Demografi er græsk og betyder "befolkningsbeskrivelse" (gr. δημογραφία, sammensat af δήμος, démos = «folk», γραφή, graphé = «(be)skrive»). Demografi eller befolkningslære er videnskaben om et givet områdes befolkningsforhold, dets størrelse, sammensætning og udvikling, samt de forhold og egenskaber, der har indflydelse på det. Især beskæftiger demografien sig med de tre forhold, der tilsammen kan ændre størrelsen af en befolkning, nemlig fødsler, dødsfald og vandringer (som igen kan opdeles i indvandring og udvandring).
Demografi adskiller sig fra slægtsforskningen, som skildrer enkeltindividers indbyrdes slægtsmæssige forbindelser, og biografien, der belyser det enkelte individs tilværelse og levevilkår.
Således blev befolkningslæren beskrevet i Salmonsens Konversationsleksikon i 1915 og begrundede derved videnskabens betydning. Selve tanken om at undersøge befolkningens forhold, størrelse og sammensætning og årsagerne hertil er imidlertid langt ældre. Allerede i middelalderen var der folk, som beskrev befolkningsforhold, og under kameralismen i 1700-tallet blev befolkningens størrelse og dens trivsel gjort til genstand for ivrige offentlige drøftelser. Udgangspunktet for disse drøftelser og overvejelser var den tanke, at en stor folkemængde var grundlaget for et lands trivsel i økonomisk henseende, og at fremgang i befolkningstal derfor var et ubetinget gode.
I Danmark var Frederik Christopher Lütken, Otto Diderik Lütken og Erich Pontoppidan talsmænd for denne opfattelse. Vanskeligheden var, at man endnu helt frem til 1769 ikke havde noget sikkert kendskab til befolkningens aktuelle størrelse. Derimod var man allerede fra 1735 begyndt at indhente oplysninger om antallet af fødte og døde fra kirkebøgerne.
I 1769 gennemførtes den første folketælling i Danmark, denne fulgtes op af en ny i 1787 og en tredje i 1801, men først fra 1834 begyndte man at foretage jævnlige folketællinger. Udfaldet af de to første folketællinger offentliggjordes på dansk blandt andet i Gregers Begtrups Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark (1803-1812), og her fandt også den første spæde bearbejdelse af oplysningerne sted, idet han ikke blot anførte indbyggertal for amterne og købstæderne, men tillige efter befolkningens erhvervsfordeling i hovedtræk, ligesom han skønnede over befolkningens udvikling frem til 1801.
Fra midten af 1800-tallet, da folketællingerne skete regelmæssigt og forholdsvis hurtigt begyndte at blive offentliggjorte, skete tillige snart en bearbejdelse, idet man satte fødsler og dødsfald i forhold til befolkningens størrelse, beregnede befolkningens fordelingstætheder efter område, vækstprocenter pr. år og så fremdeles. Dermed var skridtet i virkeligheden taget til moderne demografiske undersøgelser, men fremgangsmåderne er blevet stadig mere udviklede med tiden, og indsigten i de sammenhænge, der kan siges at gælde, tilsvarende vokset.

Demografien betjener sig af en række veldefinerede fagudtryk i beskrivelsen af befolkningsforholdene:
Man kan skelne mellem den del af befolkningslæren, der skildrer en given befolknings(gruppes) tilstand, og den del, der skildrer forandringer i befolkningsforholdene. Ofte vil befolkningsundersøgelser omfatte såvel tilstandsbeskrivelser som forandringer heri. Undersøgelser af de befolkningsmæssige forandringer kan atter inddeles i undersøgelser af afsluttede tidsrum (fx måned, år, årti, århundrede) og tidsserier eller flere efter hinanden følgende tidsrum.
En tilstandsbeskrivelse er en beskrivelse af en given befolknings størrelse og sammensætning på et givet tidspunkt. Sådanne beskrivelser omfatter først og fremmest antallet af indbyggere i et givet område, men det er ligeledes af stor betydning for forståelsen af befolkningens udvikling at kende dens sammensætning, hvorved de vigtigste kendetegn er fordelingen på køn, alder, ægtestand og familietilhørsforhold. Ved hjælp af disse kendetegn er det muligt at vurdere befolkningens mulighed for børneavl, sandsynligheden for dødsfald med mere.
Tilstandsbeskrivelsen kan tillige rumme andre træk, der kendetegner en befolkning, blandt andet dens erhvervsmæssige fordeling, trostilknytning, indkomstmæssige forhold og lignende, som alle bidrager til forståelsen af de vilkår, en given befolkning lever under.
I mange lande består befolkningen af grupper med forskellig etnisk herkomst, hvor det kan være vigtigt at kende oplysninger om disse baggrundstræk for de enkelte grupper for derved at kunne bedømme udviklingen for de enkelte befolkningsdele hver for sig. Ulighed med hensyn til etnisk herkomst kan på linje med forskellige former for social og økonomisk ulighed bidrage til at skabe modsætninger mellem forskellige befolkningsgrupper og derved undergrave sammenhængskraften i et samfund.
Ligeledes kan en given befolkning beskrives med hensyn til dens fordeling inden for det område, den omfatter. Hovedvægten lægges her på befolkningens fordeling mellem bymæssige bebyggelser og landlige områder og dermed urbaniseringsgraden (andelen af befolkningen, der i byerne). Men desuden kan det være af betydning at kende en given befolknings fordeling på mindre områder som sogne, kommuner, regioner med mere. Denne fordeling afspejler altid i nogen grad levevilkårene, idet befolkningen som hovedregel vil bosætte sig i rimelig nærhed af sin arbejdsplads. Er der forskel på den kommune, hvor en person bor, og den kommune, hvor vedkommende arbejder, tales om pendling. Pendling bruges blandt andet som udtryk for et givet steds betydning som arbejdssted for omgivelserne.
I nyere tid (fra slutningen af 1700-tallet) kendes disse oplysninger gennem folketællinger og nutidens folkeregistre. For tiden forud må oplysninger om befolkningens størrelse og sammensætning rekonstrueres ud fra samtidige kilder, blandt andet kirkebogsoplysninger om antallet af fødte og døde, viede og de oplysninger, der kan udledes om aldersfordelingen for de pågældende personer. Selvom disse oplysninger aldrig kan blive helt dækkende med hensyn til tidligere forhold, kan de betragtes som en mere eller mindre repræsentativ stikprøve, der kan sammenlignes med senere tider og derved anvendes ved bedømmelsen af forandringer i en given befolknings forhold.
Nedenfor eksempler på emner, der kan gøres til genstand for tilstandsbeskrivelser:
| Tilstandsbeskrivelser | Mængde | Relation |
|---|---|---|
| samlet antal personer | antal personer i alt | - |
| kønsfordeling | antal mænd | andel mænd |
| antal kvinder | andel kvinder | |
| aldersfordeling | antal med given alder | andel i aldersgruppe |
| erhvervsfordeling | antal med givet erhverv | andel af befolkningen med givet erhverv |
| fordeling efter ægteskabelig stilling | antal gifte | andel gifte |
| antal ugifte | andel ugifte | |
| antal forhenværende gifte (enker, enkemænd) | andel forhenværende gifte (enker, enkemænd) | |
| fødested | antal født et givet sted (by, sogn, kommune, herred, amt) | andel født et givet sted (by, sogn, kommune, herred, amt) |
| etnisk herkomst | antal født et givet sted (land, verdensdel) | andel født et givet sted (land, verdensdel) |
| tro | antal tilhørende en given trosretning | andel tilhørende en given trosretning |
| husstandsstørrelse | antal husstande af en given størrelse (antal medlemmer) | andel husstande af en given størrelse |
| urbaniseringsgrad | antal personer bosatte i købstæder/forstæder/byer/landdistrikter | andel personer fordelt efter bosætningssted |
| geografisk fordeling | antal i et givet område (by/sogn/kommune/landsdel/land) | befolkningstæthed (antal personer pr. arealenhed) |
| bolig-arbejdsstedsforhold | antal udpendlere (til et givet sted) | andel udpendlere (til et givet sted) |
| antal indpendlere (fra et givet sted) | andel indpendlere (fra et givet sted) |
Der er fire forhold, som spiller ind på en given befolknings udvikling:
Forskellen mellem fødsler og dødsfald i et givet tidsrum betegnes fødselsoverskuddet henholdsvis fødselsunderskuddet eller den naturlige tilvækst. Forskellen mellem tilflytning og fraflytning i et givet tidsrum betegnes vandringsoverskuddet henholdsvis vandringsunderskuddet.
I formel udtrykkes befolkningsudviklingen almindeligvis:
P2 = P1 + (B – D) + (Mi – Mo),
hvor P1 angiver befolkningens størrelse ved udgangstidspunktet, P2 angiver befolkningens størrelse ved sluttidspunktet, B angiver fødsler, D angiver døde, Mi angiver tilvandrede (indvandrede) og Mo fravandrede (udvandrede) i den mellemliggende tid.
Hver af disse forhold beror igen på befolkningens sammensætning, således om kvinderne er i den fødedygtige alder eller ej, men desuden deres nøjere alder, idet der er en sammenhæng også mellem fertilitet (evne og vilje til at bringe børn til verden) og kvindealder inden for den fødedygtige alder. Tilsvarende beror dødsfaldene på befolkningens alderssammensætning: i ældre tid var især omfanget af dødfødte, spædbørnsdødelighed og børnedødelighed af stor betydning.
Kendetegnende er det, at de bagved virkende forhold ændres med tiden som følge af bedre levevilkår, sundhedsvæsen og forandret livsstil. Det er derfor en betydelig del af demografiens opgave at belyse disse forandringer og deres årsager.
Nedenfor eksempler på emner for undersøgelser for afsluttede tidsrum:
| Tidsrumsundersøgelser | Mængde | Absolut relation | Relativ relation |
|---|---|---|---|
| Fødsler | antal fødte i alt i tidsrum | antal fødte pr. tidsenhed (fx år) | andel fødte i tidsrum eller pr. tidsenhed |
| Døde | antal døde i alt i tidsrum | antal døde pr. tidsenhed (fx år) | andel døde i tidsrum eller pr. tidsenhed |
| Dødfødte | antal dødfødte i alt i tidsrum | antal dødfødte pr. tidsenhed (fx år) | andel dødfødte i tidsrum eller pr. tidsenhed |
| Fødselsoverskud/-underskud | antal fødte flere/færre i tidsrum | fødselsoverskud/-underskud pr. tidsenhed (fx år) | - |
| Tilflyttere | antal tilflyttede i alt i tidsrum | antal tilflyttere pr. tidsenhed (fx år) | - |
| Fraflyttere | antal fraflyttere i alt i tidsrum | antal fraflyttere pr. tidsenhed (fx år) | - |
| Flyttebalance | antal til-/fraflyttede i tidsrum | antal til-/fraflyttere pr. tidsenhed (fx år) | - |
Tidsserier kan undersøge alle de ovennævnte forhold over kortere eller længere tidsrum, hvorved der kan fremkomme tidsbestemte forandringer. Mest kendt er den demografiske transition, hvor først dødeligheden og siden fødselshyppigheden faldt fra et forholdsvis højt niveau til et langt lavere niveau (set i forhold til befolkningens størrelse). Et andet velkendt eksempel på forandring over tid er skiftet fra altovervejende fødevarefremskaffende næringsveje (landbrug, fiskeri) til et næringsliv med overvejende fremstilling- og forarbejdningsnæringer (håndværk, industri, byggeri og anlæg) og siden til serviceerhverv (tjenester som administration, samfærdsel, handel med mere). Et tredje eksempel er urbaniseringsprocessen, hvor en stigende andel af befolkningen er bosat i bymæssige bebyggelser. Et fjerde eksempel er den udadgående bølge for storbyers befolkningstyngdepunkt. Alle disse skift er i Danmark sket i tiden fra landboreformerne til indgangen til det 21. århundrede.
Endelig kan demografien inddeles i beskrivende og forklarende eller analyserende undersøgelser. Også her gælder det, at de beskrivende led ofte tjener som grundlag for analyserne. Som eksempler på emner for sådanne undersøgelser kan nævnes fx fertilitet (antal fødte i forhold til kvinder i fødedygtig alder), kvinders alder ved barnefødsler for første, andet, etc. barn, køns- og aldersfordelingen for døde/tilflyttere/fraflyttere.
Demografien beskæftiger sig med alle spørgsmål, der vedrører befolkningsforhold, herunder de følgende fem:
Den demografiske udvikling har overordentlig stor betydning for såvel samfundsøkonomien som samfundsudviklingen i det hele taget. Et eksempel er det såkaldte babyboom i mange vestlige lande, heriblandt Danmark, hvor der blev født usædvanlig store årgange af børn i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig. Disse årgange har i takt med deres opvækst og aldring medført en række forandringer og nødvendige tilpasninger i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet, i sundhedsvæsenet og for de offentlige finanser. Et andet eksempel er den stigende middellevetid, der forårsager, at folks liv bliver længere. Det har konsekvenser for den finanspolitiske holdbarhed og bl.a. som følge heraf kan yngre generationer forvente at tilbringe flere år på arbejdsmarkedet end deres forældre.
Grundlaget for befolkningsundersøgelser er mangfoldigt og vil bero på den enkelte undersøgelses formål. Man kan dog i hovedsagen skelne mellem ubearbejdede og bearbejdede kilder (de sidstnævnte udgør i sig selv demografiske undersøgelser, selvom de kun har til formål at sammenfatte et oplysningsmateriale i en mere overskuelig form). Til de ubearbejdede kilder kan henregnes: