Ydelsesgaranti er indenfor pension et tilsagn om en bestemt ydelse. For en løbende pensionsudbetaling vil dette tilsagn basere sig på en aktuarmæssig beregning, med konservative antagelser om omkostninger, renter og dødeligheder.
Ydelsesgarantier kaldes sommetider også fejlagtigt for rentegarantier, da det er rentekomponenten i ydelsesgarantien der ofte er blevet udmeldt. Rentegarantier adskiller sig dog ved, at de fra Finanstilsynets side forstås som en minimumsrente indenfor ét kalenderår. Ydelsesgarantien kan dog (som udgangspunkt) først kræves indfriet ved pensionering.
De faldende markedsrenter i årene efter finanskrisen medførte betydelige finansielle udfordringer for dele af den danske pensionssektor, navnlig for pensionsselskaber med store beholdninger af ældre pensionsaftaler med garanterede minimumsafkast. Mange af disse aftaler var indgået i 1980'erne og 1990'erne, hvor renteniveauet var væsentligt højere end i begyndelsen af 2010'erne. Nogle kunder havde således en årlig afkastgaranti på omkring 4,5 procent. Da obligationsrenterne faldt, blev det vanskeligere for pensionsselskaberne at opnå et investeringsafkast, der kunne dække de garanterede forpligtelser.
Garantierne udgjorde en kontraktlig forpligtelse for selskaberne, som derfor måtte hensætte kapital til at dække forskellen mellem de lovede pensionsydelser og det forventede afkast af deres investeringer. Rentefaldet øgede den beregnede nutidsværdi af selskabernes langsigtede pensionsforpligtelser og medførte dermed et større kapitalbehov. Samtidig var selskaberne nødt til at afdække renterisikoen gennem investeringer i blandt andet langfristede obligationer og renteswaps. Disse dispositioner kunne øge efterspørgslen efter langsigtet renteafdækning og bidrage til yderligere nedadgående pres på de relevante markedsrenter. Kombinationen af lave renter, omfattende garantiforpligtelser og stigende forventet levetid skabte derfor en betydelig udfordring for selskabernes kapitalforhold og investeringsstrategier.
Situationen førte i foråret 2012 til koordinerede drøftelser mellem pensionsbranchen, Finanstilsynet, Danmarks Nationalbank og Erhvervs- og Vækstministeriet. Den 12. juni 2012 blev der indgået en aftale, som indebar en ændring af den rentekurve, der blev anvendt ved beregningen af pensionsselskabernes forpligtelser. Den nye metode indebar, at den anvendte langsigtede rente i beregningerne ikke alene fulgte de aktuelt observerede markedsrenter. Ændringen reducerede den umiddelbare regnskabsmæssige og solvensmæssige belastning for selskaberne, men ændrede ikke i sig selv de juridiske forpligtelser over for kunderne. Aftalen blev således betragtet som en måde at afbøde det kortsigtede pres på sektoren på, samtidig med at selskaberne skulle arbejde på at reducere deres eksponering mod de ældre rentegarantier.
Myndighedernes indgreb var begrundet i hensynet til den finansielle stabilitet og risikoen for, at problemer i større pensionsselskaber kunne få konsekvenser for pensionsopsparerne og det finansielle system som helhed. En hasteundersøgelse foretaget af Finanstilsynet i juni 2012 viste ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet ikke, at der på daværende tidspunkt var en akut risiko for, at selskaberne ikke kunne honorere de lovede pensioner. Situationen blev imidlertid vurderet som alvorlig, fordi et fortsat rentefald kunne forværre selskabernes kapitalmæssige situation.
Aftalen i 2012 bidrog samtidig til at fremskynde overgangen fra traditionelle pensionsordninger med garanterede afkast til markedsrenteprodukter, hvor kundernes opsparing i højere grad følger investeringsresultaterne, og hvor investeringsrisikoen i højere grad bæres af kunderne selv. Overgangen rejste spørgsmål om beregningen af garantiernes økonomiske værdi, kundernes samtykke og den kompensation, de skulle modtage ved afgivelse af garantierne. Efterfølgende kritik af pensionsselskabernes beregningsmetoder førte til yderligere myndighedsindgreb og skærpede krav til værdiansættelsen af pensionskundernes rettigheder.
I dag står Finanstilsynet for at begrænse risikoen for at pensionsselskaber fastsætter uholdbare garantier, hvilket praktisk sker ved løbende at fastsætte en maksimal grundlagsrente.