Lene Behrmann Frandsen (født d. 13. marts 1959 i Aalborg) er en dansk arkæolog og museumsinspektør i arkæologi på Vardemuseerne og Arkæologi Vestjylland (tidligere Museet for Varde by og Omegn), der gennem sin karriere især har arbejdet med vikingetidens handels- og produktionspladser og særligt grubehusbebyggelsen ved Henne Kirkeby Vest, jernalderens bebyggelse, jernudvinding i Snorup, Lønne Hede gravpladsen, og tuegravpladserne ved Årre og Billumvad.
Behrmann Frandsen har for nylig arbejdet med det forsvundne fiskerleje Sønderside, og har også bedrevet forskning og formidling i oldtidens gyldne rav.
Lene Behrmann Frandsen fik sin HF-eksamen fra Viborg Katedralskole i 1978. I 1979 begyndte Behrmann Frandsen at studere forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet. I 1985 blev hun cand.phil. med et speciale om grubehusenes funktion i vikingetiden.
Fra 1985-1990 var Behrmann Frandsen projektansat ved Den Antikvariske Samling i Ribe. Her var hun ansvarlig for udgravningen af Nicolajgade 8 i Ribe, der er dateret til slutningen af germansk jernalder og begyndelsen af vikingetiden. I forbindelse med udgravningen af Nicolajgade 8 fik Berhmann Frandsen tildelt et årsværk fra Det Humanistiske Forskningsråd til at gennemarbejde det omfattende fundmateriale under vejledning af arkæolog og antikvar Stig Jensen. Nicolajgade 8 blev præsenteret i en stribe artikler, og publiceret samlet i 2006 i samarbejde med arkæolog og museumsinspektør Claus Feveile.
Feltarkæologien har været Behrmann Frandsens store passion siden hendes uddannelsesgravning i 1980. Den første udgravning var en skaldynge i Norsminde under ledelse af lektor Søren H. Andersen. Under studietiden slæbte Behrmann Frandsen studiebøgerne med rundt på utallige udgravninger i både Danmark og Norge. Det gav hende erfaring med mange forskellige typer udgravninger og anlæg, lige fra skeletudgravning af Sct. Jørgensgården i Odense, dysser ved Sarup, jernalderbebyggelse ved Sejlflod, samt væsentlige vikingetidslokaliteter omkring Ribe, såsom Jernkær, Hviding og Vilslev. I Norge arbejdede Behrmann Frandsen for Stavanger Museum, hvor hun deltog i udgravningen af vidt forskellige forhistoriske anlæg som røser, sten- og jernalderbopladser.
En særlig lærerig udgravning var den verdenskendte udgravning af Bryggen i Bergen, der er en velbevaret middelalderlig havnebrygge. Udgravningen foregik under ledelse af Andrzej Golembnik (pl), og er kendetegnet ved at være en kompliceret byudgravning med mange hundrede lag. Her stiftede Behrmann Frandsen bekendtskab med en ny, systematisk udgravningsmetode i de komplicerede, byarkæologiske lag og brugen af Harris Matrix. Med denne metode adskilles og udgraves den stratigrafiske lagrækkefølge modsat udgravning af bylag i kunstige horisonter. Behrmann Frandsen tog de nye metoder i brug under den byarkæologiske udgravning af Nicolajgade 8 i Ribe i 1985-1986. Ved de senere års massive udgravninger af og forskning i vikingetidens Ribe er metoden blevet videreudviklet fra 2d til 3d.
Fra 2001-2013 var Behrmann Frandsen beskikket censor for forhistorisk arkæologi på både Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Behrmann Frandsen modtog Erik Westerby-Fondets rejselegat i 2008.
Fra 2013-2021 var Behrmann Frandsen beskikket medlem af den arkæologiske arbejdsgruppe eller AAG, der rådgav Slots- og Kulturstyrelsen på museumsområdet.
Fra 2014-2017 blev Behrmann Frandsen delvist frikøbt fra det arkæologiske arbejde, fordi hun udviklede den permanente ravudstilling til museet Tirpitz. I den forbindelse skrev Behrmann Frandsen bogen Rav, havets guld, der også er udkommet på engelsk og tysk.
Det er især feltarkæologien, der har kendetegnet Behrmann Frandsens karriere, og hun har gennem tiden deltaget i eller ledet et hav af ikoniske udgravninger med stor betydning for både den vestjyske og danske arkæologi fra Lønne Hede gravpladsen til Nybro, Henne Kirkeby og fiskerlejet Sønderside.
Lønne Hede pigen med sin velbevarede, blå ulddragt er et ikonisk, dansk jernalderfund. Behrmann Frandsen har været en bærende del af de nye udgravninger af Lønne Hede, hvor det viste sig, at Lønne Hede pigen ikke lå alene men derimod på en gravplads med jordfæstegrave fra romersk jernalder. Flere af jordfæstegravene havde velbevarede tekstiler ligesom Lønne Hede pigen. På gravpladsen var der også brandgrave, og flere af disse var våbengrave. Lønne Hede gravpladsen er en væsentlig brik til at forstå samfundsudviklingen i romersk jernalder, og der bliver stadig arbejdet med gravpladsen.
Ved Nybro har Behrmann Frandsen udgravet Danmarks ældste vikingetidsvej og broanlæg. Nybro er et enestående fund fra Vestjyllands vikingetid, og ligger tæt på den vestjyske sø Filsø.
Ved Henne Kirkeby på kanten af den vestjyske sø Filsø ligger resterne af en større produktions- og handelsplads fra vikingetiden. Denne særlige lokalitet har Behrmann Frandsen undersøgt løbende ved hjælp af en kombination af mindre udgravninger, geofysiske undersøgelser, luftfotos og luftarkæologi samt detektorafsøgninger. Denne lokalitet indeholder omkring 375 grubehuse fra vikingetiden.
Sønderside var i middelalderen en meget vigtig vestjysk havn, hvor især fiskeri spillede en afgørende rolle. Ved stormfloden i 1634 forsvandt Sønderside, der er grundigt beskrevet i skriftlige kilder. I 1996 iværksatte Behrmann Frandsen et mindre forskningsprojekt, hvor hun ledte efter spor fra det forsvundne fiskerleje. Det lykkedes og sammen med kolleger udgravede hun et mindre område af Sønderside, hvor de blandt andet fandt et hus tilhørende en skrædder.
I 2023 blev det forsvundne fiskerleje Sønderside atter lokaliseret efter et samarbejdsprojekt mellem Arkæologi Vestjylland og et tysk forskerteam fra Zentrum für Baltische und Skandinavische Archäologie og Kiels Universitet. Med geomagnetiske undersøgelser kunne store dele af den engang vigtige havn erkendes skjult under sandet. Dermed kunne Behrmann Frandsen lave en sikker arkæologisk stedfæstelse af fiskerlejet, der indtil da kun var kendt fra skriftlige kilder. Disse skriftlige kilder beretter, at fiskerlejet Sønderside mere eller mindre forsvandt efter stormfloden i 1634. Fundet af Sønderside sendte Behrmann Frandsen i egenskab af repræsentant for Arkæologi Vestjylland i en stribe danske medier.