Apanage er en årlig ydelse til fyrstelige personer, i Danmark navnlig årpenge til medlemmer af det kongelige hus, mens regentens ydelse traditionelt betegnes Den Kongelige Civilliste eller blot civillisten og i nyere grundlovssprog statsydelsen. Ordet stammer fra oldfranskapaner, "give brød", og middelalderlatinpanagium eller apanagium, af panis, "brød". I dansk statsret kan apanage også bruges bredere om statens ydelser til både regenten og kongehusets medlemmer. Det gældende grundlag findes i grundlovens §§ 10 og 11.
I middelalderen kunne apanage bestå i arvelige len, slotte eller kongsgårde, hvis indtægter blev tillagt yngre kongesønner som standsmæssigt underhold. Ordningen kunne svække rigets sammenhæng og føre til udstykning, hvilket Kongeloven af 1665 søgte at hindre ved at fastslå, at kongens riger og lande skulle tilfalde den regerende konge uskiftede og udelte, mens øvrige kongelige børn skulle forsørges efter deres stand.
Junigrundloven af 1849 gjorde ydelser til medlemmer af kongehuset afhængige af lovgivningsmagtens bevilling og indførte samtidig civillisten i Danmark efter engelsk forbillede, hvor "civil list" oprindeligt betegnede de civile embedsmænd og udgifter, som kongen skulle afholde af den parlamentarisk bevilgede ydelse. Ved Junigrundloven overgik de kongelige domæner og indkomster til staten, mens kongen fik en årlig ydelse og rådighed over visse slotte og statsejendele. Betegnelsen årpenge blev første gang anvendt i lovgivningen ved lovene af 8. juni1912 om kong Christian 10.s civilliste og årpenge til enkedronningen, og grundlovsændringen af 1915 ændrede formelt betegnelserne apanage og civilliste til henholdsvis årpenge og "Statens Ydelse til Kongen". Den nugældende civilliste er fastsat ved lov nr. 621 af 11. juni 2024 om kong Frederik den Tiendes civilliste. Statsydelsen blev ved tronskiftet fastsat til 119 mio. kr. i 2024, reguleres efter lønindekset for statsansatte og dækker regentens forfatningsmæssige og repræsentative funktioner, Civillistens drift og ejendomme, hoffets personale, administration, it, sikkerhed og kongefamiliens private omkostninger.
På finansloven for 2026 er civillistebeløbet 134,6 mio. kr. og den samlede bevilling til årpenge m.v. 19,4 mio. kr. Årpenge modtages af dronning Margrethe med 12 mio. kr., prins Joachim med 4,1 mio. kr. og grev Ingolf med 1,9 mio. kr., mens prinsesse Benedikte modtager 1,4 mio. kr. af statsydelsen. Kronprins Christian vil modtage 7 mio. kr. årligt, når han etablerer egen husstand og eget personale, mens grevinde Alexandra siden 2021 har frasagt sig sin årlige ydelse på 2,8 mio. kr.
Historie
I middelalderen byggede apanagen på forestillingen om, at yngre kongesønner havde krav på et standsmæssigt underhold. Dette førte ofte til, at dele af riget blev overladt dem som arvelige len, hvor de kunne herske med næsten kongelig myndighed, hvilket igen kunne svække rigets sammenhæng. Efter Valdemar Sejrs død blev Danmark således udstykket i en række fyrstelen, hvoraf Sønderjylland senere stod tilbage som det væsentligste arvelige fyrstelen og gradvis skiltes fra riget. Tilsvarende blev apanage i ældre tid ofte ydet gennem afkastet eller nettoindtægten af bestemte len, slotte og kongsgårde, mens ydelsen i nyere tid som hovedregel udbetales i penge.
Kongeloven af 14. november1665 søgte at modvirke en sådan opsplitning. Efter artikel 19 skulle alle kongens riger og lande uskiftede og udelte tilfalde den regerende konge, mens artikel 20 til gengæld fastslog, at de øvrige kongelige børn skulle forsørges af kongen med "nødvendigt og reputerligt Underhold, deres Stand nogenlunde gemæsz". Hvis der blev tillagt dem landgods til underhold, skulle de kun have indkomsten og brugen heraf i deres levetid, mens ejendomsretten og "al kgl. Overmagt" skulle forblive hos kongen. Denne regel blev dog ikke altid nøje overholdt. De samme principper gjaldt enkedronningens livgeding og det fyrstelige underhold til kongelige døtre og søstre, ligesom der blev stillet en fyrstelig brudeskat i rede penge i udsigt, når de med kongens samtykke indgik ægteskab.
Apanages historie i Danmark
Selvom man er medlem af kongehuset er ydelsen af årpenge (apanage) ikke et ubetinget krav. I 1915 var det således kun Prins Valdemar (1858–1939) og enkedronning Louise, der fik tildelt årpenge.
Junigrundloven af 1849 fastlagde, at medlemmer af kongehuset ikke har et ubetinget krav på årpenge fra staten, men ydelsen kan bevilges ved lov. Ligeledes bestemte den, at apangen ikke nydes uden for riget uden Rigsdagens, senere Folketingets, samtykke. Det fregår af § 16:I
For Medlemmerne af det kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Riget.
I 1915 blev apanage eksempelvis alene ydet til prins Valdemar med 24.000 kr. efter lov af 15. marts 1880 og til enkedronning Louise med 150.000 kr. samt brugen af Frederik 8.s palæ på Amalienborg og Charlottenlund Slot efter lov nr. 126 af 8. juni 1912. Nålepenge blev sidst ydet til kronprinsesse Alexandrine ved lov nr. 40 af 9. marts 1906 (11.200 kr.), og medgift blev sidst tillagt kongelige prinsesser ved lov nr. 133 af 20. december 1901.
Nålepenge
Nålepenge betegner et fast årligt eller månedligt beløb, som en far yder sin datter eller en ægtemand sin hustru til påklædning og mindre personlige udgifter. Ved ægteskabstraktater mellem medlemmer af regerende fyrstehuse var det sædvanligt på forhånd at fastsætte, hvilket beløb der årligt, så længe ægteskabet bestod, skulle udbetales som nålepenge og til gemalindens daglige personlige udgifter. Et eksempel er traktaten om prinsesse Dagmars ægteskab af 28. oktober 1866, artikel IV.
Apanage i udlandet
Lignende regler om lovbestemt apanage til medlemmer af fyrstehuset eller enkelte af dem fandtes i de fleste andre monarkiske stater, eksempelvis den norske grundlovs § 75 e, hvorefter Stortinget fastsatte den kongelige families apanage, dog uden at den måtte bestå i faste ejendomme. I flere tyske stater blev apanagen ikke tillagt en bestemt person, men en bestemt linje, således at sønnerne ikke fik selvstændig apanage i faderens levetid, men delte den for linjen fastsatte ydelse efter hans død. I Rusland betegnede apanagebønder tidligere de livegne på de krongodser, som var henlagt til regenthusets underhold.
Civilistebegrebet
Historie og den engelske oprindelse
Civilliste er den almindelige statsretlige betegnelse for den ydelse, som staten bevilger den regerende fyrste til dennes underhold, hofholdning og opretholdelse af kronens repræsentative funktioner. Begrebet stammer fra England, hvor "civil list" oprindeligt betegnede listen over de civile embedsmænd og udgifter, som kongen skulle afholde af den ydelse, Parlamentet bevilgede ham.
I England blev grundlaget lagt efter restaurationen og den senere konstitutionelle udvikling. Oprindeligt var regeringens udgifter, også militære udgifter, samlet på en "general list" og blev afholdt af kronens arvelige indkomster, herunder indtægter fra kronedomæner. Efter 1660 blev der skelnet mellem militære og krigsmæssige ekstraordinære udgifter, der krævede særskilte parlamentariske bevillinger, og de civile forvaltningsudgifter, som blev dækket af "hereditary" eller "civil-list-revenues". Parlamentet bevilgede i 1689Vilhelm 3. og Maria 2. et årligt tilskud ved siden af kronens arvelige indkomster, som blev anslået til 680.000 pund. Af civillisten skulle kronen afholde udgifter til hofholdningen, kongens personlige udgifter, slottenes underhold, lordkansleren, dommere, højere embedsmænd, gesandter og ambassadører, medlemmer af den kongelige families apanage, hemmelige udgifter, pensioner og en lang række andre formål; renter af statsgælden blev derimod ikke afholdt af civillisten.
Ved Georg 3.s tronbestigelse i 1760 blev størstedelen af kronens arvelige indtægter udskilt fra kongens umiddelbare rådighed, mod at kongen fik en fast årlig civilliste på 800.000 pund. Denne ordning viste sig hurtigt utilstrækkelig og blev forøget, og fordi sammenblandingen af kongens private, hofmæssige og repræsentative udgifter med den civile forvaltnings udgifter førte til underskud og gæld, blev de egentlige civile forvaltningsudgifter udskilt fra civillisten ved Vilhelm 4.s regeringstiltrædelse i 1830. Den fulde aflastning af civillisten for civile embedsmænds lønninger og pensioner skete dog gradvis og blev først fuldendt under Edward 7.
Den engelske civilliste bevarede dog en særlig kontraktmæssig karakter. Enhver ny civillistelov fremtrådte i sin ordlyd som en overenskomst mellem kongen og Underhuset, hvorved kongen for sin regeringstid gav afkald på sine arvelige indkomster mod en årlig bevilling. I teorien blev det derfor hævdet, at kongen kunne træde tilbage fra overenskomsten og igen selv overtage forvaltningen af de arvelige indkomster og kronlande. Kronen havde desuden fortsat visse arvelige indtægter uden for civillisten, navnlig indtægterne af Hertugdømmet Lancaster, anslået til ca. 60.000 pund i 1915. Civillisten udelukkede heller ikke, at kongen ved opsparing, arv, gave eller private midler kunne erhverve særskilt formue, såkaldt chatolgods. Efter engelsk ret gik chatolgodsets faste ejendomme dog som udgangspunkt over til regeringsefterfølgeren og blev statsejendom, medmindre andet var bestemt, mens det rørlige chatolgods blev arvet efter privatrettens almindelige regler.
Civillisten i Danmark
I Danmark blev civillistebegrebet indført ved Grundloven af 5. juni1849. Under enevælden var kongen retligt ejer af al statens ejendom, uanset hvordan den var erhvervet, selv om der internt blev sondret mellem forskellige kasser, herunder en særlig chatolkasse til kongens private forbrug. Ved kongens død overgik al kongens ejendom til den nye konge. Junigrundloven ændrede dette ved at overføre de kongelige domæner og øvrige kongelige indkomster til staten, således at kun den almindelige lovgivningsmagt fik rådighed over dem. Til gengæld fik kongen efter Grundloven af 1849 § 16 en årlig civilliste og visse slotte og statsejendele stillet til rådighed ved lov for sin regeringstid.
Tidlige civillisteordninger
Civillisten er statsydelsen til regenten. Den består ikke kun af et pengebeløb, men også brugsret til en række kongelige slotte og ejendomme. Alle civillistelove har f.eks. givet brugsret til Fredenborg Slot i Nordsjælland.
Den danske civilliste blev første gang fastsat ved kongelig kundgørelse af 30. maj 1849 til 300.000 specier årligt. Ved Christian 9.s tronbestigelse i 1863 blev den nedsat til 500.000 rigsdaler og blev senere fastsat til 1 mio. kr. Efter civillisteloven af 8. juni1912 hørte tre af palæerne på Amalienborg, palæet i Amaliegade, Sorgenfri, Bernstorff og Fredensborg samt jagtslottet Eremitagen under civillisten, ligesom den del af Christiansborg, der var bestemt til kongens brug, skulle overgå hertil, når slottet var genopført. I så fald skulle kongen uden vederlag afgive et af palæerne på Amalienborg.
De slotte, der blev overladt civillisten, blev vedligeholdt efter en sondring mellem indre og ydre vedligeholdelse: den indre vedligeholdelse blev afholdt af civillisten, mens den ydre vedligeholdelse blev betalt af statskassen. Statens møbler og inventar i de pågældende slotte, det såkaldte statsinventarium, blev ligeledes stillet til civillistens disposition, men skulle under kontrol af Statsinventariekommissionen, hvor kongen og staten hver var repræsenteret ved ét medlem, tilbagegives af kongens bo i uforringet stand. Kongen havde jagtret i samtlige statsskove og på søerne under statens domæner, men civillisten skulle selv betale jagtudgifterne og betale for det vildt, kongen ønskede at beholde.
Kongen var fritaget for direkte stats- og kommuneskat, og dette gjaldt også civillisten. De statsejendomme, der hørte til civillisten, var fritaget for ejendomsskyld, men fritagelsen omfattede ikke kongens private ejendomme. Civillisten kunne efter grundloven ikke behæftes med gæld, men i øvrigt rådede kongen over den som en privat mand, uden ministerkontrasignatur, gennem en kongelig intendant. Civillisten skulle bære de til den hørende embedslønninger og pensioner til embedsmænd under civillisten, som fratrådte i kongens egen regeringstid, mens hofpensionerne efter lov nr. 98 af 29. april1913 ved tronskifte skulle fordeles efter bestemte regler mellem statskassen og den nye konges civilliste.
Da civillisten kun gjaldt for den enkelte konges regeringstid, skulle der ved hvert tronskifte træffes en ny overenskomst mellem den nye konge og Rigsdagen. Et forslag under forhandlingerne om Grundloven af 1915 om, at den afgåede konges civillistelov skulle blive ved med at gælde, indtil en ny lov trådte i kraft, blev ikke gennemført. Til gengæld skulle ordningen fastsættes for hele kongens regeringstid, og den lov, der blev givet i henhold hertil, kunne ikke ændres uden kongens samtykke. Ved kongens død bortfaldt civillisten, mens hans efterladte private formue, herunder faste ejendomme erhvervet for civillistens midler, blev arvet efter privatrettens almindelige regler.
Grundloven af 1915 § 9 indførte betegnelsen "Statens Ydelse til Kongen" i stedet for civilliste, men ordet civilliste blev bevaret i den statsretlige sprogbrug. I nyere dansk ret fastsætter Folketinget ved tronskifte i en særlig civillistelov størrelsen af den årlige apanage til den nye regent for hele regeringstiden. Statsydelsen gives for at sætte regenten i stand til at varetage de forfatningsmæssige og repræsentative funktioner, der påhviler statsoverhovedet, og reguleres i takt med pris- og lønudviklingen. Den dækker hoffets udgifter til personale, drift, administration, it, sikkerhed m.m. samt regentens private udgifter.
Til Frederik 9. blev der efter lov af 4. juni1947 årligt udbetalt kongen 1,5 mio. kr. samt dyrtidstillæg, som i 1948-49 udgjorde 475.000 kr.
Civillisten under Margrethe 2.
Dronning Margrethe 2.s civilliste blev fastsat ved lov i 1972 og ændret ved lov i 2001. Ydelsen bestod dels af en årlig finanslovbevilling, almindeligvis kaldet apanage, dels af rådighedsretten over en række statsejede palæer og slotte med møbler, inventar, kareter m.m. samt jagtret i statsskovene. Der var ikke regnskabspligt over for staten for anvendelsen af statsydelsen.
Apangen og den nugældende civilliste i Danmark
Den nugældende danske civilliste er statens ydelse til kong Frederik 10. og fastsættes i medfør af lov nr. 621 af 11. juni2024 om kong Frederik den Tiendes civilliste, mens årpenge til andre medlemmer af den kongelige familie fastsættes og reguleres efter særskilte love. Statsydelsen blev ved tronskiftet fastsat til 119 mio. kr. i 2024 og reguleres herefter efter udviklingen i lønindekset for statsansatte. Finanslovens bevilling opregnes tilsvarende med det statslige lønindeks i forbindelse med udarbejdelsen af finanslovforslaget.
Statsydelsen dækker Civillistens driftsomkostninger, herunder løn, varer, tjenesteydelser, personale-, drifts- og administrationsudgifter samt Kongefamiliens private omkostninger. Af statsydelsen afsættes der årligt et rammebeløb til Kongeparret til omkostninger i forbindelse med kongefamiliens virke og dagligdag, som ikke udelukkende kan henføres til Kongeparrets officielle rolle og forpligtelser, men også har en mere privat karakter. Rammebeløbet dækker hele kongefamilien og udgjorde i 2024 knap 18 mio. kr.
Kongehusets regnskaber overordnet og gennem tiden
På finansloven for 2000 var statsydelsen efter lov om dronning Margrethe den Andens civilliste fastsat til 48,9 mio. kr. Fra 1986 var 10 procent af dette beløb, i 2000 svarende til 5 mio. kr., i princippet øremærket til prins Henrik, men fra hoffets side blev det oplyst, at dette ikke svarede til den praktiske økonomiske virkelighed, da den samlede økonomi ikke kunne bære, at beløbet blev trukket ud. De øvrige medlemmer af kongefamilien modtog i 2000 tilsammen 15,3 mio. kr. i årpenge.
Hofmarskallatet har til tider ikke lagt skjul på, at det kunne være vanskeligt at få midlerne til at række. Omkring en tredjedel af dronningens statsydelse gik til lønninger til hoffets i alt 130 fuldtidsstillinger, og civillisten betalte desuden pensioner, en post der steg i takt med, at flere af dronningens medarbejdere gik på pension. De resterende midler blev anvendt til repræsentative formål, herunder statsbesøg, gallamiddage, aftenselskaber og festforestillinger i Det Kongelige Teater, samt til rengøring, vaskeri, telefoner, porto og henlæggelser til større begivenheder som bryllupper. Store henlæggelser var ikke mulige, og der måtte indimellem tages af formuen.
Statsydelse og årpenge reguleres efter pris- og lønudviklingen. Prins Joachim kom på finansloven i 1996 i forbindelse med sit ægteskab for at kunne dække udgifter ved repræsentation. Grev Ingolf modtager årpenge som kompensation for, at grundlovsændringen i 1953 indførte kvindelig arvefølge, hvorved hans far, arveprins Knud, rykkede tilbage i arvefølgen; uden denne ændring ville grev Ingolf efter den anførte opgørelse have været Danmarks konge. Prinsesse Benedikte modtog på dette tidspunkt ikke årpenge.
Kongehusets regnskab for 2025
I Kongehusets regnskab for 2025 blev statsydelsen opgjort til 132.416.413 kr., mens finansloven for 2026 angav en bevilling til statsydelsen på 134,6 mio. kr. I finanslovsbeløbet indgår en årlig ydelse på 1,4 mio. kr. til prinsesse Benedikte samt et beløb til kronprins Christian. Statsydelsen nedsættes med 4,0 mio. kr., når loven om årpenge for kronprins Christian sættes i kraft, og tidspunktet for ikrafttrædelsen fastsættes af statsministeren.
Kronprins Christian modtager ikke penge fra civillisten, før han får egen husstand og eget personale. Når dette sker, er det bestemt, at han skal modtage 4 mio. kr. af kongeparrets rammebeløb og en yderligere tildeling på 3 mio. kr. fra staten, i alt 7 mio. kr. årligt. Årpengene er hjemlet i lov nr. 622 af 11. juni 2024 om årpenge for kronprins Christian, men den årlige ydelse indgår ikke i bevillingen for 2025-2028, da den først udbetales fra det tidspunkt, hvor loven sættes i kraft.
Årpenge til dronning Margrethe er fastlagt i lov nr. 623 af 11. juni 2024 om årpenge for dronning Margrethe. Hun modtog i 2024 ca. 12 mio. kr. i årpenge, hvoraf 1,4 mio. kr. gik til prinsesse Benedikte. I regnskabet for 2025 modtog dronning Margrethe 12.929.177 kr. i årpenge og 2.992.747 kr. i momsrefusion.
Årpenge til prins Joachim og prinsesse Marie er fastlagt i lov om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Prins Joachim modtog i 2024 ca. 4 mio. kr. i årpenge og i 2025 4.309.524 kr. i årpenge samt 186.891 kr. i momsrefusion. Lovgrundlaget omfatter lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, som ændret ved lov nr. 533 af 17. juni 2008, samt lovgivning vedrørende fhv. prinsesse Alexandra.
Finansloven 2026's samlede bevilling til årpenge m.v. er angivet til 19,4 mio. kr. I dette beløb indgår, foruden årpenge til dronning Margrethe og prins Joachim, en årlig ydelse til grev Ingolf på 1,9 mio. kr. med hjemmel i lov nr. 298 af 17. september 1953 om årpenge til medlemmer af det kongelige hus, som ændret ved lov nr. 213 af 31. maj 1963 og lov nr. 491 af 7. juni 2001. Den 23. juni2017 kom det frem, at grevinde Alexandra, som den første nogensinde, valgte at frasige sig sin apanage. Dette fik virkning fra den 22. juli2020, da hendes yngste søn, Prins Felix, fyldte 18 år. Grevinden har indtil videre frasagt årpenge for finansårene 2021, 2022, 2023, 2024, 2025 og 2026. Hendes årlige ydelse var ellers på 2,8 mio. kr. årligt.
Særlige forhold og "frynsegoder"
Rigsrevisionen har ikke adgang til hoffets regnskaber, som i stedet revideres af en statsautoriseret revisor. Dronningen og (tidligere) prins Henrik ejede privat Château de Caïx i Frankrig, og slottets vinproduktion blev drevet i et særskilt økonomisk system med egne regnskaber, adskilt fra prinsens økonomi i Danmark.
Medlemmer af den kongelige familie, som modtager statsydelse eller årpenge, er omfattet af særlige skatte- og afgiftsregler. Efter kildeskattelovens § 3, stk. 1 betaler monarken og dennes ægtefælle, medlemmer af det kongelige hus, som er børn af danske konger, samt modtagere af årpenge og deres ægtefæller ikke indkomstskat. Skattefriheden omfatter også eventuelle indtægter ud over statsydelsen. Modtagere af statsydelse eller årpenge betaler heller ikke registreringsafgift eller grøn ejerafgift, men er underlagt de almindelige regler om ejendomsskat, hvilket blandt andet omfattede private ejendomme som prins Joachims (fhv.) Schackenborg og dronning Margrethes privatejede Marselisborg Slot. Arv og gaver mellem tidligere regent, regent og tronfølger samt disses ægtefæller er fritaget for bo- og gaveafgift, mens den øvrige kongelige familie er underlagt de almindelige regler.
Der ydes momsrefusion til medlemmer af den kongelige familie, som modtager statsydelse eller årpenge. Da momsen blev indført i 1967, blev statsydelsen ikke forhøjet tilsvarende, og i 1969 blev det kongelige hus fritaget for moms. Hofmarskallatet afleverede herefter kvartalsvis et revideret og attesteret regnskab over betalt moms, hvorefter beløbet blev refunderet. Refusionen er årligt begrænset til en procentdel af statsydelsen og årpengene svarende til den gældende momssats, og beløbene i Kongehusets årsberetning opgøres derfor eksklusive moms. Civillisten modtog i 2025 momsrefusion på 11.502.987 kr. Grev Ingolf betalte dog moms, og det samme gjorde hans mor, Arveprinsesse Caroline-Mathilde.
Ud over skatte- og afgiftsreglerne havde kongehuset en række økonomiske eller praktiske goder. Kongehusets biler er afgiftsfri, og kongehuset modtager gaver, undertiden af betydelig værdi, herunder biler, om end hoffet af hensyn til risikoen for reklamemæssigt misbrug er blevet mere tilbageholdende med sådanne gaver. Kongehuset kunne desuden opnå visse rabatter hos leverandører. Dronningen og hendes familie kunne rejse gratis med DSB, herunder i den kongelige salonvogn, som blev betalt over DSB's budgetter, og kongefamilien rejser gratis med fly indenrigs. SAS har desuden tilbudt gratis befordring til Grønland. Ved statsbesøg i udlandet yder Udenrigsministeriet kontant tilskud til udgifterne.
I Sverige og Norge blev kongens civilliste eller apanage sædvanemæssigt fastsat for kongens regeringstid, men i Sverige kunne den også ændres efter tronbestigelsen, og i Norge nedsatte Stortinget i 1893 kongens apanage trods kongens protest. I svensk statsret blev ordet civillista ikke optaget som egentlig grundlovsbegreb, og den svenske grundlov indeholdt ingen udtrykkelig bestemmelse om kongeligt apanage. Den stat og fordeling af anslag under bestemte hovedtitler, som Riksdagen skulle fastsætte, forudsatte dog, at apanager til kongehuset og dets medlemmer, når de først var fastsat, gjaldt så længe den apanageberettigende stilling bestod.
I de fleste andre monarkiske lande blev civillisten enten fastsat som en varig årlig ydelse eller for monarkens regeringstid. Kun undtagelsesvis fandtes der i nyere tid ingen civilliste, eksempelvis i Rusland, hvor kejserens indkomster ikke kunne anslås til et bestemt beløb og hidrørte fra omfattende krongodser samt guld- og andre miner i Sibirien, og i flere mindre tyske stater, hvor fyrsten endnu var privatretlig ejer af det meste af landet. Mange fyrster havde desuden ved siden af civillisten store indtægter fra fyrstelige husfideikommisser, eksempelvis kongen af Preussen. Den svenske konge havde foruden den bevilgede apanage en årlig rente fra Rigsgældskontoret på 300.000 kr. af de midler, der blev erhvervet ved salget af øen Guadeloupe, og som blev anset for personligt tilhørende kongen og hans tronfølger.
Historiske sammenligningstal viser betydelige forskelle mellem landene. For året 1915 viste en opgørelse over civillisten i forskellige lande i Samonsens Konversationsleksikon følgende:
