Louise Hasselbalch

Kvindelige Studenters Idrætsforening

Louise Varvara Hasselbalch var blandt pionererne inden for organiseret idræt for kvindelige studerende i Danmark og fik en central rolle i udviklingen af Kvindelige Studenters Idrætsforening (K.S.I.). Foreningen blev stiftet på initiativ af den daværende ledende senior C. H. Styr, der længe havde beklaget den begrænsede fysiske aktivitet blandt kvindelige studerende og opfordrede den dygtige fægterske Elsa Mary Fischer til at organisere deres idrætsudøvelse. Fischer blev foreningens første formand og overtog samtidig undervisningen i fægtning. Hasselbalch, der dengang endnu bar navnet baronesse Plessen, var Fischers nære veninde og blev foreningens allerførste medlem. Hun fungerede siden som viceformand og overtog ved flere lejligheder den daglige ledelse under Fischers sygdom.

Foreningen tilbød oprindeligt udelukkende fægtning, men udvidede i 1917 sit program med gymnastik og i 1918 med svømning og tennis. Gymnastikundervisningen fandt sted i KFUM's og Studenterforeningens gymnastiklokaler, mens fægtningen blev afholdt i Studenterforeningens lille spisestue. Tennis blev dyrket på Akademisk Boldklubs baner, og svømmeundervisningen foregik ved Helgoland på Amager. Agnete Bertram ledede svømningen og gymnastikundervisningen, som blev tillagt stor betydning for kvindernes fysiske udvikling.

I begyndelsen af 1919 overtog Hasselbalch midlertidigt formandsposten, da Elsa Fischer efter et længere sygdomsforløb med den spanske syge måtte tage på rekreationsophold ved den franske Riviera. Under hendes fungerende formandskab voksede foreningen, der oprindeligt havde haft blot syv medlemmer, til omkring 70. I marts 1919 blev hun interviewet af Nationaltidende i sit hjem i Trondhjemsgade, hvor hun fremhævede betydningen af fysisk aktivitet som modvægt til kvindelige studenters stillesiddende akademiske arbejde. Hun anbefalede navnlig fægtning, der efter hendes opfattelse var en særdeles alsidig motionsform, som på blot tyve minutter kunne aktivere alle legemets muskler. Hun ønskede at udvide foreningens medlemstal yderligere, men betragtede de forholdsvis høje kontingenter som en væsentlig hindring. Som en særlig anerkendelse af foreningens arbejde fremhævede hun, at kvindelige stud.mag.'er havde fået mulighed for at vælge fægtning som bilag til deres eksamen, med Elsa Mary Fischer som autoriseret lærerinde.

I november 1919 blev hun på ny interviewet om foreningens virksomhed, denne gang af B.T. i det elegant indrettede Plessenske Palæ i Kristianiagade. Foreningen havde på dette tidspunkt fået bedre faciliteter i Idrætshuset efter tidligere at have benyttet Studenterforeningens lokaler. Hasselbalch havde selv undervist i tennis den foregående sommer og arbejdede navnlig for at skaffe flere medlemmer og større økonomiske midler. Hun lagde vægt på den moderne kvindegymnastik under ledelse af cand.mag. Agnete Bertram og understregede, at idræt ikke blot fremmede sundheden, men også gav de studerende nødvendig afveksling fra deres intellektuelle arbejde. Som et led i foreningens sociale liv samlede hun desuden en gang om måneden medlemmerne til teselskab i sit hjem. Hun fortalte samtidig om sine egne interesser for ridning, tennis, automobilkørsel, sprog og malerkunst.

Fra 1920 var Hasselbalch formelt formand for Kvindelige Studenters Idrætsforening. Hun fortsatte med at fremme kvinders adgang til organiseret idræt og betragtede foreningen som sit "Kælebarn". I april 1922 arrangerede hun en fægtekonkurrence i Idrætshuset den 4. maj. Konkurrencen var tiltænkt foreningens 15 kvindelige fleuretfægtere, hvis antal var vokset fra blot tre ved foreningens begyndelse. Hasselbalch beklagede fortsat den begrænsede interesse for idræt blandt kvindelige studerende og opfordrede navnlig deres forældre til at anerkende sportens betydning for unge kvinders fysiske og personlige udvikling. Hun understregede samtidig, at foreningens formål ikke var at uddanne mesterskabsfægtere, men at fremme motionsglæde, sundhed og fysisk udfoldelse blandt de studerende, hvis akademiske forpligtelser ofte vanskeliggjorde regelmæssig deltagelse.

Hasselbalch fortsatte engagementet gennem 1920'erne og deltog endnu i 1926 i foreningens morgengymnastik under ledelse af frøken Kure, der var elev af Agnete Bertram. Hun betragtede den organiserede kvindelige studenteridræt som et personligt anliggende og arbejdede vedvarende for dens udbredelse.

Svømning, spejderbevægelse og velgørenhed

Foruden ridning, tennis og fægtning gjorde Hasselbalch sig også bemærket som svømmer. Den 9. august 1920 gennemførte hun en privat svømmematch fra Charlottenlund til badeanstalten Helgoland på Amager på 2 timer og 2 minutter, til trods for modstrøm. Præstationen blev fremhævet som særligt bemærkelsesværdig, eftersom hun på dette tidspunkt havde dyrket svømning i højst ét år og modtog undervisning på Helgoland.

I marts 1921 var hun blandt de annoncerede medvirkende ved en stor velgørenhedsfest, som udenrigsminister Harald Scavenius' hustru havde arrangeret i Casino i København den 17. marts til fordel for hjemvendte danskere fra Rusland. Arrangementet samlede fremtrædende medlemmer af diplomatiet og kongehuset med hoffets ungdom i spidsen og blev sammenlignet med de store velgørenhedsfester, som prinsesse Marie tidligere havde arrangeret. Blandt de medvirkende var Prins Aage, der skulle optræde som meddansende i et jazzband, prinsesse Margrethe og prinsesse Aage, som stod for blomstersalget, samt Prins Axel, der skulle fungere som bartender. Den britiske gesandts hustru, Lady Marling, skulle medvirke i Alfred Sutros The Man in the Stalls sammen med Josias Bille. Hasselbalch skulle selv optræde i Billes Drømmen om Eros sammen med sin svigerinde Grethe Hasselbalch, født Ditlevsen, grevinde Fritze Ahlefeldt, født Tesdorpf, fra Ourupgaard og en større gruppe unge kvinder.

Hun engagerede sig desuden i spejderbevægelsen og indtrådte den 10. oktober 1922 sammen med direktør Vagn Jacobsen i bestyrelsen for Det Danske Spejderkorps.

Hasselbalch fortsatte med at beskæftige sig med kvinders organiserede idrætsliv og bidrog i maj 1924 til Berlingske Tidendes søndagsnummer med en omtale af kvindelige idrætsforeninger.

Ægtemandens død og begyndelsen på den internationale karriere

Den 5. april 1925 døde Erik Hasselbalch efter en måneds sygdom i ægteparrets hjem i Trondhjemsgade, blot 35 år gammel. Dødsårsagen var en infektionssygdom.

Efter ægtemandens død koncentrerede Hasselbalch sig i stigende grad om ridesporten, der udviklede sig til hendes vigtigste beskæftigelse og gjorde hende internationalt berømt. Hun tilhørte i mellemkrigstiden den europæiske topelite inden for springridning og blev i samtidens presse fremhævet som Skandinaviens dygtigste kvindelige rytter. Hendes navn fik efterhånden international klang, og hun blev kendt for sin usædvanlige dristighed, beslutsomhed og evne til at ride selv særdeles vanskelige og temperamentsfulde heste. I Aarhus Amtstidende blev hun senere karakteriseret som "den eneste danske Concours-Rytterske, hvis Navn har international Klang", mens Nationaltidende betegnede hende som en af Danmarks "allerdrigstigste" ryttersker.

I september 1925 arbejdede maleren og billedhuggeren Johannes Kragh, der netop var vendt tilbage fra et studieophold på Christiansø, på en rytterstatuette af Hasselbalch. Den 15. september samme år fløj hun fra København til London. Rejsen fandt sted kort efter åbningen af Københavns Lufthavn i april 1925 og foregik med en Farman-maskine, der var blevet transporteret fra Paris.

Internationale stævner og hesteanskaffelser, 1926–1927

I foråret 1926 vendte Hasselbalch tilbage til sit hjem i Trondhjemsgade efter omkring et års rejser i udlandet. Under opholdet havde hun blandt andet deltaget i krævende rævejagter i Buckinghamshire i England med op til 600 deltagere og tilbragt flere måneder i Schweiz, hvor hun vandt et diplom i skøjteløb. Foruden ridning dyrkede hun tennis, skisport og skøjteløb. I et interview med Nationaltidende i april 1926 fremhævede hun sin frygtløshed som rytter og erklærede, at ordet "bange" ikke fandtes i hendes leksikon. Efter hendes opfattelse svækkede frygt rytterens herredømme over hesten og forøgede dermed risikoen ved ridningen. Hun betragtede desuden konkurrencer og opvisninger som en målestok for sine sportslige præstationer og understregede, at vanskeligheder skulle overvindes frem for undgås.

I marts 1926 havde Hasselbalch som den første danske kvinde modtaget invitation til at deltage i en stor international ridekonkurrence i London den følgende sommer. Hun forberedte sig samtidig på deltagelse i et ridestævne i Malmø i maj og et efterfølgende dansk stævne, inden hun i juni skulle repræsentere Danmark ved konkurrencen i London. Hun blev i den forbindelse karakteriseret som "en af vore ypperligste unge Ryttersker", der forventedes at kunne hævde Danmarks ære i den internationale konkurrence.

I november 1926 blev hun i B.T. omtalt som "vor berømte Rytterske" efter sin deltagelse i en international springkonkurrence i Dortmund, hvorfra hun havde hjembragt flere værdifulde sølv- og krystalpræmier. Hun havde desuden opholdt sig i England for at anskaffe en ny konkurrencehest, hvilket viste sig at være forbundet med betydelige vanskeligheder. Under opholdet havde hun blandt andet besøgt en hesteejer nær Harwich og afprøvet adskillige heste til priser mellem 180 og 300 pund, hvoraf flere viste sig enten utilstrækkeligt trænede eller vanskelige at ride. En af hestene, Snestorm, kastede hende af og trådte på hende, mens en anden, som aldrig tidligere havde været redet af kvinder, sparkede voldsomt, men med Hasselbalch i sadlen sprang over en omtrent fire meter bred forhindring. Hun købte til sidst den endnu ikke femårige og særdeles nervøse springhest Mr. Spoke, som hun betragtede som sit fremtidige håb, og som netop var ankommet til Danmark. Samtidig var hendes sorte ridehest Jet kommet alvorligt til skade efter at være snublet på en kommunal ridesti. Hesten havde pådraget sig dybe bensår, der strakte sig næsten til knoglerne, og forventedes at være ude af ridesporten til efter jul. Hasselbalch kritiserede i den forbindelse ridestiernes dårlige beskaffenhed og meddelte, at hun foreløbig ville indstille sine internationale konkurrencerejser for at koncentrere sig om træningen af Mr. Spoke.

I juni 1927 deltog Hasselbalch som eneste danske rytter i en stor international ridekonkurrence i Olympia i London. Hun red tre heste fra den tyske prins Sigismund af Preussens berømte stutteri, heriblandt den prægtige sorte hingst Jurist, som hun ønskede at erhverve. Prinsen havde imidlertid betinget et eventuelt salg af, at hun først red hesten ved konkurrencen i Olympia, hvilket forhindrede hende i at deltage i et større dansk ridestævne den følgende uge. Hun opnåede betydelig opmærksomhed ved stævnet, og fra London blev det meldt, at hun havde vundet "utallige Beundrere baade ved sin Dygtighed og sin personlige Charme". Efter konkurrencen forlod hun England og rejste videre til Belgien for at overvære deltagerne og deres heste ved endnu et omfattende internationalt ridestævne.

Den internationale sejr i Köln, 1928

I december 1928 opnåede Hasselbalch en af sine mest opsigtsvækkende internationale triumfer, da hun vandt førsteprisen i den berømte springkonkurrence "Kanonspringen" ved et stort ridestævne i Köln. Konkurrencen, hvori kvinder kun yderst sjældent deltog, omfattede en særdeles vanskelig bane med syv forhindringer på op til 1,60 meters højde. Hasselbalch gennemførte som eneste deltager banen uden fejl på sin springhest Mr. Spoke, og besejrede dermed nogle af Tysklands dygtigste mandlige ryttere. Vinderen af andenpræmien havde fem fejl, mens andre konkurrenter havde op til 46. Resultatet blev mødt med overvældende jubel og begejstring, og som en særlig hædersbevisning spillede orkestret den danske nationalsang, mens samtlige tilstedeværende rejste sig. Sejren var så uventet, at totalisatoren gav 179 for 10.

De tyske fagblade roste efterfølgende den danske rytterskes usædvanlige dristighed og dygtighed, og i Nationaltidende blev hun hyldet som "den danske Amazone". Avisen fremhævede sejren som en særlig dansk triumf og betegnede Hasselbalch som en "smuk og dristig Københavnerinde", der burde modtages af ridende politibetjente eller gardehusarer, når hun nogle dage senere vendte hjem i sin elegante automobil.

Familieaffæren i slægten de Plessen, 1930

I begyndelsen af januar 1930 blev Hasselbalchs fædrene slægt genstand for omfattende international presseomtale som følge af en opsigtsvækkende arve- og falskneriaffære, der ifølge samtidige avisberetninger havde til formål at sikre en del af familiens betydelige formue. Hovedpersonen var hendes svigerinde, baronesse Marie Louise de Plessen, der boede i Cannes sammen med sin mand, baron Georg de Plessen, Hasselbalchs bror.

I september 1929 havde baronessen ladet sig indlægge på en fødeklinik i Cannes, hvor hun blev plejet af sin kvindelige sekretær, Denise Mercier. Nogen tid senere meddelte hun, at hun havde født en søn. Da hendes mand havde været alvorligt syg siden ægteskabets indgåelse, og omstændighederne omkring fødslen forekom mistænkelige, rejste hans mor, den ældre baronesse Sophie de Plessen, slægtens overhoved, til Cannes for at undersøge sagen. Undersøgelsen viste, at barnet i virkeligheden var sekretærens, men var blevet udgivet for baronessens søn med henblik på at sikre familiearven. Sophie de Plessen indgav herefter politianmeldelse mod sin svigerdatter, som var af californisk herkomst og tidligere havde været straffet i sit hjemland. Det franske politi iværksatte efterfølgende en undersøgelse af omstændighederne i den omfattende familieskandale, der blev omtalt som "Det falske Grevebarn".

Sejren i Napoli og det internationale gennembrud, 1931–1932

Hasselbalch fortsatte sine internationale konkurrencerejser og vandt den 11. april 1931 førstepladsen ved en international ridekonkurrence i Napoli i Italien på hesten Dragon Rouge.

I februar 1932 opnåede hun endnu en betydelig international triumf, da hun vandt den eftertragtede "Prinz Friedrich Sigismund Ehrenpreis" ved et stort internationalt springstævne i Berlin på sin hest Baladine. Blandt 110 deltagere gennemførte blot syv den indledende bane fejlfrit, hvorefter en omspringning over ni forhindringer, der blev forhøjet tre gange, afgjorde konkurrencen. Den vanskeligste forhindring var 1,60 meter høj og 1,80 meter bred. Hasselbalch besejrede flere af Tysklands dygtigste mandlige ryttere samt den regerende tyske kvindelige mester og modtog den prestigefyldte ærespris, opkaldt efter Prins Friedrich Sigismund af Preussen, der var omkommet ved en rideulykke i Schweiz. Dagen efter opnåede hun desuden en fjerdeplads i stævnets vanskeligste springklasse.

Hun havde året forinden købt Baladine af en fransk provinsløjtnant som en urutineret og særdeles vanskelig hest, der oprindeligt forsøgte at undvige høje forhindringer ved at løbe under dem frem for at springe over dem. Hestens usædvanlige adfærd havde påført hende flere alvorlige styrt og blandt andet en hjernerystelse, og hun havde måttet gennemføre en omfattende træning for at udvikle den til en fremragende springhest. Selv hendes dengang 12-årige datter Varvara kunne efterfølgende springe forhindringer på 1,30 meter med den. Hasselbalch havde tidligere solgt sine konkurrenceheste Dragon Rouge og Ecureuil og koncentrerede sig nu om Baladine, som hun betragtede som sin bedste hest.

Efter sejren i Berlin aflagde hun et kort besøg hos sin mor, enkebaronesse von Plessen, i København, inden hun fortsatte til Sanremo via Berlin. Hun planlagde desuden at deltage i stævner i Fontainebleau, hvor hun ønskede at konkurrere mod nogle af Europas dygtigste ryttere.

Konkurrencevirksomhed i Frankrig og Europa, 1936

Efter flere års international konkurrencedeltagelse havde Hasselbalch bosat sig i Frankrig, hvor hun fortsatte sin fremtrædende ridekarriere. I april 1936 vandt hun førsteprisen i den prestigefyldte springkonkurrence Prix Neuflize ved det store internationale ridestævne Concours Hippique i Paris. Konkurrencen omfattede 50 par bestående af en kvindelig og en mandlig rytter, og Hasselbalch sejrede sammen med den franske grev de Maillé. I det lange forhindringsløb red hun fire forskellige heste: Vague d'Assaut III, Havanna, Baladine og Duplessy. Ifølge den franske avis Le Figaro var konkurrencen blevet gennemført usædvanligt flot, og navnlig de kvindelige ryttere havde udmærket sig ved deres ridekunst, dristighed og elegante ridetøj. De franske aviser omtalte konsekvent Hasselbalch under den fejlagtige navneform "Hasselbach".

Krigsudbruddet og beslaglæggelsen af hestene

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde Hasselbalch gennem en længere årrække været bosat i Frankrig, hvor hun havde opdrættet og trænet sportsheste på sin ejendom ved Le Touquet i Nordfrankrig. Ejendommen blev en slags "pensionat" for heste. Hendes arbejde med hesteavl og træning havde indbragt hende en fransk fortjenstmedalje, og hun havde opnået betydelig anerkendelse inden for den internationale ridesport. Krigsudbruddet satte imidlertid en brat stopper for hendes konkurrencedeltagelse og medførte et omfattende økonomisk og personligt sammenbrud. Ifølge datterens senere erindringer blev hendes heste ved krigens begyndelse beslaglagt af den franske hær, mens Hasselbalch selv senere berettede om tyske beslaglæggelser under besættelsen af Frankrig.

Efter den tyske besættelse af Frankrig blev hendes sportsheste ifølge hendes egen beretning beslaglagt og anvendt som arbejdsheste, selv om hun protesterede mod deres manglende egnethed til formålet. En af hendes yndlingsheste, en elegant arabisk ridehest, undslap beslaglæggelsen og tilbagelagde to gange en strækning på omkring 60 kilometer for at vende tilbage til hende. Begge gange blev den imidlertid afhentet igen og endte ifølge Hasselbalch med at blive anvendt som "Minedetektor". Hun måtte senere forlade Le Touquet, hvor hendes ejendom blev jævnet med jorden, og mistede alt sit indbo. Under besættelsen blev hun gentagne gange udsat for tyske husundersøgelser og modtog flere dødstrusler, hvilket gjorde krigsårene til en periode præget af betydelige afsavn og personlig fare. Hun fastholdt dog, at hun trods omstændighederne aldrig havde været bange.

Datterens ægteskab og besøgene i Danmark, 1943–1944

Den 25. oktober 1943 blev Hasselbalchs datter, fotografen Varvara Hasselbalch, gift med redaktør Poul von Stemann, der var Berlingske Tidendes korrespondent i Berlin. Vielsen fandt sted i Holmens Kirke i København med kun to forlovere til stede, redaktør Peter Raben og grev Adam Moltke. Brylluppet var blevet besluttet blot tre dage forinden, og få timer før vielsen underrettede bruden sin mormor, den 81-årige baronesse Plessen, om det forestående ægteskab. Louise Hasselbalch, der på dette tidspunkt opholdt sig i Paris, blev først underrettet dagen efter vielsen, ligesom brudgommens far, amtmand von Stemann på Bornholm. I avisens omtale blev hun betegnet som "den kendte Rytterske Fru Louise Hasselbalch".

Den 13. april 1944 meddelte Nationaltidende, at Hasselbalch den følgende dag ville ankomme fra Paris til København på sit første besøg i Danmark siden krigens udbrud. Hun skulle besøge sin familie og tage ophold i det Plessenske Palæ i Kristianiagade. Den 3. juni samme år ankom hun på ny fra Paris, denne gang sammen med sin yngste bror, baron Hugo de Plessen, for at besøge deres mor, enkebaronesse Plessen, der netop var kommet sig efter et sygdomsforløb. Under besøget tog de ligeledes ophold i familiens palæ.

Under et interview i juni 1944 fortalte Hasselbalch, at krigen havde kostet hende alt, hvad hun ejede, og at hun nu var så økonomisk trængt, at hun glædede sig over udsigten til en kontorstilling. Hun havde oplevet både sult og personlig lidelse under opholdet i Frankrig, men ønskede alligevel at vende tilbage til Paris, som hun betragtede som sit hjem. Hun fremhævede navnlig det stærke sammenhold og kammeratskab mellem byens indbyggere under de vanskelige forsyningsforhold og erklærede, at opholdet havde lært hende "at holde mest af dem, der har mindst". Hun udtrykte samtidig håb om, at efterkrigstiden ville bringe en mere retfærdig fordeling af samfundets goder.

Min fandenivoldske mor

Se også: Varvara Hasselbalch.

Hasselbalchs usædvanlige liv og personlighed blev i 1992 genstand for fornyet opmærksomhed, da hendes datter, fotografen Varvara Hasselbalch, udgav bogen Min fandenivoldske mor på Gyldendal. Bogen, der omfattede 188 illustrerede sider og blev udgivet til en pris af 248 kroner, byggede på moderens efterladte dagbøger, breve og personlige notater samt datterens egne erindringer. Den indeholdt blandt andet uddrag af de omfattende dagbogsoptegnelser fra 1923–1931, hvor Hasselbalch havde beskrevet sine internationale ridestævner, talrige rejser, selskabelige oplevelser og kærlighedsforhold. Bogen blev af anmelderne karakteriseret som et intimt og usædvanligt portræt af en stærk, frygtløs og excentrisk kvinde fra det europæiske aristokratiske selskabsliv.

Bogen afslørede navnlig omfanget af Hasselbalchs tidligere ukendte erotiske liv, som havde udspillet sig parallelt med hendes offentlige tilværelse som fornem societetsdame og internationalt berømt konkurrencerytter. I dagbøgerne beskrev hun en lang række forhold til mænd fra Europas aristokratiske og politiske elite, heriblandt adskillige prinser, en fransk hertug, en dansk greve, en belgisk trafikminister og talrige rytterofficerer. Bogen indeholdt en liste med omkring 50 mænd, som hun havde markeret med stjerner, hjerter eller uden særlige betegnelser, tilsyneladende som udtryk for deres betydning for hende. Datteren anslog i et interview, at det samlede antal elskere muligvis havde været omkring 100, og fortalte, at hun først gennem moderens dagbøger havde fået kendskab til det fulde omfang af hendes kærlighedsliv.

Dagbøgerne vekslede mellem lidenskabelige kærlighedserklæringer, vrede udbrud over mænds opførsel og humoristiske beskrivelser af mislykkede seksuelle møder. I en optegnelse fra Napoli skildrede Hasselbalch eksempelvis sit forhold til en mand ved navn Pippo, mens hun i en anden beskrev et ophold i Bruxelles med flere mandlige bekendtskaber, heriblandt en minister, hvor de seksuelle oplevelser ikke havde levet op til hendes forventninger. Hun kunne på den ene side erklære, at hun foretrak heste frem for mænd, men på den anden side udtrykke en næsten ustoppelig trang til nye kærlighedsoplevelser. Hendes livsholdning blev i dagbogen sammenfattet i ordene: "Videre! Altid videre! JEG VIL!"

I et stort interview i Berlingske Tidende i oktober 1992 beskrev datteren sin mor som en "vidunderlig kvinde", men samtidig som en "umulig mor", der havde levet et dobbeltliv, som selv hendes nærmeste veninder ikke havde kendt til. I hjemmet fremstod Hasselbalch som en respektabel overklassedame, der deltog i velgørenhedsarbejde og tog sig af familiens sociale forpligtelser, mens hun under sine internationale rejser levede et langt mere frigjort bohemeliv. Datteren fremhævede hendes usædvanlige skønhed, store charme og brunligt grønne øjne, men også hendes stærke selvoptagethed, dominerende temperament og begrænsede interesse for moderrollen. Hun fortalte, at hun som barn havde savnet moderlig omsorg og i lange perioder hovedsagelig var blevet opdraget af en barnepige og sin mormor i det Plessenske Palæ. Først omkring niårsalderen var hun i større omfang blevet inddraget i moderens liv, hvorefter hun blev sendt på kostskole i Schweiz, men gentagne gange taget ud af undervisningen for at ledsage moderen til ridestævner i Europa.

Datteren beskrev, hvordan hun som barn havde fungeret som staldknægt, hestepasser, vejviser og selskabspapegøje under moderens omfattende rejser. Hun beundrede moderens sportslige talent og ukuelige vilje, men havde samtidig frygtet hende og oplevet hendes skiftende temperament som en belastning. Efter hendes egen opfattelse var hun blevet frataget en almindelig barndom, fordi moderens internationale ridekarriere og selskabsliv havde haft forrang. Hun fortalte desuden, at moderen havde været skuffet over ikke at have fået en søn, og at hun havde forsøgt at forme datteren efter sine egne idealer om styrke og dristighed. På trods af deres vanskelige forhold bevarede datteren en betydelig beundring for moderens sportslige præstationer og personlige mod.

Varvara Hasselbalch havde selv fået en international karriere som portræt- og reportagefotograf efter uddannelse hos den berømte societyfotograf Madame d'Ora i Paris. Hun havde været gift tre gange, først med Berlingske Tidendes daværende Berlin-korrespondent Poul Ernst von Stemann, som hun beskrev som et krigsægteskab, der blot varede otte dage. Hendes andet ægteskab med den engelske major Guy Ingram varede fire år og resulterede i sønnen Rurik, der senere arbejdede i en japansk bank i London med ansvar for Europa. Hendes tredje mand, den schweiziske forlægger og baron Richard Heyd, omkom ved en trafikulykke efter få års ægteskab. Datteren havde selv tilbragt store dele af sit liv i udlandet, blandt andet på Madeira, i Frankrig, Portugal og Monaco, og betragtede sin egen udprægede selvstændighed og bohemeagtige livsførelse som en arv fra moderen.

Ved bogens udgivelse blev der arrangeret en større fest for omkring 150 mennesker i datterens trettenværelsers lejlighed på Grønningen i København, der var indrettet som en suite af kunstkamre og raritetskabinetter. Festen skulle blandt andet omfatte tango, der havde været Hasselbalchs yndlingsdans, og forskellige indslag til minde om hendes usædvanlige liv. Datteren understregede, at hun med bogen ønskede at give sin mor den plads i historien, som hendes bemærkelsesværdige sportslige præstationer berettigede til, snarere end blot at fremhæve hendes private forhold. Hun beskrev udgivelsen som et personligt forsøg på at forstå den mor, hun aldrig havde følt sig nær, men som hun trods alt havde beundret som en enestående konkurrencerytter.

I en anmeldelse i Det Fri Aktuelt den 4. november 1992 blev Louise Hasselbalch karakteriseret som "stenrig", succesrig rytterske og "storforbruger af mænd", og bogen blev fremhævet for sin underholdende skildring af en usædvanligt viljestærk og eventyrlysten kvinde. Anmelderen betegnede hende desuden som erotoman og fremhævede hendes talrige romantiske forhold, omgang med fyrster, internationale sportslige triumfer og dristige automobilkørsel. I en anden anmeldelse, "Heste og hanner", blev bogen karakteriseret som datterens kærlige forsøg på at finde den mor, der aldrig havde været der, og der blev navnlig peget på det særlige samspil mellem Hasselbalchs lidenskab for mænd og heste. Som et eksempel på dette blev en dagbogsoptegnelse fremhævet, hvor hun skrev, at sorgen over hesten Ecureuil overskyggede hendes følelser for en mand ved navn Ico. Anmelderen bemærkede, at læseren undertiden kunne være i tvivl om, hvem der var hest, og hvem der var mand.