| Katrine Daugaard | |
|---|---|
Daugaard i 2025 | |
| Personlig information | |
| Født | 1. oktober 1981 (45 år) København, Danmark |
| Politisk parti | Liberal Alliance |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Syddansk Musikkonservatorium (2005-2012) |
| Beskæftigelse | Musiker, politiker |
| Eksterne henvisninger | |
| Katrine Daugaards hjemmeside | |
| Katrine Daugaard på Folketingets hjemmeside | |
| Information med symbolet | |
Katrine Tabita Daugaard Christensen (født 1. oktober 1981 i København) er en dansk musiker, selvstændig erhvervsdrivende og politiker, der siden 1. november 2022 har været medlem af Folketinget, valgt for Liberal Alliance i Fyns Storkreds. Siden folketingsvalget i 2026 har Daugaard været partiets socialordfører, kulturordfører og § 71-ordfører.
Daugaard deltog i Dansk Melodi Grand Prix 2001 med sangen "Sha la li, sha la lej", der fik en samlet femteplads. Hun blev cand.musicae. fra Syddansk Musikkonservatorium i 2012. Hun har været korsanger for Joey Moe og Peter A.G. Nielsen og var fra 2015 til 2017 sangerinde i bandet Fede Finn og Funny Boyz. Hun har også været med i Tyrolerband og hendes eget band ved navn Katrine på Toppen, men begrænsede fra 2019 musikarbejdet for at drive Lehnshøj Bed & Breakfast forbundet med Hvidkilde Gods. Hun har også undervist i musik og sang og været kirkesanger.
Ved folketingsvalget 2022 blev Daugaard medlem af Folketinget for Liberal Alliance, valgt i Fyns Storkreds. Efter valget blev Daugaard partiets socialordfører og kirke- og kulturordfører. Hun blev genvalgt ved folketingsvalget 2026, hvor hun fortsatte som social- og kulturordfører og nu også blev § 71-ordfører.
Daugaard har været med i panelet i Ditte Okmans radioprogram Det, vi taler om.
Hun har også medvirket i TV3s Luksusfælden, sæson 16 afsnit 2, der blev sendt første gang i foråret 2016. I programmet måtte de økonomiske eksperter opgive at hjælpe Daugaard, da hun ifølge dem "var nødt til at smide flere penge i sin gældsafvikling, end hun gjorde, for at ændre på sin økonomiske situation, men det oplevede vi ikke, at hun var villig til".

I 2019 medvirkede hun i Til middag hos... sammen med bl.a. Sigmund Trondheim.
Hun var medlem af juryen for Årets ord i 2024.
I forbindelse med fremlæggelsen af et alkoholpolitisk udspil har Katrine Daugaard fortalt, at hun er vokset op i et hjem, der var præget af alkoholmisbrug. Familien har rødder i Indre Mission, og Katrine Daugaard definerer sig selv som kristen.