Provst (af latinpraepositus eller propositus, "foresat"; svensk: prost, engelsk: provost) er en gejstligembedsbetegnelse for en præst i en overordnet tilsynsstilling. I dansk folkekirkelig sammenhæng er provsten den øverste gejstlige embedsmand i et provsti, dvs. en administrativ enhed under et stift, og virker på biskoppens vegne som tilsynsførende med provstiets præster, kirker og menigheder. Provsten er normalt tillige sognepræst i et af provstiets sogne og har i den kirkelige embedsstruktur rang lige under biskoppen.
Betegnelsen blev oprindeligt brugt i klostrene om abbedens nærmeste mand og blev senere knyttet til domkapitlerne, hvor ''praepositus'' betegner biskoppens nærmeste mand, domprovsten, der havde ledelsen af kapitlets forretninger og en central rolle i den gejstlige jurisdiktion og kirkens økonomiske anliggender. Titlen blev siden udvidet til præster med tilsynspligt over menigheder og præsteskab. I romersk-katolsk sammenhæng kan provst betegne sognepræster i særligt betydelige pastorater, mens tilsvarende evangeliske tilsynsembeder i andre lande bl.a. betegnes superintendent, dekan, ''Oberpfarrer'' eller ''rural dean''.
I Norden har provster eksisteret siden middelalderen, og provstiinddelingen antages at have været gennemført i 1200-tallet, hvor den i hovedsagen fulgte herredsgrænserne. I dansk kirkeret omtales provsten allerede i Danske Lov som biskoppens medhjælper, og efter Reformationen blev der indsat herredsprovster med tilsyn over præster og kirker. Provstens opgaver har historisk omfattet kirkeligt tilsyn, visitationer, kirkedisciplin og deltagelse i provsteretten. I nyere dansk sammenhæng er provsten desuden født medlem og forretningsfører i provstiudvalget, som har ansvar for provstiets og sognenes økonomi, bygningsmæssige tilsyn og administrative opgaver.
En særlig provstefunktion er stiftsprovsten, der virker som biskoppens vikar ved biskoppens forfald og i Danmark som regel er sognepræst ved domkirken. I nordisk sammenhæng varierer udnævnelses- og embedsordningerne: i Danmark og Norge udnævnes provsten traditionelt af kongen, i Sverige udpeges provsten af biskoppen efter afstemning blandt kontraktets præster, og i Finland vælges provsten af kontraktets præster, hvorefter domkapitlet udnævner en af de valgte.
Historie
En italiensk provst, Giovanni Tam, iført cappa magna, den store liturgiske kappe, og med ferula eller provststav.
Betegnelsen blev først brugt i klostrene, hvor provsten var klosterforstanderens, abbedens, nærmeste mand, en funktion der senere som regel blev betegnet prior. Da domkapitlerne blev dannet efter klostrenes forbillede, og deres medlemmer i begyndelsen levede i et klosterlignende fællesliv som regulære domkapitler, fik biskoppens nærmeste mand betegnelsen praepositus, dvs. domprovst/domprost. Han havde ledelsen af domkapitlets forretninger, var formand i kapitlet og havde næst efter biskoppen den vigtigste del i den gejstlige jurisdiktion og i bestyrelsen af kirkens økonomiske anliggender. Provstetitlen blev derfra udstrakt til andre præster med tilsynspligt over menigheder og præsteskab.
Katolicisme
I romersk-katolsk sammenhæng kan betegnelsen provst bruges om sognepræster i visse mere betydelige pastorater, og i Polen er den titlen på enhver sognepræst. I de evangeliske kirker er provst en af flere betegnelser for præster med tilsynspligt over et antal menigheder og deres præster. I Tyskland er den almindeligste betegnelse superintendent, navnlig i kirker tilhørende den gammelpreussiske union, mens andre betegnelser er dekan i Sydtyskland og Oberpfarrer i Thüringen. Betegnelsen provst bruges i Schleswig-Holstein og Mecklenburg og i øvrigt, om end sjældnere, traditionelt om sognepræster i visse bestemte pastorater. I England er det derimod dekanen, et andet medlem af de middelalderlige domkapitler, der har lagt navn til præster med en tilsvarende tilsynspligt. Den engelske modsvarighed til de tyske superintendenter eller provster er rural deans, og et domkapitels første medlem betegnes Dean of the Chapter.
Nordiske lande
I de nordiske lande har provster eksisteret siden middelalderen, og provstiinddelingen antages at have været gennemført i 1200-tallet, hvor provstierne i hovedsagen fulgte herredsgrænserne. Heraf kom i Danmark betegnelsen herredsprovst. Provstens embedsområde bar i Sverige navnet kontrakt, hvoraf betegnelsen kontraktsprovst opstod. Den danske kirkeordinans af 1539 regulerede provstens stilling og embedsforretninger i Danmark-Norge, mens den svenske kirkeordning af 1571 regulerede tilsvarende forhold i Sverige-Finland. Provsten var biskoppens stedfortræder i sit herred eller kontrakt, og i de første reformationsårhundreder havde han fortsat kirkedisciplinen som en af sine vigtigste opgaver. I Danmark-Norge skete dette i provsteretten og i Sverige-Finland i prosttinget, hvor provsten sammen med andre præster og lægmænd pådømte kirketugtssager.
Dansk kirkeret
Provstens tilsynsfunktion er gammel i dansk kirkeret og omtales allerede i Danske Lov, hvor provsten beskrives som biskoppens medhjælper, der skal "see til, at alting gaar allevegne skikkelig og ret til" (D.L. 2-16-1). Efter Reformationen blev der i Danmark indsat en provst i hvert herred, og herredsprovsten blev valgt af og blandt samtlige præster i herredet med tilsyn over herredets præster og kirker. Ved forordning af 5. december1806 blev det bestemt, at der i stedet for herredsprovster skulle beskikkes én provst for hvert amt, de såkaldte amtsprovster. Denne ordning viste sig dog hurtigt uhensigtsmæssig, fordi et amt var et for stort distrikt for en provst, der ligesom herredsprovsten samtidig var sognepræst. Ved resolution af 17. juli1822 blev provstedistrikterne derfor delt, så to, tre eller fire herreder skulle udgøre ét provsti.
Udnævnelse som provst
Distriktsprovsterne blev udnævnt af kongen efter biskoppens indstilling blandt distriktets præster. Foruden indtægterne fra deres præsteembede oppebar de en provsteløn på 40 kroner af hver kirke i provstiet samt et honorar på 300–500 kroner af statskassen efter provstiets størrelse. De blev indsat af biskoppen på landemodet, og et ritual for provsteindsættelsen blev autoriseret ved kongelig resolution af 11. november1898, jf. bekendtgørelse af 21. november samme år. I dansk og norsk sammenhæng udnævnes provsten af kongen, og i Danmark indsættes han i embedet ved et landemode efter aflæggelse af provsteløftet. I Sverige udpeger biskoppen provsten, efter at kontraktets præster, kontraktisterne, har stemt, men afstemningen er ikke bindende for biskoppen. I Finland vælges provsten af kontraktets præster, hvorefter domkapitlet udnævner en af de præster, der har fået stemmer. Tidligere blev en af provstiets præster valgt til provst, men nyere praksis har medført, at også udefra kommende præster og provster kan søge stillingen. Når en ny provst er valgt, skal vedkommende, hvis denne ikke allerede er provst, kreeres. Dette foregår på stiftets landemode, hvor den stedlige biskop gennemfører provstekreeringen.
Tilsyn og opgaver
Provsten er biskoppens hjælper med tilsynet i kirke og skole og har traditionelt været præsters og kirkebetjentes nærmeste foresatte. Han indsætter præsterne i provstiet og fører tilsyn med deres embedsgerning, mens de tidligere kirkevisitatser ved provsten efterhånden gik af brug. Hvert tredje år deltog provsten i kirkesynene, ligesom han var medlem af amtsskoledirektionen som dennes korresponderende medlem, afholdt skolevisitatser og var medlem af provsteretten.
Provsteretten
Provsteretten findes fortsat i Danmark som underret i sager om præstelige embedspligter og består af en provst og en jurist med lige beføjelser. Provsten foretager visitationer på biskoppens opdrag og kan også ledsage biskoppen ved bispevisitationer. I finsk kirkelov sammenfattes kontraktsprovstens embede som et tilsyn med lærens renhed, gudstjenestens og kirkeskikkenes opretholdelse, god tugt og orden i menighederne, præsternes forhold i lære, embede og levned samt overholdelsen af forordninger og påbud i kirkelige anliggender. Denne beskrivelse anses i hovedsagen for dækkende for hele Norden.
Provstiudvalget og stiftsprovster
Provsten er født medlem af provstiudvalget og fungerer som dets forretningsfører. Provstiudvalget består af provsten, én af provstiets præster og fire til otte medlemmer af menighedsrådet. Udvalget har det overordnede ansvar for provstiets og sognenes økonomi samt for tilsynet med bygninger og en række administrative opgaver. Da udskrivningen af kirkeskat er fælles for alle sogne i en kommune, følger provstigrænserne i hovedsagen kommunegrænserne, selv om der findes kommuner med flere provstier. Det er provstens opgave sammen med provstiudvalget at fastsætte procentsatsen for den lokale kirkeskat, som inddrives af kommunen.
Foruden distriktsprovsterne fandtes der i hvert stift en stiftsprovst, hvis særlige opgave var at udføre biskoppens forretninger i biskoppens forfald og dermed virke som biskoppens vikar. I Danmark er stiftsprovsten som regel sognepræsten ved domkirken, og i Københavns Stift var stiftsprovsteembedet således forbundet med embedet som provst for Vor Frue Provsti og sognepræst ved Vor Frue Kirke i København. I de øvrige stifter var det forbundet med sognepræsteembedet ved hovedkirken i stiftsstaden, dog ikke i Lolland-Falsters og Haderslev Stifter, hvor enhver af stiftets sognepræster kunne udnævnes til stiftsprovst. Det ved kongelig resolution af 18. april1899 oprettede embede som anden stiftsprovst i Sjællands Stift blev ophævet ved lov af 30. juni1922. I Københavns Stift fandtes der desuden et andet stiftsprovsti, som dog skulle bortfalde ved lejlighed. Sognepræsten ved Roskilde Domkirke har fra gammel tid bevaret titlen domprovst. I Norge og Finland er domkirkemenighedens sognepræst, domprovsten, samtidig kontraktsprovst i domprovstiet, mens domprovsttjenesten i Sverige ikke automatisk er forenet med kontraktsprovsttjeneste. I Sverige-Finland er domprovsten vicepræses i domkapitlet.
Særtildelinger og anden brug
Provster inden for et stift samles i Sverige regelmæssigt til provstemøder, og i Norge deltager alle landets provster som valgkorporation ved hvert bispevalg. I Sverige kan biskoppen give fortjenstfulde sognepræster titlen "provst over egen menighed", og i Finland gives denne hædersbevisning også til andre fortjente præster. Ordet provst har desuden været brugt i København om en professor med overtilsyn med Kommunitetet og Regensen, ligesom betegnelsen i bredere historisk brug har kunnet omfatte en klosterforstander eller en ledende gejstlig embedsmand ved et domkapitel.
