Eksorcisme

Peter af Verona uddriver en dæmon fra en besat kvinde. Maleri af Antonio Vivarini, ca. 1440–1455.

Eksorcisme (græsk: ἐξορκισμός, exorkismos, "besværgelse"), også kaldet djævlebesværgelse, djævleuddrivelse eller dæmonuddrivelse, er en religiøs eller rituel handling, hvorved dæmoner, onde ånder eller andre onde magter søges uddrevet eller afværget fra personer, steder eller genstande, som antages at være besat, hjemsøgt eller på anden måde under deres indflydelse. Eksorcisme kan udføres ved blandt andet bøn, besværgelsesformler og andre rituelle handlinger og kan ledsages af blandt andet korstegning, håndspålæggelse, åndepust, vievand, olie, ikoner, amuletter og andre religiøse symboler. Den person, der udfører eksorcismen, betegnes som en eksorcist og er ofte en præst eller en person, som tillægges særlige religiøse beføjelser eller færdigheder.

Forestillinger om ånder eller dæmoner som årsag til sygdom, lidelse eller ulykke og om deres uddrivelse gennem religiøse eller magiske midler kendes fra talrige religioner og historiske kulturer, herunder den assyrisk-babyloniske og jødiske tradition, og forskellige former for eksorcisme forekommer blandt andet i kristendommen og islam. I Det Nye Testamente fremstilles uddrivelsen af onde ånder som en væsentlig del af Jesus' virksomhed, og han tillægger også apostlene og disciplene myndighed til at uddrive dæmoner. I den tidlige kristne kirke blev denne evne først opfattet som en nådegave, der kunne udøves af både gejstlige og lægfolk, men fra omkring midten af det 3. århundrede udvikledes et særskilt kirkeligt eksorcistembede, som blev en af de lavere kirkelige ordener. Eksorcisme blev samtidig knyttet til dåben som et ritual til udfrielse fra djævelens magt og udviklede sig i middelalderen til et omfattende ceremoniel med blandt andet besværgelser, åndepust og korstegn. I den katolske tradition blev ritualet senere reguleret og forkortet gennem Rituale Romanum fra 1614, mens eksorcisme også blev anvendt over for personer, steder og genstande, der blev anset for udsat for dæmonisk påvirkning.

Ved reformationen afskaffede de reformerte kirker dåbseksorcismen, mens Martin Luther bevarede den, og den blev optaget i de lutherske kirkeordninger. Dens betydning blev imidlertid efterhånden omstridt, og under oplysningstiden og rationalismen blev den i vid udstrækning afskaffet i de lutherske kirker. I Danmark-Norge forsvandt den i 1783, i Sverige i 1811 og i Finland i 1886. I den danske folkekirkelige dåbstradition er forsagelsen af djævelen dog fortsat bevaret, men eksorcisme som selvstændigt dåbsritual er bortfaldet.

Etymologi

Ordet er afledt af græsk exorkizein, "besværge" eller "tage i ed", sammensat med horkos, "ed". Selve ordet eksorcisme forekommer ikke i Bibelen, men det græske verbum exorkizo anvendes i Septuaginta og i Det Nye Testamente i betydningen at tage eller besværge nogen ved en ed. Substantivet exorkistes, "eksorcist", forekommer i Apostlenes Gerninger 19,13. Eksorcismens grundbetydning er således uddrivelse gennem en autoritativ besværgelse, i kristen brug navnlig i Guds eller Kristi navn.

Begreb og religionshistorisk baggrund

Besværgelsesskål med aramæisk indskrift fra Nippur i Mesopotamien, 6.–7. århundrede. Sådanne skåle blev anvendt som beskyttelse mod dæmoniske eller onde kræfter.

Forestillingen om, at mennesker kan rammes af eller besættes af onde ånder, og at disse kan uddrives ved bestemte personer, ord eller handlinger, forekommer i talrige ældre religioner. Besværgelser kendes fra den assyrisk-babyloniske religion og videre gennem senere religiøse traditioner. De kunne ledsages af materielle midler såsom ild, vand, spyt, åndepust, håndspålæggelse og olie, men det afgørende middel var ofte selve besværgelsesformularen, hvor dæmonen blev befalet at forsvinde, undertiden ved påkaldelse af navnet på en stærkere guddom.

I religionsformer, hvor sygdom og psykiske forstyrrelser blev forklaret som resultat af åndelig eller dæmonisk påvirkning, fik dæmonuddrivelse tilsvarende en vigtig plads i helbredelseskunsten. Sygdom og synd kunne dermed sættes i nær forbindelse, og selv sygdomme, der ikke blev opfattet som egentlig besættelse, kunne behandles som kræfter, der kunne befales til at forlade den syge. Denne sammenblanding af åndelige og materielle helbredelsesmidler fortsatte gennem århundreder og blev bevaret i rester i folkelige "husråd" og hos såkaldte "kloge mænd".

I oldtidens Egypten blev visse sygdomme og andre ulykker tilskrevet dæmoniske kræfter, og magiske formularer og besværgelser blev anvendt til at fordrive dem. De døde blev ligeledes udstyret med magiske midler med henblik på deres rejse til underverdenen. En fortælling beskriver, hvordan en dæmon, som havde taget bolig i datteren af fyrsten af Bekhten, ikke kunne uddrives ved menneskelig hjælp, hvorfor guden Khonsu måtte sendes fra Theben. Dæmonen trak sig tilbage, da den stod over for guden, og fik ifølge fortællingen lov til at deltage i et stort måltid, før den drog bort.

I Babylonien var magi nært forbundet med lægekunsten, og visse sygdomme blev forklaret som dæmonisk besættelse. Eksorcisme blev derfor betragtet som en central eller undertiden den eneste behandling. Besværgelserne påkaldte en gud, gudinde eller gruppe af guddomme for at fordrive den onde ånd og afhjælpe dens skade. Bevarede formularer henvender sig blandt andet til "himlens ånd" og "jordens ånd" med krav om at besværge den dæmon, der havde grebet et menneske.

Eksorcisme er blevet karakteriseret som et særligt fremtrædende træk ved religionsformer, hvor ånder og dæmoner antages at kunne "besætte" mennesker og fremkalde sygdom, lidelse og ulykke. Helbredelsen bestod her i at uddrive dæmonen ved magiske formler, renselser eller påkaldelse af en guddom, der tillagdes magt over den.

Jødedom og Det Nye Testamente

Jesu uddrivelse af dæmonerne fra den gerasenske besatte, fremstillet i en mosaik fra begyndelsen af det 6. århundrede i Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna.
illustrationen fra et illumineret manuskript fra middelalderen viser Jesus som helbreder «den besatte mand fra Gravene i Gerasener-land» (Lukasevangeliet 8, 26-39).

Forestillinger om dæmonisk besættelse og dæmonuddrivelse fandtes også i jødedommen. I Det Gamle Testamente findes ingen eksempler på, at mennesker uddriver dæmoner. I Tobits Bog 8,3 er det en engel, der tager djævelen og binder ham i ørkenen i Øvre Egypten.

I senere jødisk litteratur forekommer der derimod besværgelsesformularer mod dæmoner. Sådanne formularer findes blandt andet i Talmud og kunne indskrives på indersiden af lerskåle. En samling, der blev dateret til omkring det 7. århundrede, findes i Altes Museum i Berlin. Et karakteristisk træk ved jødiske besværgelser var anvendelsen af navne, der ansås for virksomme, navnlig navne på gode engle, alene eller i forbindelse med El, "Gud". Det blev anset for vigtigt at benytte det rette navn på det rette tidspunkt og ved den rette lejlighed.

Apostlenes Gerninger 19,13 fortæller således om jødiske eksorcister, der forsøgte at anvende Jesu navn i deres besværgelser efter at have set Paulus' virksomhed. Den jødiske historieskriver Josefus gengiver desuden en forestilling om, at Salomon havde modtaget magten til at uddrive dæmoner og havde overleveret virksomme besværgelsesformularer. Josefus fortæller om en mand ved navn Eleazar, der i nærværelse af kejser Vespasian og hans officerer skulle have uddrevet en dæmon ved at holde en magisk ring, som indeholdt en sjælden rod, ved den besattes næse og derved trække dæmonen ud gennem næseborene.

Dæmonuddrivelse omtales gentagne gange i evangelierne som en del af Jesus' helbredelsesvirksomhed. Ifølge den bibelske fremstilling uddrev Jesus onde ånder med direkte myndighed og henviste til sin magt over dæmonerne som et tegn på messiansk myndighed. Han afviste beskyldningen om, at han uddrev dæmoner ved Beelzebubs magt, og hævdede i stedet at handle ved Guds ånd eller "Guds finger".

Evangelierne beskriver blandt andet, hvordan Jesus direkte befaler dæmoner at forlade mennesker, og sammenfatter hans virksomhed med, at han "udrev ånderne med sit ord" og helbredte de syge. I enkelte tilfælde, som ved den kana'anæiske kvindes datter, fremstilles uddrivelsen som foretaget på afstand. Uddrevne ånder beskrives undertiden som erkendende Jesus som "Guds Hellige" og som klagende over, at han var kommet for at pine dem "før tiden". Evangelierne skelner samtidig mellem dæmonuddrivelse og helbredelse af sygdomme; i Luk. 13,32 nævnes de to handlinger særskilt.

Jesus tillægger ifølge evangelierne også apostlene og disciplene myndighed til at uddrive dæmoner i hans navn og lover en tilsvarende evne til troende. Apostlenes virksomhed fremstilles dog ikke som ubetinget virksom. Bestemte onde ånder kunne ifølge evangelierne kun uddrives gennem bøn og faste. Paulus beskrives ligeledes som udøvende dæmonuddrivelse i Apostlenes Gerninger. I den ældste kristne tid synes eksorcismer at have været almindelige og blev udført i Jesu navn.

Eksorcisme i kristendommen

Afsnittet De exorcizandis obsessis a daemonio ("Om eksorcisme af dæmonbesatte") i en udgave af det katolske Rituale Romanum.

I den tidligste kirke blev evnen til at uddrive onde ånder først opfattet som en nådegave snarere end som et egentligt kirkeligt embede. Tertullian og Origenes omtales som vidner om forestillingen, at kristne ved bøn kunne uddrive onde ånder. De personer, der særligt udøvede denne gave, blev kaldt eksorcister, men havde oprindeligt ikke et fast embede.

Med kirkens gradvise institutionalisering i det 2. og 3. århundrede blev eksorcistfunktionen formaliseret. Omkring midten af det 3. århundrede oprettedes et særligt kirkeligt eksorcistembede, og eksorcisterne kom til at udgøre en af de fire lavere kirkelige grader, ordines minores sive inferiores, der gik forud for præstevielsen. Embedet er fortsat eksisterede i den katolske kirke sammen med et udførligt ritual for eksorcisme af besatte.

I de første kristne århundreder blev eksorcisme dog ifølge den katolske tradition ikke begrænset til gejstlige. Tidlige apologeter som Justin Martyr, Minucius Felix, Origenes og Tertullian hævdede, at også lægkristne kunne udfri besatte ved Kristi magt. Den almindelige form bestod i en autoritativ besværgelse rettet til dæmonen i Guds og navnlig den korsfæstede Kristi navn. Hertil kunne føjes symbolske handlinger som åndepust, håndspålæggelse og korstegn. Justin omtaler dæmoner, der flygter for kristnes berøring og åndepust. Origenes nævner håndspålæggelse, mens blandt andre Ambrosius af Milano og Efraim Syreren forbindes med samme praksis. Flere kirkefædre tillagde desuden korstegnet særlig magt over dæmonisk påvirkning og anbefalede, at selve besværgelsen og bønnerne blev formuleret med ord fra Bibelen.

Eksorcisme kunne rette sig mod syge og mennesker, der blev anset for besatte, men i katolsk tradition også mod steder og genstande, der blev opfattet som udsat for dæmonisk påvirkning. I den katolske forståelse, som den blev beskrevet i begyndelsen af det 20. århundrede, kunne dæmoner som faldne engle handle på den materielle verden inden for de grænser, Gud tillod. Eksorcisme af steder eller ting blev derfor forstået som en bøn til Gud om at begrænse denne magt.

Blandt de genstande, som traditionelt kunne eksorceres i forbindelse med velsignelser, var vand, salt og olie. Disse kunne derefter benyttes ved personlige eksorcismer og ved velsignelse eller indvielse af blandt andet kirker, altre, hellige kar og kirkeklokker. Vievand blev i den beskrevne tradition fremstillet af eksorceret vand og eksorceret salt og betragtet som et sakramentalie, hvis velsignelsesbøn bad Gud beskytte de troende mod djævelens angreb.

En eksorcist kan anvende bønner, faste formler og besværgelser samt kors, religiøse symboler, ikoner, amuletter og vievand og påberåber sig normalt en overnaturlig magt, der antages at kunne uddrive den onde ånd. I den katolske kirke beskrives den højtidelige eksorcisme som knyttet til en biskop eller en præst, der er udpeget af biskoppen. En dansk avisreportage fra 2014 omtalte én kristen eksorcist i Danmark og anførte samtidig, at præster uden biskoppens autorisation kunne udføre eksorcisme.

Dåbseksorcisme

Eksorcistisk ritual forud for en dåb. Eksorcisme har historisk indgået som forberedelse til dåben i flere kristne traditioner.

Da den hedenske verden i oldkirkelig kristen forestilling blev opfattet som behersket af dæmoniske magter, blev eksorcisme tidligt knyttet til optagelsen af hedninger i kirken gennem dåb. Den første sikre dokumentation for en egentlig dåbseksorcisme stammer fra den nordafrikanske kirke i det 3. århundrede. Før dåben befalede den døbende djævelen at forlade den person, der skulle døbes. Eksorcismen fandt almindeligvis sted på tredje søndag i fasten, når selve dåben skulle finde sted ved påske. Valget af evangelietekster om Kristi sejr over djævelen til de første tre fastesøndage blev betragtet som en reminiscens heraf.

Den tidligste form bestod hovedsageligt i en højtidelig afsværgelse af det hedenske, abrenuntiatio diaboli, men senere føjedes en egentlig besværgelse af djævelen til. Fra hedningedåben blev ritualet efterhånden overført til barnedåben. Fra det 4. århundrede forekom det, at eksorcisten eller præsten først pustede på barnet for at uddrive den onde ånd, exsufflatio, og derefter symbolsk indåndede Helligånden, insufflatio. Denne praksis blev almindelig fra det 5. århundrede, efter at læren om arvesynden og djævelens herredømme over de udøbte havde fået en fast plads i kirkens lære.

I 1952 beskrev biskop Niels Munk Plum udviklingen således, at urkristendommen kunne betragte det uigenfødte menneske som en "dæmonernes bolig", men at der en tid var usikkerhed om, hvorvidt selve dåbsvandet uddrev dæmonerne. Fra midten af det 3. århundrede findes sikre vidnesbyrd om, at baptizanden blev eksorceret før neddykningen. Eksorcismen skulle ikke nødvendigvis forstås som udfrielse fra egentlig besættelse, men som udfrielse fra mørkets eller Satans magt. Den blev derfor anvendt både ved voksendåb og barnedåb.

I middelalderen udviklede dåbseksorcismen sig til et omfattende ceremoniel. Præsten pustede den, der skulle døbes, i ansigtet og befalede den urene ånd at fare ud og give plads for Helligånden. Derefter kunne baptizanden modtage "visdommens salt", og der fulgte en tredelt eksorcisme, hvor djævelen gentagne gange blev befalet at vige fra Guds tjener. Rituale Romanum fra 1614 indskrænkede og forkortede dette ceremoniel.

Den katolske teologiske begrundelse for dåbseksorcismen var, at katekumener som følge af arvesynden og, for voksne, personlige synder stod under djævelens magt, uden at de derfor blev betragtet som egentlig dæmonbesatte. Eksorcismen blev opfattet som en symbolsk foregribelse af dåbens udfriende virkning. Augustin henviste til praksissen i sin argumentation mod pelagianismen som et vidnesbyrd om læren om arvesynden.

Kyrillos af Jerusalem beskriver en østlig dåbseksorcisme, hvor salvning med eksorceret olie indgik. Det eneste tidlige vestlige vidnesbyrd, der omtaler en sådan salvning som en del af dåbseksorcismen, er de arabiske Hippolyt-kanoner. Exsufflatio, udåndingen, kunne symbolisere forsagelsen af djævelens gerninger og pragt, mens insufflatio, indåndingen af Helligånden ved præsten og de assisterende, symboliserede indgydelsen af den helliggørende nåde.

I den græsk-ortodokse kirke beskrives en form for eksorcisme rettet mod selve dåbsvandet: præsten gør tre korstegn henholdsvis på vandets overflade, i midten og mod bunden for at fordrive de dæmoniske magter og blæser derefter på vandet som symbol på Helligåndens indgydelse.

Reformationen og de lutherske kirker

Den hellige Francisco de Borja udfører en djæveluddrivelse. (Maleri af Francisco Goyas (1746-1828)

Ved reformationen blev dåbseksorcismen et stridspunkt mellem de protestantiske retninger. De schweiziske og andre reformerte reformatorer forkastede eksorcismen, mens Martin Luther bevarede den, selv om han ikke betragtede den som uundværlig. Eksorcismen blev dermed optaget i de lutherske kirkeordninger og blev i længere tid betragtet som et vigtigt kendetegn på luthersk lære i modsætning til calvinismen.

Luther medtog eksorcismen i Taufbüchlein fra 1523 og igen i en forkortet form i udgaven fra 1526, hvorefter dåbsritualet blev trykt sammen med katekismen. Dåben indledtes her med ordene "Far ud, du urene ånd, og giv den Helligånd rum". Af den katolske kirkes øvrige ceremonier bevaredes hovedsageligt korstegnet. Umiddelbart før evangeliet om Jesus og børnene i Mark. 10,13-16 fulgte en yderligere besværgelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, hvor den urene ånd blev befalet at forlade den person, der skulle døbes.

Omkring 1600 opstod en omfattende strid mellem protestantiske teologer om eksorcismen. Striden førte ikke til nogen almindelig gensidig fordømmelse, men mange lutheranere betragtede eksorcismen som et værn mod kryptokalvinisme. De fremtrædende lutherske dogmatikere understregede samtidig, at eksorcismen ikke hørte til dåbens egentlige "substans" og principielt kunne udelades, eftersom den kun var bevaret som en påmindelse om arvesynden og menneskets underkastelse under djævelens magt før dåben.

Allerede fra begyndelsen af det 17. århundrede blev den dog enkelte steder og under særlige omstændigheder, blandt andet ved højtståendes dåb, udeladt uden større vanskeligheder. Philipp Spener ønskede den afskaffet, fordi dens betydning efter hans opfattelse var uklar, men anbefalede forsigtighed og mente, at menighederne hellere burde undervises om dens betydning end bringes i uro ved en pludselig afskaffelse. I det 18. århundrede karakteriserede J. Baumgarten eksorcismen som "en vilkårlig handling ... uden guddommelig befaling". Under indflydelse af oplysningstiden og rationalismen mistede ritualet efterhånden sin stilling og blev omkring slutningen af det 18. århundrede afskaffet i størstedelen af de lutherske kirker.

I Danmark-Norge blev eksorcismen afskaffet i 1783. I Sverige havde Olaus Petri bevaret eksorcismen, og den indgik ligeledes i kirkehåndbogen fra 1614. I løbet af det 17. århundrede opstod en vis frihed til at udelade eksorcismen i forbindelse med striden om korstegnet, men håndbogen fra 1693 foreskrev igen dens ubetingede anvendelse. Den blev endeligt afskaffet med kirkehåndbogen af 1811. I Finland blev den afskaffet i 1886, samtidig med at forsagelsesspørgsmålene blev omformet. I den preussiske unionsagenda fra 1830 blev en rest af ritualet bevaret, men denne blev fjernet i agendaen fra 1895.

Eksorcismen og forsagelsen af djævelen, abrenuntiatio, er ofte blevet betragtet som dele af samme rituelle kompleks, men de kan skelnes principielt fra hinanden: forsagelsen forudsætter en aktiv handling fra den, der døbes, mens eksorcismen fremstiller baptizanden som passiv. Eksorcismen kan i denne forstand opfattes som en forudsætning for, at den døbte efterfølgende kan forsage djævelen. Korstegnet før dåben er blevet fortolket som en mulig sidste rest af eksorcismen og som tegn på, at den døbte tilhører Kristus og ikke står under djævelens magt.

I den danske folkekirkelige tradition er forsagelsen fortsat knyttet til dåben og den apostolske trosbekendelse med ordene "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen". Elementer heraf indgår ligeledes i det danske dåbsritual.

Se også

Referencer

  1. 1 2 Toner 1913
  2. 1 2 3 Plum 1952, s. 721–723
  3. 1 2 Holmquist 1907, s. 1162–1163
  4. ↑ "Den apostolske trosbekendelse" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 6. september 2013. Hentet 2. august 2013.
  5. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 Toner 1913
  6. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Plum 1952, s. 721–723
  7. 1 2 3 4 Briem 1938, s. 1128–1129
  8. 1 2 3 4 5 6 Lehmann 1917, s. 829
  9. 1 2 3 4 5 6 7 8 Holmquist 1907, s. 1162–1163
  10. ↑ Strelitz, Paula; Japsen, Gottlieb; Rode, Mikal, red. (1949). "Djævlebesværgelse". Den nye Salmonsen. Under medvirken af Erik Lund (4. udgave udgave). København: J. H. Schultz Forlag. s. 978.
  11. ↑ Jens Rebensdorff (9. juli 2014). "Eksorcisten". b.dk, Berlingske. Arkiveret fra originalen 22. juli 2014. Hentet 12. juli 2014.
  12. ↑ "Den apostolske trosbekendelse" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 6. september 2013. Hentet 2. august 2013.
  13. ↑ Barnedåb Arkiveret 14. juli 2010 hos Wayback Machine Autoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992

Litteratur

Eksterne henvisninger

Spire
Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.