Barra

Kort over Barra (største ø) og omkringliggende øer.

Barra (skotsk gælisk: Barraigh eller skotsk gælisk: Eilean Bharraigh; skotsk: Barra) er en ø i de Ydre Hebrider, Skotland, og den næstsydligste beboede ø i øgruppen efter naboøen Vatersay, som den er forbundet med via Vatersay Causeway.

I 2022 havde øen 1.209 indbyggere, hvilket var en stigning på 35 siden folketællingen i 2011. Engelsk og gælisk er udbredte sprog, og ved folketællingen i 2011 var der 761 gælisktalende indbyggere (62 % af befolkningen mod 76 % ved folketællingen i 1991). Barras lufthavn hævdes at være den eneste i verden, hvor regelmæssige rutefly lander på en strand. Øen er blevet omtalt som "det mest skotske sted".

Øens hovedbebyggelse er Castlebay med omkring 500 indbyggere. Den er også kendt for Kisimul Castle, der ligger i bugten.

Geografi

Barra har et areal på omkring 60 km2, er 14 km lang og 11 km bred. En enkeltsporet vej, A888, løber langs kysten omkring den sydlige del af øen, hvor den følger det fladeste terræn og forbinder de mange kystbebyggelser. Øens indre er her kuperet og ubeboet. Den vestlige og nordlige del af øen har hvide sandstrande med sand dannet af skaller fra havdyr, som støder op til den græsklædte machair, mens den sydøstlige side har talrige klippefyldte vige. Mod nord strækker en sandet halvø sig ud mod strandlufthavnen og Eoligarry.

Økonomi

Turisme udgør den vigtigste indtægtskilde for størstedelen af øboerne; højsæsonen varer fra maj til september. Tusindvis af mennesker besøger øen hvert år, og de travleste perioder er under skotsk gælisk: Fèis Bharraigh og BarraFest i juli. Kulturarvs- og kulturcentret Skabelon:Lang-fgd ligger i Castlebay ved siden af Castlebay Community School. Centret har forskellige udstillinger hvert år og holder åbent året rundt. I april 2020 beskrev Condé Nast Traveller Barra som "en charmerende lille ø med sit eget slot og en strandlufthavn" og anbefalede et besøg ved de "høje klipper i øst og smukke strande og bugter i vest".

Destilleriet Isle of Barra blev grundlagt i 2003 under navnet Uisge Beatha nan Eilean Ltd og blev i 2018 omdannet til et lokalt andelsselskab efter Co-operative and Community Benefit Societies Act 2014. I 2012 blev fire vindmøller på hver 6 kW opstillet ved Loch Uisge. Destilleriet ønsker at anvende lokale råvarer, leverandører og medarbejdere for at begrænse importen og gavne øens økonomi mest muligt.

Historie

Tidlig historie

Fundet af et næsten intakt bæger fra omkring 2500 f.Kr. under et vejarbejde i 1990'erne dokumenterer menneskelig tilstedeværelse på Barra siden bondestenalderen. Der er desuden fundet flere stenstrukturer, herunder en neolitiske arbejdsplatform, mens bautasten findes flere steder på øen. I bakkerne nord for Borve ligger en stor kammergrav på en fremtrædende placering.

På Vatersay findes en gravplads fra bronzealderen og en broch fra jernalderen, mens resterne af endnu en broch ligger på den østlige del af Barra. Efter storme i 2007 blev der nær Allasdale fundet bronzealdergrave og jernalderlige rundhuse. Et senere wheelhouse (hjulhus) blev genanvendt i både 200–300-tallet og 600–700-tallet.

I 800-tallet blev Barra bosat af vikinger, som bidrog med det oldnordiske navneled oldnordisk: ey ("ø"). Oprindelsen til Barr er usikker. Navnet kan være afledt af det gæliske personnavn skotsk gælisk: Finnbarr, de oldnordiske ord oldnordisk: berr eller oldnordisk: barr, der betyder "bar" eller "ujævn", eller det keltiske ord *barr, som betyder "top" eller "bjergtop".

Kongeriget Øerne

Vikingerne etablerede Kongeriget Øerne i Hebriderne, herunder på Barra. Efter samlingen af Norge blev riget et norsk skatteland og blev kaldt Suðreyjar, "de sydlige øer". Malcolm 3. af Skotland anerkendte skriftligt, at øerne ikke var skotske, og Edgar af Skotland opgav senere alle resterende krav. Fra denne periode er bevaret en gravsten med et keltisk kors på den ene side og runeindskrifter på den anden.

I midten af 1100-tallet gjorde den nordisk-gæliske høvding Somerled Suðreyjar reelt uafhængigt. Efter hans død blev den norske myndighed formelt genetableret, men riget blev i praksis delt mellem hans arvinger, skotsk gælisk: Clann Somhairle, og Crovan-dynastiet. Slægtsgrenen skotsk gælisk: Clann Ruaidhrí kontrollerede blandt andet Barra, Uist, Eigg, Rùm, Rough Bounds, Bute, Arran og det nordlige Jura.

I 1200-tallet forsøgte skotske styrker at erobre Suðreyjar. Konflikten kulminerede i det uafgjorte slaget ved Largs og blev afsluttet med Perth-traktaten i 1266. Norge overdrog her hele Suðreyjar til Skotland mod en betydelig betaling på 4.000 mark. Traktaten bevarede udtrykkeligt de lokale herskeres status. Clann Ruaidhrís områder blev, bortset fra Bute, Arran og Jura, samlet i herredømmet Garmoran, der fungerede som et næsten selvstændigt skatteland under kronen frem for som en integreret del af Skotland.

Herredømmet Garmoran

Uddybende Uddybende artikel: Garmoran
Cliad Bay

I 1293 oprettede kong John Balliol Sheriffdom of Skye, som omfattede Ydre Hebrider. Efter hans afsættelse forsvandt sheriffdømmet fra de bevarede kilder, og Garmoran, herunder Barra, blev stadfæstet som besiddelse for skotsk gælisk: Ruaidhrí Mac Ruaidhrí. I 1343 udstedte David 2. af Skotland et nyt privilegiebrev til sønnen Raghnall. Da Raghnall blev myrdet tre år senere, overgik Garmoran til Amy af Garmoran.

De sydlige dele af Kongeriget Øerne var blevet til Herredømmet over Øerne, som blev regeret af MacDonald-slægten. Amy giftede sig med John af Islay, men han lod sig senere skille og giftede sig med kongens niece. Amys søn Ranald mistede arveretten til Herredømmet over Øerne, men fik størstedelen af Garmoran, mens hans yngre bror Godfrey fik Uist.

Efter Ranalds død udløste stridigheder mellem Godfrey og Ranalds sønner omfattende vold. I 1427 indkaldte Jakob 1. af Skotland derfor højlandets ledere til et møde i Inverness, hvor flere blev arresteret. Godfreys søn Alexander MacGorrie, der reelt havde arvet magten i Garmoran, blev efter en summarisk retssag henrettet. Da begge familiegrene blev anset for ansvarlige for urolighederne, erklærede kongen herredømmet Garmoran for tilfaldt kronen.

Godsejere og pirater

Kisimul Castle

Efter Garmorans inddragelse overdrog Herren over Øerne samme år Barra og halvdelen af South Uist til Giolla Adhamhnáin Mac Néill, høvding for Clan MacNeil. MacNeil-slægten etablerede sig på Kisimul Castle og benyttede birlinn-skibe. Under Elizabeth 1. af England blev de berygtede for angreb på engelske skibe. Høvdingen Roderick MacNeil hævdede over for Jakob 6. af Skotland, at kongen måtte bifalde angrebene, fordi Elizabeth havde henrettet hans mor, Maria Stuart. Kongen løslod ham derefter.

Øens overvejende katolske befolkning var truet under jakobitteroprøret 1745. Ifølge biskop John Geddes truede britiske krigsskibe i 1746 med at ødelægge Barra, hvis den katolske præst ikke blev udleveret. Missionæren James Grant, som senere blev biskop, overgav sig for at beskytte øboerne. Han blev ført som fange til Mingarry Castle i Ardnamurchan, tilbageholdt og siden deporteret.

En forladt vandmølle på Barra

MacNeil-høvdingenes efterkommere beholdt Barra indtil 1838. Den stærkt forgældede høvding Roderick MacNeil solgte da øen til oberst John Gordon af Cluny for 38.050 pund. Uden at rådføre sig med øboerne tilbød Gordon efterfølgende den britiske regering at anvende Barra som straffekoloni.

Som mange andre anglo-skotske jordejere under Highland Clearances fordrev Gordon i 1851 størstedelen af øens befolkning for at gøre plads til fåreavl. Fordrivelserne er blevet beskrevet som nogle af de mest grusomme og skændige tilfælde af umenneskelighed på Skotlands vestkyst. Mange af de fordrevne blev en del af den skotske diaspora og udvandrede til Australien, New Zealand, USA og Canada.

MacNeil-høvdingene udvandrede også, først til Canada og senere til USA. I 1937 købte amerikaneren Robert Lister Macneil Barra Estate, som omfattede størstedelen af øen. Hans arving Ian Roderick Macneil udlejede i 2000 Kisimul Castle til Historic Scotland i 1.000 år mod en årlig leje på ét pund og en flaske whisky. I 2003 overdrog han Barra Estate til den skotske regering. Efter skotsk lov kan indbyggerne selv overtage godset, hvis de ønsker det.

Noter

  1. ↑ I maj samme år undersøgte Channel 4s program Time Team fundene. Programmet blev sendt den 20. januar 2008.
  2. ↑ Gravstenen blev fundet i 1865 og befinder sig nu i Edinburgh. Senere blev en kopi placeret i kapellet nær stenens oprindelige placering på Barra.
  3. ↑ I det mindste fra de bevarede skriftlige kilder.

Referencer

  1. ↑ "Census 2011 stats". BBC News. Hentet 20. april 2014.
  2. ↑ "Barra Airport". Highlands and Islands Airports Limited. Arkiveret fra originalen 22. marts 2009. Hentet 6. april 2009.
  3. ↑ Tara Womersley; Robert Winnett (10. september 2006). "Barra 'the most Scottish place'" (PDF). The Sunday Times (Scotland). Arkiveret fra originalen (PDF) 2009-01-05. Hentet 2009-02-13.
  4. 1 2 3 4 Haswell-Smith (2004) p. 2018-2022
  5. 1 2 "Sheet 34, Barra". Ordnance Survey One-inch to the mile maps of Great Britain, Seventh Series, 1952–1961. National Library of Scotland. Arkiveret fra originalen 18. juli 2019. Hentet 23. januar 2016.
  6. ↑ "Dualchas". Comunn Eachdraidh Bharraidh agus Bhatarsaidh. Arkiveret fra originalen 5. juli 2008. Hentet 29. marts 2008.
  7. ↑ THE 20 MOST BEAUTIFUL ISLANDS TO VISIT IN SCOTLAND
  8. ↑ Isle of Barra Distillery Hentet 4. december 2022.
  9. ↑ Uisge Beatha nan Eilean Ltd Companies House Hentet 4. december 2022.
  10. ↑ Mutuals Public Register Hentet 4. december 2022.
  11. ↑ Kingspan Renewables KW6 wind turbine Hentet 4. december 2022.
  12. ↑ Kingspan Renewables buys troubled Proven Hentet 4. december 2022.
  13. ↑ Isle of Barra Distillery wind turbines Hentet 4. december 2022.
  14. ↑ Loch Uisge, Isle of Barra Hentet 4. december 2022.
  15. ↑ "Barra, Western Isles". Channel 4. Arkiveret fra originalen 23. januar 2008. Hentet 21. januar 2008.
  16. ↑ Abrams, L (2007). "Conversion and the Church in the Hebrides in the Viking Age". I Smith, BB; Taylor, S; Williams, G (red.). West Over Sea: Studies in Scandinavian Sea-Borne Expansion and Settlement Before 1300. The Northern World: North Europe and the Baltic Skabelon:Circa AD. Peoples, Economics and Cultures (series vol. 31). Leiden: Brill. s. 169-193. ISBN 978-90-04-15893-1. ISSN 1569-1462.
  17. ↑ Kingship and Unity, Scotland 1000–1306, G. W. S. Barrow, Edinburgh University Press, 1981
  18. ↑ Galloglas: Hebridean and West Highland Mercenary Warrior Kindreds in Medieval Ireland, John Marsden, 2003
  19. ↑ Lismore: The Great Garden, Robert Hay, 2009, Birlinn Ltd
  20. ↑ Proceedings of the Society of Antiquaries of Scotland, 90 (1956–1957), A.A.M. Duncan, A.L Brown, pages 204–205
  21. ↑ The Kingdom of the Isles: Scotland's Western Seaboard, R. A. McDonald, 1997, Tuckwell Press
  22. ↑ Regesta Regum Scottorum VI ed. Bruce Webster (Edinburgh 1982) no. 73.
  23. ↑ Raven, JA (2005). Medieval Landscapes and Lordship in South Uist (Afhandling). Vol. 1. University of Glasgow – via Glasgow Theses Service.
  24. ↑ Gregory, Donald (1836), History of the Western Highlands and Isles of Scotland, from A.D. 1493 to A.D. 1625, with a brief introductory sketch, from A.D. 80 to A.D. 1493, Edinburgh, W. Tait, hentet 11. maj 2012, p. 65
  25. ↑ Charles MacDonald (2011), Moidart: Among the Clanranalds, Birlinn Press. Page 176–177.
  26. ↑ John Lorne Campbell (1992), Tales from Barra: Told by The Coddy, Birlinn. Pages 67–69.
  27. ↑ Ross, John (6. september 2003). "A gift to Scotland – the isle of Barra". The Scotsman. Hentet 4. november 2007. {{cite news}}: no-break space character i |title= på position 19 (hjælp)
Litteratur

Eksterne henvisninger

56°59′00″N 7°28′00″V / 56.983333333333°N 7.4666666666667°V / 56.983333333333; -7.4666666666667