| Zinave Nationalpark | |
|---|---|
IUCN kategori II (nationalpark) | |
  Zinave Nationalpark | |
| Sted |  Mozambique |
| Koordinater | 21°34′38″S 33°31′40″Ø / 21.577315°S 33.52787°Ø |
| Areal | 4.000 km² |
| Etableret | 26. juni 1973 |
Zinave National Park (Parque Nacional do Zinave eller PNZ) er et beskyttet område i Mabotedistriktet i Inhambane-provinsen, Mozambique, oprettet ved dekret den 26. juni 1973.
Parken strækker sig syd for Savefloden i Inhambane-provinsen og dækker et område på 4.000 km2. Det blev først udråbt som jagtområde i 1962, drevet af Mozambique Safariland, og blev udlagt til nationalpark i 1972. Området repræsenterer en overgang mellem de våde og tørre tropiske områder og har en årlig nedbør på omkring 800 mm eller mindre.
Den højeste ounkt er på den sydøstlige grænse i med 174 moh. Landet skråner nedad i nord-nordøstlig retning til dets laveste punkt på 110 moh. ved Save-floden. Jordbunden er for det meste sandet med lerjord fra alluviale sedimenter langs Save-floden. Den gennemsnitlige årlige nedbør er 690 mm i nordøst, 571 mm i vest. Der er sæsonbestemte damme spredt over hele den sydlige del af området, hvoraf nogle ret store.
En rapport fra 2010 sagde, at den private naturzone (PNZ) var blevet forsømt indtil for nylig, og at det meste af dens store dyreliv var blevet ødelagt af krybskytteri. Arter, der er tæt på, eller helt forsvundet fra området, omfatter sort næsehorn, kapbøffel, gepard, rørbuk, eland, elefant, giraffe, Lichtensteins koantilope, hesteantilope, zobelantilope, plettet hyæne, gnu og Selous' zebra.
Parken har meget forskellige træarter og mindst 41 græsarter. Saveflodens kanal står under vand, når floden er oversvømmet, men på andre tidspunkter er større områder med sandbanker blotlagte. Flodskoven findes på bredderne og digerne på sydsiden af floden, med forskellige træer, der når højder på op til 20 meter. Skiftende dyrkning har forringet denne skov. Længere fra floden ligger skov med Acacia nigrescens, der dækker 10,5% af PNZ og går over i mopane- og miombo-landskaber i syd. Et sandveldlandskab, bestående af åbne skovområder på dyb rødlig sandjord, dækker 16,7% af parken. Endelig dækker miombo-landskabet 29,5% af parken i den højere, vådere sydøstlige del og omfatter åbne græsarealer og vådområder.
Midt i 2017 blev 6.000 dyr doneret til nationalparken, som en del af arbejdet med at skabe Great Limpopo Transfrontier Park.
I 2010 boede omkring 4.200 mennesker inden for parkens grænser og praktiserede subsistenslandbrug, hovedsageligt i miombo-landskabet. Typisk skærer landmændene grenene af træerne, men lader stammerne stå. De brænder grenene for at danne aske, som forsyner markerne med næringsstoffer. Efter tre eller fire år forlader de marken og flytter videre, hvorved miomboen kan regenerere sig. Termithøje bruges også til at dyrke majs efter at være blevet fladet ud, og kanterne af pander dyrkes, når de tørrer ud hvert år.
Det er kun en relativt lille procentdel af parken dere er opdyrket, og miljøpåvirkningen er formentlig lav. Folk fælder selektivt træer for at få træ til at bygge huse og kvægfolde og til udskæringer. De bruger græs til stråtag og river barken af træer for at lave bistader, hvilket får træet til at dø. De gør omfattende brug af lægeplanter og frugter. Kvæg og geder drives i parken, men kun i lavt antal med let græsning.
Parken er en del af planen om det større grænseoverskridende bevaringsområde, der omgiver Great Limpopo Transfrontier Park, som også omfatter Banhine Nationalpark, Massingir- og Corumana-områderne og andre forbundne regioner i Mozambique samt en række private og statsejede bevaringsområder, der grænser op til Transfrontier Park i Sydafrika og Zimbabwe. Landskaberne er yderst velegnede til at genindføre de arter, der oplindelig levede der, men som blev udryddet under borgerkrigen. De vil i første omgang blive introduceret i reservater for at sikre deres sikkerhed.
Nationalparker i Mozambique | |
|---|---|