| Inge Thygesen | |
|---|---|
| Født | Inge Agnete Thielst 28. maj 1935 Sankt Lukas Stiftelsen, Danmark |
| Død | 1. juli 2024 (89 år) |
| Gravsted | Sorgenfri Kirkegård |
| Ægtefælle | Niels Thygesen (1958-1993) |
| Familie | Christian Thielst (farfars bror) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Ordrup Gymnasium (til 1953) |
| Beskæftigelse | Departementschef (1984-1997) |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Storofficer af Den Italienske Republiks Fortjensteorden, Kommandør af Dannebrog (1995) |
| Information med symbolet | |
Inge Agnete Thygesen (født 28. maj 1935 i København, død 1. juli 2024) var en dansk embedsmand og økonom, der blandt andet var departementschef i Undervisningsministeriet fra 1984 til 1997.
Hun blev i 1971 den første danske kvindelige dr.polit. og spillede en central rolle i udviklingen af planlægnings- og styringsmodeller i den danske centraladministration i 1970'erne og 1980'erne.
Inge Thygesen blev student fra Ordrup Gymnasium i 1953 og blev cand.act. i 1960. Efterfølgende opholdt hun sig ved Massachusetts Institute of Technology i USA fra 1960 til 1961.
Hun arbejdede oprindeligt med forsikringsberegninger, men skiftede i 1963 til det akademiske miljø som amanuensis ved Institut for Matematisk Statistik og Operationsanalyse på Danmarks Tekniske Højskole. I perioden 1965–1972 var hun lektor samme sted. I 1970 blev hun som led i dansk teknisk bistand til udviklingslandene transportrådgiver for premierministerens departement i Malaysia.
Fra 1958 til 1993 var hun gift med professor, dr. polit. Niels Thygesen.
I 1971 blev Inge Thygesen den første danske kvinde, der fik doktorgraden dr.polit. med en afhandling om investeringsplanlægning. Afhandlingen blev et vigtigt springbræt til en karriere i centraladministrationen, og i 1972 blev hun ansat som konsulent i Finansministeriets budgetdepartement.
Hun fik en central rolle i 1970'ernes omfattende planlægningsarbejde i Finansministeriet. Thygesen medvirkede blandt andet til Perspektivplan II fra 1973, som advarede mod væksten i den offentlige sektor, samt betænkningen Planlægning i Centraladministrationen fra 1975. I 1977 deltog hun i udarbejdelsen af Planredegørelse 1, der analyserede prioriteringer mellem større offentlige investeringsprojekter som Storebæltsforbindelsen og etableringen af et naturgasnet. Arbejdet byggede på økonomiske modeller, der kunne simulere forskellige investeringskombinationer. I 1978 medvirkede hun til Planredegørelse 2, som omhandlede samordning af data mellem stat og kommuner i budgetplanlægningen. Modellerne blev dog aldrig fuldt realiseret. I perioden 1979–1983 deltog hun desuden i udarbejdelsen af de årlige budgetredegørelser. I 1980 blev hun planlægningschef i Finansministeriet.
Fra 1972 til 1978 var Inge Thygesen medlem af Det Centrale Uddannelsesråd. I 1984 blev hun udnævnt til departementschef i Undervisningsministeriet, hvor hun sad frem til 1997.
Som departementschef arbejdede hun for at styrke planlægning og nationaløkonomisk styring på uddannelsesområdet. Under undervisningsminister Bertel Haarder gennemførte ministeriet en række organisatoriske reformer, herunder en større omstrukturering i 1989, hvor direktoraterne blev integreret som afdelinger i ministeriet. I samme periode blev der oprettet et uddannelsespolitisk sekretariat med direkte reference til ministeren og departementschefen. Reformerne styrkede departementschefens position i ministeriet.
Thygesen blev kendt for en kontakt ledelsesstil. Hendes reformarbejde førte til konflikter internt i ministeriet, og i 1986 rettede medarbejdere offentligt kritik af samarbejdsforholdene. Efter oprettelsen af Forskningsministeriet i 1993 afgav Undervisningsministeriet dele af sit ressortområde. I denne periode var Ole Vig Jensen undervisningsminister, og ministeriet var blandt andet præget af debat om den såkaldte Tvind-lovgivning.
I 1997 blev Inge Thygesen udnævnt til kommitteret i Finansministeriet og var her til 2005, hvor hun gik på pension.
I 1995 blev hun kommandør af Dannebrogordenen.
Inge Thygesen er begravet på Sorgenfri Kirkegård.