Invasionen af Danmark i 1940 var det tyske angreb og den efterfølgende besættelse af Danmark den 9. april1940 under 2. verdenskrig. Angrebet var en del af den tyske Operation Weserübung, der omfattede både Danmark og Norge. Den danske del af operationen havde kodenavnet Weserübung Süd, mens angrebet på Norge blev betegnet Weserübung Nord.
Tysklands vigtigste strategiske mål med Operation Weserübung var Norge. Tyskland ønskede blandt andet at sikre transporten af svensk jernmalm fra Kiruna gennem den norske havneby Narvik samt at opnå bedre muligheder for den tyske flåde og det tyske luftvåben i kampen mod Storbritannien. Danmark blev inddraget i planlægningen af militærtaktiske grunde. Besættelsen af dansk territorium skulle blandt andet sikre forbindelserne til Norge, kontrollen over Skagerrak og ikke mindst Aalborg Flyveplads, som var vigtig for den tyske luftbro til Norge.
De tidlige tyske planer havde oprindeligt lagt op til, at Danmark kunne presses til at acceptere tysk militær adgang til landet uden en egentlig invasion. I februar 1940 blev planerne imidlertid ændret, og Hitler godkendte en egentlig besættelse af Danmark. Den endelige plan omfattede besættelsen af Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm samt kontrollen over København og vigtige havne og lufthavne.
Det tyske angreb begyndte tidligt om morgenen den 9. april. Tyske tropper gik over den dansk-tyske grænse klokken 4.15, mens tyske styrker samtidig blev landsat flere steder langs de danske kyster. Klokken omkring 5.00 blev der gennemført et faldskærmsangreb mod Masnedø og Storstrømsbroen, og senere samme morgen blev Aalborg Flyveplads erobret. I København gik tyske soldater i land ved Langelinie.
Det danske forsvar var talmæssigt og materielt langt underlegent. Tyskland indsatte omkring 40.000 soldater mod færre end 4.000 danske soldater. Den danske modstand var især koncentreret i Sønderjylland, hvor danske enheder kæmpede mod de fremrykkende tyske styrker. I alt faldt 16 danske soldater, og 23 blev såret.
Samtidig med det militære angreb afleverede den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink et ultimatum til den danske regering. Tyskland krævede, at Danmark accepterede den tyske besættelse og de medfølgende militære krav. Den tyske regering truede samtidig med et bombardement af København, hvis Danmark gjorde væbnet modstand.
Klokken 6.00 besluttede kong Christian 10. og regeringen at indstille kampen. Beslutningen blev truffet efter et møde på Amalienborg, hvor kongen, regeringen og de øverste militære chefer drøftede situationen. General William Prior ønskede at fortsætte kampen, men flertallet gik ind for en kapitulation for at undgå yderligere tab og risikoen for omfattende ødelæggelser.
Kapitulationsordren nåede ikke straks alle danske enheder. De sidste kampe fandt sted i Haderslev, hvor danske soldater først omkring klokken 8.15 indstillede modstanden. Danmark var herefter under tysk besættelse, men bevarede formelt sin regering, konge og statsadministration under den såkaldte samarbejdspolitik.
Efter Storbritanniens og Frankrigs krigserklæring mod Tyskland den 3. september 1939 overvejede de vestallierede forskellige muligheder for at føre krigen mod Tyskland uden om Vestfronten. Den norske kyst og de svenske malmtransporter indgik i disse overvejelser. Britisk og fransk kontrol over dele af Norge ville både kunne styrke blokaden af Tyskland og gøre det vanskeligere for tyskerne at modtage jernmalm fra Sverige.
Tyskland fulgte samtidig udviklingen i Skandinavien med stigende bekymring. I efteråret 1939 drøftede Adolf Hitler og chefen for Kriegsmarine, Erich Raeder, blandt andet risikoen for, at Storbritannien kunne oprette baser i Norge. Raeder fremhævede de norske fjordes betydning for den tyske flåde og mulighederne for at operere mod Storbritannien. På dette tidspunkt var en tysk besættelse af Norge dog endnu ikke besluttet, og Danmark indgik ikke i de første planer.
Situationen ændrede sig efter Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen, som begyndte i november 1939. Storbritannien og Frankrig ønskede at støtte Finland og overvejede at sende militære styrker til Norden. En sådan intervention kunne samtidig have givet de vestallierede mulighed for at få kontrol over områder, der var vigtige for den svenske malmeksport. Norge og Sverige ønskede imidlertid ikke at tillade en allieret militær gennemmarch eller stationering af større udenlandske styrker på deres territorier. Den finsk-sovjetiske fred i marts 1940 medførte, at den planlagte allierede indsats ikke blev gennemført.
På tysk side bidrog udviklingen til en fremskyndelse af planerne om en militær aktion i Norge. Den britiske opbringelse af det tyske forsyningsskib Altmark i norsk territorialfarvand i februar 1940 styrkede samtidig Hitlers opfattelse af, at Norge ikke kunne eller ville forhindre britiske indgreb i landets neutralitet. Tyskland besluttede derfor at sikre kontrollen over Norge gennem en militær invasion.
Danmark blev først senere inddraget i de tyske planer. De første planer for en tysk aktion mod Norge omfattede ikke nødvendigvis en besættelse af Danmark. Efterhånden blev det imidlertid klart, at dansk territorium kunne få stor militærtaktisk betydning for operationen. Danmark kunne fungere som forbindelse mellem Tyskland og Norge, og især Aalborg Lufthavn kunne anvendes til tyske flyoperationer og forsyninger under felttoget i Norge. Kontrollen over danske havne, lufthavne og forbindelser mellem landsdelene var derfor vigtig for den samlede tyske operation.
De første tyske overvejelser gik ud på at sikre sig adgang til udvalgte danske områder uden nødvendigvis at gennemføre en fuldstændig besættelse. I begyndelsen af 1940 blev planerne ændret. Den 1. marts 1940 udstedte Hitler det afgørende direktiv om Operation Weserübung, som fastslog, at både Norge og Danmark skulle besættes. De overordnede tyske mål var at forhindre en britisk intervention i Skandinavien og Østersøområdet, sikre Tysklands adgang til svensk jernmalm samt skabe bedre udgangspositioner for det tyske luftvåben og den tyske flåde mod Storbritannien.
Operationen blev opdelt i to dele: Weserübung Nord omfattede invasionen af Norge, mens Weserübung Süd omfattede besættelsen af Danmark. General Leonhard Kaupisch blev udnævnt til chef for den tyske operation mod Danmark den 2. marts 1940. Den endelige plan indebar blandt andet erobringen af Jylland og Fyn samt landgange på Sjælland og Bornholm.
Den tyske regering fremstillede senere invasionen som et forebyggende forsvarsskridt mod en forventet britisk-fransk intervention i Skandinavien. I det memorandum, som den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink afleverede til den danske regering den 9. april 1940, hævdede den tyske regering blandt andet, at Storbritannien og Frankrig planlagde at gøre Skandinavien til krigsskueplads. Memorandummet er en vigtig samtidig kilde til den tyske begrundelse for invasionen, men beskriver naturligvis den tyske regerings egen argumentation og kan derfor ikke i sig selv bruges som bevis for, at de tyske påstande var korrekte.
Dansk-tysk ikke-angrebspagt
Danmark og Tyskland indgik den 31. maj1939 en dansk-tysk ikke-angrebspagt. Baggrunden var den voksende internationale spænding efter Tysklands ekspansion i Europa, blandt andet besættelsen af dele af Tjekkoslovakiet i marts 1939. Den 15. april 1939 rettede USA's præsident Franklin D. Roosevelt en henvendelse til Adolf Hitler, hvori han bad om en garanti for, at Tyskland ikke ville angribe en række europæiske småstater, herunder Danmark. Hitler benyttede henvendelsen til at fremsætte tilbud om ikke-angrebspagter til en række lande, herunder de nordiske lande.
Den danske udenrigsminister P. Munch fra Det Radikale Venstre var positiv over for en ikke-angrebspagt, men ønskede helst, at Norge og Sverige samtidig tilsluttede sig, så Danmark ikke kom til at indtage en særstilling i Norden. Norge og Sverige afviste imidlertid det tyske tilbud, og Danmark blev det eneste nordiske land, der indgik en sådan aftale med Tyskland. Ældre historiske fremstillinger fremhæver netop dette som et brud på det nordiske samarbejde, mens nyere fremstillinger også lægger vægt på Munchs ønske om at undgå en konflikt med Tyskland og bevare Danmarks mulighed for at føre en neutralitetspolitik.
Pagten fastslog, at Kongeriget Danmark og Det tyske Rige under ingen omstændigheder ville gå i krig eller anvende magt mod hinanden. Den indeholdt desuden en bestemmelse om, at en af parterne ikke skulle støtte en tredje magts angreb på den anden part.
Traktaten blev underskrevet i Berlin af den danske gesandt Herluf Zahle og den tyske rigsudenrigsminister Joachim von Ribbentrop. Den skulle gælde i 10 år fra udvekslingen af ratifikationsdokumenterne. Hvis ingen af parterne opsagde den senest et år før periodens udløb, skulle den forlænges med yderligere 50 år.
Til traktaten var knyttet en særskilt undertegnelsesprotokol. Heri blev det fastslået, at almindelig neutralitetspolitik ikke skulle betragtes som støtte til en tredje magt i strid med traktaten. Danmark kunne dermed fortsat opretholde normal vareudveksling og varetransit med en stat, der var i konflikt med Tyskland. Bestemmelsen var vigtig for Danmark, fordi den skulle sikre muligheden for fortsat handel med blandt andet Storbritannien, hvis Tyskland senere kom i krig med briterne.
Pagten viste sig ikke at være nogen beskyttelse mod tysk aggression. Da Tyskland invaderede Danmark den 9. april1940, var traktaten stadig gældende. Den tyske invasion udgjorde derfor et direkte brud på den dansk-tyske ikke-angrebspagt.
En ældre kilde fra efterkrigstiden vurderede pagten som uden reel beskyttelsesværdi for Danmark og fremhævede samtidig, at Tyskland kunne bruge aftalen propagandistisk. Senere historiske fremstillinger har tilsvarende understreget, at den danske regering ikke kunne regne med, at pagten i sig selv ville forhindre en tysk militær aktion
Wehrmachts operation mod Danmark blev ledet af general Leonhard Kaupisch, som var chef for den tyske operationsstab for Weserübung Süd. Angrebet skulle gennemføres samtidigt fra land, sø og luft og havde til formål hurtigt at sikre de vigtigste danske trafikknudepunkter, havne og flyvepladser.
Den 2. april fastsatte Hitler den 9. april som dato for angrebet. Angrebet skulle begynde klokken 4.15 dansk tid og gennemføres med en kombination af landstyrker, sølandsætninger og luftbårne operationer. De første tyske tropper overskred grænsen ved Kruså, Padborg, Rens og Sæd, mens tyske skibe samtidig landsatte tropper ved blandt andet Middelfart, Assens, Nyborg og Korsør. I Gedser ankom tyske soldater med færger fra Warnemünde.
Sjælland, Lolland-Falster og København
198. Infanteriedivision havde hovedansvaret for erobringen af Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. Divisionen skulle blandt andet sikre Korsør og Nyborg samt etablere forbindelsen mellem Jylland, Fyn og Sjælland. Tyske tropper blev landsat flere steder på Sjælland og Fyn, mens en bataljon blev transporteret med færger fra Warnemünde til Gedser.
Den tyske besættelse af København var et centralt element i operationen. Det var vigtigt at sikre regeringen og kongen samt de vigtigste militære og administrative institutioner, samtidig med at Danmark hurtigt blev bragt under tysk kontrol.
Jylland og Fyn
I Jylland blev hovedangrebet gennemført af 170. Infanteriedivision og 11. Schützen-Brigade. De tyske styrker overskred grænsen flere steder i Sønderjylland og rykkede nordpå. De danske styrker var stærkt underlegne og gjorde kun modstand i begrænset omfang, men der opstod flere egentlige kampe, blandt andet ved Søgård, Bjergskov og Hokkerup.
De tyske styrker havde støtte fra panser- og artillerienheder samt pansertog. Blandt de enheder, der deltog, var Panzerabteilung z.b.V. 40. Formålet var at sikre den hurtige fremrykning gennem Jylland og kontrollere de vigtigste broer og trafikforbindelser.
På Fyn blev tyske styrker landsat ved blandt andet Middelfart, Assens og Nyborg. Disse operationer skulle sikre de vigtigste forbindelser mellem Jylland og Sjælland og forhindre, at danske styrker kunne samle sig omkring Lillebælt.
De luftbårne operationer
Luftwaffe spillede en central rolle i angrebet. Et af de vigtigste mål var Aalborg Lufthavn, som var strategisk vigtig for den tyske operation mod Norge. Den 9. april blev Aalborg Lufthavn erobret af tyske faldskærmstropper. Samme morgen blev der gennemført et luftbårent angreb mod Masnedø og Storstrømsbroen for at sikre forbindelsen mellem Sjælland og Falster.
Angrebet på Aalborg var særligt vigtigt, fordi flyvepladsen kunne anvendes som base for den tyske luftbro mellem Tyskland og Norge. De luftbårne operationer var dermed ikke blot rettet mod danske militære mål, men indgik i den samlede tyske plan for Operation Weserübung.
Tyske styrker i alt
Tyskland indsatte omkring 40.000 soldater ved invasionen af Danmark. De tyske styrker var dermed omkring ti gange større end de danske styrker, som rådede over færre end 4.000 mand, hvoraf hovedparten befandt sig i Jylland.
De tyske styrker blev støttet af Kriegsmarine og Luftwaffe, og operationen var planlagt som et hurtigt overraskelsesangreb, hvor kontrol over havne, broer, lufthavne og andre trafikknudepunkter skulle forhindre den danske regering og det danske forsvar i at organisere en længerevarende modstand.
Danmarks forsvar i 1940
Kong Christian 10. af Danmark.Danske soldater bemander en antiluftkanon i 1940.Gruppe fra et af 4. Bataljons cyklistkompagnier, der har deltaget i træfningen ved Bredevad, fotograferet ved Hellevad den 9. april 1940.
I 1937 var det blevet tydeligt for den danske regering, at det danske forsvar måtte moderniseres og udvides for at kunne afskrække naboen i syd. Samme år blev en udvidelse af Hæren påbegyndt. Blandt andet blev der oprettet en generalstab, to divisioner – én for forsvaret af Sjælland og én for forsvaret af Jylland, samt en garnison på Bornholm; Hærens Flyvertropper blev omstruktureret, og der blev oprettet støtteenheder inden for luftværn, ingeniørtropper og transportenheder.
De to divisioner bestod af syv infanteriregimenter, to kavaleriregimenter, Den Kongelige Livgarde og tre feltartilleriregimenter. Men regimenterne var egentlig små administrative stabe ansvarlige for optræningen af 6.600 værnepligtige hvert år, noget som indebar, at regimenterne var alvorligt underbemandede. I løbet af vinteren 1939-1940 blev Hæren delvis mobiliseret, og den 9. april 1940 havde den danske hær i alt 15.000 mand, hvoraf 8.000 af dem var værnepligtige.
Den danske hær og marine havde meget forældet materiel, og ingen eller kun lidt felterfaring. Den danske hær havde ikke været i kamp siden 1864, da den kæmpede mod Preussen og Østrig i den 2. Slesvigske Krig. De fleste danske soldater var udrustet med geværet M.1889, men var på gruppebasis godt udrustet med maskingeværer af typen Madsen M.1929 eller rekylgeværer af typen Madsen M.1924. En af de danske soldaters få fordele i den korte konflikt var 20 mm Madsen maskinkanonen, som viste sig at være et godt panserværnsvåben. Hæren havde også 37 mm Bofors M.1937 panserværnskanoner organiseret i kanon-kompagnier. Som luftværn havde den danske hær luftværnskanonen 75 mm L/49 M.1932. Tre batterier var stationeret i Sønderjylland, og ramte flere af tyskernes bombe- og jagerfly i løbet af den fire timer lange kamp mod tyskerne.
Hæren blev støttet af Hærens Flyvertropper, som bestod af to jagereskadriller udrustet med 13 Gloster Gauntlet dobbeltdækkere og syv af de moderne hollandske jagerfly Fokker D.XXI. Desuden havde Hærens Flyvertropper 28 rekognosceringsfly og 19 skolefly. Den danske hærs flystyrker var stationeret i Værløselejren ved København.
Den danske marine havde sin hovedbase på Holmen i København, men som følge af mobiliseringen var orlogsfartøjerne blevet udstationeret forskellige steder i landet. Marinen var blevet kraftigt nedskåret i mellemkrigstiden og bestod blot af 1.500 mand og 58 fartøjer (2 artilleriskibe, 6 torpedobåde, 7 undervandsbåde, 3 minelæggere, 9 minestrygere, 4 inspektionsskibe, samt værksteds- og opmålingsskib). De fleste skibe var gamle og forældede. De bedste fartøjer var de to ældre artilleriskibe Peder Skram og Niels Juel. De mest moderne var tre torpedobåde bygget i begyndelsen af 1930'erne og fire undervandsbåde. Marinen havde Marinens Flyvevæsen, som bestod af to luftflotiller (på eskadrillestørrelse), en af dem udrustet med 13 gamle Heinkel HE 8 vandfly med hovedbase i København og en luftflotille udrustet med 8 af de ældre Hawker Nimrod Mk. II jagerbiplaner med base i Avnø.
Kystdefensionens forter ved København (Middelgrundsfortet, Flakfortet og Dragør Fort) var ikke krigsbemandende. På Middelgrundsfortet havde man i begyndelsen af april 1940 gjort klar til at modtaget 450 nye rekrutter den 9. april. Masnedøfortet ved Storstrømmen var ikke operativt, og var derfor kun bemandet med en civil fortmester og to værnepligtige.
Ved 2. verdenskrigs begyndelse i september 1939, udlagde den tyske marine minefelter i internationalt farvand ved indgangene til Østersøen. I november 1939 blev den danske regering fra tysk side presset til også at udlægge minefelter i dansk territorialfarvand i Øresund, samt Store- og Lillebælt. Tyskerne mente at have konstateret, at britiske ubåde var passeret neddykket ind i Østersøen gennem dansk territorialfarvand, til trods for, at dette var forbudt i henhold til de danske neutralitetsbestemmelser. De danske minefelter blev bevogtet af danske orlogsfartøjer og de tyske tilsvarende af tyske fartøjer. I slutningen af marts 1940 begyndte tyskerne at rydde gennemgange igennem deres egne minefelter. Også ved indsejlingen til Københavns Havn, var der lagt kabelminefelter, idet det i henhold til de danske neutralitetsbestemmelser ikke var tilladt fremmede krigsskibe at gå ind i havnen. Imidlertid var minefelterne i foråret 1940 deaktiverede grundet kulde og bevogtningen inddraget på grund af store mængder is i Øresund.
Invasionen
Lavtflyvende tyske Junkers Ju 52 transportfly over Danmark om morgenen den 9. april 1940.Foto af en af de danske patruljer, der modsatte sig den tyske invasion. Fotografiet er taget om morgenen den 9 april 1940 umiddelbart før kamphandlingerne ved Bredevad. Nogle timer senere var to af patruljens syv mænd faldet for tyske kugler.
Den 8. april 1940 blev der beordret generelt alarmberedskab i hæren. Dette indebar, at soldaterne fik udleveret skarp ammunition, forbindingspakker og identifikationsmærker. Hjelmen kunne tages af, mens lædertøjet kun kunne løsnes. Mandskabet kunne hvile sig i deres senge, men lyset måtte ikke slukkes og dørene skulle stå åbne. Køretøjernes motorer skulle varmes op med passende mellemrum. I marinen blev beredskabet ikke forhøjet, et forhold, der gav anledning til en så voldsom kritik, at chefen for Søværnskommandoen, viceadmiral Hjalmar Rechnitzer, kort efter måtte gå af.
Ved direkte angreb på dansk territorium, skal styrkens opgave og kampens hensigt være en klar og utvetydig tilkendegivelse af viljen til forsvar - uanset styrkeforholdene.
Ordre til de danske soldater inden den tyske invasion.
Klokken 01:00 om morgenen den 9. april 1940 fik det tyske troppetransportskib "Hansestadt Danzig" Helsingør i sigte. Skibet medbragte en forstærket bataljon og var sejlet nord om Sjælland gennem Storebælt. En time senere sejlede færgerne "Mecklenburg" og "Schwerin" fra Warnemünde med de tyske tropper som skulle gå i land i Gedser. Samtidig gik linjeskibet "Schleswig-Holstein" på grund på Vengeancegrunden i Storebælt, mens resten af eskadren med tropperne som skulle landsættes i Korsør fortsatte nordover. Imens i København drøftede general Leonhard Kaupischs stabschef generalmajor Kurt Himer og ambassadør Cecil von Renthe-Fink den forestående diplomatiske aktion.
Klokken 03:30 krydsede en tysk patrulje grænsen ved Nyhus Sø, og gemte sig hos en hjemmetysker (tysksindet dansk statsborger) i landsbyen Rønsdam. Disse soldater skulle senere sikre Padborg Station før det første tyske pansertog rullede over grænsen mod nord. Imens sneg en gruppe civilklædte soldater fra Brandenburger-afdelingen sig ind i Padborg. Samtidig modtog Generalstaben en melding fra garnisonen i Tønder og grænsegendarmeriet mellem Møllehus Kro og Rens om, at man kunne høre motorstøj og kommandoråb syd for grænsen. På grænsen ved Kruså var situationen derimod rolig. Danskerne fik de første advarsler, da Søværnskommandoen modtog en melding fra torpedobåden "Glenten" om, at de havde bjerget 32 tyske soldater aftenen før, efter at en tysk slæbebåd var forlist i Storebælt klokken 21:20 efter en kollision med et andet tysk skib. Meldingen var forsinket, fordi den af sikkerhedsgrunde ikke måtte sendes via radio. Forsvarsminister Alsing Andersen og chefen for den danske marine, viceadmiral Rechnitzer, blev vækket og informeret om situationen.
Klokken 03:40 beordrede kaptajnen på inspektionsskibet "Ingolf" klart skib fordi han opfattede situationen med stadig flere mørklagte tyske skibe omkring sig som truende. Fem minutter senere fik Den Jyske Division melding fra garnisonen i Tønder om, at man kunne høre motorstøj fra Rens til Aventoft. Klokken 03:55 observerede udkigsposten på Middelgrundsfortet to skibe (isbryderen "Stettin" og passagerskibet "Hansestadt Danzig") på vej mod København, og alarmerede vagthavende kystløjtnant. Han gav ordre til at belyse fartøjerne med projektører og hejse det internationale stopsignal. Da skibene ikke reagerede, gav han ordre til at affyre varselsskud, men kanonen virkede ikke, og skibene fortsatte.
Samtidig ringede den tyske ambassade i København til Udenrigsministeriet og bad ministeriets direktør om at meddele udenrigsminister P. Munch, at den tyske ambassadør ønskede en samtale med ham kl. 04:20.
Gedser blev det første sted grænsen blev brudt. Omkring 03:45 opdagede man i Gedser Havn den tyske færge Mecklenburg. Den kom lidt tidligere end den plejede. Normalt skulle den først lægge til 04:30, men i dag løb den ind i havnen lidt i fire. Togbetjent Karl Petersen fortæller:
'Der kommer færgen, jeg går over og firer klappen', sagde jeg, hvorefter jeg gik ind i rejsegodsekspeditionen og tog svinget til klappen [...] Jeg bemærkede intet usædvanligt, idet det var de sædvanlige kendte matroser og styrmænd, der stod i færgens stævn klar som sædvanligt til at få fortøjet. Straks efter at klappen var firet ned, kom styrmanden i land og bad mig om at give sig svinget til klappen, hvilket jeg ikke straks reagerede på, idet jeg fandt forlangendet mærkeligt og usædvanligt, men jeg lagde mærke til, at styrmanden stod med en 'lukket firkantet pistol' [...] hvorefter jeg kastede svinget op på motorkassen til spillet. [...] Efter at styrmanden havde taget svinget, gik han ind på broklappen, tog en lommelygte op af lommen og blinkede ind over skibet, og derefter løb en del soldater i land og påbegyndte besættelsen af stationen. Jeg gik derefter hen til styrmanden og sagde til ham, at de ikke havde lov til at holde manøvre i Danmark, [...] men straks efter blev jeg tillige med de øvrige omringet af tyske soldater [og] midlertidig holdt indespærret.
Det hele gik så hurtigt at ingen nåede at slå alarm, før tyskerne havde ødelagt telefonerne. Derefter kørte en hel kolonne motorcykler ud fra færgen og kørte hurtigt nordpå mod Storstrømsbroen. Klokken 04:00 ved jernbaneviadukten i Padborg blev tre danske grænse-gendarmer, som var på vej til et samlingspunkt i Bov, skudt ned af civilklædte tyske soldater fra Brandenburger-afdelingen. Den ene gendarm blev dræbt på stedet, medens de to andre døde senere samme dag på Sønderborg Sygehus. Gendarmerne blev de første danske tab under invasionen. De tre intetanende grænsegendarmer mødtes tilfældigt ved broen denne nat. De tyske soldater misforstod situationen og troede, de var i gang med at lægge en sprængladning under broen, hvorefter de skød de tre gendarmer ned. En mindesten med indskriften ”Skudt af civilklædte personer” blev rejst på stedet. Ti minutter senere rapporterede grænsevagterne i Sæd til Tøndergarnisonen, at "fire tyske soldater stod og rokkede med den danske grænsebom", og på baggrund af denne melding blev garnisonens soldater alarmeret.
Wesertag
OPROP! med fejl i stavning, grammatik og ordvalg. Det er underskrevet af general Leonhard Kaupisch, der ledede invasionen den 9. april 1940 og derefter blev øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark.
Tyske fly, der fløj ind over Danmark den 9. april 1940, kastede løbesedler ned med et fejlfyldt OPROP!. Det var skrevet af Hitler selv. Klokken 04:15 krydsede tyske tropper grænsen ved Kruså, Padborg, Rens og Sæd. 170. Infanterie-Divisions hovedstyrke (Regiment 391 og 399) krydsede grænsen ved Kruså, 11. Schützen-Brigade ved Padborg og Rens og Infanterie-Regiment 401 af 170. Infanterie-Division ved Sæd. Imens gik tre kompagnier af Infanterie-Regiment 399 i land i Snoghøj og Middelfart i nærheden af Lillebæltsbroen.
Kl. 04:20 kom ambassadør Renthe-Fink og den tyske militærattaché Petersen til udenrigsminister P. Munchs hjem og fortalte ministeren, at der var beviser for, at briterne planlagde et overfald på Danmark, og at Tyskland ville beskytte Danmark mod dette. Renthe-Fink fortalte, at tyske tropper havde krydset grænsen, og bombefly stod klar til at bombe København, hvis danskerne satte sig til modværge, hvorpå han gav ministeren et memorandum med 13 ultimative krav. Udenrigsministeren protesterede mod neutralitetskrænkelsen og sagde, at han måtte forelægge kravene for kongen og statsministeren Thorvald Stauning, før han kunne give ambassadøren et svar. Samtidig lagde "Hansestadt Danzig" til kaj ved Langelinie i København. En forstærket bataljon af Infanterie-Regiment 308 gik i land og begyndte fremrykningen mod Kastellet. En radiosender blev lastet på en ventende lastbil (med seks civile tyskere) og fulgte soldaterne til Kastellet.
I Sønderjylland rykkede garnisonen i Haderslev ud efter alarm fra Søgårdlejren. Klokken 04:25 fik Generalstaben melding om, at tyskerne havde krydset grænsen. Søværnskommandoen rapporterede om, at tyskerne var gået i land i Middelfart og Nyborg. Samtidig rapporterede krigsministeriets direktør til chefen for Generalstaben, generalløjtnant William W. Prior, at tyske tropper var gået i land på Fyn og bad ham komme til ministeriet. Han nåede kun lige at forlade Kastellet inden den tyske bataljon fra Langelinie rykkede ind. Klokken 04:45 begyndte 198. Infanterie-Divisions (Infanterie-Regiment 305, 308 og 326) landgangen i Korsør. I Tønder trak Tøndergarnisonen sig tilbage nordpå, samtidig med at tyskerne stod foran kaserneporten, og udenrigsminister P. Munch anmodede hoffet om et møde med kongen.
Fem minutter senere tog 19 mand fra 1. deling af fodfolkspionerernes afværgekompagni med to 20 mm Madsen maskinkanoner og et let maskingevær som de første danske soldater kampen op mod tyskerne ved Lundtoftbjerg på hovedvej 10, tre km nord for Kruså. Danskerne ødelagde to panservogne og tre motorcykler. Da tyskerne sendte kampvogne frem for at omgå den danske stilling, trak danskerne sig tilbage nordpå. En dansk soldat blev såret under kampen, og en blev dræbt under retræten. Samtidig alarmerede generalstaben Værløselejren om det tyske angreb. Klokken 04:55 stormede tyske soldater Kastellet gennem Sjællandsporten og Norgesporten, som blev sprængt. Vagthavende officer i Kastellet, kaptajnløjtnant Stenkov, blev vækket af sprængningen og alarmerede Generalstaben om, at tyskerne var i gang med at besætte Kastellet. Efter at Kastellet var besat af tyske tropper, satte de en radiosender op. Den fik kontakt med 198. division i Korsør og med den tyske ambassade i København. Samtidig blev kongen og dronningen vækket og underrettet om udenrigsministerens henvendelse.
Efter at være blevet informeret om situationen af krigsministeriets direktør gav generalløjtnant Prior ordre til at alarmere Sjællandske og Jyske Division og beordre dem til at være klar til kamp. Klokken 05:15 sprang 96 tyske faldskærmsjægere (fra 4./FJR 1) ud fra ni Junkers Ju 52/3m transportfly (fra 8./KGzbV 1) over Masnedø og Storstrømsbroen. De erobrede Masnedøfortet og broen uden modstand. Livgardens kaserne alarmerede med telefon slotsvagten på Amalienborg om at tyskerne havde besat Kastellet. Fem minutter senere ankom den danske statsminister Stauning til Amalienborg. Ved Hokkerup nordøst for Kruså angreb tyske styrker en dansk vejspærring på hovedvej 8. Styrken på 34 danske soldater ødelagde tre panservogne, en pansret mandskabsvogn og en panserværnskanon, før de blev omringet og tvunget til at overgive sig. Klokken 05:25 begyndte 28 Heinkel He 111 bombefly fra I/KG 4 at demonstrere deres styrke over København, hvor de også kastede flyveblade med teksten OPROP!. Samtidig havde tyske tropper besat Lillebæltsbroen og sikret den mod luftangreb.
Klokken 05:30 kom det til kamphandlinger mellem danske og tyske soldater ved Abild på hovedvej 11 nord for Tønder. Det lykkedes danskerne at forsinke tyskerne længe nok til at en stilling ved Sølsted lidt længere nordpå kunne klargøres. Tyskerne bad om flystøtte bestående af tre Henschel Hs 126 jagerbombere, før de kunne fortsætte fremrykningen. På samme tidspunkt kom det til skudveksling mellem gardere på Amalienborg og tyske soldater i Amaliegade og Bredgade. Garden slog det tyske angreb tilbage, men tre gardere blev såret ved kampen. Det gav kongen og kronprinsen tid til at drøfte situationen med statsministeren, udenrigsministeren og general Prior.
Samtidig gik en søløjtnant og 12 matroser fra "Hansestadt Danzig" om bord på det danske artilleriskib "Niels Juel" og forlangte at kanoner og andre våben blev tømt og at al ammunition skulle låses ned. Kaptajnen bøjede sig for tyskernes krav, da han ikke kunne gøre noget mod overmagten.
I Værløselejren gjorde de danske eskadriller sig klar til at udstationere deres fly på forskellige flyvepladser rundt om i landet og et rekognosceringsfly, en Fokker C.V-E med løjtnant V. Godtfredsen og sekondløjtnant G.F Brodersen om bord, lettede klokken 05:45. De skulle udføre en rekognosceringsflyvning over Sønderjylland, men da flyet nåede en højde på 50 m fløj to eskadriller Messerschmitt Bf 110 tunge jagerfly fra 1./ZG 1 ind over flyvepladsen og skød rekognosceringsflyet ned. Derefter fløj de tilbage og beskød flyvepladsen flere gange og ødelagde syv danske fly og påførte yderligere 14 fly betydelige skader. Begivenhederne beskrives således af en tysk pilot:
Jeg kunne se vores mål, hovedlufthavnen i udkanten af København. På asfalten under mig stod 10 gamle højvingede Fokker-rekognosceringsfly og omkring 40 jagerfly af typen Fokker D-21 på række i morgensolen, og det så ud som om de var ved at gøre klar til at lette. Hvis de nåede at komme i luften, ville vi have hænderne fulde - nærkamp med en D-21 i lav højde ville ikke være en nem opgave. På det tidspunkt fik jeg øje på et af rekognosceringsflyene, der var ved at lette. Den var kommet 100 m op i luften, og jeg begyndte at flyve efter den. Imens begyndte de andre fly at beskyde de jagerfly, der nu taxiede, mens antiluftskyts begyndte at beskyde os. Jeg affyrede både maskinkanon og maskingevær, og rekognosceringsflyet brød i brand og styrtede til jorden, mens jeg genvandt højden. Jeg vendte mit eget fly rundt og så røg og flammer stå op fra de brændende fly på jorden.
Wolfgang Falck, øverstbefalende for I/ZG1, om angrebet på Værløselejren.
Klokken 06:00 besluttede regeringen og kongen at indstille kampen for at undgå, at København blev bombet som Warszawa året før og beordrede alle danske militærafdelinger til at indstille alle kamphandlinger og optage forbindelse med de tyske enheder. Kampene fortsatte dog i yderligere to timer inden ordren om at nedlægge våbnene nåede frem til alle afdelinger. Fem minutter senere fik den vagthavende officer på Amalienborg, kaptajn Henningsen, ordre om at tage kontakt med tyskerne for at få standset skydningen ved Amalienborg. Fra tysk side blev det accepteret at indstille skydningen og at undlade yderligere fremtrængen mod slottet. Klokken 06:15 sprang tyske faldskærmsjægere fra 4./FJR 1 ud over Aalborg og besatte uden modstand byens to flyvepladser; det var første gang at faldskærmstropper indtog en lufthavn. . Kort tid efter ankom 53 Junkers Ju 52/3m transportfly fra I/KGzbV 1 til flyvepladsen med en infanteribataljon (III/IR 159), og inden en time var flyvepladserne klar til brug for operationerne i Sydnorge.
Modstanden fortsætter
Danske soldater med en 20 mm Madsen maskinkanon gør sig klar til kamp i et vejkryds i Aabenraa den 9. april 1940.En tysk PzKpfw I kampvogn og en Panzerbefehlswagen I i et vejkryds syd for Aabenraa.
Til trods for kongens ordre om våbenhvile, fortsatte kampene i Sønderjylland. Klokken 06:30 angreb tyskerne den danske stilling i Bjergskov nord for Søgård, og da de tyske kampvogne brød gennem vejspærringen blev den danske styrke hurtigt omringet og overgav sig. På hovedvej 11 ved Sølsted ødelagde danskerne to panservogne og standsede midlertidigt tyskernes fremrykning. Tyskerne besluttede da at sende infanteri ud på begge sider af vejen, for at omgå den danske maskinkanonstilling. Fem minutter senere, ved Bredevad, lykkedes det danskerne at standse det tyske angreb med en 20 mm maskinkanon ved en vejspærring, og tre panservogne blev ødelagt. Disse kamphandlinger er udgangspunktet i spillefilmen 9. april fra 2015.
Klokken 06:45 tog delingen, som tidligere havde kæmpet ved Lundtoftbjerg, kampen op mod tyskerne i et vejkryds syd for Aabenraa. Tyskerne havde nu sat kampvogne forrest, og danskerne klarede kun at skyde bælterne af en kampvogn inden de startede deres motorcykler, og klokken 07:00 trak sig tilbage nordpå. Klokken 07:15 havde tyskerne nået Slagelse, Vordingborg og Aabenraa, og Bredevad-styrken trak sig tilbage til Rødekro. Tyske tropper rykkede derefter ind i Bredevad fra øst og tvang den danske styrke til overgivelse.
Klokken 7:30 om morgenen blev den danske styrke ved Sølsted tvunget til at trække sig tilbage, da den blev angrebet af tyske Messerschmitt Bf 110 jagerfly, og fem minutter senere ankom afdelingen, som havde kæmpet mod tyskerne ved Lundtoftbjerg og Aabenraa til Haderslev. De gik i stilling nord for Haderslev Kaserne. Klokken 07:50 angreb tyske kampvogne den danske stilling ved Slotsmøllen i den sydlige del af Haderslev. En dansk Bofors 37 mm panserværnskanon blev nedkæmpet, efter at den havde skudt bælterne af et par tyske kampvogne, og kampen fortsatte derefter foran en spærring af mælkevogne lige bag kanonstillingen. Fem minutter senere angreb tyskerne danskernes stillinger i Bredebro på hovedvej 11, og ti minutter senere var styrken omringet og overgav sig. Klokken 08:00 fik Haderslev-styrken ved Slotsmøllen ordre fra Jyske Division om at indstille modstanden. Den tog derefter kontakt med den tyske divisionsgeneral Witte.
Da tyske kampvogne kørte op gennem Nørregade, blev de beskudt af danske soldater fra Haderslev Kaserne. To kampvogne blev påført skader og en motorcyklist dræbt. Mens tyskerne sendte forstærkninger for at nedkæmpe danskerne på kasernen, blev kampene standset af politimesteren efter at denne var blevet informeret om regeringens beslutning om ikke at fortsætte kampen. Klokken var da 08:15. Imens fortsatte 198. Infanterie-Divisions fremrykning mod København. Selvom general Röttig dagen før havde gjort sine officerer opmærksomme på den naturlige forsvarsstilling ved Vårby Bakke udenfor Slagelse, havde de danske soldater ved garnisonen i Slagelse ikke tid til at bemande stillingerne her. Ironisk nok havde de danske soldater så sent som dagen før afholdt en øvelse her. Da de tyske soldater rykkede ind i Slagelse kl. 06:45, blev de af en dansk løjtnant informeret om, at de danske soldater havde fået ordre om ikke at yde modstand. Garnisonskommandanten modtog tyskerne ved kaserneporten, mens de danske soldater på eksercerpladsen stod opstillet til parade. Da general Röttig nåede frem nogle minutter senere, gav kommandanten soldaterne ordre til at præsentere gevær.
Derefter fortsatte Röttig langs hovedvej 1. Klokken 8:30 nåede de tyske tropper garnisonsbyen Ringsted, og klokken 9:00 nåede de garnisonsbyen Roskilde. Klokken 11:45 nåede 198. Infanterie-Division Københavns forstæder, og tyskerne havde da taget kontrollen over hele Danmark, med undtagelse af Bornholm, der blev besat den følgende dag.
Efterspil
Afvæbnede danske soldater under tysk bevogtning i vejkanten efter kampen i Bjergskov om morgenen den 9. april 1940.Hjelme og geværer af typen M.1889 i en dynge efter afvæbningen af de danske soldater i Bjergskov.Ved den tyske okkupation flygtede et dansk kompagni over til Sverige i håb om at kunne fortsætte kampen derfra. Svenskerne internerede de danske soldater i Ljungbyhed. Her ses nogle af dem følge hændelserne i dagspressen. 9. april 1940. Kilde: Åhlen & Åkerlund via IMS Vintage Photos. Fotograf: Ukendt.
Flere ledende tyskere gav efter invasionen udtryk for at heldet var med dem. De havde ventet større modstand i Sønderjylland og mange flere soldater. Eksempelvis forventede de 2.000-2.500 soldater i Søgårdlejren, mens tallet kun var cirka 650. Men der var en del overraskelse over effektiviteten af danskernes 20 mm maskinkanoner, som ødelagde eller beskadigede i alt 12 panservogne, beskadigede tre kampvogne, ødelagde et ukendt antal motorcykler i kampene i Sønderjylland.
Flådens repræsentant Viceadmiral Rechnitzer samt regeringen mente, at modstand var nytteløs. Hæren repræsenteret ved General Prior ønskede fortsat kamp og opfordrede konge og regering til at fortsætte kampen fra Garderkasernen Høvelte i Nordsjælland. Kongen afslog. Overflyvningen af de voldsomt støjende fly samt truslen om bombning af København medvirkede til at man valgte at stoppe kampen. Det viste sig senere at den tyske trussel var overdrevet. Kun hvis der havde været kampe i byen ville Luftwaffe angribe og i så fald kun ramme fire navngivne kaserner. De fleste soldater, som blev taget til fange af tyskerne, blev sat fri kort tid efter kapitulationen.
Som den eneste danske officer nægtede oberst Helge Bennike, chefen for 4. regiment i Roskilde, at adlyde ordren om at stoppe kampen. Han gik ud fra, at tyskerne også havde angrebet Sverige, og da han regnede med at svenskerne ville fortsætte kampen, besluttede han at tage færgen fra Helsingør til Helsingborg med sine mænd. Klokken 10:05 forlod han Helsingør sammen med 1. kompagni af 11. bataljon og tog over til Sverige, og ti minutter senere rejste en afdeling af 11. bataljon med opmålingsskibet "Freja", også fra Helsingør til Helsingborg. Da de ankom Helsingborg fandt de ud af, at Sverige ikke var blevet angrebet. De blev afvæbnet og ført til kasernen i Helsingborg. Mens nogle rejste tilbage til Danmark, valgte enkelte at blive i Sverige.
Som et resultat af den samarbejdsvillige indstilling fra de danske myndigheders side, erklærede den tyske besættelsesmagt, at Tyskland ville "respektere den danske nationale suverænitet og territoriale integritet, så vel som neutraliteten", hvilket dog må betragtes som en voldsom selvmodsigelse. Besættelsen af Danmark blev gennemført så hurtigt, at mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den tyske okkupation allerede var et faktum.
De tyske personeltab i forbindelse med invasionen kendes ikke fra officielt hold. En rapport fundet i DISAs arkiver, som primært skulle dokumentere 20 mm maskinkanonens effektivitet, nævner et tal på 203 dræbte og et ukendt antal sårede tyske soldater i forbindelse med kampene i Sønderjylland.DISA-rapporten er en ud af meget få kilder, der nævner et egentligt tabstal. Rapporten er udarbejdet i samarbejde med det daværende Waffenamt, der stod for våbenudvikling og bevæbning af den tyske Wehrmacht, hvilket giver rapporten vis vægt. Ligeledes understøttes tallet af en af de danske veteraner, Frode Jensen, der, efter kampen var overstået, fik at vide af tyske soldater, at de havde mistet 18 mand mod danskernes to. Endvidere erindrer Frode Jensen, at en af kammeraterne, en maskingeværskytte, dræbte op mod 10 tyskere, inden han selv blev ramt.
Tallet på 203 faldne tyskere er dog omdiskuteret: I en artikel af oberstløjtnant H.J. Jürgensen offentliggjort i Krigshistorisk Tidsskrift 2015, argumenteres der for, at de faktiske tyske tab var 2-3 dræbte og 25-30 sårede. DISA-rapporten afvises af oberstløjtnanten som uvederhæftig.
To andre kilde stammer fra Beretning for Folketinget vedr. Forholdene ved Danmarks Besættelse 9. april 1940. Her refereres General Himer, der var øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, da besættelsen fandt sted, for i en samtale 8. august 1940 at have sagt, at tabstallene var 'henved 20 tyskere og 30 danske'. Det sidste tal er dog faktuelt forkert, selv hvis man medregner de civile tab. I et andet dokument, der formentlig stammer fra General Kaupischs arkiver angives antallet af døde til 3-4 og et par sårede.
Nogle tyske kilder angiver et tysk tabstal på 20-22 dræbte og 65 sårede.[kilde mangler]
Hvad end omfanget af tyske tab var, var det den danske 20 mm maskinkanon i kombination med tyskernes hurtige fremrykning, som forårsagede de tyske tab. Et Heinkel He 111 bombefly blev skudt ned ved Esbjerg. To tyske soldater blev taget til fange af de danske soldater i denne korte krig. De danske tab bestod af 11 soldater, 3 grænsevagter og 2 piloter. 20 soldater blev såret. Nogle få civile blev dræbt eller såret.
Tyskerne nedkastede flyveblade med overskriften "OPROP!" under invasionen den 9. april. Der blev trykt omkring 600.000 eksemplarer på dansk, og lige så mange på norsk – dog ikke uden vanskeligheder: Flere af de ord, som tyskerne troede var danske, var egentlig norske.
Den 9. april 1940 indledte Nazi-Tyskland en langvarig besættelse af Danmark. Besættelsen varede helt til den 5. maj 1945, efter at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde kapituleret til De Allierede styrker. Dog overgav tyskerne på Bornholm sig først tre dage senere, da tyskerne i hele Europa overgav sig (VE-dag). Bornholm blev efterfølgende besat af Sovjetunionen; inden da var Rønne og Nexø blevet bombet af sovjetiske fly.
I modsætning til de andre besatte lande i Europa, fortsatte regeringen og de fleste offentlige danske institutioner med at fungere relativt uændret under den første del af besættelsen. Den danske regering blev i landet og havde et anstrengt, men fungerende samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Kong Christian 10. blev et fremtrædende nationalt symbol blandt befolkningen.
I august 1943 indførte den tyske besættelsesmagt militær undtagelsestilstand og overtog fuldstændig kontrollen over Danmark som følge af omfattende arbejdsnedlæggelser rundt omkring i landet. Den danske regering ophørte med at fungere efter at tyskerne havde stillet en række uacceptable krav. Centraladministrationen fortsatte imidlertid sin virksomhed i form af Departementschefstyret. Den danske modstandsbevægelse voksede støt og blev mere aktiv hvilket førte til en strengere magtanvendelse fra de tyske okkupationsstyrkers side, blandt andet forsøg på at pågribe de danske jøder, arrestation og deportation af politiet, samt indførelse af dødsstraf for sabotage og angreb på besættelsesmagten. Mange medlemmer af modstandsbevægelsen, som blev taget til fange af tyskerne, blev henrettet, og mange danskere mistede livet i tyske gengældelsesaktioner.
Se også
Besættelsen – Om tiden i Danmark under den tyske besættelse 1940-1945.
Weserübung-Nord – Det tyske angreb på Norge den 9. april 1940.
Søeborg, Flemming: 9. april: da Danmark blev besat: Documentas, 2005, ISBN87-91345-25-1
Betænkning til Folketinget afgivet af den af tinget under den 15. juni 1945 nedsatte kommission i henhold til grundlovens § 45. (Den parlamentariske kommissions betænkning). København 1945.
Vilhelm la Cour (ed.): Danmark under besættelsen, København 1945.
Bjørn Svensson: Fuld besked om 9. april, København 1946.
Keld Yding Sørensen: Angrebet - den danske og den tyske fortælling om 9. april i Danmark, ISBN978-8-74090-157-3
Danmark
Tyskland
.jpg)
