
Et sukkerskrin er et ældre skrin af træ eller nogle gange metal, beregnet til opdeling og opbevaring af en sukkertop.
De fleste sukkerskrin er opdelt i to dele: en større øvre del med et oplukkeligt låg og en perforeret bund, hvorpå en særlig kniv med et modhold er fastgjort. Den nederste del indeholder ofte en skuffe, som kan trækkes ud fra den ene side. Denne udformning hænger sammen med anvendelsen. Sukkertoppen blev opbevaret og hugget til sukkerstykker i den øvre del. Det strøsukker, som opstod ved opskæringen, blev børstet ned gennem hullerne i bunden til den nederste del, hvor det blev opsamlet i skuffen. På den måde fik man både sukkerstykker og strøsukker med minimalt spild. Sukkerskrinene gik ud af brug, da sukkerstykker og strøsukker begyndte at blive fremstillet industrielt.