Kasakhstan

Forhistorie og oldtid

Det nuværende Kasakhstans område har været beboet siden stenalderen. I det nordlige Kasakhstan udviklede Botai-kulturen sig omkring 3700–3100 f.Kr. Fund af hesteknogler, redskaber og spor af mælkerester i keramik viser, at heste spillede en usædvanlig stor rolle i samfundet. Botai er derfor central for forskningen i tidligt hestehold, selv om nyere genetiske undersøgelser har nuanceret kulturens betydning for de moderne tamhestes oprindelse.

De tidlige samfund havde forskellige leveformer: nogle var mobile jæger- og samlergrupper, mens andre var knyttet til mere permanente bopladser. Hesten fik stor betydning for bevægelse og økonomi på stepperne, men karakteren af det tidligste hestehold er fortsat omdiskuteret.

I bronzealderen var store dele af området præget af Andronovo-kulturen, hvis samfund kombinerede husdyrhold med landbrug, minedrift og metalhåndværk. I det første årtusinde f.Kr. levede blandt andre de iransktalende saka-folk på stepperne. Senere optrådte Wusun og andre nomadeforbund i regionen. Det sydlige og sydøstlige Kasakhstan blev samtidig en del af handelsnetværkene langs Silkevejen, hvor varer, religioner og ideer blev udvekslet mellem Kina og landene længere vestpå.

Tyrkiske og mongolske riger

Fra 500-tallet indgik store dele af området i tyrkiske khaganater. Efter disse fulgte skiftende tyrkiske stammeforbund og herskerdynastier, blandt andre karlukkerne og oghuzerne. De tyrkiske sprog fik stadig større udbredelse, og islam vandt gradvist indpas, først og fremmest i de sydlige by- og handelsområder. Handelsbyer som Taraz og Otrar voksede frem langs de sydlige karavaneruter, hvor samspillet mellem nomader og fastboende handels- og håndværkssamfund havde stor betydning. I begyndelsen af 1200-tallet blev regionen erobret af Djengis Khans mongolske hære. Store dele af de kasakhiske stepper indgik derefter i Jochis ulus, som senere udviklede sig til Den Gyldne Horde.

Kasakh-khanatet og det russiske herredømme

Kasakh-khanatet opstod i anden halvdel af 1400-tallet, da Kerei og Janibek Khan brød med et rivaliserende khanat og samlede tilhængere i det sydøstlige Kasakhstan. Khanatet blev en vigtig ramme for dannelsen af en fælles kasakhisk politisk identitet. Befolkningen levede overvejende af nomadisk husdyrhold og var organiseret i stammer og større regionale forbund, de tre zhuzer. Khanatets magt ændrede sig gennem tiden, og det var ikke en samlet, centraliseret stat i moderne forstand. I 1700-tallet blev de kasakhiske samfund presset af blandt andet dzungarerne og indre magtkampe.

Fra 1700-tallet og især i 1800-tallet udvidede Det Russiske Kejserrige kontrollen over stepperne gennem forter, militære felttog, administrative reformer og indvandring. Ved reformerne i 1822 og 1824 blev khanembedet afskaffet i henholdsvis den Mellemste og den Lille zhuz. Den russiske overhøjhed blev dog etableret gradvist, og de kasakhiske ledere bevarede i perioder betydelig politisk handlefrihed. Fra 1837 til 1847 ledede Kenesary Qasymov en opstand mod den russiske ekspansion og forsøgte at genoprette en samlet kasakhisk khanmagt. Hans nederlag i 1847 markerede afslutningen på dette genoprettelsesforsøg.

Russisk bosættelse og statslig jordpolitik begrænsede nomadebefolkningens adgang til traditionelle græsningsområder. Utilfredsheden var blandt årsagerne til den centralasiatiske opstand i 1916, som blev udløst af zarstyrets mobilisering af lokale mænd til arbejde under 1. verdenskrig. Efter de russiske revolutioner i 1917 arbejdede Alash-bevægelsen for kasakhisk selvstyre, men bolsjevikkerne sikrede sig efter borgerkrigen kontrollen over området.

Sovjettiden

I 1920 blev Kasakhstan organiseret som en autonom sovjetrepublik, og i 1936 blev det en unionsrepublik i Sovjetunionen. Stalins tvangskollektivisering og politik for tvangsbosættelse af nomader førte i begyndelsen af 1930'erne til en katastrofal hungersnød. En stor del af den kasakhiske befolkning døde, mens andre flygtede til nabolandene. Den ramte i særlig grad den kasakhiske befolkning og blev et af de mest ødelæggende kapitler i landets historie. Katastrofen forandrede landets demografi og underminerede det traditionelle nomadiske husdyrhold.

Under Stalin blev flere befolkningsgrupper deporteret til Kasakhstan, og landet rummede flere Gulag-lejre, herunder Karlag og ALZhIR. Under 2. verdenskrig og i efterkrigstiden blev industri og minedrift udbygget. Jomfrulandskampagnen fra 1954 skulle øge kornproduktionen gennem opdyrkning af store steppearealer og medførte omfattende indvandring fra andre sovjetrepublikker. Samtidig blev Kasakhstan centrum for sovjetiske atomprøvesprængninger ved Semipalatinsk og rumfart fra Bajkonur. Den sovjetiske periode efterlod således både en omfattende industriel infrastruktur og alvorlige sociale og miljømæssige problemer.

Uafhængighed og Nazarbajev-perioden

Kasakhstan erklærede sig uafhængigt af Sovjetunionen den 16. december 1991. Præsident Nursultan Nazarbajev, der allerede havde stået i spidsen for den sovjetiske republik, ledede den nye stat frem til 2019. Overgangen til markedsøkonomi var vanskelig i 1990'erne, men udbygningen af især olie- og gassektoren tiltrak senere omfattende udenlandske investeringer. Kasakhstan overtog et betydeligt sovjetisk atomvåbenarsenal, men tilsluttede sig aftaler om atomnedrustning og overførte våbnene til Rusland. Staten førte samtidig en såkaldt multivektorpolitik, der søgte at opretholde forbindelser med både Rusland, Kina og vestlige lande.

Privatisering og nye erhvervseliter ændrede de økonomiske magtforhold, men den voksende velstand blev ikke fulgt af en tilsvarende åbning af det politiske system. Den politiske magt blev i høj grad koncentreret omkring præsidentembedet, mens rivalisering mellem erhvervseliter og uformelle loyalitetsnetværk fik betydning for magtudøvelsen. Nazarbajevs styre var præget af begrænset politisk konkurrence og kritik af forholdene for opposition og uafhængige medier. Hovedstaden blev flyttet fra Almaty til Astana i 1997, og den nye hovedstad blev et symbol på den selvstændige stats opbygning.

Tokajev-perioden

Kassym-Jomart Tokajev overtog præsidentposten i 2019. I januar 2022 udviklede protester mod stigende priser på flydende gas til biler sig til omfattende uroligheder og sammenstød. Tokajev anmodede den russiskdominerede sikkerhedsalliance CSTO om bistand, og udenlandske styrker blev midlertidigt indsat. Ifølge de kasakhiske myndigheders opgørelse kostede urolighederne 238 mennesker livet. Begivenhederne blev fulgt af en omfordeling af magten mellem Tokajev og kredsen omkring Nazarbajev.

Urolighederne blev et vendepunkt i landets nyere historie, fordi Nazarbajevs hidtidige politiske indflydelse blev svækket betydeligt. Efter begivenhederne i 2022 gennemførte Tokajev forfatningsmæssige og politiske reformer, men der har fortsat været kritik af begrænsningerne for den politiske opposition. En ny forfatning blev vedtaget ved folkeafstemning i 2026 og indebar blandt andet indførelsen af et parlament med ét kammer.

Topografi

Kasakhstan strækker sig omkring 3.000 km fra vest mod øst og omkring 2.000 km fra nord mod syd. Størstedelen af landet består af steppe, som gradvist går over i halvørken og ørken, mens bjergområder præger de østlige og sydøstlige dele af landet.

Store dele af landet består af flade eller let bølgende stepper og halvørkener. Den kasakhiske steppe udgør en del af det eurasiske steppebælte og er blandt verdens største sammenhængende tempererede græslandsområder.

I syd og vest afløses steppezonen gradvist af halvørken og ørken. Her findes store sandørkener som Kyzylkum, Moyynkum og Barsuki.

I den centrale del af landet ligger det kasakhiske højland, Saryarka, med lave bjergkæder, granitmassiver og ældre erosionslandskaber. Området rummer talrige saltsøer og mindre bjergmassiver som Karkaraly og Ulytau og markerer et markant brud med de ellers flade steppeområder.

De østlige og sydøstlige dele af Kasakhstan præges af høje bjergkæder som Altajbjergene, Tian Shan, Dzungarian Alatau og Tarbagatai. Tian Shan, Dzungarian Alatau, Saur og Tarbagatai er geologisk ældre bjergsystemer, som blev genopløftet i den kenozoiske periode og i dag præger topografien i det østlige og sydøstlige Kasakhstan.

Bjergområderne har stor betydning for landets klima og vandressourcer, da mange af Kasakhstans vigtigste floder udspringer i bjerg- og gletsjerområderne i Tian Shan og Altaj.

Landets højeste punkt er Khan Tengri ved grænsen til Kirgisistan og Kina med en højde på omkring 7.000 m.o.h. Det laveste punkt findes i Karagije-lavningen i Mangystau-regionen, omkring 132 meter under havets overflade.

Geologi

Kasakhstans geologi er præget af ældre kontinentale blokke og geologiske terræner, som gennem den palæozoiske æra blev sammenføjet ved tektoniske processer og dannede omfattende foldningszoner. Senere tektoniske bevægelser har bidraget til udviklingen af regionens nuværende bjergområder.

I det vestlige Kasakhstan ligger det nordkaspiske sedimentbassin, som strækker sig ind i Rusland og omfatter dele af det kaspiske lavland. Bassinet rummer betydelige forekomster af olie og naturgas samt sedimentære lag fra flere geologiske perioder, der i de centrale dele er mere end 20 km tykke.

Det centrale Kasakhstan omfatter omfattende palæozoiske geologiske formationer, hvis udvikling har skabt grundlag for betydelige mineralforekomster. Regionen er især kendt for forekomster af kobber, mangan og kul, mens jernmalm også forekommer i området.

Området omkring Saryarka rummer ældre foldningszoner og magmatiske bjergarter, som er forbundet med dannelsen af metalliske malmforekomster. Særligt kobberforekomsterne omkring Zhezkazgan har haft betydning for regionens minedrift.

De østlige og sydøstlige dele af landet præges af bjergkæderne Altaj, Tian Shan og Dzungarian Alatau. Bjergområdernes nuværende topografi er i høj grad resultatet af de tektoniske spændinger, som opstod efter den indiske kontinentalplades kollision med Eurasien. Selvom den direkte kollisionszone ligger længere mod syd i Himalaya og Pamir, har de geologiske kræfter påvirket store dele af Centralasien og medført omfattende hævninger af bjergkæderne i det nuværende Kasakhstan.

Tian Shan-bjergene har en geologisk udviklingshistorie, der adskiller sig fra Pamir-bjergene længere mod syd. Mens Pamir hovedsageligt er knyttet til den direkte kontinentkollision mellem Indien og Eurasien, er Tian Shan i højere grad resultatet af senere deformationer og genaktivering af ældre geologiske strukturer inde i det eurasiske kontinent.

Bjergkæderne Tarbagatai, Saur og Dzungarian Alatau består flere steder af ældre erosionsflader, som senere er blevet hævet af tektoniske bevægelser. Dette har skabt et karakteristisk landskab, hvor højtliggende plateauer og afrundede bjergmassiver forekommer side om side med yngre og mere stejle bjergformationer.

De sydlige og sydøstlige bjergområder er blandt de mest seismisk aktive dele af Kasakhstan som følge af den fortsatte tektoniske påvirkning fra kollisionen mellem den indiske og den eurasiske kontinentalplade.

Historisk har regionen været ramt af flere kraftige jordskælv, herunder jordskælvet ved Vernyj (det nuværende Almaty) i 1887, som forårsagede omfattende ødelæggelser i byen.

Kasakhstan har verdens næststørste identificerede uranressourcer efter Australien og er verdens største producent af uran. Landet har desuden omfattende forekomster af krom, kobber, guld, jern, bly, mangan og zink.

Klima

Kasakhstan har et udpræget kontinentalt klima med markante regionale forskelle i temperatur og nedbør. Landets store geografiske udstrækning og afstand til verdenshavene skaber betydelige klimaforskelle mellem de nordlige stepper, de centrale halvørkener og bjergområderne i øst og sydøst.

Højdeforskelle og den komplekse topografi i de østlige og sydøstlige bjergområder medfører desuden betydelige lokale variationer i temperatur og nedbør over relativt korte afstande.

Tørre stepper og halvørkener præger de centrale og vestlige regioner, hvor nedbøren er begrænset, og temperaturerne varierer kraftigt mellem årstiderne. Som følge af den store afstand til verdenshavene forekommer der betydelige sæsonmæssige temperaturudsving med varme somre og kolde vintre.

Bjergområderne i Tian Shan og Altaj mod øst og sydøst får betydeligt mere nedbør end resten af landet, og sne samt gletsjere udgør vigtige vandressourcer.

Hydrologi

Kasakhstans hydrologi præges af landets store geografiske udstrækning, tørre klima og ujævnt fordelte vandressourcer. Da store dele af landet ligger i endorheiske bassiner uden afløb til verdenshavene, ender mange floder i indsøer, saltsletter eller ørkenområder.

Gletsjere og snefald i Tian Shan og Altajbjergene gør de østlige og sydøstlige bjergområder til Kasakhstans vigtigste kilde til vandressourcer.

Mange af Kasakhstans største floder har deres udspring i disse bjergområder, hvor sneakkumulation og gletsjersmeltning spiller en afgørende rolle for vandføringen i de store flodsystemer.

Steppe- og halvørkenområder med få permanente vandløb dominerer det nordlige og centrale Kasakhstan, hvor nedbør og vandføring svinger markant mellem årstiderne.

Blandt de vigtigste floder er Irtysj, Ili, Syr Darja, Ural, Esil og Tobol. Irtysj er Kasakhstans længste flod og løber fra Kina gennem det østlige Kasakhstan videre mod Rusland, hvor den munder ud i Ob-floden. Ili-floden er afgørende for vandtilførslen til Balkhashsøen og leverer størstedelen af søens tilløbsvand. Syr Darja er en af de vigtigste tilløbsfloder til Aralsøen. Uralfloden løber gennem det vestlige Kasakhstan og munder ud i det Kaspiske Hav. Esil (Ishim) og Tobol er begge bifloder til Irtysj og indgår dermed i Ob-Irtysj-afvandingssystemet.

Balkhashsøen er en af Kasakhstans største indsøer og et vigtigt økologisk og hydrologisk system i den sydøstlige del af landet. Søens vandbalance er i høj grad afhængig af Ili-floden, som leverer størstedelen af dens vandtilførsel fra Tian Shan-bjergene i Kina. Ændringer i Ili-flodens vandføring som følge af kunstvanding, vandkraftudbygning eller øget vandforbrug i Kina kan derfor få stor betydning for søens vandstand, saltholdighed, vandkvalitet og økologiske balance.

Sovjetiske kunstvandingsprojekter udløste i 1900-tallet en af verdens største miljøkatastrofer ved Aralsøen i det sydvestlige Kasakhstan. Store mængder vand fra Syr Darja og Amu Darja blev ledt til kunstvanding af især bomuldsmarker i Centralasien, hvilket sænkede søens vandstand dramatisk, skabte omfattende saltsletter og ødelagde fiskeriindustrien.

Før søens udtørring understøttede Aralsøen en betydelig fiskeriindustri med årlige fangster på omkring 50.000 tons. Den faldende vandstand og stigende salinitet førte imidlertid til fiskeriets sammenbrud i løbet af 1970'erne og medførte omfattende sociale og økonomiske konsekvenser for lokalsamfundene omkring søen.

Kasakhstan grænser mod det Kaspiske Hav, verdens største indsø målt efter areal, som udgør en vigtig del af landets hydrologiske system. Kystområderne ved Det Kaspiske Hav har stor betydning for fiskeri, skibsfart og udvinding af olie og naturgas. Havets vandstand har gennem historien varieret betydeligt som følge af naturlige klimatiske udsving og ændringer i tilløbet fra især Volga-floden, hvilket har påvirket både økosystemer og menneskelige aktiviteter langs kysten.

Kasakhstan deler flere af sine vigtigste vandressourcer med nabolandene, hvilket har gjort grænseoverskridende vandforvaltning til et centralt regionalt spørgsmål. Særligt Ili- og Irtysj-floderne modtager en væsentlig del af deres vand fra oplande i Kina, mens Syr Darja deles med Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Udbygning af kunstvanding, vandkraft og vandreservoirer i de øvre dele af flodsystemerne kan påvirke vandtilførslen til Kasakhstans søer, floder og landbrugsområder. Derfor indgår vandfordeling og fælles forvaltning af vandressourcer regelmæssigt i samarbejdet mellem de centralasiatiske stater og Kina.

For Kasakhstan har især udviklingen i Ili-flodens og Irtysj-flodens oplande i Kina samt reguleringen af Syr Darjas vandføring været af stor betydning. Vandspørgsmål er dermed tæt knyttet til både miljøbeskyttelse, energiforsyning og landbrugsproduktion i regionen.

Biodiversitet

Kasakhstans store variation af stepper, halvørkener, ørkener, bjergområder og vådområder danner grundlag for en betydelig biologisk mangfoldighed. Landet omfatter økosystemer fra den palæarktiske steppezone samt ørken-, bjerg- og vådområder, hvilket bidrager til en stor variation i flora og fauna.

Steppeområderne i det nordlige og centrale Kasakhstan er blandt verdens største sammenhængende tempererede græslandsøkosystemer og har historisk huset store bestande af græssende dyr og nomadisk dyrehold. Blandt de mest karakteristiske dyrearter er saigaantilopen, som lever i steppe- og halvørkenområderne. Bestanden faldt dramatisk efter Sovjetunionens opløsning som følge af krybskytteri, sygdom og habitatforringelse, men er siden vokset betydeligt som følge af naturbeskyttelsesindsatser. I 2023 ændrede IUCN artens internationale bevaringsstatus fra kritisk truet til næsten truet.

Bjergområderne i Altaj og Tian Shan er levested for arter som sneleopard, sibirisk stenbuk og forskellige rovfugle, mens vådområderne omkring det Kaspiske Hav og de nordlige søsystemer er vigtige rasteområder for trækfugle.

Kasakhstan har en betydelig botanisk diversitet med tusindvis af plantearter, herunder vilde tulipanarter, som regnes blandt forfædrene til moderne dyrkede tulipaner.

Naturbeskyttelse

Naturbeskyttelse har fået større betydning i Kasakhstan siden 1990'erne som følge af bekymring for biodiversitetstab, ørkendannelse og miljøskader fra sovjettiden. Landet har etableret nationalparker, naturreservater og biosfæreområder i forskellige dele af landet, særligt i bjergområderne og steppeområderne.

Blandt de mest kendte beskyttede områder er Aksu-Zhabagly Naturreservat i Vestlige Tian Shan, Altyn-Emel Nationalpark med ørken- og bjerglandskaber samt Korgalzhyn Naturreservat, hvis stepper og vådområder er vigtige levesteder for trækfugle.

Flere naturområder i Kasakhstan er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, herunder Saryarka og dele af Vestlige Tian Shan.

Kasakhstan samarbejder med internationale organisationer om beskyttelse af truede arter, naturreservater og bekæmpelse af jordforringelse. Eksempelvis har FN's udviklingsprogram (UNDP), Global Environment Facility og kasakhiske myndigheder samarbejdet om genopretning af skove og biodiversitet samt udvidelse af beskyttede naturområder.

Miljøproblemer

Kasakhstan er fortsat præget af omfattende miljøproblemer som følge af sovjettidens industrialisering, minedrift, atomprøvesprængninger og intensive kunstvandingsprojekter.

Et af de alvorligste miljøproblemer er udtørringen af Aralsøen, som har ført til omfattende saltsletter, støvstorme og sundhedsproblemer i de omkringliggende regioner.

Industriforurening er især et problem i tidligere sovjetiske industribyer og minedistrikter, hvor tungmetaller, kemisk affald og luftforurening har påvirket både miljø og folkesundhed.

I området omkring Semipalatinsk gennemførte Sovjetunionen mellem 1949 og 1989 flere hundrede atomprøvesprængninger, hvilket efterlod store områder med radioaktiv forurening og langvarige sundhedsmæssige konsekvenser.

Luftforurening er et voksende problem i større byer som Almaty og Karaganda, hvor kulkraftværker, industri og biltrafik bidrager til høje niveauer af partikler og smog.

Klimaforandringer forventes at forværre flere eksisterende miljøproblemer gennem stigende temperaturer, vandmangel og smeltende gletsjere i Tian Shan-regionen.

Klimaforandringer

Kasakhstan regnes blandt de centralasiatiske lande, som forventes at blive hårdt ramt af klimaforandringer. Stigende temperaturer, ændrede nedbørsmønstre og voksende pres på vandressourcerne påvirker allerede store dele af landet. Siden midten af 1900-tallet er gennemsnitstemperaturen steget mærkbart, og klimamodeller peger på yderligere opvarmning i løbet af 2000-tallet.

Udviklingen er særligt tydelig i steppe- og halvørkenområderne, hvor længere tørkeperioder og stigende varme belaster vegetation, landbrug og vandforsyning.

Et centralt problem er tilbagetrækningen af gletsjere i Tian Shan- og Altajbjergene, som udgør vigtige vandkilder for det sydlige og østlige Kasakhstan. Mindre gletsjere og reduceret snemængde risikerer på længere sigt at mindske vandføringen i floder som Ili, Syr Darja og Irtysj. Det kan få store konsekvenser for kunstvanding, energiproduktion og drikkevandsforsyning i flere regioner.

Klimaforandringerne forværrer endvidere eksisterende miljøproblemer som ørkendannelse, jorderosion og presset på Aralsøens sårbare økosystemer.

Landbruget er særligt udsat, fordi store dele af korndyrkningen i de nordlige stepper er afhængige af stabile nedbørsmængder og forudsigelige temperaturforhold. Hyppigere tørke, hedebølger og ekstreme vejrhændelser kan påvirke både høstudbytter, husdyrbrug og fødevareforsyning i store dele af landet.

Også de større byer mærker følgerne af klimaforandringerne. Især Almaty er udsat for hedebølger, luftforurening, mudderskred og oversvømmelser forbundet med smeltende bjerggletsjere.

Kasakhstan ratificerede Parisaftalen i 2016 og har siden lanceret programmer for grøn omstilling, energieffektivisering og udbygning af vedvarende energi. Myndighederne har fremlagt mål for reduktion af drivhusgasudledninger, men økonomien er fortsat stærkt afhængig af olie, gas og energiintensiv industri.

Klimaforandringerne ventes derfor at få stor betydning for Kasakhstans økonomi og vandforsyning, og stigende vandknaphed kan gøre regionalt samarbejde om vandressourcer stadig vigtigere.

Den nye statsforfatning

Uddybende artikel: Kasakhstans forfatning

Den nugældende forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning den 15. marts 2026 og trådte i kraft den 1. juli 2026, hvor den afløste forfatningen af 1995. Den videreførte dele af de forfatningsmæssige reformer fra 2022, men ændrede samtidig den overordnede statsstruktur ved at omorganisere forholdet mellem præsidenten, parlamentet, regeringen og domstolene.

Præsidenten er statsoverhoved og vælges ved direkte valg for én syvårig valgperiode uden mulighed for genvalg. Præsidenten udnævner premierministeren med Kurultais samtykke og har en central rolle i statens ledelse samt i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Den lovgivende magt udøves af Kurultai, som ved forfatningen af 2026 erstattede det tidligere tokammersystem med Majilis og Senatet. Det nye parlament består af 145 medlemmer, der vælges for fem år ved forholdstalsvalg på landsdækkende partilister med en spærregrænse på 5 %. Det første valg til Kurultai blev afholdt den 23. august 2026.

Ved valget opnåede det præsidentstøttende parti Adilet 110 af de 145 mandater med 71,17 % af stemmerne. Fire andre partier opnåede repræsentation, mens den officielle valgdeltagelse var 74,08 %. Internationale observatører vurderede valgets tekniske gennemførelse relativt positivt, men kritiserede begrænset politisk pluralisme og de ulige betingelser for politisk konkurrence.

Regeringen ledes af premierministeren og varetager den daglige regeringsførelse, mens domstolene udgør den dømmende magt med Højesteret som øverste domstol. Forfatningsdomstolen prøver, om love og andre retsakter er i overensstemmelse med forfatningen.

Internationale vurderinger

Internationale organisationer og forskere har vurderet reformprocessen frem til 2024 forskelligt. Flere observatører fremhævede, at reformerne udgjorde de mest omfattende institutionelle ændringer siden Kasakhstans selvstændighed og markerede et brud med dele af den statsstruktur, der var blevet opbygget under Nursultan Nazarbajev.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) vurderede i forbindelse med folkeafstemningen i 2022, at afstemningen blev gennemført effektivt, men pegede samtidig på begrænset politisk pluralisme, begrænset offentlig debat om reformforslagene og fortsatte udfordringer med hensyn til grundlæggende frihedsrettigheder. Proroković vurderede, at reformerne styrkede parlamentets og de lokale myndigheders formelle beføjelser i forhold til den tidligere forfatningsorden.

Andre vurderinger af reformprocessen frem til 2024 var mere forbeholdne. Freedom House og andre menneskerettighedsorganisationer fremhævede, at reformerne ikke i sig selv løste de grundlæggende udfordringer med politisk pluralisme, idet oppositionens muligheder fortsat var begrænsede, og myndighederne fortsat udøvede betydelig kontrol med medier, civilsamfund og offentlige demonstrationer.

Trods reformerne klassificerede Freedom House i rapporten fra 2024 Kasakhstan som et konsolideret autoritært regime og beskrev vedvarende begrænsninger af oppositionens muligheder for at deltage i valg.

Præsident

Uddybende artikel: Kasakhstans præsident

Præsidenten er statsoverhoved og besidder omfattende beføjelser inden for udenrigs-, sikkerheds- og indenrigspolitik. Præsidenten udnævner premierministeren med Kurultais samtykke samt en række centrale embedsmænd og spiller en central rolle i udformningen af statens overordnede politiske kurs.

Selv efter forfatningsreformerne i 2022 og den nye forfatning fra 2026 indtager præsidentembedet fortsat en dominerende position i Kasakhstans politiske system, selv om de øvrige statsinstitutioners formelle beføjelser er blevet styrket.

Nursultan Nazarbajev var landets første præsident fra 1991 til 2019. Siden marts 2019 har Kassym-Jomart Tokajev været præsident.

Regering

Uddybende artikel: Kasakhstans premierminister

Kasakhstans regering ledes af premierministeren og har ansvaret for den daglige regeringsførelse, den økonomiske politik, statsbudgettet og gennemførelsen af lovgivningen. Regeringen har sæde i Astana, hvor også præsidentadministrationen og de centrale statsinstitutioner er placeret. Siden februar 2024 har Olzhas Bektenov været premierminister.

Præsidenten udnævner premierministeren med Kurultais samtykke, og regeringen er ansvarlig over for både præsidenten og Kurultai.

Parlament

Uddybende artikel: Kasakhstans parlament

Kasakhstans lovgivende magt udøves af Kurultai, der siden 2026 har været et parlament med ét kammer og 145 folkevalgte medlemmer. Det afløste det tidligere tokammersystem med Senatet og Mazhilis. Kurultai vedtager love og statsbudgettet, fører parlamentarisk kontrol og skal give samtykke til en række præsidentielle udnævnelser, herunder af premierministeren. Det første valg til Kurultai fandt sted den 23. august 2026.

Valg

Kasakhstan afholder præsident-, parlaments- og lokalvalg. Præsidenten vælges ved direkte valg, mens de 145 medlemmer af Kurultai efter forfatningsændringen i 2026 vælges ved forholdstalsvalg på partilister i én landsdækkende valgkreds.

Internationale observatører, herunder OSCE, har gentagne gange peget på mangler i den politiske konkurrence, kandidatregistreringen, medieadgangen og oppositionens muligheder for at konkurrere på lige vilkår med regeringsvenlige kandidater.

Efter forfatningsreformerne i 2022 blev der ved valget til Majilis i 2023 genindført enkeltmandskredse som led i et blandet valgsystem, hvor nogle medlemmer blev valgt ved forholdstalsvalg og andre i enkeltmandskredse. Reformerne havde blandt andet til formål at styrke den politiske pluralisme, men internationale observatører påpegede fortsat begrænsninger i den politiske konkurrence.

Med forfatningen af 2026 blev dette valgsystem afløst af et system med forholdstalsvalg til det nye etkammersparlament, Kurultai.

Retssystem

Kasakhstans retssystem bygger på forfatningen af 2026 og den civilretlige retstradition, som historisk har været påvirket af sovjetisk og russisk ret. Retsvæsenet består af Højesteret, regionale og lokale domstole samt specialiserede domstole. Forfatningsdomstolen fører kontrol med, at love og andre retsakter er i overensstemmelse med forfatningen.

Internationale organisationer har fortsat påpeget problemer med domstolenes uafhængighed og risikoen for politisk indflydelse på retsplejen. OSCEs kontor for demokratiske institutioner og menneskerettigheder (ODIHR) dokumenterede i en rapport fra maj 2025 mangler ved retssikkerheden i retssager om urolighederne i januar 2022, herunder behov for yderligere reformer af domstolenes uafhængighed.

Menneskerettigheder

Menneskerettighedssituationen i Kasakhstan har siden uafhængigheden været præget af spændingen mellem politisk stabilitet, statslig kontrol og gradvise reformforsøg.

Den nugældende forfatning garanterer formelt en række borgerlige og politiske rettigheder, herunder ytrings-, religions- og forsamlingsfrihed. Internationale organisationer har imidlertid gentagne gange kritiseret begrænsninger i den praktiske udøvelse af disse rettigheder.

Debatten om menneskerettigheder i Kasakhstan har derfor været tæt knyttet til balancen mellem politiske reformer, statslig kontrol og hensynet til stabilitet.

Korruption

Korruption har gennem længere tid været et betydeligt problem i Kasakhstan og er tæt knyttet til magtkoncentration, statsapparatet og kontrollen over landets store naturressourcer. Siden 1990'erne har store dele af økonomien været domineret af statslige selskaber, politisk forbundne erhvervsgrupper og netværk omkring præsidentembedet. Under Nursultan Nazarbajev udviklede der sig et system, hvor økonomisk og politisk magt i høj grad blev koncentreret omkring præsidentfamilien og en kreds af loyale forretningseliter. Det politiske og økonomiske system beskrives ofte som præget af patronagenetværk, hvor adgang til statslige ressourcer, kontrakter og administrative positioner i høj grad har været forbundet med loyalitet over for den politiske elite.

Særligt olie-, gas- og minesektoren har været forbundet med anklager om favorisering, uigennemsigtige kontrakter og omfattende elitekontrol over strategiske ressourcer. Korruption forekommer både på højt politisk niveau og i dele af den offentlige administration, blandt andet inden for offentlige udbud, retssystemet og lokalforvaltningen. OECD har påpeget mangler i gennemsigtigheden og den uafhængige ledelse af statsejede virksomheder, herunder risiko for politisk indblanding i bestyrelser og virksomhedsledelse.

Myndighederne har siden 2000'erne gennemført en række antikorruptionskampagner, digitaliseringsprogrammer og reformer af den offentlige administration. Digitalisering af offentlige tjenester og elektroniske forvaltningssystemer har reduceret nogle former for administrativ korruption, især i kontakten mellem borgere og myndigheder.

Efter urolighederne i januar 2022 blev bekæmpelse af oligarkisk indflydelse og økonomisk magtkoncentration et centralt tema i præsident Tokajevs reformpolitik. Regeringen har søgt at begrænse Nazarbajev-familiens økonomiske netværk og styrke statens kontrol med visse strategiske sektorer. Internationale organisationer vurderer dog fortsat, at korruption og manglende gennemsigtighed udgør væsentlige udfordringer for retsstat, investeringer og politisk konkurrence i Kasakhstan.

Multivektorpolitik

Begrebet multivektorpolitik blev udviklet under præsident Nursultan Nazarbajev og beskriver en udenrigspolitisk strategi, hvor Kasakhstan søger at føre aktive relationer med flere stormagter og internationale organisationer samtidig.

Strategien havde til formål at beskytte Kasakhstans uafhængighed efter Sovjetunionens opløsning samt at sikre adgang til internationale markeder, investeringer og sikkerhedssamarbejder.

Som led i denne politik har Kasakhstan søgt at balancere relationerne til Rusland, Kina, USA, EU og andre internationale partnere for at undgå ensidig afhængighed af nogen enkelt stat.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 blev Kasakhstans multivektorpolitik sat under betydeligt pres. Landet søgte fortsat at bevare tætte forbindelser til Rusland, men afviste samtidig at anerkende de russisk-kontrollerede udbryderområder i Ukraine og fastholdt sin støtte til staters territoriale integritet. Ifølge Kukeyeva kan denne udvikling forstås som en gradvis overgang fra traditionel multivektorpolitik og geopolitisk balancering til en mere aktiv strategi for geopolitisk hedging, hvor Kasakhstan søger at mindske sin afhængighed af enkelte magtcentre gennem diversificering af handel, investeringer og internationale partnerskaber.

Forholdet til Rusland

Rusland er fortsat en vigtig sikkerheds- og handelspartner for Kasakhstan, og de to lande deler verdens længste sammenhængende landegrænse. Rusland har samtidig siden Sovjetunionens opløsning været en af de vigtigste transitveje for kasakhisk olie og naturgas til internationale markeder.

Forbindelserne mellem landene bygger på tætte historiske, økonomiske og kulturelle bånd, herunder en betydelig russisktalende befolkning i det nordlige Kasakhstan. Samtidig har de tætte økonomiske forbindelser efter uafhængigheden været præget af Kasakhstans afhængighed af russiske transport- og eksportkorridorer, særligt inden for energiområdet. I de første årtier efter selvstændigheden var størstedelen af landets olieeksport afhængig af rørledninger gennem Rusland, hvilket gav Moskva betydelig indflydelse på Kasakhstans adgang til de internationale energimarkeder.

Kasakhstan er medlem af både Den eurasiske økonomiske union (EAEU) og Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO), som udgør centrale rammer for det økonomiske og sikkerhedspolitiske samarbejde med Rusland. Medlemskabet af EAEU har bidraget til at styrke den regionale økonomiske integration og lette vare- og kapitalstrømme mellem medlemslandene.

Samarbejdet omfatter blandt andet handel, energi, transport, rumfart og militær sikkerhed, herunder den fortsatte anvendelse af Bajkonur-kosmodromen. Inden for energisektoren har samarbejdet og konkurrencen mellem de to lande samtidig været præget af Ruslands centrale rolle som transitland for kasakhisk olie og naturgas. Forhandlinger om rørledninger, tariffer og eksportkapacitet har siden 1990'erne været et tilbagevendende tema i de bilaterale relationer, samtidig med at Kasakhstan løbende har søgt at udvikle alternative eksportveje for at mindske afhængigheden af russisk transit.

Ruslands invasion af Ukraine i 2022 gjorde imidlertid forholdet mere komplekst. Kasakhstan søgte at bevare forbindelserne til Rusland, samtidig med at landet fastholdt samarbejdet med Kina, EU og andre partnere som led i sin multivektorpolitik.

Kasakhstan har samtidig fastholdt princippet om territorial integritet og har ikke anerkendt de russiskkontrollerede områder i Ukraine som selvstændige stater.

Forholdet til Kina

Kina er en af Kasakhstans vigtigste økonomiske partnere og spiller en central rolle i udviklingen af transport-, energi- og infrastrukturprojekter i regionen. Kasakhstan indtager en strategisk position i Kinas Belt and Road Initiative og fungerer som et vigtigt transitland for handel mellem Kina og Europa gennem jernbaneforbindelser og andre transkontinentale transportkorridorer.

Kinesiske virksomheder har investeret betydeligt i olie-, gas- og minesektoren samt i logistisk og energimæssig infrastruktur. Investeringerne har været en vigtig del af Kinas bestræbelser på at sikre adgang til energiressourcer og udvikle landbaserede handelsforbindelser gennem Centralasien. Samtidig har dele af den kasakhstanske befolkning udtrykt bekymring over voksende kinesisk økonomisk indflydelse, kinesisk indvandring og miljøpåvirkninger knyttet til grænseoverskridende vandressourcer. Kasakhstan har derfor søgt at opretholde et pragmatisk samarbejde med Kina inden for handel, energi og infrastruktur, samtidig med at landet gennem sin såkaldte multivektorpolitik har bestræbt sig på at bevare tætte forbindelser til både Rusland, Vesten og andre regionale aktører.

Forholdet til Centralasien

Kasakhstan spiller en ledende rolle i Centralasien og har siden uafhængigheden arbejdet for tættere regionalt samarbejde om handel, energi, transport og sikkerhed. Forholdet til Usbekistan er blevet væsentligt styrket siden slutningen af 2010'erne og betragtes som centralt for regional stabilitet og økonomisk integration.

Kasakhstan samarbejder desuden med Kirgisistan, Tadsjikistan og Turkmenistan om energiforsyning, transitkorridorer, vandressourcer og grænseoverskridende infrastrukturprojekter. Vandforvaltning er et særligt vigtigt emne i regionen, da flere af Centralasiens største floder, herunder Amu Darja og Syr Darja, krydser nationale grænser og er afgørende for både landbrug, energiproduktion og vandforsyning. Spørgsmål om vandfordeling mellem de opstrømsliggende stater Kirgisistan og Tadsjikistan og de nedstrømsliggende stater Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan har derfor længe været et centralt regionalt samarbejds- og konfliktområde.

Forholdet til Den Europæiske Union

Forbindelserne til Den Europæiske Union har fået stigende strategisk betydning siden 2000'erne. EU er Kasakhstans største handelspartner og den største kilde til udenlandske investeringer i landet, særligt inden for energi, råstoffer og transport.

Kasakhstan spiller samtidig en vigtig rolle for Europas energiforsyning. Landet er blandt EU's største leverandører af råolie og stod i 2025 for omkring 13 % af Unionens samlede råolieimport.

Samarbejdet mellem EU og Kasakhstan er blevet styrket gennem den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale (Enhanced Partnership and Cooperation Agreement), som omfatter handel, investeringer, grøn omstilling og udviklingen af transkaspiske transportkorridorer mellem Europa og Asien.

Forholdet til USA

USA har siden 1990'erne samarbejdet med Kasakhstan om atomnedrustning, energisikkerhed og regional stabilitet. Samarbejdet blev etableret kort efter uafhængigheden og omfattede blandt andet afviklingen af det tidligere sovjetiske atomarsenal samt støtte til Kasakhstans integration i internationale institutioner og markedsøkonomien.

Et centralt element i samarbejdet var det amerikanske Nunn–Lugar-program (Cooperative Threat Reduction), som bidrog til fjernelsen af atomvåben, højt beriget uran og tilhørende infrastruktur fra Kasakhstan efter Sovjetunionens opløsning. Programmet blev et af de mest omfattende internationale nedrustningsprojekter i det tidligere Sovjetunionen og lagde grundlaget for et langvarigt sikkerhedspolitisk samarbejde mellem de to lande.

Siden 1990'erne har samarbejdet desuden omfattet energisektoren, grænsesikkerhed, bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben samt militært samarbejde gennem NATO's Partnerskab for Fred-program og fælles øvelser som Steppe Eagle.

Økonomisk har amerikanske virksomheder spillet en vigtig rolle siden 1990'erne. Internationale energiselskaber deltager gennem forskellige konsortier i udviklingen af Kasakhstans store olie- og gasfelter, blandt andet Tengiz, Kashagan og Karatsjaganak. Blandt partnerne er Chevron, ExxonMobil, Eni og Shell.

Kasakhstan har samtidig søgt at bevare tætte forbindelser til både USA og EU som led i landets multivektorpolitik, uden at udfordre relationerne til Rusland og Kina.

Internationale organisationer

Kasakhstan er medlem af en række internationale og regionale organisationer, herunder FN, OSCE, Shanghai Cooperation Organisation, Den eurasiske økonomiske union og Organisation of Turkic States.

Gennem disse organisationer har landet søgt at styrke sin internationale rolle og fremme sikkerhedssamarbejde, økonomisk integration og regional stabilitet.

Denne aktive udenrigspolitiske linje kom blandt andet til udtryk gennem medlemskabet af FN's Sikkerhedsråd i 2017–2018 samt initiativer inden for atomnedrustning, religionsdialog og konfliktmægling.

Kasakhstan fungerede som værtsland for Syrienforhandlingerne i Astana fra 2017. Rusland, Tyrkiet og Iran stod bag forhandlingsinitiativet som garantlande, mens FN deltog med en særlig udsending.

Oblaster

Oblasterne varierer betydeligt i både befolkningstæthed og økonomisk udvikling, fra de tyndt befolkede olie- og gasproducerende regioner ved Det Kaspiske Hav til de mere tætbefolkede landbrugsområder i syd og de industrielt prægede regioner i nord og centrum.

De nordlige og centrale regioner har betydelige landbrugs- og industrisektorer, mens olie- og gasproduktion især foregår i den vestlige del af landet.

I de sydlige dele af landet er landbruget i høj grad afhængigt af kunstvanding fra floder som Syr Darja og Ili, hvilket har skabt udfordringer knyttet til vandmangel og regional vandforvaltning. Befolkningen er ujævnt fordelt; særligt det sydlige Kasakhstan hører til landets tættest befolkede områder. Områderne spiller samtidig en vigtig rolle inden for handel, transport og kunstvandingsbaseret landbrug.

Oblasterne ledes af en akim (guvernør), som repræsenterer centralregeringen i regionen og har ansvar for den regionale administration, gennemførelsen af statslige programmer og koordineringen af den økonomiske og sociale udvikling.

Hver oblast har desuden et folkevalgt regionalt repræsentativt organ, et maslikhat, som behandler lokale budgetter og udviklingsspørgsmål. Selv om de regionale myndigheder har ansvar for en række lokale administrative opgaver, er Kasakhstan en stærkt centraliseret stat, hvor de vigtigste politiske beslutninger træffes på nationalt niveau.

De tilbagevendte diaspora-kasakher bosatte sig ikke jævnt over landet. Mange valgte områder med klima, landskab eller erhvervsformer, der lignede forholdene i deres tidligere hjemlande, mens myndighederne samtidig forsøgte at dirigere bosætningen mod oblaster med arbejdskraftmangel eller faldende befolkningstal.

Byer med særlig status

Astana, Almaty og Shymkent har status som byer af republikansk betydning og er administrativt sidestillet med oblasterne.

Astana fungerer som landets hovedstad og politiske centrum, mens Almaty fortsat er Kasakhstans største by og vigtigste finansielle og kulturelle center.

Shymkent fik særstatus som by af republikansk betydning i 2018 som led i en administrativ reform, hvor Sydkasakhstan oblast samtidig blev omdannet til Turkestan oblast med Turkestan som nyt administrationscenter.

Lokal administration

Under oblasterne er landet opdelt i distrikter (raioner) samt byer med selvstændig administrativ status. Distrikterne omfatter typisk mindre byer, landsbyer og landkommuner, som varetager lokale administrative opgaver. Den lokale administration ledes af akimer, mens repræsentative forsamlinger (maslikhater) vælges ved lokale valg. De første direkte valg af akimer i landsbyer, landkommuner og mindre byer blev afholdt den 25. juli 2021. Den 5. november 2023 blev der som forsøg gennemført direkte valg af akimer i 42 distrikter og tre byer af regional betydning.

Organisation og struktur

Kasakhstans væbnede styrker blev formelt oprettet ved præsidentdekret nr. 745 af 7. maj 1992, efter landets uafhængighed fra Sovjetunionen. Siden uafhængigheden har myndighederne arbejdet på at udvikle et nationalt forsvarssystem samtidig med, at landet har bevaret nære militære forbindelser til Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker.

Kasakhstans væbnede styrker omfatter landstyrker, luft- og luftforsvarsstyrker, flådestyrker og specialoperationsstyrker samt støtte- og uddannelsesenheder. Nationalgarden og grænsevagterne er normalt særskilte militære organisationer og indgår efter loven først i de væbnede styrker ved mobilisering. Flådestyrkerne opererer på det Kaspiske Hav og har en flådebase i Aktau.

Ved oprettelsen af de nationale væbnede styrker overtog Kasakhstan ansvaret for militære enheder og materiel, som var stationeret på landets territorium.

Modernisering

I 2020'erne har Kasakhstan arbejdet på at modernisere sit forsvar gennem udvikling af indenlandsk produktion af militært materiel og et mere varieret samarbejde med udenlandske forsvarsvirksomheder.

I Kasakhstan kan mandlige statsborgere mellem 18 og 27 år, som ikke har ret til udsættelse eller fritagelse, indkaldes til 12 måneders værnepligt. Indkaldelsen gennemføres to gange om året. Antallet af planlagte indkaldelser til værnepligt var 42.098 i 2025 og 43.231 i 2026. Tallene omfatter indkaldelser til både de regulære væbnede styrker og andre militære organisationer, herunder Nationalgarden.

Myndighederne har søgt at øge andelen af kontraktansatte soldater. En amerikansk militæranalyse anslog i 2025, at de udgjorde omkring 70 % af personellet i de væbnede styrker. Tallet er et skøn, ikke en officiel personalestatistik.

Kasakhstans lov om militærtjeneste skelner mellem værnepligtig tjeneste og frivillig kontrakttjeneste. Værnepligtige kan gøre tjeneste som soldater og matroser, mens kontraktansatte kan gøre tjeneste som soldater, matroser, sergenter og officerer.

Kasakhstan har søgt at diversificere sit militærtekniske samarbejde, blandt andet gennem samarbejde med Tyrkiet om forsvarsmateriel. I 2024 oplyste en investeringsmyndighed i Astana, at et lokalt projekt til produktion af pansrede køretøjer var gennemført i samarbejde med den tyrkiske virksomhed Otokar og den kinesiske koncern Norinco.

SIPRI opgør Kasakhstans militærudgifter efter en internationalt sammenlignelig metode. Ifølge Verdensbankens gengivelse af SIPRI-data udgjorde de omkring 0,4 % af landets bruttonationalprodukt i 2024.

Internationale operationer og sikkerhedspolitik

Kasakhstan er medlem af Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO), som blev oprettet som international organisation i 2002 på grundlag af den kollektive sikkerhedstraktat fra 1992 og fungerer som en kollektiv sikkerhedsalliance mellem Rusland, Kasakhstan og flere andre tidligere sovjetrepublikker. Organisationens medlemslande har forpligtet sig til gensidig bistand i tilfælde af angreb mod et medlemsland og gennemfører regelmæssigt fælles militærøvelser og sikkerhedssamarbejde.

CSTO fik særlig betydning for Kasakhstan under urolighederne i januar 2022, da organisationen for første gang i sin historie indsatte en multinational styrke efter anmodning fra præsident Kassym-Jomart Tokajev. Styrken blev udsendt for at beskytte strategiske anlæg og støtte de kasakhiske myndigheder under de landsdækkende uroligheder.

Indsættelsen illustrerede Kasakhstans sikkerhedspolitiske forbindelser til Rusland gennem CSTO. Landet har samtidig samarbejdet med NATO gennem partnerskabsprogrammer og militære øvelser.

Kasakhstans sikkerhedspolitik beskrives ofte som del af landets bredere multivektorpolitik, hvor regeringen forsøger at balancere relationerne mellem forskellige stormagter og regionale aktører.

Kasakhstan har siden 2000 opbygget særlige enheder til internationale fredsbevarende operationer. Den kasakhiske fredsbevaringsbataljon KAZBAT blev oprettet ved præsidentiel beslutning af 31. januar 2000. Landets fredsbevarende personel uddannes blandt andet ved KAZCENT (Peacekeeping Operations Center) i Almaty, som siden 2019 har afholdt FN-certificerede kurser.

Kasakhiske fredsbevarende styrker har deltaget i flere internationale missioner. Den 31. oktober 2018 ankom et kontingent på 120 soldater til FN-styrken UNIFIL i Libanon, hvor de indgik i den indiske bataljon. Frem til afslutningen af denne kontingentordning i maj 2023 havde mere end 500 kasakhiske soldater deltaget. Kasakhisk militærpersonel har også deltaget i FN-missioner i blandt andet Vestsahara, Den Centralafrikanske Republik og Den Demokratiske Republik Congo.

I 2024 overtog et selvstændigt kasakhisk kontingent på omkring 140 soldater ansvaret for en sektor under FN's observatørstyrke UNDOF på Golanhøjderne. Styrken udfører patruljering, bevogtning af kontrolposter og støtte til FN's operationer i området. Udsendelsen markerede første gang, at Kasakhstan bidrog med et selvstændigt fredsbevarende kontingent under FN-kommando.

De væbnede styrkers lovbestemte opgaver omfatter blandt andet forsvaret af landets suverænitet og territorium samt beskyttelse af statslige og militære anlæg. Efter beslutning fra præsidenten kan styrkerne desuden indsættes ved katastrofer og andre ekstraordinære situationer eller til at forstærke grænsebeskyttelsen.

Udenrigshandel

Landet er den største vareeksportør i Centralasien, og eksporten domineres fortsat af råstoffer. Ifølge foreløbige officielle statistikker udgjorde den samlede varehandel 143,9 milliarder US-dollar i 2025, heraf eksport for 79,0 milliarder dollar og import for 64,8 milliarder dollar.

Råolie og olieprodukter udgjorde 50,5 % af vareeksporten i 2025. Andre vigtige eksportvarer var uran og radioaktive isotoper (5,3 %), raffineret kobber og kobberlegeringer (5,2 %), kobbermalm og koncentrater (3,6 %) samt ferrolegeringer (2,6 %).

Uran og radioaktive isotoper udgjorde 5,3 % af vareeksporten i 2025 og var dermed blandt landets vigtigste eksportvarer.

De vigtigste eksportmarkeder var Italien (19,8 %), Kina (19,2 %) og Rusland (10,3 %), mens importen hovedsageligt kom fra Rusland (29,7 %), Kina (29,2 %) og Tyskland (4,8 %).

Handelsmønstret afspejler både Kasakhstans rolle som råstofeksportør og landets geografiske placering mellem Europa, Rusland, Kina og de øvrige centralasiatiske stater.

Strukturelle styrker og svagheder

Kasakhstan råder over betydelige naturressourcer, store landbrugsarealer og en strategisk placering mellem Europa og Asien. Landet har siden uafhængigheden tiltrukket omfattende udenlandske investeringer og udviklet sig til den største økonomi i Centralasien. Samtidig giver de store reserver af olie, naturgas, uran og metaller staten betydelige eksportindtægter og finansielle ressourcer.

Ifølge en undersøgelse fra Verdensbanken i 2020 havde Kasakhstan den mest udviklede infrastruktur i Centralasien, men transportnettet var fortsat præget af mangler, blandt andet ved grænseovergange og i forbindelserne til landdistrikterne. Kasakhstan indgår samtidig som transitland i den transkaspiske transportkorridor mellem Asien og Europa. OECD har peget på flaskehalse ved grænseovergange, havne og omladningspunkter, som begrænser korridorens kapacitet og pålidelighed.

Økonomien er imidlertid præget af betydelige strukturelle udfordringer. Staten spiller fortsat en dominerende rolle gennem store statslige selskaber og investeringsfonde, mens begrænset konkurrence og institutionelle svagheder hæmmer produktivitet og innovation.

Den statslige holdingkoncern Samruk-Kazyna forvalter en omfattende portefølje af virksomheder inden for blandt andet energi, transport, telekommunikation og forsyning. OECD beskrev i 2024 koncernen som den største statslige holding i Kasakhstan.

Systemet er gentagne gange blevet kritiseret for manglende gennemsigtighed, magtkoncentration og tætte forbindelser mellem politiske og økonomiske eliter. OECD har gennem flere overvågningsrunder under Istanbul Anti-Corruption Action Plan anerkendt en række reformer af landets anti-korruptionssystem, men har samtidig peget på fortsatte udfordringer inden for offentlig integritet, forebyggelse af korruption og håndhævelse af anti-korruptionslovgivningen.

Ekstreme vejrhændelser og et betydeligt behov for investeringer i infrastrukturen udgør desuden risici for den langsigtede økonomiske udvikling.

Råstofafhængighed og diversificering

Kasakhstans økonomi er fortsat stærkt afhængig af udvinding og eksport af olie, naturgas, uran og metaller. Råolie og olieprodukter udgjorde alene over halvdelen af vareeksporten i 2025, mens uran, kobber og andre mineraler også spillede en central rolle i udenrigshandelen.

Råstofsektoren har været en vigtig drivkraft bag den økonomiske vækst siden 1990'erne og har bidraget til betydelige udenlandske investeringer, stigende levestandard og opbygningen af den statslige National Fund. Afhængigheden af råvareeksport gør imidlertid økonomien sårbar over for udsving i verdensmarkedspriserne på energi og mineraler.

Siden 2010'erne har myndighederne derfor søgt at diversificere økonomien gennem investeringer i industri, logistik, digitalisering, landbrug og vedvarende energi. Udbygningen af transportkorridorer mellem Kina og Europa, herunder den transkaspiske Middle Corridor, indgår som et centralt element i denne strategi.

Diversificeringen har bidraget til vækst i flere sektorer uden for råstoføkonomien, men råolie og beslægtede olieprodukter udgjorde fortsat 50,5 % af vareeksporten i 2025. Verdensbanken har fremhævet reduktion af råstofafhængigheden som en central langsigtet udfordring for Kasakhstans økonomi.

Økonomisk udvikling

Arbejdsmarked og beskæftigelse

Kasakhstans arbejdsmarked har gennemgået betydelige forandringer siden uafhængigheden som følge af overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. I 1990'erne medførte økonomiske reformer, privatiseringer og industrinedlæggelser stigende arbejdsløshed og usikker beskæftigelse, men fra begyndelsen af 2000'erne bidrog den økonomiske vækst til øget beskæftigelse og stigende lønninger.

Beskæftigelsen er i dag koncentreret inden for serviceerhverv, handel, transport, industri og den offentlige sektor, mens landbrugets andel af arbejdsstyrken gradvist er faldet. Olie- og gassektoren spiller en central rolle for økonomien, men beskæftiger kun en relativt begrænset del af arbejdsstyrken sammenlignet med dens betydning for eksport og statsindtægter.

Arbejdsmarkedet er præget af betydelige regionale forskelle. De største byer, Almaty og Astana, tiltrækker en voksende del af arbejdsstyrken og fungerer som centre for højere uddannelse, offentlig administration og specialiserede serviceerhverv, mens mange landdistrikter fortsat er afhængige af landbrug, råstofudvinding eller offentlig beskæftigelse.

Kasakhstan har samtidig oplevet omfattende intern migration fra landdistrikter til byområder samt udvandring af højtuddannede specialister, særligt i årene efter Sovjetunionens opløsning. Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) arbejder i Kasakhstan blandt andet med kompetenceudvikling, herunder digitale og grønne færdigheder, og med at øge den private sektors deltagelse i økonomien.

Ifølge IMF og Verdensbanken har Kasakhstan i de senere år haft en officiel arbejdsløshed på omkring 4–5 %, men internationale organisationer peger samtidig på udfordringer knyttet til produktivitet, kompetencemismatch, regional mobilitet og behovet for at skabe flere arbejdspladser uden for råstofsektoren.

Finanssektor

Finanssektoren er hovedsageligt koncentreret i Almaty, som fungerer som landets vigtigste finansielle og kommercielle centrum. Kasakhstan har siden 2000'erne arbejdet på at udvikle regionale finansmarkeder og tiltrække internationale investeringer. Astana International Financial Centre (AIFC) blev etableret i 2018 med ambitionen om at fungere som regionalt finanscentrum for Centralasien og Eurasien.

AIFC bygger på principperne i engelsk common law og har et selvstændigt retssystem med egen domstol (AIFC Court) og et internationalt voldgiftscenter (International Arbitration Centre), som behandler tvister mellem virksomheder og investorer. Som led i centret blev Astana International Exchange (AIX) etableret i 2018 som en international børs med deltagelse af blandt andre Nasdaq, Shanghai Stock Exchange og den kinesiske Silk Road Fund. AIFC indgår i Kasakhstans strategi om at udvikle landet som regionalt finansielt knudepunkt mellem Europa og Asien.

Banksektoren domineres af en række større kommercielle banker, mens Kasakhstans nationalbank har ansvaret for pengepolitik, valutastabilitet og tilsyn med det finansielle system. Finanssektoren har gennemgået omfattende reformer siden 1990'erne og spiller en central rolle i landets økonomi. Sektoren er dog fortsat sårbar over for udsving i råvarepriser, valutakurser og den generelle økonomiske udvikling, hvilket blandt andet kom til udtryk under bankkrisen i 2007-2008 og efterfølgende perioder med faldende oliepriser.

Energi

Energisektoren har stor betydning for Kasakhstans økonomi og udenrigspolitik. Råolie og beslægtede olieprodukter udgjorde 50,5 % af vareeksporten i 2025. Ifølge Den Internationale Valutafonds opgørelse udgjorde de offentlige olieindtægter anslået 4,2 % af BNP i 2025 mod samlede offentlige indtægter på 17,6 % af BNP, svarende til omkring 24 % af indtægterne. Kasakhstan råder over store reserver af olie, naturgas, kul og uran og er blandt verdens vigtigste producenter af fossile brændstoffer og uran.

Sektoren blev udbygget intensivt i sovjettiden og har siden uafhængigheden spillet en central rolle i landets økonomiske udvikling. Efter 1999 bidrog stigende olieproduktion og høje verdensmarkedspriser til en lang periode med stærk økonomisk vækst og voksende eksportindtægter. Energiressourcerne er koncentreret i de vestlige dele af landet omkring det Kaspiske Hav, mens kulforekomsterne især findes i Karaganda-bækkenet i det centrale Kasakhstan.

IEA anbefalede i 2022 Kasakhstan at fremme udbygningen af vedvarende energi gennem blandt andet auktioner og forbedringer af elsystemets fleksibilitet.

Olie og gas

Kasakhstan var i 2025 verdens 11.-største producent af råolie inklusive kondensat med en produktion på omkring 2,05 millioner tønder om dagen ifølge den amerikanske energimyndighed EIA. Olie- og gassektoren dominerer fortsat landets energisektor og eksport og er den vigtigste kilde til eksportindtægter, udenlandske investeringer og økonomisk vækst. Siden 1990'erne har udviklingen af landets olie- og gasressourcer været en af de vigtigste drivkræfter bag den økonomiske udvikling.

Efter selvstændigheden satsede regeringen aktivt på at tiltrække udenlandske investeringer til udviklingen af landets store olie- og gasreserver. Internationale konsortier og energiselskaber fik en central rolle i udviklingen af felter ved det Kaspiske Hav, samtidig med at eksportinfrastrukturen blev udbygget gennem nye rørledningsprojekter. Naturgas anvendes både til eksport og indenlandsk energiforsyning, men rørledningsnettet og forsyningsinfrastrukturen er fortsat ujævnt udviklet mellem landets regioner.

Felter og produktion

De største olie- og gasfelter ligger hovedsageligt i det vestlige Kasakhstan nær det Kaspiske Hav, hvor især felterne Tengiz, Kashagan og Karachaganak hører til blandt de største energifelter i Eurasien. Udviklingen af Kashagan-feltet blev et af de største energiprojekter i det postsovjetiske område, men projektet blev præget af betydelige tekniske udfordringer, store omkostninger og gentagne forsinkelser.

De tre felter udvikles og drives af forskellige internationale konsortier:

Operatører og deltagende selskaber ved de tre store olie- og gasfelter

Felt	Operatør	Deltagende selskaber
Tengiz	Tengizchevroil (TCO)	Chevron, ExxonMobil, KazMunayGas og Lukoil.
Kashagan	North Caspian Operating Company (NCOC)	KazMunayGas, Eni, Shell, ExxonMobil, TotalEnergies, CNPC og INPEX.
Karachaganak	Karachaganak Petroleum Operating (KPO)	Eni, Shell, Chevron, Lukoil og KazMunayGas.

Eksport og transport

EU er en af de vigtigste aftagere af kasakhisk olie. Efter Ruslands faldende betydning som energileverandør til Europa er Kasakhstan blevet en af EU's vigtigste kilder til råolie og har i de senere år været blandt Unionens tre største eksterne leverandører.

Kasakhstan producerer langt mere olie end naturgas, og størstedelen af olieeksporten går til internationale markeder gennem rørledninger via Rusland samt gennem transportkorridorer over det Kaspiske Hav.

Siden uafhængigheden har udbygningen af alternative eksportveje været et centralt element i Kasakhstans energipolitik, da landet længe var afhængigt af russiske rørledninger for at få adgang til verdensmarkedet.

Den vigtigste eksportforbindelse er Caspian Pipeline Consortium, som transporterer olie fra Tengiz-feltet til den russiske havn Novorossijsk ved Sortehavet.

IEA anbefalede i 2022 Kasakhstan at diversificere landets olieeksportveje. Energitransport til Kina og over Det Kaspiske Hav indgår i diskussionen om alternativer til de traditionelle eksportforbindelser gennem Rusland.

Kasakhstan har også udviklet rørledningsforbindelser mod Kina som et alternativ til de vestlige eksportruter. Størstedelen af landets råolieeksport går dog fortsat gennem Rusland: I 2024 passerede omtrent 95,6 % af den gennem ruter på russisk territorium.

Statens rolle og udfordringer

Den statslige olie- og gaskoncern KazMunayGas har ejerandele i en række olie- og gasprojekter, herunder projekter sammen med internationale energiselskaber.

Siden uafhængigheden har Kasakhstan tiltrukket betydelige investeringer fra energiselskaber, herunder Chevron, ExxonMobil, Eni, Shell og TotalEnergies.

Indtægterne fra energisektoren har finansieret store infrastrukturelle projekter og den statslige National Fund, men den fortsatte afhængighed af råvare- og olieeksport har samtidig gjort økonomien sårbar over for udsving i verdensmarkedspriserne på energi.

Miljømæssigt har olie- og gasproduktionen medført problemer som forurening, metanudslip og belastning af økosystemerne omkring det Kaspiske Hav.

Råstoffer og minedrift

Minedrift spiller en central rolle i Kasakhstans økonomi, og landet har nogle af verdens største uranressourcer, kun overgået af Australien, samt betydelige forekomster af krom, kobber, guld, jern, bly, mangan og zink. Kasakhstans mineralressourcer blev udviklet intensivt i sovjettiden, især i de centrale og østlige dele af landet, hvor minedrift og metalforarbejdning blev integreret i Sovjetunionens industrielle planøkonomi. Efter uafhængigheden blev sektoren gradvist åbnet for udenlandske investeringer, samtidig med at staten bevarede betydelig indflydelse over strategiske råstoffer og store mineselskaber.

Landbrug

Landbrug har historisk spillet en central rolle i Kasakhstans økonomi og samfund, selv om sektorens relative betydning er faldet siden uafhængigheden som følge af industrialisering og væksten i olie- og minedriftssektoren.

De store steppeområder i det nordlige Kasakhstan er blandt landets vigtigste områder for korndyrkning, især produktion af hvede.

Landets landbrug blev grundlæggende omformet under Sovjetunionen gennem kollektivisering og Nikita Khrusjtjovs kampagne for opdyrkning af hidtil udyrkede steppeområder, der begyndte i 1954. I perioden 1954–1963 blev omkring 23 millioner hektar steppe i det nordlige Kasakhstan omdannet til landbrugsjord. Kampagnen gav indledningsvis større kornhøst, men medførte problemer med sædskifte og jorderosion; i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne faldt kornproduktionen i dele af de nye landbrugsområder.

Efter uafhængigheden gennemgik sektoren omfattende privatiseringer og strukturændringer, hvor mange sovjetiske kollektivbrug blev opløst eller omdannet til private landbrug og agroindustrielle virksomheder. I 2000'erne udbyggede staten støtten til landbruget med programmer for landbrugsproduktion og fødevaresikkerhed. Det statslige landbrugs- og fødevareprogram for 2003–2005 havde som mål at styrke fødevaresikkerheden samt effektiviteten og konkurrenceevnen i landbrugs- og fødevaresektoren. I december 2006 oprettedes den statslige holdingkoncern KazAgro, som samlede syv institutioner, der ydede støtte til landbruget.

Kasakhstan er en betydelig eksportør af hvede og hvedemel, blandt andet til Usbekistan, Tadsjikistan og Afghanistan. I 2025 var Iran desuden et væsentligt eksportmarked for kasakhisk byg: Ifølge handelsstatistikken aftog landet omkring 1,09 mio. ton, svarende til lidt over 62 % af Kasakhstans samlede bygeksport.

Ud over hvede dyrkes blandt andet byg, solsikker, ris og bomuld, afhængigt af klima- og jordforholdene i de forskellige regioner.

I de sydlige dele af landet er landbruget i høj grad afhængigt af kunstvanding fra floder som Syr Darja og Ili, hvilket har skabt udfordringer knyttet til vandmangel og regional vandforvaltning.

Husdyrbrug spiller fortsat en vigtig rolle i Kasakhstans landbrug. Den officielle husdyrbestand ved udgangen af 2025 fremgår af tabellen.

Nomadisk og seminomadisk husdyrbrug har historisk været en central del af den kasakhiske kultur og præger fortsat dele af landdistrikterne.

Kasakhstans landbrug er sårbart over for klimaændringer: OECD fremhævede i 2025, at hyppigere perioder med varmt vejr og alvorlig tørke mindsker vandtilgængeligheden og dermed øger landbrugets sårbarhed. Verdensbanken har desuden peget på, at stigende temperaturer og ændrede nedbørsmønstre forværrer forringelsen af dyrkningsjord og græsningsarealer.

Ifølge OECDs gennemgang fra 2013 indgik modernisering af landbrugs- og fødevaresektoren og forbedret konkurrenceevne i målene for Kasakhstans landbrugspolitik.

Handelspolitik og internationale handelsrelationer

Ifølge Verdenshandelsorganisationens (WTO) handelsprofil udgjorde råolie 52,5 % af Kasakhstans vareeksport i 2024, mens EU samlet modtog 46,7 % af eksporten. Ifølge Kasakhstans officielle handelsstatistik for 2025 udgjorde råolie og beslægtede produkter 50,5 % af vareeksporten. Andre betydelige eksportvarer var radioaktive grundstoffer og isotoper samt kobber og kobbermalm. Blandt de største enkeltposter i importen var personbiler, lægemidler, telefonapparater og reservedele til biler.

Kasakhstan har siden uafhængigheden arbejdet på at integrere sig i den globale økonomi gennem medlemskab af internationale handelsorganisationer og regionale økonomiske samarbejder. Landet blev medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2015 efter længerevarende forhandlinger om toldsatser, investeringer og markedsreformer. Optagelsen markerede et vigtigt skridt i Kasakhstans langsigtede strategi for integration i verdensøkonomien og tiltrækning af udenlandske investeringer.

Kasakhstan er medlem af Den eurasiske økonomiske union (EAEU) sammen med Rusland, Belarus, Armenien og Kirgisistan. Unionens traktat trådte i kraft for Kasakhstan den 1. januar 2015. Unionen har skabt et fælles toldområde og fremmet den økonomiske integration mellem medlemslandene, samtidig med at Rusland fortsat er Kasakhstans vigtigste handelspartner inden for unionen.

Kina er i dag blandt Kasakhstans vigtigste handelspartnere og eksportmarkeder. Udbygningen af transportforbindelser og energisamarbejdet mellem de to lande har samtidig styrket Kasakhstans rolle som transitland mellem Kina og Europa. Kasakhstan fungerer som et vigtigt transitland mellem Europa og Asien, og den såkaldte Mellemste Korridor har fået stigende betydning som handelsrute mellem Asien og Europa. Landets geografiske placering har samtidig gjort det til et centralt bindeled mellem kinesiske, russiske og europæiske transportnetværk.

EU er blandt Kasakhstans vigtigste handelspartnere, især som aftager af olie og råstoffer.

Kasakhstans økonomi er afhængig af globale råvarepriser og internationale transportforbindelser, hvilket gør landet sårbart over for geopolitiske spændinger og udsving på energimarkederne. Samtidig har denne afhængighed styrket myndighedernes fokus på at udvikle alternative eksportveje og transportkorridorer til både Europa og Asien.

Den Mellemste Korridor

Den såkaldte Mellemste Korridor (også kendt som den transkaspiske internationale transportrute) forbinder Kina med Europa via Kasakhstan, Det Kaspiske Hav, Kaukasus og Tyrkiet.

Korridoren har fået stigende geopolitisk og økonomisk betydning efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022, da flere lande og virksomheder har søgt alternative handelsruter uden om Rusland. Kasakhstan har som led heri investeret betydeligt i jernbaner, havne og logistikcentre for at styrke korridorens kapacitet og rolle i den eurasiske handel. Investeringerne omfatter blandt andet udbygning af jernbanekapaciteten, modernisering af havnene ved Det Kaspiske Hav og etablering af nye logistiske knudepunkter langs transportkorridoren.

Flere analyser peger dog på, at korridorens langsigtede potentiale fortsat begrænses af kapacitetsproblemer ved havnene på Det Kaspiske Hav, flaskehalse i transportinfrastrukturen samt politiske og sikkerhedsmæssige forhold i Sydkaukasus. Desuden kan den faldende vandstand i Det Kaspiske Hav skabe yderligere udfordringer for søtransporten på ruten.

Jernbaner

Jernbanerne udgør rygraden i Kasakhstans transportsystem og spiller en afgørende rolle for både indenrigstransport, råvareeksport og international transit mellem Europa og Asien. Det kasakhiske jernbanenet blev i vid udstrækning udviklet i sovjettiden for at forbinde minedistrikter, industribyer og landbrugsområder med Rusland og andre dele af Sovjetunionen. Efter uafhængigheden har jernbanerne bevaret stor økonomisk betydning på grund af landets enorme afstande, den lave befolkningstæthed og landets rolle som transitforbindelse mellem Asien og Europa.

Kasakhstan er i gang med at udbygge jernbanenettet for at øge kapaciteten på den transkaspiske internationale transportrute (Den Mellemste Korridor). Et af projekterne er den planlagte 322,3 km lange Mointy–Kyzylzhar-jernbane, der efter færdiggørelsen ventes at forkorte transportvejen med 149 km, mindske belastningen på eksisterende strækninger og øge kapaciteten for godstransport mellem Kina og Europa. Verdensbanken godkendte den 19. februar 2026 en garanti på 846 mio. amerikanske dollar for projektets finansiering. Ifølge Kasakhstans regering blev sammenføjningen af sporene afsluttet i september 2026, mens den ordinære ibrugtagning fortsat var planlagt til senere samme år.

Det statsejede selskab Kazakhstan Temir Zholy (KTZ) er operatør af landets hovedjernbanenet og varetager gennem koncernen både gods- og passagertransport. Ifølge moderselskabet Samruk-Kazynas årsrapport for 2025 investerede KTZ i modernisering af jernbaneinfrastrukturen og fornyelse af det rullende materiel. Jernbaneforbindelserne til Kina indgår i flere transportruter mellem Kina og Europa. På den transkaspiske Mellemste Korridor passerer godstog grænsen ved Dostyk eller Khorgos/Altynkol og fortsætter gennem Kasakhstan mod havnene ved Det Kaspiske Hav, hvorfra godset transporteres videre til Aserbajdsjan.

Byen Khorgos ved grænsen til Kina er udviklet som et vigtigt logistisk knudepunkt med tørhavn, omladningsfaciliteter og frihandelszoner.

Vejnet

Ifølge Kasakhstans transportministerium omfattede landets offentlige vejnet i marts 2026 cirka 95.000 km, heraf 25.000 km nationale veje og 70.000 km regionale og lokale veje. Verdensbanken fremhæver, at landets store afstande og tynde befolkning medfører betydelige udfordringer for vedligeholdelse og sammenhængende vejforbindelser.

Kasakhstan har siden 2009 med støtte fra blandt andre Verdensbanken moderniseret vejstrækninger på den internationale transportkorridor Vestkina–Vesteuropa, som forbinder Kina med Rusland og videre med Europa. Korridorens kasakhiske del strækker sig over omkring 2.700 km.

Luftfart

Luftfarten spiller en vigtig rolle for forbindelserne mellem Kasakhstans regioner på grund af landets store geografiske afstande. I 2025 betjente landets lufthavne omkring 31,8 millioner passagerer. Blandt landets vigtigste internationale lufthavne er lufthavnene i Almaty, Astana, Shymkent og Aktau. Siden 2000'erne har regeringen investeret betydeligt i modernisering af lufthavne og udbygning af internationale flyruter som led i landets strategi om at fungere som transitcenter mellem Europa og Asien.

Det nationale flyselskab Air Astana blev etableret i 2001 og er i dag landets største flyselskab målt på omsætning og flådestørrelse. Selskabet driver internationale forbindelser til Europa, Asien og Mellemøsten og har bidraget til at styrke Kasakhstans rolle som regionalt transportknudepunkt.

Luftfartssektoren har samtidig været præget af reformer for at forbedre sikkerhedsstandarder, regulering og integration med internationale luftfartsorganisationer.

Havne

Selv om Kasakhstan er verdens største indlandsstat, spiller havne ved det Kaspiske Hav en vigtig rolle for handel, energiudførsel og internationale transportkorridorer.

De vigtigste havne ligger i Aktau og Kuryk ved den østlige kyst af det Kaspiske Hav. Aktau håndterer blandt andet råolie, metaller, korn og containerlast, mens Kuryk især er indrettet til jernbane- og lastbilfærger.

Havnene fungerer som centrale forbindelser til Aserbajdsjan, Iran og Kaukasus og indgår i transportkorridorer mellem Kina og Europa. Særligt udviklingen af den såkaldte Mellemste Korridor har øget betydningen af de kaspiske havne som alternativ rute uden om Rusland. Begge havne er omfattet af den statslige plan for udvikling af maritime transportfaciliteter i 2024–2028, herunder udbygning af containerkapacitet i Aktau og uddybning af farvandet ved Kuryk.

Kasakhstan har i stigende grad investeret i havneinfrastruktur og logistik som led i ambitionen om at udvikle sig til et centralt transitland i Eurasien.

Telekommunikation og internet

Ved begyndelsen af 2025 havde 92,9 % af befolkningen adgang til internettet.

Myndighederne har været kritiseret for overvågning, internetblokeringer og begrænsninger af ytringsfriheden på nettet, især under perioder med politisk uro.

Befolkningsudvikling

Kasakhstans befolkningsudvikling har været præget af omfattende migrationer, tvangsforflyttelser og store demografiske omvæltninger gennem 1900-tallet.

I begyndelsen af sovjettiden blev den kasakhiske befolkning hårdt ramt af hungersnøden i 1930'erne, som kostede omkring 1,5 millioner mennesker livet og førte til omfattende udvandring til Kina, Mongoliet og andre dele af Centralasien.

Fra 1930'erne og frem blev republikken samtidig mål for omfattende tvangsdeportationer af blandt andet volgatyskere, koreanere, tjetjenere, ingusjetere og krimtatarer. Sammen med industrialiseringen og den efterfølgende indvandring af arbejdskraft fra andre dele af Sovjetunionen bidrog dette til en markant ændring af befolkningens etniske sammensætning.

Ifølge historikeren J. Otto Pohl bidrog især deporterede koreanere og tyskere med arbejdskraft og faglige kvalifikationer, som fik betydning for den økonomiske udvikling i republikken og for Kasakhstans voksende etniske mangfoldighed i sovjettiden.

Disse udviklinger bidrog til, at kasakhernes andel af befolkningen faldt markant gennem sovjettiden, samtidig med at republikken fik en etnisk sammensat befolkning.

Jomfrulandskampagnen i 1950'erne og 1960'erne førte til yderligere indvandring af arbejdskraft fra andre sovjetrepublikker. Sammen med de tidligere deportationer, industrialiseringen og den russiske kolonisering i zarperioden ændrede kampagnen den etniske sammensætning markant. Ved folketællingen i 1959 udgjorde kasakherne omkring 30 procent af befolkningen, mens russere, ukrainere og andre hovedsageligt slaviske folkegrupper tilsammen udgjorde flertallet.

Efter Sovjetunionens opløsning faldt befolkningstallet markant, især fordi mange russere, ukrainere og tyskere udvandrede fra landet. Befolkningen faldt fra omkring 16,4 millioner i begyndelsen af 1990'erne til under 14,9 millioner i begyndelsen af 2000'erne.

Samtidig ændrede den etniske sammensætning sig markant. Ved folketællingen i 1989 udgjorde kasakherne 40,1 % af befolkningen, mens russere udgjorde 37,4 %. Ved folketællingen i 1999 var kasakhernes andel steget til 53,4 %, mens russernes andel var faldet til 30,0 %. Udviklingen skyldtes både udvandring blandt russere, tyskere og andre europæiske befolkningsgrupper samt tilbagevandring af etniske kasakhere og højere fødselstal blandt kasakherne.

Omkring 2003 begyndte befolkningstallet igen at stige. Siden da har økonomisk vækst, højere fødselstal og indvandring af etniske kasakher fra blandt andet Kina, Mongoliet, Usbekistan og Rusland bidraget til vedvarende befolkningstilvækst.

Tilbageflytningen af etniske kasakher (oralman, senere qandas) var en bevidst statslig politik efter uafhængigheden. Regeringen opfordrede kasakhiske diasporaer i blandt andet Kina, Mongoliet, Iran, Afghanistan og de tidligere sovjetrepublikker til at bosætte sig i Kasakhstan og indførte fra 1993 et kvotesystem, der skulle understøtte deres tilbagevenden og integration.

Ifølge Alexander Diener ankom næsten 177.000 diaspora-kasakher gennem de statslige kvoteordninger mellem 1991 og 1998, mens yderligere omkring 376.000 indvandrede uden for kvotesystemet. Tilbageflytningen bidrog både til befolkningstilvæksten og til en stigende andel af etniske kasakher i landet.

Repatrieringen af etniske kasakhere blev efter uafhængigheden en vigtig del af statens demografiske og nationale politik. Gennem lovgivning, særlige migrationsprogrammer og økonomiske støtteordninger søgte myndighederne at tilskynde etniske kasakhere i udlandet til at bosætte sig i deres historiske hjemland.

De tilbagevendte immigranter, ofte omtalt som oralman (senere qandas), kom især fra Kina, Mongoliet, Usbekistan og Rusland. Ifølge Diener blev repatrieringen både begrundet med historiske og humanitære hensyn og med ønsket om at styrke den kasakhiske andel af befolkningen efter Sovjetunionens opløsning.

Ved begyndelsen af 2026 havde Kasakhstan 20.499.822 indbyggere.

Demografiske nøgletal

Fertiliteten i Kasakhstan faldt markant i 1990'erne som følge af den økonomiske usikkerhed efter Sovjetunionens opløsning, men steg igen i 2000'erne i takt med den økonomiske vækst og forbedrede levevilkår. I 2020'erne har landet fortsat haft et fødselsniveau, der ligger over de fleste europæiske landes.

Fertiliteten varierer samtidig betydeligt mellem forskellige regioner og befolkningsgrupper. De højeste fertilitetsrater findes generelt i de sydlige og vestlige regioner, især Turkistan, Mangystau og Kyzylorda, mens de nordlige regioner har væsentligt lavere fertilitet.

Den samlede fertilitetsrate var 2,57 børn pr. kvinde i 2025, hvilket var et fald fra 2,80 i 2024 og markant under toppunktet på 3,33 børn pr. kvinde i 2021.

Statistik for 2024 viser betydelige forskelle mellem de etniske grupper. Etniske kasakher stod for omkring fire femtedele af alle fødsler i landet, mens usbekere havde en forholdsvis høj andel af fødslerne i forhold til deres andel af den samlede befolkning. Russere tegnede sig derimod for en betydeligt mindre andel af de nyfødte end af den samlede befolkning, hvilket afspejler forskelle i aldersstruktur og fertilitet mellem de største befolkningsgrupper.

Kasakhstan har et relativt højt fødselsniveau sammenlignet med EU-landene: Den rå fødselsrate var 16,43 fødsler pr. 1.000 indbyggere i Kasakhstan i 2025, mens den i EU-landene lå mellem 6,3 og 10,0 i 2024. I samme år blev der registreret 335.000 levendefødte børn, mens det naturlige befolkningstilskud udgjorde omkring 200.000 personer.

Aldring

Kasakhstan har en relativt ung befolkning sammenlignet med de fleste europæiske lande. Omkring 28 % af befolkningen er under 15 år, mens knap 10 % er 65 år eller ældre. Den forholdsvis store andel af børn og unge afspejler landets fortsatte fødselsoverskud og befolkningstilvækst.

Selv om Kasakhstan fortsat har en relativt ung befolkning sammenlignet med de fleste europæiske lande, er andelen af ældre gradvist steget siden uafhængigheden. Udviklingen skyldes både stigende levealder og faldende fertilitet sammenlignet med sovjettiden.

Befolkningens aldring sker dog langsommere end i mange europæiske lande, fordi fødselstallene fortsat er relativt høje, og en betydelig del af befolkningen er under 15 år. Ved begyndelsen af 2026 udgjorde personer på 65 år og derover omkring 10 % af befolkningen, mens 28 % var under 15 år.

Internationale organisationer har peget på, at aldringen på længere sigt vil øge presset på pensionssystemet, sundhedssektoren og arbejdsmarkedet. Samtidig forventes udviklingen at få betydning for den regionale befolkningsudvikling, da mange landdistrikter oplever både udflytning af yngre aldersgrupper og en stigende andel ældre indbyggere.

Etniske grupper

Kasakhstan er et multietnisk samfund præget af historiske migrationer, russisk kolonisering, sovjetiske deportationer og befolkningsforskydninger i 1900-tallet. Kasakherne udgør flertallet af befolkningen og er den største etniske gruppe i landet.

Mange af de etniske kasakhere, som vendte tilbage til landet efter uafhængigheden, havde bevaret kasakhisk sprog og kultur i højere grad end den urbane befolkning i Kasakhstan og blev derfor ofte betragtet som bærere af traditionelle kasakhiske identiteter.

Russere udgør fortsat den største minoritetsgruppe og er især koncentreret i det nordlige Kasakhstan og de større byområder. I årene omkring Sovjetunionens opløsning skabte den store russiske befolkning i Nordkasakhstan bekymring blandt kasakhiske politikere, som frygtede, at etniske spændinger eller separatistiske bevægelser kunne true den nye stats territoriale sammenhængskraft.

Der findes betydelige minoriteter af usbekere, ukrainere, uigurer, tatarer, tyskere og koreanere. Mange af de mindre etniske grupper kom til Kasakhstan gennem tvangsdeportationer under Stalin-perioden, hvor hele befolkningsgrupper blev flyttet til Centralasien fra Kaukasus, Krim og det vestlige Sovjetunionen. Sovjettidens industrialisering og landbrugskampagner førte til omfattende indvandring af russisktalende arbejdere og specialister, hvilket i flere årtier gjorde kasakherne til en minoritet i deres egen sovjetrepublik.

Ifølge Alexander C. Diener indgik repatrieringen af etniske kasakhere i et bredere nation-building-projekt efter uafhængigheden. Formålet var ikke alene at øge den kasakhiske andel af befolkningen, men også at styrke den nationale identitet gennem tilknytningen til kasakhiske diasporaer uden for landets grænser. Samtidig søgte myndighederne at gennemføre denne kasakhisering uden at skabe alvorlige spændinger i forhold til landets store russiske og øvrige ikke-kasakhiske befolkningsgrupper.

Efter uafhængigheden har myndighederne forsøgt at styrke den kasakhiske nationale identitet samtidig med at bevare stabilitet i det multietniske samfund. Staten har officielt fremhævet interetnisk harmoni som et centralt element i landets politiske model og har etableret institutioner som Folkeforsamlingen i Kasakhstan til at repræsentere forskellige etniske grupper. Etniske spørgsmål og forholdet mellem kasakhisk og russisk sprog spiller fortsat en vigtig rolle i politik, identitet og samfundsudvikling, særligt i de nordlige regioner med store russisktalende befolkninger.

Den kasakhiske andel af befolkningen er steget betydeligt siden uafhængigheden som følge af repatriering af etniske kasakhere, udvandring blandt russere og andre europæiske befolkningsgrupper samt forskelle i befolkningsvækst mellem de største etniske grupper.

Den etniske sammensætning i Kasakhstan har fortsat ændret sig efter folketællingen i 2021. Udviklingen har især været præget af fortsat nettoindvandring blandt etniske kasakhere, udvandring blandt flere europæiske befolkningsgrupper og forskelle i fødselsmønstre mellem de største etniske grupper.

Forskellene skyldes både migration og forskelle i fødselsmønstre. Statistik for 2024 viser, at etniske kasakher stod for omkring 80 % af alle fødsler i landet, mens russere tegnede sig for knap 7 % af de nyfødte. Også usbekere havde en relativt høj andel af fødslerne sammenlignet med deres andel af den samlede befolkning.

Udviklingen afspejler dels højere fertilitet blandt kasakher og flere centralasiatiske befolkningsgrupper, dels den fortsatte udvandring og aldring blandt dele af den russiske, ukrainske og tyske befolkning. Som følge heraf er Kasakhstan siden uafhængigheden gradvist blevet mere etnisk homogent, selv om landet fortsat rummer mere end hundrede registrerede etniske grupper.

De etniske grupper er samtidig ujævnt fordelt geografisk. Kasakher udgør flertallet i alle regioner, men russere er fortsat særligt talrige i de nordlige og østlige dele af landet, mens usbekere hovedsageligt er koncentreret i de sydlige regioner nær grænsen til Usbekistan.

Urbanisering

Urbaniseringen er steget betydeligt siden uafhængigheden. Ved begyndelsen af 2026 boede omkring 64 % af befolkningen i byområder, mens 36 % boede i landdistrikter.

Intern migration har spillet en vigtig rolle i Kasakhstans befolkningsudvikling siden uafhængigheden. Særligt siden 2000'erne er en betydelig del af befolkningen flyttet fra landdistrikter og mindre byer til de største urbane centre, især Almaty, Astana og Sjymkent, hvor beskæftigelsesmuligheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige investeringer har været koncentreret. Flyttestrømmene har bidraget til en stigende urbanisering og har samtidig forstærket de regionale forskelle i befolkningsudviklingen. Mange nordlige og centrale regioner har oplevet beskeden befolkningstilvækst eller tilbagegang, mens de største byområder og flere sydlige regioner har haft betydelig vækst.

Myndighederne har i perioder søgt at påvirke den interne migration gennem regionale udviklingsprogrammer og bosætningsinitiativer. Blandt andet har staten fremmet flytning fra de tætbefolkede sydlige regioner til områder i det nordlige Kasakhstan, hvor befolkningstallet flere steder har været faldende.

Urbaniseringsgraden har siden 1990'erne været stigende, om end langsommere end i mange andre mellemindkomstlande. Væksten har i stigende grad været koncentreret omkring de største byområder, især Almaty, Astana og Shymkent, som fungerer som landets vigtigste centre for økonomisk aktivitet, uddannelse og offentlig administration.

Almaty er fortsat landets største by og vigtigste finansielle og kulturelle centrum, mens Astana fungerer som politisk og administrativ hovedstad. Urbaniseringen har medført betydelige investeringer i boligbyggeri, transport og infrastruktur, men har også skabt sociale og regionale forskelle mellem by og land.

Mellem folketællingerne i 1989 og 1999 steg kasakhernes andel markant i de fleste større byer. I Astana voksede andelen fra 17,5 til 40,9 procent, mens den i Almaty steg fra 23,8 til 38,5 procent. Udviklingen afspejlede både indvandring af etniske kasakher og udvandring blandt dele af den ikke-kasakhiske befolkning.

Urbaniseringen har haft stor betydning for Kasakhstans økonomiske og sociale udvikling siden uafhængigheden. Den fortsatte migration mod de største byer har bidraget til øget økonomisk aktivitet, højere produktivitet og udviklingen af nye serviceerhverv samt til en koncentration af uddannelsesinstitutioner, offentlige myndigheder og specialiserede funktioner.

Samtidig har den hurtige byvækst skabt betydelige udfordringer. Tilflytningen til de største byområder har øget presset på boligmarkedet, transportinfrastrukturen og de offentlige tjenester, mens mange mindre byer og landdistrikter har oplevet befolkningsnedgang og tab af arbejdskraft.

Migration

Migration har været en af de vigtigste faktorer bag ændringerne i Kasakhstans befolkningssammensætning siden uafhængigheden, især som følge af udvandring blandt russere, tyskere og andre europæiske befolkningsgrupper samt indvandring af etniske kasakhere fra nabolandene.

Efter 1991 ændrede migrationsmønstrene sig markant. Samtidig med udvandringen blandt dele af den russisktalende befolkning immigrerede etniske kasakhere fra Kina, Mongoliet og Usbekistan som led i regeringens repatrieringspolitik.

Efter uafhængigheden søgte staten aktivt at styrke den kasakhiske majoritetsposition gennem repatriering af etniske kasakher fra nabolande og andre dele af den tidligere sovjetiske verden.

Kasakhstan fungerer i dag både som destinationsland og transitland for arbejdsmigranter fra andre dele af Centralasien, især Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan.

Kasakhisk

Kasakhisk tilhører den tyrkiske sprogfamilie og er modersmål for størstedelen af den etniske kasakhiske befolkning.

Efter uafhængigheden i 1991 har myndighederne søgt at styrke kasakhisk som nationalt samlingssprog gennem uddannelse, medier og offentlig administration. Denne udvikling byggede videre på sprogloven fra 1989, der gjorde kasakhisk til republikens statssprog, mens russisk fortsat bevarede en vigtig rolle i administration, uddannelse og erhvervsliv.

Mange tilbagevendte kasakher fra Kina, Mongoliet, Afghanistan og Iran havde begrænset kendskab til russisk, men beherskede kasakhisk. Deres bosættelse bidrog derfor til at styrke det kasakhiske sprogs stilling i flere regioner efter uafhængigheden.

Sprogpolitikken blev samtidig et vigtigt redskab i opbygningen af en selvstændig kasakhisk national identitet efter Sovjetunionens opløsning, samtidig med at myndighederne søgte at undgå konflikter med den store russisktalende befolkningsgruppe.

Kasakhisk blev oprindeligt skrevet med arabisk skrift og senere med latinsk alfabet, før sovjetmyndighederne indførte det kyrilliske alfabet i 1940.

I 2017 annoncerede regeringen planer om gradvist at overgå fra kyrillisk til latinsk alfabet som led i en bredere modernisering og styrkelse af den nationale identitet.

Andre sprog

Russisk indtager fortsat en stærk position i Kasakhstan og anvendes bredt i erhvervsliv, uddannelse, medier og offentlig administration. Sproget fungerer som fælles kommunikationssprog mellem mange af landets etniske grupper og er især udbredt i byområder og de nordlige regioner nær Rusland.

Der tales en række minoritetssprog i Kasakhstan som følge af landets multietniske befolkning. Blandt de vigtigste minoritetssprog er usbekisk, uigurisk, tatarisk, ukrainsk, tysk og koreansk. Minoritetssprogene har forskellig historisk baggrund: Usbekisk og uigurisk er knyttet til ældre regionale befolkningsgrupper, mens blandt andet tysk og koreansk også hænger sammen med sovjettidens deportationer.

Engelsk har samtidig fået større betydning inden for erhvervsliv, højere uddannelse og internationale relationer siden 2000'erne. Som led i uddannelsesreformerne har myndighederne fremmet flersproget undervisning på kasakhisk, russisk og engelsk.

Islam

Islam bredte sig gradvist i Centralasien fra 700-tallet og kom efterhånden til at præge de tyrkiske nomadefolk på stepperne. Størstedelen af muslimerne i Kasakhstan tilhører sunnismen og følger hovedsageligt hanafi-retsskolen, som traditionelt har været dominerende i Centralasien.

Under sovjettiden blev religiøs praksis kraftigt begrænset gennem lukning af moskeer, kontrol med religiøse institutioner og statslig ateisme. Efter uafhængigheden i 1991 oplevede islam en markant genopblomstring. Antallet af moskeer voksede fra omkring 50 i 1989 til over 1.440 i 2001, religiøs undervisning blev genoptaget, og pilgrimsrejser til Mekka blev igen mulige. Islam fik samtidig øget betydning som markør for national og kulturel identitet blandt mange etniske kasakher.

Samtidig søgte de kasakhiske myndigheder at genopbygge det religiøse liv efter årtiers sovjetisk religionspolitik, mens staten fortsat bevarede en betydelig kontrol over religiøse institutioner. Islam blev anerkendt som en vigtig del af den nationale kultur og identitet, men myndighederne ønskede samtidig at begrænse religionens politiske rolle. Nazarbajev-regeringen søgte derfor at fremme en moderat og traditionel fortolkning af islam, tæt knyttet til kasakhiske kulturelle normer og den hanafitiske retsskole, mens udenlandske missionærer og islamiske bevægelser blev underlagt stigende overvågning.

Den religiøse genopblomstring indgik i en bredere national genoplivning af kasakhisk kultur, historie og traditionelle værdier. Islam fik fornyet betydning som identitetsmarkør i det postsovjetiske samfund, selv om graden af religiøs praksis fortsat varierede betydeligt blandt befolkningen.

Kasakhisk islam har traditionelt været præget af nomadisk kultur og lokale skikke, og religiøs praksis har ofte haft en mere kulturel og ritualiseret karakter end i de mere tætbefolkede muslimske samfund længere sydpå i Centralasien. Mange førislamiske traditioner og lokale ritualer blev integreret i den religiøse praksis, hvilket har bidraget til en form for islam, der er tæt forbundet med kasakhisk kultur og national identitet.

Den officielle repræsentation af sunnimuslimer varetages af Kasakhstans Muslimske Åndelige Administration (Dukhovnoye Upravleniye Musulman Kazakhstana, DUMK), som blev oprettet i 1990 efter opløsningen af det fælles sovjetiske muslimske råd for Centralasien og Kasakhstan. Organisationen ledes af landets stormufti og fungerer som den centrale religiøse institution for størstedelen af den muslimske befolkning. DUMK administrerer moskéer, uddanner imamer, udsteder religiøse vejledninger og koordinerer religiøse aktiviteter på nationalt plan. Organisationen følger den sunnimuslimske hanafi-retning og har siden uafhængigheden spillet en central rolle i genopbygningen af det religiøse liv. Gennem tilsyn med moskéer og religiøse uddannelsesinstitutioner fungerer DUMK både som religiøs autoritet og som bindeled mellem staten og det muslimske trossamfund. DUMK indtager en central position i Kasakhstans religionsforvaltning, hvor staten samarbejder med udvalgte religiøse organisationer og stiller krav om registrering af trossamfund.

Siden vedtagelsen af religionsloven i 2011 har myndighederne ført en strammere kontrol med religiøse organisationer gennem registreringskrav, overvågning og begrænsninger rettet mod grupper, der opfattes som ekstremistiske eller sikkerhedstruende. Loven medførte en omfattende omregistrering af religiøse organisationer og reducerede antallet af registrerede trossamfund betydeligt.

Kristendom og andre religioner

Kristendom er den næststørste religion i Kasakhstan og er især udbredt blandt russere, ukrainere, belarusere og tyskere.

Den største kristne trosretning er den russisk-ortodokse kirke, som fortsat spiller en betydelig rolle i landets religiøse og kulturelle liv. Efter uafhængigheden har myndighederne generelt søgt at opretholde gode relationer til både muslimske og russisk-ortodokse institutioner som led i bestræbelserne på at bevare stabilitet i det multietniske samfund.

Den russisk-ortodokse kirke er organiseret under den russisk-ortodokse kirkes metropolitdistrikt i Republikken Kasakhstan, som siden 2010 har samlet landets ortodokse eparkier under ledelse af metropolitten af Astana og Kasakhstan. Metropolitdistriktet fungerer som den øverste kirkelige struktur for den ortodokse befolkning i landet og koordinerer kirkens religiøse, uddannelsesmæssige og sociale aktiviteter.

Der findes desuden katolske, protestantiske og armensk-apostolske menigheder, hvoraf mange blev etableret i kølvandet på deportationer og migration under Stalin-perioden.

Efter uafhængigheden oplevede også de kristne trossamfund en betydelig vækst, og antallet af kirker og kristne menigheder steg fra omkring 60 i 1989 til 190 i 2001.

Kasakhstan har mindre religiøse minoriteter bestående af jøder, buddhister, bahá'íer og hinduer.

Landets etniske mangfoldighed har bidraget til tilstedeværelsen af en række forskellige religiøse traditioner.

Efter uafhængigheden har myndighederne ført et tæt tilsyn med udenlandske religiøse organisationer og missionerende aktiviteter. Særligt protestantiske og pentekostale missionærer har periodisk været genstand for myndighedernes opmærksomhed og regulering.

Religionsfrihed

Forfatningen garanterer religionsfrihed, men staten regulerer religiøse organisationer gennem registreringskrav og overvågning.

I 2011 vedtog Kasakhstan loven On Religious Activities and Religious Associations, som indførte skærpede krav til registrering af trossamfund, missionerende aktiviteter og distribution af religiøs litteratur. Loven udgør fortsat det centrale juridiske grundlag for statens regulering af religiøse organisationer.

Myndighederne har begrundet reguleringen med hensynet til bekæmpelse af religiøs ekstremisme og ønsket om at bevare samfundsmæssig stabilitet i den sekulære stat.

Internationale menneskerettighedsorganisationer har kritiseret lovgivningen for restriktioner mod visse religiøse grupper, herunder begrænsninger af missionerende aktiviteter, kontrol med religiøs litteratur og registrering af mindre trossamfund.

Samtidig har Kasakhstan søgt at profilere sig internationalt som centrum for interreligiøs dialog og samarbejde mellem forskellige trosretninger. Landet har flere gange været vært for kongresser for religiøse ledere fra forskellige trosretninger i Astana.

Grundskole og ungdomsuddannelser

Grundskole og den grundlæggende del af ungdomsuddannelsen er obligatoriske, mens offentlig ungdomsuddannelse er gratis for kasakhstanske statsborgere ifølge forfatningens artikel 33.

Undervisningen foregår hovedsageligt på kasakhisk eller russisk, men der findes også skoler med undervisning på usbekisk og uigurisk.

Regeringen har siden 2010'erne gennemført reformer med vægt på digitalisering, internationale standarder, flersproget undervisning og forbedring af uddannelseskvaliteten.

Der er dog stadig markante forskelle mellem uddannelsesniveauet i større byer og i landdistrikterne.

Internationale sammenligninger viser samtidig, at kasakhiske elever præsterer omkring OECD-gennemsnittet på enkelte områder, men fortsat står over for udfordringer med hensyn til læringsresultater og sociale forskelle. OECD's PISA-undersøgelse fra 2022 pegede på betydelige forskelle mellem elevgrupper samt et fortsat behov for at forbedre kvaliteten af undervisningen i især matematik, naturvidenskab og læsning.

Universiteter

Den videregående uddannelsessektor er blevet kraftigt udbygget siden uafhængigheden og spiller en central rolle i regeringens ambitioner om økonomisk modernisering, forskning og international integration.

Kasakhstan har en række universiteter og højere læreanstalter, hovedsageligt koncentreret i Almaty og Astana. Ved begyndelsen af studieåret 2024–2025 havde landet 113 højere læreanstalter med i alt omkring 624.500 studerende og cirka 37.600 undervisere.

Særligt siden 2000'erne har myndighederne søgt at styrke universitetssektoren som grundlag for udviklingen af en mere vidensbaseret økonomi. Blandt de vigtigste universiteter er Nazarbayev University, Al-Farabi Kazakh National University og L.N. Gumilyov Eurasian National University, som spiller en central rolle inden for forskning, internationalt samarbejde og uddannelsen af højt kvalificeret arbejdskraft.

Nazarbayev University, der blev grundlagt i 2010 i samarbejde med internationale universiteter, er blevet et centralt element i Kasakhstans reformer af den videregående uddannelsessektor og fungerer som et vigtigt redskab i regeringens bestræbelser på at styrke forskning, innovation og internationalisering.

Kasakhstan har samtidig prioriteret international uddannelsesmobilitet gennem stipendieordningen Bolashak, som siden 1993 har finansieret studier ved udenlandske universiteter med henblik på at opbygge en højtuddannet arbejdsstyrke og styrke overførslen af international viden og ekspertise til landet.

Ved begyndelsen af studieåret 2024–2025 havde omkring en tredjedel af den voksne befolkning en videregående uddannelse, hvilket afspejler den omfattende udbygning af universitetssektoren siden uafhængigheden og regeringens langsigtede satsning på uddannelse og kompetenceudvikling.

Forskning og innovation

Forskning og udvikling

Kasakhstan har siden uafhængigheden søgt at udvikle en mere videnbaseret økonomi gennem investeringer i forskning, teknologisk udvikling og højere uddannelse. Landets forskningssektor er domineret af offentlige forskningsinstitutioner, universiteter og nationale forskningscentre, mens erhvervslivets forskningsindsats fortsat er relativt begrænset.

Trods statslige initiativer til at styrke innovation og teknologisk udvikling er forsknings- og udviklingsindsatsen fortsat begrænset i international sammenhæng. Ifølge UNESCO Institute for Statistics og Verdensbanken udgjorde udgifterne til forskning og udvikling 0,16 % af BNP i 2024.

Forskningspersonalet er ligeledes forholdsvis begrænset. Verdensbankens statistikker angiver omkring 758 forskere pr. million indbyggere målt som fuldtidsækvivalenter (FTE) i 2024, hvilket er væsentligt lavere end i de fleste OECD-lande.

Nazarbayev University har etableret forskningscentre inden for blandt andet kunstig intelligens, biomedicin og energiteknologi og deltager i internationale forskningssamarbejder.

Udviklingen af forskning, innovation og højteknologiske erhverv indgår som et centralt element i regeringens langsigtede strategi for at diversificere økonomien og mindske afhængigheden af olie-, gas- og råstofsektoren.

Kasakhstan investerer i forskning og innovation inden for energi, minedrift, naturvidenskab, landbrug og informationsteknologi.

Regeringen har samtidig arbejdet på at tiltrække udenlandske investeringer og teknologivirksomheder for at diversificere økonomien.

Digitalisering

Kasakhstan har siden 2010'erne iværksat en række større digitaliseringsprojekter inden for offentlig administration, finanssektor og telekommunikation.

Programmet Digital Kazakhstan blev lanceret for at modernisere økonomien og styrke udviklingen af e-forvaltning, fintech, kunstig intelligens og digitale tjenester.

I FN's E-Government Survey 2024 blev Kasakhstan placeret som nummer 24 globalt med en score på 0,9009 og klassificeret blandt landene med et meget højt niveau af digital offentlig forvaltning.

Kasakhstan regnes blandt de mest digitaliserede lande i Centralasien, især når det gælder digitale offentlige tjenester og mobilbetaling.

Rumfart

Kasakhstan indtager en central position i international rumfart gennem Bajkonur-kosmodromen, som er verdens ældste og største operative rumfartsbase.

Kosmodromen blev opført af Sovjetunionen i 1950'erne og dannede blandt andet ramme om opsendelsen af Sputnik 1 og Jurij Gagarin, det første menneske i rummet. Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte Rusland med at leje og anvende anlægget gennem en aftale med Kasakhstan.

Kasakhstan har siden 2000'erne opsendt egne kommunikations- og jordobservationssatellitter som led i udviklingen af en national rumfartssektor. Blandt de vigtigste er kommunikationssatellitterne i KazSat-serien samt jordobservationssatellitterne KazEOSat-1 og KazEOSat-2, som anvendes til overvågning af naturressourcer, landbrug, kortlægning og beredskab ved naturkatastrofer.

Kasakhstan har desuden udviklet et nationalt rumprogram og samarbejder med internationale partnere om satellit-, jordobservations- og kommunikationsteknologi.

Kulturhistoriske hovedtræk

Kasakhstans kultur er præget af en kombination af nomadiske traditioner, tyrkisk og mongolsk arv, islamiske påvirkninger samt russisk og sovjetisk indflydelse.

Landets kulturelle udvikling afspejler dets historiske rolle som bindeled mellem Europa og Asien langs Silkevejen. Efter uafhængigheden i 1991 har myndighederne lagt stor vægt på at styrke kasakhisk sprog, historie og national identitet.

Kulturen er præget af Kasakhstans multietniske sammensætning, hvor kasakhiske, russiske, usbekiske, uiguriske og andre kulturelle traditioner eksisterer side om side.

National identitet

Udviklingen af en moderne kasakhisk national identitet har siden Sovjetunionens opløsning været et vigtigt politisk og kulturelt mål.

Myndighederne har især fremhævet den nomadiske kulturarv, det kasakhiske sprog og nationale historiske symboler som grundlag for opbygningen af en fælles national identitet.

Den kasakhiske digter og tænker Abaj Kunanbajuly indtager en central plads i fortællingen om den nationale identitet. Han regnes desuden som en grundlægger af moderne kasakhisk litteratur og litteratursprog.

Samtidig har staten søgt at bevare stabilitet i det multietniske samfund gennem en officiel politik baseret på interetnisk harmoni og sekularisme.

Denne balance mellem styrkelsen af den kasakhiske nationale identitet og hensynet til landets store russisktalende og øvrige etniske minoriteter har været et gennemgående tema i statsopbygningen siden uafhængigheden. Sprogpolitikken blev et centralt element i denne proces. I 1989 vedtog den kasakhiske sovjetrepublik en sproglov, som styrkede anvendelsen af kasakhisk i undervisning og offentlig administration, samtidig med at russisk fortsat bevarede en vigtig rolle i samfundslivet.

Flytningen af hovedstaden fra Almaty til Astana i 1997 blev samtidig et vigtigt symbol på opbygningen af en ny national stat efter uafhængigheden. Flytningen indgik også i Nazarbajevs bredere vision om Kasakhstan som en eurasisk stat og blev af flere forskere fortolket som et nation-building-projekt, der skulle styrke statens tilstedeværelse i de nordlige regioner med store russiske befolkningsgrupper og understøtte opbygningen af nye politiske eliter omkring den nye hovedstad.

Nomadisk arv

Den nomadiske levevis har gennem århundreder været et grundlæggende element i den kasakhiske kultur og identitet. De store steppeområder gjorde det muligt at opretholde omfattende sæsonvandringer mellem sommer- og vintergræsgange, hvor husdyrhold af heste, får, kameler og kvæg udgjorde det økonomiske fundament for store dele af befolkningen.

Nomadelivet prægede ikke alene økonomien, men også samfundsorganisationen, familielivet og de sociale relationer. Kasakhiske stammer og klaner udviklede komplekse netværk af samarbejde og gensidige forpligtelser, som gjorde det muligt at udnytte steppernes ressourcer og håndtere de udfordringer, som klima og årstidsvariationer medførte.

Jurten var den traditionelle boligform blandt de kasakhiske nomader. Den bestod af en sammenfoldelig træramme beklædt med filt, som kunne transporteres mellem sæsonlejrene og samtidig gav effektiv beskyttelse mod både vinterkulde og sommervarme. Boligformen var udbredt blandt nomadefolk i store dele af Centralasien og var særligt velegnet til de omfattende sæsonvandringer, der prægede den traditionelle nomadiske levevis.

Selv om tvangskollektivisering, industrialisering og urbanisering under Sovjetunionen medførte omfattende forandringer i det traditionelle nomadesamfund, indtager den nomadiske kulturarv fortsat en central plads i Kasakhstans nationale selvforståelse. Især hestekulturen fremhæves som et centralt symbol på landets historiske rødder og nationale identitet, mens andre traditionelle kulturformer fortsat videreføres og formidles gennem kulturarv, festivaler og nationale begivenheder.

Hestekultur

Hesten har gennem århundreder haft en central plads i den kasakhiske kultur og nomadiske levevis. De vidtstrakte stepper gjorde ridning og hestehold til en afgørende forudsætning for transport, handel, jagt og kvægdrift, og hesten blev samtidig et vigtigt symbol på social status, frihed og identitet.

Den traditionelle kasakhiske økonomi var i høj grad baseret på husdyrhold, hvor heste udgjorde en væsentlig del af både fødegrundlaget og den materielle kultur. Hestemælk anvendes fortsat til fremstilling af den traditionelle drik kumys, mens hestekød indgår i flere nationale retter.

Hestens betydning afspejles fortsat i en række traditionelle ridesportsgrene, som udøves ved nationale højtider, festivaler og kulturelle arrangementer og udgør en vigtig del af den levende nomadiske kulturarv.

Falke- og ørnejagt

Falke- og ørnejagt har gennem århundreder været en del af den traditionelle kultur blandt de centralasiatiske nomadefolk, herunder kasakherne. Rovfugle blev anvendt til jagt på mindre pattedyr og fugle, mens særligt kongeørne blev trænet til jagt på ræve og andre byttedyr i steppe- og bjergområderne.

Jagtformen kræver omfattende viden om fuglenes adfærd, træning og pleje og er traditionelt blevet videregivet mellem generationer som en del af den nomadiske kulturarv.

Selv om falke- og ørnejagt i dag kun udøves af et begrænset antal udøvere, betragtes traditionen fortsat som en vigtig del af Kasakhstans kulturarv. Den opretholdes gennem lokale festivaler, jagtkonkurrencer og kulturelle arrangementer, hvor den traditionelle nomadekultur formidles til nye generationer og til besøgende fra ind- og udland.

Traditionelle nomadesportsgrene

Hesteavl og nomadisk livsform har gennem århundreder været centrale elementer i den kasakhiske kultur. En række traditionelle ridesportsgrene med rødder i de nomadiske samfund er fortsat populære og afholdes ved nationale højtider, festivaler og kulturelle arrangementer. Sportene betragtes som en del af den fælles kulturarv i Centralasien og viderefører traditioner, der historisk har været knyttet til ridning og livet på stepperne.

Mange af disciplinerne udspringer af færdigheder, som historisk havde betydning for ridning, jagt og krigsførelse på stepperne. Efter Kasakhstans uafhængighed har traditionelle nomadesportsgrene fået fornyet opmærksomhed som en del af genoplivningen af landets nomadiske kulturarv.

Kokpar (көкпар), også kendt som kökbörü i andre dele af Centralasien, er en traditionel holdsport til hest. Spillet går ud på, at ryttere konkurrerer om at bringe en gedekrop eller et gedeskind til modstanderens målområde. Sporten kræver stor ridefærdighed, styrke, udholdenhed og taktisk samarbejde.

Kokpar har rødder i de nomadiske samfund i Centralasien og betragtes som en del af regionens fælles kulturarv. I dag er sporten en af de mest populære traditionelle sportsgrene i Kasakhstan og afholdes ved nationale højtider, festivaler og andre kulturelle begivenheder.

Kyz kuu (қыз қуу, "jagten på pigen") er en traditionel ridesport med rødder i kasakhiske frieri- og bryllupstraditioner. Konkurrencen består af en mandlig og en kvindelig rytter, som rider efter hinanden over en fastlagt distance. Hvis den mandlige rytter indhenter kvinden på udturen, anses han for at have vundet. På tilbageturen forfølges han derimod af den kvindelige rytter, som forsøger at indhente ham. Sporten kombinerer ridefærdigheder med elementer af leg, kurtisering og social tradition og opføres fortsat ved festivaler og kulturelle begivenheder.

Audaryspak (аударыспақ) er en traditionel brydekonkurrence til hest. To ryttere forsøger at trække eller vælte hinanden af sadlen ved hjælp af styrke, balance og teknik. Disciplinen blev historisk anvendt som træning i kampfærdigheder og som en test af rytternes fysiske styrke og kontrol over hesten. Audaryspak afholdes fortsat ved nationale og regionale sportsfestivaler og er en af de mest prestigefyldte traditionelle ridesportsgrene i Kasakhstan.

Efter Kasakhstans uafhængighed i 1991 har traditionelle nomadesportsgrene fået fornyet opmærksomhed som led i genoplivningen af landets kulturarv. Konkurrencer i kokpar, kyz kuu og audaryspak indgår regelmæssigt i nationale kulturfestivaler og internationale arrangementer som World Nomad Games, hvor de fungerer som symboler på den nomadiske arv og den kasakhiske nationale identitet.

Sociale traditioner og familieliv

Mange kasakhiske traditioner har rødder i nomadisk livsstil og pastoral kultur.

Familie, slægtskab, gensidige forpligtelser og gæstfrihed har traditionelt spillet en central rolle i samfundslivet og præger fortsat mange sociale skikke og ceremonier i det moderne Kasakhstan.

Musik og mundtlig tradition

Dombra og küy-traditionen

Traditionel kasakhisk musik er tæt knyttet til landets nomadiske kultur og omfatter blandt andet instrumentalmusik på dombra og kobyz, episke fortællinger samt den improviserede sangkonkurrence aitys.

I sovjettiden blev traditionelle musikformer i stigende grad institutionaliseret gennem konservatorier, orkestre og statsstøttede kulturinstitutioner, samtidig med at vestlige klassiske musiktraditioner blev introduceret.

I dag spænder musiklivet fra traditionelle folkemusikformer til klassisk musik, popmusik, hiphop og elektronisk musik.

Dombraen er Kasakhstans mest kendte traditionelle musikinstrument og betragtes som et af de vigtigste symboler på den kasakhiske kulturarv. Instrumentet er en langhalset, tostrenget lut, som traditionelt anvendes til både solooptrædener, sangledsagelse og fremførelse af instrumentale kompositioner kendt som küy.

Dombraen har historisk spillet en vigtig rolle i formidlingen af fortællinger, historiske begivenheder og folkelige traditioner i de kasakhiske stepper. Omrejsende musikere og digtere anvendte instrumentet til at videreføre mundtlige traditioner og styrke den kulturelle sammenhængskraft blandt de nomadiske samfund.

Dombraen indtager fortsat en central plads i Kasakhstans kulturliv og nationale identitet. Instrumentet undervises på musikskoler og konservatorier, anvendes ved nationale ceremonier og optræder hyppigt ved kulturelle festivaler og offentlige arrangementer. I 2014 blev den traditionelle kunst at fremføre kasakhisk küy på dombra optaget på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Siden 2018 har Kasakhstan markeret den nationale Dombra-dag den første søndag i juli som en fejring af dombraens betydning for landets kulturarv og nationale identitet.

Aitys

Aitys er en traditionel form for improviseret digter- og sangkonkurrence, hvor to akyns (folkelige digtere og sangere) konkurrerer ved på stedet at fremføre og besvare vers ledsaget af dombra. Deltagerne improviserer over aktuelle emner, historiske begivenheder, sociale forhold eller personlige udfordringer, mens publikum vurderer deres sproglige kreativitet, humor og musikalske færdigheder.

Traditionen har rødder i de nomadiske samfund på de centralasiatiske stepper, hvor mundtlig overlevering spillede en central rolle i formidlingen af historie, kultur og kollektive erfaringer. Gennem århundreder fungerede aitys både som underholdning og som et forum for offentlig debat, hvor samfundsmæssige spørgsmål kunne diskuteres gennem poesi og musik.

Aitys er fortsat en levende del af Kasakhstans kulturliv og opføres ved festivaler, nationale højtider og kulturelle arrangementer. Traditionen har samtidig fået fornyet opmærksomhed som et symbol på den kasakhiske kulturarv efter landets uafhængighed. I 2015 blev aitys optaget på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Litteratur

Kasakhisk fortælletradition omfatter mundtligt overleverede episke fortællinger og poesi.

Blandt de tidlige kasakhiske intellektuelle var Chokan Valikhanov, som gennem sine etnografiske, historiske og folkloristiske studier bidrog til dokumentationen af kasakhisk kultur, mundtlig tradition og folklore i det Russiske Kejserrige.

Abaj Qunanbajuly

En af de mest betydningsfulde skikkelser i kasakhisk kultur er digteren og filosoffen Abaj Qunanbajuly, som spillede en central rolle i udviklingen af moderne kasakhisk litteratur i 1800-tallet. Hans værker bidrog til at forene elementer fra den kasakhiske mundtlige tradition med russisk og europæisk litterær tænkning, og han betragtes i dag som en af grundlæggerne af den moderne kasakhiske nationale identitet.

Abajs digte og prosatekster behandlede emner som uddannelse, moral, social udvikling og kulturel fornyelse. Gennem sit forfatterskab opfordrede han til større åbenhed over for viden og læring og kritiserede samtidig sociale forhold, som efter hans opfattelse hæmmede samfundets udvikling.

Særligt kendt er værket Abajs Bog (Kara Sözder, Ord til eftertanke), der består af en række filosofiske og moralske refleksioner om mennesket, samfundet og kulturens betydning. Værket regnes som et af hovedværkerne i kasakhisk litteratur og læses fortsat bredt i Kasakhstan.

Abaj oversatte desuden værker af blandt andre Aleksandr Pusjkin, Mikhail Lermontov og Johann Wolfgang von Goethe til kasakhisk og bidrog dermed til at introducere europæisk og russisk litteratur for et bredere kasakhisk publikum.

Under sovjettiden blev litteraturen præget af socialistisk realisme og censur, mens perioden efter uafhængigheden har været kendetegnet ved større kulturel og sproglig diversitet.

Film

Darezhan Omirbaev

Blandt de mest internationalt anerkendte instruktører er Darezhan Omirbaev, som regnes blandt de vigtigste skikkelser i moderne kasakhisk auteurfilm. Hans film Kairat modtog Sølvleoparden ved filmfestivalen i Locarno i 1992, mens Killer vandt Un Certain Regard-prisen ved filmfestivalen i Cannes i 1998. Flere af hans senere film har ligeledes været udtaget til Cannes-festivalens officielle program.

Arkitektur

Kasakhstans arkitektur spænder fra traditionelle nomadiske boliger som jurten til islamisk monumentalarkitektur, sovjetiske bygningskomplekser og moderne højhuse. Jurten var den traditionelle boligform blandt de centralasiatiske nomader og bestod af en træramme beklædt med filt, som gav effektiv isolering mod både vinterkulde og sommervarme.

UNESCO-verdensarv

Flere kultur- og naturområder er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, herunder Khoja Ahmed Yasawi-mausoleet og dele af Silkevejen blandt de kulturhistoriske steder samt Saryarka og Vestlige Tian Shan blandt naturområderne, som er anerkendt for deres biodiversitet og landskaber.

Landet deltager desuden i UNESCO-programmer for immateriel kulturarv. Blandt de registrerede traditioner er falkoneri, opførelsen og brugen af jurter, dombra-musik, den traditionelle intonationskunst aitys samt forskellige nomadiske skikke og håndværkstraditioner, som deles med andre centralasiatiske lande.

Køkken

Det kasakhiske køkken er præget af nomadiske traditioner og stor brug af kød- og mejeriprodukter.

Retter baseret på fåre-, okse- og hestekød spiller en central rolle i den traditionelle madkultur. Fermenteret hoppemælk kendt som kumys har rødder i nomadekulturen og er fortsat en vigtig del af den kasakhiske madtradition.

Det moderne kasakhiske køkken er påvirket af russiske, usbekiske, uiguriske og andre centralasiatiske madtraditioner.

Den nationale ret beshbarmak består traditionelt af kogt heste-, fåre- eller oksekød serveret på brede nudler og ledsaget af bouillon. Retten serveres typisk ved større familiebegivenheder, bryllupper og højtider og betragtes som et symbol på gæstfrihed og fællesskab.

Kumys

Kumys (også kendt som qymyz) er en traditionel kasakhisk drik fremstillet af fermenteret hoppemælk. Drikken har været en vigtig del af kosten blandt de nomadiske folk på de centralasiatiske stepper i århundreder og regnes som en central del af den kasakhiske madkultur.

Fremstillingen sker ved en kombineret mælkesyre- og alkoholgæring, hvor mælkesyrebakterier og gær omdanner hoppemælken til en let syrlig og let mousserende drik med et lavt alkoholindhold.

Ud over sin rolle som fødevare har kumys stor kulturel betydning og forbindes tæt med Kasakhstans nomadearv, gæstfrihed og traditionelle livsform på stepperne.

Baursak

Baursak er en traditionel kasakhisk brødspecialitet bestående af små stykker gærdej, som frituresteges til gyldne, luftige brød. Retten er udbredt i Kasakhstan og andre dele af Centralasien og serveres ofte ved familiefester, bryllupper, religiøse højtider og andre sociale sammenkomster.

Baursak forbindes tæt med den traditionelle kasakhiske gæstfrihed og serveres ofte sammen med te som en del af dastarkhan, det traditionelle bord dækket til gæster. Retten forbindes fortsat med fællesskab, festlige begivenheder og den kasakhiske kulturarv.

Presse

Kasakhstan har både statslige og private aviser samt digitale nyhedsplatforme. I sovjettiden var pressen statskontrolleret, men efter uafhængigheden opstod en mere varieret mediesektor med private aviser, uafhængige medier og oppositionelle publikationer.

Blandt de mest kendte aviser er den statslige kasakhisksprogede avis Egemen Qazaqstan og den russisksprogede Kazakhstanskaya Pravda, som begge har rødder tilbage til begyndelsen af 1900-tallet og fortsat hører til landets vigtigste dagblade. Nyhedsbureauet Kazinform fungerer som et af landets centrale nationale nyhedsbureauer og leverer nyheder på flere sprog.

Internetbaserede nyhedsmedier og sociale platforme spiller en stadig større rolle i Kasakhstans medielandskab. Særligt sociale medier og beskedtjenester som Telegram er blevet vigtige kanaler for nyhedsformidling og offentlig debat.

Fjernsyn

Fjernsyn er fortsat en udbredt nyhedskilde i Kasakhstan, men sociale medier anvendes oftere. I en DEMOSCOPE-undersøgelse offentliggjort i 2026 angav 30,2 % fjernsyn og 55,9 % sociale medier som nyhedskilde; deltagerne kunne vælge op til to svar.

De største nationale tv-kanaler omfatter statslige eller statsnære broadcastere som Qazaqstan TV og Khabar Agency. Kanalerne sender nyheder, kultur-, uddannelses- og underholdningsprogrammer og spiller en vigtig rolle i formidlingen af nationale nyheder og officielle informationer til befolkningen.

Russisksprogede tv-kanaler og internetmedier har spillet en væsentlig rolle i Kasakhstans medielandskab. En analyse fra 2022 beskrev, hvordan russiske tv-kanaler fortsat var bredt tilgængelige, og hvordan russisksproget indhold fyldte meget i befolkningens medieforbrug.

Selv om internetbaserede medier og streamingtjenester har vundet frem siden 2010'erne, er fjernsyn fortsat en vigtig informationskilde for mange husholdninger. Medieforbruget varierer dog mellem by og land; i landsbyområder spiller fjernsyn fortsat en mere dominerende rolle, mens sociale medier og online nyhedsmedier står stærkere i de større byer.

Digitale medier og sociale platforme

Internetadgangen er steget markant siden 2000'erne, særligt i byområderne.

Siden 2010'erne er digitale medier blevet stadig mere udbredte, og sociale platforme, videodelingstjenester og andet internetbaseret indhold spiller en voksende rolle i især yngre generationers medieforbrug.

Platforme som Instagram, Telegram, YouTube, TikTok og VKontakte er blandt de mest anvendte sociale medier i Kasakhstan og udgør en vigtig del af befolkningens digitale medieforbrug. De anvendes i vid udstrækning til informationsdeling, nyhedsformidling og offentlig debat.

Telegram-kanaler og internetmedier fik særlig betydning under protesterne i januar 2022, hvor myndighederne flere gange begrænsede internetadgangen og midlertidigt lukkede mobilnetværk og sociale platforme.

Kasakhstan har udviklet systemer til digital overvågning og regulering af onlineindhold.

Pressefrihed

Kasakhstan placerer sig generelt lavt i internationale målinger af pressefrihed. Landet blev i 2025 placeret som nummer 141 ud af 180 lande i pressefrihedsindekset World Press Freedom Index, som udgives af Reporters Without Borders. Internationale organisationer har kritiseret begrænsninger på pressefrihed og mediepluralisme. Større nationale tv-stationer og dele af den trykte presse har traditionelt været tæt knyttet til staten eller regeringsvenlige erhvervsgrupper, mens uafhængige medier ofte har haft begrænset adgang til markedet. Internettet og sociale medier har siden 2010'erne fået stigende betydning som platforme for offentlig debat, men myndighederne har også her indført regulering og overvågning.

Kritikken har blandt andet omfattet censur, restriktiv medielovgivning, chikane af journalister og begrænsninger af oppositionelle medier.

Myndighederne har forsvaret dele af reguleringen med henvisning til behovet for at beskytte journalister, regulere det digitale mediemiljø og styrke statens informationspolitik. Internationale pressefrihedsorganisationer og menneskerettighedsgrupper har imidlertid kritiseret, at sådanne bestemmelser kan anvendes bredt og bruges til at begrænse kritiske medier og oppositionelle stemmer.

Fodbold

Fodbold er en af de mest populære sportsgrene i Kasakhstan og organiseres af Kasakhstans fodboldforbund.

I 2002 forlod Kasakhstan det asiatiske fodboldforbund og blev medlem af UEFA, hvilket gav kasakhiske klubber og landshold mulighed for at deltage i europæiske turneringer.

Den øverste række er Kasakhstan Premier League, hvor klubber som FC Astana og Kairat Almaty har været blandt de mest succesfulde. FC Astana blev i 2010'erne den første kasakhiske klub til at nå gruppespillet i UEFA Champions League.

Landsholdet har endnu ikke kvalificeret sig til en VM- eller EM-slutrunde. I kvalifikationen til EM 2024 opnåede Kasakhstan sit hidtil bedste resultat i en europæisk kvalifikationsturnering og var tæt på at kvalificere sig til slutrunden.

Vintersport og ishockey

Vintersport spiller en betydelig rolle i Kasakhstan og udøves især i de nordlige og østlige regioner samt i bjergområderne omkring Almaty.

Kasakhstan har opnået internationale resultater inden for hurtigløb på skøjter, langrend, freestyle-skiing og alpint skiløb. Ishockey er særligt populært i byer som Astana og Öskemen. Klubben Barys Astana deltager i Kontinental Hockey League (KHL), som hovedsageligt består af klubber fra Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker.

Kasakhstan har desuden været vært for flere internationale vinteridrætsbegivenheder, herunder Vinter-Asienlegene 2011.

Individuelle sportsgrene

Kasakhstan deltog første gang som selvstændig nation ved Vinter-OL 1994 i Lillehammer og ved Sommer-OL 1996 i Atlanta, efter tidligere at have været repræsenteret gennem Sovjetunionen og senere Det Forenede Hold ved Vinter-OL 1992 og Sommer-OL 1992.

Siden da har landet vundet olympiske medaljer i især boksning, vægtløftning, brydning, atletik og cykling. Kasakhstan har også deltaget regelmæssigt i Vinter-OL, særligt inden for hurtigløb på skøjter, langrend og freestyle-skiing.

Cykling er en af Kasakhstans mest profilerede sportsgrene internationalt, især gennem det professionelle hold Astana Qazaqstan Team. Holdet blev etableret i 2007 og har deltaget i store internationale etapeløb som Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España.

Den mest kendte kasakhiske cykelrytter er Aleksandr Vinokurov, som vandt guld i landevejscykling ved Sommer-OL 2012. Staten har siden investeret betydeligt i udviklingen af både landevejs- og banecykling som internationale elitesportsgrene.

Boksning regnes som en af Kasakhstans mest succesfulde sportsgrene og har givet landet en lang række olympiske medaljer og verdensmesterskaber. Kasakhiske boksere har traditionelt haft stor succes både i amatør- og professionel boksning. Blandt de mest kendte er Gennadij Golovkin, Serik Sapiyev, Vassiliy Jirov og Bakhtiyar Artayev. Særligt amatørboksning har været stærkt udviklet siden sovjettiden, og Kasakhstan har vundet adskillige olympiske medaljer i sporten siden landets selvstændighed.