En statshemmelighed er en oplysning eller viden, som en stat af sikkerhedsmæssige grunde holder hemmelig.
I dansk lov bruges begrebet ikke direkte. Det tætteste, man kommer på, er straffelovens § 109, som gør det strafbart at videregive oplysninger om statens hemmelige forhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, der vedrører statens sikkerhed eller rettigheder over for fremmede stater, eller som angår væsentlige samfundsøkonomiske interesser i udlandet. Overtrædelse kan straffes med op til 12 års fængsel.
Bestemmelsen har dog et ret snævert anvendelsesområde. Den gælder kun videregivelse til personer, som ikke i forvejen kender oplysningerne.
Beslægtet, men bredere, er straffelovens § 152 om brud på tavshedspligt. Den gælder for offentligt ansatte, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, de har fået kendskab til i tjenesten. Her defineres en oplysning som fortrolig, når den ved lov er betegnet som sådan, eller når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige offentlige eller private interesser.
Et kendt eksempel er FE-sagen mod Claus Hjort Frederiksen, hvor Højesteret fastslog, at sagen skulle behandles med nævninge, fordi tiltalen angik at røbe statshemmeligheder. Det fremgår af retsplejeloven, at nævninge bør medvirke ved disse sager. Tiltalen blev dog senere opgivet.