formynder, morbroderen Hugo, som sendte 50.000 franc til anskaffelse af en ambulance. Den nyanskaffede ambulance fik navnet Rosinante og bar på siden indskriften Don d'une danoise ("Gave fra en dansker"). Hun fik selv lov til at føre køretøjet og fortsatte arbejdet, efterhånden som krigen udviklede sig.

I juni 1940 deltog hun i evakueringen af omkring 20 ambulancer til Pau ved Pyrenæerne, hvor de undgik at falde i tyskernes hænder. Efterfølgende rejste hun med falske papirer tilbage til Paris og genoptog sin tjeneste ved Røde Kors. Her blev arbejdet udvidet til transport af forsyninger med lastbiler på op til otte tons. Hasselbalch havde allerede erhvervet stort kørekort, fordi hun fejlagtigt havde antaget, at det var nødvendigt for at føre ambulance, og denne uddannelse kom hende nu til nytte. Transporterne omfattede blandt andet kartofler, tæpper og andre fornødenheder til krigsfangelejre i de tyskbesatte områder. I senere erindringer beskrev hun både fem tons tunge lastbiler og længere forsyningstransporter i vinterkulde, hvor hun fik frostknuder på hænderne og oplevede, at vand omkring knæene frøs til is.

Hun fortalte senere, at hun under krigen besøgte mindst 50 forskellige fangelejre, hvoraf nogle husede op mod 6.000 fanger. Forholdene var præget af mangel på fødevarer, navnlig brød, og udbredte problemer med lus. Hendes tyskkundskaber viste sig nyttige i kontakten med lejrkommandanterne, som ofte ikke talte fransk. Hun beskrev sin fremgangsmåde som usædvanligt direkte og fortalte, at hun frem for at bede om eksempelvis benzin udstedte ordrer og forlangte kommandanternes underskrifter på rekvisitioner. Denne fremgangsmåde medvirkede til, at hun fik de nødvendige forsyninger og tilladelser til transporterne.

Arbejdet omfattede også transport af personer ud af de besatte områder. Hun fortalte blandt andet om en opgave, hvor hun skulle hente tre afrikanske soldater fra den besatte zone. En af dem, en senegaleser, viste hende en snor med afskårne tyske soldaterører, som han ønskede at medbringe hjem som krigstrofæ. Hun medvirkede desuden til at smugle breve og krigsfanger ud af tysk fangenskab, undertiden skjult under hendes beklædning.

Blandt hendes særlige indsatser var hjælpen til en italiensk diplomat, hans gravide hustru og deres datter, som hun bistod med at flygte til Sverige. Flugten blev gennemført først i en ambulance og derpå i båd over Øresund under mørkets dække. Hun modtog senere, med næsten 50 års forsinkelse, en italiensk orden for denne indsats.

I 1942 blev det forbudt jøder og udenlandske statsborgere at arbejde for Røde Kors i Frankrig. Som dansk statsborger kunne hun derfor ikke fortsætte sit arbejde og besluttede at rejse tilbage til Danmark. Hun havde på dette tidspunkt opnået omfattende erfaring med både ambulancekørsel, tung transport og humanitært arbejde under særdeles vanskelige forhold. Krigsårene blev siden et centralt emne i hendes forfatterskab og en væsentlig del af grundlaget for de internationale udmærkelser, hun modtog.

Hasselbalch begyndte allerede under krigen at nedskrive sine oplevelser. I 1944 udgav hun krigserindringsbogen Menig 5272, hvis titel henviste til hendes nummer under den franske ambulancetjeneste. Bogen indledte det forfatterskab, hun senere videreførte med fotografiske rejsebøger og selvbiografiske erindringer.

Etableringen af Varvara Foto

Efter en alsidig uddannelse i udlandet vendte Hasselbalch tilbage til København omkring 1942, hvor hun hurtigt fandt indpas i selskabslivet, men først og fremmest ville arbejde professionelt. Hasselbalch erhvervede i 1942 diplom som fotografmester og etablerede året efter sit eget fotoatelier, Varvara Foto, i København. Virksomheden blev senere udvidet med en filial i London, som hun drev indtil 1951. Hun specialiserede sig navnlig i portræt- og societyfotografering, men beskæftigede sig tillige med teater-, industri- og reportagefotografi. Hun opsøgte med kameraet aktuelle begivenheder, og hendes moderne pressefotografier fandt snart vej til de illustrerede ugeblade. Selv om hun let fik adgang til det mondæne selskabsliv, var hun mere optaget af sit erhverv. Hendes velstående baggrund gjorde det vanskeligt at blive taget alvorligt, og chefredaktører ønskede i begyndelsen især billeder af kongelige. Hun bestræbte sig i stedet på at fotografere mennesker fra forskellige samfundslag. Hun havde allerede under sin uddannelse hos Madame d'Ora og Uggla opnået en solid teknisk og kunstnerisk baggrund, og hendes internationale omgangskreds gav hende adgang til en række fremtrædende personer inden for kunst, kultur, erhvervsliv og aristokrati.

Ægteskabet med Poul Ernst von Stemann

Hasselbalchs familie havde tidligere ønsket at gifte hende med en polsk prins af slægten Radziwiłł, men den planlagte forbindelse blev ikke til noget.

Den 25. oktober 1943 giftede den 23-årige pressefotograf Varvara Hasselbalch sig med journalisten og redaktøren Poul Ernst von Stemann, der var korrespondent for Berlingske Tidende i Berlin. Stemann var søn af amtmand von Stemann på Bornholm og sønnesøn af en tidligere stiftamtmand og kammerherre Stemann i Ribe. Brylluppet blev i samtidens presse beskrevet som et usædvanligt romantisk kærlighedsægteskab, der havde udviklet sig med bemærkelsesværdig hastighed og under stor diskretion.

Stemann var tre uger forinden kommet til København på ferie fra sit arbejde ved Berlingske Tidendes Berlinredaktion. Han havde tidligere set fotografier af Hasselbalch og fortalt sine venner, at han meget gerne ville lære hende at kende. De blev efterfølgende præsenteret for hinanden og forelskede sig ved første øjekast. Kort efter blev der udstedt kongebrev, og parret besluttede sig for at gifte sig. Brylluppet blev først endeligt bestemt tre dage før vielsen, og familie og venner blev holdt uvidende om forbindelsen.

Vielsen fandt sted i Holmens Kirke i København med alene de to forlovere, redaktør Peter Raben og grev Adam Moltke, til stede. Hasselbalch boede på dette tidspunkt hos sin 81-årige mormor, baronesse von Plessen, som først blev underrettet om det forestående bryllup få timer før ceremonien. Hendes mor, Louise Hasselbalch, der var bosat i Paris, og brudgommens far i amtmandsboligen på Bornholm blev orienteret ved telegram dagen efter vielsen. Den hemmeligholdte begivenhed vakte betydelig opmærksomhed i pressen, der blandt andet omtalte ægteskabet under overskrifterne "Romantisk Bryllup", "Romantik i Stilhed" og "Kærlighed ved første Øjekast".

Trods ægteskabet fulgte Hasselbalch ikke sin mand til Berlin, men forblev i København, hvor hun fortsatte med at lede sin egen fotografvirksomhed. Hendes stærke engagement i pressefotografiet fik allerede ved brylluppet hendes venner til at forvente, at hun ville fortsætte sin selvstændige karriere i hovedstaden, også efter at Stemanns orlov var udløbet, og han var vendt tilbage til sin stilling i Berlin.

Hasselbalch fortalte senere, at hun allerede på vej til kirken havde indset, at ægteskabet var en fejltagelse, og at det kun varede otte dage.

Samarbejdet med Ole Vinding og udstillingen i 1944

Forfatteren og journalisten Ole Vinding fik afgørende betydning for Hasselbalchs fotografiske udvikling. Hun beskrev ham som en af de første, der havde taget hendes fotografiske ambitioner alvorligt, og karakteriserede hans støtte med en anekdote om, at han havde kastet hende ud fra en ti meter høj udspringsvippe, efter eget udsagn "med fast hånd". I begyndelsen af 1944 medvirkede Vinding til at arrangere en fællesudstilling med reklametegneren og illustratoren Maggi Baaring, der skulle forene fotografi og tegnekunst. Hasselbalch fik blot otte dage til at fremstille 50 fotografier til udstillingen. De var enige om, at billederne ikke udelukkende skulle forestille personer fra overklassen, hvorfor Vinding begav sig til Borgergade i København og fandt en række karakteristiske mennesketyper, som Hasselbalch fotograferede.

Den 15. januar 1944 debuterede Hasselbalch således som udstillende fotograf ved fællesudstillingen med Baaring i Illums Bolighus i København. Udstillingen, der blev præsenteret under overskriften "Blyant og Kamera i Samarbejde", forenede Baarings tegninger med Hasselbalchs portræt- og pressefotografier. De to kunstnere arbejdede henholdsvis i et atelier i Holte og i mørkekammeret i Det Plessenske Palæ i København. Udstillingen blev betegnet som en dobbeltdebut, hvor de to kunstneres forskellige udtryksformer skulle fremhæve samspillet mellem tegning og fotografi. Baaring, der var selvlært og allerede havde markeret sig inden for reklame- og illustrationskunst, arbejdede blandt andet med croquis efter levende model, mens Hasselbalch præsenterede resultaterne af sit første års selvstændige fotografiske virksomhed.

I et interview med journalisten Agnethe Tryde i Nationaltidende i forbindelse med udstillingen fremhævede Hasselbalch den kunstneriske og personlige selvstændighed som sit væsentligste mål. Hun erkendte fortsat at være stærkt præget af Madame d'Oras fotografiske stil, men ønskede efterhånden at frigøre sig fra sine forbilleder og udvikle et selvstændigt kunstnerisk udtryk. Hun sammenfattede sin ambition med ordene "Frigørelse frem for alt" og understregede samtidig, at hun ikke først og fremmest arbejdede for at tjene penge. Hun mente, at hendes økonomisk privilegerede opvækst ikke burde forhindre hende i at forfølge sine professionelle interesser, og fremhævede, at økonomisk velstand kunne miste sin værdi, mens faglige færdigheder og erfaringer erhvervet gennem arbejde udgjorde en varig personlig formue.

Hasselbalch betragtede desuden den tidlige offentlige bedømmelse af sine arbejder som en nødvendig del af sin kunstneriske udvikling og erklærede sig indstillet på selv den hårdeste kritik, som hun anså for en væsentlig forudsætning for at dygtiggøre sig. Med karakteristisk selvironi bemærkede hun, at hun, hvis fotografkarrieren mislykkedes, altid kunne købe et hus på landet og begynde at opdrætte høns. Fællesudstillingen, der afsluttedes den 29. januar 1944, blev en betydelig publikumssucces med omkring 15.000 besøgende. Ved udstillingens afslutning havde Baaring næsten udsolgt sine arbejder, mens Hasselbalchs fotografier havde indbragt hende en række bestillinger, som i samtidens presse blev betegnet som "meget smigrende".

Rejserne til Frankrig og Grønland efter befrielsen

Den 26. maj 1945, kort efter Danmarks befrielse, rejste Hasselbalch som fotograf sammen med Ole Vinding til Paris med et militærfly. Vinding var den første danske skribent, der fløj til den franske hovedstad efter krigen. Under opholdet skulle han udarbejde en bog om Frankrigs aktuelle forhold, illustreret med Hasselbalchs fotografier. Bogen var planlagt til udgivelse på K. E. Hermanns Forlag i løbet af sommeren 1945.

Senere samme år besøgte Hasselbalch Grønland sammen med Vinding, der var den første danske journalist, som besøgte landet efter Tysklands kapitulation. I november 1945 opholdt hun sig i Østgrønland, hvor hun afventede skibsforbindelse til Nordamerika med henblik på at besøge venner i Canada og New York. Grønlandsrejsen inspirerede Vinding til novellen Ude mellem Bjergene, der i marts 1946 blev annonceret til offentliggørelse i ugebladet Hjemmets Søndag, illustreret med et fotografi af Hasselbalch.

Ægteskabet med Guy Ingram

I 1946 giftede hun sig med den engelske officer, major Guy Ingram. Ægteskabet varede omkring fire år, og parret fik sønnen Rurik Ingram, som senere etablerede sig i den internationale finansverden. Skilsmissen var efter hendes beskrivelse kompliceret og langtrukken og krævede blandt andet en formelt arrangeret utroskab for at kunne gennemføres. Efter ægteskabets opløsning havde hun flere kærlighedsforhold, heriblandt med en forretningsmand på Madeira og en velhavende sukkerproducent på det førrevolutionære Cuba.

Fotografisk virksomhed i London og flytningen til Madeira

Hasselbalch etablerede sig senere som fotograf i London, hvor hun opbyggede en selvstændig virksomhed med et atelier i Knightsbridge og en velhavende kundekreds. Hun specialiserede sig navnlig i portrætfotografi og foretrak denne genre frem for reklamefotografiet, fordi den gav hende mulighed for at fordybe sig i menneskers personlighed og fremtoning. I efterkrigstidens England blev hendes arbejde imidlertid vanskeliggjort af materialemangel og en svækket efterspørgsel. Hun havde fem-seks faste kunder, der hver årligt lod sig fotografere for gennemsnitligt et par tusinde kroner, og forklarede senere, at et portrætfotografi i England kostede mindst 260 kr., sammenlignet med 25–30 kr. i Danmark. Trods tilbud om reklamefotografiske opgaver foretrak hun at koncentrere sig om portrætfotografiet, som hun ønskede at forfine frem for at sprede sit arbejde over flere genrer.

I juli 1951 besluttede Hasselbalch at opgive sit fotografiske atelier i London og bosætte sig på Madeira sammen med sin engelske ægtemand og deres 11 måneder gamle søn, Rurik. Familien planlagde at opholde sig på øen i omkring fem år, og under rejsen aflagde Hasselbalch et ferieophold i København hos sin mor, Louise Hasselbalch. I et interview med Nationaltidende forklarede hun, at beslutningen dels skyldtes Londons tågede klima, dels de vanskelige arbejdsforhold for portrætfotografer i efterkrigstidens England. Fotografiet var efter hendes eget udsagn blevet en uadskillelig del af hendes tilværelse, og hun betragtede sit arbejde som sin vigtigste fritidsinteresse, om end hun medgav, at hendes stadige fotografering ikke altid var lige behagelig for omgivelserne.

Hasselbalch fremhævede navnlig ønsket om at fotografere mennesker i naturlige og uhæmmede situationer som en væsentlig begrundelse for flytningen. Hun fandt det tidskrævende at opnå den nødvendige fortrolighed med kunderne i London til at kunne fremstille naturlige portrætter. Under et tidligere besøg på Madeira havde hun fotograferet lokale beboere, hvis umiddelbare fremtoning havde gjort så stort indtryk, at hendes engelske bekendte fejlagtigt antog dem for professionelle modeller. Hun ønskede derfor at bruge mere tid på mennesker, der interesserede hende, og planlagde at udarbejde en illustreret bog om Madeira, som skulle vise øens naturskønhed og særlige atmosfære.

Valget af Madeira var også begrundet i familiemæssige hensyn. Hendes mor havde tilbragt de foregående tre vintre på øen, og Hasselbalch fremhævede det milde klima som særligt velegnet for sønnen Rurik. Familien havde dog til hensigt at besøge Danmark én gang årligt, idet hun ønskede, at sønnen skulle lære dansk og bevare tilknytningen til moderens hjemland, selv om han efter planen skulle gå i en engelsk skole. Hasselbalch udelukkede samtidig ikke, at hun efter nogle år ville genoptage sin ateliervirksomhed, men afviste at lægge faste planer for en fjernere fremtid. Hun sammenfattede sin indstilling med ordene: "Jeg maa følge mine Indskydelser."

I 1952 rejste hun fra Madeira til Danmark for at deltage i sin mors 60-årsfødselsdag.

Studierejsen til Hollywood

I 1952 foretog Hasselbalch, der på dette tidspunkt var bosat på Madeira, en studierejse til Hollywood, som imidlertid skuffede hende betydeligt. I et interview med Ekstra Bladet fortalte hun, at mødet med den amerikanske filmindustri havde ødelagt hendes forestillinger om Hollywood, navnlig efter at hun havde mødt filmstjernen Cary Grant, som viste sig at være langt mindre imponerende af statur, end hun havde forestillet sig.

Hun undrede sig desuden over amerikanernes udprægede bilkultur og manglende interesse for at færdes til fods. Da hun en dag ønskede at gå en tur, vakte forespørgslen så stor bestyrtelse blandt hotelpersonalet, at portieren tilkaldte inspektøren, som derefter tilkaldte direktøren, uden at nogen kunne foreslå en passende spadseretur. Hun begav sig derfor på egen hånd ud på en times gåtur, hvor omkring 30 bilister standsede for at tilbyde deres hjælp, fordi de antog, at hun måtte være syg, siden hun gik til fods.

Dokumentationen af Madeiras kulturtraditioner

I december 1954 medvirkede Hasselbalch sammen med Knud Hegermann-Lindencrone i en radioreportage fra Madeira, der blev sendt den 20. december kl. 19.15 på Statsradiofoniens program 2. Hasselbalch, der på dette tidspunkt var den eneste på Madeira bosiddende dansker, havde boet på øen i tre år og havde gennemfotograferet den på kryds og tværs, hvorved hun havde opnået et enestående kendskab til dens befolkning og lokale traditioner. Gennem hendes forbindelser lykkedes det at optage flere af øens gamle, efterhånden forsvindende folkeskikke, herunder traditionelle fuldmånefester og de såkaldte gedeskindbæreres næsten uddøde sange.

Optagelserne var særligt bemærkelsesværdige, fordi det var første gang, sangene var blevet optaget i deres helhed. Reportagen omfattede blandt andet en traditionel fuldmånefest, hvor hver kvinde fik overrakt blomsten "Nattens Dronning", som kun blomstrer én nat, samt en efterfølgende nattefest i en privat have, hvor sangere og dansere kom ned fra bjergene for at fremføre gamle folkesange, hvoraf flere stammede fra det 15. og 16. århundrede. Aftenbladet beskrev udsendelsen som en enestående dokumentation af øens kulturtraditioner, der allerede dengang var ved at forsvinde.

Hasselbalch udgav i 1955 den fotografiske rejsebog Madeira, der byggede på hendes omfattende kendskab til øen og dens befolkning.

Opholdet i Schweiz og ægteskabet med Richard Heyd

I juni 1955 var Hasselbalch bosat i Neuchâtel i Schweiz, hvor hun på dette tidspunkt forberedte udgivelsen af en fotografibog om Danmark.

I juli samme år blev Hasselbalchs ægteskab med den schweiziske forlægger og baron Richard Ernest Heyd tinglyst i København. Hasselbalch benyttede siden titlen baronesse Varvara Heyd. Hun beskrev senere dette ægteskab som det bedste af sine tre, men det blev afbrudt efter få års samliv, da ægtefællen omkom ved en trafikulykke. Hun giftede sig ikke igen og bemærkede i et interview fra 1997, at ingen af hendes tre ægtemænd havde været særlig morsomme, at den sidste havde været den bedste, men at han var død.

Fotografiske opgaver og ekspeditioner

Hun udførte gennem årene portrætter af både kendte personligheder og almindelige mennesker og havde desuden opgaver for Det Kongelige Teater, hvor hun fotograferede scenekunstnere og forestillinger. For Østasiatisk Kompagni arbejdede hun som industrifotograf i Europa og Afrika, ligesom hun gennemførte fotografiske rejser til blandt andet Grønland, Brasilien, Cuba og en række andre lande. Hun udgav flere fotografiske bøger om teatret og fjerne rejsemål og leverede talrige billedreportager til blandt andet de berlingske blade.

Et af hendes mere usædvanlige rejseprojekter var en fotografisk ekspedition over den grønlandske indlandsis. Hun fotograferede desuden i afrikanske samfund, hvor hun blandt andet stiftede bekendtskab med lokale høvdinge, og deltog på sine rejser også i storvildtjagt.

Hasselbalch udstillede sine fotografier ved en række anerkendte udstillingssteder i Danmark og udlandet. Hendes virksomhed omfattede både bestillingsportrætter, journalistiske reportager og fotografiske bogprojekter, og hun fortsatte gennem størstedelen af sit liv med at arbejde som fotograf. I et interview fra 1990 meddelte hun, at hun i 1992 ville fejre sit 50-årsjubilæum som professionel fotograf, idet hun regnede sin erhvervsmæssige karriere fra 1942.

Rejser, internationale bekendtskaber og selskabsliv

Hasselbalch boede gennem store dele af sit voksne liv uden for Danmark, blandt andet i Frankrig, England, Portugal og Monaco, og havde desuden længere ophold i USA. Hendes internationale tilværelse var præget af omfattende rejseaktivitet og et vidtforgrenet netværk af bekendtskaber inden for aristokratiet, diplomatiet, kunstverdenen og finansmiljøet. Hun bevarede gennem livet forbindelser til såvel velhavende familier som mennesker, hun havde mødt gennem fotografiet og sit arbejde under krigen.

Blandt hendes mange bekendtskaber var fyrstinden Grace af Monaco, som hun senere beskrev som venlig og naturlig, og som hun lærte at kende under sine mange år i fyrstedømmet. Hun havde også omgang med filmstjernerne Elizabeth Taylor og Richard Burton, hvoraf hun navnlig erindrede Burton for ved et selskab at være faldet i søvn ved bordet og have brændt hul i sit tøj med en cigaret. Hun beskrev desuden Taylor som noget storsnudet, mens Grace af Monaco ifølge hendes fremstilling måtte hjælpe den berusede Burton på benene. Hun kendte tillige en række kunstnere og musikere, heriblandt Maurice Ravel, samt den danske revykomponist Aage Stentoft, som hun senere omtalte som en vedholdende og galant bejler.

Hun besøgte desuden Iran samt Afghanistan sammen med et dansk ambassadørpar og så de store buddhastatuer i Bamiyan, som dengang var genstand for bestræbelser på at beskytte dem mod erosion, blandt andet med dansk medvirken.

Under opholdene i udlandet udviklede hun en stærk tilknytning til fransk kultur, mode og omgangsformer. Hun fremhævede senere franske kvinders evne til at sammensætte og dekorere tøj med smykker, tørklæder og andre mindre detaljer og kritiserede, hvad hun opfattede som danskernes tilbøjelighed til at spørge ind til en kvindes alder, påklædning og indkøb. Hun fortalte, at hun undertiden svarede, at en kjole var købt i Paris, selv om hun i virkeligheden havde fundet den på udsalg i Danmark, blot for at undgå yderligere spørgsmål.

Hasselbalch havde ophold i Monaco gennem omkring 16–18 år og færdedes i den internationale selskabsverden, der var knyttet til fyrstefamilien. Hun deltog ofte i flere selskaber på samme dag og beskrev senere en tilværelse, hvor tre cocktailparties og et aftenselskab ikke var usædvanligt. Hendes omgangskreds omfattede imidlertid også mennesker fra langt mindre velstående samfundsgrupper, og hun fremhævede gennemgående fattige menneskers gavmildhed og villighed til at dele med andre.

Portrætfotografiet og arbejdet i 1970'erne

I juni 1975 var Hasselbalch igen i København efter mange års international rejseaktivitet og arbejde som reportage- og portrætfotograf. Hun havde kort forinden afholdt en fotografisk udstilling i Nikolaj Kunsthus og forberedte åbningen af et nyt fotografisk atelier i Pistolstræde. Hun havde desuden senest været på fotografisk safari ved Amazonfloden, men fortalte humoristisk, at hun på rejsen næsten ikke havde set andet end to rotter og en sommerfugl, som manglede den ene vinge. Efter en lang karriere som reportagefotograf ønskede hun nu at koncentrere sig om portrætfotografiet, som hun fandt langt mere personligt og kunstnerisk udfordrende.

I et omfattende portrætinterview med journalisten Birgitte Grue i Aktuelt den 8. juni 1975 fortalte Hasselbalch om sin usædvanlige opvækst i den danske overklasse, sine internationale bekendtskaber, oplevelser under Anden Verdenskrig og karriere som fotograf. Interviewet, der blev bragt under overskriften "Livet var noget jeg blev smidt ud i som 9-årig", skildrede en selvstændig, eventyrlysten og selvironisk kvinde, der havde tilbragt størstedelen af sit liv på rejser og i udlandet. Hasselbalch, der gennem sine ægteskaber også havde båret efternavnene Ingram og Heyd, foretrak selv at blive kaldt Varvara, fordi hendes mange efternavne efterhånden var blevet vanskelige at holde rede på. Hun var i sin samtid blevet karakteriseret som Danmarks "rigeste, højeste og skæggeste pige" og bemærkede humoristisk, at hendes højde på 1,85 meter nu var "for nedadgående".

Blandt de mange personer, hun fotograferede gennem sin karriere, fremhævede hun især Nina, hvis mor havde giftet sig med en af hendes onkler. Hasselbalch havde fotograferet hende første gang som seksårig og betragtede hende senere som en af de smukkeste og dygtigste kvinder, hun havde haft foran kameraet. Hun fremhævede samtidig portrætfotografiets særlige udfordring: at skabe en tilstrækkelig afslappet stemning til, at menneskets naturlige personlighed kunne komme til udtryk. Efter hendes opfattelse holdt de fleste mennesker af at se fotografier af sig selv, men følte sig stærkt utilpasse under selve fotograferingen, som om de fik rettet et gevær mod sig frem for et kamera.

Hasselbalch betragtede den samtidige udbredelse af amatørfotografi som et overgangsfænomen, hvor mennesker i stigende grad fotograferede hinanden i alle tænkelige situationer, undertiden endog i badet. Hun mente imidlertid, at den overdrevne entusiasme var ved at aftage, og at udviklingen samtidig havde lært offentligheden, at fotografi krævede langt mere end blot at trykke på kameraets udløser. Hun fremhævede portrætfotografiet som en særlig disciplin, hvor den afgørende kunst bestod i at opnå menneskelig fortrolighed og få den fotograferede til at glemme kameraets tilstedeværelse.

Hjemkomsten til København

Efter årtiers ophold i udlandet vendte Hasselbalch i begyndelsen af 1980'erne tilbage til København. Hun angav selv i et interview fra 2005, at hun var kommet tilbage i 1983 efter omtrent 18 år i Monaco. Hun forklarede senere, at hun havde forladt Monaco, fordi hun efterhånden fandt byen ensformig og præget af betonbyggeri og mangel på grønne områder. Hun ønskede samtidig at tilbringe sine senere år i sin fødeby, hvor hun blandt andet med sædvanlig humor bemærkede, at hun var kommet hjem for at bo nærmere kirkegården.

Hun bosatte sig i en stor herskabslejlighed på Grønningen på Østerbro, hvor hun også indrettede fotoatelier. Lejligheden omfattede 13 værelser og omkring 400 kvadratmeter og blev med tiden kendt for sin overdådige og stærkt personlige indretning. Hun fortsatte med at arbejde som portrætfotograf i København og modtog gennem årene en række kendte og mindre kendte personer i sit atelier. Hun deltog samtidig aktivt i byens selskabs- og kulturliv og bevarede forbindelser til sin omfattende internationale vennekreds.

I begyndelsen var hun noget skuffet over København, som hun sammenlignet med Monaco fandt provinsiel og uden tilstrækkelig kulturel aktivitet. Med tiden ændrede hun imidlertid opfattelse og fremhævede senere byens udvikling til en moderne storby med et omfattende kulturliv. Hun betragtede især den gamle bykerne og Nyhavn som noget af det smukkeste ved København og satte pris på de historiske bygninger, gårdmiljøer og det mere intime byrum, som efter hendes mening adskilte hovedstaden fra større metropoler som Paris og London.

Den farverige baronesse på Grønningen

Efter sin hjemkomst blev Hasselbalch stadig mere kendt som en usædvanlig og farverig personlighed i København. Hun blev især bemærket for sin statur, sin dybe og næsten maskuline stemme, sin direkte og slagfærdige omgangstone og sin tilbøjelighed til at klæde sig opsigtsvækkende. Hendes højde på oprindelig 187 cm var et gennemgående tema i omtalen af hende, selv om hun i sine senere år bemærkede, at hun efterhånden var skrumpet til omkring 185 cm. Hun sammenlignede selv sin stemme med den amerikanske general George S. Pattons og fortalte, at hun som ung havde været genert over både stemmen og højden.

Hun var kendt for en omfattende og særpræget garderobe. I 1997 rummede lejligheden omkring 15 klædeskabe foruden fritstående tøjstativer, og garderoben var opdelt i afdelinger efter materiale og beklædningstype, herunder uld, læder, silkebluser og korte kjoler. Hun ejede blandt andet pailletjakker, guldbukser og beklædningsgenstande i lurex og sølvlamé og havde ved en bogmesse i Forum optrådt iført leopardmønstret tøj fra top til tå. Hun var samtidig kritisk over for visse mere opsigtsvækkende modefænomener, navnlig store hatte med fjerpynt, som hun mente blot generede andre mennesker. Ved en julekomsammen hos vennen Bent Hasebart havde hun eksempelvis båret sølvlamé og lurex.

I sine senere år foretrak hun ofte bukser frem for kjoler, som hun fandt mere praktiske. Hun bar undertiden øreringe på størrelse med tallerkener og opbevarede sin omfattende samling af smykker og bijouteri i særskilte skuffer efter farve. Hun anslog selv, at hun ejede op mod hundrede forskellige smykkekæder, hvoraf mange var fremstillet af plast eller andre forholdsvis billige materialer. Hendes forkærlighed for farver og smykker blev et karakteristisk træk ved hendes offentlige fremtræden.

Hun fortalte, at det som ung havde været vanskeligt at finde beklædning, der passede til hendes højde, og at hun blandt andet havde handlet i Big Girls Shop i New York. Selv nylonstrømperne var ofte for korte og nåede kun lige over knæene, hvilket betød, at hun måtte benytte usædvanligt lange strømpebånd. Hun forklarede selv, at dette havde givet anledning til hendes karakteristik som "pigen med de længste strømpebånd". Med alderen blev hun mere ubekymret om sit udseende, men fastholdt, at kvinder burde klæde sig med sans for proportioner, farver og personlig stil.

Hasselbalch havde et ligefremt forhold til rygning og alkohol. Hun blev ofte fotograferet med en cerut mellem læberne og havde i sin lejlighed et skilt med teksten "Thank you for smoking". Under interviews serverede hun blandt andet portvin for sine gæster og drak selv vodka. Hun havde også en forkærlighed for usædvanlige genstande med humoristiske funktioner, heriblandt et askebæger, der hostede, når man slukkede en cigaret i det. Hun beskrev sig selv som en stor, glad og undertiden lidt excentrisk kvinde, men understregede samtidig, at hun bag den selvsikre fremtoning i virkeligheden kunne være ganske genert.

Et hjem som raritetskabinet

Lejligheden på Grønningen udviklede sig med årene til en omfattende privat samling af antikviteter, kunstgenstande, møbler, beklædning og souvenirs fra hendes mange rejser. Ifølge en reportage fra 1991 var der næppe en ubrugt kvadratmeter i boligen, og hun fortalte selv, at hendes venner mente, hun ejede mere end en million ting. Samlingen omfattede blandt andet ældre malerier, skulpturbuster, porcelæn, dyre antikviteter, usædvanlige mekaniske indretninger og talrige mindre genstande, som hver især havde en personlig historie. Hun kunne efter eget udsagn fortælle om oprindelsen til næsten alle genstandene.

Et af lejlighedens mest særprægede rum var køkkenet, der var indrettet som en mellemting mellem en sommerterrasse og en marskandiserforretning. Over spisebordet stod en stor solparasol, hvorfra der hang plastikhummere, træpapegøjer og andre dekorative figurer. Bordet var normalt dækket med kunstigt græs, men blev ved særlige lejligheder beklædt med en plasticdug, der lignede avispapir. Blandt de øvrige rariteter var et ur, som fungerede ved hjælp af kartofler, og på væggene hang blandt andet jagttrofæer, herunder en krokodille og hovedet af et udstoppet dådyr med et diadem, som dog blot var fremstillet af pap.

Giraffer indtog en særlig plads i samlingen. De fandtes i forskellige størrelser og materialer i næsten alle værelser og var en henvisning til hendes mangeårige kælenavn. Hun fortalte humoristisk, at hun som ældre var begyndt at blive lavere og derfor forventede at være nået ned på normalhøjde, når hun fyldte 80 år. Til samlingen hørte også to genstande, som hun tillagde særlig betydning: sølvpokalen, hun havde modtaget af kong Viktor Emanuel III for sin deltagelse i en ridekonkurrence som ganske ung, og det franske Croix de guerre med to bronzestjerner, som hun havde fået for sin indsats under krigen.

Hjemmet var tidligere blevet passet af sekretærer, privatchauffører og flere tjenestefolk under hendes ophold i udlandet. Efter hjemkomsten til Danmark var husholdningen mere beskeden, men hun bevarede en forkærlighed for aristokratiske former og selskabelig gæstfrihed. Samtidig udviste hun en selvironisk distance til sin egen baggrund og lod sig gerne fotografere i de overdådigt udsmykkede værelser. Reportager fra 1991 beskrev hjemmet som et glimt ind i en næsten forsvunden verden, hvor europæisk selskabsliv, kunstneriske interesser og personlige kuriositeter var forenet. Fotografen Jens Normand dokumenterede blandt andet lejligheden og hendes daglige omgivelser.

I 1997 bemærkede hun, at hun burde begynde at skille sig af med nogle af sine mange ejendele, eftersom familien ellers ville stå med et omfattende oprydningsarbejde efter hendes død. Hun havde dog vanskeligt ved at kassere ting, navnlig tøj, som var forbundet med personlige minder. Hun gav lejlighedsvis beklædning til veninder, der kunne passe det, men mente, at Røde Kors og andre hjælpeorganisationer havde større behov for praktisk og varmt tøj end for hendes omfattende samling af selskabskjoler og dekorative beklædningsgenstande.

Hverdagsliv og cykling

Hasselbalch bevarede gennem hele livet en forkærlighed for selvstændig transport og færdedes fortsat på cykel og i bil langt op i alderen. I 1990 blev hun blandt andet omtalt for at køre gennem Københavns centrum på sin såkaldte "RRR", en "rød Rolls-Royce", der i virkeligheden var en særligt importeret engelsk trehjulet cykel med to kurve. Hun benyttede cyklen til sine indkøb og betragtede sin fortsatte bevægelighed som et væsentligt element i en aktiv alderdom.

Rurik Ingram blev senere ledende medarbejder i den japanske bank Nomura i London, hvor han blandt andet havde ansvar for bankens europæiske aktiviteter. Han giftede sig med Ofelia, og parret fik sønnen Nicolas, som Hasselbalch havde et nært forhold til. Ved hendes 70-årsfødselsdag i april 1990 arrangerede sønnen og svigerdatteren en større fest med mindst hundrede gæster, heriblandt venner fra flere lande; det dengang syvårige barnebarn Nicolas skulle tage imod gæsterne.

Fjernsynsoptrædener og portrætter i 1990'erne

I maj 1991 medvirkede Hasselbalch i Poul Thomsens fjernsynsserie På tur med 3'eren, der blev produceret af Danmarks Radios provinsenhed i Aarhus. Serien havde navn efter produktionsholdets optagevogn, EFP 3, og skulle gennem besøg forskellige steder i Danmark præsentere bemærkelsesværdige personer, begivenheder og miljøer. Hasselbalch blev valgt som hovedperson i seriens første udsendelse, hvor seerne fik adgang til hendes 13-værelsers lejlighed på Grønningen og hørte hende fortælle om sit internationale liv.

Udsendelsen varede omkring 35 minutter, hvilket ifølge samtidige omtaler kun gav mulighed for at vise en mindre del af hendes omfattende samlinger og personlige historie. Poul Thomsen beskrev hende som en af de mest usædvanlige personer, han havde mødt, og fremhævede vanskeligheden ved at gengive den særlige atmosfære i hendes hjem gennem fjernsynet. Serien var oprindelig planlagt til fire udsendelser i 1991, og Thomsen håbede senere at kunne fortsætte med yderligere seks udsendelser året efter.

Hasselbalch medvirkede efterfølgende i flere tv-portrætter og udsendelser om fremtrædende københavnske personligheder. Blandt disse var Grevinden på tredje, et portræt af grevinde og tidligere minister Erna Hamilton, som hun havde fotograferet kort før dennes død. Hun bidrog desuden med personlige erindringer til omtalen af Hamilton og beskrev blandt andet dennes særlige temperament, forkærlighed for champagne og krævende opførsel under en portrætfotografering. Hasselbalch understregede imidlertid, at Hamilton snarere havde været en bekendt end en nær veninde. I interviews fremhævede hun andre bekendtskaber, som havde haft større personlig betydning for hende, heriblandt prinsesse Margrethe af Bourbon-Parma og Mads Roikjer. Hendes skildringer af selskabslivet var ofte præget af selvironi og en blanding af beundring og skarp kritik af de personer, hun havde mødt.

Bilkørsel, alder og humoristiske påfund

I 1995 kørte hun i en kongeblå Volkswagen Vento med den personlige nummerplade "Varvara". På passagersædet havde hun ofte en oppustelig mandefigur, som hun kaldte "Hans Kongelige Højhed". Figuren var udstyret med skjorte, halstørklæde, sølvkasket, overskæg og solbriller og blev delvis skjult af et tæppe, så den på afstand kunne ligne en virkelig passager. Hasselbalch forklarede, at hun benyttede den for at give indtryk af ikke at være alene, når hun kørte sent om aftenen.

Hendes humor var også præget af en usædvanligt afslappet indstilling til alderdom og død. Hun havde længe besluttet, at hendes gravsten skulle bære indskriften "Hendes liv var 1/1000 sekund, blænde 11", en henvisning til fotografiets lukkertid og blændeindstilling. Hun havde endda undersøgt, om gravstedet ville være tilstrækkeligt langt til hende. I interviews erklærede hun, at hun ikke frygtede døden, men blot ikke havde tid til den, og at hendes læge mente, hun ville blive hundrede år, hvilket hendes bank imidlertid ikke mente, hun havde råd til.

Hun gjorde også ofte nar af sin egen alder og angav undertiden bevidst, at hun var omkring ti år ældre, end hun faktisk var, fordi det efter hendes opfattelse fik folk til at mene, at hun holdt sig usædvanligt godt. Hun beskrev humoristisk sit fremskredne livsstadium som "metalalderen", karakteriseret ved sølv i håret, rust på hjernen, guld i tænderne, stål i hofterne, bly i benene og kviksølv bagi. Hun sammenfattede sin livsholdning i udsagnet: "At ældes er blot en dårlig vane".

Min fandenivoldske mor (1992)

I 1992 udgav hun på Gyldendal erindringsbogen Min fandenivoldske mor, der var en skildring af Louise Hasselbalchs usædvanlige liv og personlighed, delvis baseret på moderens efterladte dagbøger og breve. Bogen gav indblik i moderens internationale ridekarriere, omfattende selskabsliv og talrige kærlighedsforhold, men også i det vanskelige forhold mellem mor og datter. Hasselbalch beskrev moderen som et menneske, der på én gang havde været beundringsværdigt, frygtløst og charmerende, men også dominerende, selvoptaget og følelsesmæssigt utilgængeligt.

Moderens dagbøger fra 1923 til 1931 indeholdt detaljerede optegnelser om hendes kærlighedsliv og en liste over omkring 50 mænd, heriblandt europæiske prinser, en fransk hertug, en dansk greve, en belgisk minister og adskillige rytterofficerer. I dagbøgerne var nogle af mændene forsynet med symboler såsom stjerner og hjerter, og datteren mente, at moderens samlede antal forhold havde været betydeligt større end de dokumenterede. Hun forklarede, at hun som barn ikke havde forstået omfanget af moderens erotiske liv og først gennem dagbøgerne havde fået indsigt i det. Hun sammenlignede moderens forhold til mænd med hendes forhold til ridesporten og mente, at begge dele havde været præget af ambitionen om at vinde og beherske.

Bogen rummede også mere personlige og humoristiske erindringer, blandt andet om moderens store tatovering på låret forestillende et egern i et fyrretræ med en hasselnød. Ifølge datteren var tatoveringen omtrent på størrelse med en underkop og vakte betydelig opmærksomhed, når de badede. Motivet var karakteristisk for moderens forkærlighed for egern, som også fandtes som små genstande blandt hendes ejendele. Hun havde blandt andet et egern af elfenben, arvet fra sin russiske bedstemor, og et bronzeegern som kølerfigur på sin automobil. Datteren mente, at ideen til tatoveringen muligvis var kommet fra prins Axel, og fortalte, at tatoveringer i 1920'erne havde været en mode blandt flere medlemmer af kongefamilien, hvoriblandt prinsesse Margrethe havde haft en elefant tatoveret.

Skildringen af moderens kærlighedsliv var dog ikke bogens eneste hovedanliggende. Hasselbalch ønskede også at dokumentere hendes betydning for dansk og international ridesport og understregede, at hun fortjente en plads i historien på grund af sine sportslige præstationer snarere end sine mange mænd. Hun beskrev samtidig sit eget forhold til moderen som præget af beundring, frygt og et vedvarende savn efter ømhed. Hun mente, at hendes opvækst havde lært hende at udholde modgang uden at klage, men også havde berøvet hende en almindelig barndom. Arbejdet med bogen blev derfor efter hendes egen forklaring en personlig nødvendighed og et forsøg på at skabe sammenhæng i de mange modstridende minder.

Bogen blev lanceret ved en større fest i hendes lejlighed på Grønningen med omkring 150 gæster. Ved festen blev der blandt andet danset tango, som havde været moderens yndlingsdans. Hasselbalch udtrykte selv den opfattelse, at moderen ville have nydt endnu en gang at være i centrum for offentlighedens opmærksomhed.

Varvaras verden (1997)

I 1997 udgav Hasselbalch på Aschehoug erindringsbogen Varvaras verden, et værk på 456 sider, hvor hun samlede fortællinger fra sit lange og usædvanligt begivenhedsrige liv. Bogen omfattede hendes aristokratiske opvækst, internationale rejser, krigstjeneste, fotografiske karriere, ægteskaber og bekendtskaber samt hendes oplevelser i både velstående og fattige samfundsmiljøer. Blandt de skildrede personer var Maurice Ravel, Man Ray, Jean Cocteau, Viktor Emanuel III, Elsa Schiaparelli og Grace Kelly.

Et gennemgående tema var hendes forhold til rigdom, økonomiske forandringer og mennesker fra forskellige sociale lag. Hun havde gennem livet oplevet både overordentlig stor velstand og perioder med økonomiske vanskeligheder og gav flere steder udtryk for, at fattige mennesker ofte var bedre til at give og selv undvære end de velhavende. Hun skildrede blandt andet portugisiske venner og tjenestefolk med varme og forståelse og forholdt sig mindre højtideligt til sin egen aristokratiske baggrund, end hendes livsførelse undertiden kunne give indtryk af.

Modtagelsen af bogen var blandet. Else Cornelius fremhævede i Berlingske Tidende dens omfattende og fascinerende livsstof, men mente samtidig, at fortællingen var præget af en betydelig personlig tilbageholdenhed, navnlig når det gjaldt hendes tre ægteskaber og forholdet til hendes barn. Holger Ruppert beskrev i B.T. værket som en livfuld skildring af en svunden overklasseverden og mente, at hendes oplevelser rummede stof til adskillige romaner. Marie Tetzlaff var i Politiken mere kritisk over for bogens redigering, sproglige fejl og manglende sammenhæng, men fremhævede Hasselbalch som en stærk og usædvanlig fortæller, hvis liv var præget af både mod, handlekraft, økonomisk og social usikkerhed og en påfaldende blanding af blufærdighed og frisind.

Tetzlaff fremhævede især krigserindringerne og den unge Hasselbalchs evne til at klare fysisk krævende og farlige opgaver. Hun mente, at bogens stærkeste stof fandtes i skildringerne af barndommen, moderen og krigsårene, mens de senere års mere dagligdags beretninger i mindre grad bidrog til helheden. Anmeldelsen karakteriserede hende som en "usleben diamant" og kritiserede, at forlaget ikke i højere grad havde bearbejdet det omfattende materiale.

Internationale udmærkelser

Hasselbalch modtog gennem sit liv flere internationale udmærkelser for sin indsats under Anden Verdenskrig. Blandt de tidligste var det franske Croix de guerre, som hun ejede med to bronzestjerner og betragtede som en af sine mest værdifulde personlige ejendele. Udmærkelsen blev givet som anerkendelse af hendes indsats som ambulancechauffør under krigen.

Hun blev desuden dekoreret af Italien for sin hjælp til en italiensk diplomatfamilies flugt fra det tyskbesatte Europa til Sverige. Denne udmærkelse modtog hun først omkring et halvt århundrede efter begivenhederne, og den blev overrakt i København.

I 2002 modtog hun en af sine mest betydningsfulde hædersbevisninger, da hun ved en ceremoni på den franske ambassade i København blev udnævnt til officer af Æreslegionen (Ordre national de la Légion d'honneur). Hun blev dermed tildelt ordenens næstlaveste grad uden først at have gennemgået den lavere riddergrad. Udnævnelsen fandt sted mere end 60 år efter den indsats, den skulle anerkende, og blev begrundet i hendes arbejde med ambulancekørsel, humanitære forsyninger og transport under den tyske besættelse af Frankrig. Hasselbalch erklærede efterfølgende, at udmærkelsen var blandt de bedste begivenheder i hendes liv.

Hendes krigsindsats fik siden en central plads i omtalen af hende. Samtidige artikler fremhævede, at hun i en alder af blot 19 år havde påtaget sig et betydeligt ansvar og arbejdet under farlige og uforudsigelige forhold. I 2005 blev hun i Politiken beskrevet som en uortodoks, men væsentlig rollemodel, hvis fysiske og psykiske udholdenhed ikke alene havde hjulpet hende selv gennem vanskelige livsomstændigheder, men også var kommet andre mennesker til gode under krigen.

Oldemoderens breve og familiehistoriske arbejde

I sine senere år beskæftigede Hasselbalch sig indgående med slægtens historie, navnlig med sin russiske oldemor, prinsesse Varvara Gagarins omfattende efterladte korrespondance og dagbøger. Materialet bestod efter hendes egne oplysninger af omkring 22.000 sider, hovedsagelig skrevet på fransk og vanskelige at tyde på grund af håndskriften. Hun arbejdede med at oversætte og forberede materialet til udgivelse og betragtede det som en værdifuld historisk kilde til den dansk-russiske aristokratiske verden i 1800-tallet.

I 2002 fortalte hun, at hun i sin gennemgang af materialet var nået til året 1864, hvor korrespondancen begyndte at rumme betydeligt politisk interessante oplysninger. Hendes oldefar, Otto von Plessen, havde været dansk gesandt i Sankt Petersborg og skrev blandt andet breve til sin hustru under dennes ophold på kurbad i Tyskland. Hasselbalch bemærkede med karakteristisk humor, at brevene ofte sluttede med den højtidelige formulering "Jeg kysser Deres fødder". Hun fortsatte arbejdet med materialet langt op i alderen og havde endnu kort før sin død planer om yderligere udgivelser og oversættelser.

Tv-dokumentaren Varvara – uden mors velsignelse

I begyndelsen af 2005 blev Hasselbalch hovedperson i dokumentarfilmen Varvara – uden mors velsignelse, instrueret af Per Wennick og sendt på DR1 den 2. januar. Filmen indgik som den afsluttende del af Wennicks trilogi om bemærkelsesværdige ældre københavnske kvinder, der gennem deres egne livshistorier belyste forskellige sociale og kulturelle vilkår fra begyndelsen af det 20. århundrede til samtiden. De øvrige portrætter i serien omfattede Grevinden på 3dje om Erna Hamilton og Æblehovedet og Kommandanten om to søstre fra arbejderklassen.

Dokumentaren behandlede Hasselbalchs opvækst i det Plessenske Palæ, hendes ridekarriere, krigstjeneste, ægteskaber, rejser og senere tilværelse i København. Den fremhævede modsætningerne mellem hendes aristokratiske baggrund og hendes usædvanligt selvstændige og uortodokse livsførelse samt mellem hendes omfattende rigdom i barndommen og de økonomiske vanskeligheder, hun siden havde oplevet. Hendes dybe stemme, slagfærdighed og ligefremme forhold til sin egen skrøbelighed gjorde samtidig indtryk på seerne.

Udsendelsen vakte betydelig opmærksomhed, og ved hendes 85-årsfødselsdag i april 2005 blev hun i Politiken fremhævet som en overraskende rollemodel for yngre generationer. Avisen beskrev, hvordan seere havde reageret med begejstring og karakteriseret hende som inspirerende og usædvanligt moderne i sin uafhængighed. Hun blev fremhævet for sin kombination af selvstændighed, humor, usentimentalitet og evne til at bevare sin værdighed trods alderdommens fysiske begrænsninger.

Selvstændighed, selskabelighed og menneskesyn

Hasselbalch blev gennem hele sit liv beskrevet som et usædvanligt selvstændigt og slagfærdigt menneske, der forenede aristokratisk dannelse og omfattende international erfaring med en udpræget ligefremhed. Hun bevægede sig ubesværet mellem kongelige, diplomater, kunstnere og forretningsfolk, men havde samtidig venner blandt mennesker fra langt mere beskedne sociale forhold. Hendes bekendtskaber spændte fra medlemmer af europæiske fyrstehuse til tjenestefolk, bibliotekarer, frisører og ansatte i almindelige forretninger, og hun lagde efter sine venners beskrivelse vægt på personlige egenskaber frem for social rang.

Hun var kendt for sin skarpe humor og evne til at besvare spørgsmål med en uventet bemærkning. Under et interview i 1997 fortalte hun eksempelvis om sine erfaringer med Erna Hamiltons lunefulde optræden ved en fotografering og bemærkede, at grevinden efter hendes mening var lettere at omgås, når hun fik champagne. Da en mandlig bekendt under interviewet trådte ind i lejligheden og spurgte, om han forstyrrede, svarede Hasselbalch lakonisk, at det netop havde han gjort.

På trods af sin aristokratiske baggrund og forkærlighed for selskabelig luksus gav hun ofte udtryk for en usnobbet indstilling til andre mennesker. Hun mente, at økonomisk velstand ikke nødvendigvis medførte gavmildhed eller menneskelig kvalitet, og fremhævede navnlig de fattige portugisiske venner og tjenestefolk, hun havde lært at kende gennem sine længere ophold i Portugal. Hun betragtede sig samtidig som et menneske, der i hele livet havde været vant til at klare vanskeligheder selv, og som ikke ønskede at lade alderdom eller sygdom begrænse hendes udfoldelsesmuligheder mere end nødvendigt.

Hun oplevede efterhånden betydelige fysiske følger af sin tidligere ridekarriere og gennemgik blandt andet to hofteoperationer, som forbedrede hendes bevægelighed. Trods disse gener fortsatte hun med at cykle, fotografere og modtage gæster. Hun fortalte i 1997, at hun havde båret en kilometertæller og dermed konstateret, at hun på en almindelig dag kunne gå omkring tre kilometer blot ved at bevæge sig rundt i sin store lejlighed.

Forholdet til København og samfundsudviklingen

I et længere interview fra december 2005 gav Hasselbalch en omfattende vurdering af København og dens udvikling. Hun fremhævede, at byen siden hendes hjemkomst i 1980'erne havde gennemgået en betydelig kulturel og økonomisk forandring og efterhånden var blevet en levende og moderne storby. Hun satte navnlig pris på det store antal kulturelle arrangementer, udstillinger og forestillinger og mente, at København havde udviklet sig væsentligt siden de mere provinsielle forhold, hun havde oplevet umiddelbart efter hjemkomsten.

Hun var imidlertid stærkt kritisk over for dele af den nyere arkitektur og mente, at en række moderne bygninger ødelagde byens historiske miljøer. Særligt Operaen på Holmen vakte hendes mishag; hun sammenlignede bygningen med en stor betonklods og fandt dens placering uheldig. Hun fremhævede samtidig, at Danmark havde fremragende arkitekter med international succes, men mente ikke, at deres evner altid kom tilstrækkeligt til udtryk i den hjemlige byudvikling. Hun beundrede derimod den ældre københavnske bygningskultur og fremhævede de historiske kvarterer, navnlig Nyhavn, som eksempler på den særlige atmosfære, hun mente burde bevares.

Også udviklingen på Strøget gav anledning til kritik. Hun savnede de tidligere specialforretninger og eksklusive butikker og beklagede, at mange efter hendes opfattelse var blevet afløst af billige tøjforretninger med varer hængende halvt ude på gaden. Hun betragtede den udvikling som et tab af æstetik og personlig karakter. Hun var desuden kritisk over for visse ungdomsmodefænomener, herunder synlige navler, piercinger og omfattende tatoveringer, og mente, at yngre mennesker brugte overraskende store beløb på beklædning. Samtidig understregede hun, at hun havde mange unge venner og fandt den yngre generation både dygtig og tiltalende.

Hasselbalch beklagede også efter sin opfattelse en stigende sproglig forfladigelse med moderne slangudtryk og en mere afslappet påklædning blandt mænd, som hun mente tidligere havde fremtrådt mere elegante i jakke, skjorte og slips. Hun fremhævede imidlertid også mere alvorlige samfundsforhold, navnlig de stigende boligpriser i København, som efter hendes mening gjorde det urimeligt vanskeligt for unge mennesker at etablere sig. Hun bemærkede, at millionærstatus efterhånden var blevet langt mere almindelig end i hendes ungdom, og satte denne udvikling i kontrast til den fattigdom, hun havde oplevet under sine rejser, herunder i Afrika.

Hun kritiserede desuden stigende trafikproblemer, manglen på parkeringspladser og den offentlige drukkultur, som hun fandt særligt udpræget på byens pladser og omkring de mange nye caféer og restaurationer. Hun foretrak ofte at spise hjemme frem for på restauranter, hvor hun mente, at man betalte urimeligt meget for små portioner. Hendes søn forsøgte efter hendes eget udsagn jævnligt at få hende med ud at spise, når han besøgte København, angiveligt for at undgå hendes madlavning.

Trods kritikken havde Hasselbalch en udpræget kærlighed til sin fødeby. Hun betragtede København som et godt og trygt sted at blive gammel og fremhævede det danske sundheds- og socialvæsen, den offentlige sikkerhed og muligheden for at få praktisk hjælp. Hun havde efterhånden behov for bistand i hjemmet og benyttede en alarm, hvormed hun kunne tilkalde hjælp, hvis hun faldt. Hun fremhævede også det danske politi, men mente, at danskerne generelt var for tilbøjelige til at klage over samfundsforholdene. Hvor hun tidligere havde kaldt Danmark et "kageland", beskrev hun det senere humoristisk som et "klageland".

I sine sidste år beklagede hun navnlig det danske vejrs ustadighed, der efter hendes mening gjorde det vanskeligt at klæde sig passende og undertiden nødvendiggjorde flere tøjskift på samme dag. Hun kom efterhånden sjældnere ud, hvilket hun fandt frustrerende, men accepterede som en del af alderdommen. Hun bevarede samtidig sin interesse for Københavns udvikling og erklærede, at hun trods sine mange år i udlandet betragtede byen som et af de bedste steder at tilbringe sine sidste år.

Alder, familie og personlige erindringer

Hasselbalchs forhold til alderdommen var karakteriseret af en gennemgående blanding af humor og usentimentalitet. Hun gjorde ofte nar af sine fysiske begrænsninger og var ikke tilbageholdende med at beskrive følgerne af operationer, fald og andre alderdomsgener. Hun fastholdt samtidig, at alderdom ikke i sig selv var nogen grund til at opgive sociale aktiviteter, arbejde eller interesser, og fortsatte langt op i firserne med at beskæftige sig med fotografi, familiehistoriske studier og litterære projekter.

Hun havde et nært forhold til sin søn Rurik og barnebarnet Nicolas, som hun ofte omtalte med særlig varme. I en anmeldelse af Varvaras verden fra 1997 blev det fremhævet, at hun havde tilegnet barnebarnet et eksemplar af bogen med en selvironisk opfordring til at smile til hende, fordi hun var lige så barnlig som ham. Hendes forhold til familien stod i kontrast til hendes egne erindringer om barndommens mangel på moderlig ømhed, og hun blev i senere nekrologer fremhævet som en hengiven bedstemor.

Hun opretholdt gennem årene en omfattende vennekreds og fejrede gerne sine fødselsdage med store sammenkomster, hvor gæster fra forskellige sociale miljøer mødtes. Hun havde fødselsdag samme dag som dronning Margrethe II, og hendes fødselsdagsfester blev kendt for deres gæstfrihed og blanding af aristokrater, kunstnere, forretningsfolk og almindelige bekendte. Hun havde dog meget bestemte personlige præferencer og ønskede eksempelvis ikke afskårne blomster som fødselsdagsgaver, mens spiritus som vodka og whisky blev betragtet som mere velkomment.