
Jihad (arabisk: جهاد ǧihād) er et islamisk begreb, der betegner religiøs stræben eller kamp og kan spænde fra en indadvendt åndelig kamp for at opnå den rette tro til politisk eller militær kamp for at fremme islam og islams interesser. Ordet kommer af den arabiske rod ǧ-h-d, der bl.a. gengiver betydningen "at stræbe" eller "at anstrenge sig", og den mere fuldstændige formulering jihād fī sabīl Allāh betyder "stræben for Guds sag". Jihad oversættes på dansk ofte som "hellig krig", men denne gengivelse er misvisende, selv om begrebet i visse sammenhænge kan have denne betydning.
Jihad inddeles i den større og den mindre jihad. Den større jihad er menneskets indre kamp mod ondskab og fristelser, mens den mindre jihad betegner forsvaret af islam eller af et muslimsk land eller samfund mod aggression. Jihad behøver ikke at være militær, men kan også føres med pennen eller tungen. Hvis den indebærer væbnet konflikt, er den strengt reguleret og kan kun være defensiv. Ifølge en udtalelse af Muhammed må gengældelse for påførte skader ikke rettes mod ikke-krigsførende i deres hjem; kvinder, spædbørn og syge skal skånes, og huse tilhørende personer, der ikke yder modstand, må ikke ødelægges. Det samme gælder deres livsgrundlag, herunder frugttræer og palmer. Jihad må heller ikke iværksættes med det formål at omvende andre, idet Koranen 2:256 fastslår, at der ikke kan være tvang i religionen. Tilsidesættelse af disse regler betragtes som en forseelse, som den pågældende skal stå til ansvar for på Dommens Dag (yawm al-dīn).
De militante aspekter af jihad og deres religiøse legitimitet er fortsat genstand for debat blandt muslimer. Mange muslimer anser jihad for at være et af de aspekter af deres religion, der oftest misforstås af ikke-muslimer. Den religiøse legitimitet bag forskellige islamistiske bevægelsers anvendelse af terminologien omkring jihad er ofte blevet kritiseret af moderate og liberale muslimer. En person, der deltager i en militant eller ikke-militant form for jihad, betegnes mujāhid og omtales også som "mujahedin", med betydningen "en, der kæmper". Betegnelsen anvendes i dag oftest om deltagere i militant jihad, men kan også omfatte en person, der udøver jihad ved at anstrenge sig for at memorere Koranens tekster.
Jihad er et kompliceret islamisk begreb. Oversat fra arabisk betyder jihad "at kæmpe" eller "at stræbe" efter noget. Den kamp eller anstrengelse, som begrebet refererer til, er en kamp mod alt det, der ud fra islams principper anses for at være dårligt eller skadeligt, for derigennem at fremme alt det, der anses for at være godt. Det er en kamp, der ifølge muslimsk opfattelse omfatter alle dimensioner af de menneskelige handlinger og tanker, og som rækker ud over vores umiddelbare fysiske univers.
Ifølge traditionel muslimsk opfattelse findes der fem forskellige slags Jihad fi Sabilillah (Jihad for Allah): Hjertets/sjælens jihad (Jihad bin Nafs/Qalb) , ordets jihad (Jihad bil Lisan), pennens jihad (Jihad bil Qalam/Ilm), håndens jihad (Jihad bil Yad), og sværdets jihad (Jihad bis saif) "Hjertets/sjælens jihad" er en indre kamp for det for at fremme det gode i ens bevidsthed. Ordets jihad er den kamp der føres gennem skrevne og talte ord, og kan for eksempel være dawah (missionsarbejde), khutbahs (prædikener), eller politisk eller militær propaganda. Pennens jihad er kampen for det gode, igennem studier af islam, ijtihad eller eksempelvis en indsats inden for videnskabens verden (fx militær- eller lægevidenskab). Håndens jihad refererer til den kamp, der føres ved brug af ens økonomiske midler og arbejdsindsats. Eksempler på denne form for jihad er at tage på pilgrimsfærd til Mekka (anset for at være den bedste form for jihad for kvinder), at tage sig af sine gamle forældre, at donere penge til islamiske formål, at udføre politiske aktiviteter for at fremme islam (se også Islam som en politisk bevægelse eller spionage. Jihad med sværdet Qital fi Sabilillah betyder væbnet kamp for Allah eller hellig krig.
Historikeren, sociologen og orientalisten Maxime Rodinson opsummerede begrebet: "Jihad er en propagandistisk anordning som, når det er nødvendigt, benytter sig af væbnet kamp" (Maxime Rodinson. Muhammad. Random House, Inc., New York, 2002. p. 351). Ud over at være en propagandistisk anordning og en væbnet kamp, også er det et forsøg på at fremme politisk islam med andre midler. Jihad kan derudover også antage apolitiske og spirituelle former som Hajj eller at tage sig af sine gamle forældre.
Nogle muslimer mener, at de ikke voldelige former for Jihad udgør en "større jihad" (al-jihād al-akbar), og at den voldelige form for jihad udgør en "mindre jihad" (al-jihād al-asghar). Denne opfattelse har sit udgangspunkt i en hadith, fra al-Bukharis hadithsamling. Imidlertid kritiserede Bukhari denne hadiths troværdighed og mente, den havde en "svag" isnad. Bukhari var af den opfattelse, at den formentlig var blevet fabrikeret af muslimer, der var mindre villige til at risikere deres liv i kamp. På grund af den noget tvivlsomme troværdighed, vælger mange muslimer at afvise denne hadith som falsk. Den tidlige islamiske lærde og det åndelige grundlag for salafismen, Ibn Taymiyya, formulerede en kritik af begreberne "større" og "mindre" jihad og gik endog så langt som til at sige at "jihad mod de vantro er den mest ædle handling et menneske kan udføre, og det er derudover også den vigtigste handling, som et menneske kan udføre for menneskeheden". Sufier er derimod kendt som en gruppe, der særligt støtter indholdet og troværdigheden af denne hadith.
Shiamuslimer anser denne tradition (om lille og store jihad) som sand. Eftersom de ikke anser sahih bukhari som en sand traditionssamling, spiller det ikke den store rolle om bukhari anser traditionen som sand eller ej. Her tager shia muslimer udgangspunkt i andre samlinger, når de skal undersøge om en hadith er troværdig.
Denne bliver også anvendt hyppigt, for at klargøre over for ikke-muslimer, at jihad ikke kun er hellige krig.
Ordet "jihad" bliver ofte anvendt synonymt med "hellig krig". Det er som tidligere nævnt ikke korrekt, men der kan samtidig argumenteres for, at det er det militante aspekt af jihad, der er det væsentligste.
De traditionelle islamiske doktriner inddeler verden i to dele: Dar al-Islam (islams hus), og Dar al-Harb (krigens hus). Førstnævnte er de muslimske områder, der bliver regeret efter islams love, og sidstnævnte til ikke-muslimske områder. Militant jihad er opdelt i to adskilte former: defensiv Jihad, hvis formål er at forsvare Dar al-Islam, og offensiv jihad, hvis formål er en militær erobring af Dar al-Harb i tilfælde af islamisk undertrykkelse, (deraf navnet, "krigens hus.")
Shiisme kan opdele jihad i to kategorier: