Historie
Bebyggelsens oprindelse går tilbage til romertiden, hvor salt fra Nantwich blev anvendt af de romerske garnisoner i Chester (Deva Victrix) og Stoke-on-Trent som konserveringsmiddel og krydderi. Salt er blevet brugt i produktionen af Cheshire-ost og i garverierhvervet. Begge produkter var knyttet til mejeriproduktionen på Cheshire-sletten omkring byen. Nant kommer fra walisisk og betyder "bæk" eller "vandløb". Wich og wych er betegnelser, der bruges om saltvandskilder og brønde. I 1194 omtales byen som Nametwihc, hvilket kunne tyde på, at stedet tidligere var hjemsted for en førromersk keltisk nemeton, dvs. en hellig lund.
I Domesday Book fra 1086 er Nantwich registreret med otte salthuse. Byen havde et slot og var centrum for et baroni, der tilhørte jarlerne af Chester, samt for et af middelalderens syv hundreder i Cheshire. Nantwich er et af de få steder i Cheshire, der er markeret på Gough-kortet, som stammer fra perioden 1355–1366. Byen blev første gang registreret som et byområde på tidspunktet for den normanniske erobring af England, hvor normannerne brændte den ned til grunden, så kun én bygning stod tilbage.
Nantwich Castle blev opført ved et vadested over River Weaver før 1180, sandsynligvis i nærheden af det sted, hvor Crown Inn nu ligger. Der er ingen synlige rester af slottet over jorden, men det har påvirket byens gadenet og bebyggelsesstruktur. I middelalderen var Nantwich den vigtigste saltby og sandsynligvis det næstvigtigste bysamfund i grevskabet efter Chester. I 1300-tallet havde byen et ugentligt kvægmarked for enden af det, der i dag er Beam Street, og den var desuden kendt for sin garverivirksomhed, som var koncentreret omkring Barker Street.
En brand i december 1583 ødelagde størstedelen af byen øst for Weaver. Elizabeth I bidrog økonomisk til genopbygningen af byen og iværksatte en landsdækkende indsamling til genopbygningsfonden. Dermed modtog byen støtte fra mange velstående middelalderbyer, herunder Bury St Edmunds i Suffolk. Genopbygningen foregik hurtigt og fulgte den ødelagte bys tidligere plan. Beam Street fik sit navn for at afspejle, at tømmer, herunder træ fra Delamere Forest, blev transporteret ad gaden til genopbygningen. En mindeplade for 400-året for branden og genopbygningen af Nantwich blev afsløret af hertugen af Gloucester den 20. september 1984.
Fra tiden omkring den henricianske reformation havde byen vanskeligt ved at finde dygtige protestantiske prædikanter. Et eksempel på problemet var Stephen Jerome, en puritansk prædikant, som i 1625 ikke desto mindre forsøgte at voldtage en af sine tjenestepiger, Margaret Knowsley. Rygtet om hændelsen spredte sig i byen og førte til sidst til, at Knowsley blev fængslet og offentligt ydmyget i 1627. Nogle år senere rejste Jerome til Irland for at fortsætte sin karriere som prædikant.
Under den engelske borgerkrig erklærede Nantwich sig på parlamentets side og blev flere gange belejret af royalistiske styrker. Den sidste belejring, som varede seks uger, blev ophævet efter en parlamentarisk sejr i slaget ved Nantwich den 26. januar 1644. Siden 1973 er slaget blevet genopført hvert år på årsdagen under navnet "Holly Holy Day" af Sealed Knot, en velgørende organisation, der arbejder med historisk formidling. Navnet stammer fra de kristtjørnkviste, som byens indbyggere bar på deres huer eller tøj til minde om slaget i årene efter begivenheden.
Saltindustrien nåede sit højdepunkt i midten af 1500-tallet med omkring 400 salthuse i 1530, men var næsten forsvundet ved slutningen af 1700-tallet. Det sidste salthus lukkede i midten af 1800-tallet. Nikolaus Pevsner mente, at saltindustriens tilbagegang havde afgørende betydning for bevarelsen af byens historiske bygninger. Det sidste garveri lukkede i 1974. Byens beliggenhed ved vejen mellem London og Chester betød, at Nantwich allerede i middelalderen begyndte at betjene rejsende. Denne handel gik tilbage i 1800-tallet, da Telfords vej fra London til Holyhead åbnede og tilbød en hurtigere rute til Wales. Senere blev byen også forbigået af Grand Junction Railway, hvilket yderligere reducerede dens betydning som trafikknudepunkt.
Storbritannien
