Sandbox

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Skærmbillede af en spiller, der lægger skinner til minevogne i et sandbox-spil.

Et sandbox-spil (også sandkassespil) er en genre inden for computerspil, hvor spilleren har stor frihed til selv at vælge, hvad vedkommende vil foretage sig i spillet, og hvor spillet kun i begrænset omfang har sat fastlagte mål eller forudbestemte forløb op for spilleren. Navnet stammer fra sandkassens natur, hvori børn kan lege, bygge og ødelægge uden faste regler.

Kendetegn

Sandbox-spil har typisk nogle eller alle af følgende træk:

Mange sandbox-spil har også en form for fremgang via opgaver, bosser eller en historie; men spilleren kan som regel vælge dem til eller fra.

Historie

Elementer af sandbox-spil kan spores tilbage til 1980'erne. Elite (1984) lod spilleren frit rejse, handle og kæmpe i rummet uden et fast mål. I 1989 udkom SimCity, hvor spilleren bygger og styrer en by uden en egentlig sejrsbetingelse. Det blev inspiration for de senere simulationsspil fra Maxis, bl.a. The Sims (2000).

I 2001 udkom Grand Theft Auto III, som kombinerede en 3D-storby med frihed til at vælge mellem forskellige missioner eller bare at udforske. Spillet blev stilskabende for en række efterfølgere og efterlignere.

Genren fik et gennembrud med Minecraft, som begyndte udvikling i 2009, og udkom i fuld version i 2011. Her kan spilleren bygge og grave i en løbende genereret verden opbygget af blokke. Minecraft er et af de bedst sælgende computerspil nogensinde og har inspireret mange lignende spil, bl.a. Terraria (2011).

Nogle sandbox-spil giver mulighed for social interaktion og deling af indhold lavet af spillerne selv, som det ses i fx Second Life (2003). I sandbox-spil som Garry's Mod (2006) kan spillerne bruge spillets systemer til at lave nye miljøer og spiltilstande (engelsk: game modes). Fortnite (2017) indeholder spiltilstande, hvor spillere kan konkurrere mod hinanden eller interagere socialt.

Forskel fra open world

Sandbox-spil kan forvekles med open world-spil. Begreberne overlapper, men er ikke det samme. En open world (åben verden) beskriver, at spilverdenen kan udforskes frit uden at være delt op i adskilte baner. Sandbox beskriver, hvor meget frihed spilleren har til selv at vælge eller påvirke egne mål. Et spil kan altså være det ene uden at være det andet; fx kan et open world-spil have en fastlagt historie, mens et sandbox-spil kan foregå i et lille, afgrænset område.

Se også

Noter

  1. ↑ Se også undergenren Grand Theft Auto-klon.

Referencer

  1. 1 2 "computerspil". Lex. 2025-12-17. Hentet 2026-10-13.
  2. ↑ Skole, AfDR (2020-08-04). "10 populære spil". DR. Hentet 2026-10-13.
  3. ↑ Skole, AfDR (2020-06-08). "Markante spil i 1980'erne". DR. Hentet 2026-10-13.
  4. ↑ Skole, AfDR (2020-06-08). "Markante spil i 2000'erne". DR. Hentet 2026-10-13.