George Armstrong Custer

George Armstrong Custer
Født5. december 1839(1839-12-05)
New Rumley, Ohio
Død25. juni 1876 (36 år)
Little Bighorn, Montana
Begravet vedWest Point Cemetery
TroskabAmerikas Forenede Stater
Tjenestetid1861-1876
RangOberstløjtnant (midlertidig generalmajor under borgerkrigen)
Chef for7th U.S. Cavalry
Militære slag og krigeAmerikanske borgerkrig

Indianerkrigene

ÆgtefælleElizabeth Bacon Custer
Underskrift

Oberstløjtnant George Armstrong Custer (5. december 1839 – 25. juni 1876) var en amerikansk kavaleriofficer, bedst kendt for sit nederlag i slaget ved Little Bighorn:100 til lakotaer og nordlige cheyenner anført af høvdingen Sitting Bull og strategen Crazy Horse, der havde invaderet de fjendtlige crow indianeres reservat i Montana, :8 som Custer og hæren samarbejdede med.:7

Udødeliggjort via statuer, over 967 forskellige illustrationer af ham,:xi amerikanske byer og counties opkaldt efter ham samt mindst én National Forest,:48 film – beundrende som nedgørende:111 – og genstand for mange bøger. Skrev ”My Life on the Plains, or, Personal Experiences with Indians” som en artikelserie trykt i ”Galaxy Magazine”:147 og siden samlet til en bog. Deltog i borgerkrigen på unionens side. Allerede i live en kontroversel person, beundret af nogle og ringeagtet af andre, også indenfor militæret.:523 Var med i indianerkrigene mod nogle få og ganske bestemte stammer, mens han sikrede sig loyal støtte fra andre oprindelige amerikanere. Af National Congress of American Indians lagt for had som 1800-tallets Adolf Eichmann; men respekteret som en sympatisk indstillet allieret af hans arikara spejdere, hvis efterkommere stadig synger ”Custer Song” til minde om ham efter at have sunget æressange for stammens afdøde veteraner.:17

George Armstrong (Autie) Custer og ægtefællen Elizabeth Bacon Custer

Familieliv og karrierevalg

Født i New Rumley, Ohio, som søn af Maria og Emmanuel Custer, der hver havde tre børn fra tidligere ægteskaber. Fire yngre søskende.:4 West Point elev fra juni 1857:74 til juni 1861:75 efter at have opgivet et kedeligt job som skolelærer i Hopedale, Ohio, efter et års tid.:11 Fik anmærkninger om forsømmelighed:75 og lå i den tunge ende af sin klasse, men bestod.:43

Gift med Elizabeth B. Bacon (1842 – 4. april 1933):41 i Monroe, Michigan, den 9. februar 1864.:30 Hun fulgte sin mand, hvor han gjorde tjeneste.:87 Under Custers ekspeditioner på prærien skrev de breve til hinanden, som Custer gerne underskrev med sit kælenavn Autie (for Armstrong).:119 Ved hjælp af hustruens erindringsbøger om ham og hans soldaterliv som bl.a. ”Boots and Saddles, or, Life in Dakota with General Custer” og ”Tenting on the Plains or General Custer in Kansas and Texas” trivedes myten om Custer efter hans død.:87

Custer i den amerikanske borgerkrig

Han blev som 24-årig udnævnt til midlertidig (Brevet) general. Under den amerikanske borgerkrig udmærkede han sig ved en række dristige, men altid succesfulde kavaleriangreb, som gjorde ham til lidt af et idol hjemme i nordstaterne, hvor man kunne læse om hans bedrifter i aviserne. Han spillede desuden en stor rolle i krigens sidste dage, da hans tropper var med til at afskære sydstatshærens flugtrute.

Enten bevilget eller sendt på orlov fra den regulære hær i april 1865.:339 Med borgerkrigen bragt til ende opløste hæren de frivillige regimenter og reorganiserede hæren i tråd med retningslinjerne i den nye ”Act to increase and fix the Military Peace Establishment of the United States” (kort kaldt ”Act of 1866”).:44 I marts 1866 blev Custer hjemsendt fra Texas efter at have været generalmajor for en gruppe frivillige borgerkrigssoldater.:339

Præsident Andrew Johnsons personlige livvagt i en kort periode i 1866. Afslog en rang som oberst i det 9. kavaleriregiment med sorte ryttere.:344

På den sydlige prærie, 1866-1872

1866-1867

Historisk kort. Sydlige cheyenner og USA

En følge af ”Act of 1866” var oprettelsen af det 7. kavaleriregiment samme år.:335 Custer fik rang af oberstløjtnant den 28. juli:521 af præsident Johnson.:342 Regimentet holdt først til i Fort Riley, Kansas, og fra 1867 til 1870 i Fort Hayes i samme delstat.:184

Deltog med 11 kavalerikompagnier i generalmajor Winfield Scott Hancocks ekspedition i april 1867 mod bl.a. sydlige cheyenner i Kansas,:304 der nok på lidt løst grundlag:303 var anklaget for flere drab og tyverier i 1866.:22 Resultatet af ekspeditionen var Hancocks ildspåsættelse af en over 200 tipier stor,:262 men praktisk talt rømmet cheyenne - og lakota lejr ved Pawnee Fork.:42 Episoden afstedkom mere end 50 sammenstød mellem oprørte stammefolk og dels soldater, dels civile hvide, gennem sommeren og efteråret 1867.:304-310

Custer holdt et møde med bl.a. oglala lakota høvding Pawnee Killer ved Fort McPherson engang efter Hancocks ekspedition.:54 Den 24. juni blev hans vogntog angrebet af cheyenne Dog Soldiers og lakotaer under netop Pawnee Killer:273 ved Republican River. Ingen led tab, og krigerne red væk efter en ny samtale mellem Custer og høvdingen.:306 Nogle dage senere fandt Custers delaware spejdere ligene af en gruppe ordonanser og lakota spejderen Red Bead,:136 alle dræbt og lemlæstet af Dog Soldiers og lakotaer under Pawnee Killer.:274

Stillet for en krigsret i 1867 for at have tilladt en officer at skyde en desertør (i hævdet selvforsvar) og måske mest for engang at have forladt sin post uden lov for at besøge sin kone i Fort Riley.:406 Fundet skyldig og den 11. oktober frataget rang og løn i et år.:104 Hans støtter betragtede dommen som politisk/personlig motiveret.:472

!868

Kaldt tilbage i tjeneste mod sydlige cheyenner og – arapahoer:108 af generalmajor Philip H. Sheridan i september 1868.:125 Baggrunden var bl.a. brud på og uenighed om teksten i Medicine Lodge Treaty indgået den 28. oktober 1867, der afstedkom små episoder,:287-290 der tog til i alvor og antal i 1868.:310-317 Custer indførte et nyt system i sit kavaleriregiment, så de forskellige kompagnier red på heste i hver deres farve, hvorved han kunne skelne dem fra hinanden.:76 Den 26. november fulgte Custers kavaleri et spor i sneen efter en bereden og formodet krigsgruppe, stammen ukendt. Ledt frem af hærens osage spejdere angreb kavaleriet en uidentificeret lejr ved Washita River, Oklahoma, den næste morgen. Lejren var cheyenne høvding Black Kettles,:171 og den lå 150 kilometer nord for Fort Cobb.:94 En sikkerhedszone omkring fortet, der var etableret for venligsindede indianere, så hæren ikke angreb dem ude på prærien ved en fejl, omfattede ikke umiddelbart cheyenner, uagtet Black Kettle hævede at arbejde for fred.:57 Lejrens tabstal opgøres forskelligt fra 11 mænd – inklusive Black Kettle - , 12 kvinder og seks børn:322 til 103 dræbte krigere. En kvinde i lejren blev skudt efter at have dræbt en tilfangetaget lille, hvid dreng,:165 der muligvis var hendes egen lyshudede søn, som hun frygtede ville falde i hænderne på hæren.:134 En hvid, kvindelig fange siges at have lidt samme skæbne som drengen.:15 Hæren tog 53 kvinder og børn til fange. Kavaleriets tab var fire under angrebet på lejren og 17 mænd i en afskåret gruppe.:18 Lejren brændt efter at Custer havde sikret sig en tipi som trofæ.:137 Op mod 800 ustyrlige heste skudt.:139 Major Frederick W. Benteen skrev ætsende om Custers lyst til selv skødesløst at skyde både hunde og heste, til trods for at soldater på den anden side af hesteflokken risikerede at blive ramt. Efter at have indtaget lejren så Custer sig omringet og beskudt af arapahoer, kiowaer og comancher fra uopdagede lejre længere væk. Custer begyndte en march op mod lejrene for at fingere et forestående angreb på dem. Krigerne red væk for at advare deres familier, hvorpå Custer gjorde en hastig retræte.:321

Den 17. december arresterede Custer kiowa høvdingene Lone Wolf og Satanta og bragte dem til Fort Cobb.:201 Han truede med at hænge dem, hvis deres lejre, regnet for fjendtligsindede, ikke ankom til fortet indenfor en given tidsfrist. De kom.:74

1869

I marts 1869 førte hærens osage spejdere det 7. kavaleriregiment og et regiment Kansas Volunteers:237 frem til 260 sydlige cheyenne tipier ved Sweetwater Creek, Texas.:83 Custer afstod fra et lyn-angreb, da cheyennerne så nok ville dræbe en hvid kvinde og en hvid pige, de holdt fanget.:238 Han arrangerede et møde og sammen med oberst Cook:239 red han ind i lejren for at tale med høvdingene.:83 Custer røg pibe med pilevogteren Rock Forehead:325 (kaldt Medicine Arrow af Custer) inde i dennes tipi med det hellige mahuts bundt.:83 Rock Forehead anviste personligt Custer en lejrplads til hans ca. 1.500 soldater omkring en kilometer fra cheyennernes lejr.:241 Under et cheyenne besøg i soldaterlejren samme dag mistænkte hæren, at tipilejren ville drage væk i skjul af besøget.:242 Custer tog tre ældre mænd som gidsler som garanti for 1) cheyennernes frigivelse af de to fanger og 2) et løfte fra dem om at opgive al modstand og slå sig ned i et reservat.:245 Efter flere dages stilstand kom pigen og kvinden ind i lejren.:250 Cheyennerne lovede også at melde sig ved Camp Supply, Oklahoma, snarest muligt.:253 Hæren drog tilbage til Camp Supply uden kamp og videre til Fort Hays med de tre gidsler.:326 I løbet af foråret ankom cheyennerne til Camp Supply, og om sommeren førte hæren fangerne fra Black Kettles lejr sammen med dem.:327 To af gidslerne blev dræbt i Fort Hays, da de fejlagtigt troede, de skulle henrettes og greb til knive.:254

Custer og Storfyrste Alexandrovich i Topeka, Kansas

Cheyennerne siger, at Rock Forehead hemmeligt kastede en forbandelse over Custer ved at tømme tobaksasken fra piben på hans støvlesnude; forbandelsen ville ramme ham og hans regiment, hvis han bedrog dem. Lejren havde været parat til at frigive de hvide fanger uden trusler fra Custer, hvis den havde fået tid nok.:325 Ved at byde cheyenner velkomne i soldaterlejren ene og alene for at kunne tage gidsler havde Custer optrådt forræderisk. Drabene på de to gidsler regnes for en planlagt handling.:326

1869-1873

Tiden fra marts 1869 til det 7. kavaleriregiment blev splittet op i oktober 1870 gik med trivialiteter.:473-474 Custer bad om at komme til Fort Hays,:475 men han endte i en ubetydelig militærstation i Elizabethtown, Kentucky, i juni 1871.:476 Ledsager og jagtguide for den russiske storfyrste Alexis Alexandrovich Romanov, søn af zar Alexander II, på en bisonjagt i Nebraska i januar 1872 sammen med bl.a. Buffalo Bill. Kaldt til North Dakota i 1873.:11

På den nordlige prærie, 1873-1876

1873

Kort over lakotaernes Fort Laramie traktatområde (1851) og angivelse af sted og årstal for flere kampe mellem dem og USAs hær, 1854 - 1890. Hæren holdt sig stort set udenfor lakota territoriet som defineret, men kom i kamp med lakotaer under disses invasion i fjendtlige indianeres landområder; især crow stammens:46
Traktat med siouxerne, 1868. Artikel 11 som lakotaerne brød igen og igen i starten af 1870erne
Custer i lejr. Ved hans side yndlingsspejderen Bloody Knife fra arikara stammen
Fort McKeen (Juni 1872-Nov. 1872) øverst. Udvidet og navngivet Fort Abraham Lincoln i november 1872 inden Custer bosatte sig i fortet i september 1873

Den 10. april 1873 gendannedes det 7. kavaleriregiment,:479 og den 10. juni ankom Custer og kavaleristerne til Fort Rice, North Dakota.:105 Styrken var tilkaldt af William T. Sherman:15 for bl.a. at beskytte jernbaneopmålere,:40 der skulle finde en praktisk linjeføring for en forlængelse af Northern Pacific Railway fra Powder River, Montana, og videre vestpå langs Yellowstone River. Skinnerne var kun lagt til Bismarck, North Dakota, men jernbanens linjeføring til Powder River var planlagt.:37 Opmålerne og følget af infanterister:9 og santee sioux spejdere:13 havde lidt under angreb fra lakotaer i efteråret 1872 ved Yellowstone River.:132 Ligeledes militærstationen Fort McKeen, North Dakota.:36

Dette var brud på Fort Laramie traktaten (1868) mellem USA og lakotaerne.:998-1007 I Article 11, 1st., 2d. og 6th. fremhæves det, at lakotaerne forpligtigede sig til ikke at modsætte sig konstruktionen af bl.a. jernbaner. Traktatens Article 11, 3d. og 5th bandt dem endvidere til at afstå fra angreb på amerikanere og personer, der var venligsindede overfor USA, ligesom de forpligtede sig til ikke at dræbe eller skalpere hvide folk fremover.:1002

Tre gange angreb lakotaerne Fort Abraham Lincoln, North Dakota, i 1873,:39 før Custer og hans mænd forlod Fort Rice den 20. juni for at bistå årets Yellowstone Expedition ledet af oberst David S. Stanley.:245 Hæren fik støtte af flere arikara spejdere.:15 Den 4. august angreb en mindre gruppe beredne krigere Custer og omkring 90 kavalerister:281 i en lejr nær Miles City, Montana.:41 Kavaleriet forfulgte krigerne, men gjorde holdt inden det gik i en fælde, hvor flere hundrede lakotaer gemte sig i en træbevoksning og angreb.:486 Dyrlægen John Honsinger og marketenderen Auguste Baliran, begge ubevæbnede,:46 samt en kavalerist dræbt.:250 Samme dag forsvarede to eskadroner af det 7. kavaleriregiment ved Tongue River sig mod lakotaer.:40

Custer og hans nu 550 mænd fulgte krigernes spor den 8. august.:284 Hærens forsøg på at krydse Yellowstone River i jagten på dem mislykkedes, da Custer ignorerede arikaraernes råd om at beordre soldaterne til at holde fast i halen på deres hest og lade sig bugsere over.:16 Den 11. august udvekslede hæren skud med flere hundrede lakotaer:289 tværs over Yellowstone River lidt nord for udløbet af Bighorn River.:128 Krigerne krydsede floden, så parterne skød mod hinanden på nordbredden.:289 Custer fik sin hest skudt væk under sig.:288 Fire soldater dræbt.:289 På vej tilbage mod North Dakota nedlagde Custer nogle wapitier fra sadlen på sin medbragte jagthest ”Dandy”. Iført sit hjorteskindstøj blev han bedt om at lade sig fotografere med et jagttrofæ.:292 Donerede en hel konserveret wapiti til Audubon Club, Detroit.:293 Ville sende et levende træpindsvin og en ditto vildkat til Central Park:298 og samlede geologiske prøver til Michigan University. Nåede Fort Abraham Lincoln den 21. september,:105 hvor Custers holdt til fra da af.:106 Efter ekspeditionen beskyldte Stanley Custer for at være opsætsig, der til gengæld fandt Stanley uduelig.:15

Andre traktatbrud fra lakota side var bl.a. et storstilet angreb på en crow lejr ved Pryor Creek i crow reservatet, Montana, i juli.:257-260 Allerede i 1870:198 og atter i 1871 havde crowerne rapporteret om lakotaer ved Bighorn River i crow reservatet.:43 Efter angrebet ved Pryor Creek anklagede crowerne lakoterne for at trænge ind i deres land:124 og opfordrede hæren til at slå hårdt ned på dem.:106 Et nyt brud på Article 11, 3d. var lakotaernes massakre på pawneerne i august.

I sin årsrapport anbefalede kommissæren for indianske anliggender, Edward P. Smith,:6 for første gang, at hæren tvang lakotaerne vest for South Dakota (altså udenfor Det store sioux reservat) ind i reservatet. Intet skete.:145

En evig grund til konflikt var uenighed om, hvilke landområder, hvem havde traktat på, ikke mindst lakotaernes ”uafståede områder” vest for reservatet. Desuden følte ikke alle personer sig bundet af Fort Laramie traktaten (1868).:6-7

1874

”Custer havde et hjerte som en indianer.” Arikaraen og Custer spejderen Red Star. Siden 1917 har arikaraerne ved lejlighed sunget “Custer Song” til ære for en afdød amerikansk hærleder, der viste dem sympati:21

I foråret overvejede Sherman at lade en ekspedition til Black Hills i Det store sioux reservat starte fra Fort Laramie, Wyoming. For ikke at skabe for meget røre tilfaldt opgaven i sidste ende det mere fjernt beliggende Fort Abraham Lincoln med Custer.:11 Modsat lakotaerne:258 så USA intet ulovligt i ekspeditionen, idet den ikke ville blive foretaget af private aktører, men var autoriseret af USA's regering. Dermed var den i overensstemmelse med Article 2 i Fort Laramie traktaten (1868), der tillod hvide adgang i reservatet i forbindelse med udførelse af tjenstlige opgaver.:11 Officielt skulle hæren finde en placering til et fort i sioux reservatet, men to erfarne guldgravere kom med på ekspeditionen.:11

Under forberedelserne fik Custer en mere presserende opgave. En hær lakotaer fra sioux reservatet var på vej for at angribe indianerne i Fort Berthold reservatet nordpå. Efter lakotaernes drab på 39 kvinder, 20 mænd og 10 børn fra pawnee stammen 300 km syd for Det store sioux reservat året før prioriterede USA det højt at prøve at kontrollere deres færden.:129 Sheridan beordrede Custer til at beskytte de venligsindede arikaraer og mandaner mod lakota angreb på samme måde, som hvis de havde været hvide nybyggere. Custer fejlede,:133 og lakotaerne dræbte fem arikaraer samt en mandan:39 100 kilometer nord for sioux reservatet den 13. juni.:133

Den 2. juli startede Black Hills ekspeditionen til tonerne af Custers yndlingsmelodi ”Garry Owen” fremført af 16 musikanter på hvide heste.:86 Custer stod i spidsen for omkring 1.000 mænd,:11 både kavalerister og infanterister:85 samt over 45 arikara – og santee sioux spejdere.:163

Den 20. juli begyndte udforskningen af Black Hills:2 fra vest til øst.:7 Custer tillod sine mænd at ride med blomsterbuketter i hænderne og dekorere hestenes hovedtøj med flettede blomsterkranse, da de red gennem Floral Valley, som Custer navngav dalen.:2 Andre kortlagte lokaliteter fik navne som f.eks. Grant’s Peak, men også Custer’s Gulch, Custer’s Valley, Custer’s Canyon og Custer’s Park.:53 Custer tog en lakota fra en lille lejr som både gidsel og vejviser den 26. juli.:20 Custer løslod manden en nat uden arikaraernes viden af frygt for, at de ville sætte efter ham og dræbe ham.:169 Den 30. juli fandt man spor af guld i French Creek og siden andre steder.:12 Da vogntogets vej frem engang blev umuliggjort af en stejl skrænt, og fejlen var arikara spejderen Bloody Knifes, skød Custer i retning af ham flere gange med sin revolver. Arikaraen irettesatte ”Long Hair”,:17 Custer undskyldte, og de gav hinanden hånden.:194 Den 6. august begyndte turen tilbage.:20 Undervejs fik Custer æren af at have nedlagt en gråbjørn, skønt to andre også havde skudt mod den. George Bird Grinnell, videnskabelig ekspeditionsmedlem, syntes, at Custer pralede mere med sit gode sigte end demonstrerede det.:105 Efter at have passeret en stor, nylig forladt lakota lejrplads ved Little Missouri River, som hæren var blevet advaret om var parat til angreb, skal Custer have erklæret, at hans 7. kavaleriregiment kunne slå alle indianere i det nordvestlige USA.:106 Den 30. august tilbage i Fort Abraham Lincoln efter at have opmålt 1.205 miles prærieområder.:21 Lakotaerne havde ikke voldt problemer:8 bortset fra en episode mellem en lakota og en santee sioux spejder ved den lille tipilejr, hvor en lakota muligvis blev såret.:168

1875

De Smets forvredne 1851 kort med bl.a. Fort Laramie traktatens (1851) grænser for de forskellige stammeterritorier. Krydset angiver slagmarken i 1876 ved Little Bighorn River i en del af prærien anerkendt af lakotaerne som indianerne i den fjendtlige crow stammes territorium

På initiativ fra Custer:40 mødtes lederne fra Fort Berthold reservatet med flere lakota ledere i Fort Abraham Lincoln i foråret. En fredsaftale mellem de stridende indianere faldt på plads den 29. maj og viste sig rimelig effektiv.:133

Både i foråret og efteråret besøgte Custer øststaterne.:106

1876

Custers rute fra Fort Abraham Lincoln til Little Bighorn River i crow reservatet, Montana, 1876
Custers rute i Montana frem til Little Bighorn River, sommeren 1876, hvor han undervejs sikrede sig støtte af crow spejdere
Lakotaerne klagede over hvide guldgravere i sioux reservatet, mens de besejrede Custer i crow reservatet, hvor de var uønskede. Custer og hæren samarbejdede med crowerne

Grunden til ”Den store sioux krig” i 1876 var lakotaernes ”nej” til at lade amerikanerne købe de guldholdige Black Hills ifølge lakotaerne.:264 Amerikanerne begrundede konflikten med anklager om drab på hvide i Montana:12 begået af lakota lejre udenfor Det store sioux reservat.:341 Tillige angreb på en række venligsindede stammer som bl.a. crowerne,:5 hvis reservat lakotaerne årligt invaderede og nærmest havde overtaget den østlige del af.:12 Endvidere lå Sitting Bulls lejr udenfor sioux reservatet:7 i strid med Fort Laramie traktatens (1868) Article 11, hvori lakotaerne afskrev sig retten til permanent at opholde sig udenfor reservatet, skønt de måtte tage på jagtture i de uafståede områder.:1002

Den 3. december 1875 gav USA lakotaerne i lejre udenfor reservatet et ultimatum om at rykke ind i det inden den 31. januar 1876. Nogle fulgte kravet for at opdage, at hærens forrådslagre til reservatlakotaerne næsten var tomme.:14 Sitting Bulls lejr udeblev, og den 1. februar var USA's konflikt med især hans lejr en realitet.:7

Efter Custers vidneudsagn mod præsident Grants bror i en sag om mulig korruption i foråret fratog præsidenten ham kommando over det 7. kavaleri.:108 En ydmygt appellerende Custer fik kommandoen tilbage den 7. maj.:58

Hæren planlagde ingen angreb på lakota lejre i Det store sioux reservat, hvor Black Hills lå, men udelukkende på lejre vest for det.:3 Den 17. maj forlod det 7. kavaleriregiment:108 samt 38 arikara:14 - og fire sioux spejdere:59 Fort Abraham Lincoln. Custer tog sine jagthunde med helt til Powder River.:71

På turen vestpå spiste Custer flere gange sammen med arikara spejderne. Deres lejr lå gerne tæt ved hans telt, og de vidste, hvordan han ville have sit vildtkød tilberedt.:61 Han fortalte, at han behøvede én sejr mere for at blive The Great Father (general eller præsident?), og at han så ville sørge godt for deres familier i Fort Berthold reservatet.:18 Op til felttoget havde han givet sin yndlingsspejder Bloody Knife:176 en gave fra Washington D. C. i form af et sort halstørklæde med blå stjerner på.:96

Den 21. juni meldte seks crow spejdere sig til Custers kavaleri ved udløbet af Rosebud River i Yellowstone River. Custer, som crowerne kaldte for "Son of the Morning Star",:173 beskrev deres fysiske fremtoning i begejstrede vendinger i et brev. Han ville få brug for deres indgående kendskab til terrænet på hærens videre rute;:312 militæroperationerne mod lakotaerne ville især foregå i gammelt crow land,:x som lakotaerne havde fordrevet crowerne fra i løbet af de foregående 25 år. På vej fra det øvre løb af Rosebud River og vestpå mod Little Bighorn River om natten mellem den 24. og 25. juni red hæren ind i crow reservatet. Om formiddagen forvissede Custer sig om eksistensen af en stor lakota lejr i det fjerne gennem en kikkert fra toppen af Crow Nest efter at have betvivlet crow spejdernes rapport om en.:88 Custer foretog dernæst en række beslutninger tilsyneladende på vurderinger ikke delt eller direkte modsagt af f.eks. hans spejdere.:92 Omkring kl. 14 den 25. juni beordrede han et angreb på de store lakota- og cheyenne sommerlejre:150 30 kilometer inde i crow reservatet;:113 nu betragteligt forstærket af krigere fra Det store sioux reservat siden krigserklæringen mod Sitting Bulls langt mindre lejr tidligere på året.:268 Custer angreb lejrene med accept fra og militær støtte (spejdere/krigere) fra den lokale crow stamme,:7 der havde haft traktat på Bighorn River området siden 1851.:594-596 Custer og over 270 mænd faldt under kampen.:29 Den 27. og 28. juni begravede Corps of Engineers de fleste af de døde;:29 Custer ligger begravet på West Point Cementery.:116

Et år efter kampen valgte hæren at bygge militærstationen Fort Custer ved sammenløbet af Little Bighorn River og Bighorn River i crow reservatet.:109 Samme år blev Little Bighorn River omtalt som Custer River i visse militære dokumenter.:35

I de senere år diskuteres Custers rolle fra en mere politisk synsvinkel, som giver mere plads til de indfødte amerikanere i lakota- og cheyenne stammen, mens crower, arikaraer, pawneer og andre indfødte amerikanere ignoreres. Bl.a. kædes massakren ved Wounded Knee i 1890 sammen med Custers tilsvarende massakre mod kvinder og børn i 1868 samt hans forsøg på noget tilsvarende ved Little Bighorn i 1876.

Custer portrætteret i film

George Custer er blevet portrætteret i film af følgende skuespillere Francis Ford (1912 to gange), Ned Finley (1916), Dustin Farnum (1926), John Beck (1926), Clay Clement (1933). John Miljan (1936), Frank McGlynn (1936), Paul Kelly (1940), Addison Richards (1940), Ronald Reagan (1940), Errol Flynn (1941), James Millican (1942), Sheb Wooley (1952), Douglas Kennedy (1954), Britt Lomond (1958), Philip Carey (1965), Leslie Nielsen (1966), Robert Shaw (1967), Wayne Maunder (1967 & 1990), Richard Mulligan (1970), Marcello Mastroianni (1974), Ken Howard (1977), James Olsen (1977), Gary Cole (1991), Josh Lucas (1993), Peter Horton (1996), William Shockley (1997) og Bill Hader (2009).

Referencer

  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 Dippie, Brian W.: George A. Custer. Kapitel i Hutton, Paul Andrew (Ed.): Soldiers West. Biographies from the Military Frontier. Lincoln and London. 1987.
  2. 1 2 3 Bauerle, Phenocia, Cindy Bell, Luelle Brien, Carrie McCleary, Timothy McCleary and Hubert B. Two Leggins: The Apsáalooke (Crow Indians) of Montana. A Tribal Histories Teacher’s Guide. Crow Agency, 2010.
  3. 1 2 3 4 5 6 7 Equestrian Statue of George Armstrong Custer. Unveiling Ceremonies, Monrou, Michigan, June 4. 1910.
  4. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Carroll, John M.: Gereral Custer and the Battle of the Little Big Horn: The Federal View. New Brunswick. 1976.
  5. ↑ Schwartz, Warren E.: The Last Contrary. The Story of Wesley Whiteman (Black Bear). Sioux Falls, 1988.
  6. ↑ Dellenbaugh, Frederick S.: George Armstrong Custer. New York. 1917.
  7. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 Custer, George Armstrong: My Life on the Plains, or, Personal Experiences with Indians. New York. 1874.
  8. 1 2 Howe, George Frederick: “Expedition to the Yellowstone River in 1873: Letters of a Young Cavalry Officer.” The Mississippi Valley Historical Review. Vol. 39, No. 3 (Dec. 1952). Pp. 519-534
  9. 1 2 3 4 5 6 7 DeLogt, Mark van: ””Whoever Makes War upon the Rees Will Be Considered Making War upon the ”Great Father”: Sanish Military Service on the Northern Great Plains, 1865-1881.” Wicazo Sa Review. Vol. 31, No. 1 (Spring 2017). Pp. 9-28.
  10. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 Whittaker, Frederick: A Complete Life of George Armstrong Custer. New York. 1876.
  11. 1 2 Leckie, Shirley A.: ”Custer’s Luck Runs Out.” Montana, the Magazine of Western History. Vol. 43, No. 3 (Summer 1993). Pp. 30-41.
  12. 1 2 Custer, Elisabeth B.: Tenting on the Plains or General Custer in Kansas and Texas. New York. 1895.
  13. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 Elisabeth B. Custer: Boots and Saddles, or, Life in Dakota with General Custer. New York. 1885.
  14. 1 2 3 Dunlay, Thomas W.: Wolves for the Blue Soldiers. Indian Scouts and Auxiliaries with the United States Army, 1860-90. Lincoln and London. 1980.
  15. ↑ Soldier and Brave. Introduction by Ray Allen Billington. The National Survey of Historic Sites and Buildings. Vol. XII. New York, Evanston and London. 1963.
  16. 1 2 3 4 5 Afton, Jean and David Fridtjof Halaas, Andrew E. Masich with Richard N. Ellis: Cheyenne Dog Soldiers. A Ledgerbook History of Coups and Combat. Hong Kong, 1997.
  17. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Hyde, George E.: Life of George Bent. Written From His Letters. Norman, 1987.
  18. 1 2 3 4 5 Hoig, Stan: The Battle of The Washita. The Sheridan – Custer Indian Campaign of 1867-69. Lincoln. 1979.
  19. 1 2 Nye, W.S.: Carbine and Lance. The Story of Old Fort Sill. Norman and London. 1988.
  20. 1 2 3 4 5 6 7 Record of Engagements with Hostile Indians within the Military Division of the Missouri, from 1868 to 1882, Lieutenant General P. H. Sheridan, Commanding. Chicago. 1882.
  21. 1 2 3 Stands In Timber, John and Margot Liberty: Cheyenne Memories. Lincoln and London, 1972.
  22. ↑ Carlson, Peter: “Grand Duke Alexis Meets Buffalo Bill, Custer, Sherman and Chief Spotted Tail.” American History. June 2010. Pp. 16-17.
  23. ↑ Calloway, Colin G.: The Inter-tribal Balance of Power on the Great Plains, 1760–1850. Journal of American Studies. Vol. 16, No. 1 (April 1982). Pp. 25-47.
  24. 1 2 3 4 Robertson, Francis B.: "”We Are Going to Have a Big Sioux War”. Colonel David S. Stanley’s Yellowstone Expedition, 1872." Montana. The Magazine of Western History. Autumn 1984. Pp. 2-15.
  25. 1 2 3 The Montana Historic Preservation Plan. With Historic Sites Compendium. Montana Fish and Game Commission. Second Edition. Helena, Montana. 1975.
  26. 1 2 3 4 Kappler, Charles J.: Indian Affairs. Laws and Treaties. Vol. 2. Washington, 1904.
  27. 1 2 Stanley, David S.: Personel Memories of Major-General D. S. Stanley, USA. Cambridge, 1917.
  28. 1 2 Carroll, John M. (Ed.): Custer’s Chief of Scouts. The Reminiscences of Charles A. Varnum. Lincoln and London. 1982.
  29. 1 2 Linderman, Frank B.: Plenty-coups. Chief of the Crows. Lincoln/London, 1962.
  30. ↑ Annual Report of the Commissioner of Indian Affairs. 1870. Washington. 1870.
  31. ↑ Lubetkin, John M.: ”The Forgotten Yellowstone Expedition Surveying Expeditions of 1871. W. Milnor Roberts and the Northern Pacific Railroad in Montana.” Montana. The Magazine of Western History. Vol. 52, No. 4 (Winter 2002). Pp. 32-47.
  32. 1 2 Annual Report of the Commissioner of Indian Affairs. 1873. Washington. 1874.
  33. 1 2 Hoxie, Frederick E.: Parading Through History. The making of the Crow Nation in America, 1805-1935.
  34. ↑ Blaine, Garland James og Martha Royce Blaine: ”Pa-Re-Su A-Ri-Ra-Ke: The Hunters That Were Massacred.” Nebraska History. Vol. 58, No. 3 (1977). Pp. 342-358.
  35. ↑ Kvasnicka, Robert M. and Herman J. Viola (Eds.): The Commissioners of Indian Affairs, 1824-1977. Lincoln and London. 1979.
  36. 1 2 3 4 5 6 Hedren, Paul L.: Fort Laramie in 1876. Chronicle of a Frontier Post at War. Lincoln and London. 1988.
  37. 1 2 3 Brown, Dee: Begrav mit hjerte ved Wounded Knee. Vinten. 1974.
  38. 1 2 3 4 McGinnis, Anthony: Counting Coup and Cutting Horses. Intertribal Warfare on the Northern Plains, 1738-1889. Evergreen. 1990.
  39. 1 2 Howard, James H.: ”Butterfly’s Mandan Winter Count: 1833-1876.” Ethnohistory. Vol. 7 (Winter 1960). Pp. 28-43.
  40. 1 2 3 4 Reiger, John F. (Ed.): The Passing of the Great West. Selected Papers of George Bird Grinnell. Norman, 1985.
  41. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 Libby, O. G. (Ed.): The Arikara Narrative of the Campaign Against the Hostile Dakotas, June, 1876. Bismarck. 1920.
  42. 1 2 3 4 Custer, G. A.: Expedition to the Black Hills. Senate Executive Document No. 32. 43D Congress, 2d Session. 1875. Pp. 1-9.
  43. ↑ Carroll, John M. and Dr. Lawrence A. Frost (Eds.): Private Theodore Ewert’s Diary Of The Black Hills Expedition Of 1874. CRI Books. 1976.
  44. ↑ Annual Report of the Commissioner of Indian Affairs. 1876. Washington. 1876.
  45. ↑ Senate Executive Document No. 81. 44. Congress, 1. Session.
  46. ↑ Medicine Crow, Joseph: The Effects of European Culture Contacts upon the Economic, Social, and Religious Life of the Crow Indians. M. A. Thesis. Faculty of the Department of Anthropology. University of Southern California. May 1939.
  47. ↑ White, Richard: ”The Winning of the West: The Expansion of the Western Sioux in the Eighteenth and Nineteenth Centuries.” The Journal of American History. Vol. 65, No. 2 (Sep., 1978). Pp. 319-343.

Eksterne henvisninger