| Axel Steensberg | |
|---|---|
| Født | 1. juni 1906 Sinding, Danmark |
| Død | 3. marts 1999 (92 år) |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Museolog, etnolog, historiker, forfatter, arkæolog |
| Fagområde | Arkæologi, historie |
| Information med symbolet | |
Axel Steensberg (født 1. juni 1906 i Sinding, død 3. marts 1999) var en dansk historiker, der især beskæftigede sig med landbrugshistorie, materiel folkekultur og arkæologiske landsbyundersøgelser.
Steensberg voksede op i en landbrugsfamilie og arbejdede i sine unge år ved landbruget. Han tog senere faglærer- og studentereksamen og blev uddannet i historie, geografi og geologi.
I 1930'erne var han tilknyttet Nationalmuseet, hvor han arbejdede med studier af danske plovtyper og høstredskaber. Han deltog i undersøgelser af forhistoriske agre i Jylland og arbejdede som assistent under arkæologen Gudmund Hatt.
Fra 1936 blev Steensberg knyttet til Nationalmuseets afdeling for nyere tid, hvor han i 1939 blev inspektør og fra 1946 til 1959 afdelingsleder (overinspektør).
I 1943 udgav han disputatsen Ancient Harvesting Implements. A Study in Archaeology and Human Geography, baseret på studier af høstteknikker i Europa.
Efter 2. verdenskrig gennemførte han omfattende landsbyarkæologiske undersøgelser, blandt andet af nedlagte landsbyer på Sjælland og i Jylland. Blandt hans vigtigste værker er studier af Borups agre og landsbyen Store Valby.
Han var også initiativtager til en landsdækkende undersøgelse af dansk byggeskik på landet.
I 1954 blev Steensberg lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet, og fra 1959 til 1970 var han den første professor i materiel folkekultur (etnologi).
Han arbejdede også internationalt og deltog som rådgiver for UNESCO i undersøgelser af traditionelt landbrug i Papua Ny Guinea i perioden 1968–1983.
Steensberg modtog flere priser og hædersbevisninger for sit arbejde, herunder akademiske og kulturhistoriske udmærkelser. Blandt priserne er Blicherprisen, som han modtog i 1976.