Hun var datter af den velansete og formuende læge James O. Green og den hovedrige Amelia ("Amy") Bowman Hewitt og tilhørte dermed den fremtrædende New York-familie Green-Hewitt-Cooper. Moderen var arvtagerske efter industrimagnat, filantrop og præsidentkandidat, Peter Cooper(en), samt efter New Yorks tidligere borgmester, Abram Stevens Hewitt(sv). Som en såkaldt "dollarprinsesse" voksede Eleanor Green op omkring herregården Ringwood Manor i New Jersey. Under et besøg i København i 1923 hos sin kusine, baronesse von Schilling, mødte hun prins Viggo. De delte en stærk interesse for ridesport og blev året efter gift i New York. Prins Viggo frasagde sig i den forbindelse arveretten til den danske trone, og ved kgl. reskript fik parret tillagt titlerne greve og grevinde af Rosenborg.
Efter bosættelsen i Danmark lagde prinsessen ikke skjul på, at de første år som borgerligt født prinsesse havde været vanskelige, og hun var indledningsvis præget af generthed. Hun lærte imidlertid hurtigt dansk og blev med sin ligefremme, usnobbede og hjertevarme personlighed efterhånden kendt og værdsat som "et rart og beskedent menneske". Hun blev integreret i kongefamiliens private og repræsentative liv og ledsagede ofte prins Viggo på rejser og ved kongelige begivenheder. Parret boede først i Det Gule Palæ og på Bernstorff Slot, inden de i 1932 købte Store Mariendal ved Strandvejen i Hellerup.
Prinsesse Viggos væsentligste offentlige virke lå inden for velgørenhed, humanitært arbejde og civilt beredskab. Under Anden Verdenskrig var hun blandt de første, der meldte sig til Danske Kvinders Beredskab. Hun uddannede sig som samarit og feltkøkkenkogerske, blev medlem af beredskabsstyrken og deltog i Dansk Røde Kors og Danmarks Lottekorps som korpslotte. Under besættelsen nægtede hun at flygte, og mens prins Viggo i halvandet år levede under jorden, blev hun boende alene på Store Mariendal og fortsatte sit hjælpearbejde. I 1962 blev hun udnævnt til korpschef og oberstà la suite i Hjemmeværnet. Hun var desuden protektrice for og aktiv i en lang række organisationer inden for hospitalsvæsen, fattighjælp, børneforsorg, dyrevelfærd og den anglikanskeSt. Alban's Church i København.
Hun var desuden engageret i ridesport og en ivrig tilskuer ved travløb. Som amatørsangerinde blev hun senere undervist af Birgit Engell og indspillede musik til velgørende formål. Ægteskabet var barnløst, men parret samlede en stor vennekreds omkring sig, og mange yngre medlemmer af kongefamilien kom jævnligt i hjemmet. Efter prins Eriks død i 1950 gav de hans børn, grev Christian og komtesse Alexandrine, fast hjem og opdragelse på Store Mariendal.
Som den eneste af prins Valdemars tre borgerlige svigerdøtre blev prinsesse Viggo i 1961 benådet med Elefantordenen. En betydelig del af hendes amerikanske familieformue gik til filantropiske formål. Ved hendes død på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup den 3. juli 1966 udgjorde formuen omtrent 130 millioner kroner, svarende til cirka 1,5 milliarder kroner i 2026. Hun efterlod større legater til blandt andre Cooper Union og Dyrenes Beskyttelse. Da ægteskabet var uden livsarvinger, arvede Rosenborg-nevøer og -niecer hendes omfattende samling af smykker, diademer og tiaraer, hvoraf en stor del siden er blevet bortauktioneret. Hun blev bisat fra Den engelske kirke i København og begravet i Roskilde Domkirke.
Tidlige liv
Skitse af en ung prinsesse Viggo, fra en avisartikel, 1924.
Familie og baggrund
Eleanor Margaret Green blev født den 5. november 1895 på Manhattan i New York City, delstatenNew York, Amerikas Forenede Stater (USA), som det andet barn og eneste datter af lægen Dr. James Oliver Green i Ringwood, New Jersey og Amy Beaumont Hewit. Hendes fars slægt var en velkendt gammel familie, der stammede fra Louisville i Kentucky. Faderen var en fremtrædende og særdeles velhavende læge i New York. Han havde studeret medicin i Frankrig og nød anseelse også uden for USA, og gik sidenhen ind i erhvervslivet.
I 1940, mange år efter Eleanor Greens ægteskab med prins Viggo, udnævnte minister Henrik Kauffmann hendes bror, forretningsmand i New York, Norvin Green, til medlem af eksekutivkomitéen for Grønlandskommisionen. Han skulle bl.a. bistå arbejdet med at sikre Grønlands forsyning med fornødenheder samt landets eksport, som følge af, at Danmark under den tyske besættelse var kommet under de Allieredes blokade. Derfor skulle hovedparten af handelen foregå via de Forenede Stater, og det danske gesandtskab så det nødvendigt at oprette en særlig organisation i New York til dette formål. Som bror til prinsesse Viggo, havde minister Kauffmann "fuld Tillid til" Green's "danskvenlige Indstilling" og i øvrigt kunne hans navn "bruges overfor Offentligheden".
Ungdom
Ringwood Manor i 2015
Hun blev kaldt "Peggy" fra barnsben. Miss Green voksede op i forældrenes hjem på Lexington Avenue i New York City, mens somrene blev tilbragt på familiens landsted Ringwood Manor i New Jersey nær New York. Ringwood Manor fungerede som Hewitt-familiens sommerresidens fra 1857 til 1930’erne, og hendes barndom og ungdom synes i det væsentlige at have udfoldet sig mellem dette sted og ophold hos Hewitt-slægtninge i New York City.
Familien havde tæt omgang med John Dyneley Prince(en) (senere amerikansk gesandt i København) og hans hustru Adeline E. Loomis, der havde et landsted i New Jersey umiddelbart ved siden af Greens forældres ejendom. Hun dyrkede musik med stor interesse, men hendes dominerende fritidsområde var sport, især ridning. Allerede som barn sad hun i sadlen, og for at kunne dyrke ridningen på højt niveau tilbragte hun i flere år vintermånederne i England, hvor hun som medlem af forskellige hunting clubs deltog i de fleste større stævner.
Efter et amerikabesøg i 1922, hvor hendes kusine Ethel, baronesse von Schilling (født Green 1872) sammen med sin lille datter Cecilie besøgte slægtninge i USA, inviterede baronessen Eleanor Margaret Green til København. Green ankom i maj 1923 og opholdt sig i byen i omkring to måneder. Baronesse von Schilling var gift med den kejserlige russiske diplomat baron Ernst Peter v. Schilling (født 1875), generalkonsul i København. Parret var blevet viet i New York i 1906 og boede på Upsalagade 18. Under opholdet havde Green sin base hos Adeline E. Loomis (fru Prince), hustru til den amerikanske gesandt i Danmark, John Dyneley Prince(en), og det var i den amerikanske legation, at hun mødte prins Viggo, søn af prins Valdemar og prinsesse Marie. I løbet af sommeren sås de hyppigt, både i baronparrets hjem i Upsalagade og i legationen hos dr. Prince, ligesom de mødtes på ride- og sejlture samt ved hestevæddeløbsbanen.
Ifølge en gengivelse i The New York Times rejste prins Viggo i begyndelsen af september 1923 til sin bror, prins Erik i Canada og kom i første uge af oktober til New York for at indhente dr. Greens samtykke til et forestående ægteskab, hvilket han angiveligt hurtigt opnåede. Rygterne spredte sig kort efter i amerikansk presse, og i begyndelsen af november 1923 bragte danske dagblade meddelelser om en nært forestående forlovelse mellem prins Viggo og Miss Eleanor Margaret Green. DagbladetKøbenhavn karakteriserede hende ved omtalen som en "intelligent og indtagende ung […] fuldblods Amerikanerinde […] høj, slank, lysblond Skønhed". Da intet endnu var offentliggjort, dementerede Green imidlertid forlovelsesoplysningen og kaldte den "fuldstændig fabelagtig — simpelthen latterlig", og da journalister henvendte sig på adressen 15 Lexington Avenue, genbekræftede dr. Green hendes benægtelse.
Fraskrivelsen af arveretten
I løbet af december 1923 blev forlovelsen i praksis behandlet som en offentlig hemmelighed. Ved kgl. reskript af 21. december 1923 blev det fastsat, at parret fra ægteskabets indgåelse skulle føre titlerne prins og prinsesse samt greve og grevinde af Rosenborg. Prins Viggos bror, prins Aage, havde i 1914 ægtet Mathilde Calvi di Bergolo, og der var nu skabt præcedens for fremgangsmåden ved danske prinsers ikke-fyrstelige ægteskaber, herunder tildelelsen af titlen greve af Rosenborg. Bestemmelserne blev dog holdt tilbage, indtil hoffet i februar 1924 offentliggjorde forlovelsen. I samme forbindelse frasagde prins Viggo i statsråd for sig selv og sine efterkommere arveretten til den danske trone. I januar 1924 rapporterede danske medier, at kong Christian10. havde givet sin tilladelse til forlovelsen, og den blev officielt deklareret den 9. februar 1924, mens prins Viggo opholdt sig i New York hos sin tilkommende hustrus slægtninge.
Forlovelsen faldt tidsmæssigt sammen med offentliggørelsen af, at prins Erik og den canadiskfødte Miss Lois Frances Booth var blevet forlovede; hun var barnebarn af den canadiske multimillionære industrimagnat John Rudolphus Booth, og de to kvinder blev anset som "dollarprinsesser". Green deltog sammen med sin forlovede i parrets bryllup i Ottawa den 11. februar 1924. Kort efter, den 10. marts 1924, døde hendes far, hvilket medførte, at hendes eget bryllup skulle finde sted "under beskedne Former" og samtidig blev udskudt til sommer.
Planlægningen af Eleanor Margaret Greens ægteskab med prins Viggo af Danmark blev i foråret 1924 offentliggjort i amerikansk presse, hvor det blev oplyst, at vielsen skulle finde sted i New York den 10. juni 1924 i Calvary Church (Fourth Avenue ved 21st Street). Ifølge samme omtale skulle ceremonien overværes af familie og en mindre kreds af nære venner. Den blev ledet af biskop William T. Manning med Calvary Churchs rektor Theodore Sedgwick som medvirkende. Green blev ført op af sin bror, Norvin Hewitt Green, og havde én ledsager, Emily Lewis Stevens. Prins Viggo havde efter dansk skik prins Valdemar som forlover, og far og søn blev angivet som de eneste tilstedeværende medlemmer af den danske kongefamilie i New York i forbindelse med brylluppet.
Selve vielsen blev skildret som en stor offentlig begivenhed med omfattende tilskuermængder omkring kirken og behov for politi for at sikre adgang for gæsterne. Omkring 1.500 personer deltog i kirken; brudens eneste ledsager, Emily Lewis Stevens, gik forrest, efterfulgt af Green og hendes bror, og ved alteret blev trolovelsesdelen læst af Theodore Sedgwick, mens vielsen blev forrettet af biskop Manning, der også udtalte velsignelsen. Efter ceremonien kørte brudeparret til reception på 9 Lexington Avenue hos brudens tanter Sarah og Eleanor Hewitt, hvor de sammen med prins Valdemar modtog gæsterne. Artiklen fremhæver samtidig et stort antal gaver samt lykønskningstelegrammer fra europæiske kongelige forbindelser. Under receptionen skar prins Viggo bryllupskagen med en lånt sabel tilhørende brudens morbror Erskine Hewitt, og det anføres, at brudeparret efterfølgende planlagde afrejse til England ca. ti dage senere med besøg hos slægtninge, før de skulle bosætte sig i Danmark.
Bryllupet blev fulgt tæt af især amerikanske medier, og nogle gengivelser bar præg af "særegne drastiske Tone[r]", som Berlingske Tidende formulerede det.
Bryllupsgæster
Blandt de mest fremtrædende gæster ved brylluppet og de tilknyttede sammenkomster nævnes brudens tanter og værter Sarah Cooper Hewitt og Eleanor G. Hewitt samt værtsparret Mr. og Mrs. Charles B. Alexander. På dansk side omtales deltagelse af den danske generalkonsul Georg Bech samt vicekonsulerne Johan Oluff og Aage Fensmark. I den amerikanske omtale nævnes desuden Danmarks chargé d’affaires Kai Helmer-Petersen med hustru samt konsulatets kreds, herunder George Bechs datter Elinor Bech og Dr. Ejnar Hansen med hustru. Af New Yorks societetsnavne fremhæves især Fru Frederick W. Vanderbilt (Louise Vanderbilt). Blandt øvrige navngivne prominente gæster omtales også bl.a. Winthrop W. Aldrich og W. Rhinelander Stewart samt repræsentanter for Hewitt-slægten, herunder Erskine Hewitt, Edward Ringwood Hewitt og Ashley Hewitt.
Hvedebrødsdage
En ung miss Eleanor Margaret Green, billede offentliggjort i Aftenbladet (1924) i anledning af forlovelsen.
Efter London rejste de videre på landet for at besøge engelske venner og foretog herunder en længere automobiltur gennem det engelske landskab. I slutningen af august 1924 ankom de til kurbyenBath, hvor det store badehotel var fuldt belagt. Portieren kunne kun tilbyde to tjenerværelser, som parret uden videre tog. Først da de senere skrev sig i hotellets gæstebog, opdagede man, at gæsterne var prins Viggo af Danmark og hans gemalinde, tilsyneladende ganske tilfredse med at inkognito bo "i tjeneretagen". De lo af episoden og kørte videre mod Windermere.
I oktober 1924 blev det offentliggjort, at prins og prinsesse Viggo ville vende tilbage til Danmark for at bosætte sig permanent i landet, mens prins Viggo planlagde at genoptage sin militære tjeneste som officer ved husarerne den 1. november. Parret ankom til Hovedbanegården den 22. oktober og blev modtaget af hele kongefamilien. Velkomsten fortsatte på Bernstorff Slot, hvor hoffunktionærerne havde udsmykket hovedtrappen med grønne dekorationer og blomster, der dannede initialerne E og V. En slotslejlighed var på forhånd blevet istandsat til parrets modtagelse, og samme formiddag blev der afholdt familietaffel på slottet.
Efter ankomsten lærte prinsesse Viggo hurtigt dansk. Hun talte i forvejen engelsk og fransk og fandt sig ifølge samtidens presse hurtigt til rette i den forholdsvis uformelle familiekreds i Det Gule Palæ. Hun lagde imidlertid ikke skjul på, at hendes første år i Danmark som borgerligt født prinsesse havde været vanskelige. Med tiden blev hun kendt og værdsat som "et rart og beskedent menneske".
Bopæle
Prins Viggo og prinsesse Viggo ved deres ankomst til København den 22. oktober 1924.
Allerede i 1923 havde ungkarlen prins Viggo lejet og var flyttet ind i en lejlighed på 3. sal i Vester Voldgade 90, og det var undertiden her, prinsesse Viggo opholdte sig efter brylluppet. Spørgsmålet om parrets permanente, fremtidige bopæl var imidlertid ikke endeligt afklaret. Indledningsvist var der blevet ført forhandlinger om at erhverve en villa i Nordsjælland til prinseparret, men da disse underhandlinger bristede, blev det i stedet meddelt, at de ville tage ophold hos prins Axel på Bernstorff Slot i Gentofte. Foruden opholdet på selve slottet var der tillige indrettet en foreløbig bolig på Bernstorffshøj, som kunne benyttes, indtil en mere "passende bolig" var fundet. I den mellemliggende periode fik prinseparret tilbudt en hel del forskellige villaer og lejligheder, som de løbende tog stilling til.
Sideløbende overvejede man kraftigt at nyistandsætte Det Gule Palæ med henblik på, at prins og prinsesse Viggo skulle flytte dertil. Efter ankomsten fra USA flyttede det unge par sammen med prins Valdemar den 18. december 1924 fra Bernstorff til Det Gule Palæ i Amaliegade, som forinden var blevet grundigt istandsat gennem omkring en måned. Efter flytningen blev størstedelen af prins Valdemars tidligere tjenestepersonale genansat, og indflytningen blev i samtiden fremstillet som en revitalisering af den fornemme del af Amaliegade, og en rig dansk-amerikaner overbudte hurtigt på naboejendommen i Amaliegade 16, Grev Ahlefeldts Palæ.
Prins Viggo ejede også en lejligheden i Vester Voldgade, som blev brugt lejlighedsvist frem til 1931, hvor prinsesse Viggo købte landstedetStore Mariendal på Strandvejen 135 i Hellerup. Her boede parret frem til deres respektive dødsfald, og selve landstedet blev senere nedrevet i 1977 for at blive erstattet af et socialt boligbyggeri af samme navn. Om sommeren boede de på Bernstorff Slot.
Selskabsliv og tidligt velgørenhedsarbejde
Prinsesse Viggo, Grevinde af Rosenborg.
Hun fik sin debut i det københavnske "fashionable life", ved åbningen af Den Franske Udstilling med bl.a. tegneren Jean-Louis Forain og billedhuggeren Raoul Lamourdedieu, den 25. oktober 1924, og hun var angiveligt "Gestand for udsøgt Opmærksomhed fra alle Sider".
Efter sin faders død i sommeren 1924 levede prinsesse Viggo i den første tid tilbagetrukket, hvor hun bevidst undgik selskabelighed og afslog interviews. I sin nærmeste kreds blev hun beskrevet som en alvorlig, intelligent, naturlig og beskeden personlighed med brede interesser, der spændte fra musik, sang og klaverspil til en særlig passion for sport, ridning og dyr. I januar 1925 påtog prinsessen sig imidlertid sit første offentlige tillidshverv, da hun overtog protektoratet for Søllerød Sanatorium og samtidig indtrådte som aktivt medlem af en komité, der indsamlede midler til en moderationsfond for ubemidlede tuberkulosepatienter. Hendes stærke engagement i sanatoriet og det generelle hospitalsarbejde blev i samtiden knyttet direkte til hendes personlige baggrund. Som datter af en læge havde hun siden barndommen haft et indgående kendskab til kampen mod tuberkulose, og hun var stærkt inspireret af sin faders behandling af fattige patienter i New York. I marts 1925 påtog prinsesse Viggo sig protektoratet for en eftermiddagsfest med underholdning og tombola på Hotel d’Angleterre til fordel for prinsesse Margrethes Juleforening. Hun og prins Viggo deltog begge i arrangementet. I april 1925 overtog prinsesse Viggo protektoratet for en velgørenhedssoiré i Domus Medica, arrangeret af Medicinsk Selskab og Officersforeningen til fordel for russiske emigranter i København. Overskuddet skulle føjes til indtægterne fra en tidligere afholdt støttefest.
Eleanor Margaret Green, Prinsesse Viggo af Denmark.
Prinsesse Viggo var af natur yderst rejselysten, og selvom prinseparret ofte tog faste sommerophold på Bernstorff Slot hos svigerfaderen prins Valdemar, var deres kalender i 1920'erne præget af en næsten konstant international rejseaktivitet. Året 1925 indledtes med en tur til Paris i maj, inden prinsessen i begyndelsen af juni vendte hjem for at deltage i grevinde Nina Moltkes havefest på Christiansholm til ære for britiske officerer. Her vakte hun stor opmærksomhed i en raffineret, rosa dragt, der inkluderede en tætsiddende hat og en kjole med dybe læg, hvorfra en iøjnefaldende "have" af brogede blomster kulminerede på ryggen. Rejserne fortsatte umiddelbart efter; i juli gik turen til Torino i Italien for at besøge svigerinden prinsesse Aage, og fra august til oktober opholdt prinseparret sig i England. Her forfulgte prinsessen sin store rytterpassion i London og blev blandt andet fotograferet til hest sammen med amerikaneren George Hendrie fra Detroit. Senere på efteråret stødte hun til prins Valdemar, prins og prinsesse Axel samt prinsesserneMärtha og Astrid i Paris for at overvære bisættelsen af den afdøde prinsesse Maries moder, hertuginden af Chartres.
Julen 1925 blev fejret i Danmark sammen med den øvrige kongefamilie på Bernstorff Slot og i Det Gule Palæ, men allerede 2. juledag rejste prinsesse Viggo alene via Esbjerg og England til New York for at besøge sin amerikanske familie. Under dette ophold overrakte hun og prins Aage i februar 1926, under en reception i Sarah Cooper Hewitts hjem på Lexington Avenue, en dansk bibel til biskop Manning til brug i katedralen St. John the Divine. Hjemrejsen begyndte i marts, og efter at have mødtes med sin ægtefælle i Torino, ankom hun atter til Danmark i maj 1926.
Tilbage i København aflagde hun samme måned visit om bord på den amerikanske torpedojagerUSS Osborne(en). Også i august 1930 deltog hun i en frokost om bord på de amerikanske krigsskibe, der lå i København. Sommeren 1926 bød atter på rejseaktivitet, da prinseparret i juni besøgte prins Viggos fætter og kusine, kong Haakon 7. og dronning Maud af Norge, på Bygdø Kongsgård(no). Fra slutningen af juli til august foretog prinsessen endnu en rejse til Paris, og umiddelbart efter hjemkomsten drog parret videre til London, hvorfra de først vendte tilbage til Danmark i september 1926. I sommeren 1927 rejste hun sammen med hendes niecer prinsesserne Olga og Alexandra af Cumberland, storhertuginde af Mecklenborg samt prinsesse Märtha.
Mod slutningen af 1926 markerede prinsesse Viggo sig for alvor i det københavnske selskabsliv. Den 18. december afholdt hun og prins Viggo et storslået julebal på Hotel d'Angleterre for omkring 200 indbudte gæster fra det diplomatiske korps, garde- og søofficerskredse samt den øvrige kongefamilie, herunder kronprins Frederik, prins Knud, prins Harald samt prinseparret Axel og Margaretha. Festen, der varede til klokken syv næste morgen med servering af souper ad to omgange, blev i samtiden omtalt som prinsessens egentlige debut som værtinde i større stil i Danmark. Hendes moderne og selskabelige profil blev yderligere understreget nytårsaften samme år, hvor prinseparret var blandt hovedattraktionerne på restaurant Nina i København, og hvor de øvrige gæster mødte frem i håbet om at se dem danse blues. Juleaften 1927 blev holdt med Prins Valdemar, prins Viggo, Prins Axel og prinsesse Margaretha med deres børn til juletræ i Det Gule Palæ. Senere på aftenen deltog de i kongeparrets julefest på Amalienborg.
Under et besøg ved festspillene i Salzburg i 1931 tiltrak prinsesse Viggo sig særlig opmærksomhed fra den østrigske presse, idet en korrespondent fra et wienerblad foretog et interview med hende under den fejlagtige antagelse, at hun var Danmarks kronprinsesse. I den efterfølgende avisreportage fra "Neus Wiener Journal" blev der gjort stort væsen af prinsessens usnobbede og uhyre beskedne fremtoning. Korrespondenten bemærkede med forundring, at hun rejste ganske alene, selv afleverede sin værelsesnøgle til portieren og personligt afhentede sine teaterbilletter. Under sit ophold spiste hun middag på hotel Grand de l’Europe i selskab med en amerikansk bekendt, hvor hun uprætentiøst sammensatte sit måltid ud fra hotellets forhåndenværende retter. Ved middagen optrådte prinsessen i et enkelt, decent nedringet aftentoilette og bar et kostbart perlecollier som sit eneste smykke.
Helbredsrejser
Det første privatfoto af prinsesse Viggo, offentliggjort i 1928. Af Heinrich Møller.
I slutningen af 1920'erne pådrog prins Viggo sig en særlig ondartet angina, hvis eftervirkninger udviklede sig til en form for leddegigt. På lægernes råd måtte prinseparret derfor foretage en helbredsrejse til sydligere, varmere himmelstrøg, og umiddelbart inden afrejsen blev det første egentlige privatbillede af prinsessen taget af miniaturemaleren og kunstfotografen Heinrich Møller. På vej mod Italien i foråret 1928 besøgte parret forskellige slægtninge og bekendte, herunder den tidligere amerikanske minister i København, dr. Prince, som i mellemtiden var tiltrådt som gesandt i Beograd. Prinseparret ankom i marts til kurbyen Acqui Terme i Italien, hvor de indlogerede sig på hotel "Terne". Under opholdet påtog prinsesse Viggo sig personligt at pleje sin ægtefælle, således at han hurtigst muligt kunne blive rask og vende hjem til parrets store, fælles passion for galopsporten. De vendte først tilbage til Danmark i midten af maj.
Rejseaktiviteten fortsatte imidlertid umiddelbart efter, da prinseparret i sommeren 1928 drog på et længerevarende ophold i Frankrig. Her aflagde de først besøg hos den rige antikvitetshandler fra New York, baron Maurice Voruz de Vaux, på slottet Château de la Houssaye i Quessoy, Côtes-d'Armor i Bretagne, hvorefter de tog ophold på et slot tilhørende prinsens onkel og tante, hertugen og hertuginden af Guise. På den franske rejse var prinsesse Viggo ledsaget af sin veninde Kai Møller, og i løbet af sommeren blev prinsessen blandt andet fotograferet til modebladet Vogue ved Deauville i Normandiet. Parret vendte først hjem igen i oktober.
Prinseparrets forkærlighed for helbreds- og rekreationsrejser fortsatte det følgende år, hvor de ligeledes tog på et langvarigt ophold i syden i foråret 1929. Efter hjemkomsten tilbragte prinsesse Viggo den efterfølgende sommer som en hyppig gæst på Skodsborg Søbad. I sommeren 1929 besøgte de desuden lensbaron Hans Rosenkrantz og Christiane (født komtesseWedell-Wedellsborg) på Rosenholm Slot. I sensommeren 1929 rejste hun til USA for at besøge sine slægtninge der, og kom først tilbage i december.
I begyndelsen af 1930 var det planlagt, at prins og prinsesse Viggo skulle ledsage prins og prinsesse Axel på en længere rejse til Østasien. Ekspeditionen, der skulle foregå med et af Det Østasiatiske Kompagnis (ØK) motorskibe, hvor prins Axel var direktør, omfattede planlagte besøg i Siam, Japan og Kina. På grund af indtruffet sygdom hos prins Viggo måtte prinseparret imidlertid aflyse deres deltagelse, hvorfor prins og prinsesse Axel i sidste ende gennemførte rejsen alene. I februar 1930 rejste prinseparret til Egypten af hensyn til prins Viggos helbred.
Prinseparret nærede en stor interesse for automobilrejser og foretog ofte ferieture i deres LaSalle. I sommeren 1934 drog de således på en længere bilrundrejse i Danmark, hvor de undervejs tog ophold hos baron Johan Otto Raben-Levetzau på Fanø. Hun rejste i 1936 til Wagner-byen Bayreuth for at overvære festspillene. I tiden omkring sin fødselsdag i november yndede prinsessen at foretage en transatlantisk rejse for at fejre begivenheden i USA sammen med sin amerikanske familie.
Da Prins Valdemar i oktober 1936 blev alvorligt syg ved Gmunden, rejste prinsesse Viggo med kort varsel fra København sammen med prinsesse Margrethe til hans sygeleje på det til Slot Cumberland hørende jagtslot Grünau. Inden afrejsen havde prinsesse Viggo telefonisk talt med prinsens søstersøn, hertug Ernst August af Braunschweig, som meddelte, at tilstanden var forholdsvis beroligende, men opfordrede familien til at komme på grund af risikoen for en pludselig forværring. De tog hjem i starten af november.
I november 1931 erhvervede prinsesse Viggo villaen Store Mariendal, beliggende på Strandvejen 135 i Hellerup, fra den østrigske generalkonsul C.F. Glad. Den historiske ejendom fra 1769 blev købt som prinsessens særeje for en købesum på 390.000 kr. Prinseparret planlagde oprindeligt at tage boligen i brug i april 1932, men indflytningen måtte udskydes til efteråret på grund af forsinkelser i en omfattende renovering. Prinsessen ledte personligt den indvendige ombygning "med stor Smag", delvist bistået af kunsthandler og baron Arild Rosenkrantz. Under byggeprocessen sprang et vandrør, hvilket forårsagede ødelæggelsen af store værdier i et kostbart loft i et af stueetagens værelser. Som konsekvens heraf anlagde prinsessen sag mod den ansvarlige malermester Krebs.
Prinseparret kunne endeligt rykke ind på Store Mariendal i oktober 1932. I forbindelse med indflytningen modtog ejendommen prinsessens personlige møblement, som syv år forinden var ankommet fra USA i otte store omnibusser. Da der ikke havde været plads til de mange møbler under parrets hidtidige ophold på Bernstorff Slot, havde de i den mellemliggende periode været opmagasineret, hvilket havde kostet prinsessen en årlig udgift på 3.800 kr.
Senere ægteskabsliv
Anden Verdenskrig
Prinsesse Viggo (til venstre) og ledere af en større lotte- og beredskabsøvelse på Frederiksberg, 22. november 1942.
Hendes praktiske engagement i beredskabet fortsatte i august 1940, hvor hun efter eget ønske, og i selskab med kronprinsesse Ingrid, gennemførte et firedages beredskabskursus på Gentofte Rådhus i regi af Danske Kvinders Beredskab, som bl.a. indeholdt undervisning i sanitets-, brand- og polititjeneste. I oktober samme år modtog hun yderligere undervisning arrangeret af Danske Kvinders Beredskabstjeneste på Gentofte Amtssygehus under ledelse af Christiane Johanne Ussing, der var hustru til juristen Henry Ussing. Som færdiguddannet samarit og medlem af beredskabsstyrken deltog prinsesse Viggo tillige i en større beredskabs- og samariterøvelse på Jægersborg Kaserne sammen med prinsesse Caroline-Mathilde og prinsesse Margaretha. Øvelsen var arrangeret af Danske Kvinders Beredskab og Dansk Røde Kors’ kvindelige samariterkolonne i Gentofte, og prinsessen, der samtidig var en af otte nyuddannede feltkøkkenkogersker, gjorde tjeneste i feltkøkkenet. Her rensede hun porrer, gulerødder og kartofler samt medvirkede ved tilberedningen af et måltid med kalvekød til omkring 200 deltagere.
Indsatsen under besættelsen handlede dog ikke udelukkende om aktiv tjeneste, men også om at dele den almindelige befolknings kår. Under en selskabelig drøftelse af brødrationeringen i november 1940 fremhævede prinsessen, at kongehuset fuldt ud delte befolkningens vilkår og vareknaphed, og at de ligeledes måtte klare sig med de tildelte rationeringsmærker. Med ordene "Vi er naturligvis stillet som alle andre Danskere" forklarede hun i den forbindelse, at kong Christian 10. allerede ved fødevareknaphedens begyndelse havde indskærpet over for kongefamilien, at dens medlemmer skulle dele de nøjagtig samme vanskeligheder og afsavn som landets øvrige borgere.
Sideløbende bidrog prinsesse Viggo til det humanitære og kulturelle liv. I februar 1940 skænkede hun fem store kongelige portrætter til Finlandsindsamlingen, en stor folkemæssig og humanitær indsamling i Danmark til hjælp for det krigshærgede Finland under Vinterkrigen. Senere samme år, i juni 1940, indspillede hun en grammofonplade for His Master's Voice til fordel for Dronningens Indsamling. Inden for kongehuset havde det længe været kendt, at hun var meget musikalsk og besad en smuk sangstemme, hvis sangemåde blev sammenlignet med den amerikanske sangerinde Marian Andersons(en). På pladen fremførte hun sangen Au jardin charmant sammen med Erika Raff, ligesom hun sang Ave Maria som solist. Året efter, i oktober 1941, bidrog hun desuden til udstillingen Mit bedste Kunstværk på Statens Museum for Kunst med et portræt af Frederik 4., som var udført af den venetianske maler Giovanni Battista Piazzetta.
Prins og Prinsesse Viggo ved deres sølvbryllup, 1949.
Efter befrielsen, i oktober 1945, modtog prinsesse Viggo sammen med sin ægtefælle, prins Viggo, den amerikanske admiral Henry K. Hewitt(en) ved hans ankomst fra Stockholm til Kastrup Lufthavn. Admiralen var prinsessens halvkusine, et slægtskab, Hewitt selv forklarede ved, at deres respektive bedstefædre var brødre. Hewitt fungerede på dette tidspunkt som chef for den amerikanske flådes operationer i Europa og havde under krigen ledet de amerikanske flådestyrker ved invasionerne i Nordafrika, ligesom han havde haft kommandoen under operationerne ved Sicilien og Italien.
Alene på Store Mariendal
Prinsesse Viggos ro og hjælpsomhed blev særligt fremhævet i forbindelse med Besættelsen. Hun nægtede at flygte til Amerika. I de halvandet år, hvor prins Viggo var "under jorden", boede hun alene på Store Mariendal, selv om schalburgtager fik luften omkring villaen til at dirre, og der blev affyret skud inde i haven. Hun fortsatte samtidig et omfattende hjælpearbejde og tilbragte aften efter aften med at strikke beklædningsgenstande til krigens nødlidende. Omkring 250 uldne trøjer blev fremstillet af hende og sendt til Norge eller til nødlidende internerede. Hertil kom et stort antal sokker, som blev strikket efter en særlig model, hun selv havde udarbejdet. Hun deltog desuden i lottearbejde og samarittergerning. Ifølge samtidens karakteristik blev der ved velgørende indsatser aldrig forgæves appelleret til hendes protektion eller personlige medvirken.
I februar 1929 rejste hun sammen med prins Viggo og prins Knud til Palermo for at repræsentere det danske kongehus ved brylluppet mellem prins Christopher af Grækenland og prinsesse Françoise af Guise, datter af Jean af Orléans. I april 1931 drog prinsesseparret atter til Palermo sammen med udvalgte medlemmer af kongefamilien for at deltage i brylluppet mellem den franske tronprætendent prins Henri af Orléans og prinsesse Isabelle af Orléans-Bragança. Efter at det spanske kongehus var blevet afsat samme måned, besøgte prins og prinsesse Viggo den landflygtige dronning Victoria Eugenie i Paris, hvor hun i første omgang havde taget ophold og modtog besøg af flere europæiske kongelige.
Under et ophold i London i juli 1939 aflagde prinsesse Viggo et eftermiddagsbesøg hos den britiske enkedronning Mary. I maj 1940 deltog hun i prinsesse Margrethes, den senere dronning Margrethe 2.s, dåb i Holmens Kirke. Hun deltog i adskillige andre brylluper og begravelser i de skandinaviske kongehuse i 1940'erne og 1950'erne.
Hofstat
Fra 1927 til 1957 var Astrid Elisabeth Soré (født 1894) kammerjomfru hos prinsesse Viggo og ledsagede ofte prinsesseparret på deres rejser rundt i verden.
Prinsesse Viggos amerikanske oprindelse og familieforbindelser gav hende et omfattende netværk blandt USA's velhavende og fremtrædende familier, som hun bevarede efter sin flytning til Danmark. Hun modtog jævnligt amerikanske bekendte i København, heriblandt den fremtrædende New York-rigmand Alexander Phillips, der aflagde hende visit i juli 1926. Den fransk-amerikanske bankier Herman Huffer, der repræsenterede det amerikanske Equitable Trust Company(en) i Paris, var hendes ven fra tiden i USA og besøgte under sine ophold i Danmark regelmæssigt prinsesse Viggo og prins Viggo i Det Gule Palæ eller på Bernstorff Slot. I februar 1927 ankom han til København og tog ophold på Hotel d'Angleterre. Da han vendte tilbage i slutningen af maj samme år, var besøget ifølge Nationaltidende forbundet med et større kommunelån.
Prinsesse Viggo deltog desuden gennem flere år i Den Amerikanske Klubs thanksgivingmiddag i Langeliniepavillonen. I sommeren 1936 fungerede hun som protektrice for Yale Glee Clubs(en) koncert i Tivolis Koncertsal. Efter koncerten deltog hun i en souper på restaurant Nimb, der blev afholdt for korets 60 medlemmer. Blandt hendes amerikanske veninder var desuden grevinde Alice de Castellane, født Abercrombie-Miller, en velhavende amerikanerinde fra Washington, der havde giftet sig ind i det europæiske aristokrati.
Hendes forbindelser omfattede også fremtrædende amerikanske politiske familier. I april 1946 deltog hun sammen med prins Viggo i en frokost på Hotel d'Angleterre, som udenrigsminister Gustav Rasmussen gav for den tidligere amerikanske præsident Herbert Hoover under dennes ophold i Danmark. I juni 1950 modtog hun den tidligere amerikanske førstedame Eleanor Roosevelt i Kastrup Lufthavn ved hendes ankomst fra Helsingfors og ledsagede hende efterfølgende under hendes besøg i København og det øvrige Danmark. Hun var ligeledes veninde med Margaret Truman, datter af præsident Harry S. Truman og Bess Truman. Margaret Truman besøgte Danmark i 1952, og senere samme år opholdt prinsesse Viggo sig hos hende i USA. De overværede blandt andet åbningen af Metropolitan Operas 68. sæson.
Som medlem af Selskabet til Håndarbejdets Fremme og barnebarn af Peter Cooper, grundlæggeren af Cooper Union, arbejdede prinsesse Viggo desuden for at styrke forbindelsen mellem den danske forening og institutionen i New York. Cooper Union Museum indbød selskabet til at arrangere en seks uger lang udstilling med værker af dets omkring 400 aktive medlemmer, herunder vævning, stoftryk, broderi, keramik og andet dansk kunsthåndværk. Dronning Ingrid påtog sig protektoratet for udstillingen, mens Gertie Wandel blev dens formand.
Arv og formue
Prinsesse Viggo modtog gennem livet flere betydelige arvemidler fra sin amerikanske familie, hvilket blandt andet sikrede hende det økonomiske fundament til at fortsætte og udvide sit velgørende samt filantropiske arbejde. Ud over en i forvejen enorm arv fra sine forældre var familiens rigdom oprindelig blevet grundlagt af prinsessens bedstefar, Peter Cooper, der var en amerikansk industripioner, som byggede USA's første damplokomotiv og tillige grundlagde uddannelsesinstitutionen Cooper Union.
I august 1933 modtog hun en stor arv efter sin tante, Sarah Hewitt (i familien også omtalt som Sally Hewitt), der var datter af New Yorks tidligere borgmester Abram Stevens Hewitt(sv). Tanten efterlod sig en samlet formue på omkring 30 millioner kroner, som blev fordelt mellem mere end 60 personer, herunder hendes tjenestefolk. Prinsesse Viggos andel af boet bestod af Hewitt-familiens hus i Bar Harbor i Maine, et kontantbeløb på omkring 375.000 kroner (svarende til cirka 17 millioner kroner i 2026) samt størstedelen af tantens smykker, juveler, kjoler, tilbehør og øvrige værdigenstande. Prinsessen valgte efterfølgende at donere mange af disse effekter til Brooklyn Museum, Museum of the City of New York og the Museum at Cooper Union.
I juni 1938 blev det meddelt, at prinsesse Viggo tillige skulle arve en enorm sum penge efter sin nyligt afdøde onkel, Erskine Hewitt, hvilket i høj grad muliggjorde hendes fortsatte velgørenhedsarbejde. Arven udgjorde 500.000 dollar, svarende til omkring 2¼ millioner kroner (cirka 90 millioner kroner i 2026-priser), mens hendes bror, den amerikanske finansmand Norvin H. Green, var boets hovedarving. Ved årsskiftet 1960–1961 arvede prinsessen yderligere 100.000 dollar, svarende til omkring 700.000 kroner eller cirka 10,5 millioner kroner i 2026-priser, efter selvsamme Norvin H. Green.
Prinsesse Viggo afgik ved døden den 3. juli 1966 i en alder af 70 år. I sit testamente videreførte hun familiens mangeårige støtte til uddannelsesarbejdet på Cooper Union ved at efterlade mere end 4 millioner dollar til institutionen.
Protektrice og velgørenhed
Prinsesse Viggo.
Prinsesse Viggo udviste livet igennem et betydeligt samfundsengagement, hvor hun gennem en lang årrække var aktivt involveret i velgørenhed, deltog i arbejdet som lotte og generelt blev karakteriseret som bestandig rede til at hjælpe, hvor hun havde mulighed for det. Hendes virke i det frivillige beredskab var særligt markant i Danmarks Lottekorps (DL), hvor hun, ligesom prinsesse Margaretha, var med fra korpsets start. Deres trofaste medlemskab betød uendelig meget for lotterne, især i de første, usikre år, og prinsesserne kastede utallige gange glans over korpsets arrangementer gennem deres beredvillige medvirken, hvilket var til stor gavn for korpsets arbejde. Som anerkendelse af denne indsats blev de to prinsesser i 1953 udnævnt til æresmedlemmer og korpslotter uden for nummer. Prinsesse Viggos praktiske engagement kom også til udtryk i mere direkte form. Hun var blandt andet bloddonor, ligesom hun ved basarer personligt tegnede portrætter af gæsterne for fem kroner stykket til fordel for velgørende formål.
Inden for det filantropiske område påtog prinsessen sig adskillige protektorater til fordel for samfundets svageste. I december 1929 fungerede hun som protektrice for Nationaltidendes julekurvefest i Industribygningen i København. Her uddelte en damekomité julekurve med festmad til økonomisk trængte hjem, hvis modtagere var udvalgt i samarbejde med byens menighedsplejer, og prinsesse Viggo forestod uddelingen af de første kurve i selskab med prinsesse Helena af Altenburg. I 1931 var hun ligeledes protektrice for Dagens Nyheders Julestue, et velgørende initiativ, hvor frivillige kvinder syede tøj til økonomisk trængte børn i København. Arbejdet vakte også interesse blandt byens skolepiger, som tilbød at sy af medbragte stofrester. Under et besøg takkede prinsessen deltagerne for deres indsats og lovede personligt at bidrage til arbejdet med ordene: "Jeg vil ogsaa selv sy (...) hvis De lover mig ikke at le, saa vil jeg komme og sy med". Besøget og den efterfølgende mediedækning udløste imidlertid kritik i den socialdemokratiske presse; under overskriften "Snobberiet" kritiserede dagbladet Social-Demokraten den sensationelle fremstilling af prinsessens deltagelse og spurgte ironisk, hvornår pressen ville ophøre med at fremstille det som "noget saa enestaaende og forbausende, at ogsaa Prinsesser og andre højfornemme Væsner kan vise sig at være en Slags Mennesker".
Ud over sit sociale virke var prinsesse Viggo en dedikeret dyreven, der blandt andet fungerede som protektor for Dansk Racehunde Union. I maj 1944 var hun protektrice for unionens store hundeudstilling, og hun blev i den forbindelse udnævnt til æresmedlem af foreningen. Privat havde hun gennem årene holdt flere langhårede gravhunde, og hendes personlige engagement kom stærkt til udtryk, da en af hundene døde og efterlod sig fire spæde blandingshvalpe. Prinsessen påtog sig personligt ansvaret for deres opfostring og overlod ikke arbejdet til andre; hver tredje time madede hun egenhændigt hvalpene med mælk gennem et reagensglas med sut, hvorved det lykkedes hende at holde liv i alle fire, så de voksede op som sunde og velplejede hunde.
Engelske kirke
Prinsesse Viggo nærede en stærk tilknytning til den anglikanske St. Alban's Church, Den engelske kirke i København, hvor hun gennem årene virkede som en aktiv støtte og en af kirkens store velgørere. Hendes engagement i kirkens arbejde kom blandt andet til udtryk under besættelsen, hvor hun aktivt støttede den tilknyttede kvindeorganisation St. Alban’s Ladies’ Guild. Her medvirkede prinsessen i fremstillingen af varmt tøj til britiske statsborgere, som de tyske myndigheder havde interneret i Danmark. I forlængelse af denne årelange indsats overtog hun i juni 1950 officielt protektoratet for organisationen.
Da selve kirkebygningen blev beskadiget under kampe mellem danske modstandsfolk og tyske styrker på befrielsesdagen den 5. maj 1945, engagerede prinsesse Viggo sig hurtigt i genopbygningen. I februar 1946 påtog hun sig således protektoratet for en fond, der skulle finansiere reparationen af kirken. Som en blivende anerkendelse af hendes omfattende virke og status som en af kirkens store velgørere, blev der efter 2. verdenskrig tilegnet hende et glasmosaikvindue, som blev placeret i et nyopført taksigelseskapel i kirkens nordlige tværskib.
Død, begravelse og arv
Sygdom og død
I september 1960 blev prinsesse Viggo opereret for et blødende mavesår på Lukasstiftelsen i København. Ved sin 70-års fødselsdag den 5. november 1965 var prinsesse Viggo indlagt på Lukasstiftelsen på grund af en gigtlidelse. Prinsesse Viggo døde den 3. juli 1966, 70 år gammel, efter længere tids sygdom. Hun havde forud for sin død tilbragt næsten et år på Sankt Lukas Stiftelsens hospital. Ved dødslejet var hendes mand, prins Viggo, prinsesse Margaretha, prinsesse Margrethe af Bourbon-Parma og grev Christian af Rosenborg til stede.
Prinsesse Viggo blev den 8. juli 1966 bisat under enkle og stilfulde former efter den anglikanske kirkes skik. Højtideligheden indledtes i St. Alban's Church i København, hvor kirken allerede længe før begyndelsen var fyldt med indbudte og private. Omkring katafalken samledes kongefamilien samt prinsessens amerikanske slægtning Emmy Dobronyi. Kisten var dækket af Dannebrog og det amerikanske flag, hvorpå prins Viggos store buket af blå kornblomster var anbragt. Ambassadepræsten H. L. Hertzler holdt en kort tale.
Efter den kirkelige handling blev kisten ført i rustvogn til Roskilde Domkirke, ledsaget af biler med størstedelen af kongefamiliens medlemmer. Domkirken var lukket under jordfæstelsen, som kun blev overværet af den nærmeste familie, heriblandt prins Viggo, kong Frederik 9. og prinsesse Margrethe af Bourbon-Parma. Ved kirken blev båren modtaget af biskop Gudmund Schiøler i spidsen for domkirkens præster, hvorefter gallaklædte officerer fra Gardehusarregimentet bar kisten til den krypt, hvor prins Viggos forældre, prins Valdemar og prinsesse Marie, var begravet. Domprovst Harald Østergaard-Nielsen forrettede jordpåkastelsen, bad en bøn og lyste velsignelsen.
Prinsesse Viggos dødsbo blev efter hendes død anmeldt til Gentofte Skifteret. Prinsesse Viggos tilbageværende formue blev fordelt mellem hendes ægtefælle, en af hende oprettet fond og flere almennyttige institutioner. Ifølge oplysninger fra skifteretten i New York efterlod hun sig alene i denne delstat værdier til en anslået værdi af 150.000 dollar, svarende til omkring én million kroner (ca. 11.3 mio. kr. i 2026). Testamentet bestemte, at en sjettedel skulle tilfalde prins Viggo, mens resten skulle indgå i en fond, som prinsessen havde oprettet.
Blandt de institutioner, der modtog betydelige testamentariske midler, var Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark, som arvede 104.000 dollar, på daværende tidspunkt anslået til omkring 3,4 millioner kroner (38.7 mio. kr. i 2026). Foreningens formand, zoologen Hans Hvass, oplyste, at en del af beløbet skulle anvendes til modernisering af foreningens dyrehospital. En fremstilling fra Ringwood Manor anfører desuden, at prinsesse Viggo videreførte familiens støtte til Cooper Unions uddannelsesvirksomhed og testamenterede institutionen mere end 130 millioner kroner. Det ville svare til omtrent 1.5 mia. kr. i 2026.
Da der ingen børn var i ægteskabet, arvede nevøer og niecer prinsessens smykker. En del af det store indbo blev solgt på auktion.
Personlighed og eftermæle
Privatliv og interesser
Prinsesse Viggo, 1938.
I sit privatliv og udadvendte virke var prinsesse Viggo kendt som et elskværdigt menneske, der, skønt hun var amerikaner af fødsel, hurtigt lærte at tale perfekt dansk. Ud over at dyrke litterære interesser, besad hun kreative evner som en habil og humoristisk tegner. Hendes udtalte kunstinteresse førte til deltagelse i flere af hovedstadens kunstudstillinger, og hun aflagde således hvert år besøg på Charlottenborgsforårs- og efterårsudstillinger, hvor hun især frekventerede de franske udstillinger. Som stor blomsterelsker prægede hun desuden sit og prinsens hjem, Store Mariendal i Hellerup, med en meget smuk, gammel have.
Selvom ægteskabet mellem prins Viggo og prinsesse Viggo forblev barnløst, havde parret en stor vennekreds og indtog en meget nær position i forhold til kongefamiliens yngre generation. De blev beskrevet som en elskelig onkel og tante for de mange yngre familiemedlemmer, der jævnligt kom i deres hjem på Store Mariendal. Prinsessen var særligt nært knyttet til prins og prinsesse Axels børn samt til prins Eriks børn, grev Christian og komtesse Alexandrine (kaldet Alix). Da prins Erik afgik ved døden i 1950, påtog prinseparret sig en direkte forældrelignende rolle for nevøen og niecen, idet grev Christian og komtesse Alexandrine herefter fik deres faste hjem og opdragelse hos prins og prinsesse Viggo på Store Mariendal.
Idræt, hestesport og trav
Prinsesse Viggo havde en stærk og alsidig sportsinteresse, der i særdeleshed var præget af en livslang passion for hestesport, som hun delte med prins Viggo. Som ung dyrkede hun ridesport og deltog i mange år i store jagter i England og USA. Parret lærte hinanden at kende gennem deres fælles interesse for hestesport og galopløbene i Klampenborg og blev siden jævnligt omtalt i offentligheden i forbindelse med væddeløb og ridestævner.
I februar 1925 meddeltes det, at prinsesse Viggo ville oprette en travstald og lade sine heste deltage i sommerens travløb. Mens Prins Harald og prinsesse Harald hidtil hovedsagelig havde været ivrige tilskuere ved travløbene, blev prinsesse Viggo dermed et mere aktivt deltagende medlem af kongefamilien inden for sporten. Ved åbningen af det tredje nordiske rytterstævne på Gardehusarkasernen i København den 23. juni 1927 udsatte hun en ærespræmie til stævnets første konkurrence, en dansk klubkonkurrence i lettere skoleridning med 11 kvindelige deltagere.
Hendes sportsinteresse omfattede også boksning, og hun overværede adskillige boksekampe i København, herunder den første dag af et dansk-italiensk amatørboksestævne i december 1927. Hun red desuden dagligt, navnlig i Bernstorff Slotspark, hvor kongefamilien ofte tilbragte sommeren.
I 1936 blev hun omtalt som både afholdt og veltilpas i sit nye fædreland. Hun delte prins Viggos interesse for ridning og var en trofast tilskuer ved ridekonkurrencerne, hvor hun ofte så sin mand deltage som en dristig rytter. Samme år udsatte hun et prægtigt sølvkrus som vandrepokal for en holdkonkurrence mellem officerer fra gardehusarerne, de jyske dragoner, feltartilleriregimenterne samt Rideskolen og Rytteriets Befalingsmandsskoler. Pokalen skulle tilfalde det regiment, der vandt konkurrencen tre år i træk eller fem gange i alt. Hvert hold bestod af tre eller fire ryttere med et tilsvarende antal heste, men kun de tre bedste resultater indgik i den samlede bedømmelse. Ved årsskiftet 1936–1937 blev prinsesse Viggo og prins Viggo optaget som æresmedlemmer af Sportsrideklubben.
Sangerinde og komponist
Prinsesse Viggo, der var kendt som en kyndig musik- og dyreven, blev anset for at være betydeligt musikalsk begavet. Særligt i sine yngre år besad hun en smuk sangstemme, som hun lod uddanne hos operasangeren Birgit Engell, hvilket resulterede i, at prinsessen jævnligt optrådte med sin sang ved private musikaftener.
Ud over sit virke som sangerinde gjorde hun sig ligeledes gældende som komponist. I juli 1947 udgav hun marchen Danmark kalder, som var instrumenteret for orkester af komponisten og dirigenten Emil Reesen. Værket udkom på musikforlaget Engstrøm & Sødring, og hele indtægten fra salget tilfaldt Frihedsfonden. Få år senere, i september 1949, nåede prinsessen endnu en musikalsk milepæl, da hun fik sin første instrumentalkomposition, en fantasia for violin, uropført af violinisten Wandy Tworek i K.B. Hallen.
Prinsesse Viggo var i sit virke og væsen en "dansk akklimatiseret og stærkt dansk nationalt følende" skikkelse, der hurtigt fandt sig til rette i kongefamiliens private kreds. Skønt hun ikke aktivt søgte offentlig opmærksomhed og uden for de officielle begivenheder og hoffets festligheder forblev forholdsvis lidt kendt af den brede offentlighed, tog prinseparret gennem årene livlig del i livet ved hoffet og repræsenterede kongehuset ved talrige lejligheder. Hun viste sig således langt hyppigere ved offentlige begivenheder end sin svigerinde, prinsesse Erik, og blev dermed beskrevet som en direkte modsætning til hende. Til trods for denne forskel i offentlig fremtræden var prinsesse Viggo og hendes ægtefælle tætte med netop prins og prinsesse Erik, som de ofte aflagde besøg på Bjergbygaard. En markant tilbagevendende begivenhed i prinseparrets eget selskabelige liv var desuden, at de i en årrække afholdt et stort, årligt vinterbal i Palmehaven hos Hotel d'Angleterre.
Blandt dem, der lærte prinsessen at kende, var hun særdeles afholdt og blev kaldt for "elskeligheden selv". Hendes personlighed blev karakteriseret ved et fordringsløst væsen, varme, omsorg for andre samt en frisk fremtræden, humor og charme. I anledning af hendes 50-års fødselsdag fremhævede Nationaltidende ligeledes hendes "sunde Humor", som avisen anså for at være særdeles velegnet til den unge og talrige familiekreds i Det Gule Palæ.
Ud over sit sociale og repræsentative engagement udførte prinsesse Viggo gennem en lang årrække et omfattende, men diskret velgørenhedsarbejde. I fødselsdagsomtalen roste avisen hendes "gode Hjerte" og den udtalte hjælpsomhed, hvormed hun bistod både nære og fjernere venner. Prinseparrets "solide økonomiske vilkår kom mange mennesker til gode", idet prinsessen blev beskrevet som "et klogt og velmenende menneske, som i det skjulte hjalp mange, der havde det svært".
Prinseparret hørte ikke til de medlemmer af det danske kongehus man hørte mest til, eftersom de levede en stilfærdig tilværelse og især Prins Viggo var et udpræget hjemmemenneske. Men de havde venner overalt og når de viste sig i repræsentativt øjemed skete det altid med både værdighed og hjertelighed.
Anekdoter
I offentligheden var prinsesse Viggo særligt kendt for sin hyppige tilstedeværelse på væddeløbsbanerne og for at køre gennem hovedstaden i sin lille bil. I den private omgangskreds var hun højt værdsat og blev blandt andet rost for sit sprudlende humør samt sit "storartede Sindelag". Hendes uformelle og idérige natur kom eksempelvis til udtryk ved en improviseret aftenfest hos en forhenværende dansk minister. Her tog prinsessen initiativ til at give husets tjenestefolk fri, hvorefter de prominente gæster, herunder yngre kongelige og udenlandske diplomater, selv overtog madlavningen. Hver gæst fik til opgave at tilberede en ret fra deres respektive hjemland; et indslag der angiveligt blev en stor succes, hvor især den italienske minister, grev Viola, gjorde lykke med sin anretning.
I juni 1942 berettede pressen, at prins og prinsesse Viggo var cyklet på tandem fra København til Næstved for at overvære et ridestævne. I august samme år rejste parret desuden inkognito på tredje klasse med toget over Fyn mod Svendborg. Under den langsommelige rejse faldt de i naturlig passiar med medpassagererne. Prinsessen talte med en fynsk bondekone om det gode høstvejr, mens prins Viggo drøftede årets avl og landbrugets arbejdskraftmangel med en ældre mand, alt uden at prinseparret på noget tidspunkt røbede deres kongelige identitet.
Rokokoportræt
Under et besøg i USA blev prinsesse Viggo portrætteret i rokokodragt af den amerikanske kunstner Max Beckmann. Portrættet blev i 1936 ophængt i havesalen på Store Mariendal i Hellerup.
Titler, prædikater og æresbevisninger
I offentligheden blev hun almindeligvis udelukkende omtalt som "prinsesse Viggo", i en sådan grad at det undertiden spøgfuldt blev spurgt, om hun slet ikke havde et fornavn. En sådan titulering var imidlertid helt sædvanlig for indgiftede kvinder i kongehuset i samtiden. Eksempelvis blev prins Eriks hustru tituleret prinsesse Erik, ligesom prins Aages hustru blev omtalt som prinsesse Aage. Selv indgiftede kongelige, der var prinsesser af fødsel, såsom prinsesse Margaretha af Sverige, blev undertiden benævnt ved deres ægtefælles fornavn og kaldt prinsesse Axel.
Titler og prædikater fra fødsel til død
1895 – 1924: Miss Eleanor Margaret Green
1924 – 1966: Hendes Højhed Prinsesse Viggo, Grevinde af Rosenborg
Grækenland: Dame Grand Cross, 1. klasse af St. Olgas og St. Sophias Orden (dameorden) (Gr.O.&S.1) .
Våbenskjold
Alliancevåbenet for prinsesse Viggo, grevinde af Rosenborg, blev udfærdiget i anledning af hendes udnævnelse til elefantridder og er udført af den kongelige våbenmalerAage Wulff. Våbenet er udformet som et alliancevåben, der er courtoisievendt mod hendes oprindelige familievåben (Green), hvilket ses placeret til højre i den samlede komposition. Våbenmaleriet er både indført i Elefantordenens ridderbog (under "latin: Principissa Viggo Comssa a Rosenborg") og hænger desuden i Frederiksborg Slotskirke.
.jpg)
.svg)
.jpg)
.jpg)
