Reinkarnation

Illustration af reinkarnation.

Reinkarnation - også kaldt sjælevandring - er et begreb inden for en række religioner. Begrebet betegner troen på, at et menneskes sjæl ved det fysiske legemes død forlader legemet, lever i en ikke-fysisk (åndelig) verden i en periode, og derefter genfødes (reinkarneres) i et nyt legeme (et foster). Denne proces gentager sig mange gange, ifølge troen på reinkarnation.

Troen på reinkarnation er stigende i den vestlige verden. I en undersøgelse foretaget af Pew Forum i 2009 udtrykte 22% af amerikanske kristne en tro på reinkarnation. Et voksende antal danskere accepterer reinkarnation.. Ifølge Den Danske Værdiundersøgelse fra 2017 tror 24 procent af danskerne på reinkarnation, mens 39 procent i almindelighed tror på et liv efter døden.

Ordet "reinkarnation" stammer fra latin, og det betyder bogstaveligt "at træde ind i kødet igen" ("re in carne": "igen i kødet"). "Reinkarnation" refererer til troen på, at en del af ethvert menneske fortsætter med at eksistere efter døden. Denne del er "sjælen" eller "bevidstheden", og det er denne del af mennesket, der "træder ind i kødet igen" i forbindelse med, at et menneske bliver født. Der sker en ny inkarnation af sjælen.

Reinkarnationstro varierer fra kultur til kultur. Der findes eksempler på en tro på, at udviklingen gennem de mange inkarnationer omfatter et dyrestadium: De enkelte sjæle har gennemgået en række inkarnationer som dyr, inden de er nået frem til menneskestadiet. I tidligere tider fandtes der eksempler på troen på, at et menneske i en ny inkarnation kan blive til et dyr eller en plante. Moderne tilhængere af reinkarnationstanken afviser dog denne mulighed. Et menneske kan ikke reinkarnere som et dyr.

Reinkarnationslæren

I de tidligste tekster, der handler om reinkarnation (i Indien og Grækenland), findes der ikke en detaljeret lære om reinkarnation. En sådan kommer først i tekster fra 1800-tallet og især i tekster fra 1900-tallet. I det følgende skal der redegøres for hovedpunkterne i reinkarnationslæren.

Reinkarnationsprocessen

Læren om reinkarnation forudsætter, at mennesket består af to dele: en åndelig del og en fysisk del (sjæl og legeme). I forbindelse med døden forlader sjælen legemet. Legemet går langsomt i opløsning, mens sjælen lever videre i en åndelig verden. På et tidspunkt vender sjælen tilbage til den fysiske verden, idet den bliver reinkarneret, dvs. går ind i et nyt menneskelegeme (et foster). Når det nye menneskelegeme (normalt efter ca. 80 år) dør, forlader sjælen atter legemet og lever videre i den åndelige verden, indtil den bliver inkarneret i et nyt legeme.

Hele denne proces gentager sig mange gange, indtil sjælen er blevet etisk renset og fuldkommengjort, så den ikke mere behøver at blive inkarneret i den fysiske verden. Det er kun de ufuldkomne sjæle, der bliver inkarneret. Befrielsen fra de gentagne inkarnationer beskrives ofte som en frelse.

Tidsrummet i den åndelige verden mellem to inkarnationer kan variere fra nogle få timer til flere hundrede år (afhængigt af, hvilken fremstilling af reinkarnationsprocessen der er tale om). En sjæl, hvis sidste inkarnation har varet få år, vil som regel få en kort periode i den åndelige verden. Tilsvarende vil perioden som regel være meget længere, hvis der er tale om et gammelt menneske, der er død mæt af dage. Den gamle har brug for en længere hvile- og fordøjelsesperiode på det åndelige plan.

I perioden i den åndelige verden skal sjælen vænne sig til, at denne verden fungerer på en anden måde end den fysiske verden. Den åndelige verden er en verden uden for rum og tid, og kommunikation foregår ikke med ord. Det er en tankens verden. Det er en verden af vibrationer. Her er man fri for den fysiske verdens begrænsninger. Her hersker kærlighed og ubekymrethed, og her kan man opleve en ubeskrivelig lykke.

Man kan give og modtage kærlighed frit, og man kan udfolde sine medmenneskelige, kunstneriske og intellektuelle evner. Alle sjæle er inddelt efter vibrationer og interesser. Det er således kun den enkelte sjæls evner, der sætter grænsen for dens udfoldelsesmuligheder.

Livet i den åndelige verden er som en ferie fra jordelivets arbejde og lidelser. I den åndelige verden kan sjælen nyde frugterne af, hvad den har lært i sin netop overståede inkarnation, og den kan samle kræfter til sin næste inkarnation. Samtidig kan sjælen fordøje, hvad den har lært og oplevet i den netop overståede inkarnation.

På et tidspunkt skal sjælen ned til et nyt liv (reinkarnere). En grund til, at sjælen reinkarnerer, er, at den nu ønsker at få nogle anderledes oplevelser end oplevelserne i den åndelige verden. Her er der ikke nogen modstand, for her indretter oplevelserne sig efter sjælens tanker og ønsker. Men nu ønsker sjælen at opleve en kontrast til dette liv, der er begyndt at kede den lidt. Den ønsker at opleve modstand, frustrationer og lidelser. Alt det kan den få i den fysiske verden.

Sjælen ønsker at fremme sin åndelige udvikling, og det kan kun for alvor ske i den fysiske verden. Kun i den fysiske verden kan sjælen opleve den modstand og lidelse, som udvikler og forædler den. Kun her kan den udvikle den empati og forståelse, som er nødvendig for at udvikle kærlighedsevnen. Hovedformålet med at leve de mange liv er at lære at elske.

Sjælen planlægger sin nye inkarnation i samråd med åndelige væsener. Det planlægges, hvem sjælens forældre i den nye inkarnation skal være, hvilket miljø sjælen skal fødes ind i, og hvad sjælen skal lære i den nye inkarnation.

Ikke alt er forudbestemt i den nye inkarnation. Men det er forudbestemt, hvilke opgaver sjælen skal løse. Sjælen har dog en fri vilje med hensyn til, hvordan den løser disse opgaver.

Sjælens opgaver i den nye inkarnation kan f.eks. være at gøre nogle bestemte gode gerninger mod andre mennesker. Det kan også være at lære at acceptere andre mennesker som de er. Eller det kan være at lære ægte medfølelse og empati.

Når sjælen reinkarnerer, slettes minderne om de tidligere inkarnationer. Formålet hermed er at beskytte sjælen mod den belastning, der ligger i at kunne huske alt det, der er sket tidligere, ikke mindst de mange ulykker og smerter, som er en del af menneskelivet. En sådan hukommelse ville forhindre, at sjælen kan koncentrere sig om den nuværende inkarnation og dens opgaver.

I hver inkarnation lærer sjælen noget, som den kan bruge i sin næste inkarnation. Den kan for eksempel lære en øget forståelse og medfølelse på baggrund af nogle bestemte lidelser, den gennemgår. Ganske vist kan den i sin næste inkarnation ikke huske præcist, hvad den oplevede i denne inkarnation. Men følelserne og fornemmelserne fra de gennemgåede lidelser ligger stadig i sjælens underbevidsthed. Medfølelse skyldes en ubevidst erindring om et tidligere livs lidelser.

Karmaloven

Reinkarnationslæren er næsten altid forbundet med en karmalære. "Karma" er et sanskrit-ord, der betyder "handling". I forbindelse med karmalæren bruges udtrykket "karma" om den energi, der affødes af en handling, og som udløser en skæbne, eventuelt i et senere liv. Karma er som en magnet, der tiltrækker og udløser den skæbne, som sjælen skal have. Karmaudløsningen reguleres af åndelige væsener - "karmiske agenter" - som sørger for, at karmaen bliver udløst på det mest hensigtsmæssige tidspunkt.

Alt hvad man sender ud - handlinger, ord, tanker - vil vende tilbage til en selv på en eller anden måde. Et menneskes handlinger bestemmer dets fremtidige skæbne - eventuelt dets skæbne i et fremtidigt liv. I den forbindelse bruges udtrykket karmaloven. Denne lov formuleres ofte med ordsproget "Som du sår, skal du høste".

Ifølge reinkarnationslæren former karmaloven sig ofte på den måde, at man vil komme ud for den samme skæbne, som man har tilføjet andre. Hvis man som far har behandlet sine børn kærligt, vil man i et senere liv blive født hos kærlige forældre. Omvendt vil den far, der har handlet ukærligt og ufølsomt over for sine børn, i et senere liv få en barndom hos ukærlige forældre. Den rige godsejer, der har udsuget de fattige, vil i et senere liv komme til at sulte. Og så videre.

Den ubehagelige skæbne bevirker, at personen bliver tilskyndet til ikke at udsætte andre for det, som vedkommende nu på sin egen krop og sjæl bliver udsat for. Der er således en pædagogisk tanke bag karmaloven: Meningen er, at man skal lære aldrig mere at gøre det forkerte.

Den lærdom, man får på denne måde, vil følge en til det næste liv. Ganske vist kan man til den tid ikke huske præcist, hvad man oplevede i det tidligere liv. Men følelserne fra de lidelser, man oplevede, har man med i underbevidstheden.

Karmaloven siger altså, at der er en årsagssammenhæng mellem handling og skæbne: Som du sår, skal du høste. Man kan slutte fra handling til skæbne. Men man kan ikke slutte fra skæbne til handling. Hvis man ser en hjemløs tigger, så kan man ikke med sikkerhed slutte sig til, at vedkommende har handlet meget ukærligt i et tidligere liv. Karmaprincippet kan nemlig vige for et andet princip, der går ud på, at en sjæl selv kan vælge at få et lidelsesfuldt liv, fordi den har et ønske om at blive mere forstående og kærlig – ikke fordi den har gjort bestemte ukærlige handlinger i et tidligere liv. Dette princip kan forklare, hvorfor mange meget næstekærlige mennesker kan have meget hårde og vanskelige liv.

Oprindelsen

Oprindelsen til reinkarnationstroen er uklar. De tidligste tekster, der omtaler den, stammer fra Indien og Grækenland. Reinkarnationstroen er dog uden tvivl meget ældre end disse tekster.

Indien

I hinduismens ældste tekster, Vedaerne, optræder reinkarnationstanken endnu ikke. I Upanishaderne, hvoraf de ældste dateres til perioden fra 800 til 600 f.Kr., er det dog et væsentligt tema. I Brihadaranyaka-Upanishad, som anslås at stamme fra ca. 600 f.Kr., har vi en af de tidligste formuleringer af reinkarnationstanken:

"Ligesom en væverske tager et lille stykke af et væv og laver en anden, ny og skønnere form, således former denne sjæl, når den har aflagt legemet og sluppet sin ikke-viden, en anden, ny form, enten som forfader, som gandharva [himmelsk sanger], som brahmin, ... som gud, som menneske eller som et andet væsen. ... Alt eftersom man nu består af dette eller hint; alt eftersom man handler og optræder, således bliver man født; den, der handlede godt, fødes god; den, der handlede slet, fødes slet; god bliver man ved en god gerning, ond ved en ond gerning."

Grækenland

Det græske ord for reinkarnation, metempsykose (μετεμψύχωσις), kommer af meta ("forandring") og empsykhoun ("at lægge en sjæl i") og betyder altså nærmest "at lægge en sjæl i en anden krop". Et andet græsk ord, der nogle gange bruges synonymt, er palingenesis (παλινγενεσις), der betyder "at blive født på ny".

Pythagoras

Der var en tidlig græsk diskussion af reinkarnationstanken i 500-tallet f.Kr. Pherecydes fra Syros (der virkede omkring 540 f.Kr.) overvejede reinkarnation. Hans yngre samtidige, Pythagoras (570 f.Kr.-495 f.Kr.), den første berømte fortaler for reinkarnationstanken, og han indstiftede selskaber til dens udbredelse. Pythagoras fremførte som bevis for reinkarnation sin egen erindring om tidligere liv.

En forbindelse mellem pythagoræisk filosofi og reinkarnation blev rutinemæssigt accepteret gennem hele oldtiden, da Pythagoras underviste i reinkarnation. Mange græske forfattere i antikken fremstiller nærmest Pythagoras som ophavsmanden til læren om reinkarnation. Pythagoras synes at tale om en evig, neutral reinkarnation, hvor et efterfølgende liv ikke vil være betinget af nogen handling i et forudgående liv.

Nogle forskere mener, at Pythagoras var Pherecydes' elev. Andre mener, at han bragte læren om reinkarnation fra Indien.

Orfismen

Mysteriereligionen orfismen, som senest i 500-tallet f.Kr. lærte reinkarnation, producerede en omfattende litteratur. Ifølge nogle antikke græske forfattere sagde Orfeus, orfismens legendariske grundlægger, at sjælen er guddommelig, udødelig og stræber efter frihed, mens kroppen holder sjælen i lænker som en fange.

Ifølge Orfeus skaber døden befrielse for sjælen, som imidlertid bliver genfængslet i en ny krop efter kort tid. Sjælen veksler mellem frihed og en ny inkarnation under fangenskab under nødvendighedens store cyklus. Til de uheldige fanger proklamerer Orfeus budskabet om befrielse, og at de har brug for nåden fra de forløsende guder, især Dionysos. Orfeus kalder menneskene til at vende sig mod guderne, hvorfra de kommer. Det skal ske gennem asketisk fromhed og selvrenselse. Jo renere et menneskes liv er, desto højere vil dets næste genfødsel være, indtil sjælen har fuldendt sin opstigning til at leve evigt som en gud i den himmel, den kommer fra.

Platon

Platon.

Den græske filosof Platon (428 f.Kr.-348 f.Kr.) har udøvet en stor indflydelse på den vestlige filosofi. Også med hensyn til tanken om reinkarnation har han udøvet indflydelse. Ifølge Platon er sjælen udødelig. Den vil aldrig gå til grunde. Den har eksisteret før fødslen, og den vil eksistere efter døden.

Tanken om reinkarnation optræder flere steder hos Platon, blandt andet i dialogerne Menon, Faidon, Staten og Lovene.

I Menon lader Platon sin lærer Sokrates tale bifaldende om "mænd og kvinder, der har visdom om de guddommelige ting". Om disse mænd og kvinder siger Sokrates:

"Menneskets sjæl, siger de, er udødelig, og snart afslutter den sin bane - det, som man kalder at dø - og snart fødes den igen, men den går aldrig til grunde. ... Eftersom sjælen altså er udødelig og er født mange gange og har set både denne verden og underverdenen [Hades] og alle ting, så er der ikke den ting, den ikke har lært. Derfor er der ikke noget mærkeligt ved, at den også kan erindre, hvad den tidligere har vidst, både om det gode og om meget andet."

I Faidon lader Platon Sokrates sige:

"Vi kommer altså herved til det resultat, at de levende bliver til af de døde, ikke mindre end at de døde bliver til af de levende. Og da det forholder sig således, forekom det mig at være et tilstrækkeligt bevis på, at de dødes sjæle er et eller andet sted, hvorfra de atter bliver til."

I den eskatologiske myte, der afslutter Staten, lader Platon Sokrates fortælle om soldaten Er, der døde i et slag. Er vendte imidlertid tilbage til livet den tolvte dag efter døden og fortalte, hvad han havde oplevet i det hinsidige. Han havde blandt andet oplevet, at nogle sjæle, der tidligere havde levet på jorden, skulle vælge et nyt liv. De kunne vælge mellem mange slags liv: et liv i berømthed, et liv i uanselige kår, et liv som dyr, osv. Odysseus, der huskede sit tidligere livs møje og besvær, valgte et liv i ubemærkethed. Efter deres eget valg drak sjælene af glemselens flod Lethe. Derefter blev de født igen.

Reinkarnationstanken er hos Platon forbundet med en karmalære. I hans skrifter møder vi ofte den tanke, at det straffer sig at gøre ondt og lønner sig at gøre godt. I Lovene hedder det om morderne:

"... at der kommer en straf i Hades for sådanne, og at det, når de vender tilbage hertil, er nødvendigt at betale den bøde, der er efter naturens love, ligesom den, de selv påførte ofrene, og at de ender det liv med den samme skæbne for andres hænder."

Reinkarnation i verdensreligionerne

Jødedommen

Læren om reinkarnation var oprindelig fremmed for jødedommen. Der er dog et par steder i den jødiske bibel, Tanakh (Det Gamle Testamente), hvor reinkarnationstanken måske skinner igennem:

"Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du, Gud. Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: »Vend tilbage, I mennesker!" (Salmernes Bog, kap. 90, vers 3)

"Herrens ord kom til mig: 'Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.' " (Jer. 1,5)

Reinkarnationstanken var dog fremmed for jødedommen som helhed. Den begyndte først for alvor at optræde i jødedommen i 1100-tallet, da Kabbalaen, den jødiske mystik, opstod. "Klarhedens Bog" ("Sefer ha-Bahir") fra denne periode introducerede begrebet "gilgul", "sjælenes hjul" (hebraisk: "gilgul haneshamot" (גלגול הנשמות)), som er den jødiske betegnelse for reinkarnation.

Ifølge kabbalisten Isaac Luria, der levede i 1500-tallet, bevæger sjæle sig gennem flere liv, hvor de over tid er knyttet til forskellige menneskekroppe. Hvilken krop de forbinder sig med, afhænger af deres åndelige niveau og deres særlige opgave i den fysiske verden.

Blandt rabbinere, der har accepteret tanken om reinkarnation, er Nahmanides (Ramban), Baal Shem Tov, Rabbi Shalom Sharabi (kendt ved RaShaSH) og Baba Sali. Rabbinere, der har afvist tanken, er blandt andre Saadia Gaon, Maimonides og Asher ben Jehiel.

Selvom læren om reinkarnation ikke er bredt accepteret i ortodoks jødedom, er den tiltrækkende for nogle jøder, der er involveret i mystik. Andre grene af jødedommen, såsom reform- og konservativ jødedom, underviser ikke i læren.

Kristendommen

Nogle kristne teologer tolker visse skriftsteder i Det Nye Testamente som en henvisning til reinkarnation. I Matthæusevangeliet 16, 13–15 og Johannesevangeliet 1, 21–22 rejses spørgsmålet, om Jesus er Elias, Johannes Døberen, Jeremias eller en anden profet . I Johannesevangeliet 1,25 rejses spørgsmålet, om Johannes Døber er Elias.

Den skotsk-amerikanske præst og professor i filosofi Geddes MacGregor (1909-1998), har argumenteret for foreneligheden af kristen lære og reinkarnation. Den katolske kirke hævder, at reinkarnation er uortodoks og afviser den reinkarnationistiske fortolkning af tekster om Johannes Døberen og andre bibelske tekster.

Den kristne gnosticisme

Den kristne gnosticisme var en del af den større religiøse strømning, der kaldes gnosticismen, og som havde sin storhedstid i de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse. Betegnelsen "gnosticisme" kommer af det græske ord "gnosis" (γνώσις), der betyder "erkendelse". Ordet refererer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som den centrale åndelige bestræbelse.

I den kristne gnosticisme var reinkarnationstanken udbredt. Det græske ord for reinkarnation i gnostikernes skrifter er "metensomatosis" (μετενσωμάτωσις). En af fortalerne for reinkarnation var Basilides, som virkede i Alexandria i midten af 100-tallet. Ifølge kirkefaderen Clemens af Alexandria (ca. 150-215) gjorde Basilides sig overvejelser om Guds retfærdighed: Hvorfor fik de kristne martyrer den skæbne, de fik? De var jo ikke udprægede syndere. Basilides løste problemet ved at sige, at deres skæbne var et resultat af synder, som de havde begået i et tidligere liv:

"Men Basilides´ antagelse siger, at sjælen, der tidligere har syndet i et andet liv, lider straffen her; den udvalgte sjæl ærefuldt gennem martyriet; den anden, idet den bliver renset gennem en passende straf."

Det er karmatanken, der er på spil her. Denne tanke var udbredt i den kristne gnosticisme. I skriftet Pistis Sophia (fra 200-tallet) formuleres tanken således:

"Hvis mennesket ... synder en, to eller tre gange, så vil det atter blive slynget tilbage til verden, i overensstemmelse med arten af de synder, det har begået."

Mange kristne gnostikere betragtede ikke Jesus som enestående. De betragtede ham som et menneske som alle andre, men dog som mere retfærdig. Nogle gnostikere havde den opfattelse, at Jesus var en inkarnation af et himmelsk væsen - kaldt "Kristus" eller "den sande profet" - som havde inkarneret sig flere gange tidligere, blandt andet som Adam og Moses.

Gnostikerne mente, at Jesus havde givet en hemmelig lære videre til sine disciple og havde befalet dem at overgive den til "de værdige", dvs. til dem der forstod den. Det gnostiske skrift Thomasevangeliet indledes med ordene: "Dette er de hemmelige ord, som den levende Jesus talte, og som Didymus Judas Thomas skrev ned." Inde i skriftet citeres Jesus for at sige: "Jeg siger mine hemmeligheder til dem, som er værdige til mine hemmeligheder."

Gnostikerne mente, at de selv var værdige til disse hemmeligheder. De mente, at Jesus havde givet hemmelighederne til dem gennem særlige åbenbaringer efter hans opstandelse. Mange af de gnostiske skrifter består af sådanne påståede åbenbaringer af den opstandne Jesus. Gnostikerne mente, at de havde adgang til sandheder, som de almindelige kristne ikke havde adgang til.

Origenes

Det har været meget omdiskuteret, om reinkarnationstanken findes hos Origenes (ca. 185 – ca. 253), der undertiden betragtes som en kirkefader. Origenes var påvirket af gnosticismen, og emnet reinkarnation dukker jævnligt op i hans skrifter, ikke mindst i hans store skrift Om de første principper (på latin: De Principiis; på græsk: Περὶ Ἀρχῶν). Det er imidlertid uklart, hvad han egentlig mener om den sag. Der kan både fremføres citater, der viser at han tilslutter sig reinkarnationstanken, og citater, der viser at han afviser den. Der er dog ingen tvivl om, at han tilslutter sig tanken om sjælens præeksistens, dvs. at sjælen har eksisteret i en åndelig verden, før den ved fødslen blev forbundet med et legeme.

Ifølge Origenes forløber historien over flere tidsaldre (æoner). Hver tidsalder fører over i en ny tidsalder - indtil den endelige afslutning. Den nuværende tidsalder begyndte med den skabelse, der er skildret i Første Mosebog og slutter med dommedag. I hver tidsalder skabes materien igen, og der opstår nye legemer. Origenes forestiller sig tilsyneladende, at den enkelte menneskesjæl bliver inkarneret én gang i hver tidsalder.

Denne specielle reinkarnationslære var ligesom gnostikernes reinkarnationslære foranlediget af overvejelser om Guds retfærdighed. Origenes overvejer blandt andet, om det var uretfærdigt af Gud at sætte Jakob over sin bror Esau allerede før de blev født, og inden nogen af dem havde gjort noget godt eller ondt. (Romerbrevet, 9, 11) Han løser problemet ved at sige, at Jakob fortjente at blive sat over Esau på grund af et forudgående livs fortjenester.

Her ses igen karmatanken: Skæbnen i et nuværende liv er resultatet af et tidligere livs handlinger. Ligeledes er skæbnen i et fremtidigt liv resultatet af det nuværende livs handlinger, siger Origenes:

"Det er dog vel muligt, at en, der på grund af nogle tidligere gode gerninger nu er blevet et ærens kar [jævnfør Romerbrevet, 9,21], og som ikke gør det samme nu og ikke gør det, der er passende for ærens kar, bliver et vanærens kar i en anden tidsalder."

På et tidspunkt vender udviklingen imidlertid til noget godt for alle sjæle. Til sidst vender alle sjæle tilbage til Gud, og Gud bliver alt i alle (jævnfør 1. Korintherbrev, 15,28). Ifølge Origenes findes der ikke en evig fortabelse for nogen sjæl. Alle sjæle bliver frelst til sidst. Der sker en genoprettelse af alle ting (apokatastase). Til sidst når alle sjæle frem til den tilstand, der udgør afslutningen på alle tidsaldre. Dermed er reinkarnationen endegyldigt afsluttet.

Kirkemødet i Konstantinopel i 553

Det er ofte blevet fremført, at reinkarnationstanken blev fordømt ved det 5. økumeniske koncil (kirkemøde) i 553. Det er imidlertid tvivlsomt, om det forholder sig sådan. Ved koncilet blev der vedtaget 15 bandlysninger, der blandt andet var rettet mod Origenes, der blev fordømt som kætter. Reinkarnationstanken bliver ikke direkte nævnt og bliver dermed ikke direkte fordømt. Men der bliver fordømt nogle tanker, der ligger tæt op ad den: tanken om sjælens præeksistens, benægtelsen af den fysiske opstandelse og tanken om genoprettelsen af alle ting (apokatastase). Der er således ingen tvivl om, at hvis reinkarnationstanken var blevet forelagt til udtalelse, så var den blevet fordømt. Når præeksistenstanken ikke kunne godtages, så kunne reinkarnationstanken naturligvis heller ikke.

På dette tidspunkt var der blevet etableret en toneangivende kristen teologi, der stred mod reinkarnationstanken. Der kan nævnes tre punkter i denne teologi:

1) Dogmet om frelsen ved Kristi stedfortrædende soningsdød. Ved sin død på korset havde Kristus sonet alle menneskers synder og havde dermed bragt dem frelsen. Dogmet om frelsen ved Kristus kan vanskeligt forenes med reinkarnationslæren, som indebærer, at mennesket kan frelse sig selv gennem en etisk udvikling i løbet af mange inkarnationer.

2) Dogmet om dommens dobbelte udgang. Dette dogme går ud på, at hvert enkelt menneske på dommens dag bliver dømt til enten evig frelse eller evig fortabelse, afhængigt af om det har troet på Jesus Kristus. Dogmet forudsætter, at mennesket kun har haft ét liv til at afgøre sig over for Kristus.

3) Dogmet om den legemlige opstandelse (kødets opstandelse). Under striden mellem de ortodokse ("rettroende") kristne og de gnostiske kristne i 100-tallet og 200-tallet var var opstandelsen et hovedemne. De ortodokse mente, at opstandelsen var en opstandelse med et fysisk legeme, mens gnostikerne mente, at opstandelsen var en opstandelse for sjælen alene. Det blev de ortodokse, der sejrede. Den legemlige opstandelse i forbindelse med dommens dag blev af de ortodokse opfattet som indledningen til en evigtvarende legemlig tilstand.

Den senere tid

I de første seks århundreder efter vor tidsregnings begyndelse blev kristendommens afvisende holdning til reinkarnationstanken fastlagt. I den senere tid har holdningen til reinkarnationstanken stort set været den samme. I 1900-tallet og 2000-tallet er der dog kommet en lidt større åbenhed over for tanken. Der er udkommet flere bøger, der forsøger at forene reinkarnationstanken med kristendommen.

Den almindelige opfattelse er dog stadig, at troen på reinkarnation er uforenelig med den kristne tro.

Islam

Reinkarnationstankens stilling i islam har mange ligheder med dens stilling i de to andre abrahamitiske religioner: jødedommen og kristendommen. De fleste repræsentanter for hovedstrømningerne i islam (sunni-islam og shia-islam) afviser tanken om reinkarnation. Idéen om de gentagne inkarnationer af den individuelle sjæl er svær at forene med islams traditionelle tro på en personlig opstandelse på Dommedag.

På den anden side spiller tanken om reinkarnation en vigtig rolle i sufismen, den islamiske mystik, som havde sin storhedstid i årene 1000-1400. Sufimestre henviser ofte til det 28. vers i den 2. sura (al-Baqara = "koen") i Koranen:

"Hvordan kan du fornægte Gud, når du var død, og Han skabte dig levende? Så vil Han få dig til at dø og give dig liv igen, og så vil du blive bragt tilbage til Ham."

Som yderligere bevis for, at reinkarnationstanken findes i islam, henviser nogle sufimestre til følgende vers fra Koranen:

"Du lod natten blive til dag, og du lod dagen blive til nat. Du bringer de levende ud af de døde, og Du bringer de døde ud af de levende, og Du giver næring til hvem Du vil, uden at gøre op."

De fleste repræsentanter for hovedstrømningerne i islam afviser dog denne fortolkning af versene og siger, at "død" henviser til åndelig livløshed i det nuværende liv, mens "liv" henviser til det åndelige liv efter opstandelsen på Dommedag.

Hos den persiske sufimester Jalal ad-Din Rumi (1207–1273) findes findes der en reinkarnationstro. I hans værk Masnavi findes følgende digt:

"Jeg døde som sten og blev til plante,
jeg døde som plante og blev til dyr,
jeg døde som dyr, derpå blev jeg menneske.
Hvorfor da frygte døden?
Blev jeg nogensinde dårligere eller mindre ved at dø?
Engang dør jeg som menneske og bliver en lysskikkelse, en drømmens engel ..."

Hinduismen

Troen på reinkarnation er grundlæggende i hinduismen, som går ud fra, at alle mennesker lever mange gange på jorden, før de opnår den endelige frelse. Ved det fysiske legemes død går den udødelige sjælskerne (atman) ind i en åndelig verden. Derefter vil den på et senere tidspunkt blive genfødt i et nyt legeme (et foster). I hinduistisk tro ændrer atman (sjælen) sig ikke og kan ikke ændre sig på grund af sin medfødte natur. Legemet er derimod underkastet forgængelighed.

Samsara er den hinduistiske betegnelse for det gentagne kredsløb i den fysiske verden gennem fødsel, død og ny fødsel (reinkarnation) Samsara er kendetegnet ved begær. Det er begæret, der holder samsara-kredsløbet i gang, og som binder mennesket til den fysiske verden. Så længe man har et begær, vil man blive genfødt i den lave fysiske verden. Det begær, som hinduismen taler om, er det begær, der er rettet mod fysiske og psykiske fænomener i samsara. Det kan f.eks. dreje sig om begær efter penge, rigdom, magt, forlystelser og følelser (både positive og negative følelser). Så længe man har et begær, der er rettet mod noget i den jordiske verden ("et jordisk begær"), vil man blive genfødt i den jordiske verden.

Den indiske filosof fra 1900-tallet, Sri Aurobindo, beskrev genfødsel som det nødvendige maskineri i en åndelig udvikling, hvor sjælen udvikler sig fra plantens stadium til dyret og derefter til mennesket, og hvor den vokser i bevidsthed for hver genfødsel. Han udtalte, at denne udvikling ikke kan vendes om, og at menneskesjælen ikke kan genfødes i et dyr.

Karma

Det, at man har et bestemt begær, bevirker, at man handler på en bestemt måde for at tilfredsstille begæret. Begær avler handling. Enhver handling, der er udført på baggrund af et begær, skaber en bestemt karma. Og en bestemt karma skaber en bestemt skæbne.

"Mennesket består af begær; som dets begær er, således er også dets beslutninger; som dets beslutninger er, således handler det; således som det handler, således går det mennesket." (Brihadaranyaka-upanishad, 4.4.)

"Karma" kan defineres som en energi, der er affødt af en handling, og som får indflydelse på ens skæbne i fremtiden - ofte i et fremtidigt liv. En god handling afføder en god karma, der påvirker ens fremtidige skæbne i en positiv retning: Man får på et tidspunkt i fremtiden en bedre skæbne. En ond handling afføder en dårlig karma, der påvirker ens fremtidige liv i en negativ retning: Man får på et tidspunkt i fremtiden en dårligere skæbne. Virkningen skyldes handlingens iboende kraft.

Når man ved sin handling har skabt en bestemt karma, så klæber denne karma til ens sjæl, indtil den har udløst en bestemt skæbne for én - eventuelt i et fremtidigt liv:

"Alt efter som man handler og optræder, således bliver man født; den, der handlede godt, fødes god; den, der handlede slet, fødes slet; god bliver man ved en god gerning, ond ved en ond gerning." (Brihadaranyaka-upanishad, 4.4.)

Moksha

Ifølge hinduismen bliver man ved med at blive født ind i et fysisk legeme, indtil sjælen begiver sig ud på en åndelig stræben, realiserer selvindsigt og derved opnår moksha, som er den endelige frigørelse fra reinkarnationerne. Denne frigørelse menes at være en tilstand af fuldstændig lykke, som hinduistiske traditioner mener er relateret til eller identisk med Brahman, den uforanderlige virkelighed, som eksisterede før universets skabelse, og som vil eksistere efter universets ende. Brahmans natur beskrives med tilnavnet "sat-chit-ananda", som betyder "eksistens-bevidsthed-lykke."

Skriftsamlingen Upanishaderne (ca. 800 f.Kr - ca. 200 f.Kr.) fokuserer primært på befrielsen fra reinkarnation. Ifølge Upanishaderne udgøres eksistensen som menneske af en vedvarende rejse mod fuldkommenhed og selvindsigt for at afslutte samsara , som er de mange cyklusser af genfødsel og gendød. Målet med den åndelige søgen er at finde det sande selv (Brahman) indeni, hvilket fører til en lykkelig tilstand af frihed: moksha.

Buddhismen

De tidlige buddhistiske tekster omtaler reinkarnation som en del af læren om samsara. De siger, at eksistensens natur er en lidelsesfyldt cyklus af fødsel, død og genfødsel, uden begyndelse eller ende. Samsara bliver også omtalt som bhavacakra (eksistensens hjul) og punarbhava (genfødsel, gentilblivelse). Befrielsen fra denne eksistenscyklus, nirvana, er det vigtigste formål med buddhismen. Mens nirvana fremstilles som det endegyldige mål i den klassiske buddhisme, fokuserer langt de fleste nutidige lægbuddhister på at opbygge en god karma for at få en bedre skæbne i det næste liv.

Ifølge forskellige buddhistiske skrifter troede Buddha på reinkarnation ("genfødsel") og på et liv efter døden i en anden verden:

"Da der faktisk findes en anden verden (enhver verden bortset fra den nuværende menneskelige, dvs. forskellige genfødselsriger), har en, der har opfattelsen "Der er ingen anden verden", en forkert opfattelse..."

(Buddha (Majjhima Nikaya, 1.402, Apannaka Sutta))

Buddha hævdede, at karma påvirker hvordan man genfødes. Før Buddha hævdede materialistiske skoler, at døden er enden, at der intet efterliv er, ingen sjæl, ingen genfødsel, ingen karma. De hævdede, at et levende væsen fuldstændig udslettes ved døden. Buddha afviste denne teori. Sådanne overbevisninger er upassende og farlige, sagde han, for sådanne synspunkter opmuntrer til moralsk uansvarlighed og dyrkelse af materiel nydelse. Han knyttede moralsk ansvar til genfødsel.

Buddha introducerede begrebet anatta, som er den opfattelse, at der ikke findes et permanent selv (atman) i et menneske. Det er ikke den samme sjæl, der bevæger sig fra ét liv til et andet og binder disse liv sammen. Sjælen er foranderlig. Eksempelvis er et menneskes forestillinger kendetegnet ved, at de kommer og går. De forestillinger, man har som barn, er ikke de forestillinger, man har som voksen. Mennesket har ikke en permanent grundlæggende identitet. Det, der varer ved efter døden og i genfødslernes kredsløb, er ikke andet end de foranderlige skandhaer, bag hvilke der ikke er en uforanderlig personkerne. Buddhismen står i læren om anattā i modsætning til hinduismen, hvor sidstnævnte hævder, at det er den samme sjæl, der fødes i et nyt liv.

Den buddhistiske filosof Nagasena, der levede omkring 150 f.Kr., forklarede forholdet på følgende måde: Sjælen er som en flamme, der lyser gennem natten. Flammen i den første nattevagt er ikke den samme som flammen i den mellemste nattevagt. Og flammen i den mellemste nattevagt er ikke den samme som flammen i den sidste nattevagt. Men der er alligevel en forbindelse mellem flammerne. Alle nattens flammer føjer sig sammen i en uafbrudt rækkefølge. Derfor er den sidste flamme hverken den samme som den første flamme, men den er heller ikke en anden.

På samme måde er den halvfjerdsåriges sjæl ikke den samme som den tiåriges sjæl, men den er heller ikke en anden. Der er en forbindelse og en kontinuitet mellem de to. Ligesom der er der en forbindelse mellem den tiåriges sjæl og den halvfjerdsåriges sjæl er der en forbindelse mellem sjælen i dette liv og sjælen i det næste liv, siger Nagasena. Den første sjæl skaber en karma, god eller dårlig, og den anden sjæl høster frugten af den første sjæls karma.

De mange genfødsler er en kilde til duhkha (lidelse, smerte), siger Buddha. For Buddha har reinkarnationen et negativt fortegn. Livet er en lidelse. Lidelsen kan fjernes ved at livsviljen (begæret, "tørsten", sulten efter tilværelse) - og dermed livet - fjernes. Mennesket må slå ind på en møjsommelig sti - den ædle otteleddede vej - for endelig at kunne dræbe livsviljen ved roden og således nå frem til nirvana - frelsen fra de lidelsesfyldte inkarnationer. I nirvana-tilstanden er det ulykkelige fangenskab i den jordiske eksistens ophævet. Mennesket er udløst af reinkarnationernes trædemølle. Det er kvalfuldt at blive født igen og igen.

Buddhismen siger, at den grundlæggende årsag til genfødsel er bevidsthedens uvidenhed (sanskrit: avidya; Pali: avijja) om virkelighedens natur. Når denne uvidenhed fjernes, ophører genfødslen.

Buddhistiske traditioner varierer i deres detaljerede beskrivelsen af genfødslen. De fleste buddhister hævder, at genfødslen sker øjeblikkeligt efter døden, mens den tibetanske og de fleste kinesiske og japanske skoler fastholder forestillingen om en bardo (mellemtilstand), der kan vare op til 49 dage. Bardo-begrebet er udbredt i den tibetanske buddhisme og bliver drøftet i Den tibetanske dødebog.

I den tibetanske buddhisme spiller reinkarnation den særlige rolle, at den øverste religiøse leder Dalai Lama og den næstøverste leder Panchen Lama hævdes at blive efterfulgt i det samme embede af deres næste inkarnation. Panchen Lama bærer ansvaret for at finde den næste inkarnation af Dalai Lama, og Dalai Lama bærer ansvaret for at finde den næste inkarnation af Panchen Lama.

Reinkarnation i den vestlige verden i nyere tid

I nyere tid er reinkarnationstanken jævnligt dukket op i den vestlige verden, men ikke så ofte og så gennemgribende som i hinduismen og buddhismen. Kendetegnende for den vestlige reinkarnationstanke er, at den lægger mere vægt på sjælens åndelige udvikling fra inkarnation til inkarnation end på udfrielsen af reinkarnationen som helhed. For hver inkarnation stiger man "højere op". Den østlige reinkarnationstanke lægger mere vægt på, at livet i samsara er præget af lidelse, og at det gælder om at komme ud af livshjulet og opnå frelsen (moksha, nirvana) fra reinkarnationerne.

I renæssancen kom der en fornyet interesse for Platons skrifter og den reinkarnationslære, som disse skrifter indeholdt. Da denne lære blev anset for at være uforenelig med den kristne tro, blev den enten afvist, eller det blev forsøgt at omfortolke den allegorisk.

Den italienske renæssancefilosof Giordano Bruno (1548–1600) bekendte sig til en reinkarnationslære, der var baseret på Pythagoras, hvilket var revolutionerende efter tidens standarder. Reinkarnation nævnes dog kun i forbifarten i hans værker og synes ikke at have vakt betydelig interesse før i 1900-tallet. Den var heller ikke afgørende for Brunos domfældelse som kætter af inkvisitionen.

Anton Graff: Gotthold Ephraim Lessing. Maleri fra 1771.

Med hensyn til reinkarnationstanken havde den tyske filosof Gotthold Ephraim Lessing (1729-1781) mere gennemslagskraft. I sit skrift Menneskehedens opdragelse (Die Erziehung des Menschengeschlechts), som blev udgivet i 1780, fremstillede han reinkarnation som en ønskelig måde at tænke på. Reinkarnation, som i hinduismen og buddhismen havde været nedsænket i et negativt livssyn - "Livet er en lidelse" (Buddha) - kommer her frem som en positiv mulighed. Lessing skriver blandt andet:

”Hvorfor kunne hvert enkelt menneske ikke have været til stede i denne verden mere end én gang?“ ”Hvorfor skulle jeg ikke komme tilbage, så ofte jeg kan tilegne mig ny viden, nye færdigheder?“

Skriftet vakte en livlig interesse. Lessing betragtede gentagne jordiske liv som et muligt middel til menneskets udvikling og uddannelse. Han så ikke eksistensen i et fysisk liv som en ulykke. Han var indforstået med sin jordiske eksistens og så med glæde på muligheden for en udvikling, hvortil en enkelt tilværelse ikke er tilstrækkelig.

I løbet af historien sker der en fremadskridende udfoldelse af de menneskelige muligheder, fremhævede Lessing. Menneskeheden skrider som et fællesskab af ånder fremad gennem de forskellige tidsaldres kulturer i én stor erfaringsproces. Vi har levet i de forgangne kulturer, og vi bærer frugterne af dem i vort væsens endnu ubevidste dybder.

Lessings tanker fik en betydelig indflydelse på senere vestlige tanker om reinkarnation.

Allan Kardec.

Den franske forfatter Allan Kardec (1804-1869), der grundlagde spiritismen, skrev den betydningsfulde bog Åndernes Bog (Livre des esprits), der blev udgivet i 1857 i første udgave og i 1860 i en betydeligt udvidet fjerde udgave. Han kombinerede den dengang populære spiritualisme med en reinkarnationslære. Som følge heraf skiftede troen på reinkarnation i den vestlige verden til det okkult-esoteriske område, mens en radikal materialisme nu satte ind i videnskaben, hvilket skubbede et emne som reinkarnation ud af det akademiske felt.

Det moderne udtryk "reinkarnation" optræder for første gang hos Kardec. Tidligere brugtes udtryk som "sjælevandring", "genfødsel", "metempsykose" og "palingenesis".

Den russiske okkultist Helena Blavatsky var en af grundlæggerne af teosofien. Foto fra 1889.

I slutningen af 1800-tallet kom der i Europa en forøget interesse for buddhismen og dens idéer om reinkarnation, efter at buddhistiske tekster var blevet tilgængelige i oversættelser og behandlet i religionsstudier. Ledende repræsentanter for Det Teosofiske Samfund, der blev grundlagt i 1875, såsom Helena Petrovna Blavatsky og Charles Webster Leadbeater, bidrog også til den forøgede interesse for buddhismen. I mange tilfælde blev der gjort forsøg på at kombinere den buddhistiske karmalære med den vestlige tro på fremskridtet.

Det Teosofiske Samfund udviklede sig til den vigtigste institution for udbredelsen af tanken om reinkarnation, efter at reinkarnation var blevet en integreret del af teosofisk teori i Blavatskys indflydelsesrige værk Den hemmelige lære (1888). Selvom Blavatskys lære tilsyneladende var inspireret af hinduismen og buddhismen, var den i det væsentlige vestlig. Ifølge hende er målet ikke, at personligheden opløses i nirvana, men tværtimod at den gennemgår en fremadskridende udvikling i løbet af inkarnationerne.

Østrigeren Rudolf Steiner (1861-1925) tog Blavatskys fremstillinger af reinkarnation op som en del af sin antroposofi. I 1920'erne uddybede han sin reinkarnationslære: Efter kroppens død genoplever den åndelige person sit liv på få dage i en kondenseret form. Derefter vil den æteriske krop og den astrale krop opløses, hvilket kan tage flere årtier. Menneskets åndelige individualitet (sjælen) udarbejder derefter en uforbeholden moralsk selvindsigt og vender derefter renset tilbage til sit ikke-jordiske "hjem". Her styrkes sjælen af mødet med de højeste åndelige væsener. Så beslutter den sig for at inkarnere igen. Den vælger et forældrepar og vender tilbage til det fysiske liv. Denne proces gentages utallige gange og muliggør dermed menneskets højere udvikling via karmaloven.

I hinduismens tilfælde gik udviklingen i denne periode overvejende i den modsatte retning: Vigtige hinduistiske tænkere som Swami Vivekananda og Sarvepalli Radhakrishnan optog vestlige tanker i deres lære og udviklede reformhinduismen.

Reinkarnation og videnskab

Der findes ikke et strengt videnskabeligt bevis på reinkarnationens sandhed (eller usandhed). Det er blevet diskuteret, hvorvidt og hvordan en sådan overbevisning kan bevises. Nogle fortalere for akademisk parapsykologi har hævdet, at de har videnskabelige beviser på reinkarnation, selvom deres modstandere har beskyldt dem for at praktisere en form for pseudovidenskab. Skeptikeren Carl Sagan spurgte engang Dalai Lama, hvad han ville gøre, hvis et grundlæggende princip i hans religion, nemlig reinkarnation, blev endegyldigt modbevist af videnskaben. Dalai Lama svarede: "Hvis videnskaben kan modbevise reinkarnation, ville tibetansk buddhisme opgive reinkarnation ... Men det bliver meget svært at modbevise reinkarnation."

Minder om tidligere liv

En mediebegivenhed, som i 1950'erne, især i USA, tiltrak offentlig opmærksomhed omkring emnet reinkarnation, var "Bridey Murphy-sagen": Amerikaneren Virginia Tighe rapporterede under hypnose, at hun havde haft en tidligere inkarnation som "Bridey Murphy" i Irland i 1800-tallet. Under hypnosen talte hun irsk og gav overraskende detaljerede oplysninger om Bridey Murphy. En avisartikel herom udløste en sand "reinkarnationsfeber" i USA. Nogle af Tighes udtalelser kunne bekræftes under en research i Irland. Der var dog også nogle uoverensstemmelser, og i sidste ende kunne sagen forklares med, at Virginia Tighe havde haft en intensiv kontakt med irske immigranter i sin ungdom, herunder en kvinde med fødenavnet Bridey Murphy.

I sin bog Gårsdagens børn (1993) beskrev englænderen Jenny Cockell sine minder om livet som "Mary Sutton" i det tidlige 1900-tals Irland. Bogen skildrer Cockells research i Suttons liv, og den skildrer Cockells efterfølgende genforening med Mary Suttons børn, hvoraf nogle accepterede Cockell som reinkarnationen af deres mor. Allerede som 4-årig begyndte Cockell at tale om sine drømme og minder om Mary. I 1988 gennemgik hun en hypnose, hvorunder hun hævdede at have fået nogle flere minder om livet som Mary.

Forskeren Joe Nickell har sagt, at Cockells påståede minder om et tidligere liv bryder sammen under en kritisk analyse, idet han hævder, at Cockell som barn havde en tendens til at fantasere, og at beviserne antyder, at hendes tidligere livsminder under hypnose ikke er minder, men er et produkt af hendes fantasi.

Over en periode på 40 år registrerede psykiateren Ian Stevenson fra University of Virginia casestudier af små børn, der hævdede at kunne huske tidligere liv. Han skrev tolv bøger, herunder herunder Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation (1966), Reinkarnation og biologi (1997) og Europæiske tilfælde af reinkarnationstypen (2003). I bøgerne beskrev han børns udtalelser samt vidneudsagn fra familiemedlemmer og andre, ofte sammen med research af en afdød person, som på nogle måder syntes at svare til barnets erindringer. Stevenson undersøgte også sager, hvor han mente, at modermærker og medfødte defekter syntes at matche sår og ar på den afdøde.

Da alle minder om tidligere liv er udsat for anklager om at være falske minder, forventede Stevenson skepsis over for sine resultater. Han sagde, at han søgte efter modbevisende beviser og alternative forklaringer på rapporter. Men han konkluderede, at ingen "naturlig" forklaring var tilstrækkelig.

Stevensons arbejde på dette område var så imponerende for Carl Sagan, at han i sin bog The Demon-Haunted World henviste til Stevensons undersøgelser som eksempler på omhyggeligt indsamlede empiriske data. Selvom Sagan afviste reinkarnation som forklaring på historierne, skrev han, at fænomenet med påståede minder om tidligere liv burde undersøges nærmere. Sam Harris citerede Stevensons værker i sin bog The End of Faith som en del af en datamængde, der synes at bekræfte virkeligheden af psykiske fænomener.

Stevensons resultater har været genstand for kritik, for eksempel af filosoffen Paul Edwards, som hævdede at Ian Stevensons beretninger om reinkarnation udelukkende var anekdotiske og cherry picking. Edwards tilskrev historierne selektiv tænkning, suggestion og falske minder, der stammer fra familiens eller forskerens trossystemer, og som ikke lever op til standarden for videnskabeligt udvalgte empiriske beviser.

Andre akademiske forskere, der har taget lignende initiativer til at undersøge mulige beviser på reinkarnation, er Jim B. Tucker, Antonia Mills, Satwant Pasricha, Godwin Samararatne og Erlendur Haraldsson, men Stevensons publikationer er stadig de mest kendte.

Reinkarnationsterapi

Der findes formodede minder fra tidligere liv, der er fremkaldt under hypnose i form af "tidligere liv-regressioner". Teknikken blev populariseret af den amerikanske psykiater Brian Weiss, som hævder at han siden 1980 har ført mere end 4.000 patienter tilbage til tidligere liv. I Vesten bruger praktikere af tidligere liv-regressioner hypnose kombineret med en række spørgsmål, der skal fremkalde minder om tidligere liv. Nogle udøvere bruger også klientens nuværende livsproblemer til at bringe "tidligere livshistorier" frem til bevidstheden. Praktikerne mener, at uløste problemer fra påståede tidligere liv kan være årsagen til deres patienters problemer.

Denne praksis betegnes dog ofte som pseudovidenskabelig. Sådanne påståede minder har vist sig at indeholde historiske unøjagtigheder. Eksperimenter med forsøgspersoner, der gennemgår tidligere liv-regression, indicerer, at troen på reinkarnation og hypnotisørens forslag er de to vigtigste faktorer i forhold til indholdet af de rapporterede minder. Brug af hypnose og suggestive spørgsmål kan have en særlig tendens til at efterlade subjektet med forvrængede eller falske minder.

Reinkarnation i Danmark

Troen på reinkarnation er voksende i Danmark. Danskernes voksende tro på reinkarnation er især inspireret af østlig spiritualitet, men også af den danske åndelige lærer Martinus (1890-1881), som troede på reinkarnation. Ifølge Martinus er alle levende væsener er under udvikling mod højere former for tilværelse, og det sker gennem reinkarnation.

Kritik af reinkarnationslæren

Kritikken af reinkarnationslæren er kommet fra forskellige sider. Den stærkeste kritik er kommet fra kristendommen. Her fremhæves det, at reinkarnationslæren siger, at mennesket skal frelse sig selv gennem åndelige anstrengelser gennem mange liv. Mennesket er underlagt den ubarmhjertige karmalov. Enhver er sin egen lykkes smed. Derfor kan det menneske, der har nået et højt bevidsthedsniveau, tillade sig at bryste sig af sine fortjenester og se ned på dem, der ikke er nået så højt op. Der ligger et åndeligt hovmod i reinkarnationslærens tanke om, at mennesket kan få en guddommelig bevidsthed. En sådan tankegang er udtryk for indbildskhed, siger disse kritikere. Der er nemlig en klar forskel mellem Gud og mennesket. Gud er fuldkommen. Mennesket er ufuldkomment.

Fra kristen side er det blevet fremført, at når enhver skæbne bliver forklaret som et udslag af karma eller Guds vilje, så mister man en tilskyndelse til at ændre den. Hvis man ser det som Guds vilje, at mennesker kommer i nød, så mister man en tilskyndelse til at hjælpe dem. Karma-tankegangen blokerer for sociale forbedringer og en positiv samfundsudvikling. I Indien resignerer de fattige over for deres situation. Omvendt mener de rige, at de har fortjent deres gode stilling i livet, og de er ikke motiverede for at hjælpe de fattige med sociale reformer. Alle ligger jo, som de selv har redt.

Se også

Referencer

  1. ↑ Many Americans Mix Multiple Faiths
  2. ↑ Vi savner svar på livets største spørgsmål: Døden Af Anne Katrine Gottfred Jensen og Bjørg Tulinius 5. november 2015 på kristeligt-dagblad.dk Hentet 7. juli 2020.
  3. ↑ Ny undersøgelse: Hver fjerde dansker tror på reinkarnation | Kristeligt Dagblad
  4. ↑ Undersøgelse: Hver fjerde dansker tror på reinkarnation
  5. ↑ Mahatma Gandhi: Om mit liv, s. 18. Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 8.
  6. ↑ "Encyclopædia Britannica".{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  7. ↑ Christmas Humphreys: Karma og genfødelse, s. 67. Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s.17.
  8. 1 2 Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 8.
  9. ↑ Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 41.
  10. ↑ Helen Wambach: Livet inden livet, s. 31. Karl Aage Kirkegaard: Nærdødsoplevelsernes lære, s. 11
  11. ↑ Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 115-16.
  12. ↑ Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 113-14.
  13. ↑ Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 27.
  14. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Nærdødsoplevelsernes lære, s.74-75.
  15. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Nærdødsoplevelsernes lære, s.77.
  16. ↑ Helen Wambach: Livet inden livet, s. 49-52.
  17. ↑ Helen Wambach: Livet inden livet, s. 37-40 og s. 65.
  18. ↑ Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 37. Christmas Humphreys: Karma og genfødelse, s. 68-69.
  19. ↑ Martinus: Livets bog 2, s. 583.
  20. ↑ Christmas Humphreys: Karma og genfødelse, s. 25-26.
  21. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 8-9.
  22. 1 2 Karl Aage Kirkegaard: New Age - religion eller videnskab, s. 40-41.
  23. ↑ Asger Lorentsen: Det kosmiske menneske, s. 191.
  24. ↑ Asger Lorentsen: Menneskets åndelige rejse, s. 74-76.
  25. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Nærdødsoplevelsernes lære, s. 83.
  26. ↑ Irving Steiger Cooper (1920). Reincarnation: The Hope of the World. Theosophical Society in America. s. 15.
  27. ↑ Helmut Zander: Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiöse Traditionen von der Antike bis heute, s. 25 og 31–34.
  28. ↑ Brihadaranya-Upanishad, 4,4
  29. ↑ Metempsychosis Arkiveret 2016-08-18 hos Wayback Machine, Etymology Dictionary, Douglas Harper (2015)
  30. ↑ "Heart of Hinduism: Reincarnation and Samsara". Hinduism.iskcon.com. Arkiveret fra originalen 19. april 2011. Hentet 6. december 2011.
  31. ↑ Burkert, Walter (1972). Lore and science in ancient Pythagoreanism. s. 137.
  32. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 13.
  33. ↑ Leonid Zhmud. Pythagoras and the Early Pythagoreans. s. 232-233.
  34. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 13-14.
  35. ↑ Ivan M. Linforth: The Arts of Orpheus. Arno Press, New York, OCLC 514515
  36. ↑ Herbert S. Long (1948): A Study of the doctrine of metempsychosis in Greece, from Pythagoras to Plato (Long's 1942 Ph.D. dissertation) Princeton, New Jersey, OCLC 1472399
  37. 1 2 Herbert S. Long: Plato's Doctrine of Metempsychosis and Its Source. I tidsskriftet The Classical Weekly 1948, bind 41, s. 149–155.
  38. ↑ Ivan M. Linforth (1941): The Arts of Orpheus Arno Press, New York, OCLC 514515
  39. ↑ Herbert S. Long (1948): A Study of the doctrine of metempsychosis in Greece, from Pythagoras to Plato (Long's 1942 PhD dissertation) Princeton, New Jersey, OCLC 1472399
  40. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 15.
  41. ↑ Platon: Menon, 81 B-C.
  42. ↑ Platon: Faidon,72 A. Jævnfør Faidon 107,C-E og 113 A.
  43. ↑ Platon: Staten, 617 D - 621 B.
  44. ↑ Platon: Lovene, bog 9, 870 D-E.
  45. ↑ "Kabbala | Definition, Beliefs, & Facts". Britannica (engelsk). 2024-01-02. Hentet 2024-01-27.
  46. ↑ Trachtenberg, Joshua. "Glossary of Hebrew Terms". Jewish Magic and Superstition. s. 333.
  47. ↑ "Limmud Bay Area 2016: Judaism and Reincarnation". limmudbayarea2016.sched.com. Hentet 22. februar 2017.
  48. ↑ Steiger, Brad; Steiger, Sherry Hansen. Gale Encyclopedia of the Unusual and Unexplained: 001. s. 48.
  49. ↑ Ravasi, Gianfranco. "La reincarnazione nella Bibbia?". www.famigliacristiana.it (italiensk). Hentet 2026-06-09.
  50. ↑ Clemens af Alexandria: Stromata, 4.12.
  51. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 68-73.
  52. ↑ Pistis Sophia, kap. 103.
  53. ↑ Irenæus: Mod kætterierne, 1.25.1.
  54. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 74-76.
  55. ↑ Thomasevangeliet, logion 62. Jævnfør Jacobs hemmelige bog, 2,8-16.
  56. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 67-78.
  57. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 78-81.
  58. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 80.
  59. ↑ Origenes: Om de første principper, 3.1.23.
  60. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 81.
  61. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 84-87.
  62. 1 2 Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 87-88.
  63. ↑ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 87.
  64. ↑ Eksempler er: Quincy Howe Jr.: Reincarnation for the Christian. Philadelphia 1974.Geddes MacGregor: Reincarnation in Christianity. Wheaton 1978. Josef Head og S.L. Cranston: Reinkarnation i kristen tradition. København 1990. Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom. København 1999.
  65. ↑ Dette synspunkt fremføres blandt andet i følgende bøger: Mark Albrecht: Reinkarnation - set med kristne øjne. København 1987. Elfi Moder-Frei: Reinkarnation und Christentum. St. Ottilien 1993. Se desuden Catechism of the Catholic Church, s.264: "There is no 'reincarnation' after death."
  66. ↑ Koranen, sura 2, vers 28.
  67. ↑ Koranen, sura 3, vers 27.
  68. ↑ Masnavi III, 3901-03. Citeret fra: Nils-Olof Jacobsen: Liv efter døden, s. 321-22.
  69. ↑ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 43 og 68.
  70. ↑ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 50.
  71. ↑ Sri Aurobindo: Letters on Yoga — I, s. 550; The Life Divine, s. 791–792.
  72. ↑ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 40.
  73. ↑ Julius Lipner: Hindus: Their Religious Beliefs and Practices, s. 251–252, 283 og 366–369.
  74. ↑ Roy W. Perrett: Hindu Ethics: A Philosophical Study, s. 53–54
  75. ↑ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 42.
  76. ↑ Lene Højholt: Buddhas lære, s. 35-36.
  77. 1 2 Lene Højholt: Buddhas lære, s. 75-76.
  78. ↑ Keown, Damien. A Dictionary of Buddhism (Articles titled ucchedavāda, śāśvata-vāda, rebirth). s. 80, 162, 225, 255, 315.
  79. ↑ Hans Wolfgang Schumann: Der historische Buddha, s. 162–170.
  80. ↑ Robert E. Buswell Jr.; Donald S. Lopez Jr. The Princeton Dictionary of Buddhism. s. 708-709.
  81. ↑ Sven Fenger: Religionshistoriske tekster, s. 82.
  82. ↑ Sven Fenger: Religionshistoriske tekster, s. 83.
  83. ↑ Rudolf Frieling: Kristendom og reinkarnation, s. 62-63.
  84. ↑ Peter Harvey, The Selfless Mind, s. 247.
  85. ↑ Panchen Lama". Britannica Online Encyklopædi. Hentet 8. maj 2017.
  86. ↑ Anne-Lene Midjord Olofson: Kristendom og reinkarnation, s. 42.
  87. ↑ Helmut Zander: Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiöse Traditionen von der Antike bis heute, s. 233–244.
  88. ↑ Helmut Zander: Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiöse Traditionen von der Antike bis heute, s. 247–254.
  89. ↑ Lessing: Menneskehedens opdragelse, § 94.
  90. ↑ Lessing: Menneskehedens opdragelse, § 98.
  91. ↑ Rudolf Frieling: Kristendom og reinkarnation, s.63.
  92. ↑ Helmut Zander: Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiöse Traditionen von der Antike bis heute, s. 11-12 og s. 344–352.
  93. ↑ Helmut Zander: Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiöse Traditionen von der Antike bis heute, s. 415-16 og s. 472.
  94. ↑ Helmut Zander: Reinkarnation. I: Christoph Auffarth et al. (Udg.): Metzler Lexikon Religion. Gegenwart – Alltag – Medien. Bd. 3, J.B. Metzler, Stuttgart/Weimar 2005, S. 160.
  95. ↑ Helmut Zander: Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiöse Traditionen von der Antike bis heute, s. 477–494.
  96. ↑ Heiner Ullrich: Rudolf Steiner. Leben und Lehre, s. 133–140.
  97. ↑ Helmut Zander: Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiöse Traditionen von der Antike bis heute, s. 509–515 og 550–554.
  98. ↑ Paul David Numrich: Grænserne for viden i buddhisme, kristendom og videnskab, s. 13.
  99. ↑ Helmut Zander: Geschichte der Seelenwanderung in Europa. Alternative religiöse Traditionen von der Antike bis heute, s. 566-67.
  100. ↑ Jenny Cockell: Gårsdagens børn, s. 28-29.
  101. ↑ Nickell, Joe (1. marts 1998). "Et tilfælde af reinkarnation — Genovervejet". Skeptiske indlæg. Skeptisk spørger. Hentet 23. august 2019.
  102. ↑ Remi J. Cadoret (april 2005): "Europæiske tilfælde af reinkarnationstypen". American Journal of Psychiatry. 162 (4): 823–824.
  103. ↑ Tom Shroder, (11. februar 2007): Ian Stevenson søgte at dokumentere minder om tidligere liv hos børn. The Washington Post.
  104. ↑ Sam Harris: The End of Faith, s. 41, slutnote 18 på side 242.
  105. ↑ Paul Edwards: Reinkarnation: En kritisk undersøgelse.
  106. ↑ Moraes, Lucam J.; Barbosa, Gabrielle S.; Castro, João Pedro G.B.; Tucker, Jim B.; Moreira-Almeida, Alexander (maj 2022): Akademiske studier af påståede minder fra tidligere liv: En oversigt over afgrænsende oversigter. Udforsk. 18 (3): 371–378.
  107. ↑ J. Plowman (1996): Minder fra tidligere liv og nutidige problemer. Europæisk tidsskrift for Klinisk Hypnose. 3 (2): 36–39.
  108. ↑ Spanos, Nicholas P.; Menary, Evelyn; Gabora, Natalie J.; DuBreuil, Susan C. (1991): Sekundære identitetsaktiveringer under hypnotisk regression fra tidligere liv: Et sociokognitivt perspektiv. Journal for Personligheds- og Socialpsykologi. 61 (2): 308–320.
  109. ↑ Martinus: Livets bog 1, s. 21-22.
  110. ↑ Karl Aage Kirkegaard: New Age - religion eller videnskab, s. 84-86.
  111. ↑ Anne-Lene Midjord Olofson: Om igen. Kristendom og reinkarnation, s. 26.

Litteratur

Eksterne henvisninger