Historie
Generelt
Fra 1848 var kredsen en blandet land- og bykreds. I begyndelsen var bønderne den største vælgergruppe. Frem til 1920 bevarede landmændene deres position som tungen på vægtskålen. De konservative bypartier og senere Socialdemokaterne lærte hurtigt, at hvis de skulle have en chance i kredsen, så skulle de opstille en landmand. De var sikre på at få stemmer i Skive by, mens der skulle kæmpes om landboernes stemmer. Netop kampen om landboernes stemmer gjorde, at valgkredsen i perioder blev betegnet som en udpræget kampkreds mærkværdig som få.
Efter deres nederlag ved valgene i 1848-1850 opstillede de konservative partier helst lokale gårdejere, eventuelt lokale proprietærer eller godsejere. De kunne også opstille konservative gårdejere eller godsejere udefra. I 1906 og 1909 opstillede Højre en landsbylærer, der boede nogenlunde midt i kredsen.
Fra 1898 og frem til 1918 opstillede Socialdemokraterne journalister eller husmænd, mens Venstre og de radikale fra 1848 til 1920 kun fik valgt lokale gårdejere eller husmænd.
I forhold til andre dele af Jylland, så har Skive-egnen ry for at være en radikal højborg. Traditionelt har de radikale stået stærk i Skivekredsen, i den tidligere Vinderup Kreds og i den vestlige del af Viborgkredsen. De bedste radikale valg fandt sted i de 117 år mellem 1902 og 2019
I 1800-tallet repræsenterede Bertel Nørgaard og Christian Jensen udprægede demokratiske synspunkter. I begyndelsen af 1900-tallet arbejdede Carl Hansen og Hans Nielsen for demokratiske reformer. I 1900-tallet er der ofte blevet valgt radikale i de tre kredse omkring Skive. Indtil 2025 var den lokale avis Skive Folkeblad Jyllands eneste tilbageværende radikale dagblad.
Stændertiden
Skivekredsen, der var det 18. valgdistrikt i Jylland, blev oprettet i 1834 i forbindelse med valget til Den nørrejyske Stænderforsamling, der skulle mødes i Viborg.
Valgret havde selvejerbønder, der ejede mindst 4 tønder hartkorn og fæstebønder, der drev mindst 5 tønder hartkorn. Til valgbarhed krævedes der dobbelt på meget jord.
Kredsen havde 2 afstemningssteder:
Ved det første valg blev gårdejer og møller Søren Revsgaard fra Vium Mølle i Hjerk Sogn valgt som valgdistriktets repræsentant. Ved de efterfølgende valg blev selvejerbonde Peder Lydersen fra Hvidbjerg Sogn valgt som egnens stænderdeputerede.
Nabokredsene
17. og 18. valgdistrikt var geografisk flettet ind i hinanden. 18. distrikt havde 2 afstemningssteder, mens 17. distrikt havde 3 afstemningssteder, nemlig:
Valgte i 17. valgdistrikt
Købstæderne
Borgerne i Skive hørte til det 8. købstadsdistrikt, som foruden Skive også omfattede Thisted, Nykøbing Mors og Nibe købstæder. (Dengang var Løgstør ikke en købstad).
Mandatet tilfaldt skiftevis Thisted og Nykøbing. Trods ihærdige anstrengelser lykkedes det ikke for Skive at få mandatet. I 1841 blev tobaksfabrikant Thomas Funder valgt som deputeret for Jyllands 2. købstadsdistrikt (Aarhus og Skanderborg). Han blev genvalgt for perioden 1844 - 1848. I 1840 købte Funder hovedgården Astrup i Salling.
Gejstligheden
Repræsentanterne for præster, provster og biskopper blev udnævnt af Kongen (i praksis af regeringen).
Den nørrejyske præstestand havde to medlemmer i stænderforsamlingen. Den ene var en biskop, mens den anden var en stiftsprovst, en amtsprovst eller en seminarieforstander.
Biskopper
Kredsens knapt 40 sogne i Salling hører til Viborg Stift.
Indtil 1922 hørte Ginding og Hjerm til Ribe Stift. Dvs., at kredsens sogne mellem Skive og Struer: (Estvad-Rønbjerg, Ejsing, Sahl, Hjerm, Gimsing og Vejrum) hørte under biskoppen over Ribe Stift.
I 1836-1840 var det biskoppen i Viborg, der var medlem af stænderforsamlingen. I 1842-1848 var der biskoppen i Ribe, der var stænderdeputeret.
Nicolaj Esmark Øllgaard (1775–1863), der var biskop over Viborg Stift i 1830–1854, deltog i stænderforsamlingens møder i 1836, 1838 og 1840. I 1832 havde Nicolaj Øllgaard været én af de syv jyske oplyste mænd, der – sammen med 28 oplyste mænd fra Øerne – udarbejdede den endelige anordning om stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg.
Tage Müller (1780–1849), der var biskop over Ribe Stift i 1833–1849, deltog i stænderforsamlingens møder i 1842, 1844, 1846 og 1848. Tage Müller blev kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling.
Præster og provster
Amtsprovst Henrik Christopher Schmidt (1774–1848), der deltog i stænderforsamlingens møder i 1836, var præst i Vær–Nebel fra 1800, amtsprovst i Skanderborg Amt fra 1812 (oprindeligt kun provst i Voer, Nim og Hads herreder), pensioneret i 1842.
Stiftsprovst Peter Tetens Hald (1802–1864), deltog i stænderforsamlingens møder i 1838 og 1840. Her optrådte han som liberal, og derfor blev han aldrig biskop.
P.T. Hald var søn af Søren Hald (1765-1809), præst i Oddense-Otting. I 1833 blev P.T. Hald kapellan ved Budolfi Kirke i Aalborg. Fra 1837 var han sognepræst ved domkirken og stiftsprovst for Aalborg Stift.
Stiftsprovst Laurids Schjødte (1792–1843), deltog i stænderforsamlingens møder i 1842. Han blev sognepræst for Viborg Domkirke samt for Asmild og Tapdrup Kirker i 1827. Året efter blev han tillige stiftsprovst over Viborg Stift. Da sognene i Salling hører til Viborg Stift, var Laurids Schjødte også stiftsprovst over Salling.
Amtsprovst Jens Møller, deltog i stænderforsamlingens møder i 1844 og 1846. Møller blev 1813 kapellan hos amtsprovsten for Hindborg m.fl., amtprovst A.P. Bregendahl var også præst i Skive-Resen, Møller blev i 1821 sognepræst for Grinderslev og Grønning i Viborg Stift, hvortil 1824 Tise Sogn lagdes, i 1834 blev han tillige provst for Salling og Fjends Herreder. Han var medlem af Viborg amtsråd i 1842–1854.
Præst og seminarieforstander Frederik Nielsen deltog i den sidste nørrejyske stænderforsamling i 1848. Nielsen valgtes som landstingsmand for Maribo Amt i 1859, og han mødte i de 3 følgende rigsdagssamlinger. Nielsen var sognepræst i Jebjerg-Lyby 1836–1843. I 1843–1856 var han forstander for Lyngby Seminarium i Djursland og tillige sognepræst for Lyngby-Albøge.
Vagtskifte i marts 1848
De to præster (biskop Tage Müller og forstander Frederik Nielsen) var de eneste med lokal tilknytning, der politisk overlevede marts 1848. T. Müller blev kongevalgt medlem af den grundlovgivede rigsforsamling efteråret 1848, og F. Nielsen blev senere valgt til landstinget for Maribo amt.
De stænderdeputerede bønder (P. Lydersen og S. Revsgaard) søgte ikke valg efter 1848, selv om især Peder Lydersen fortsat spillede en rolle i kulisserne.
Den grundlovgivende Forsamling
Ved valget til Den grundlovgivende Forsamling i 1848 blev valgretten kraftigt udvidet, og det blev bestemt, at de fire stænder (godsejere, præster, købstadsborgere og bønder) skulle stemme sammen.
Nu var det ikke standen, men kun bopælen, der bestemte, hvem man skulle stemme sammen med. Dette betød, at borgerne fra Skive By samt egnens godsejere og præster for første gang kom i valgkreds med Sallings bønder.
Sognene ved Vinderup og Struer blev afgivet til Holstebrokredsen, og de fleste landssogne i Hindborg Herred blev afgivet til Viborgkredsen. Til gengæld blev Skive by nu en del af kredsen.
Ved valget opstillede fremstående borgere fra Skive rektor Olsen fra Viborg, som de regnede med at få valgt. Der var to outsidere. Den ene var stiftsamtmanden over Viborg amt. Den anden var gårdejer Bertel Nørgaard fra Krejbjerg.
Ved valget brugte bønderne overraskende deres flertal og valgte Bertel Nørgaard. I 1849-1850 vakte genvalget af en bonde voldsom vrede i Skive by.
1849-1894
Fra 1849 til 1970 var Skivekredsen Viborg Amts første Kreds. Fra 1850 til 1920 skulle de andre folketingsmedlemmer derfor tiltale kredsens repræsentant som Det ærede Medlem fra Viborg Amts første Kreds
Ved vedtagelsen af valgloven i 1849 fik Bertel Nørgaard ført Hindborg Herred tilbage til Skivekredsen. Indtil 1894 består kredsen af de fire herreder i Salling samt Skive by.
Fra 1850 var Bertel Nørgaard egnens ledende politiker. Han var bondeven og højskolemand, men stod i modsætning til grundtvigianerne. Nationalliberale politikere som Johan Grundtvig betragtede Sylvester Jørgensen fra Ringkøbingkredsen og Bertel Nørgaard fra Krejbjerg som de to mest yderligtgående bondevenner.
Bertel Nørgaard oprettede Krejbjerg højere Bondeskole, der senere blev til Oddense Landbrugsskole. Nørgaard fik en bevilling til sin højskole sat på finansloven, og grundlagde dermed den tradition, at Folketinget lovgiver om folkehøjskoler og landbrugsskoler.
Efter 1864 vandt Mellempartiet indpas i kredsen. Kredsens to ledende politikere (Christian Jensen og Søren Lybye) tilsluttede sig begge dette parti, og de var begge gårdejere. Kredsens tredje politiker (Brinck-Seidelin) tilsluttede oprindeligt også Mellempartiet, men blev senere højremand.
Efter 1870 tilsluttede Chr. Jensen sig Det forenede Venstre, mens Søren Lybye bevægede sig i retning af Højre. Søren Lybye fik næsten alle stemmer fra Skive by samt et mindretal af bøndernes stemmer. Flertallet af bønderne stemte på Chr. Jensen.
Højre svandt efterhånden ind. Omkring 1882 blev kredsen regnet for en sikker kreds for den radikale fløj af Venstre. Efter Chr. Jensens død i 1883 fik den moderate leder Holstein-Ledreborg opstillet gårdejer, senere kreditforeningsdirektør, Jens Peter Dalsgaard fra Harre.
J.P. Dalsgaard var ganske vist radikal, men Holstein-Ledreborg vurderede, at Dalsgaard kunne bevæges i moderat retning. Sådan kom det også til at gå. Frem til 1890 stod J.P. Dalsgaard i den radikalt prægede bergske gruppe af Venstre. Derefter tilhørte han den moderate del af Venstre.
J.P. Dalsgaard var kredsens folketingsmand 1883-1902. Derefter var han landstingsmand fra 1902 til sin død i 1923.
1895-1920
I 1895 blev der oprettet 12 nye valgkredse. Skivekredsen måtte afgive Rødding, Lihme, Lem-Vejby og Håsum-Ramsing kommuner i Rødding Herred til den nyoprettede Vinderupkredsen i Ringkøbing Amt.
Da J.P. Dalsgaard blev valgt til Landstinget i 1902, skulle efterfølgeren vælges ved et suppleringsvalg. Valgkampen blev bitter. Den moderate fløj af Venstre opstillede gårdejer A. K. Slot, der tidligere havde været folketingsmand for Kjellerupkredsen. Den radikale fløj opstillede husmand, Carl Hansen. Den sidstnævnte vandt valget med få stemmers flertal. I Folketinget tilsluttede Carl Hansen sig Venstrereformpartiet.
Den bitterhed mellem moderate og radikale, som valget i 1902 havde skabt, prægede Skivekredsen i flere generationer.
Efter Albertis fald i 1908 splittedes Reformpartiet i flere stridende fraktioner. Samtidigt måtte resterne af partiet acceptere den moderate Niels Neergaard som konseilspræsident i en koalitionsregering mellem Reformpartiet og De Moderate.
I begyndelsen af 1909 rettede landstingsmand J.P. Dalsgaard på vegne af De Moderate et angreb på Carl Hansen. For at undgå en krise mellem regeringspartierne meldte Hansen sig ud af Reformpartiet. Senere på året forlod han Folketinget for at koncentrere sig om opgaven som redaktør af Skive Folkeblad.
Alberti-skandalen udløste en hidtil ukendt lede ved landspolitik og uvilje med de politiske partier. Ved valgene i 1909, 1910 og 1913 blev der derfor valgt nogle løsgængere (partiløse) i Viborg Amt. Fra 1909 til 1920 var Skivekredsen repræsenteret af Salling Landboforenings tidligere formand, gårdejer Hans Nielsen. Han var valgt på Skive Programmet, der var udarbejdet af den lokale uafhængige Venstreforeningen af 1908.
I Folketinget valgte løsgængerne fra Viborg Amt at gå i valgforbund med Det radikale Venstre. Hans Nielsen havde egentligt ønsket at blive medlem af Reformpartiets folketingsgruppe, men da partiets leder I.C. Christensen ikke kunne acceptere det antimilitaristiske "Skive Program", var denne mulighed udelukket.
Valgalliancer
Før 1918 havde man valg i enkeltmandskredse, og der var ingen tillægsmandater. Derfor var alle stemmer på de tabende kandidater spildte. For at undgå stemmespild aftalte partierne ofte landsdækkende valgalliancer. Dette betød, at de delte kredsene imellem sig.
I 1898 og 1901 var der en landsdækkende alliance mellem Venstrereformpartiet og Socialdemokratiet. Aftalen betød, at Socialdemokraterne stillede op i Skive, mens Reformpartiet stillede op i nabokredsene. I 1903 var der ingen alliance mellem reformfolk og socialdemokrater. Dette betød, at Højre (især i København) gik frem på bekostning af Reformpartiet.
Ved valgene i 1906-1918 var Socialdemokraterne i landsalliance med De Radikale. Lokalt betød aftalen, at Socialdemokraterne stadig skulle stille op i Skive. Alliancen betød, at det radikale landsforbund støttede folketingsmand Hans Nielsens socialdemokratiske modkandidater, samtidig med, at Hans Nielsen var medlem af den radikale valggruppe i Folketinget.
Fra 1892 og frem var en uformel landsalliance mellem Højre og De Moderate. Det var i kraft af denne alliance, at Alberti væltede Hørup i Køge i 1892. Lokalt blev denne alliance fulgt, dog kunne man ikke enes om en fælles kandidat i 1906. Ved valgene i 1909, 1910 og 1913 var alliancen genoprettet. Alliancen var særlig intens ved valget i 1910.
1920-1970
I 1920 blev Skivekredsen en del af den nye store valgkreds: Viborg Amtskreds. Den lokale kreds fortsatte dog som en opstillingskreds. Hans Nielsen ønskede ikke at opstille i den nye amtskreds, og Venstreforeningen opstillede Radikal Ungdoms tidligere formand Bertel Dahlgaard som kandidat. Senere indmeldte "Venstreforeningen af 1908" sig i "Det radikale Venstre".
Bertel Dahlgaard var folketingsmand for Skivekredsen i 40 år (1920-1960). Desuden var han minister to gange (1929-1940 og 1957-1961).
Indførelsen af tillægsmandater i 1918 gav opstillingskredsene mulighed for at få valgt flere folketingsmedlemmer samtidigt. I Skivekredsen blev Socialdemokratiet det største parti i 1939. Fra 1930'erne og til og med valget i 1984 var kredsen repræsenteret både af en socialdemokrat og en radikal. Fra 1973 har andre partier også fået valgt repræsentanter i kredsen.
1971-2006
I 1971 blev Thistedkredsen fra den tidligere Thisted Amtskreds til Viborg Amts 1. opstillingskreds, mens Morsøkredsen også fra det tidligere Thisted Amt blev til Viborg Amts 2. opstillingskreds. Skivekredsen var amtets 3. opstillingskreds i 1971-2006.
Efter Kommunalreformen i 1970 blev Vinderupkredsen delt mellem Holstebrokredsen og Skivekredsen. Rødding, Lihme, Lem-Vejby og Håsum-Ramsing sogne blev en del af Spøttrup Kommune og kom dermed "hjem til Skivekredsen" efter 75 år under Vinderupkredsen. Desuden måtte denne kreds afgive den tidligere Estvad-Rønbjerg kommune til den nye Skive Kommune.
Viborgkredsen blev rykket mod øst og måtte afgive det meste af Fjends Herred til Skivekredsen. Nordfjends blev en del af Skive Kommune, mens Midt- og Vestfjends dannede den nye Fjends Kommune, der også blev en del af Skivekredsen.
Socialdemokraterne bevarede deres mandat indtil Pernille Blach Hansen trådte ud af Folketinget den 1. marts 2007. De radikale fik ingen valgte i 1987-2001, men genvandt mandatet i 2005.
Mellem 1902 og 2005 har (den moderate fløj af) Venstre haft to folketingsmænd valgte i kredsen. Det var den senere borgmester i Spøttrup Kommune, proprietær Aksel Pedersen, der sad i Folketinget 1973-1978. Pedersen var opstillet i Skive i 1971 og i Morsøkredsen fra 1973. Den anden var tidligere fiskeskipper Svend Heiselberg, der var folketingsmedlem for Venstre 1979-2005. Heiselberg bor i Thistedkredsen, men var opstillet i Skivekredsen.
Andre partier har været repræsenteret i kortere perioder. Det var Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne.
Repræsentanterne for Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti har været opstillet i andre kredse i Viborg Amt. Der eksempler på, at kandidater (opstillet i Skivekredsen) fra disse partier har været indkaldte som stedfortrædere i Folketinget.
I juli 2007 var Skivekredsens folketingsmedlemmer:
(Indtil marts 2007 var Pernille Blach Hansen (A) valgt på et kredsmandat.)
Fra 2007
Den 1. januar 2007 blev den hidtidige Fjends kommune en del Viborg Kommune, og området blev samtidigt overført fra Skivekredsen til Viborg Vestkredsen.
Skivekredsen består herefter af Nordfjends og Estvad-Rønbjerg samt af de områder (Salling med Skive by), der hørte til kredsen i 1849-1894.
Skivekredsen hører fra 2007 under Vestjyllands Storkreds. Struerkredsen er storkredsens Første opstillingskreds, mens Skivekredsen er Anden opstillingskreds.
