Inger Wedell

Familie og opvækst

Inger Dorthe Wedell-Wedellsborg blev født komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs den 26. juni 1885 på Frijsenborg som datter af politikeren, godsejeren og kammerherren Mogens lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs og hustru Fritze, født komtesse Danneskiold-Samsøe. Kort efter fødslen blev hun hjemmedøbt den 3. juli og efterfølgende fremstillet i Hammel Kirke den 27. september samme år.

Hun voksede op i et udpræget selskabeligt miljø, der centrerede sig omkring familiens palæ ved hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Kongensgade i København samt på godset Frijsenborg ved Hammel. Som ung deltog hun sammen med sine søstre aktivt i det københavnske aristokratis selskabsliv. Da hendes fader imidlertid ikke efterlod sig nogen sønner, var den fremtidige arvefølge til grevskabet Frijsenborg uklar.

Opdragelse under Fritze Frijs

Inger voksede op som den ældste af forældrenes fem overlevende døtre, en søskendeflok, der foruden hende selv talte Helle, Daisy, Sophie og Berete. Fraværet af en mandlig arving til grevskabet prægede tidligt familien og var genstand for bevågenhed helt op i de kongelige kredse. For Inger selv medførte situationen en udpræget bekymring for slægtens fremtid, og hun noterede blandt andet sin frygt for, at "navnet Frijs vil uddø".

Ingers barndom var karakteriseret ved en kombination af enorm materiel luksus og streng disciplin. Hendes mor, lensgrevinde Fritze Frijs, var en dominerende og viljestærk skikkelse, der styrede døtrenes liv med hård hånd. Senere vurderinger har beskrevet, at Inger og hendes søstre voksede op i en overflod uden sidestykke i kongeriget, men samtidig blev holdt stramt nede af moderens stærkt kontrollerende væsen. De havde en engelsk nurse kaldet "Mary".

Hendes opdragelse, skolegang og selskabelige optræden blev nøje overvåget for at sikre, at hun til fulde levede op til tidens aristokratiske idealer. Ingers uddannelse foregik dels i hjemmet, dels på eliteskoler for piger i blandt andet Paris. Moderen førte skarp kontrol med Ingers moralske adfærd, frarådede tidlige forlovelser og benyttede faste religiøse og huslige rutiner til at indprente hende ansvarsfølelse og pligt. I kontrast til det strenge moderbillede fremstod hendes far, lensgreve Mogens Frijs, ifølge senere vidnesbyrd som en markant mere overbærende og hengiven figur i Ingers opvækst.

Historisk baggrund og arvekrav

Frijsenborg var blevet oprettet som grevskab af Christian 5. den 6. april 1672 for Mogens Friis til Faarsløv. Erektionsbrevet bestemte, at grevskabet skulle arves

"fra den ældste til den ældste først udi mandlige Linier, medens nogen findes, og siden paa Qvindelinier, naar ingen paa Sværdsiden mere tilovers er".

Den oprindelige Friis-slægt uddøde på mandssiden med Christian Friis i 1763, hvorefter grevskabet efter tur tilfaldt hans tre døtre. I 1799 overgik det til datterdatteren Sophie Magdalene von Gram, hvis søn Frederik Carl Krag-Juel-Vind-Frijs tiltrådte Frijsenborg i 1810. Han var samtidig besidder af Juellinge, og fra hans sønner udgik de senere Frijsenborg- og Juellinge-linjer.

Mogens Frijs havde fire døtre: Inger, Helle, Anne Margrethe og Agnes Louise. Inger gjorde gældende, at hun som hans ældste og nærmeste direkte efterkommer var berettiget til grevskabet. Hun henviste navnlig til, at den oprindelige mandsside var uddød i 1763, og at Frijsenborg derefter var overgået til kvindesiden. Efter hendes opfattelse skulle successionen herefter følge den direkte, lineal-kognatiske arvegang. Justitsministeriet anså derimod grev Frederik Krag-Juel-Vind-Frijs (1882–1926), besidder af baroniet Juellinge, for nærmeste arving. Han tilhørte en ubrudt mandlig linje fra Frederik Carl og var gift med Ingers yngre søster Helle Vibeke. Ministeriet fortolkede erektionsbrevet således, at mandlige linjer til enhver tid havde forrang, også når de var opstået inden for en slægtsgren, som tidligere var blevet videreført gennem en kvinde.

Hvis Inger fik medhold, kunne Frijsenborg på længere sigt blive forenet med hendes mands grevskab Wedellsborg. Hvis Juellinge-linjen fik medhold, ville Frijsenborg og baroniet Juellinge blive samlet hos grev Frederik. Uanset udfaldet kunne to betydelige lensbesiddelser således blive forenet hos samme slægtslinje.

Retssagen og dommen i 1913

Den konkrete anledning til sagen var, at Mogens Frijs ved en disposition over grevskabet skulle indhente samtykke fra sin successor. Han fremlagde samtykke fra Inger, men Justitsministeriet nægtede at anerkende hende og forlangte i stedet en erklæring fra grev Frederik. Inger anlagde herefter sag med påstand om at blive anerkendt som successor. Hun blev repræsenteret af højesteretssagfører Otto Liebe, mens overretssagfører Niels Hjort førte sagen for ministeriet og grev Frederik.

Processen varede mere end fire år. Hver side indleverede fire eller fem større indlæg, og det samlede materiale blev anslået til at ville fylde 400–500 trykte sider. Striden koncentrerede sig om betydningen af udtrykkene "mandlige linier", "medens" og "siden" i erektionsbrevet. Fortolkningen blev blandt andet belyst gennem brevets danske og latinske tekst, Griffenfelds sprogbrug i Kongeloven og en udtalelse fra sprogforskeren Verner Dahlerup. Den 10. november 1913 gav Landsover- samt Hof- og Stadsretten Justitsministeriet medhold. Retten fandt, at mandlige efterkommere fortsat havde forrang inden for de kvindelige slægtsgrene, og anerkendte dermed grev Frederik som den fremtidige successor. Frijsenborgs samlede værdi blev i samtidens presse anslået til omkring 16 millioner kroner, svarende til omtrent 1,1 milliard kroner i 2026-priser.

Dommen blev appelleret, fordi alle involverede ønskede en endelig afgørelse af det principielle spørgsmål. Inger og grev Frederik ansøgte samtidig i fællesskab Justitsministeriet om, at den tabende part og dennes børn ved det kommende besidderskifte blev sikret enten en betydelig årlig apanage eller brugsretten til Frijsenborgs sydlige del. Sagen blev optaget på Højesterets sagsliste i juni 1914, men kunne først afgøres efter retsferien, fordi akterne skulle cirkulere mellem rettens assessorer.

Højesterets afgørelse

Den 23. december 1914 stadfæstede Højesteret den indankede dom. Retten fandt, at erektionsbrevet foreskrev en agnatisk-kognatisk succession: kvinder var ikke udelukket fra arvefølgen, men mandlige linjer havde vedvarende forrang. Inger gjorde gældende, at "mandlige linier" alene betegnede linjerne efter stifterens sønner. Da disse var uddøde i 1763, var grevskabet efter hendes opfattelse én gang for alle overgået til kvindesiden, hvor den almindelige direkte arvefølge måtte gælde. Hun henviste desuden til almindelige arveregler, litteraturen om kognatiske len, reglerne for stamhuse og en kongelig resolution fra 1802 om forholdet mellem Frijsenborg og Juellinge.

Højesteret fortolkede derimod "mandlige linier" som enhver successionsberettiget linje, hvori en mand nedstammede fra en mand. En sådan linje kunne derfor opstå inden for en slægtsgren, der længere tilbage var ført gennem en kvinde. Retten støttede fortolkningen på Kongelovens artikler 27, 28 og 36, den danske og latinske ordlyd, grevernes og friherrernes privilegier samt terminologien i andre lensbreve. Den fandt heller ikke, at resolutionen fra 1802 eller et brev fra 1845 indeholdt noget afkald fra Juellinge-linjen på en senere successionsret.

Grev Frederik Krag-Juel-Vind-Frijs blev derfor anset for nærmere berettiget til Frijsenborg end Inger, selv om hun var den siddende besidders ældste barn og nærmeste direkte efterkommer. Justitsministeriet blev frifundet, sagsomkostningerne blev ophævet, og Inger blev som appellant pålagt at betale ti kroner til Justitskassen.

Arvespørgsmålet var dog ikke afgjort. Som det første grevskab i Danmark blev grevskabet Frijsenborg den 29. december 1920 lensafløst af Inger Wedells far Mogens Frijs (1849–1923), og det ændrede arveforholdene fra at være defineret i erektionspatentet til at være testementariske.

Lensgrevinde Wedell-Wedellsborg

Julius Wedell overtog i oktober 1920 besiddelsen af grevskabet Wedellsborg. Dette skete efter en kongelig resolution af 1. oktober 1920, hvor hans far fik tilladelse til at afstå grevskabet og stamhuset Wedellsborg til sønnen på vilkår, som de indbyrdes kunne aftale, hvorefter Inger fik titel af lensgrevinde.

Julius Wedells far havde besiddet Wedellsborg siden 1883 og gennemført en række forbedringer af godsets drift. Han var medlem af Assens Amtsråd 1888–1916 og præsident for Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab 1894–1911. Wedellsborg bar oprindelig navnet Husby og senere Iversnæs. Godset kom gennem Christiane Sophie Sehested til hendes mand, Wilhelm Frederik Wedell, som den 11. december 1672 oprettede grevskabet Wedellsborg af Iversnæs og Tybrind. Slottets hovedbygning blev opført i 1706 af deres søn og rummede i begyndelsen af det 20. århundrede en betydelig samling af danske historiske portrætter. Den 7. oktober 1922 døde Inger Wedell-Wedellsborgs svigerfar, lensgreve Vilhelm Bendt Wedell, på Wedellsborg.

Mens ægtefællen administrerede Wedellsborg, forestod hun selv driften af sit fædrene gods Frijsenborg, som hun var ejer af.

Prinsen af Wales' besøg

I september 1932 var Inger Wedell-Wedellsborg og hendes mand værter for prinsen af Wales under et privat ophold på Wedellsborg. Besøget var kommet i stand på britisk initiativ og skulle give prinsen indblik i dansk landbrug på både godser, bondegårde og husmandsbrug. Han blev indkvarteret i slottets sydvestlige fløj og ledsaget af Sir Godfrey Thomas og Piers Legh. Der blev hverken arrangeret jagter eller større festligheder. Selskabet omfattede dagligt omkring 20 personer, og middagen bestod efter grevindens ønske af dansk mad. Blandt gæsterne var prins Axel og prinsesse Margaretha.

Wedell-Wedellsborg ledede selv de sidste forberedelser, samtidig med at hun deltog i de officielle arrangementer i København. Hun var kort forinden blevet præsenteret for prinsen ved en frokost hos den britiske gesandt Sir Thomas Hohler og beskrev ham som en stærk, intelligent og charmerende personlighed. Besøget havde også en familiemæssig forbindelse, idet hun fra sin barndom huskede de store selskaber på Frijsenborg, da prinsens bedsteforældre, den senere kong Edvard 7. og dronning Alexandra, havde besøgt hendes forældre. Samtidens presse fremhævede desuden hendes mangeårige tilknytning til England gennem opdragelse, rejser og længere ophold i landet.

Under prinsen af Wales' besøg overværede pressen en officiel fotografering, hvor prinsen angiveligt var i dårligt humør og først nægtede at vise sig. Det lykkedes lensgrevinde Inger Wedell at overtale ham til at deltage et par timer senere, men kun på betingelse af, at han blev fotograferet sammen med de øvrige gæster. På gruppebillederne stod han med korslagte arme og et brysk ansigtsudtryk, mens han hovedsagelig rettede sin opmærksomhed mod hunden Chou.

Gustav 5. af Sveriges besøg

Den 11. november 1935 var lensgrevinde Inger Wedell værtinde ved et kongeligt jagtbesøg på Wedellsborg. Dagen forinden havde hun på Ejby Station modtaget kong Gustav 5. af Sverige og det danske kronprinsepar, kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, hvorefter selskabet fortsatte til slottet. Efter en middag blev der næste morgen afholdt jagt i Wedellsborgs skove med deltagelse af den svenske konge og kong Christian 10.. Ved jagten nedlagde Gustav 5. ifølge pressen i alt 106 stykker vildt og satte dermed rekord for Wedellsborgs fasanjagter. Jagtdagen blev afsluttet med en større middag på slottet med deltagelse af blandt andre Inger Wedell og det danske kronprinsepar.

I januar 1936 aflagde Inger Wedell og hendes mand, lensgreve Julius Wedell, et returbesøg i Stockholm. Under opholdet inviterede kong Gustav 5. af Sverige dem til middag på Stockholms Slot sammen med den danske gesandt Eduard Reventlow og hans hustru, Else Reventlow.

Kronprins Akihitos besøg

I august 1953 modtog Inger Wedell og hendes mand, lensgreve Julius Wedell, den 19-årige japanske kronprins, den senere kejser Akihito, på Wedellsborg. Umiddelbart efter ankomsten blev der serveret frokost, hvorefter kronprinsen blev kørt gennem godsets skove, marker og park. Om aftenen afholdt værtsparret en festmiddag i slottets riddersal, hvor Akihito blev præsenteret for repræsentanter for den danske adel fra hele landet, og bordet var dækket med Wedell-slægtens kostbare arvestykker. Kronprinsen overnattede på Wedellsborg og fortsatte den følgende formiddag til Gråsten Slot, hvor han spiste frokost med kong Frederik 9. og dronning Ingrid.

Selskabsliv

Under det belgiske kongebesøg i april 1928 var hun blandt gæsterne ved en frokost på den belgiske legation i København, som gesandt Maurice Allart afholdt for kong Albert 1. og dronning Elisabeth. Selskabet talte desuden kong Christian 10., dronning Alexandrine, kronprins Frederik, prins Knud samt de belgiske kongelige, prinsesse Marie-José af Belgien og prins Charles. I januar 1930 var hun ligeledes gæst ved et operakarneval hos den britiske gesandt, Sir Thomas Hohler, og Lady Hohler i den britiske legation. Her var deltagerne udklædt som skikkelser fra kendte operaer, og Wedell-Wedellsborg bar ved lejligheden en hvid spansk festdragt.

Hendes selskabelige virke indbefattede også ryttersporten; i marts 1931 deltog hun i Sportsrideklubbens rideopvisninger i Christiansborgs ridehus, hvor hun sammen med sin søster, lensgrevinde Helle Friis, samt Enid Christensen og Mimi Hertz red en pas de quatre under ledelse af direktør A. Mattsson. Den nære tilknytning til kongehuset kom yderligere til udtryk i september 1933, da hun i Residenspalæet på Amalienborg overrakte 22 sølvtallerkener som bryllupsgave til prins Knud og prinsesse Caroline-Mathilde på vegne af 100 godsejere og enkelte andre bidragydere. Forbindelsen blev atter understreget den 25. juni 1935, da lensgrevinden fejrede sin 50-års fødselsdag sammen med sin mor, enkegrevinde Fritze Frijs, der samme dag fyldte 70 år. Den dobbelte fødselsdag blev markeret med en festmiddag på Frijsenborg med deltagelse af blandt andre kong Christian 10., dronning Alexandrine, kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid.

Arvefølge og afklaring efter lensopløsningen

Før lensafløsningen omfattede Frijsenborg omkring 20.000 tønder land, var vurderet til 22 millioner kroner og rummede talrige gårde samt 29 kirker. Godset omfattede 8.000 tønder land skov og 3.000 tønder land agerjord og strakte sig ind i 16 kommuner fordelt på Randers, Aarhus, Viborg og Skanderborg amter.

Selvom Højesteret i 1914 havde erklæret Inger Wedells svigerbror og granfætter, grev Frederik Krag-Juel-Vind-Frijs til Juellinge (1882–1926), som den retmæssige arving og indehaver af successionsretten til Grevskabet Frijsenborg efter de tidligere lensregler, var den endelige arvefølge og fordeling af besiddelserne uafklaret. Overtagelsen af godset blev desuden kompliceret af, at hendes far, lensgreve Mogens Frijs, ikke havde nogen søn, og han havde oprindeligt modsagt sig Højesterets afgørelse om, at godset skulle overgå til en anden gren af slægten.

Frijsenborg blev imidlertid det første grevskab i Danmark, der blev lensafløst den 29. december 1920 af lensgrev Mogens Frijs, idet han allerede i 1919 frivilligt havde tilsluttet sig processen. Lensafløsningen og den dertilhørende lovgivning ændrede forudsætningerne for overdragelsen og medførte betydelige afståelser af både jord og kapital, herunder ca. 1.300 hektar jord og en kontant kapitalydelse, hvor der på de afståede arealer blev oprettet husmandskolonier ved Søbygård, Frijsendal og Haxholm.

Godsovertagelse og økonomiske forpligtelser

Da lensgreve Mogens Frijs afgik ved døden i maj 1923 efter længere tids sygdom, efterlod han sig sin hustru, Fritze Danneskiold-Samsøe, samt døtrene Inger Dorthe, Helle Vibeke (gift med førnævnte grev Frederik), Agnes Louise og den i 1917 afdøde Daisy. Da lenene var blevet ophævet, afhang den nærmere fordeling af de omfattende besiddelser herefter af de nye retsforhold samt indholdet af Mogens Frijs’ testamente frem for den oprindelige mandlige arvefølge. I oktober 1927 tog Inger Wedell-Wedellsborg ophold på Frijsenborg Slot i forbindelse med åbningen af sin fars testamente og afslutningen af skifteboet. I februar 1928 blev det meddelt, at boet forventedes afsluttet i nær fremtid, hvorefter Frijsenborg Gods skulle overgå til hende. I forbindelse med den forestående overdragelse fratrådte den hidtidige godsforvalter, Quist-Petersen, på grund af alder og svagelighed, hvorefter forvaltningen blev overtaget af Dahl-Jensen, som samtidig fortsatte som godsforvalter på Wedellsborg med bopæl dér.

Efter flere års afklaring af ejerforholdene blev Inger Wedell i 1929 endeligt anerkendt som godsets enestående, retmæssige ejer og arvede Frijsenborg som den ældste datter, hvor overtagelsen dog var forbundet med betydelige økonomiske forpligtelser. Hovedgårdene Stensballegaard og Boller tilfaldt samtidig hendes søstre, henholdsvis Helle og Agnes Louise, mens andre gårde blev udskilt. Ved overtagelsen tilfaldt der staten en afgift på 5,5 millioner kroner, og omkring 2.500 tønder land blev udstykket til husmandsbrug, ligesom grev Frederik Krag-Juel-Vind-Frijs fortsat skulle modtage andel i successorfonden for Grevskabet Frijsenborg.

Frijsenborg som bolig og repræsentationssted

Inger Wedell og hendes mand, lensgreve Julius Wedell, havde deres sædvanlige bolig på Wedellsborg, men opholdt sig hvert år omkring en måned på Frijsenborg, hvor deres søn Tido Wedell boede fast i sydfløjen. Ved hendes månedlige tilsynsbesøg blev kun enkelte opvarmelige rum taget i brug, og husholdningen var stærkt forenklet. Hun beskrev selv opholdene som et liv "paa feltfod" og forklarede: "Jeg bebor kun et par stuer - som kan varmes op - husjomfruen bliver paa Wedellsborg, mens min kammerjomfru sørger for maden - og laver den ved flaskegas i stedet for at tænde op i det kæmpestore komfur." Ved hendes 70-års fødselsdag i juni 1955 blev hele slottet for første gang siden hendes bryllup i 1907 taget i brug; omkring 150 gæster med tilknytning til godset deltog i en frokost i slotsparken, mens familie og venner fra hele Skandinavien samledes til middag på slottet.

Godsdrift og tilpasning til samfundsudviklingen

Fra 1923 til 1958 ejede lensgrevinde Inger Wedell-Wedellsborg godset Frijsenborg, der indbefattede hovedgårdene Frijsendal, Lyngballegård og Søbygård samt avlsgården Fuglsang og afbyggergården Jernit. Hun ejede tillige Frijsenborg Avlsgård og Kraglund i perioden frem til 1950. Ligesom sine forældre og det gamle aristokrati residerede hun om vinteren i palæet i Ny Kongensgade i København, hvorefter hun omkring april rejste fra hovedstaden for at opholde sig på Wedellsborg. Som følge af dette opholdsmønster stod Frijsenborg lukket og ubeboet efter hendes far, grev Mogens Frijs', død i sommeren 1923, og slottet blev først fast beboet igen efter næsten 20 år, da hendes søn, greve Tido Wedell, flyttede ind den 1. maj 1942.

Som ejer betragtede Inger Wedell bevarelsen af Frijsenborg og dets historiske og kulturelle værdier som sin livsopgave, idet hun hentede inspiration i sin oldefar, C.E. Frijs, der havde overtaget godset under vanskelige forhold, men gennem driftighed sikret dets beståen. Hun fremhævede samtidig nødvendigheden af at tilpasse driften til ændrede økonomiske og lovgivningsmæssige vilkår. Efter afståelsen af 20 pct. af godsets landbrugsjord til husmandsbrug og tillægsjord karakteriserede hun samarbejdet med Statens Jordlovsudvalg som præget af gensidig forståelse. Hendes grundholdning var, at "Man maa tage tiderne, som de er", og i trange perioder benyttede hun levereglen: "Det ska' ikke nytte noget, du beklager dig, for der er 100 andre, der gerne ville sidde, hvor du sidder." Da hun overtog godset i slutningen af 1920'erne, var driften ramt af vanskelige konjunkturer og blev yderligere belastet af omfattende stormskader i 1929 og 1934. Genopretningen af skovene blev derfor en central del af administrationen, og skovbruget udviklede sig under hendes ledelse til Frijsenborgs vigtigste økonomiske grundlag. Om stormenes voldsomhed fortalte hun: "Paa et par dage fældede stormen 70.000 kubikmeter træ - 1½ aars hugst - jeg kunde næsten ikke kende min skov, da jeg kom ud i den efter, at stormen havde lagt sig." Hendes administration var desuden kendetegnet ved et stabilt personale med langvarige ansættelsesforhold, hvor 40- og 50-årsjubilæer var almindelige. Hun interesserede sig personligt for sine ansatte, besøgte dem under sygdom, og medarbejderne identificerede sig så stærkt med arbejdspladsen, at de omtalte virksomheden som noget, "vi" foretog. Hun udviste ligeledes handlekraft ved at ansætte Sigrid Bech-Andersen, som var landets eneste kvindelige godsforvalter, til trods for mandlige ansøgere. Wedell udtalte herom: "Jeg har aldrig haft grund til at fortryde det. Frk. Bech-Andersen har været mig en uvurderlig støtte som godsforvalter." Som led i denne aktive godsledelse foretog hun ligeledes en gennemgribende rationalisering af driften, gennemførte udstrakte nyplantninger og kultiveringsarbejder samt sikrede en modernisering af arbejderboligerne.

Under Inger Wedells ledelse blev Frijsenborg Avlsgård udviklet til en mere rationelt drevet avlsvirksomhed. Godsets kvægbesætning blev regelmæssigt udstillet ved dyrskuerne i Hammel og opnåede ifølge pressen ofte fremtrædende placeringer. Udviklingen af avlsgården indgik i hendes bredere modernisering af godsets landbrugsdrift.

Lensgrevinden viste sig endvidere som en standhaftig godsejer i konflikter. Da proprietær Korsgaard i 1928 gjorde krav på ejendomsretten til voldstedet ved Nørreris med den såkaldte Niels Ebbesens Eg og efter resultatløse forhandlinger tog området i besiddelse, protesterede hun og erklærede sig rede til at føre sagen til Højesteret. Striden endte med et forlig, hvor Korsgaard overdrog voldstedet til Frijsenborg Gods mod en betydelig betaling. En anden markant begivenhed indtraf i oktober 1945, hvor hun bortforpagtede afbyggergården Jernit, der omfattede 865 tønder land, til gårdejer Th. Nielsen fra Hadbjerg. Forpagtningen var blevet ledig, fordi den tidligere forpagter, Niels Bonlykke, i marts samme år var blevet dræbt i et minefelt udlagt af det tyske politi i Frijsenborg-skovene.

Ved 25-året for hendes erhvervelse af skødet på Frijsenborg i april 1954 blev hendes energi og indsats offentligt anerkendt, idet Aarhus Amtstidende fremhævede, at hun havde "udrettet et stort Arbejde paa Godset" og vurderede, at det under hendes ledelse var blevet "et af de bedst drevne i Landet". Efter sin mands død overtog hun i 1963 Wedells Palæ i København, som hun beholdt indtil sin død i 1975. I dag ejes Frijsenborg af hendes barnebarn, lensgreve Bendt Tido Hannibal Wedell (f. 1975).

Anden Verdenskrig

I februar 1940, under Vinterkrigen, stillede Inger Wedell Frijsenborg til rådighed som opholdssted for evakuerede finske børn. Tilbuddet blev fremsat til overlæge Guildal, der repræsenterede Finlandshjælpen, og blev straks accepteret. Initiativet var taget få dage før nyheden nåede Danmark om, at hendes nevø, grev Erhard Frijs, var blevet dræbt i Finland.

Under den tyske besættelse stillede Inger Wedell Frijsenborg slotspark til rådighed for et folkemøde, som i juni 1943 samlede omkring 800 deltagere. Folketingsmand Erik Appel talte om Danmarks historie, navnlig Sønderjylland, og fremhævede det nationale fællesskab, der var opstået efter besættelsen den 9. april 1940. Den tidligere kirkeminister Vilhelm Fibiger talte om kristendommens betydning i et moderne samfund. Mødet afsluttedes med en hyldest til kong Christian 10., afsendelsen af en telegrafisk hilsen til kongen og afsyngelsen af "Kongernes Konge".

Arvegang og udstykning af Frijsenborg og Wedellsborg

I efteråret 1953 indledte Inger Wedell som ejer af Frijsenborg og hendes mand, lensgreve Julius Wedell, som ejer af Wedellsborg, forhandlinger med Statens Jordlovsudvalg om en fælles arvegangsordning for de to familiegodser. Formålet var at sikre, at godskomplekserne senere kunne overgå samlet til parrets eneste søn, grev Tido Wedell. Efter de gældende jordlove kunne kun to landbrugsejendomme med en grundværdi på over 56.000 kr. gå ubeskåret i samlet arv. Hvis arven omfattede flere ejendomme over denne grænse, skulle der fra de øvrige ejendomme afgives jord svarende til 20 pct. af tilliggenderne til udstykning, nye landbrug og tillægsjord til eksisterende brug. Afgivelsen blev beregnet efter grundskylden, mens jordens kvalitet havde betydning for det faktiske areal.

De to godser omfattede tilsammen 15 større gårde. Under forhandlingerne blev det overvejet, om jorden skulle afgives fra begge godser, eller om udstykningen hovedsagelig skulle samles ved det ene. De lokale udvalg undersøgte samtidig behovet for tillægsjord blandt mindre landbrugere og mulighederne for at oprette nye selvstændige brug. I januar 1954 forelå et skitseforslag, hvorefter der skulle oprettes omkring 20 husmandsbrug, omtrent ligeligt fordelt mellem Frijsenborg og Wedellsborg, mens betydelige arealer skulle anvendes som tillægsjord til bestående brug. Desuden skulle flere forpagtergårde og de såkaldte otteårshuse overgå til selvstændigt eje; den samlede jordfordeling omfattede 204 løbenumre. Efter forslaget skulle Jernit og Wedellsborg Avlsgård gå ubeskåret i arv, mens der skulle afgives jord fra Frijsenborg Avlsgård, Søbygård, Frijsendal og Fuglsang i Jylland samt fra en række hoved- og avlsgårde under Wedellsborg på Fyn. Forslaget skulle derefter godkendes af ejerne og forelægges sognerådene i de berørte kommuner. I marts 1955 var der opnået enighed med Inger Wedell om den jord, som skulle afgives fra Frijsenborg. Jordfordelingen omfattede oprettelsen af fire husmandsbrug på hver 15 tønder land både på Gjerngårdens mark i Skanderborg Amt og på Jernits marker ved Lindgårde i Viborg Amt. Der havde allerede meldt sig købere til brugene, hvis bygninger skulle opføres samme sommer, mens en række indeklemte husmandsbrug skulle modtage tillægsjord fra de to gårde. Samlet set betød processen med at sikre godsernes fremtidige overgang til Tido Wedell, at familien måtte afgive 20 pct. af jordtilliggenderne, hvilket på Frijsenborg gav grundlag for oprettelsen af 11 nye husmandsbrug samt tillægsjord til 30 eksisterende landbrug.

Overdragelsen af Frijsenborg

I oktober 1958 overdrog Inger Wedell ejendomsretten til Frijsenborg til sin søn, grev Tido Wedell, og hans hustru, Irene Wedell. Godset omfattede på dette tidspunkt 10.700 tønder land, heraf 8.000 tønder land skov, mens Inger Wedell forbeholdt sig visse brugsrettigheder til slottet. Overdragelsen medførte ingen væsentlig ændring af den daglige drift, da Tido Wedell allerede gennem flere år havde drevet godsets avlsgårde og ført tilsyn med forpagtergårdene. I april 1959 blev skødet på Frijsenborg Gods og det tilhørende løsøre registreret ved retten i Hammel med en samlet ejendomsskyld på 8,75 mio. kr.

Udnævnelse

Den 29. november 1935 blev lensgrevinde Inger Wedell-Wedellsborg udnævnt til overhofmesterinde og overtog dermed den højeste kvindelige stilling i den danske hofstat. Stillingen er det højeste hofembede, der betros en kvinde uden for kongefamilien. Embedet havde stået ledigt siden Louise Grevenkop-Castenskiolds død nogle måneder tidligere. Denne havde gennem en lang årrække tjent dronning Alexandrine, siden hun som ung prinsesse kom til Danmark. Titlen giver indplacering i rangfølgens første klasse nr. 3, og dermed ret til prædikatet Hendes Exellence. Ved en særlig kongelig resolution var hun tillagt livslang rang.

Ved hoffet havde det tidligere været skik, at overhofmesterinden skulle være enke efter en indehaver af Storkorset af Dannebrogordenen. Reglen blev første gang fraveget under Frederik 8., da grevinde Johanne Ahlefeldt-Laurvig blev udnævnt, selv om hendes storkorsdekorerede ægtefælle endnu levede. Ved udnævnelsen af Louise Grevenkop-Castenskiold blev skikken helt opgivet til fordel for en vurdering af kandidatens personlige egnethed. Samme princip blev lagt til grund ved udnævnelsen af Inger Wedell-Wedellsborg i 1935. Lensgrevinde Inger virkede frem til den 28. december 1952 som overhofmesterinde.

Ved udnævnelsen fremhævede pressen de selskabelige pligter, der fulgte med embedet, og overhofmesterinden blev spøgefuldt fremstillet som statsminister Thorvald Staunings nye "baldame". Efter hoffets tradition skulle statsministeren nemlig have hende til bords og åbne hofballerne ved hendes side. I Arbejderbladet morede man sig over denne tradition, og da Inger Wedell var kendt som en elegant, dygtig og ivrig danser, spåede avisen, at Stauning fremover kunne blive set svinge sig på dansegulvet i stedet for som hidtil at sidde ved middagsbordet. I samme boldgade antydede Ekstra Bladet, at statsministeren muligvis måtte tage dansetimer for ikke at gøre en klodset figur ved hendes side.

Inger Wedell omtalte senere sin tjeneste som overhofmesterinde hos dronning Alexandrine som en af sit livs største oplevelser. Under besættelsen fik hun gennem sin stilling et nært indblik i kong Christian 10. og dronning Alexandrines rolle. Hun fremhævede især kongens ansvarsfølelse over for befolkningen og erklærede, at dronningen "fulgte ham saa helt i denne indstilling". Om Alexandrine udtalte hun: "Vi danske ved maaske slet ikke, hvor uendelig meget, vi har at være hende taknemmelige for." Hun beskrev desuden, hvordan dronningen under kongens sygdom og besættelsens pres stod ved hans side som "saa ægte og danskfølende en kvinde, som landet nogensinde har haft".

Kongehuset under besættelsen

I sit tilbageblik på besættelsesårene fremhævede Inger Wedell den tætte forbindelse mellem kongehuset og befolkningen. Hun mente, at kong Christian 10. og dronning Alexandrines holdning havde samlet danskerne omkring kongeparret og derved styrket dem i udøvelsen af deres ansvar. Hun formulerede det således: "Man kan kun med den dybeste beundring se, hvorledes folket i de aar gennem gældte kongen og dronningens holdning ved i sin helhed at slaa en fast og ubrydelig mur om sit kongepar og derigennem forlene disse med en styrke, som sikkert gjorde de ansvarsfulde beslutninger, der dengang maatte tages, lettere at føre igennem."

Overhofmesterinde for enkedronningen

Efter Frederik 9.s tronbestigelse i 1947 fortsatte Inger Wedell som overhofmesterinde ved dronning Alexandrines nyoprettede enkehofstat, hvortil flere medarbejdere fra Christian 10.s hof blev knyttet. Wedell havde beklædt embedet siden 1935 og blev i samtidens presse fremhævet for sin dygtighed og takt. Som overhofmesterinde for enkedronning Alexandrine ledsagede Inger Wedell hende på rejser, blandt andet til Stockholm i februar 1948. Besøget var af familiær karakter, og enkedronningen opholdt sig blandt andet hos sin svigerinde, Prinsesse Ingeborg af Danmark, der var gift med Prins Carl af Sverige.

Jagtophold i Britisk Østafrika

Vinteren 1919–1920 ledsagede Inger Wedell-Wedellsborg sine forældre, lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs og lensgrevinde Fritze Frijs, på et jagtophold i Britisk Østafrika. Rejsen omfattede et besøg på en omkring 6.000 acres stor farm ved Naivashasøen, som faderen havde købt i 1914, men endnu ikke havde besøgt på grund af 1. verdenskrig. Jagtekspeditionen blev ledet af den engelske jæger Judd og omfattede foruden familien og lægen Fischer-Simonsen 24 lokale deltagere. Inger deltog aktivt i storvildtjagterne. Ved Mount Suswa opdagede hun den 5. marts en stor løve, som forsvandt ind i et krat, og deltog efterfølgende i forsøget på at drive den frem. Faderen ramte senere løven på lang afstand, men det sårede dyr forsvandt, og sporene blev udslettet af et tropisk skybrud. Den 22. marts afgav hun det første skud mod et stort næsehorn, hvorefter både dette og et mindre dyr løb mod jagtselskabet. Det store næsehorn blev nedlagt på omkring 40 alens afstand, mens det mindre kom tæt ind på hende og blev ramt af hendes skud på få skridts afstand.

I april 1920 ledsagede Inger Wedell-Wedellsborg sin far, lensgreve Mogens Frijs, på hjemrejsen fra Britisk Østafrika. På grund af sygdommen rejste han sammen med sin læge og en sygeplejerske, mens hendes mor, lensgrevinde Fritze Frijs, foreløbig blev i Afrika.

Velgørenhed og tillidshverv

Lensgrevinde Inger Wedell udviste et stort socialt og velgørende engagement gennem en række tillidshverv og personlige initiativer. Hun fungerede som formand for Komtesse Agnes Frijs' Stiftelse og besad hvervet som præsident for Selskabet til Håndarbejdets Fremme fra 1947 til 56. Allerede i efteråret 1935 havde hun desuden taget initiativ til et lokalt håndarbejdskursus på Wedellsborg for 18 kvinder fra egnen, hvor undervisningen var fordelt på to hold, som hun selv deltog aktivt på. Under Anden Verdenskrig udvidede hun sit samfundsmæssige virke ved i januar 1941 at indtræde i præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste af 1940.

Lokalforankringen af hendes velgørende arbejde kom særligt til udtryk i juni 1948, da hun deltog i indvielsen af Røde Kors' rekreationshjem, Kraglund ved Hammel, som hun personligt havde foræret til organisationen. Formålet var at tilbyde mødre og børn rekreative ophold, og Wedell fortalte, at hun som barn ofte var kommet på Kraglund, da stedet var bolig for grevskabets overførster. Ved indvielsen udtalte hun: "Jeg synes ikke, Kraglund kan bruges til noget bedre end det, den bruges til i Dag," og udtrykte samtidig håb om, at hjemmets mødre og børn ville få et godt ophold. Hendes lokale engagement omfattede også Husby Sogns anliggender; hun var ejer af Husby Kirke, medlem og næstformand af sognets menighedsråd, og var desuden den drivende kraft bag en omfattende restaurering, der skulle bevare og forskønne kirken som sognekirke.

I sine senere år valgte Inger Wedell i stigende grad at åbne både Frijsenborg og Wedellsborg for offentligheden med det dobbelte formål at støtte velgørende sager og formidle godsernes historie og samlinger. Ved en landsdækkende åbning af slotte og herregårde til fordel for Sydslesvig besøgte omkring 9.000 mennesker Frijsenborg, hvoraf cirka 7.000 fik adgang og indbragte omtrent 15.000 kr. Wedell beskrev dagen som "forfærdeligt morsom" og roste gæsternes hensynsfulde optræden: "Folk var frygtelig pæne. Ikke en skramme kom der, ikke een gik for langt og ødelagde afspærringerne rundt om i stuerne, og ikke een gik ind over plænerne i haven." Succesen resulterede i endnu en åbning den 31. juli 1955 til fordel for Red Barnet. Ligeledes åbnede hun og Julius Wedell i maj 1961 Wedellsborg for offentligheden til fordel for Anne Frank-fonden, hvor entréindtægterne gik til fondens arbejde for flygtningebørn. Denne nye åbenhed omfattede også deltagelse i fjernsynet; i sensommeren 1966 medvirkede hun i udsendelsesrækken "Hjemme hos", hvor tv-medarbejderen Inger Larsen aflagde hende besøg på Wedellsborg. I en samtidig anmeldelse blev hun efterfølgende karakteriseret som et levende eksempel på de omfattende samfundsforandringer, Danmark havde undergået i hendes levetid.

Interesser

Inger Wedell var kunst- og litteraturinterreseret og var yderst gode veninder med forfatterinden Karen Blixen. Inger Wedell og hendes mand, Julius Wedell, var begge ivrige tennisspillere. Wedellsborg rådede i 1930'erne over en tennisbane, der i pressen blev betegnet som en af landets fineste, og den blev også benyttet af godsets kongelige gæster, heribaldt prinsen af Wales, den senere kong Edward 8., som ifølge pressen udtalte stor tilfredshed med banen. Inger Wedell opdrættede blandt andet væddeløbshesten Gally, der i november 1942 vandt amatørløbet på Klampenborg Galopbane.