Kærlighed

For alternative betydninger, se Kærlighed (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Kærlighed)
Arketypiske elskende: Romeo og Julie. Frank Dicksee: Romeo og Julie. 1884.

Kærlighed er en følelse af den stærkeste hengivenhed og påskønnelse. Kærlighed viser sig i en uselvisk menneskelig venlighed, medfølelse og omsorg for andre. I daglig tale forstås den som en varm inderlig følelse af hengivenhed og respekt over for en anden.

Definition af kærlighed

Den italienske filosof Thomas Aquinas (1225-1274) definerede kærlighed som "at ønske noget godt for en anden". Den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) sagde, at kærlighed er "at glædes over en andens lykke". Den indiske åndelige leder Meher Baba (1894-1969) udtalte, at der i kærlighed er en "følelse af enhed" og en "aktiv værdsættelse af kærlighedens objekts iboende værdi".

Kærlighed kan antage en mere upersonlig form. Mennesker kan have en dyb hengivenhed over for og en stor påskønnelse af et objekt eller et ideal, hvorved de kan opleve en følelse af kærlighed til det.

Ifølge en snævrere og mere udbredt forståelse er kærlighed en følelse af stærk tiltrækning og følelsesmæssig tilknytning, ofte rettet mod et andet menneske, men også kæledyr kan være genstand for kærlighed.

Ifølge en løsere forståelse omfatter kærlighed nydelse og begær. Det er denne forståelse, der optræder i forbindelse med udtryk som "kærlighed til mad" og "kærlighed til penge".

Kærlighed kan også defineres ved at fastslå, hvad der ikke er kærlighed - eller hvad der er en modsætning til kærlighed. Had opstilles ofte som en modsætning til kærlighed. Undertiden ses ligegyldighed som en modsætning - eller i det mindste som mangel på kærlighed. Også seksuelt begær ses undertiden som en kontrast til kærlighed.

Kærlighed kan afspores som besiddertrang (jalousi) hos den elskende og som forskellige former for frivillig afhængighed eller opgivelse af autonomi, op til slaveri, hos den elskede.

Former for kærlighed

Agape

Det græske ord agape (ἀγάπη) betegner den selvopofrende, guddommelige kærlighed. Agape bruges om Guds kærlighed til mennesker og samtidig om menneskets kærlighed til sit medmenneske (næste). Den sidste form for kærlighed har ikke nogen seksuelle undertoner.

Agape henviser til en uselvisk og støttende kærlighed, der indbefatter kærlighed til sine fjender. Særligt i kristendommen er denne form for kærlighed central.

Ifølge den svenske teolog Anders Nygren er agape, denne særlige kristne næstekærlighed, af en særlig art i forhold til andre former for kærlighed. Den er spontan og umotiveret. Agape-kærligheden er præget af en givende omsorg for andre. Den, der elsker med agape, ser helt bort fra sit eget bedste og elsker andre for deres egen skyld, ofte på bekostning af sin egen interesse og lykke. Vedkommende forventer ikke noget til gengæld. Agape er baseret på Guds ubetingede kærlighed til alle skabninger. Den motiveres ikke af den elskedes værdi, men skaber i stedet en værdi hos den elskede, siger Nygren.

Eros

Det græske ord eros (ἔρως) henviser til en entusiastisk, passioneret kærlighed. I sin dialog Symposion beskriver Platon en "kærlighedsstige" til Eros, hvor man begynder med kærligheden til en bestemt krop, som man finder smuk. Med tiden vil man gå videre til kærligheden til alle kroppe. Til sidst vil man ende med at elske skønhed generelt.

Ifølge Anders Nygren er eros en egocentrisk og begærbaseret form for kærlighed. Når man elsker ud af eros, elsker man ud af egeninteresse. Man elsker for at erhverve og besidde genstanden for sin kærlighed. Men det er ikke rigtig kærlighed.

Romantisk kærlighed

Romantisk kærlighed (Forelskelse) er en blanding af følelsesmæssigt og seksuelt begær. Den romantiske kærlighed stod historisk set i modsætning til fornuftsægteskabet, hvor man indgik ægteskab af praktiske, f.eks. økonomiske, årsager. Men i romantikkens periode i 1800-tallet blev det mere almindeligt at indgå ægteskab af følelsesmæssige årsager - af forelskelse og kærlighed.

De romantisk elskende er kendetegnet ved, at de i begyndelsen af forholdet lægger vægt på følelserne frem for den seksuelle tilfredsstillelse - og senere frem for ansvaret og pligten ved at indgå et ægteskab. Det er følelserne, der er i centrum.

Den tysk-amerikanske psykolog Erich Fromm (1900-1980) påpeger, at forelskelse af natur ikke er varig, og at hvis folk ikke har gjort arbejdet med at stå sammen i kærlighed, så mister deres fortrolighed sin mirakuløse karakter, indtil deres forskelligartethed, deres skuffelser og deres indbyrdes kedsomhed dræber den oprindelige betagelse. Men alt dette ved de ikke i begyndelsen. De opfatter styrken af deres betagelse, dette at være "vilde" med hinanden, som et bevis på styrken af deres kærlighed, mens den ifølge Fromm måske kun beviser, i hvor høj grad de tidligere har følt sig ensomme. Nogle har derfor set forelskelsen som en form for begær.

I den forbindelse er det ofte blevet fremhævet, at forelskelse ikke er det samme som kærlighed. I forelskelsen er den forelskede primært optaget af sit eget velbefindende. Man søger mod den anden som noget, man vil have. Kærlighed er derimod kendetegnet ved, at den elskende er optaget af den andens velbefindende. Man vil give noget til den anden.

Ulykkelig kærlighed

Ulykkelig kærlighed kan ses som bagsiden af forelskelsen. Det er den utilfredsstillede forelskelse. Den ulykkelige kærlighed er forbundet med brudte drømme, tabte håb og følelsen af at være fanget mellem længsel og realiteter. Den er er følelsesmæssig smerte og utilfredshed, der er forårsaget af et romantisk forhold, der ikke længere fungerer eller ikke længere møder ens behov.

Ulykkelig kærlighed er egentlig ikke kærlighed. Det er sorgen og smerten ved kærlighedens udeblivelse.

Platonisk kærlighed

Platonisk kærlighed er en rent åndelig kærlighed uden nogen fysisk involvering og uden ønsket om at eje. Den seksuelle lyst er ikke-eksisterende eller undertrykt, erstattet eller på anden måde fjernet. Platonisk kærlighed er mere end almindeligt venskab. Begrebet er opkaldt efter filosoffen Platon, der i dialogen Symposion hylder åndelig kærlighed som noget højere end fysisk kærlighed.

Genstande for kærlighed

Partneren

Partnerkærlighed kan finde sted mellem personer af modsat køn (heteroseksualitet) og mellem personer af samme køn (homoseksualitet). I nutidens europæiske kulturer fremhæves idealet om partnerskab. Derfor har denne form for kærlighed ofte en institutionelt betydningsfuld rolle i samfundet, og den gør ofte krav på eksklusivitet (se monogami).

Kærlighedsmodeller, der ikke er baseret på eksklusive forhold mellem to personer (polygami), spiller en rolle i ikke-europæiske kulturer. I de seneste årtier er det i Vestenblevet mere udbredt at have flere samtidige kærlighedsforhold, som alle involverede er bekendt og indforstået med (polyamori).

Familien

Ud over partnerkærlighed er kærlighed mellem (nære) slægtninge (faderkærlighed, moderkærlighed, børnekærlighed, broderkærlighed, søsterkærlighed) af den største betydning for det enkelte menneske. I familiekærlighed er der ifølge en almindelig norm ikke seksualitet involveret. Incest (seksuelle aktiviteter inden for familien) betragtes derfor ikke som familiekærlighed.

Kammeraten

Kammeratlig kærlighed er kærlighed til venner.

Fædrelandet

Patriotisme er kærlighed til et land - kærlighed til fædrelandet.

De trængende

Filantropi (velgørenhed) udvider kærligheden til en universel kærlighed til de (værdigt) trængende i menneskeheden.

Naturen

Især i nyere tid er kærlighed til dyr eller eller kærlighed til naturen også blevet centrum for sociale begreber i vestlige kulturer.

Idealer

Idealer kan også elskes. Man kan for eksempel have kærlighed til frihed eller sandhedskærlighed.

Selvet

Ifølge Erich Fromm er selvkærlighed en forudsætning for at kunne at elske sin næste. Selvkærlighed er ikke egoisme, siger han. Den egoistiske person elsker i virkeligheden ikke sig selv. Vedkommende har ikke givet sig selv den respekt, forståelse, omsorg og ømhed, der ligger i selvkærligheden. Det egoistiske menneske har ikke nogen glæde ved sig selv og kan ikke lide sig selv. Vedkommende er tom og skuffet, og forsøger så at stjæle fra andre mennesker det, som vedkommende mangler i sig selv. Egoisme er på bekostning af andre menneskers velbefindende.

Selvkærlighed er derimod som regel ikke på bekostning af andre menneskers velbefindende. Den selvkærlige giver sig selv respekt, forståelse, omsorg og ømhed, og netop derved vil vedkommende få styrke til at elske andre mennesker.

Citater om kærlighed

Gud er kærlighed. Af Currier & Ives. Ca. 1874. Jævnfør Det Nye Testamente, 1. Johannesbrev, kap. 4, vers 8.

"Den kærlige forudsætter, at kærligheden er i det andet menneskes hjerte, og just ved denne forudsætning bygger han kærligheden i ham op."

"Kærligheden er den følelse, der binder hele universet sammen. Kærlighed er skabelsens lim."

"Kærlighed besejrer alt."

"Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden."

Se også