Jernalderlandsby, middelalderborg og de første ejere (1318-1498)
Omtrent på Gunderslevholms nuværende placering lå frem til midten af 1600-tallet en landsby ved navn Gunderslevmagle.
Selv om landsbyen Gunderslevmagle først optræder i historiske bøger i begyndelsen af 1300-tallet, antyder navnet, at der har ligget en bosættelse omtrent dér, hvor Gunderslevholm i dag ligger, siden germansk jernalder.
Gården Gunderslevholm træder første gang frem i historiens lys med skriftlig omtale i 1318, og ved Gunderslevholms oprettelse som hovedgård må den have opslugt fem-seks mindre gårde i landsbyen Gunderslevmagle.
Navnet ”Gunderslevholm” (oprindelig ”Gunnersløf”) består af mandsnavnet ”Gunnar” og efterleddet ”lev” (oprindelig ”løf”), hvilket kan oversættes til ”Gunnars arvegods”, og et kvalificeret gæt er, at der er tale om en historisk jernalder- eller vikingehøvding.
I 1333 solgte brødrene Peder Pedersen-Nielsen og Jens Pedersen-Nielsen Gunderslevholm, som de havde arvet efter faderen, Niels Pedersen, til landsdommeren Johannes Mogensen Grubbe (1280-1345).
På dette tidspunkt var Gunderslevholm kun en beskeden landsbyhovedgård nær Gunderslev Kirke.
Langt senere, i 1649, blev Gunderslevmagles jorder lagt ind under Gunderslevholm, og i løbet af de følgende år forsvandt de fleste af den gamle landsbys gårde og huse.
I dag er Gunderslev Kirke det eneste levn af Gunderslevmagle.
Omkring 1335 opførte Johannes Mogensen Grubbe, der havde erhvervet bøndergods omkring Gunderslevmagle, en befæstet borg på et næs ved Susaaen.
Beliggenheden gav borgen både forsvarsmæssig og strategisk betydning, og sporene af det gamle voldsted kan endnu anes i parken.
Susaaens vand har efter alt at dømme strakt sig dybere ind på begge sider af næsset, så borgen kun var landfast mod vest og muligvis yderligere adskilt fra land ved en kunstig voldgrav.
Storhedstiden blev imidlertid brat afbrudt i 1345, da Valdemar Atterdag (1320-1375) lod borgen storme og jævne med jorden, og tre dage efter slaget døde Johannes Mogensen Grubbe af sine sår.
Årsagen til konflikten er i dag usikker, men den kan have haft rod i pantsætning af Gunderslevholm eller politisk tilslutning til holstenerne.
En udsoning fandt dog sted, og Johannes Mogensen Grubbes tre sønner Mogens Jens Grubbe (1310-1369), Esbern Rage Grubbe og Bent Byg Grubbe (1330-1391), der overtog Gunderslevholm, genvandt siden kongens gunst.
Bent Byg Grubbe, der opnåede riddertitel og sæde i Rigsrådet, blev eneejer af Gunderslevholm, men døde forarmet i 1391.
Herefter gik Gunderslevholm gennem kvindelige arveled til slægterne Grubbe, Basse og Lunge, indtil Ellen Ovesdatter Brok (f. Lunge) ved ægteskab bragte Gunderslevholm til Axel Lagesen Brok (1425-1498), en af tidens store jorddrotter, der omkring 1450 opførte et nyt og mere beboeligt stenhus.
Slægten Gøye (1498-1624)
Da Axel Lagesen Brok døde i 1498, kom Gunderslevholm gennem ægteskab med Mette Bydelsbak i hænderne på rigshofmester Mogens Gøye (1470-1544), en af reformationstidens mest indflydelsesrige skikkelser.
Gøye-slægten (oprindelig ”Giøe”) er en i dag uddød dansk uradelig slægt, som oprinder fra Lolland, og hvis historie går tilbage til i hvert fald 1300-tallet.
I begyndelsen af 1500-tallet lod Mogens Gøye de ældre bygninger, bortset fra Axel Lagesen Broks nyere stenhus, rive ned for i stedet at rejse en ny og mere anselig borg.
Mogens Gøye var ikke alene en rigspolitisk skikkelse, men også en aktiv godsejer, der fornyede og udvidede sine besiddelser og efter alt at dømme også opholdt sig en del på Gunderslevholm.
Gunderslevholm forblev herefter i Gøye-slægtens eje i mere end et århundrede, hvor Gøyerne og Gunderslevholm delte skæbne.
Især Christoffer Gøye (1514-1584) og hans hustru Birgitte Gøye (f. Bølle) (1532-1595), satte deres præg på Gunderslevholm og havde nær tilknytning til Gunderslev Kirke, hvor deres alabastportrætfigurer og epitafium endnu kan ses.
Alabastportrætfigurerne regnes blandt de fornemste danske alabastarbejder og står som et synligt vidnesbyrd om den tætte forbindelse mellem Gunderslevholm og Gunderslev Kirke.
Urolige ejerskifter (1624-1725)
Omkring 1624 gled Gunderslevholm ud af Gøye-slægtens besiddelse, og en urolig tid med hyppige ejerskifter fulgte.
I løbet af det følgende århundrede afløste ejere som Eiler Urne (1592-1640), Flemming Ulfeld (1607-1657) og Iver Krabbe (1602-1666) hinanden.
Selv i denne urolige tid blev der dog sat varige spor, blandt andet i Gunderslev Kirke, hvor Flemming Ulfeld og Anne Elisabeth Ulfeld (f. von der Groeben) (1612-1690) lod altertavle og prædikestol udføre af den anerkendte billedskærer Abel Schrøder den yngre (1602-1676).
I 1649 blev Gunderslev og Skelby sogne lagt sammen.
Iver Krabbe, der var fremtrædende under Torstensonfejden og statholder i Norge, forøgede Gunderslevholms jordtilliggende, men efterlod sig et forgældet bo.
Ved en auktion i 1693 blev Gunderslevholm erhvervet af Birgitte Rodsteen (f. Reedtz) (1650-1699), men passerede hurtigt videre gennem flere hænder, inden Gunderslevholm i 1725 blev tilskødet overkammerherre Carl Adolph von Plessen den ældre (1678-1758), den mand, der frem for nogen anden har sat sit varige præg på Gunderslevholm.
Slægten Plessen (1725-1803)
Carl Adolph von Plessen den ældre
Plessen-slægten er en mecklenborgsk uradelsslægt, hvis første kendte mand var ridderen Helmold von Plessen, der levede i slutningen af 1200-tallet.
Slægten kom i slutningen af 1600-tallet til Danmark, og i 1830 blev en gren af slægten ophøjet i den danske grevestand.
Carl Adolph von Plessen, der var forarget over Frederik IV’s (1671-1730) giftermål med Anna Sophie Reventlow (1693-1743), stod i et anspændt forhold til kongemagten og hoffet og levede i en form for frivillig unåde.
Samtidig havde han dog en nær forbindelse til kongens søskende, prins Carl (1680-1729) og prinsesse Sophie Hedevig (1677-1735) på Vemmetofte, hvis ejendomme og pengesager han hjalp med at bestyre.
Den frivillige unåde gav ham mulighed for at hellige sig sine danske besiddelser, og han kastede sig med ildhu over sine syv sydsjællandske herregårde – Castrup, Fodbygaard, Fuglebjerggaard, Førslevgaard, Gunderslevholm, Harrestedgaard og Saltø – blandt hvilke Gunderslevholm synes at have stået ham nærmest.
Carl Adolph von Plessen udvidede Gunderslevholms jordtilliggende, blandt andet ved efter kongelig tilladelse at lægge Tokkerup landsbys jorder ind under Gunderslevholm hovedgård.
Axel Lagesen Broks og Mogens Gøyes gamle stenhus og borg fra midten af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet lod han rive ned.
I stedet opførte han i 1729 et barokpalæ i to etager over en høj kælder med hvidpudsede mure, frontispice og valmtag.
En del af byggematerialerne til den nye hovedbygning blev formentlig genbrugt fra den gamle borg, men den nye hovedbygning blev opført med betydeligt større afstand til Susaaen.
Det skrånende terræn ned mod Susaaen lod Carl Adolph von Plessen omdanne til park ved omfattende bortgravninger, og på den modsatte side af hovedbygningen opførte han i 1728 en anselig, trelænget avlsbygning i egebindingsværk, som endnu står i dag.
Parken rummer i dag to kandelaberformede lindealléer plantet i 1727, foruden adskillige sjældne træer, et japansk lysthus med tilhørende japanske broer fra 1807 og spor af det ældste voldsted fra 1300-tallet.
Haven blev oprindelig anlagt i tidens franske stil med regelmæssige bede, gange og klippede hække.
Carl Adolph von Plessen var tillige en social reformator, der forbedrede bøndernes vilkår og oprettede skoler.
Sine danske herregårde havde han i 1723 båndlagt i det Plessenske Fideikommis med det formål at sikre udelt nedarvning i Plessen-slægten.
Slægten Neergaard (1803-)
Peter Johansen de Neergaard
Carl Adolph von Plessen den yngres ophævelse af det Plessenske Fideikommis og tilhørende salg af sine danske besiddelser markerede slægten Neergaards indtræden i Gunderslevholms historie.
Neergaard-slægten stammer oprindelig fra gården Nedergaard i Grædstrup Sogn, Tyrsting Herred, mellem Horsens og Nørre Snede i Jylland.
I 1600-tallet kom slægten til Sjælland, og i 1780 blev de to brødre, Jens Bruun de Neergaard (1742-1788) og Johan Thomas de Neergaard (1745-1806), optaget i den danske adelstand med henvisning i adelspatentet til, at de ”ere formuende Folk, gode Agerdyrkere, og som kan ære den Stand, hvori de ved denne Deres Mait. Naade kommer”.
I 1803 erhvervede etatsråd, cand.jur. Peter Johansen de Neergaard (1769-1835) fem af de plessenske herregårde (Castrup, Fodbygaard, Fuglebjerggaard, Førslevgaard og Gunderslevholm).
Det følgende år flyttede Peter Johansen de Neergaard, der var en driftig herre, ind på Gunderslevholm, og allerede samme år påbegyndte han udskiftning af bøndergodset og indfredning af skovene.
De økonomiske følger af statsbankerotten i 1813 tvang ham dog til i 1821 at overlade administrationen af sine herregårde til en kommission, og først i 1830 ophørte dette juridiske og økonomiske formynderskab igen.
Ferdinand Lorenz de Neergaard og Marie Henriette Dorothea de Neergaard (f. Hansen)
Ved Johan Thomas Oluf de Neergaards død i 1921 overtog sønnen, cand.jur. Ferdinand Lorenz de Neergaard (1874-1938), Gunderslevholm.
Han var en konservativ herre, der først i 1936 indlagde elektricitet på hovedbygningen og aldrig anskaffede sig automobil, hvilket levnede plads til, at den hestetrukne herregårdskultur kunne leve videre usædvanligt længe.
Således tjente Kristian Hansen (1882-1973), kaldet ”Kristian Kusk”, som herskabskusk fra 1906 og helt frem til 1958.
Ferdinand Lorenz de Neergaard, der døde i 1938, nåede at få skovene opmålt, en elevbygning opført og godsarkivet registreret.
Hans forstlige interesse satte sig også spor i haven, der omkring 1920 blev delvist omdannet til et arboret med udenlandske nåletræer, et pinetum.
Viggo de Neergaard
Ferdinand Lorenz de Neergaards enke, Marie Henriette Dorothea de Neergaard (f. Hansen) (1876-1970), fortsatte moderniseringen af driften og solgte i 1947 Gunderslevholm til sin afdøde mands halvfætter, cand.agro. Viggo de Neergaard (1881-1965), og dennes søn, Rolf Viggo de Neergaard (1927-2021).
Viggo de Neergaard var først gift med Karen Blixens (1885-1962) storesøster Ea Dinesen (1883-1922) og siden med schweiziskfødte Elisabeth Perrochet (1889-1977).
Viggo de Neergaard og Rolf Viggo de Neergaard overtog en veldrevet ejendom, og på dette tidspunkt var Gunderslevholm en omfattende herregård med stor avlsgård, kvægbesætning, skovbrug, gartneri, jagtvæsen og et betydeligt antal boliger.
Endnu på dette tidspunkt fandtes der på Gunderslevholm spor af en ellers svunden herregårdsverden.
I sin korte tid på Gunderslevholm moderniserede Viggo de Neergaard en lang række boliger og førte Gunderslevholm ind i en ny tid.
Danmark
hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.