Det kolde bord

Rugbrød med leverpostej og evt. med noget rødbede er en typisk dansk mellemmad.

Det kolde bord (på svensk Smörgåsbord, også stavet smorgasbord) er et buffetmåltid af svensk oprindelse. Det består af forskellige varme og overvejende kolde retter, der ofte serveres typisk ved højtider som jul og påske. Det fik sin nuværende form i 1800-tallet med udgangspunkt i ældre traditioner.

Det kolde bord (egentlig smörgåsbord) blev kendt i USA ved verdensudstillingen i New York i 1939, da det blev serveret i restauranten Three Crowns i den svenske pavillon. Det er typisk et festmåltid, hvor gæsterne selv kan vælge mellem en række retter, der er stillet frem. På en restaurant betegner ordet et buffetbord med mange små retter, hvorfra man for et fast beløb kan vælge så meget, man ønsker.

Det traditionelle kolde bord består af både varme og kolde retter. Brød, smør og ost indgår altid. Det er skik at begynde med kolde fiskeretter, som som regel omfatter forskellige tilberedninger af sild, laks og ål. Efter den første portion fortsætter man normalt med anden servering, som består af andre kolde retter, og slutter af med varme retter. Dessert kan indgå, men gør det ikke nødvendigvis. Ved det traditionelle kolde danske bord serveres normalt sild, rødspættefiletter, ål med røræg, rejer, frikadeller, leverpostej og mange andre retter. Serveres ofte med snaps. I arrangementet indgår højt belagt smørrebrød.

Etymologi

En tallerken med mad fra det kolde bord i Sverige.

I Nordeuropa varierer betegnelsen mellem "koldt bord" og "buffet": I Norge kaldes det koldtbord eller kaldtbord, i Danmark det kolde bord, på Færøerne kalt borð ("koldt bord"), i Tyskland kaltes Buffet og i Nederlandene og Flandern koud buffet (bogstaveligt "kold buffet"). På Island kaldes det hlaðborð ("fyldt/dækket bord"), i Estland Rootsi laud ("svensk bord") eller puhvetlaud ("buffetbord"), i Letland aukstais galds ("det kolde bord"), i Litauen švediškas stalas ("svensk bord") og i Finland voileipäpöytä (»smørrebrødsbord«) eller ruotsalainen seisova pöytä ("svensk stående bord/buffet"). I Belarus, Rusland, Ukraine og på Balkan kaldes det "shvedskyj stol", "shvedskyi stil" eller "shvedska masa" ("svensk bord") med kyrillisk skrift шведский стол / шведський стiл / шведска маса, eller "zakusochnyj stol« (»bord med småretter«), med kyrillisk skrift закусочный стол, eller "kholodnyj stol" ("koldt bord"), med kyrillisk skrift холодный стол. I Central- og Østeuropa har hvert sprog en betegnelse, der betyder "svensk bord". I Japan kaldes det バイキング / ヴァイキング (baikingu / vaikingu, dvs. "viking").

Julbord

Retter på et smörgåsbord

En særlig svensk form for smörgåsbord er julbord, bogstaveligt "julebord". Det klassiske svenske julbord har en central plads i traditionel svensk madkultur.

Et traditionelt julbord spises typisk som buffet i fem til syv serveringer, afhængigt af lokale traditioner og familietraditioner. De første tre serveringer består som regel af fiskeretter. Den første tallerken rummer et udvalg af marinerede sild serveret med syrnet fløde og purløg. Den anden består af forskellige kolde fiskeretter, især flere slags saltet eller røget laks, eksempelvis gravad laks. Den tredje tallerken består af varme fiskeretter, især lutefisk. Andre traditionelle retter er røget eller urøget ål, rollmops, sildesalat, ovnbagte sild, røget laks, røget fjeldørred og kanapéer med skaldyr, ledsaget af sovse og dip.

Den fjerde servering er ofte et udvalg af koldt, skiveskåret kød, hvor det vigtigste pålæg er juleskinke (julskinka) med sennep. Andre traditionelle former for pålæg omfatter røgede pølser, leverpostej, vildtpålæg, røget lammekølle (fårfiol), patéer og flere slags sylte (sylta). Det er også almindeligt at servere det kolde kød med skiveskåret ost, [[Syltede agurker99, blødt brød (vörtbröd) og knækbrød.

Norsk julbord om bord på udflugtsbåden Gustavsberg VII i 1990

Den femte servering består af varme retter (småvarmt). Traditionelt begynder den med, at brød dyppes i kogevandet fra juleskinken, hvilket kaldes dopp i grytan. De varme retter omfatter svenske kødboller (köttbullar), små stegte pølser af wienerpølsetypen (prinskorv), stegte svineribben (revbensspjäll), svinekødspølser (fläskkorv), kartoffelpølser (potatiskorv) og Janssons fristelse. Sidstnævnte er en varm kartoffelret med kartofler skåret i tynde stave og lagt i lag med fløde, løg og brisling. Tilbehøret omfatter rødbedesalat med mayonnaise, varm stuvet rød-, grøn- eller brunkål samt kogte kartofler.

Den sjette og syvende servering er henholdsvis en ostetallerken og en desserttallerken. Ostene på et julbord omfatter stilton, Ccheddar, västerbottenost og edamost til jul (edammer). Desserterne omfatter rosetter (struvor), klejner (klenäter), polkagrise, knäck, dadler, figner, ischoklad, safranboller, mandelmusslor, peberkager, marcipanfigurer, forskellige slags nødder, risalamande og frem for alt risengrød (risgrynsgröt) drysset med stødt kanel. Traditionelt gemmes en mandel i skålen med risengrød, og den, der finder den, får en lille præmie eller anses for at have heldet med sig.

Et julbord omfatter ofte også lokale specialiteter og familiespecialiteter. Blandt dem er isterband, baked beans, omelet med rejer eller svampe dækket med bechamelsovs, äggost, saffranspannkaka, långkål, rörost, ostkaka, kroppkakor og julgädda.

Øl og en enkelt snaps, brännvin eller akvavit er almindelige drikkevarer til dette julemåltid. Den sæsonbestemte sodavand julmust serveres også til julbord og gennem hele julehøjtiden.

Juleskinken koges eller grilles og pensles derefter med en blanding af æg, rasp og sennep, som gratineres.

Lutefisk, ludbehandlet fisk fremstillet af tørfisk af lange eller torsk, serveres med kogte kartofler, tyk hvid sovs eller sennepssovs, grønne ærter og undertiden bacontern. Flere og flere familier vælger at spise lutefisk til middag dagen før eller efter juleaften frem for som en af retterne på julbord.

På restauranter serveres julbord fra begyndelsen af december til lige før jul og i nogle hjem frem til helligtrekongersdag. På de fleste arbejdspladser Norden er der tradition for at holde et årligt julbord eller julefrokost mellem november og januar.

Historie

I 1500-tallets Sverige og Finland serverede medlemmer af den svenske købmandsstand og overklasse en lille buffet på et snapsebord (brännvinsbord) med forskellige småretter, som blev spist før måltidet, inden man satte sig ved spisebordet. Det enkleste brännvinsbord bestod af brød, smør, ost, sild og flere slags likør, men der blev også serveret røget laks, pølser og pålæg. Brännvinsbord blev serveret som appetitvækker ved sammenkomster og spist stående før middags- eller aftensmåltidet, ofte to til fem timer før middagen og undertiden med mænd og kvinder i hver sit rum.

Smörgåsbord blev populært i midten af 1600-tallet, da maden blev flyttet fra sidebordet til hovedbordet, og serveringen begyndte at omfatte både varme og kolde retter. Smörgåsbord blev også serveret som appetitvækker på hoteller og senere på jernbanestationer til de rejsende, før spisevognenes tid. Under De Olympiske Lege i 1912 holdt restauranterne i Stockholm op med at servere smörgåsbord som appetitvækker og begyndte i stedet at servere det som hovedmåltid.