| Vejle Boldklub | |||
|---|---|---|---|
| Klubdetaljer | |||
| Fulde navn | Vejle Boldklub | ||
| Kaldenavn(e) | De Røde - Jyllands Rubin - Drengene fra Nørreskoven - Nørreskovens Helte | ||
| Grundlagt | 3. maj 1891 (135 år) | ||
| Forbund | DBU (lokalunion: DBU Jylland) | ||
| Hjemmebane | Vejle Stadion | ||
| Kapacitet | 11.060 tilskuere (7.559 sæder) | ||
| Formand | Tage Pedersen | ||
| Cheftræner | Claus Nørgaard | ||
| Assistenttrænere | Steffen Kielstrup Morten Bisgaard | ||
| Liga 2026-27 | Betinia Liga | ||
| Liga 2025-26 | 3F Superligaen, 12. ⇩ | ||
| Andet | |||
| CVR-nummer | 31085179 | ||
| Websted | vejle-boldklub.dk | ||
|
| |||
Vejle Boldklub (forkortet VB eller Vejle B) er en dansk fodboldklub fra Vejle, der i sæsonen 2026/2027 spiller i den næstbedste danske række Betinia Ligaen.
Vejle Boldklub har vundet fem mesterskaber og seks pokaltitler gennem tiden. Klubben har desuden vundet the double - det vil sige både mesterskabet og pokalturneringen i samme sæson - to gange i hhv. 1958 og 1972.
Klubben var tidligere kendt som talentfabrikken og har fostret en række markante danske fodboldspillere. Tre af klubbens egenudviklede spillere – Johnny Hansen, Ulrik le Fevre og Allan Simonsen – er optaget i Fodboldens Hall of Fame. Simonsen vandt som hidtil eneste dansker Ballon d'Or i 1977.
Fra og med 1911 har Vejle Boldklub spillet sine hjemmekampe i røde trøjer, hvide bukser og hvide strømper.
I 1922 flyttede klubben ind på det nuværende Vejle Stadion i Nørreskoven.
Vejle Boldklub blev stiftet den 3. maj 1891 af 23 vejlensere. Ved stiftelsen var Vejle Boldklub en cricketklub. Fodbold kom først til i 1902.
Årene fra 1910 til 1920 kaldes VB's første guldalder, da VB i disse år syv gange var i finalen om det jyske mesterskab og vandt dette fire gange i 1912, 1913, 1914 og 1915. Periodens højdepunkt var i 1914, hvor VB blev provinsmester.
Også i 1916 og 1917 var klubben med i finalerne om det jyske mesterskab og slog dermed fast, at VB var datidens jyske storhold – en betydelig epoke i klubbens mere end 100 år lange historie, der med rette beskrives som den første guldalder.
Den 22. maj 1952 sikrede VB sig oprykning til 2. division efter en dramatisk kamp mod Odense KFUM på Vejle Stadion . En af de bærende spillere på holdet var centerforwarden Bent Sørensen, der siden blev VB's første A-landsholdsspiller.
Fire år senere kom en endnu større triumf i hus, da VB den 10. juni 1956 i Københavns Idrætspark foran 25.000 tilskuere mødte B93 i kampen om oprykning til Danmarks bedste række; 1. division. Oprykningen blev sikret med en 2-1-sejr, da Bent Sørensen scorede sejrsmålet. VB spillede efterfølgende i den bedste danske række i 36 år i træk.
I 1958 fejrede klubben sin hidtil største triumf, da VB for første gang vandt det danske mesterskab. Samme år vandt VB også DBU's landspokalturnering og dermed The Double. Blandt holdets profiler var 17-årige Tommy Troelsen og angriberen Henning Enoksen.
Tilskuerne på Vejle Stadion på den tid fik valuta for pengene, som da KB blev slået 8-3, OB 7-2 og Skovshoved 7-1. Cheftræneren for VB-mandskabet hed Frits Gotfredsen. Godtfredsen anses af mange for at være cheftræneren, der indledte udviklingen af den teknisk-offensive spillestil, der i mange årtier frem gjorde Vejle Boldklub populær i hele Danmark .
I 1959 vandt VB DBU's landspokal for andet år i træk. Modstanderen i finalen var AGF, og 33.000 tilskuere overværede den første finalekamp i Idrætsparken. Kampen endte 1-1 efter forlænget spilletid, og efter de daværende regler måtte der derfor spilles en ny finale. I omkampen den 3. juni vandt VB 1-0 og kunne dermed løfte pokalen for andet år i træk. Sejrsmålet er siden blevet tillagt Henning Enoksen, men situationen var så kaotisk, at der har været tvivl om, hvem der faktisk fik den afgørende berøring, da Enoksen, bolden og flere AGF-spillere endte i nettet.

Ved OL i Rom i 1960 var VB den stærkest repræsenterede klub i den danske fodboldtrup med fire spillere: Henning Enoksen, Tommy Troelsen, Poul Jensen og Poul Mejer. Jensen, Enoksen og Troelsen spillede alle i finalen mod Jugoslavien, hvor Danmark tabte 1-3 og vandt sølv, mens Poul Jensen var anfører for det danske hold.
Efter mesterskabet og pokaltriumferne i slutningen af 1950'erne forblev Vejle Boldklub blandt de førende klubber i dansk fodbold, selv om 1960'erne ikke kastede nye titler af sig. VB vandt bronze i 1960 og sølv i 1965, hvor mesterskabet glippede efter en tæt duel med Esbjerg fB.
I midten af årtiet rådede VB over en stærk generation med blandt andre Tommy Troelsen, Ole Fritsen, Kaj Poulsen, Poul Bilde, Johnny Hansen og Ulrik le Fevre. I efteråret 1965 optrådte seks VB-spillere på det danske landshold, og i kampene mod Sovjetunionen og Wales var fem vejlenserne i startopstillingen. Samme år blev Kaj Poulsen som den første VB-spiller kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark.
I 1968 nåede VB igen finalen i landspokalturneringen, men tabte 1-3 til Randers Freja. Tommy Troelsen scorede Vejles mål i finalen. Perioden blev samtidig optakten til klubbens mest succesrige årti, hvor flere af 1960'ernes profiler var med til at vinde mesterskaberne i 1971 og 1972 samt pokalturneringen i 1972.
I 1971 fyldte VB 80 år, og klubben vandt samme år mesterskabet og kvalificerede sig dermed for første gang til Europacuppen for Mesterhold. VB vandt mesterskabet med en udpræget offensiv spillestil og scorede 61 mål i 22 kampe. Mesterskabet blev sikret allerede fire runder før sæsonafslutningen.
Publikum strømmede til klubbens kampe i denne sæson, hvor VB markerede sig med en teknisk stærk og offensiv spillestil. Blandt holdets profiler var Allan Simonsen, Flemming Serritslev og Karsten Lund. Ligesom ved mesterskabet i 1958 var Frits Gotfredsen cheftræner. Mesterskabet i 1971 blev hans sidste triumf som træner for VB.
I 1972 cementerede VB sin position i toppen af dansk fodbold. Det danske mesterskab i 1971 blev først fulgt op af en finalesejr i DBU's landspokalturnering, og efterfølgende fik mesterskabspokalen igen plads i klubhuset på Vejle Stadion - The Double.
Mesterskabet blev hjemført endnu mere overbevisende end året før efter en stærk efterårssæson med 10 sejre på stribe. Efter ’72-sæsonen skiftede klubbens største profil gennem tiderne, Allan Simonsen, til den tyske storklub, Borussia Mönchengladbach, hvor han i 1977 som den hidtil eneste dansker blev kåret til Årets Fodboldspiller i Europa.
I sæsonen 1975 indfriede VB ikke forventningerne i 1. division. Men til gengæld blev alle forventninger indfriet i DBU's landspokalturnering, hvor VB for fjerde gang strøg til tops med en 1-0 sejr over Holbæk. Efter en høj aflevering fra Flemming Serritslev saksesparkede Gert Eg bolden i mål. Dermed blev VB deltager i Europa Cup'en for Pokalvindere.
Den 19. maj 1977 sikrede VB sig sin tredje pokaltriumf på kun seks år. Klubbens femte sejr i pokalturneringen kom i hus med en 2-1 sejr over B1909. VB's mål blev scoret af Ib Jacquet og Knud Nørregaard. Udover titlen betød sejren desuden, at VB kunne kalde sig Danmarks bedste pokalhold gennem tiderne. En status man dengang overtog fra AGF.
I sæsonen efter, 1978, understregede VB sin topposition i dansk fodbold ved at hjemføre klubbens fjerde Danmarksmesterskab. Cheftræner, Poul Erik Bech, og hans mandskab kunne lade champagnepropperne springe på næstsidste spilledag, hvor forfølgerne – AGF og Esbjerg fB – ikke længere kunne hente VB. Blandt de fremtrædende spillere på guldholdet var Alex Nielsen, Ulrik le Fevre og Tommy Hansen.
VB blev i 1978 det første hold til at vinde Danmarksmesterskabet efter indførelsen af professionel fodbold i Danmark. Men i løbet af 1980’erne og 1990’erne viste det sig, at VB havde svært ved at omstille sig til de nye tider.
I starten af årtiet fortsatte VB dog i sporet fra de succesrige 70’ere. Den 28. maj blev Frem besejret med 2-1 i landspokalfinalen og dermed skrev VB dansk fodboldhistorie. Det var nemlig sjette gang, at klubben vandt turneringen. Det betød, at VB vandt pokalen, som danske klubber havde kæmpet om siden 1955, til ejendom. Pokalen står i dag i klubhuset på Vejle Stadion.
I 1983 vendte Allan Simonsen tilbage til VB og blev tilmed kåret til som Europas tredje bedste spiller, mens han spillede i klubben. Simonsen var medvirkende til, at VB i 1984 igen skrev dansk fodboldhistorie ved at sikre sig Danmarksmesterskabet for femte gang. Dermed fik dansk fodbolds fornemste trofæ fast plads i pokalskabet på Vejle Stadion ved siden af pokalen for landspokalturneringen.
Blandt de fremtrædende spillere på mesterholdet fra 1984 var udover Allan Simonsen en ung John Sivebæk og hjemvendte Steen Thychosen, der blev ligatopscorer med 24 fuldtræffere.
Efter nogle magre år blev VB i 1988 overtaget af ”de fire købmænd”, der bl.a. talte Dandy-ejeren Holger Bagger Sørensen. Med købmændenes indtog kom der igen store ambitioner i klubben, hvor indkøb af spillere som Preben Elkjær, John Larsen, Mark Strudal og Keld Bordinggaard skabte drømme om en ny storhedstid. Men cheftræner, Ebbe Skovdahl, kunne, trods en trup med mange markante profiler, ikke få holdet til at præstere.
Vejle Boldklubs 100-årsjubilæum i 1991 blev efterfulgt af en sportslig nedtur, da klubben i 1992 rykkede ud af den bedste række. De mange store profiler, der var indkøbt under "de fire købmænd", blev spredt for alle vinde, og krisestemningen sænkede sig over Nørreskoven. Købmændene forlod klubben, men på vej ud sikrede de, at den var gældfri.
Efter Ebbe Skovdahls afgang ansatte VB klubikonet Allan Simonsen som cheftræner. Det var en svær opgave for Simonsen, der ikke formåede at vende den sportslige udvikling, og i 1992 rykkede VB ud af den bedste række for første gang siden 1956.
I 1994 overtog den tidligere storspiller og succestræner fra 1981-sæsonen, Ole Fritsen, roret efter Allan Simonsen. Fritsen havde som ungdomstræner et godt kendskab til den store talentmasse i klubben, der talte spillere som Thomas Gravesen, Jesper Søgaard, Alex Nørlund, Kaspar Dalgas og Peter Graulund. Ud fra dette kendskab gik Ole Fritsen i gang med at udvikle et nyt hold.

I 1995 var VB tilbage i den bedste række efter 3 års fravær. Ole Fritsens unge spillere overraskede positivt med teknisk og offensiv fodbold. I 1997 blev det til sølvmedaljer og to gange deltog VB i UEFA Cuppen under Ole Fritsens ledelse. For det stærke trænerarbejde modtog Ole i sæsonen 1997 prisen som Årets fodboldtræner i Danmark.
Ved årtusindskiftet rykkede VB for anden gang ud af Danmarks bedste række, men allerede året efter vendte klubben tilbage. Opholdet blev dog kortvarigt, da VB i 2002 igen rykkede ned i 1. division. Det blev indledningen til en svær periode både sportsligt og økonomisk. I 2004 var klubben tæt på nedrykning til 2. division og stod samtidig over for en akut konkurstrussel. I forsøget på at sikre klubbens fremtid blev der blandt andet ført forhandlinger om fusioner med flere naboklubber.
I slutningen af 2004 blev klubbens økonomi rekonstrueret af en gruppe lokale erhvervsfolk, der lancerede den såkaldte firepunktsplan med fire konkrete mål: et nyt stadion, oprykning til Superligaen, nye indtægtskilder uden for fodbolden og en ny sponsorstrategi. I foråret 2006 sikrede VB sig oprykning til den bedste række. Den efterfølgende Superligasæson begyndte imidlertid med ni nederlag i træk, og trods et markant bedre forår måtte VB igen ned i 1. division. De forbedrede resultater i foråret gav dog fornyet optimisme i Nørreskoven.
I denne periode engagerede Vejle Kommune sig også i VB og udviklingen af klubbens faciliteter. I marts 2008 blev det nye Vejle Stadion i Nørreskoven indviet med plads til 11.060 tilskuere. Åbningskampen var en kvartfinale i Landspokalturneringen mod FC Midtjylland. Klubben fik desuden et moderne træningsanlæg, VB Parken.
Den 5. juni 2008 satte VB rekord som historiens mest suveræne oprykker fra 1. division . Oprykningen til Superligaen blev sikret med 78 point for 30 kampe. Forud for 2008/09-sæsonen forstærkede VB blandt andet truppen med Brian Priske og Rasmus Würtz. Opholdet i Superligaen blev dog kortvarigt. De suveræne oprykkere fra 2008 vandt blot fem af sæsonens 33 kampe, sluttede på 11. pladsen og rykkede dermed tilbage i 1. division.
Den 8. december 2010 blev det besluttet at etablere et klubsamarbejde med Kolding FC. Samarbejdet blev en realitet i sommeren 2011, og klubbens navn blev ændret til Vejle Boldklub Kolding. Samarbejdet gav dog ikke det forventede økonomiske og sportslige udbytte og blev derfor ophævet igen den 18. april 2013. Klubben fortsatte herefter som Vejle Boldklub .
Den 28. juni 2016 blev 60 procent af aktierne i Vejle Boldklub overtaget af Andrei Zolotko og Lucas Chang Jin, mens de resterende 40 procent forblev hos Klaus Eskildsen Holding ApS med den tidligere VB-spiller Klaus Eskildsen i spidsen. Ejerskiftet medførte en omfattende opbygning og udskiftning af spillertruppen med afsæt i en mere international rekruttering. De mange udenlandske spillere, der kom til VB, havde varierende kvalitet, men perioden bød dog på nogle markante profiler som Raúl Albentosa, Ylber Ramadani, Saeid Ezatolahi, Allan Sousa, German Onugkha og Hugo Ekitiké.
Sportsligt var Zolotko-æraen præget af betydelige udsving. VB rykkede op i Superligaen i 2018, 2020 og 2023. Efter oprykningen i 2020 sikrede klubben sig overlevelse i den første sæson, men rykkede ned igen i 2021/22. Under Ivan Prelec vandt VB 1. division i 2022/23 og rykkede direkte tilbage. Efter en niendeplads i 2023/24 indledte VB den følgende sæson med ti nederlag i træk, men sikrede sig alligevel overlevelse i næstsidste spillerunde.
Det udenlandske ejerskab var genstand for kritik, og i dele af klubbens bagland var der et ønske om igen at få et lokalt ejerskab. Periodens sportslige resultater var dog mere blandede end kritikken undertiden gav indtryk af: VB rykkede tre gange op i Superligaen og sikrede sig overlevelse i den bedste række i tre sæsoner.
I begyndelsen af 2025 solgte majoritetsejer Andrei Zolotko sin ejerandel til en gruppe lokale investorer med den tidligere VB-anfører Klaus Eskildsen som en central figur. Dermed kom klubben på lokale hænder. Samme år blev Mikkel Hemmersam ansat som klubbens første sportsdirektør. I 2025/26 rykkede VB ud af Superligaen, hvorefter klubben erklærede, at målet var en hurtig tilbagevenden til den bedste række.
Vejle Boldklub har deltaget i Europas største klubturnering fire gange. Klubben spillede sin første store europæiske klubkamp i 1973, da man i Mesterholdenes Europa Cup (nutidens Champions League) mødte det belgiske storhold Anderlecht i første runde af turneringen. I den første kamp i Bruxelles scorede Finn Johansen to mål for VB i 4-2-nederlaget. Returopgøret i Vejle endte 0-3.
Klubben deltog yderligere tre gange i Mesterholdenes Europa Cup, og i den efterfølgende 73/74-sæson slog man de franske mestre fra FC Nantes ud i første runde. Den første kamp i Vejle endte 2-2, og da Knud Nørregaard scorede returkampens eneste mål, vandt VB sammenlagt 3-2. I anden runde af turneringen tabte VB samlet 0-1 til de skotske mestre fra Celtic, der endte med at nå semifinalen. Den første kamp i Skotland sluttede 0-0, men kampen i Nørreskoven endte med skotsk sejr på 1-0.
I sæsonen 79/80 gik VB igen videre til anden runde af Mesterholdenes Europa Cup, da de østrigske mestre, Austria Wien, blev slået med samlet 4-3. I anden runde røg Vejle Boldklub dog ud til de jugoslaviske mestre fra Hajduk Split med samlet 2-4.
I sæsonen 85/86 tabte VB i første runde med samlet 2-5 til de rumænske mestre fra Steaua Bukarest, der endte med at besejre FC Barcelona i finalen. I den første kamp på Vejle Stadion førte VB med 1-0 på mål af Julian Barnett helt indtil det 89. minut, hvor rumænerne fik udlignet. Returopgøret tabte VB med 1-4. Allan Simonsen scorede VB's enlige mål på et saksespark .
Klubbens hidtil største europæiske resultat kom i 1978, da VB nåede hele vejen til kvartfinalen i Pokalvindernes Europa Cup. Undervejs havde VB slået Progrès Niederkorn (en) fra Luxembourg (10-0) og græske PAOK (4-2) ud. I kvartfinalen blev hollandske FC Twente dog for stor en mundfuld, og VB tabte sammenlagt med 7-0. Det var kun tredje gang i historien, at en dansk klub nåede en kvartfinale i en europæisk klubturnering .
To sæsoner forinden satte FC Den Haag en stopper for VB i første runde med en samlet sejr på 4-0. I sæsonen 1981/1982 mødte VB den portugisiske storklub FC Porto i første runde. På Vejle Stadion vandt VB med 2-1 på mål af Tommy Andersen og Gert Eg. I Portugal tabte VB dog 3-0 på tre scoringer i anden halvleg, og dermed blev det til et samlet nederlag på 4-2.
Vejle Boldklubs seneste optræden i Europa var i UEFA Cup i sæsonen 98/99. Her mødte VB rumænske FC Oțelul Galați i 2. kvalifikationsrunde. VB vandt med 3-0 både ude og hjemme og gik derfor samlet videre med 6-0 .
I første runde af hovedturneringen trak VB spanske Real Betis, som netop havde gjort brasilianske Denílson til verdens dyreste fodboldspiller. På Odense Stadion gav Peter Graulund VB et perfekt udgangspunkt inden returopgøret, da han scorede kampens eneste mål i det 86. minut til slutresultatet 1-0 . I returopgøret i Sevilla tabte VB dog med 5-0 og var dermed ude af turneringen.
I 97/98 kvalificerede VB sig til UEFA Cuppen efter sølvmedaljer i Superligaen sæsonen forinden. Det europæiske eventyr blev dog kort. Efter 0-0 hjemme mod israelske Hapoel Petah Tikva tabte VB returkampen 1-0 og røg dermed ud i turneringens 2. runde.
Også i 90/91 sluttede UEFA Cup-deltagelsen i første runde. Her blev østrigske Admira Wacker endestationen efter samlet 0-4.
| Mesterholdenes Europa Cup | Pokalvindernes Europa Cup | UEFA Cup | Intertoto Cup |
|---|---|---|---|
| 1972–73, 1973–74, 1979–80, 1985–86 | 1975–76, 1977–78, 1981–82 | 1990–91, 1997–98, 1998–99 | 1967, 1971, 1972, 1973, 1974, 1975, 1978, 1979, 1985, 1988, 1989, 1990 |
Oversigten er senest opdateret den 3. september 2026.
| Nr. | Pos. | Nat. | Spiller | Nr. | Pos. | Nat. | Spiller |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | MM | Nicolai Larsen | 18 | MI | Gustav Marcussen | ||
| 2 | FO | Thomas Gundelund | 19 | AN | Wahid Faghir | ||
| 3 | FO | Christian Sørensen | 20 | AN | Abdoulaye Camara | ||
| 4 | FO | Lasse Nielsen | 21 | FO | Giorgi Tabatadze | ||
| 5 | FO | Valdemar Lund Jensen | 23 | FO | Johan Karlsson | ||
| 6 | MI | Mike Vestergård | 24 | MM | Thorbjørn Pløger | ||
| 8 | MI | Mathias Jensen | 25 | MI | Max Jensen | ||
| 9 | AN | Jelle Duin | 26 | MI | Sander Ravn | ||
| 10 | MI | Mikkel Duelund | 28 | AN | Ransford Amoo | ||
| 14 | FO | Hjalte Gitz | 30 | MI | Nicolas Gammelgaard | ||
| 15 | FO | Gunnar Vatnhamar | 31 | MM | Kasper Kristensen | ||
| 16 | MI | Tobias Bach | 32 | MI | Bismark Edjeodji | ||
| 17 | MI | Andrew Hjulsager | 34 | MI | Lundrim Hetemi |
Klubbens kamprekordindehaver, Gert Eg, overtog i 1978 anførerbindet fra Flemming Serritslev og beholdt det frem til 1983. I årenes løb har en lang række spillere båret anførerbindet i Vejle Boldklubs tællende kampe. Nedenstående tabel viser klubbens faste eller primære anførere over tid. Også andre spillere har i kortere perioder eller enkelte kampe fungeret som anfører.
| År | Navn | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 1891–1978 | Ikke fuldt kortlagt | Blandt de kendte anførere var Erik Skaaning (dansk mester 1958; pokalvinder 1958 og 1959) samt Flemming Serritslev, der både vandt mesterskaber og pokaltitler med VB i 1970'erne. |
| 1978–1983 | Gert Eg | Klubrekordholder med 509 kampe for VB; dansk mester 1978 (anfører) og 1984; pokalvinder 1975, 1977 og 1981; senere mangeårig formand for VB. |
| 1983-1984 | Per Jørgensen | 276 kampe for VB; dansk mester 1978 og 1984; pokalvinder 1977 og 1981. |
| 1984–1987 | Alex Nielsen | 327 kampe for VB; dansk mester 1978 og 1984 (anfører); pokalvinder 1981. |
| 1987–1989 | Allan Simonsen | Dansk mester 1971, 1972 og 1984 samt pokalvinder 1972 |
| 1989–1998 | Finn Christensen | 457 kampe for VB; mangeårig anfører og anfører for sølvholdet i 1997. |
| 1998–2000 | Dan Sørensen | Bl.a. anfører i UEFA Cup-kampene i 1998. |
| 2000–2002 | Calle Facius | 87 kampe som anfører. |
| 2003–2004 | Klaus Eskildsen | 240 kampe for VB; betydelig aktionær og næstformand i VB Alliancen A/S. |
| 2004 | Peter Gravesen | Bror til Thomas Gravesen. |
| 2004–2005 | Carsten Hemmingsen | Afløst af Steffen Kielstrup i 2005. |
| 2005 | Steffen Kielstrup | Første af tre perioder som anfører; udnævnt til fast anfører som 20-årig. |
| 2005–2006 | Jakob Bresemann | Anfører for holdet, der rykkede op i Superligaen i 2006. |
| 2007 | Klebér Saarenpää | Blev anfører ved ankomsten i 2007; scorede begge VB's mål i sin superligadebut. |
| 2007–2008 | Bora Zivkovic | Oprykning til Superligaen 2008. |
| 2008–2009 | Jimmy Nielsen | 91 kampe for VB; flertallet som anfører. |
| 2010–2012 | Steffen Kielstrup | Anden periode som anfører. |
| 2012–2013 | Jens Berthel Askou | Overtog anførerbindet efter Steffen Kielstrups skifte til ACH i april 2012. |
| 2013–2014 | Henrik Bødker | 52 kampe som anfører. |
| 2015–2016 | Niels Bisp Rasmussen | Yngste faste VB-anfører gennem tiden; var 19 år i sin første kamp som anfører. |
| 2016–2017 | Steffen Kielstrup | 94 kampe som anfører; central leder og kulturbærer i nyere VB-historie. |
| 2017–2021 | Jacob Schoop | 108 kampe som anfører; førte VB til oprykning til Superligaen i 2018 og 2020. |
| 2021–2022 | Denis Kolinger | 27 kampe som anfører. |
| 2022–2024 | Raúl Albentosa | Førte VB til oprykning i 2023 og overlevelse i Superligaen i 2024 |
| 2024–2025 | Oliver Provstgaard | 21 år i sin første kamp som anfører; blandt de yngste faste anførere i klubbens historie. |
| 2025– | Thomas Gundelund | Anfører for holdet, der med en stærk slutpurt sikrede sig overlevelse i Superligaen 24/25. |
| Nr. | Spiller | Karriere i VB | Kampe | Mål |
|---|---|---|---|---|
| 1 | 1973–1986 | 509 | 71 | |
| 2 | 1971–1985 | 476 | 39 | |
| 3 | 1981–1983 1985–1998 |
457 | 27 | |
| 4 | 1965–1982 | 388 | 1 | |
| 5 | 1978–1987 | 327 | 0 | |
| 6 | 1966–1972 | 324 | 152 | |
| 7 | 1962–1973 | 310 | 140 | |
| 8 | 1950–1966 | 307 | 128 | |
| 9 | 2002–2013 2016–2017 |
301 | 27 | |
| 10 | 1980–1985 1994–1995 |
296 | 41 |
Kilde: Vejle Boldklub
| Nr. | Spiller | Karriere i VB | Kampe | Mål | Mål pr. kamp |
|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 194?-1957 | 200 | 157 | 0.785 | |
| 2 | 1966–1972 | 324 | 152 | 0.469 | |
| 3 | 1962–1973 | 310 | 140 | 0.452 | |
| 4 | 1957–1968 | 257 | 130 | 0.506 | |
| 5 | 1950–1966 | 307 | 128 | 0.417 | |
| 6 | 1928-194? | 205 | 119 | 0.58 | |
| 7 | 193?-1940 | 112 | 113 | 1.009 | |
| 8 | 1957–1961 | 132 | 111 | 0.841 | |
| 9 | 1971–1972 1983–1989 |
282 | 104 | 0.369 | |
| 10 | 1977–1978 1983–1985 1989–1992 |
252 | 101 | 0.401 |
Kilde: Vejle Boldklub
Vejle Boldklub har gennem sin historie haft en række af dansk fodbolds største profiler i truppen. Blandt de mest kendte er Tommy Troelsen, Allan Simonsen, Johnny Hansen, Preben Elkjær, Ulrik le Fevre, John Sivebæk, Steen Thychosen, Johnny Mølby, Brian Steen Nielsen og Thomas Gravesen.
I alt har 34 spillere repræsenteret det danske A-landshold, mens de spillede for Vejle Boldklub. Deres navne er opført på en mindeplade ved hovedindgangen til Vejle Stadion.
Gennem årene har klubben også haft en række markante udenlandske profiler i kortere eller længere perioder, blandt andre Julian Barnett, Alphonse Tchami, Kent Scholz, Raúl Albentosa, Ylber Ramadani, Saeid Ezatolahi, German Onugkha og Hugo Ekitike.
Én spiller har været nomineret til Ballon d'Or, mens han spillede for Vejle Boldklub:
Fem spillere, der har spillet for Vejle Boldklub, er optaget i Fodboldens Hall of Fame: Henning Enoksen, Johnny Hansen, Ulrik le Fevre, Allan Simonsen og Preben Elkjær.
| År | Navn | Bemærkninger |
|---|---|---|
| –1951 | Ingvard Knudsen Jensen | |
| 1951–1952 | Frits Gotfredsen | Klubbens første fuldtidsansatte træner; oprykning til 2. division 1952 |
| 1952–1956 | Kaj Hansen | Oprykning til 1. division 1956 |
| 1956–1957 | Ejnar Jensen | Pokalvinder 1958 |
| 1958–1959 | Frits Gotfredsen | Dansk mester 1958; pokalvinder 1959 (The Double) |
| 1960–1961 | Tivadar Szentpetery | VB's første udenlandske cheftræner |
| 1962–1965 | Ernst Netuka | |
| 1966–1970 | Bendt Jørgensen | |
| 1970–1971 | Frits Gotfredsen | Dansk mester 1971 |
| 1972–1973 | Jozef Szentgyörgyi | Dansk mester og pokalvinder 1972 (The Double) |
| 1973–1975 | Ernst Netuka | Pokalvinder 1975 |
| 1976–1978 | Poul Erik Bech | Pokalvinder 1977; dansk mester 1978 |
| 1979–1981 | Jürgen Wähling | |
| 1981–1983 | Ole Fritsen | Pokalvinder 1981 |
| 1984–1987 | Poul Erik Bech | Dansk mester 1984; Årets Træner i Danmark 1984 |
| 1988–1989 | Ole Fritsen | |
| 1990–1991 | Ebbe Skovdahl | |
| 1991–1994 | Allan Simonsen | |
| 1994–1999 | Ole Fritsen | Oprykning til Superligaen 1995; sølvvinder 1997; Årets Træner i Danmark 1997 |
| 1999 | Allan Michaelsen | |
| 1999–2000 | Poul Erik Andreasen | |
| 2000–2002 | Keld Bordinggaard | Oprykning til Superligaen 2001 |
| 2002–2003 | Frank Petersen | |
| 2003 | Steen Thychosen | |
| 2004 | Jens Tang Olesen | |
| 2004–2005 | Frank Andersen | |
| 2005–2007 | Kim Poulsen | Vinder af 1. division 2005/06; oprykning til Superligaen |
| 2007–2009 | Ove Christensen | Vinder af 1. division 2007/08; oprykning til Superligaen |
| 2009–2011 | Mats Gren | |
| 2011 | Viggo Jensen | |
| 2011–2013 | Nicolai Wael | Cheftræner for Vejle Boldklub Kolding |
| 2013 | Kim Brink | |
| 2013–2014 | Tonny Hermansen | |
| 2014–2016 | Klebér Saarenpää | |
| 2016–2017 | Andreas Alm | |
| 2017–2019 | Adolfo Sormani | Vinder af 1. division 2017/18; oprykning til Superligaen |
| 2019–2021 | Constantin Gâlcă | Vinder af 1. division 2019/20; oprykning til Superligaen; 10. plads i Superligaen 2020/21 |
| 2021 | Carit Falch | |
| 2021–2022 | Peter Sørensen | |
| 2022–2024 | Ivan Prelec | Vinder af 1. division 2022/23; oprykning til Superligaen; 9. plads i Superligaen 2023/24 |
| 2024–2025 | Mihai Teja | |
| 2025 | Steffen Kielstrup og Johnny Mølby | Midlertidigt cheftrænerpar; overtog VB isoleret på sidstepladsen; sikrede en 9.-plads i Superligaen i 2024/25 efter en markant slutspurt. |
| 2025 | Ivan Prelec | |
| 2026– | Claus Nørgaard |
Vejle Boldklubs traditionelle rival er AGF, og opgørene mellem de to klubber regnes blandt de klassiske opgør i dansk fodbold. Opgøret har dybe historiske rødder. Allerede i 1922 endte en kamp om det jyske mesterskab i Vejle i omfattende uroligheder efter en omstridt straffesparkskendelse til AGF. Rivaliseringen blev særligt markant fra 1950'erne, hvor de to klubber var de førende jyske hold og begge vandt deres første danske mesterskaber.
VB har desuden en lang tradition for betydningsfulde opgør mod blandt andre Esbjerg fB og OB. Andre sportslige rivaliseringer har været mere periodebestemte og fulgt styrkeforholdene i dansk fodbold. I klubbens storhedstid gjaldt det blandt andre Hvidovre IF og B 1903, som VB konkurrerede med om mesterskaber og topplaceringer. I 1980'erne blev Brøndby IF en væsentlig konkurrent, og opgørene mellem den gamle jyske storklub og den fremadstormende københavnske klub kom samtidig til at afspejle et magtskifte i dansk klubfodbold. Magtskiftet faldt sammen med professionaliseringen af dansk fodbold, som VB havde svært ved at omstille sig til.
Også rivaliseringen med Horsens går langt tilbage. VB spillede allerede i 1902 en af sine første registrerede kampe mod Horsens, og opgørene mod Horsens fS blev tidligt betragtet som arvefjendeopgør. Rivaliseringen er siden fortsat med AC Horsens. I nyere tid har der i perioder også været rivalisering med FC Fredericia og Kolding IF.
„Lokalopgør lever sit eget liv. Vi ved, at formkurver og stillingen i tabellen ikke har den store betydning her.“
Vejle Boldklubs officielle fanklub, The Crazy Reds (TCR), blev stiftet i 1995 som afløser for VB's Fanklub fra 1978. TCR havde i 1999 godt 1.500 medlemmer, men medlemstallet faldt i forbindelse med klubsamarbejdet med Kolding FC i 2011 til omkring 200. Siden er medlemstallet igen steget.
Fanmiljøet omkring VB omfatter i dag flere fanfraktioner ved siden af TCR. Blok E er en del af det aktive og stemningsskabende fanmiljø på Vejle Stadion, mens VB Fan København samler VB-tilhængere øst for Storebælt og arrangerer fælles optakt og ture til klubbens kampe på Sjælland mm.
Vejle Boldklub har gennem årene haft en række offentligt kendte tilhængere. En særlig plads i klubbens fankultur har Vejle-bandet Fenders, der skrev Jyllands Rubin. Sangen blev første gang indspillet af Fenders i 1984 og spilles fortsat i en genindspillet version på Vejle Stadion før klubbens kampe. Fra sangen stammer linjen "Klubånd i solskin. Troskab i regn", der siden har etableret sig som Vejle Boldklubs uofficielle motto.
Blandt andre kendte musikere er Malte Ebert, der er erklæret VB-fan og står bag fansangen Dø for Vejle, samt Peter Sommer, der ligeledes har et mangeårigt forhold til klubben.
Blandt landskendte politikere findes Troels Lund Poulsen, der offentligt har erklæret sig som fan af Vejle Boldklub, og den tidligere minister og formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen, der har haft årskort til Vejle Stadion gennem årtier.
Også flere kendte journalister og mediepersonligheder har et tæt tilhørsforhold til VB, heriblandt Ole Ryborg, Lars Werge og Lars Daneskov, der alle er dedikerede VB-tilhængere. Den tidligere B.T.-chefredaktør Olav Skaaning Andersen har ligeledes fulgt VB tæt siden 1970'erne.

Da fodbold i 1902 blev en del af Vejle Boldklub, spillede klubbens fodboldspillere i blå- og hvidstribede trøjer. I 1907 blev spilledragten ændret til helt hvid. I 1911 blev den røde spillertrøje indført. Iført de røde trøjer vandt VB det jyske mesterskab i 1911/12, og ifølge klubbens egen historieskrivning var triumfen medvirkende til, at klubben fastholdt den røde trøje. Rød trøje og hvide shorts har siden været Vejle Boldklubs traditionelle spilledragt.
Klubbens logo er bygget op omkring et stiliseret VB-monogram på rød bund med en karakteristisk sort-hvid geometrisk indramning. Logoet har været brugt på klubbens spillertrøjer siden 1971.
Over logoet er placeret en stjerne som henvisning til klubbens fem danske mesterskaber.
Historiske spilledragter efter Lars Werges oversigt over Vejle Boldklubs trøjer.
Den 9. marts 2008 blev det nuværende Vejle Stadion indviet. Det nye stadion er et intimt og moderne stadion, der er helt lukket, og hvor tilskuerne sidder tæt på banen. Vejle Stadion har plads til 10.657 tilskuere.
Vejle Boldklub har siden februar 2025 været ejet af en lokal dansk ejerkreds. VB Alliancen A/S ejes af Klaus Eskildsen Holding ApS, Bagger-Sørensen & Co. A/S, Prebsi Invest ApS, HGM Invest ApS, Sole Holding ApS og Alja Invest ApS.
En samlet oversigt over klubbens øvrige medarbejdere findes på Vejle Boldklubs hjemmeside.
Vejle Boldklub har siden midten af 2010'erne arbejdet målrettet på at genrejse klubbens talentarbejde. Satsningen har omfattet betydelige investeringer i VB Akademiet med blandt andet flere ansatte og moderne faciliteter. Klubben har selv omtalt satsningen i relation til den historiske betegnelse "Talentfabrikken i Nørreskoven". Klubben har som målsætning, at akademiet skal udvikle halvanden førsteholdsspiller årligt. I 2024 talte førsteholdstruppen 12 egenudviklede spillere.
Blandt de markante spillere fra den nyere talentudvikling er Wahid Faghir, Oliver Provstgaard og Andreas Jungdal. Faghir slog igennem på førsteholdet som teenager og blev i 2021 solgt til VfB Stuttgart, mens Provstgaard udviklede sig fra akademispiller til anfører for Vejle Boldklub, inden han i 2025 blev solgt til S.S. Lazio og året efter debuterede på det danske A-landshold. Andreas Jungdal blev som 17-årig solgt direkte fra VB Akademiet til AC Milan i 2019. Han spiller i dag for belgiske KVC Westerlo og blev for første gang udtaget til det danske A-landshold i 2026.
| Turnering | Titler | Sæsoner |
|---|---|---|
| Dansk mester | 5 | 1958, 1971, 1972, 1978, 1984 |
| Landspokalen | 6 | 1958, 1959, 1972, 1975, 1977, 1981 |
| The Double* | 2 | 1958, 1972 |
* The Double betegner en sæson, hvor en klub vinder både det nationale mesterskab og den nationale pokalturnering.