| Mathilde Calvi di Bergolo | |
|---|---|
| Prinsesse Aage, Grevinde af Rosenborg | |
| Ægtefælle | Prins Aage, Greve af Rosenborg (g. 1914) |
| Børn | Grev Valdemar af Rosenborg (1915–1995) |
| Fulde navn | Mathilde Emilie Francesca Maria Calvi, Contessa di Bergolo |
| Født | 17. september 1885 Buenos Aires, Argentina |
| Død | 16. oktober 1949 (64 år) Det Gule Palæ, København, Danmark |
| Hvilested | Cimitero Monumentale, Torino, Italien |
| Far | Carlo Calvi, 5. greve de Bergolo |
| Mor | Anna baronesse Guidobono Cavalchini Roero San Severino |
| Religion | Katolicisme |
Mathilde "Meta" Calvi di Bergolo (italiensk: Mathilde Emilie Francisca Maria Calvi contessa di Bergolo; 17. september 1885 – 16. oktober 1949), kendt som H.H. Prinsesse Aage, Grevinde af Rosenborg fra 1914 til sin død, var en italiensk adelskvinde, der ved sit ægteskab med Prins Aage (søn af Prins Valdemar og barnebarn af Christian 9.), blev medlem af det danske kongehus samt den første grevinde af Rosenborg.
Hun blev født komtesse Calvi di Bergolo i Buenos Aires, Argentina, som datter af den italienske diplomat Carlo Calvi, 5. greve di Bergolo. Faderen var italiensk gesandt i København 1901–1910, og hun voksede derfor i væsentligt omfang op i Danmark, hvor hun i hovedstadens selskabsliv lærte prins Aage at kende. De to blev hemmeligt viet i 1914 i Torino, Italien, uden forudgående forlovelse, hvilket vakte betydelig opsigt ved hoffet og i offentligheden. Ægteskabet var morganatisk, og prins Aage måtte frasige sig titulatur, prædikat og arveret til den danske trone. Ved kgl. reskript fik parret kort efter tillagt titlerne Prins og Prinsesse Aage, greve og grevinde af Rosenborg. Mathilde blev dermed Danmarks første Rosenborg-grevinde, en adelstitel, som senere blev tildelt flere ikke-fyrstelige sidegrene af den Glücksburgske slægt. Parret fik ét barn, greve Valdemar af Rosenborg (1915–1995).
Prinsesse Aages liv kom i høj grad til at udspille sig mellem Danmark, Italien og Frankrig. Efter Landmandsbankens krise og ægtefællens formuetab indtrådte prins Aage i den franske Fremmedlegion og gjorde tjeneste i Nordafrika, hvilket medførte længerevarende adskillelse og hyppige ophold for hende og sønnen bl.a. hos sine forældres slot i Torino samt i Paris og i perioder Marokko. I de perioder, hvor hun var hjemme i Danmark optrådte jævnligt som kongehusets repræsentant ved især italiensk-relaterede begivenheder, og var i en vis udstrækning også kendt for diverse velgørenhedsengagementer. I efteråret 1938 blev hun genstand for international presseomtale i forbindelse med skilsmisserygter og prins Aages planlagte nygiftermål med en amerikansk dollarprinesse.
Efter at prins Aage døde i Marokko i 1940, bosatte hun sig fast i København i Det Gule Palæ, hvor hun også under tidligere ophold havde boet. Under og efter 2. verdenskrig var hun knyttet til Røde Kors’ hjælpearbejde, særligt i relation til italienske flygtninge og krigsfanger, og hendes katolske tilhørsforhold kom bl.a. til udtryk gennem en tæt forbindelse til Sct. Joseph Søstrene. Hun debuterede som forfatter i 1941 med erindringsartikler om Marokko og skrev senere i dansk presse om Victor Emanuel 3.s død og sin families forhold til det italienske kongehus.
Prinsessen var kunstinteresseret, modebevidst og blev i samtiden beskrevet som en eksotisk "mørk" skønhed præget af "grandezza". Hun var velanset i kongehuset og blev fremhævet for en retsindig karakter og et mildt, tilbageholdende væsen. Hun døde i 1949 efter længere tids hjertesygdom. Efter bisættelse i København blev hun ført til Norditalien og begravet i familiens kapel.

Hun blev født ind i det grevelige hus Calvi di Bergolo, en adelsslægt fra Piemonte i Norditalien, den 17. september 1885 i Buenos Aires, Argentina, som ældste datter af gesandt Carlo Giorgio Lorenzo Calvi, 5. greve di Bergolo og Anna baronesse Guidobono Cavalchini Roero San Severino. Hun blev kaldt "Meta". Hun havde tre brødre, to søstre, der begge døde som spæd. Hendes moster var marchesa Paola Dalla Valle (født Guidobono Cavalchino Roero Sanseverino), hofdame hos dronning Elena og gift med Alessandro Dalla Valle, og de to ejede slottet i Pomaro Monferrato. De fik ingen børn, og ved deres død arvede hendes bror grev Carlo Calvi de Bergolo slottet.
Familien Calvi blev adlet i 1814, da stamfaren Lazzaro Calvi blev ophøjet i grevestanden. I 1837 fik hans søn, Peter Georg Calvi, lov til at tilføje Greve af Bergolo til navnet.
Prinsesse Aage fremhævede i sine erindringer, at hun, skønt "fuldt og helt dansk Prinsesse", var "født Italienerinde", og at hendes slægt gennem generationer havde stået i et tæt venskabsforhold til Italiens kongehus, dvs. Huset Savoyen. Hun angav, at hun havde kendt kongefamilien "fra altid" og "fra min tidligste Barndom". Hendes familie fulgte kongefamilien, da "Landsdelen Savoyen blev taget af Franskmændene" og hendes bedstemor havde forbindelse til hoffet. Hendes egen mor modtog "hele sit Brudeudstyr som Gave" fra kongeparret.
Hendes bror, general Giorgio Carlo Calvi di Bergolo, der efterfulgte faren som 6. greve af Bergolo, blev i 1923 gift med prinsesse Iolanda Margherita af Savoyen, datter af kong Victor Emanuel 3. af Italien. Hendes bror var lærer for Prins Viggo, da han studerede på den italienske rideskole i Pinerolo.

Hendes far var fra 1901 til 1910 Italiens gesandt i København. Familien var bosiddende på Trondhjems Plads, pr. Østerbrogade nr. 2 B. Komtesse Mathilde opholdt sig derfor i Danmark i en stor del af sin ungdom og hvor en væsentlig del af sin opvækst og dannelse skete. Hun lærte at tale et "smukt Dansk", blev fortrolig med dansk levevis og bevarede et nært forhold til dansk kunst og litteratur samt et personligt netværk af venner og veninder i byen. I det københavnske selskabsliv vakte hun opmærksomhed og blev omtalt som "meget fattet", idet hun "gjorde megen Lykke", og det blev særligt fremhævet, at hendes "mørke Skønhed vakte overalt megen Opsigt".
Komtesse Mathilde blev i samtiden beskrevet som "den høje, slanke komtesse Meta", en "ombejlet skønhed" ved adelens og diplomatiets store fester. Hun færdedes fra gesandtsboligen i Østbanepalæet og sås ofte i byen, bl.a. i Grønningen, og i legationskredse omtaltes hun som "den smukke komtesse Meta", med "adskillige attachéhjerter" knyttet til sig.
Prins Aage dukkede omtrent samtidig op som en markant ung skikkelse i Københavnerlivet og gled hurtigt ind i det højere selskabsliv, hvor han blev en hyppigt inviteret gæst. Ved prinsesse Maries store balmasquéfest (maskebal) traf han for første gang den unge komtesse. Senere sås parret hyppigt sammen i de kredse, hvor hof, diplomati og det mondæne København mødtes, herunder ved hoffester, på væddeløbsbanen og ved større sportsstævner. Deres fælles sportsinteresse blev et fast samlingspunkt, og i sommeren 1908 spillede de "hver dag tennis" sammen, og de blev også set på ridture i Dyrehaven samt på tennis- og skøjtebanerne i Kastellet, "hvor byens fornemste ungdom driver sport". I hofkredse blev samværet længe opfattet som en almindelig flirt, men ved familiens afrejse fra København i 1910 blev det fremstillet som mere forpligtende: de to "sørgede" og lovede hinanden "trofasthed".
Efter familiens afrejse fra Danmark i 1910 trådte faderen ud af det italienske diplomatis tjeneste, og familien førte siden en tilbagetrukket og meget stille tilværelse på familiegodset i omegnen nord for Torino i Piemonte.

Et muligt giftermål mellem prins Aage og Mathilde Calvi di Bergolo havde været drøftet i den kongelige familie allerede flere år før vielsen. Prinsesse Marie af Orléans støttede angiveligt sin søns ønske om at ægte sin barndomsveninde, mens kong Frederik 8. var forbeholden og blokerede i praksis en gennemførelse. Efter kongeskiftet (1912) blev forbindelsen i større grad accepteret.
Komtesse Mathilde Calvi di Bergolo blev den 17. januar 1914 borgerligt viet med premierløjtnant i Livgarden, prins Aage ved Torino på grev Calvi di Bergolos gods nord for byen. Vielsen fandt sted i en snæver kreds og alene i brudens families nærvær. Efter vielsen deltog de nygifte i en familiefrokost hos brudens rige moster, marchesa Paola Della Valle de Pomari, hvorefter bryllupsrejsen blev påbegyndt.
Nyheden udløste betydelig opsigt i København, ikke mindst fordi ægteskabet blev gennemført uden en forudgående offentligt kendt forlovelse. Ved hoffet havde prins Aages ægteskabsønske været kendt i nogen tid, men beslutningen blev fremlagt som en "uomstødelig kendsgerning", og før de formelle og etikette-mæssige konsekvenser var endeligt afklaret. Prins Aage betragtede vielsen som en fuldkommen privatsag, og havde udelukkende indhentet sin fars tilladelse umiddelbart forinden, og ikke kongens. Ifølge en senere beretning reagerede prins Valdemar kraftigt på at have fået meddelelsen på et så sent tidspunkt og skal ved en førstkommende møde med de nygifte have givet sin søn en lussing, før han hilste høfligt på bruden. Ægteskabet blev kort efter gjort offentligt kendt gennem en officiel hofmeddelelse udsendt om natten på foranledning af kongen og prins Valdemar.
I dagene op til vielsen rejste prins Aage fra København sammen med sin bror, prins Erik, med kurs mod London, og herfra fortsatte han videre til Italien. Han havde forud indhentet 14 dages orlov og rejsetilladelse, og kun en snæver kreds kendte rejsens egentlige mål. Efter offentliggørelsen opstod der usikkerhed om brudens stilling ved hoffet, idet kongens formelle samtykke ikke var givet på det tidspunkt, og spørgsmålet om anerkendelse og titulatur derfor stod åbent. Kabinetssekretær Anthonius Krieger ville ikke udtale sig om eventuelle forbehold fra kongens side, men oplyste, at det endnu ikke var afgjort, om prinsens gemalinde ville få titlen "kongelig højhed". Samtidig blev det fremhævet, at Kongeloven fra 1665 krævede kongens samtykke for en prins af blodets ægteskab, og at fravær af samtykke ville have statsretlige følger for eventuelle børn, herunder i forhold til arveretten.

Begivenheden var tophistorien i danske medier, og de drøftede indgående sagens detaljer, herunder de uskrevne etikette- og rangspørgsmål. Prins Aage tilhørte Oldenborgerne (hvor Glücksborg-linjen regnes med), mens komtesse Calvi di Bergolos slægt i italiensk sammenhæng blev beskrevet som relativt nyadlet, idet grevetitlen knyttedes til en ophøjelse i 1814. Kongen førte i forlængelse heraf længere drøftelser med hoffets embedsmænd om de praktiske spørgsmål, som begivenheden rejste.
Ved offentliggørelsen karakteriserede Aftenbladet komtessen som "en mørk Skønhed, en ung Pige, der er hjemme baade i Sporten og i Husvæsenet".

Den 1. februar 1914 blev de borgerligt viede yderligere formælet ved en religiøs ceremoni. Ved kgl. reskript af 5. februar 1914 fik Prins Aage tillagt titel som prins, greve af Rosenborg, og prædikat af højhed, at regne fra ægteskabs indgåelse. I et statsråd på Amalienborg dagen forinden, havde prinsen givet afkald på sin arveret til den danske trone, for ham selv og sine efterkommere.
Den amerikanske avis The World (New York World) gengav i en samtidsskildring ægteskabet som et "rent og skært inklinationsparti" og fremhævede, at Prins Aage til "forbavselse for alle Europas hoffer" hemmeligt havde ægtet komtesse Calvi di Bergolo "udelukkende af kærlighed". Fortællingen lagde vægt på parrets første møde ved et bal, hvor komtesse "Meta" udmærkede sig ved at "danse ganske ypperligt" og blev betegnet som "Københavnerselskabets skønhed". Her skulle hun "ved første øjekast" have gjort "et dybt indtryk" på prinsen, der siden blev "en hyppig gæst" hos hendes far, den italienske gesandt.
Avisen hævdede, at brylluppet kunne være gennemført "allerede for fem år siden", men kong Frederik 8. nægtede samtykke pga. komtessens ringe rang. Avisen påstod endvidere, at kongen henvendte sig til Italiens konge, Victor Emanuel 3., der fjernede grev Calvi fra gesandtposten i København, mens prins Aage blev sendt på en rejse. Greven skulle have taget forflyttelsen ilde op, afbrudt sin diplomatiske karriere og trukket sig tilbage til et gods nær Torino.
En central "hjælper" i fortællingen var brudens tante, Marchesa Paola della Valle di Pomaro, beskrevet som "den gode fe", barnløs og stærkt knyttet til Meta som hendes "guddatter og øjesten". Om den endelige gennemførelse hed det, at prins Aage før sin afrejse fra København havde fortalt sin far og sin fætter, kongen, om rejsens mål, men at ingen troede, det var "saa alvorligt", hvorfor der opstod "stor bestyrtelse", da telegrafen søndag nat meldte, at ægteskabet var "et fuldbyrdet faktum", og et familieråd blev sammenkaldt "i stor hast". Skildringen tilføjede som en kuriositet, at forvirringen var så stor, at pressen fik oplyst, at brudens navn var "Mathilde", "medens hun i virkeligheden hedder Giuseppa Maria", altså Josefine Maria.
Afslutningsvis beskrives det, at Prins Aage havde udtalt til avisen at ægteskabet var udtryk for at han havde arvet sin franske mors ordsprog: "Je m’en moque" ("Jeg blæser paa det!").

Efter vielsen opholdt prins Aage og hans gemalinde sig først i Italien. Parret havde i en periode været i Milano, og den 27. januar vendte de tilbage til Torino. I dagene efter blev de fejret i brudens slægtskreds: hendes tante, markise della Valle, der var æresdame hos dronning Elena, gav de nygifte en større modtagelse med bal i sit palæ med deltagelse af højtstående gæster og medlemmer af aristokratiet. Samme dag gav grev og grevinde Calvi di Bergolo en frokost for parret i familiens villa i St. Viso.
I starten af februar rejste Prins Valdemar og Prins Axel til Nice i sydfrankrig for at møde de nygifte. Kort efter opholdt prins og prinsesse Aage efterfølgende en tid til Tanger i Marokko, hvor de besøgte Prins Aages onkel, Jean af Orléans, hertug af Guise, der ejede store landejerendome i landet. Under opholdet blev det fremhævet, at prins Aage satte sig ind i den rationelle drift af en større landejendom og overvejede at etablere en mere varig virksomhed i Marokko. Samtidig blev det oplyst, at føromtalte tante til prinsessen ønskede at investere i foretagendet, og at parret allerede havde placeret kapital i et mineselskab i Nordafrika. Bryllupsrejsens næste etape var til Algier. Det blev endvidere meddelt, at parret vil påbegynde en længere rejse til det indre af Marokko, før de ventedes i Europa. I slutningen af april rejste de til London, hvor de blev modtaget af dronning Alexandra i Marlborough House. Prinseparret anmodede angiveligt danskfødte dronning Alexandra om at gå i forbøn hos hendes nevø, Christian 10., med henblik på, at hun ved det danske kongepars kommende besøg i Storbritannien ville overbevise kongen om at tillægge dem tiltaleformen kongelig højhed. Det lykkedes dog ikke, men Prins og Prinsesse Aage deltog i begivenhederne statsbesøget i maj. De forblev i London ind i juni, hvor de deltog i kong Georg 5.s fødselsdagstaffel på Buckingham Palace, sammen med kejserinde Dagmar og den britiske kongefamilie.
I danske medier gik der efter brylluppet rygter om, at prins og prinsesse Aage var blevet landsforvist, men disse kunne afkræftes, da prinseparret i starten af juni 1914 ankom til København. Her blev de "forsonet" med kongefamilien, og tog indledningsvist ophold på Bernstoff slot, og kongen inviterede dem til modtagelse på Sorgenfri Slot. Da resten af kongefamilien i midten af juni afrejste ombord på Dannebrog til Bornholm på sommertogt, rejste prins og prinsesse til Italien, og herfra tilbage til onklen hertug Jean af Orléans i Marokko.

Ved udbruddet af 1. verdenskrig i august 1914 blev den danske hær delvist mobiliseret, og derfor måtte prins Aage rejse tilbage til Danmark, hvor han tog ophold hos sin far, prins Valdemar, på Bernstorff Slot. I mellemtiden forblev grevinde Mathilde i Italien hos sine forældre på grund af sin graviditet. Under opholdet fulgte hun fortsat danske forhold tæt og modtog dagligt københavnske aviser via den danske legation. Den 3. januar 1915 fødte hun på forældrenes gods Villa San Severino ved Torino parrets søn Valdemar, der fra fødslen bar grevetitel af Rosenborg. Prins Aage befandt sig fortsat i Danmark, hvor han havde genoptaget sin tjeneste ved Livgarden.
I en periode overvejede Prins og Prinsesse Aage seriøst at flytte til Marokko, hvor prinsen skulle drive en landejendom i nærheden af sin onkel prins Jean. Efter fødslen af deres søn ændrede de dog planer og besluttede at flytte til Danmark. Det blev meddelt at prinsesse Aage agtede at komme til Danmark "saa snart Forholdene er blevne lidt roligere", men i mellemtiden blev prinsessen alvorligt syg med lungebetændelse umiddelbart efter fødslen. Hun skulle have ankommet til København i starten af juni i forbindelse med Prins Aages 28 års fødselsdag, men Italiens deltagelse i krigen og de deraf følgende uroligheder forhindrede rejsen. I stedet rejste Prins Aage i september til Italien, hvorefter ægteparret senere samme måned rejste sammen til Danmark. Ved ankomsten tog de indledningsvis ophold på Bernstorff Slot, hvor der blev gjort værelser klar til prinsessen. Fra midten af november 1915 boede de i Det Gule Palæ i Amaliegade, hvor der var indrettet en lejlighed til dem, mens en mere varig boligordning blev afklaret.

Efter ankomst til Danmark i efteråret 1915 indgik prinsesse Aage i en række kongelige og offentlige sammenhænge. Hun deltog bl.a. sammen med kongen og dronningen i militære øvelser ved Terslev og Tureby i Østsjælland, og der blev samme dag aflagt besøg på Bregentved hos Frederik lensgreve Moltke, samt Gammel Køgegård, hvor Prins Aage som tjenestegørende løjtnant ved Livgarden var indkvarteret. I november 1915 medvirkede hun ved velgørende arrangementer, herunder St. Joseph Søstrenes bazar, hvor hun også optrådte i offentligheden sammen med prinsesse Margrethe.
Samtidens presse fulgte desuden hendes sociale og kulturelle aktiviteter i hovedstaden tæt. Hun blev omtalt ved selskabelige begivenheder, bl.a. i kredsen omkring den italienske gesandt, grev Carrobbio, og hendes deltagelse i et foredrag af Johannes Hansen om en større rejse i Østen blev ligeledes nævnt.

I hovedstadspressen blev Prinsesse Aage hurtigt fremhævet som en moderne og modebevidst skikkelse, og Folkets Avis kaldte hende sågar en "sand Lækkerbidsken for Gieses Kunsthandel". Hun blev hurtigt en integreret del af kongefamilien, og deltog i flere begivenheder på konghusets vegne. Hun overtog i 1916 protektoratet og værtindehvervet for Landsindsamlingen til vort Luftværn. Julen 1916 tilbragte prins og prinsesse Aage med kongefamilien på Fredensborg Slot, hvorefter parret over nytåret rejste til St. Moritz, Schweiz på et rekreationsophold. På hjemrejsen i blev prins og prinsesse Aage midlertidigt tilbageholdt ved den italienske grænse, da grænsen mellem Schweiz og Italien var spærret, men fik lov at vende tilbage i slutningen af måneden.
I oktober 1918 blev hun ramt af den spanske syge, ligesom hendes svigerinde prinsesse Margrethe. De to var de første kongelige i Danmark der blev ramt, og begge var sengeliggende på Bernstorff Slot. Sygdomsforløbet gav anledning til en del bekymring ved hoffet, idet prinsesse Aage i perioder havde meget høj feber. Dronning Alexandrine blev senere ramt, men i samtidens omtale fremstod prinsesse Aages tilstand som den mest alvorlige blandt de ramte, og først i løbet af november indtrådte bedring.

Årene 1919 og 1920 var præget af en række udenlandsrejser for prinseparret. I april 1919 rejste hun med sin søn på et længere besøg hos sin familie i Italien. Rejsen gik over England og Frankrig, og i London besøgte hun Prins Valdemar og Prinsesse Margrethe. Hun rejste med sin hofdame, frk. Utke Ramsing, som hun var blevet tæt med, og de stoppede i badestedet Acqui Terme i Piemonte undervejs. I mellemtiden rejste Prins Aage på studiebesøg til Amerika. I efteråret rejste parret til Paris, Frankrig, fordi Prins Aage skulle gøre tjeneste i et fransk regiment, der var lokaliseret ved en garnison i Metz. De opholdte sig et helt år i Frankrig, og da Prins Aage rejste hjem, tog hun alene til Italien i en længere periode. I december 1920 mødtes hun med kongefamilien i London, hvor de spiste frokost med dronning Alexandra, dornning Maud, prinsesse Louise, prinsesse Victoria og prinsesse Maud m.fl. på Buckingham Palace.
Prins og Prinsesse Aage deltog aktivt i hovedstadens selskabsliv, og var især glade for at vise sig til sportsbegivenheder, fortrinsvis væddeløbene på Erimetagen og i Klampenborg. I 1921 tiltrådte prinsessen som formand af komitéen for Prinsesse Margrethes Påklædningsfond, et velgørende initiativ, hvis formål var at indsamle og uddele brugt tøj til kvinder, der var kommet i økonomisk nød. Hun blev udnævnt til protektrice for Sct. Joseph Søstrenes bazar i 1921. Hvervet blev i samtiden opfattet som et led i hendes offentlige profilering, idet hun trådte frem som ny kongelig frontfigur. I et avisindlæg understregede hun, at hjælpen "ikke [er] et Spørgsmaal om Religion, men om Barmhjertighed".

Den 1. februar 1924 offentliggjorde Social-Demokraten en navneliste med 72 personer, der blev sat i forbindelse med Landmandsbankens såkaldte "Konsortiet af 1. Februar 1917" (ofte omtalt som "1. februar-kontoen"). På listen fremgik bl.a. prinsesse Aage (sammen med sin ægtefælle, prins Aage). Avisen havde lækket fortroligt materiale fra Finansudvalgets behandling af Landmandsbank-sagen, og handelsminister Jørgen Christensen (V) betegnede den som et "groft diskretionsbrud".
Kontoen var en intern ordning i Den Danske Landmandsbank, der ifølge anklagemateriale i Glückstadt-sagen blev brugt til at overtage aktier fra udvalgte spekulationskonti blev samlet i krigstidens usikkerhed, for at dække de tilknyttede tab, således at underskud blev flyttet fra de enkelte konti til en særkonto i banken. Under bankkrisen i 1922–1923 og den efterfølgende undersøgelse blev "1. februar-kontoen" et centralt stridspunkt, fordi ordningen blev opfattet som et udtryk for, hvordan banken håndterede tabsgivende spekulationer internt. Prinsesse Aages optræden på listen viser, at hendes navn var knyttet til et engagement, der blev håndteret via kontoen, men listen i sig selv dokumenterer ikke nødvendigvis en personlig spekulation eller kendskab hos de navngivne.
Offentliggørelserne omkring 1. februar-kontoen blev udnyttet politisk og sensationelt, fordi navnelisten med kendte personer, herunder kongelige, i offentligheden let kom til at ligne en form for "skyldliste" i Landmandsbank-skandalen. I en af opgørelserne fremgik det, at Prinsesse Aage havde et opgjort tab på omtrent 47.000 kr., hvilket svarer til ca. 2 mio. kr. (pr. inflationstal 2025).

Efter Landmandsbankens krak i 1922 mistede prins Aage en betydelig formue. Da en dansk officer på dette tidspunkt ikke kunne leve af sin løn, anmodede han kong Christian 10. om tilladelse til at træde ud af hæren og indtræde i den franske Fremmedlegion. Den danske regering overvejede kortvarigt at anvende ham i et diplomathverv, men ordningen var urealistisk, fordi gesandter selv måtte afholde repræsentationsudgifter, og planen bortfaldt i forbindelse med bankkrisen. I november 1922 blev det offentligt meddelt, at prins Aage ville indtræde i Fremmedlegionen, og prinsesse Aage rejste i den forbindelse med parrets søn til sin familie i Italien, inden de planlagde at slå sig ned i Marokko. Familien emigrerede ved udgangen af december 1922. I juni 1923 opholdt hun sig i Rom for at overvære sin brors bryllup med prinsesse Iolanda Margherita af Savoyen, datter af kong Victor Emanuel 3. af Italien. Hun vendte tilbage til Marokko i februar 1925, og i maj samme år besøgte den belgiske tronfølger, prins Leopold, hertug af Brabrant, landet. Under besøget fotograferede han prins og prinsesse Aage blandt marskal Hubert Lyauteys gæster ved Porte des Oudaias i Rabat. Prinsessen og sønnen boede i Rabat, men så kun undtagelsesvis prins Aage, der senere forklarede, at "jeg kunde jo kun være sammen med dem i de korte Mellemrum mellem mine Frontture". Som følge af adskillelsen tog prinsesse Aage senere ophold hos sine forældre i Torino, mens prins Aage fortsatte sin tjeneste under kampstridighederne. I denne periode var hun desuden "ofte på rejse".

På grund af sin italienske baggrund fungerede hun i en årrække som dansk kongelig repræsentant ved italiensk-relaterede begivenheder i Danmark og i udlandet. Hun deltog således i 1923 ved sin brors vielse i Rom, og i 1925 var hun til stede ved brylluppet mellem prinsese Mafalda og Prins Philipp af Hessen, hvor hun førtes til og fra kapellet af premierminister Benito Mussolini. I november 1925 repræsenterede hun desuden kongehuset ved bisættelsen af hertuginden af Chartres i Paris i november 1925. Hertuginden var Prinsesse Maries mor, og dermed mormor til Prins Aage.
Efter årene med ophold i Italien og Nordafrika blev Frankrig, navnlig Paris, et centralt omdrejningspunkt for prinsesse Aages liv, både som base under prins Aages uddannelse og tjenesteforhold og som udgangspunkt for hendes omfattende rejseaktivitet. Parret vendte første gang tilbage på besøg til Danmark i sommeren 1926. Under besøget oplyste prins Aage i et interview til Berlingske, at prinsesse Aage og parrets søn opholdt sig i Rabat om vinteren og trivedes der, mens han selv kun kunne være sammen med dem i korte perioder under orlov. Han anførte samtidig, at han skulle til uddannelse i Paris ved École Supérieure for at blive generalstabsofficer, og at han formelt stod foran mulig udstationering til Fransk Indokina, men ønskede at forblive knyttet til Marokko, bl.a. fordi prinsessen efter hans vurdering vanskeligt ville kunne tåle Indokinas klima. I samme sammenhæng betonede han, at familien på sigt agtede at vende tilbage til Danmark, og han afviste at søge fransk naturalisation for at overgå til den ordinære franske hær og dermed undgå Fremmedlegionens "eksotiske Fronter". I slutningen af 1926 tog parret ophold i Paris, hvor de færdedes hyppigt med prins René og prinsesse Margrethe.
Prinsesse Aage rejste desuden meget i denne periode. I august 1927 foretog hun en solorejse til Hangö i Finland, hvor hun mødte general Mannerheim. Hun sejlede videre på en engelsk lystjagt til Rilax (sv) (Riilahti), hvor hun besøgte de velhavende finland-svenske Grev og Grevinde Aminoff, og rejste senere igen til Åbo (Turko). Efter et længere ophold i Danmark vendte hun tilbage til Italien i september 1927, og parret kom først igen til Danmark i august 1928.

Fra sin parisiske base deltog hun også i officielle dansk-relaterede markeringer i Frankrig. Sammen med kronprins Frederik deltog hun i maj 1930 i grundstensnedlæggelsen til det danske Hus (Fondation Danoise) i Universitetsbyen i Paris, og hun var ligeledes til stede ved indvielsen i 1932. Hun var også med til byens H.C. Andersen-udstilling.
I marts 1933 blev hun i Paris udsat for et afpresningsforsøg fra den italienske svindler Eugene Diudicei (ca. 40 år). Han opererede i selskabskredse under falske aristokratiske og diplomatiske identiteter (bl.a. "Prins Guido", Comte de la Croix, "Prince Borghese") og søgte at presse penge ud af velstående kvinder ved først at anmode om "lån" og siden true med at lække kompromitterende historier til pressen. Over for prinsessen udgav han sig for "Italiens ambassadør", men her blev hurtigt gennemskuet, eftersom prinsesse Aage personligt kendte den faktiske ambassadør. Hun afviste ham og truede med at tilkalde politiet. Hun udtalte efterfølgende "Videre morsomt var det jo ikke, men jeg vil ikke finde mig i at blive narret". Efter episoden anmeldte prinsessen svindleren og Diudicei blev anholdt uden for den amerikanske ambassade i Paris, da han forsøgte at få kontakt med ambassadørens hustru.
I de følgende år bevarede hun sin tilknytning til de europæiske hoffer og til Danmark gennem deltagelse i større dynastiske begivenheder. Hun deltog i kronprins Frederiks og prinsesse Ingrids bryllup på Stockholms Slot i 1935. I 1937 vendte hun for en stund hjem til København, eftersom grev Valdemar skulle aftjene sin værnepligt i Livgarden. Hun vendte atter tilbage til Paris i 1938, hvor hun bl.a. deltog i brylluppet mellem prinsesse Eugenie af Grækenland og prins Dominique Radziwill.

I efteråret 1938 meddelte Prins Aage gennem sin sagfører i Paris, at han havde indledt skilsmisseforhandlinger med sin hustru. Ægteparret havde ikke i adskillige år levet sammen. Historien spredte sig voldsomt i den parisiske presse og senere den danske, og det blev offentliggjort, at prins Aage agtede at gifte sig med den hovedrige amerikanskfødte arving Dorothy Gould (fhv. baronesse de Graffenried de Villars) efter skilsmissen. Dorothy udtalte selv, at et nyt ægteskab skulle indgås hurtigst muligt og senest inden for to år, og at prinsen allerede havde rettet henvendelse til kong Christian 10. om skilsmisse/tilladelse. Ifølge internationale aviser udtalte Prins Aages juridiske sagfører, at kongelig tilladelse ikke var nødvendig, fordi prinsen ved sit første ægteskab havde frasagt sig sin status som kongelig prins, men bekræftede, at "han [Prins Aage] anmoder om tilladelse fra den danske konge af høflighed". Hun var datter af Frank Jay Gould, der havde opført kasinoet i Nice, og hovedarving til en stor formue efterladt af Wall-Street millionæren Jay Gould.
Prinsesse Aage dementerede over for internationale medier, at der var tale om skilsmisse. Rygterne blev ledsaget af detaljer om Dorothy Gould besøg hos prinsen ved forskellige garnisoner i Marokko (bl.a. i Fez) og ved prinsens besøg i Paris. I franske medier blev skilsmissen problematiseret pga. en række formelle hindringer, samtykke fra Paven (pga. prinsessens katolicisme), den danske konge, den italienske konge (pga. prinsessens nære familieforbindelse til hoffet) samt den franske stat (prinsens tjeneste i Fremmedlegionen). Skilsmissen fuldbyrdedes aldrig.
I årene op til og under 2. verdenskrig flyttede prinsesse Aage sit tyngdepunkt fra Paris til København, blev enke og trådte samtidig tydeligere frem i offentligheden gennem både forfatterskab og omfattende humanitært arbejde. Da hendes svigerfar, prins Valdemar, blev alvorligt syg i begyndelsen af 1939, rejste prins Aage hastigt hjem fra Fez, Marokko, mens prinsessen selv var sengeliggende med influenza og ikke kunne følge efter.

Hun meddelte i denne forbindelse, at hun havde besluttet at forlade Paris og tage varigt ophold i Danmark. Ved ankomsten bosatte hun sig indledningsvis hos sønnen, grev Valdemar, i stueetagen af Det Gule Palæ i Amaliegade, i prins Hans’ tidligere lejlighed til højre for porten. I tiden frem til ægtefællens død levede hun overvejende tilbagetrukket.
Prins Aage døde 29. februar 1940 i Taza, Marokko af lungehindebetændelse. I dagene op til dødsfaldet var prinsesse Aage samtidig selv alvorligt syg og indlagt med lungebetændelse på prof. Meulengrachts afdeling på Bispebjerg Hospital. De urolige forhold i Nordafrika betød, at den danske kongefamilie ikke deltog i bisættelsen i Marokko.
Som enke markerede hun sig i 1941 med et offentligt forfatterskab, da hun i ''Vore Damers Jul'' udgav erindringsartiklen "Fra den evigt tørstende Zone", en kort, men bredt anlagt skildring af livet i Marokko. Nationaltidende fremhævede hendes journalistiske talent og hendes bevægende mindeord om prins Aage og hans ven, marskal Lyautey. I sommeren 1942 opholdt hun sig en periode i Klampenborg hos grevinde Nina Moltke (Cornelia van Rensselaer "Nina" Thayer), gift med den danske gesandt i USA, grev Moltke, og samme år lod hun et ugeblad besøge sit hjem i Det Gule Palæ, hvor hun fortalte om livet i kongehuset.
Under krigen blev hun beskrevet som stærkt knyttet til Danmark, samtidig med at hun fastholdt en personlig tilknytning til Italien. I en række avisomtaler hed det, at der ikke opstod "Konflikter i hendes Følelser", fordi hun efter ægteskabet i 1914 "betrag[t]ede sig som dansk", men dog fortsat var knyttet til "det skønne Italien". Hun blev samtidig karakteriseret som "en fuldendt Verdensdame", der havde fulgt sin mand "endda saa langt som til Marokko", og hvis mands bedrifter i Fremmedlegionen "faldt ogsaa paa hende".
Hendes humanitære indsats blev i krigsårene særligt knyttet til Røde Kors. Ved hendes 60-års fødselsdag blev det fremhævet, at organisationen havde "rejst Flagene" foran palæet til hendes ære, at hun delte huset med Røde Kors, og at hun her "daglig har sin Gang" og "aldrig er ked af at tage et Nap med". Arbejdet blev især forbundet med flygtningearbejdet, "naturligvis de italienske Flygtninge", hvor hun udførte praktisk arbejde med at opspore slægtninge, afsende breve og formidle oplysninger mellem flygtninge og deres familier. Hun arbejdede i det hele taget "ivrigt" for Røde Kors og besøgte i august 1945 italienske krigsfanger i Horserødlejren.
Samtidige fremstillinger lagde desuden vægt på de personlige belastninger, krigen medførte for hende gennem italienske slægtninge og venner, brødre "til Stadighed i Livsfare" og familieejendomme "udslettet af Bomber", mens hun blev rost for "den Resignation, hvormed hun bar Sorgerne". Som et modstykke fremhævedes sønnen, grev Valdemar af Rosenborg, der under besættelsen virkede i modstandsbevægelsen under navnet "Tropsfører Aagesen". Ved hendes død blev det endvidere understreget, at hun fulgte frihedskampen tæt, støttede modstandsarbejdet omkring sønnen og blev husket for mod, snarrådighed og for sin værdsættelse af det sammenhold, besættelsesårene skabte.

I juli 1946 rejste prinsesse Aage rejste til Paris og videre til Schweiz og derfra videre til Italien for at besøge sine brødre grev Vittorio Calvi di Bergolo i Milano og grev Gregorio Calvi di Bergolo i Torino. Den tredje og ældste bror, grev Carlo, var gift med prinsesse Jolanda, datter af kong Victor Emanuel, og at parret var rejst med kong Umberto til Ægypten. Prinsessen planlagde endvidere at afvente frigivelsen af familiens fædrene ejendom, slottet Montemagno nær Piemont, og hendes søn, grev Valdemar af Rosenborg, skulle ledsage hende på rejsen. Hun forventedes først at vende tilbage til København henad efteråret.
Den abdicerede kong Victor Emanuel 3. af Italien døde den 28. december 1947. I en dansk avisartikel i forbindelse med kongens død beskrev prinsesse Aage ham som privatmand: "Han var sky for Offentlighed" og derfor ofte misforstået, men i hendes vurdering "god, kundskabsrig, belæst og offervillig i en utrolig Grad". Hun modtog dødsbudskabet "pludselig" og uden at vide, at han var syg, og reagerede med "Stumhed — en ulidelig Smerte". Hun nævnte, at dronning Elena efterfølgende skrev og bad hende komme til Alexandria for vinteren. Artiklen gengav desuden, at kong Faruk telegraferede dødsfaldet til Italiens præsident, og at præsidenten udtalte: "Kongen har, som vi alle, begaaet Fejl, men han vil faa et smukt og værdigt Blad i Historien." Prinsesse Aage sluttede med en samlet vurdering af hans endeligt: "Modgangen gjorde ham ikke bitter, men han døde af Sorg". Hun tilbragte julen 1948 med prinsesse Margrethe af Bourbons i hendes villa i Villefranche-sur-Mer, hvor hun blev præsenteret for baronesse Floria d'Huart Saint Mauris, grev Valdemars kærlighedspotentiale. De to blev viet den 20. april 1949 i Villefranche, Nice, Frankrig.
I de sidste par år af hendes liv led hun af en hjertesygdom. I oktober 1949 blev prinsesse Aage alvorligt syg af denne "Hjertesvækkelse", og både kongefamilien og hendes italienske brødre ilede sig til hendes sygeleje i Det Gule Palæ. Hun døde den 16. oktober 1949 kl. 23:00 i Det Gule Palæ på Amaliegade, København, Danmark, omgivet af sin familie.
Hun blev bisat fra Angarskirken i Bredgade ved biskop Theodor Suhr. Hele kongefamilien samt en meget talrig repræsentation for Corps Diplomatique overværede højtideligheden. Hendes båre blev sidenhen ført til Italien, hvor hun er bisat i familiekapellet.
Efter dødsfaldet af marquise Paola Della Valle di Pomaro i Norditalien indtrådte grev Valdemar af Rosenborg, søn af prins og prinsesse Aage, som arving i sin afdøde moders sted. Arven omfattede en betydelig formue samt paladser og godser, hvoraf en del blev testamenteret til religiøse institutioner, især i Torino. Universalarving blev prinsesse Aages bror, grev Carlo Calvi di Bergolo, gift med prinsesse Jolanda af huset Savoyen, mens den resterende arv fordeltes mellem familiens syv nevøer og niecer. Her repræsenterede Valdemar sin mor som slægtsarving. Testamentet blev åbnet i Casale Monferrato, Alessandria, og de endelige fordelinger mellem de i alt ni arvinger blev fastlagt efter en række detaljerede bestemmelser.

Prinse og Prinsesse Aage fik ét barn:
Prinsesse Aage førte et aktivt privatliv præget af sociale og kulturelle interesser samt et udtalt velgørenhedsengagement. Hun førte bl.a. korrespondance med forfatter forfatter Karen Blixen. I København var hun flittig gæst på Hotel d’Angleterre, hvor hun i en periode omkring 1928 sammen med prinsesse Margrethe, prinsesse Axel og prinsesse Erik kom så regelmæssigt, at det fortovsbord, de besatte ved 11-tiden, populært blev kaldt "Hoffet". Senere sluttede prinserne sig også til kredsen. Hun var desuden kunstinteresseret og deltog i flere københavnske kunstudstillinger.
Religiøst forblev hun katolik hele livet og var knyttet til katolske velgørenhedsorganisationer, herunder især Sct. Joseph Søstrene, en katolsk nonneorden, som "altid [har] stået hende nær". I september 1942 deltog hun i jordefærdet for ordenens priorinde, provinsialassistentinde Søster Marie Emannuel (født Margrethe Ramsing). Parret erhvervede på et tidspunkt et landsted i Italien. Under både 1. og 2. verdenskrig var hun tæt knyttet til Røde Kors og blev krediteret for at have udført et "stort og uegennyttigt arbejde i institutionens tjeneste".
Prinsesse Aage blev i samtiden og eftertiden beskrevet med en kombination af social elegance, personlig takt og et udpræget velviljepræg, men samtidig ret tilbagetrukket. Hun dannede et nært venskab med sin svigerinde, prinsesse Margrethe, og de to prinsesser siges at have "vundet en overordentlig Populatitet i Danmark", selv om de begge i en tid "leve[de] i dt Fremmede". I en tidlig pressekarakteristik beskrev Nationaltidende hende i 1921 som "ikke blot elskværdig og indtagende men har også praktisk Sans og Energi". Hendes fremtoning er desuden blevet karakteriseret som præget af "Stilfuldhed og grandezza", og internt i kongehuset var hun vellidt og blev fremhævet for sin "rene karakter og sit milde væsen". I en nekrolog i Social-Demokraten understregedes det, at "Prinsesse Aage levede tilbagetrukket, men var vellidt blandt de mennesker, hun bl.a. i velgørenhedsarbejdet kom i berøring med".
Samtidige omtaler fremhævede især hendes rolle som ledsager og støtte for sin ægtefælle: hun blev karakteriseret som "en fuldendt Verdensdame", der trofast fulgte sin mand "endda saa langt som til Marokko", og hvis mands bedrifter i den franske Fremmedlegion i Nordafrika "faldt ogsaa paa hende". En mere nøgtern, samtidig iagttagelse findes i indenrigsminister Ove Rodes erindringer: i en dagbogsnotits fra 1. januar 1916 om et hofarrangement noterer han lakonisk "Kur og taffel. Uden interesse." og beskriver grevinden af Rosenborg (prinsesse Aage) med et "magert markeret ansigt", der "på afstand ser livfuldt og ejendommeligt ud, men nærved har tabt adskilligt af ungdommens charme".