Macarius 2., Metropolit af Moskva. I den russisk-ortodokse kirke bærer Metropolitten en hvid klobuk.
Metropolit (eller metropolitan, af græskmetropolis; moderby, provinshovedstad) er en oldkirkelig betegnelse og en gejstlig rang i kristne kirker med episkopalisme (biskoppelig/episkopal styreform), som indehaves af stiftsbiskoppen eller ærkebiskoppen over en metropol. Oprindeligt blev betegnelsen anvendt om den biskop, som residerede i hovedstaden i en historisk romersk provins, og hvis autoritet i forhold til provinsens øvrige biskopper blev formelt anerkendt ved det Første Koncil i Nikæa i år 325. I kraft af denne position nød biskoppen i provinshovedstaden, metropolitten, visse rettigheder over provinsens andre biskopper, der senere fik betegnelsen suffraganbiskopper.
I dag er titlens præcise betydning afhængig af konfessionelt tilhørsforhold. I den romerskkatolske kirke er det primært et jurisdiktionelt begreb, der nærmest er synonymt med en ærkebiskop. Betegnelsen refererer her til biskoppen over det primære bispesæde (metropolitsædet) i en kirkeprovins; overhovedet for et sådant sæde har rang af ærkebiskop og kaldes derfor kirkeprovinsens metropolitanske ærkebiskop. I den ortodokse kirke fungerer det derimod som en særskilt rang. I visse kirker, såsom den græske kirke, er en metropol imidlertid en rang, der tildeles samtlige bispesæder, hvorfor alle disse biskopper kaldes for metropolitter, mens titlen som ærkebiskop udelukkende er forbeholdt kirkens primas.
Metropolitter og metropolitanske ærkebiskopper præsiderer over synoder for biskopperne i deres kirkeprovins, og både traditionen og den kanoniske ret tildeler dem særlige privilegier. Hele samlingen af de rettigheder og pligter, som den kanoniske ret tilskriver en metropolit i kraft af dennes ledelse af de suffragane stifter i kirkeprovinsen, kaldes samlet for metropoliticum. Selve det kirkelige begreb henviser ligeledes til alt, hvad der i øvrigt relaterer sig til en kirkeprovins' metropol eller det overordnede bispesæde, såsom en metropolitankirke (hovedkirken, hvor metropolitten prædiker), et metropolitankapitel eller en metropolitanofficial.
Institutionen og embedet udviklede sig under kejser Diocletian i analogi til Romerrigets politiske organisering, hvor den residerende biskop i en provinshovedstad fik en stilling analog til provinsstatholderen. Da man begyndte at afholde provinssynoder, blev metropolitten den selvskrevne leder af disse forsamlinger og opnåede en vis magtbeføjelse og rang over provinsens øvrige biskopper. Denne overhøjhed kom især til udtryk i retten til at ordinere provinsens biskopper, hvilket fungerede som et synligt tegn på moralsk rækkevidde og autoritet over for lægfolk. Metropolittens autoritet var desuden særligt stærk i tilfælde, hvor bispesædet samtidig var et af de såkaldte sedes apostolicæ (apostolske sæder), dvs. steder, hvor en af de oprindelige apostle havde virket. Navnet metropolit optræder første gang på det 1. økumeniske koncil i Nikæa i 325, hvor institutionen officielt opnåede sanktion, og det blev fastslået, at man ikke kunne gøre krav på metropolitværdigheden, medmindre man havde adskillige bispedømmer under sig. I Vestkirken fandtes der imidlertid længe kun tre reelle metropolitsæder: Rom, Milano og Karthago, og en egentlig metropolitinddeling voksede først frem omkring år 400 i Gallien.
I middelalderensFrankerrige, især under Karl den Store, spillede metropolitterne en stor rolle, og kongen overgav dem blandt andet den opgave at visitere de underordnede biskopper. De øvrige biskopper var dog ikke begejstrede for denne overordnede magt, og de søgte i stedet tilknytning til Rom, idet pavens overherredømme ikke ville føles lige så indgribende på grund af afstanden. Med støtte i de pseudoisidoriske dekretaler, og med pavens velvillige opbakning, formåede biskopperne gradvist at stække metropolitternes magt. I takt med at selve pavedømmet begyndte at udfolde sig for alvor, tabte selv metropolitterne i de apostolske sæder deres magt. Denne udvikling har fortsat indtil i dag, hvor metropolitternes effektive autoritet over deres provinser i løbet af århundrederne er blevet markant formindsket. I den moderne katolske kirke udøver de således ikke engang den fulde magt, som de blev tildelt ved Tridentinerkoncilet i 1500-tallet, fordi enhver biskop i dag er stærkere og mere direkte bundet til pavestolen i Rom frem for sin egen provins.
Som følge af denne historiske udvikling gled begrebet i Vestkirken efterhånden over i betegnelsen ærkebiskop. I den moderne romerskkatolske kirke defineres en metropolit derfor som en ærkebiskop, der udover sit eget ærkestift har jurisdiktion over og tilsynspligt med de øvrige kirkeprovinser (og deres biskopper) inden for metropolen. Selvom denne jurisdiktion i en vis forstand er ordinær og lovfæstet, er den formidlet og strengt begrænset til de specifikke beføjelser, som fremgår af den kanoniske ret. Det er udelukkende i den ortodokse (og de græsk-katolske) kirker, at den oprindelige betegnelse metropolit er bevaret som en distinkt titel. I Det Byzantinske Rige var det sædvane, at et provinshovedsæde (som f.eks. Trapezunt) ofte også udgjorde et metropolitsæde. I dag rangerer en ortodoks metropolit lavere end patriarken (som er det eneste overhoved for metropolitterne i Østkirken), men han står højere end, og fungerer som overordnet for, den almindelige biskop og ærkebiskop.
