Tiselholt

Tislot og gårdens ældste historie

Navnet Tiselholt er sammensat af plantebetegnelsen tidsel og ordet holt, som betyder en mindre skov. Formen Tizelholth er kendt fra 1473. Stedet omtales som landsby, før der foreligger sikre oplysninger om en hovedgård. Tiselholt optræder som hovedgård i kilder fra 1525.

Den ældre gård lå vest for den nuværende hovedbygning, på et befæstet anlæg, som kaldes Tislot. Voldstedet består af en oval borgbanke på omkring 40 × 25 meter, omgivet af to vandfyldte voldgrave med en mellemliggende jordvold. En fredningsregistrering beskriver broforbindelser over gravene fra øst. Det middelalderlige voldsted er fredet som fortidsminde og er særskilt registreret med fredningsnummer 40188.

Kjeld Hansen, Dorothea Akeleye og Grevens Fejde

Omkring 1525 tilhørte Tiselholt Kjeld Hansen, der i ældre kilder også betegnes Baad. Efter hans død indgik gården i arve- og ægteskabsforhold, hvor Dorothea Mikkelsdatter Akeleye og landsdommeren på Fyn Jakob Brockenhuus spillede en væsentlig rolle. Jakob Brockenhuus skrev sig til Tiselholt i 1535 og var landsdommer fra 1537 til sin død i 1546.

Under Grevens Fejde (1534–1536) blev den gamle sædegård ødelagt. Ifølge Dansk Center for Herregårdsforskning blev gården brændt af en gruppe borgere fra Svendborg, som støttede kampen for at genindsætte Christian 2.. Den ældre kildehistorie er særlig interessant, fordi et kongebrev fra 1535 omtaler, at Jakob Brockenhuus' sædegård var nedbrændt og nedbrudt »for kongens skyld«. Som kompensation fik han kongelig tilladelse til at besidde en gård i Vejstrup, der var inddraget fra Svendborgs borgmester Hans Skriver. Kongebrevet er registreret i Tegnelser over alle lande, nr. 1 (1535), fol. 67a; teksten er gengivet i den lokalhistoriske fremstilling.

Efter krigen blev herregårdsanlægget flyttet østpå. De ældre beskrivelser angiver ikke en sikker detaljeret rekonstruktion af bygningerne på Tislot.

Arv, retssager og Baad-slægten

Gårdens tidlige ejerskab var ikke så enkelt som en ubrudt række af ene-ejere. Den historiske undersøgelse, som C. T. Engelstoft offentliggjorde i 1870'erne, fremhæver, at Jakob Brockenhuus' rådighed over gården var knyttet til hustruens og stedfamiliens arveparter. En landstingsdom fra 1542 pålagde ham at afgive forvaltningen af sin steddatters fædrene gods. Spørgsmålet indgik senere i en sag ved kongens retterting den 7. marts 1573, da Jens Baad rejste et krav mod Jakob Brockenhuus' arvinger vedrørende midler fra sin hustru Karens arv. En arveaftale fra 1543 indgik i sagens dokumenter.

Dorothea Mikkelsdatter Akeleyes datter Karen Kjeldsdatter kom i besiddelse af Tiselholt og var gift med Jens Baad. Efter Jens Baads død i 1585 fik børnene Kjeld, Birgitte og Inger Baad andele i herregården. Birgitte Baad var gift med Peder Galt, mens Inger Baad var gift med Hans Urne. Deres efterkommere videreførte arveparter i gården, som derfor i en periode var delt mellem flere familier.

Blandt de senere beboere nævnes Karen Urne, gift med Isak Pedersen Maaneskiold. En ældre fremstilling i Historisk Tidsskrift omtaler et alvorligt opgør i 1620'erne: Karen Urne søgte tilflugt hos Claus Brockenhuus på Broholm, og en sag mod Isak Pedersen Maaneskiold førte i 1626 til hans fængsling på Dragsholm. Beretningen bygger på historikeren C. T. Engelstofts gennemgang af de ældre kilder og bør ikke forveksles med stedets senere spøgelsessagn.

Valkendorf, Glorup og Klingstrup

I 1649 erhvervede Axel Valkendorf (1616–1675) Tiselholt og samlede de tidligere adskilte ejerandele. Han var søn af Henning Valkendorf (1595–1658) til Glorup og Margrethe Blome, der efter tabet af Glorup kom til at bo på Bjørnemose. Gården indgik dermed i den samme slægts ejendomshistorie som Glorup, Klingstrup og Bjørnemose.

Axel Valkendorf lod opføre en firfløjet hovedbygning i bindingsværk, omgivet af vandfyldte grave. Den blev siden revet ned og er afløst af 1800-tallets bygning. Ved hans død i 1675 overgik gården til hans arvinger. Jørgen Henning Valkendorf (1661–1724) til Klingstrup, som var søn af Axel Valkendorfs yngre bror Henning Valkendorf, optrådte som formynder for børnene. Han afhændede Tiselholt i 1690 til den tidligere forpagter Henning Hansen Scheel. Den almindeligt gengivne ejerrække med Jørgen Henning Valkendorf som ejer for 1675–1690 må derfor læses med det forbehold, at kilderne udtrykkeligt kalder ham formynder og sælger på arvingernes vegne.

1700-tallet: godsudvidelser og kvindelige ejere

Efter Henning Hansen Scheels død sad enken Anne Kirstine Trochman med Tiselholt. I 1719 udvidede hun godset ved køb af tidligere ryttergods fra kronen. Samme år indgik hun et nyt ægteskab med Daniel Kellinghuusen, som derved fik tilknytning til gården. I 1740 solgte Kellinghuusen Tiselholt til Niels Pedersen Brinck (død 1755), der havde været amtsskriver og senere blev herredsfoged. Han gennemførte bygningsforbedringer og erhvervede Vejstrup Kirke. I kirkens kor findes en gravsten over Niels Pedersen Brinck fra 1755.

Ved en auktion i 1756 overtog Claus Plum Tiselholt. Han solgte den i 1766 til Edele Margrethe von Pultz, født baronesse Gyldenkrone (død 1803). Hun var enke efter ritmester Peder von Pultz til Rygård, som hun solgte efter hans død. Derefter bosatte hun sig på Tiselholt og beholdt gården til sin død. At hun var den selvstændige ejer, fremgår også af folketællingen fra 1801, hvor hun er registreret som »Eierinde af Tidselholt«.

Efter hendes død blev gården solgt på auktion i 1804 til Ulrik Christian von Schmidten og Hans Cramer Winding. Sidstnævnte havde haft en administrativ karriere i Christiansted på Sankt Croix.

1800-tallet: Jørgensen-familien, arkitektur og jernbane

I 1813 købte grossereren Johan Frederik Zinn Tiselholt. I 1839 blev gården overtaget af den tidligere forpagter Carl Ulrich Jørgensen (1804–1861), som forbedrede driften, indhegnede jorder og skove og istandsatte fæstegårdene. Hans søn Hans Wogensen Jørgensen (død 1912) videreførte arbejdet med dræning, haveanlæg og bebyggelse.

Hans Wogensen Jørgensen lod i 1874–1876 opføre den nuværende hovedbygning efter tegninger af Ludvig Peter Fenger. Han engagerede sig også i etableringen af Svendborg-Nyborg-banen. Gudme Lokalhistoriske Arkiv opbevarer skrivelser fra Hans Wogensen Jørgensen om banen fra 1882–1884. Jernbanen blev officielt åbnet 1. juni 1897; et af dens første lokomotiver fik navnet Tiselholt.

Tiselholt havde også betydning for Carl Frederik Tietgens familiehistorie. Han blev den 8. august 1855 gift med Laura Charlotte Jørgensen (1835–1917), datter af Carl Ulrich Jørgensen til Tiselholt. Ægteskabet er beskrevet i den historiske biografi C. F. Tietgen og hans Samtid.

1900-tallet og nyere tid

Efter Hans Wogensen Jørgensens død i 1912 overtog sønnen Flemming Garde-Jørgensen gården. Han havde en militær karriere og gjorde senere tjeneste i den franske Fremmedlegion. Tiselholt blev i 1925 solgt til Jens Christian Breum og i 1928 til Poul Herbert Teisen. Efter 1955 fulgte nye ejerskifter, blandt andre skibsreder Adolf Eiler Sørensen. Den eksisterende ejeroversigt anfører Kirsten Gro Pedersen fra 1982, og Dansk Center for Herregårdsforskning omtaler hende som ejer i 2021. Senere ejerforhold er ikke dokumenteret af disse oplysninger.

Hovedbygning

Tiselholts nuværende hovedbygning er en teglstensbygning i to etager over en høj kælder. Den har en nord-sydgående hovedfløj, to korte tværfløje og et ottekantet trappetårn midt for østfacaden. Gavlene er kamtakkede, og facaderne i røde mursten deles af lyse vandrette bånd. Bygningens udformning viser tidens historicisme og er blevet karakteriseret som nyrenæssance med nygotiske indslag.

Arkitekten tog især udgangspunkt i den sjællandske herregård Lystrup. Tiselholts H-formede grundplan og facadekomposition minder nøje om Lystrups renæssancebygning. Kamtakkerne markerer imidlertid et af de elementer, der adskiller nyopførelsen fra forbilledet.

Hovedbygningen ligger på en rektangulær banke, omtrent 40 × 75 meter, med vandfyldte grave mod nord, øst og syd. Fredningsregistreringen angiver, at de nordlige og sydlige grave er cirka 15 meter brede og den østlige cirka 22 meter bred. Gravene er registreret som fredet fortidsminde under nummer 40189. Bygningen og gravene er derfor ikke det samme som det ældre, særskilt fredede voldsted Tislot.

Avlsgård og landskab

På østsiden af voldgraven ligger avlsgården. Hovedparten af det trelængede avlsanlæg blev opført i 1881, og anlægget blev senere ændret og udvidet, blandt andet i 1955 og 1998. Hovedbygning og avlsbygninger er ifølge Dansk Center for Herregårdsforsknings opgørelse fra 2021 ikke bygningsfredede. Gården har en park og en allé, som fører mod kysten.

Omtrent 1½ km nordøst for Tiselholt ligger Elsehoved. Et ældre arealtal for Tiselholt Gods er 253,3 hektar; andre beskrivelser opgiver et andet areal, hvorfor dette tal ikke uden videre kan behandles som en aktuel matrikulær opgørelse.

Niels Brincks eftermæle

Til Tiselholt knytter sig en folkelig overlevering om den strenge godsejer Niels Pedersen Brinck, der ejede gården fra 1740 til sin død i 1755. Ifølge beskrivelser af den lokale tradition blev de undergivne udsat for hårdhændet behandling, og straffemidler med betegnelser som den spanske kappe, halsjernet og hundehullet blev sat i forbindelse med hans tid på godset. Traditionen fortæller desuden, at Niels Pedersen Brincks genfærd hjemsøger Tiselholt. Fortællingerne er sagn og dokumenterer ikke i sig selv, at hverken de omtalte handlinger eller et genfærd fandt sted.

At godset havde en lokal sagntradition i 1800-tallet, kan også belyses gennem Gudme Lokalhistoriske Arkivs registrering af teksten Et herregårdssagn fra Tiselholt, skrevet af friskolelærer Rasmus Hansen fra Vejstrup og trykt i Folkebladet Fylla i 1873. Arkivregistreringen bekræfter tekstens eksistens, men dens fulde ordlyd er ikke gengivet dér.