| Else Hansen | |
|---|---|
| Født | 1956 (69-70 år) |
| Nationalitet | |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Roskilde Universitetscenter |
| Akademisk grad | Cand.mag. (1992), ph.d. (1998) |
| Medlem af | Arkivforeningen Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie |
| Profession | Historiker, geograf, arkivar, seniorforsker |
| Forskningsområde | De danske universiteters udvikling efter 1950 og arkiv- og forvaltningsmæssige spørgsmål |
| Arbejdsgiver | Roskilde Universitetscenter Rigsarkivet Københavns Stadsarkiv |
| Arbejdssted | Roskilde København |
| Hovedværk | En koral i tidens strøm. Roskilde Universitetscenter 1972-1997 (1998) |
| Eksterne henvisninger | |
| else-hansen.dk | |
| Information med symbolet | |
Else Hansen (født 1956) er en dansk historiker, ph.d., der var arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet fra 2001 til 2018.
Hansen blev cand.mag. i historie og geografi ved Roskilde Universitetscenter i 1992 og ph.d. samme sted i 1998 med afhandlingen En koral i tidens strøm. Roskilde Universitetscenter 1972-1997, der var den første samlede fremstilling af RUCs historie og udkom i anledning af RUCs 25-års-jubilæum.
I 1996 oplevede hun at blive fyret, fordi hun i sin fremstilling af RUCs historie angiveligt ikke havde fanget og fattet den helt specielle ånd, som læreanstalten uændret havde bygget på gennem perioden. Mere specifikt, men ikke specifikt sagt i fyringsgrundlaget, fordi Hansen i sin afhandling havde beskrevet RUCs udvikling fra marxistisk missionsskole i 1970'erne til erhvervslivets darling i 1980'erne og 1990'erne som en historie med voldsomme brud, kritiske selvopgør og dramatiske personudskiftninger.
I årene 1992-1999 arbejdede Hansen som forskningsassistent og -adjunkt på Institut for Historie og Samfundsforhold ved Roskilde Universitetscenter. I 1999 blev hun ansat som arkivarvikar og i 2001 som arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet.
Den 27. januar 2017 udkom Professorer, studenter og polit.er. Om velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975, der på basis af arkivstudier af hidtil ubrugt materiale undersøgte magtkampene om de danske universiteter i perioden fra 1950'ernes begyndelse til midt i 1970'erne. Bogen blev vel modtaget af anmelderne, der blandt andet beskrev den som "en glimrende, berigende og seriøs undersøgelse af universiteternes historie i Danmark [og] et solidt bidrag til udforskningen af velfærdsstatens historie" samt "en fremragende videnskabelig bog [der måske bliver] standardværket om dette emne."
I februar 2018 skiftede Hansen til en stilling som digitalarkivar på Københavns Stadsarkiv.
Hun var formand for Arkivforeningen 2002-2007, medlem af Statens Arkivers interne forskningsudvalg og medlem af styrelsen for Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie 2001-2018, de sidste tre år som formand.
Hansen optræder i KVINFOs ekspertdatabase med kompetencer inden for velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975, forvaltningshistorie og -arkiver, Roskilde Universitetscenters historie, kvindelejren på Femø, økonomafagets historie, kilder til fyr og fyrskibets historie og arkiver.