
Dun an Sticir (skotsk gælisk: Dùn an Sticir) er en broch fra jernalderen, som ligger i en sø på North Uist i de skotske Ydre Hebrider, omkring 9,5 kilometer nord for Lochmaddy. I senmiddelalderen blev der opført en bygning på stedet.
Dun an Sticir ligger på en lille ø i Loch an Sticir på østsiden af B893, 0,8 kilometer syd for Newtonferry. Navnet er også fejlagtigt blevet stavet Dun an Sticer og Dun an Sticar. Øen, som brochen står på, er via en dæmning forbundet med en anden og større ø ved navn Eilean na Mi-Chomhairle (Det dårlige råds ø). Denne større ø er forbundet med fastlandet via to dæmninger. Der er fri adgang til Dun an Sticir. Ved højvande kan dæmningerne være delvist oversvømmede.
Navnet Dun an Sticir er afledt af dun, der betyder "fæstning", og sticir, der betyder "en, der sniger sig omkring". Dun an Sticir betyder således "snigerens fæstning". Først i anden halvdel af 1900-tallet blev det klart, at anlægget var en broch.
Dun an Sticir blev ligesom de fleste brocher sandsynligvis opført i jernalderen mellem 100 f.Kr. og 100 e.Kr. Ved mindre udgravninger blev der fundet keramik.
Brochen var sandsynligvis beboet i vikingetiden. I middelalderen blev den ombygget til en rektangulær halbygning eller et mindre tårn. Indgangen blev udvidet, og der blev anlagt et vindue. Der blev opført udbygninger, og på Eilean na Mi-Chomhairle stod en større bygning. Dæmningen fra søens nordside til Eilean na Mi-Chomhairle blev udvidet til tre meters bredde, så vogne kunne nå frem til øen.
Hugh MacDonald of Sleat (skotsk gælisk: Ùisdean MacGilleEasbuig Chlèirich), søn af Hugh the Clerk, boede på Dun Sticir i 1602. Han var godsforvalter på North Uist i 1580'erne. I 1586 udtænkte han en plan om at myrde sin fætter Donald Gorm, den 8. høvding for Macdonald-klanen fra Sleat. Efter at planen var blevet afsløret, flygtede han til Dun an Sticir. Han blev til sidst taget til fange, da han forsøgte at undslippe en belejring af sit slot, Caisteal Uisdean, på Isle of Skye. Som straf blev han sultet ihjel i fangehullet på Duntulm Castle på Skye.

Dun an Sticir ligger på en ø i en sø. En bred stendæmning fører fra nord til øen Eilean na Mi-Chomhairle. En anden og mindre dæmning fører fra søens sydside til samme ø. En tredje dæmning slår en bue mod øst fra denne ø til den lille ø, hvor brochen ligger. Dæmningerne er delvist oversvømmede ved højvande.
Brochen har en samlet diameter på 18 meter. Dens mure er 3,5 meter tykke og enkelte steder lidt over tre meter høje.
Brochens cirkulære indre blev i middelalderen omdannet til et rektangulært område på 10 gange 4,6 meter. Dets længdeakse løber fra nordøst mod sydvest. Indgangene er 1,1 meter brede og ligger i den nordvestlige og sydvestlige del af det rektangulære område. Muren ved den sydvestlige indgang er 2,5 meter tyk.