
Dun Carloway (skotsk gælisk: Dùn Chàrlabhaigh) er en broch i området Carloway på vestkysten af Isle of Lewis i Skotland. Brochen er bemærkelsesværdigt velbevaret, og på østsiden når dele af den oprindelige mur stadig en højde på ni meter.
De fleste brocher blev opført i perioden fra 100 f.Kr. til 100 e.Kr. Dun Carloway blev sandsynligvis opført i det 1. århundrede e.Kr. Den fik sandsynligvis sit nuværende navn fra det oldnordiske Karlavagr ("Karls bugt"), et levn fra tiden, hvor området var en del af Kingdom of the Isles. Dun Carloway forblev i brug gennem århundrederne, indtil gulvniveauet var blevet for højt som følge af ophobningen af bosættelseslag.
Brochen blev i senere tider lejlighedsvis anvendt som fæstning. Morrison-klanen fra Ness tog Dun Carloway i brug i 1601. Ifølge overleveringen havde de stjålet kvæg fra MacAuley-klanen i Uig. MacAuleyerne ville have deres kvæg tilbage og fandt Morrisonerne i brochen. En af dem, Donald Cam MacAuley, klatrede op ad ydermuren ved hjælp af to dolke og formåede at drive beboerne ud med røg ved at kaste lyng ind i brochen og derefter sætte ild til den. MacAuleyerne ødelagde derefter brochen.
I 1500-tallet var brochens mure formodentlig stadig stort set intakte. Ved midten af 1800-tallet var en stor del af murens øverste parti forsvundet, idet stenene var blevet genanvendt i andre bygninger. Tilstanden i 1861 fremgår af en tegning af kaptajn Thomas, som blev offentliggjort i 1890. For at forhindre yderligere forfald blev Dun Carloway i 1882 et af de første officielt beskyttede fortidsminder i Skotland. Fem år senere blev brochen overtaget af staten. Siden da er der blevet udført restaureringsarbejde på den. I begyndelsen af 1900-tallet og i 1970'erne blev der gennemført mindre arkæologiske udgravninger.
{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)