Sekularisme i Danmark

Forsamlingsfrihed

Forsamlingsfriheden i Grundlovens §79 er en central del af den danske tilgang, hvor staten forholder sig neutralt til fredelige forsamlinger i det offentlige rum. I praksis betyder det, at myndighederne generelt tillader og beskytter borgernes ret til at afholde synlige religiøse begivenheder samt at afholde religionskritiske demonstrationer.

Omdeling af religiøse skrifter

Mens borgere i Danmark kan afmelde sig uønskede reklamer og gratis ugeaviser via ordningen Reklamer - nej tak, gælder markedsføringslovens regler for disse ordninger ikke materiale fra Folkekirken og andre godkendte trossamfund, herunder eksempelvis lokale kirkeblade og religiøse foldere. Religioner som bl.a. Scientology er dog ikke anerkendte trossamfund i Danmark, og falder dermed ikke inden for undtagelsen.

Religiøs forkyndelse fra dør til dør

Fysisk forkyndelse af religion på private adresser udføres bl.a. af religioner som Jehovas Vidner og mormoner. I Danmark er uanmodet dørsalg reguleret af Forbrugeraftaleloven, også kendt som dørsalgsloven. Generelt er forkyndelse af religion ikke omfattet af denne lovgivning, da der generelt vil være tale om en ikke-kommerciel aktivitet, og at der selv ved salg af bøger netop er en undtagelse for salg af bøger og aviser ved uanmodet dørsalg.

Medlemskab af Folkekirken

Pr. 1. januar 2026 var 4.217.476 personer medlemmer af Folkekirken og betalte kirkeskat, svarende til 70% af befolkningen. Andelen af medlemmer er faldende svarene til omkring fem procentpoint pr. årti. I 1990 var 89,3% medlemmer, i 2000 var tallet 85,1%, i 2010 80,9% og i 2020 74,3% Ifølge Folkekirken er en af de primære årsager til, at medlemsprocenten falder en smule hvert år, at indvandrere og efterkommere ikke bliver medlemmer af folkekirken, der kræver, at man er døbt. Blandt personer med dansk baggrund var andelen af medlemmer i 2010 88,5% og 85% i 2020.

Finansiering af Folkekirken og præstelønninger

Medlemmer af den danske folkekirke, der er skattepligtige i Danmark, betaler et medlemsbidrag kaldet kirkeskat. I gennemsnit betalte medlemmerne 0,87% (2025) af deres skattepligtige indkomst i kirkeskat. I praksis varierer skatteprocenten fra kommune til kommune, og således var kirkeskatteprocenten i Gentofte 0,39% i 2025, mens den i Lolland var 1,20%. I 2024 var gennemsnitsindkomsten pr. person før skat 414.900 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt bidrag på ca. 3.600 kr. om året.

Staten yder udover kirkeskatten årligt et tilskud på ca. 850 millioner kr. (2024-tal) via Finansloven. Heraf går størstedelen til lønninger til præster og provster. En række af folkekirkens bygninger og arealer er fritaget for skat. Således betaler alle skattepligtige borgere indirekte til Folkekirken, selvom Grundlovens §68 lyder:

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

Kirkeklokker og bønnekald

Den første danske kirkeklokke kan dateres til omkring år 900. Klokkeringningen reguleres af Kirkeministeriet baseret på historiske retskilder som Danske Lov fra 1683 og Kirkeritualet fra 1685, samt af lokal sædvane. Dette inkluderer morgen- og aftenringning, typisk med en varighed af højst tre minutter, tre ringninger ved faste gudstjenester samt den mere langvarige kimning ved store højtider som jul og påske, hvor ringningen kan vare op til en time.

Der er ingen lovgivning, der eksempelvis forbyder muslimske bønnekald, og disse er i stedet underlagt lokale miljø- og støjregler samt politivedtægter, der begrænser høje lyde og larm fra det offentlige rum. Det har været debatteret politisk at vedtage love imod elektrisk forstærkede bønnekald.

Bygningshøjder i lokalplaner

Den kristne kulturarv spiller ind i byplanlægningen og kommunale lokalplaner. Det er udbredt praksis, at kommunale lokalplaner begrænser den maksimale byggehøjde for nybyggeri for at sikre byprofilen, hvor der bevist laves regler for at sikre, at nye bygninger ikke må skæmme byens kirketårne, som traditionelt tillades af være de højeste bygningsværker gennem den såkaldte kirkebeskyttelseslinje der er fastsat i Naturbeskyttelsesloven:

§ 19. Der må ikke opføres bebyggelse med en højde over 8,5 m inden for en afstand af 300 m fra en kirke, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.

Andre religiøse bygninger er ikke omfattet af denne beskyttelse, der må anses som kulturhistorisk. Mens borgere og virksomheder har en normal høringsret ift. lokalplaner, kan kirkens stift (gennem den såkaldte Stiftsøvrighed) nedlægge veto mod lokalplanen, hvis en kongelig bygningsinspektør har skønnet, at det kan forstyrre udsigten til eller fra kirken. I perioden 2017-2022 nedlagde biskopper veto 11 gange mod lokalplaner og kommunale projekter.

Forbud mod religiøse symboler

I lande som Frankrig er det forbudt at bære symboler eller påklædning, der giver udtryk for et religiøst tilhørsforhold. Det gælder bl.a. islamiske slør (fx niqab eller burka), men også jødiske kippa eller kristne kors. I Danmark er der ikke et generelt forbud mod religiøse symboler, men i 2018 trådte det såkaldte tildækningsforbud i kraft, også kendt som burkaforbuddet, gennem Straffelovens §134c:

§ 134 c. Den, som på offentligt sted bærer en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, straffes med bøde. Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte forbud gælder ikke for tildækning af ansigtet, der tjener et anerkendelsesværdigt formål.

Loven kriminaliserer det at bære beklædningsgenstande i det offentlige rum, der skjuler vedkommendes ansigt, såfremt formålet ikke er et "anerkendelsesværdigt formål" (som fx vintertøj eller sikkerhedsudstyr). Både Justitsministeriet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har vurderet, at den slags forbud tjener den offentlige orden. Loven har fået kritik for at være målrettet symbolpoltik, da kun mellem 150 og 200 kvinder i Danmark går med niqab og meget få med niqab (i 2010 gik tre kvinder i Danmark med niqab). Et år efter loven trådte i kraft havde politiet udstedt 23 bøder.

Forbud mod afbrænding af religiøse skrifter (koranloven)

I 2023 gjorde Folketinget med et lovindgreb, ofte omtalt som koranloven, det strafbart at brænde eller på anden måde behandle religiøse skrifter som Bibelen, Koranen eller Torahen utilbørligt. En eksisterende paragraf, §110e, der forbød forhånelse af fremmede nationer, stater og flag blev udvidet til formålet:

§ 110 e. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der offentlig forhåner en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag. Stk. 2. På samme måde straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift.

Forbud mod omskæring (kønslemlæstelse) af piger

Flere religioner og kulturer foretager religiøse omskæringer af børn, bl.a. omskærer man i jødedommen nyfødte drengebørn med ritualet brit milah, mens man i islam udfører det inden puberteten som en tradition for renlighed, tahara. Sundheddsstyrelsen anslog omkring 2014, at der blev foretaget 1.000-2.000 omskæringer af primært jødiske og muslimske drenge i Danmark. Omskæring af drenge uden medicinsk nødvendighed er ikke ulovligt i Danmark. I 2020 udtalte Statsminister Mette Frederiksen, at hun ikke selv er tilhænger af drengeomskæring, men at det ville være imod løftet efter 2. Verdenskrig om, at Danmark ville være et land for danske jøder.

Omskæring af piger er globalt set mindre udbredt, og har siden 2003 været eksplicit forbudt i Danmark ved Straffelovens §245a:

§ 245 a. Den, der ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år.