Reinkarnation

Reinkarnationsprocessen

Læren om reinkarnation forudsætter, at mennesket består af to dele: en åndelig del og en fysisk del (sjæl og legeme). I forbindelse med døden forlader sjælen legemet. Legemet går langsomt i opløsning, mens sjælen lever videre i en åndelig verden. På et tidspunkt vender sjælen tilbage til den fysiske verden, idet den bliver reinkarneret, dvs. går ind i et nyt menneskelegeme (et foster). Når det nye menneskelegeme (normalt efter ca. 80 år) dør, forlader sjælen atter legemet og lever videre i den åndelige verden, indtil den bliver inkarneret i et nyt legeme.

Hele denne proces gentager sig mange gange, indtil sjælen er blevet etisk renset og fuldkommengjort, så den ikke mere behøver at blive inkarneret i den fysiske verden. Det er kun de ufuldkomne sjæle, der bliver inkarneret. Befrielsen fra de gentagne inkarnationer beskrives ofte som en frelse.

Tidsrummet i den åndelige verden mellem to inkarnationer kan variere fra nogle få timer til flere hundrede år (afhængigt af, hvilken fremstilling af reinkarnationsprocessen der er tale om). En sjæl, hvis sidste inkarnation har varet få år, vil som regel få en kort periode i den åndelige verden. Tilsvarende vil perioden som regel være meget længere, hvis der er tale om et gammelt menneske, der er død mæt af dage. Den gamle har brug for en længere hvile- og fordøjelsesperiode på det åndelige plan.

I perioden i den åndelige verden skal sjælen vænne sig til, at denne verden fungerer på en anden måde end den fysiske verden. Den åndelige verden er en verden uden for rum og tid, og kommunikation foregår ikke med ord. Det er en tankens verden. Det er en verden af vibrationer. Her er man fri for den fysiske verdens begrænsninger. Her hersker kærlighed og ubekymrethed, og her kan man opleve en ubeskrivelig lykke.

Man kan give og modtage kærlighed frit, og man kan udfolde sine medmenneskelige, kunstneriske og intellektuelle evner. Alle sjæle er inddelt efter vibrationer og interesser. Det er således kun den enkelte sjæls evner, der sætter grænsen for dens udfoldelsesmuligheder.

Livet i den åndelige verden er som en ferie fra jordelivets arbejde og lidelser. I den åndelige verden kan sjælen nyde frugterne af, hvad den har lært i sin netop overståede inkarnation, og den kan samle kræfter til sin næste inkarnation. Samtidig kan sjælen fordøje, hvad den har lært og oplevet i den netop overståede inkarnation.

På et tidspunkt skal sjælen ned til et nyt liv (reinkarnere). En grund til, at sjælen reinkarnerer, er, at den nu ønsker at få nogle anderledes oplevelser end oplevelserne i den åndelige verden. Her er der ikke nogen modstand, for her indretter oplevelserne sig efter sjælens tanker og ønsker. Men nu ønsker sjælen at opleve en kontrast til dette liv, der er begyndt at kede den lidt. Den ønsker at opleve modstand, frustrationer og lidelser. Alt det kan den få i den fysiske verden.

Sjælen ønsker at fremme sin åndelige udvikling, og det kan kun for alvor ske i den fysiske verden. Kun i den fysiske verden kan sjælen opleve den modstand og lidelse, som udvikler og forædler den. Kun her kan den udvikle den empati og forståelse, som er nødvendig for at udvikle kærlighedsevnen. Hovedformålet med at leve de mange liv er at lære at elske.

Sjælen planlægger sin nye inkarnation i samråd med åndelige væsener. Det planlægges, hvem sjælens forældre i den nye inkarnation skal være, hvilket miljø sjælen skal fødes ind i, og hvad sjælen skal lære i den nye inkarnation.

Ikke alt er forudbestemt i den nye inkarnation. Men det er forudbestemt, hvilke opgaver sjælen skal løse. Sjælen har dog en fri vilje med hensyn til, hvordan den løser disse opgaver.

Sjælens opgaver i den nye inkarnation kan f.eks. være at gøre nogle bestemte gode gerninger mod andre mennesker. Det kan også være at lære at acceptere andre mennesker som de er. Eller det kan være at lære ægte medfølelse og empati.

Når sjælen reinkarnerer, slettes minderne om de tidligere inkarnationer. Formålet hermed er at beskytte sjælen mod den belastning, der ligger i at kunne huske alt det, der er sket tidligere, ikke mindst de mange ulykker og smerter, som er en del af menneskelivet. En sådan hukommelse ville forhindre, at sjælen kan koncentrere sig om den nuværende inkarnation og dens opgaver.

I hver inkarnation lærer sjælen noget, som den kan bruge i sin næste inkarnation. Den kan for eksempel lære en øget forståelse og medfølelse på baggrund af nogle bestemte lidelser, den gennemgår. Ganske vist kan den i sin næste inkarnation ikke huske præcist, hvad den oplevede i denne inkarnation. Men følelserne og fornemmelserne fra de gennemgåede lidelser ligger stadig i sjælens underbevidsthed. Medfølelse skyldes en ubevidst erindring om et tidligere livs lidelser.

Karmaloven

Reinkarnationslæren er næsten altid forbundet med en karmalære. "Karma" er et sanskrit-ord, der betyder "handling". I forbindelse med karmalæren bruges udtrykket "karma" om den energi, der affødes af en handling, og som udløser en skæbne, eventuelt i et senere liv. Karma er som en magnet, der tiltrækker og udløser den skæbne, som sjælen skal have. Karmaudløsningen reguleres af åndelige væsener - "karmiske agenter" - som sørger for, at karmaen bliver udløst på det mest hensigtsmæssige tidspunkt.

Alt hvad man sender ud - handlinger, ord, tanker - vil vende tilbage til en selv på en eller anden måde. Et menneskes handlinger bestemmer dets fremtidige skæbne - eventuelt dets skæbne i et fremtidigt liv. I den forbindelse bruges udtrykket karmaloven. Denne lov formuleres ofte med ordsproget "Som du sår, skal du høste".

Ifølge reinkarnationslæren former karmaloven sig ofte på den måde, at man vil komme ud for den samme skæbne, som man har tilføjet andre. Hvis man som far har behandlet sine børn kærligt, vil man i et senere liv blive født hos kærlige forældre. Omvendt vil den far, der har handlet ukærligt og ufølsomt over for sine børn, i et senere liv få en barndom hos ukærlige forældre. Den rige godsejer, der har udsuget de fattige, vil i et senere liv komme til at sulte. Og så videre.

Den ubehagelige skæbne bevirker, at personen bliver tilskyndet til ikke at udsætte andre for det, som vedkommende nu på sin egen krop og sjæl bliver udsat for. Der er således en pædagogisk tanke bag karmaloven: Meningen er, at man skal lære aldrig mere at gøre det forkerte.

Den lærdom, man får på denne måde, vil følge en til det næste liv. Ganske vist kan man til den tid ikke huske præcist, hvad man oplevede i det tidligere liv. Men følelserne fra de lidelser, man oplevede, har man med i underbevidstheden.

Karmaloven siger altså, at der er en årsagssammenhæng mellem handling og skæbne: Som du sår, skal du høste. Man kan slutte fra handling til skæbne. Men man kan ikke slutte fra skæbne til handling. Hvis man ser en hjemløs tigger, så kan man ikke med sikkerhed slutte sig til, at vedkommende har handlet meget ukærligt i et tidligere liv. Karmaprincippet kan nemlig vige for et andet princip, der går ud på, at en sjæl selv kan vælge at få et lidelsesfuldt liv, fordi den har et ønske om at blive mere forstående og kærlig – ikke fordi den har gjort bestemte ukærlige handlinger i et tidligere liv. Dette princip kan forklare, hvorfor mange meget næstekærlige mennesker kan have meget hårde og vanskelige liv.

Indien

I hinduismens ældste tekster, Vedaerne, optræder reinkarnationstanken endnu ikke. I Upanishaderne, hvoraf de ældste dateres til perioden fra 800 til 600 f.Kr., er det dog et væsentligt tema. I Brihadaranyaka-Upanishad, som anslås at stamme fra ca. 600 f.Kr., har vi en af de tidligste formuleringer af reinkarnationstanken:

"Ligesom en væverske tager et lille stykke af et væv og laver en anden, ny og skønnere form, således former denne sjæl, når den har aflagt legemet og sluppet sin ikke-viden, en anden, ny form, enten som forfader, som gandharva [himmelsk sanger], som brahmin, ... som gud, som menneske eller som et andet væsen. ... Alt eftersom man nu består af dette eller hint; alt eftersom man handler og optræder, således bliver man født; den, der handlede godt, fødes god; den, der handlede slet, fødes slet; god bliver man ved en god gerning, ond ved en ond gerning."

Grækenland

Det græske ord for reinkarnation, metempsykose (μετεμψύχωσις), kommer af meta ("forandring") og empsykhoun ("at lægge en sjæl i") og betyder altså nærmest "at lægge en sjæl i en anden krop". Et andet græsk ord, der nogle gange bruges synonymt, er palingenesis (παλινγενεσις), der betyder "at blive født på ny".

Platon

Den græske filosof Platon (428 f.Kr.-348 f.Kr.) har udøvet en stor indflydelse på den vestlige filosofi. Også med hensyn til tanken om reinkarnation har han udøvet indflydelse. Ifølge Platon er sjælen udødelig. Den vil aldrig gå til grunde. Den har eksisteret før fødslen, og den vil eksistere efter døden.

Tanken om reinkarnation optræder flere steder hos Platon, blandt andet i dialogerne Menon, Faidon, Staten og Lovene.

I Menon lader Platon sin lærer Sokrates tale bifaldende om "mænd og kvinder, der har visdom om de guddommelige ting". Om disse mænd og kvinder siger Sokrates:

"Menneskets sjæl, siger de, er udødelig, og snart afslutter den sin bane - det, som man kalder at dø - og snart fødes den igen, men den går aldrig til grunde. ... Eftersom sjælen altså er udødelig og er født mange gange og har set både denne verden og underverdenen [Hades] og alle ting, så er der ikke den ting, den ikke har lært. Derfor er der ikke noget mærkeligt ved, at den også kan erindre, hvad den tidligere har vidst, både om det gode og om meget andet."

I Faidon lader Platon Sokrates sige:

"Vi kommer altså herved til det resultat, at de levende bliver til af de døde, ikke mindre end at de døde bliver til af de levende. Og da det forholder sig således, forekom det mig at være et tilstrækkeligt bevis på, at de dødes sjæle er et eller andet sted, hvorfra de atter bliver til."

I den eskatologiske myte, der afslutter Staten, lader Platon Sokrates fortælle om soldaten Er, der døde i et slag. Er vendte imidlertid tilbage til livet den tolvte dag efter døden og fortalte, hvad han havde oplevet i det hinsidige. Han havde blandt andet oplevet, at nogle sjæle, der tidligere havde levet på jorden, skulle vælge et nyt liv. De kunne vælge mellem mange slags liv: et liv i berømthed, et liv i uanselige kår, et liv som dyr, osv. Odysseus, der huskede sit tidligere livs møje og besvær, valgte et liv i ubemærkethed. Efter deres eget valg drak sjælene af glemselens flod Lethe. Derefter blev de født igen.

Reinkarnationstanken er hos Platon forbundet med en karmalære. I hans skrifter møder vi ofte den tanke, at det straffer sig at gøre ondt og lønner sig at gøre godt. I Lovene hedder det om morderne:

"... at der kommer en straf i Hades for sådanne, og at det, når de vender tilbage hertil, er nødvendigt at betale den bøde, der er efter naturens love, ligesom den, de selv påførte ofrene, og at de ender det liv med den samme skæbne for andres hænder."

Jødedommen

Læren om reinkarnation var oprindelig fremmed for jødedommen. Der er dog et par steder i den jødiske bibel, Tanakh (Det Gamle Testamente), hvor reinkarnationstanken måske skinner igennem:

"Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du, Gud. Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: »Vend tilbage, I mennesker!" (Salmernes Bog, kap. 90, vers 3)

"Herrens ord kom til mig: 'Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.' " (Jer. 1,5)

Reinkarnationstanken var dog fremmed for jødedommen som helhed. Den begyndte først for alvor at optræde i jødedommen i 1100-tallet, da Kabbalaen, den jødiske mystik, opstod. "Klarhedens Bog" ("Sefer ha-Bahir") fra denne periode introducerede begrebet "gilgul", "sjælenes hjul" (hebraisk: "gilgul haneshamot" (גלגול הנשמות)), som er den jødiske betegnelse for reinkarnation.

Ifølge kabbalisten Isaac Luria, der levede i 1500-tallet, bevæger sjæle sig gennem flere liv, hvor de over tid er knyttet til forskellige menneskekroppe. Hvilken krop de forbinder sig med, afhænger af deres åndelige niveau og deres særlige opgave i den fysiske verden.

Blandt rabbinere, der har accepteret tanken om reinkarnation, er Nahmanides (Ramban), Baal Shem Tov, Rabbi Shalom Sharabi (kendt ved RaShaSH) og Baba Sali. Rabbinere, der har afvist tanken, er blandt andre Saadia Gaon, Maimonides og Asher ben Jehiel.

Selvom læren om reinkarnation ikke er bredt accepteret i ortodoks jødedom, er den tiltrækkende for nogle jøder, der er involveret i mystik. Andre grene af jødedommen, såsom reform- og konservativ jødedom, underviser ikke i læren.

Kristendommen

Nogle kristne teologer tolker visse skriftsteder i Det Nye Testamente som en henvisning til reinkarnation. I Matthæusevangeliet 16, 13–15 og Johannesevangeliet 1, 21–22 rejses spørgsmålet, om Jesus er Elias, Johannes Døberen, Jeremias eller en anden profet . I Johannesevangeliet 1,25 rejses spørgsmålet, om Johannes Døber er Elias.

Den skotsk-amerikanske præst og professor i filosofi Geddes MacGregor (1909-1998), har argumenteret for foreneligheden af kristen lære og reinkarnation. Den katolske kirke hævder, at reinkarnation er uortodoks og afviser den reinkarnationistiske fortolkning af tekster om Johannes Døberen og andre bibelske tekster.

Islam

Reinkarnationstankens stilling i islam har mange ligheder med dens stilling i de to andre abrahamitiske religioner: jødedommen og kristendommen. De fleste repræsentanter for hovedstrømningerne i islam (sunni-islam og shia-islam) afviser tanken om reinkarnation. Idéen om de gentagne inkarnationer af den individuelle sjæl er svær at forene med islams traditionelle tro på en personlig opstandelse på Dommedag.

På den anden side spiller tanken om reinkarnation en vigtig rolle i sufismen, den islamiske mystik, som havde sin storhedstid i årene 1000-1400. Sufimestre henviser ofte til det 28. vers i den 2. sura (al-Baqara = "koen") i Koranen:

"Hvordan kan du fornægte Gud, når du var død, og Han skabte dig levende? Så vil Han få dig til at dø og give dig liv igen, og så vil du blive bragt tilbage til Ham."

Som yderligere bevis for, at reinkarnationstanken findes i islam, henviser nogle sufimestre til følgende vers fra Koranen:

"Du lod natten blive til dag, og du lod dagen blive til nat. Du bringer de levende ud af de døde, og Du bringer de døde ud af de levende, og Du giver næring til hvem Du vil, uden at gøre op."

De fleste repræsentanter for hovedstrømningerne i islam afviser dog denne fortolkning af versene og siger, at "død" henviser til åndelig livløshed i det nuværende liv, mens "liv" henviser til det åndelige liv efter opstandelsen på Dommedag.

Hos den persiske sufimester Jalal ad-Din Rumi (1207–1273) findes findes der en reinkarnationstro. I hans værk Masnavi findes følgende digt:

"Jeg døde som sten og blev til plante,

jeg døde som plante og blev til dyr,

jeg døde som dyr, derpå blev jeg menneske.

Hvorfor da frygte døden?

Blev jeg nogensinde dårligere eller mindre ved at dø?

Engang dør jeg som menneske og bliver en lysskikkelse, en drømmens engel ..."

Hinduismen

Troen på reinkarnation er grundlæggende i hinduismen, som går ud fra, at alle mennesker lever mange gange på jorden, før de opnår den endelige frelse. Ved det fysiske legemes død går den udødelige sjælskerne (atman) ind i en åndelig verden. Derefter vil den på et senere tidspunkt blive genfødt i et nyt legeme (et foster). I hinduistisk tro ændrer atman (sjælen) sig ikke og kan ikke ændre sig på grund af sin medfødte natur. Legemet er derimod underkastet forgængelighed.

Samsara er den hinduistiske betegnelse for det gentagne kredsløb i den fysiske verden gennem fødsel, død og ny fødsel (reinkarnation) Samsara er kendetegnet ved begær. Det er begæret, der holder samsara-kredsløbet i gang, og som binder mennesket til den fysiske verden. Så længe man har et begær, vil man blive genfødt i den lave fysiske verden. Det begær, som hinduismen taler om, er det begær, der er rettet mod fysiske og psykiske fænomener i samsara. Det kan f.eks. dreje sig om begær efter penge, rigdom, magt, forlystelser og følelser (både positive og negative følelser). Så længe man har et begær, der er rettet mod noget i den jordiske verden ("et jordisk begær"), vil man blive genfødt i den jordiske verden.

Den indiske filosof fra 1900-tallet, Sri Aurobindo, beskrev genfødsel som det nødvendige maskineri i en åndelig udvikling, hvor sjælen udvikler sig fra plantens stadium til dyret og derefter til mennesket, og hvor den vokser i bevidsthed for hver genfødsel. Han udtalte, at denne udvikling ikke kan vendes om, og at menneskesjælen ikke kan genfødes i et dyr.

Buddhismen

De tidlige buddhistiske tekster omtaler reinkarnation som en del af læren om samsara. De siger, at eksistensens natur er en lidelsesfyldt cyklus af fødsel, død og genfødsel, uden begyndelse eller ende. Samsara bliver også omtalt som bhavacakra (eksistensens hjul) og punarbhava (genfødsel, gentilblivelse). Befrielsen fra denne eksistenscyklus, nirvana, er det vigtigste formål med buddhismen. Mens nirvana fremstilles som det endegyldige mål i den klassiske buddhisme, fokuserer langt de fleste nutidige lægbuddhister på at opbygge en god karma for at få en bedre skæbne i det næste liv.

Ifølge forskellige buddhistiske skrifter troede Buddha på reinkarnation ("genfødsel") og på et liv efter døden i en anden verden:

"Da der faktisk findes en anden verden (enhver verden bortset fra den nuværende menneskelige, dvs. forskellige genfødselsriger), har en, der har opfattelsen "Der er ingen anden verden", en forkert opfattelse..."

(Buddha (Majjhima Nikaya, 1.402, Apannaka Sutta))

Buddha hævdede, at karma påvirker hvordan man genfødes. Før Buddha hævdede materialistiske skoler, at døden er enden, at der intet efterliv er, ingen sjæl, ingen genfødsel, ingen karma. De hævdede, at et levende væsen fuldstændig udslettes ved døden. Buddha afviste denne teori. Sådanne overbevisninger er upassende og farlige, sagde han, for sådanne synspunkter opmuntrer til moralsk uansvarlighed og dyrkelse af materiel nydelse. Han knyttede moralsk ansvar til genfødsel.

Buddha introducerede begrebet anatta, som er den opfattelse, at der ikke findes et permanent selv (atman) i et menneske. Det er ikke den samme sjæl, der bevæger sig fra ét liv til et andet og binder disse liv sammen. Sjælen er foranderlig. Eksempelvis er et menneskes forestillinger kendetegnet ved, at de kommer og går. De forestillinger, man har som barn, er ikke de forestillinger, man har som voksen. Mennesket har ikke en permanent grundlæggende identitet. Det, der varer ved efter døden og i genfødslernes kredsløb, er ikke andet end de foranderlige skandhaer, bag hvilke der ikke er en uforanderlig personkerne. Buddhismen står i læren om anattā i modsætning til hinduismen, hvor sidstnævnte hævder, at det er den samme sjæl, der fødes i et nyt liv.

Den buddhistiske filosof Nagasena, der levede omkring 150 f.Kr., forklarede forholdet på følgende måde: Sjælen er som en flamme, der lyser gennem natten. Flammen i den første nattevagt er ikke den samme som flammen i den mellemste nattevagt. Og flammen i den mellemste nattevagt er ikke den samme som flammen i den sidste nattevagt. Men der er alligevel en forbindelse mellem flammerne. Alle nattens flammer føjer sig sammen i en uafbrudt rækkefølge. Derfor er den sidste flamme hverken den samme som den første flamme, men den er heller ikke en anden.

På samme måde er den halvfjerdsåriges sjæl ikke den samme som den tiåriges sjæl, men den er heller ikke en anden. Der er en forbindelse og en kontinuitet mellem de to. Ligesom der er der en forbindelse mellem den tiåriges sjæl og den halvfjerdsåriges sjæl er der en forbindelse mellem sjælen i dette liv og sjælen i det næste liv, siger Nagasena. Den første sjæl skaber en karma, god eller dårlig, og den anden sjæl høster frugten af den første sjæls karma.

De mange genfødsler er en kilde til duhkha (lidelse, smerte), siger Buddha. For Buddha har reinkarnationen et negativt fortegn. Livet er en lidelse. Lidelsen kan fjernes ved at livsviljen (begæret, "tørsten", sulten efter tilværelse) - og dermed livet - fjernes. Mennesket må slå ind på en møjsommelig sti - den ædle otteleddede vej - for endelig at kunne dræbe livsviljen ved roden og således nå frem til nirvana - frelsen fra de lidelsesfyldte inkarnationer. I nirvana-tilstanden er det ulykkelige fangenskab i den jordiske eksistens ophævet. Mennesket er udløst af reinkarnationernes trædemølle. Det er kvalfuldt at blive født igen og igen.

Buddhismen siger, at den grundlæggende årsag til genfødsel er bevidsthedens uvidenhed (sanskrit: avidya; Pali: avijja) om virkelighedens natur. Når denne uvidenhed fjernes, ophører genfødslen.

Buddhistiske traditioner varierer i deres detaljerede beskrivelsen af genfødslen. De fleste buddhister hævder, at genfødslen sker øjeblikkeligt efter døden, mens den tibetanske og de fleste kinesiske og japanske skoler fastholder forestillingen om en bardo (mellemtilstand), der kan vare op til 49 dage. Bardo-begrebet er udbredt i den tibetanske buddhisme og bliver drøftet i Den tibetanske dødebog.

I den tibetanske buddhisme spiller reinkarnation den særlige rolle, at den øverste religiøse leder Dalai Lama og den næstøverste leder Panchen Lama hævdes at blive efterfulgt i det samme embede af deres næste inkarnation. Panchen Lama bærer ansvaret for at finde den næste inkarnation af Dalai Lama, og Dalai Lama bærer ansvaret for at finde den næste inkarnation af Panchen Lama.

Minder om tidligere liv

En mediebegivenhed, som i 1950'erne, især i USA, tiltrak offentlig opmærksomhed omkring emnet reinkarnation, var "Bridey Murphy-sagen": Amerikaneren Virginia Tighe rapporterede under hypnose, at hun havde haft en tidligere inkarnation som "Bridey Murphy" i Irland i 1800-tallet. Under hypnosen talte hun irsk og gav overraskende detaljerede oplysninger om Bridey Murphy. En avisartikel herom udløste en sand "reinkarnationsfeber" i USA. Nogle af Tighes udtalelser kunne bekræftes under en research i Irland. Der var dog også nogle uoverensstemmelser, og i sidste ende kunne sagen forklares med, at Virginia Tighe havde haft en intensiv kontakt med irske immigranter i sin ungdom, herunder en kvinde med fødenavnet Bridey Murphy.

I sin bog Gårsdagens børn (1993) beskrev englænderen Jenny Cockell sine minder om livet som "Mary Sutton" i det tidlige 1900-tals Irland. Bogen skildrer Cockells research i Suttons liv, og den skildrer Cockells efterfølgende genforening med Mary Suttons børn, hvoraf nogle accepterede Cockell som reinkarnationen af deres mor. Allerede som 4-årig begyndte Cockell at tale om sine drømme og minder om Mary. I 1988 gennemgik hun en hypnose, hvorunder hun hævdede at have fået nogle flere minder om livet som Mary.

Forskeren Joe Nickell har sagt, at Cockells påståede minder om et tidligere liv bryder sammen under en kritisk analyse, idet han hævder, at Cockell som barn havde en tendens til at fantasere, og at beviserne antyder, at hendes tidligere livsminder under hypnose ikke er minder, men er et produkt af hendes fantasi.

Over en periode på 40 år registrerede psykiateren Ian Stevenson fra University of Virginia casestudier af små børn, der hævdede at kunne huske tidligere liv. Han skrev tolv bøger, herunder herunder Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation (1966), Reinkarnation og biologi (1997) og Europæiske tilfælde af reinkarnationstypen (2003). I bøgerne beskrev han børns udtalelser samt vidneudsagn fra familiemedlemmer og andre, ofte sammen med research af en afdød person, som på nogle måder syntes at svare til barnets erindringer. Stevenson undersøgte også sager, hvor han mente, at modermærker og medfødte defekter syntes at matche sår og ar på den afdøde.

Da alle minder om tidligere liv er udsat for anklager om at være falske minder, forventede Stevenson skepsis over for sine resultater. Han sagde, at han søgte efter modbevisende beviser og alternative forklaringer på rapporter. Men han konkluderede, at ingen "naturlig" forklaring var tilstrækkelig.

Stevensons arbejde på dette område var så imponerende for Carl Sagan, at han i sin bog The Demon-Haunted World henviste til Stevensons undersøgelser som eksempler på omhyggeligt indsamlede empiriske data. Selvom Sagan afviste reinkarnation som forklaring på historierne, skrev han, at fænomenet med påståede minder om tidligere liv burde undersøges nærmere. Sam Harris citerede Stevensons værker i sin bog The End of Faith som en del af en datamængde, der synes at bekræfte virkeligheden af psykiske fænomener.

Stevensons resultater har været genstand for kritik, for eksempel af filosoffen Paul Edwards, som hævdede at Ian Stevensons beretninger om reinkarnation udelukkende var anekdotiske og cherry picking. Edwards tilskrev historierne selektiv tænkning, suggestion og falske minder, der stammer fra familiens eller forskerens trossystemer, og som ikke lever op til standarden for videnskabeligt udvalgte empiriske beviser.

Andre akademiske forskere, der har taget lignende initiativer til at undersøge mulige beviser på reinkarnation, er Jim B. Tucker, Antonia Mills, Satwant Pasricha, Godwin Samararatne og Erlendur Haraldsson, men Stevensons publikationer er stadig de mest kendte.

Reinkarnationsterapi

Der findes formodede minder fra tidligere liv, der er fremkaldt under hypnose i form af "tidligere liv-regressioner". Teknikken blev populariseret af den amerikanske psykiater Brian Weiss, som hævder at han siden 1980 har ført mere end 4.000 patienter tilbage til tidligere liv. I Vesten bruger praktikere af tidligere liv-regressioner hypnose kombineret med en række spørgsmål, der skal fremkalde minder om tidligere liv. Nogle udøvere bruger også klientens nuværende livsproblemer til at bringe "tidligere livshistorier" frem til bevidstheden. Praktikerne mener, at uløste problemer fra påståede tidligere liv kan være årsagen til deres patienters problemer.

Denne praksis betegnes dog ofte som pseudovidenskabelig. Sådanne påståede minder har vist sig at indeholde historiske unøjagtigheder. Eksperimenter med forsøgspersoner, der gennemgår tidligere liv-regression, indicerer, at troen på reinkarnation og hypnotisørens forslag er de to vigtigste faktorer i forhold til indholdet af de rapporterede minder. Brug af hypnose og suggestive spørgsmål kan have en særlig tendens til at efterlade subjektet med forvrængede eller falske minder.