Denne artikel omhandler en juridisk proces. Opslagsordet har også en anden betydning, se Appel (fodslag).
En appel er den juridiske proces, hvorved en allerede truffet retsafgørelse indbringes for en højere instans med henblik på at få afgørelsen ændret, ophævet eller på anden måde prøvet. De nærmere regler og procedurer for appel varierer betydeligt mellem forskellige stater og kan også inden for samme jurisdiktion afhænge af, hvilken type sag og afgørelse der er tale om. I dansk ret sondres der terminologisk mellem anke, hvorved domme indbringes for en højere instans, og kære, der anvendes om kendelser og andre beslutninger. Kære og kæremål er gamle danske betegnelser for indbringelse af en retsafgørelse for en højere instans. Betegnelserne var efterhånden blevet fortrængt af appel og appellere, men blev senere genoptaget i moderne dansk lovsprog.
En appelinstans er en domstol, der behandler appeller af afgørelser truffet af en anden domstol. Afhængigt af de gældende regler kan en part i en retssag, som er utilfreds med sagens udfald, indbringe afgørelsen for en appelinstans. Ved appel påhviler det appellanten at godtgøre, at afgørelsen burde have fået et andet udfald, eksempelvis fordi den underordnede domstol har anvendt retten fejlagtigt, ikke har taget korrekt hensyn til sagens faktiske omstændigheder eller har begået processuelle fejl, herunder tilsidesat retssikkerhedsgarantier.
Appelinstanser kan afhængigt af retssystemet være organiseret på forskellige måder og have forskellige betegnelser. I nogle retssystemer findes særlige appeldomstole, som alene behandler appelsager, således at sager ikke kan anlægges ved dem som første instans. Andre steder, herunder i Danmark, fungerer de almindelige domstole tillige som appelinstanser, hvorfor der ikke findes særskilte appeldomstole. I retssystemer med særlige appelinstanser kan disse blandt andet betegnes som appeldomstole, overdomstole eller højesteretter.
