Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen Dansk litteratur 20. århundrede
Personlig information
Født	14. december 1917(1917-12-14) Vesterbro i København
Død	7. marts 1976 (58 år) Vesterbro i København
Gravsted	Vestre Kirkegård
Nationalitet	Dansk
Søskende	Edvin Ditlevsen
Ægtefælle	Viggo F. Møller (1940-1942) Ebbe Munk (1942-1945) Carl T. Ryberg (1945-1950) Victor Andreasen (1951-1973)
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Prosaist, selvbiograf, forfatter, digter
Fagområde	Litterær aktivitet, poesi, prosa, litteratur
Genre	Romaner, noveller, digte, essays, børnebøger, erindringer
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Søren Gyldendal-prisen (1971), De Gyldne Laurbær (1955), Tagea Brandts Rejselegat (1953)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Tove Irma Margit Ditlevsen (født 14. december 1917 i København, død 7. marts 1976 smst.) var en dansk forfatter, poet og journalist. Hun debuterede i 1939 med digtsamlingen Pigesind og udgav efterfølgende flere litterære værker som Man gjorde et barn fortræd (1941), Barndommens gade (1943), Blinkende lygter (1947), Kvindesind (1955), Ansigterne (1968) og Gift (1971).

Hun har siden 2015 været en del af Dansk litteraturs kanon.

Opvækst

Ditlevsen blev født den 14. december 1917 i København som datter af Ditlev Nielsen Ditlevsen (1880–1972), fyrbøder, og Kirstine Alfrida Mundus (1890–1965), hjemmegående. Hun havde en ældre bror, Edvin (1914-1970). Ditlevsens far kom fra Jylland og var søn af en tjenestepige. Han rejste til København som 16-årig i 1896, hvor han efterfølgende arbejdede som fyrbøder forskellige steder. Han blev beskrevet som intellektuel og nysgerrig og nærede stor interesse for det litterære og åndelige i samfundet. Han var socialist, men havde dybt konservative holdninger i forhold til kønsroller og børn. Ditlevsens mor blev beskrevet som rapkæftet og lystig, men også selvoptaget, dominerende og egoistisk, og kom fra de laveste sociale lag i København og drev hjemmet. Ditlevsen fortalte i interviews at hun og hendes forældre aldrig havde et varmt eller kærligt forhold til hinanden, og at hendes forældre ikke nærede andre forventninger til hende udover at hun skulle indgå ægteskab. Forældrenes svigt og manglende omsorg fik en stor negativ indvirkning i Ditlevsens liv, da hun blev meget usikker og angst samt led af følelser om utilstrækkelighed - følelser som fulgte hende resten af livet og senere kom til udtryk i hendes litterære værker.

Ditlevsen voksede op i en toværelseslejlighed i baghuset på Hedebygade 30A på Vesterbro, der på tidspunktet var et arbejderkvarter præget af arbejdsløshed og fattigdom og som i 1930’erne blev hårdt ramt af Den Store Depression. Lejlighedsbygningen på Hedebygade 30 og 30A blev i 1997 fredet grundet sin kulturhistoriske værdi som velbevaret bygning fra 1884. Lejligheden på 30 kvm. var trang for fire personer, og Ditlvsen begyndte som 12-årig at skrive for at skabe sit eget hemmelige rum. Hun skrev digte, som var inspireret af folkesange, hendes mors Schilling-sange og socialdemokratiske arbejdersange fra hendes far. Under Ditlevsens barndom måtte familien flere gange modtage socialunderstøttelse, når hendes far ikke havde arbejde.

Ditlevsen gik på Matthæusgades kommuneskole frem til 9. klasse, hvor hendes forældre besluttede at hun skulle ud og tjene. Til trods for sine gode akademiske præstationer og en anbefaling om fortsætte i gymnasiet af sin lærer, forlod hun skolesystemet som 15-årig i 1932 med en folkeskoleeksamen. Hun arbejdede efterfølgende som pige i huset, sidenhen rengøringshjælp på en kostskole, lagerarbejder og maskinskriver på et kontor, hvor hun tjente ekstra ved at skrive fødselsdags- og lykønskningskort- og digte.

Fra Ditlevsen var tolv år gammel led hun af periodiske psykoser, og hendes mor, som var følelsesmæssigt afstumpet, uberegnelig og afvisende, bidrog sandsynligvis væsentligt til denne lidelse.

I 1933 tog Ditlevsen et kursus i stenografi og maskinskrivning på Ny Carlsberg Vejens Skole, som var åbnet i 1913. Fordi Ditlevsen allerede havde skrevet en del, forkortede hun ord på sin egen måde, og hun blev efter flere advarsler bortvist fra kurset.

På sin atten års fødselsdag i 1935 flyttede Ditlevsen hjemmefra og ind på et værelse på Østerbro i København.

Virke

Ditlevsen debuterede som lyriker i 1937 med digtet Til mit døde barn, der blev bragt i bladet Vild Hvede.

Som forfatter var hun loyal mod sin baggrund og talte de svages sag. Personligt hungrede hun livet igennem efter anerkendelse. Social status, højere position i samfundet, og angsten for ikke at slå til fulgte hende livet igennem. Ægteskabet med den 30 år ældre redaktør Viggo F. Møller i 1940 blev adgangsbillet til de akademiske kredse, men hendes uvidenhed tyngede hende, og ægteskabet holdt kun et par år. Møller opmuntrede hende til at stifte Unge Kunstneres Klub, hvor hun mødte ligesindede som Sonja Hauberg og Morten Nielsen; desuden Ester Nagel og Halfdan Rasmussen, som blev gift med hinanden (og sidstnævnte efterfulgte senere Møller som redaktør af Vild Hvede). Også Piet Hein var med i kredsen og blev snart kæreste med Tove Ditlevsen. Hun brød ud af sit ægteskab, flyttede ind i et pensionat på Åboulevarden - og blev forladt af Piet Hein, som dog hilste udgivelsen af Man gjorde et barn fortræd med et gruk i Politiken:

Jeg svinger ikke min digterhat

for en hvilkensomhelst Tove Dit eller Dat.

men her må jeg juble med.

Det var en debut uden nogen debat,

så stor en succes, at jeg frygter for at

man gjorde et barn fortræd.

I 1956 blev Ditlevsen brevkasseredaktør på Familiejournalens brevkasse Små hverdagsproblemer efter stifteren af brevkassen, Edith Rode, døde. Ditlevsen var redaktør på brevkassen frem til sin død i 1976, og hendes omkring 4.000 besvarelser blev udgivet som bog med samme titel Små hverdagsproblemer i 2019.

Ægteskaber

Ditlevsen blev gift med den 30 år ældre redaktør Viggo F. Møller (1887–1955) i 1940 efter at de havde mødt hinanden, mens Møller var redaktør på Vild hvede, hvori Ditlevsen debuterede som lyriker.

Ditlevsen blev gift med polit. studerende Ebbe Munk (1916–1970) den 12. september 1942 på Københavns Rådhus. De flyttede sammen i en toværelses lejlighed på Tartinisvej og fik sammen en datter, Helle Munk (1943– 2008).

I 1945 mødte Ditlevsen læge Carl Theodor Ryberg (1918–1962, selvmord i hjemmet i Rungsted) til en fest. Hun blev gravid uden at vide, om han eller Munk var barnets far. Ryberg administrerede herefter en aborten ved at give hende en sprøjte pethidin. Hun kunne derefter ikke tænke på andet end at få mere af stoffet og forlod Ebbe Munk for at kunne få mere, giftede sig 26. november 1945 med Ryberg på Københavns Rådhus, og fødte 16. juli 1946 Michael Ryberg på en fødeklinik i København. Samme år adopterede hun også Rybergs nyfødte datter Trine. Familien isolerede sig i fem år i eneboligen Ewaldsbakken 34. I løbet af de fem år blev Ditlevsen narkoman og vejede kun 30 kilo, da hun i 1949 blev indlagt til afvænning på et psykiatrisk hospital.

Ægteskabet med Ryberg blev afsluttet i 1950, og i 1951 indgik Tove Ditlevsen sit fjerde og sidste ægteskab med embedsmanden Victor Andreasen (1920-2000). Parret flyttede til Birkerød, fordi Andreasen opdagede, at hans kone havde genoptaget sit misbrug. I 1954 fik de sønnen Peter Andreasen, og Ditlevsen huskede årene i Birkerød som gode. Men så blev Andreasen tilbudt en stor stilling i Udenrigsministeriet, og de flyttede ind i en herskabslejlighed på H.C. Andersens Boulevard. Ditlevsen egnede sig ikke som medfølgende frue ved ministerielle middage. Ægteskabet skrantede, og op gennem 1960'erne og 1970'erne gik det jævnlig galt, så hun flere gange var indlagt. Ægtemændene i hendes romaner blev gradvis "et rent orgie af Victors mest ubehagelige egenskaber," skrev hun selv. I 1973 ophørte ægteskabet, som hun skrev så skånselsløst om i Vilhelms værelse, at Andreasen blev sygemeldt. Som chefredaktør i Ekstra Bladet 1972-76 mobiliserede han en kampagne mod statsstøtte til kunstnere. Ditlevsen tog offentligt afstand fra kampagnen, som nogen tolkede som Andreasens angreb på hende.

Ditlevsen så selv en parallel mellem sin uberegnelige, afstumpede mor og Victor Andreasen. Hun oplevede indlæggelserne på psykiatrisk sygehus som et fristed, hvor hun kom sig fysisk og mentalt, og dertil overvandt sin skriveblokering. Opholdet på Sct. Hans Hospital, hvor hun skrev erindringsbøgerne Barndom og Ungdom, kaldte hun selv for "den hidtil lykkeligste periode i mit liv".

Død

Den 8. marts 1976 blev Ditlevsen fundet død i en venindes lejlighed i København efter at hun havde taget en overdosis af sovepiller. Hendes dødsdato blev anslået til 7. marts.

To år før havde hun forsøgt selvmord i Rude Skov, men af skræk for naturen lagde hun sig i udkanten af skoven, hvor hun blev fundet af en hundelufter. I Politiken skrev hun om øjeblikket: "Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden." Det forargede mange, der mente, at hun som offentlig person og forbillede - tidligere brevkasseredaktør - ikke burde reklamere for selvmord.

Hun blev begravet fra Kristkirken på sin barndoms Vesterbro, og som folkekær digter blev hun fulgt til graven af henved tusind mennesker. Avisernes referater af begravelsen bemærkede lige så meget dem, der ikke kom. Det danske Akademi viste sig ikke. Tove Ditlevsen fik ikke Akademiets store pris i 1974. Hun er i dag anført som af de 16 kanonforfatterne, hvor hun er obligatorisk læsning i folkeskolen, .

Ditlevsen ønskede at begraves på Vestre Kirkegård, hvor hun ofte legede som barn, og af salmer ønskede hun Far verden, farvel og Gud ske tak og lov, vi så dejligt sov, fordi det var det første digt, hun hørte. Hendes søn Michael Ryberg, som døde i en trafikulykke i 1999, ligger gravlagt hos hende.

Eftermæle

I 2023 udkom bogen Tove Ditlevsen var min mormor på forlaget 28B af Lise Munk Thygesen. I bogen, som er skrevet på baggrund af forfatterens mor Helle Munks psykiatriske journaler samt efterladte nedskrevne erindringer, anklages Victor Andreasen for et årelangt seksuelt misbrug af steddatteren.

Bibliografi

Udvalgte litteraturpriser

• 1942 Carl Møllers Legat
• 1942 Emma Bærentzens Legat
• 1945 Drachmannlegatet
• 1954 Emil Aarestrup Medaljen
• 1955 De Gyldne Laurbær
• 1959 Kulturministeriets Børnebogspris for Annelise - tretten år
• 1971 Søren Gyldendal Prisen

Litteratur

• Karen Syberg, Tove Ditlevsen. Myte og liv, People's Press, 2008. ISBN 978-87-7055-226-4.
• Niels Kofoed, Stil og tema i Tove Ditlevsens forfatterskab. ABC Forlag, 2013. ISBN 9788791011177
• Andersen, Jens (2022). Ditlevsen. En biografi. Danmark: Gyldendal. ISBN 9788702373639.
• Lise Munk Thygesen: Tove Ditlevsen var min mormor. En familiehistorie om skam, skæbne og tilgivelse. Forlaget 28B, 2023. ISBN 9788793982369
• Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Tove Ditlevsen i billeder, Gyldendal, 2023. ISBN 978-87-0237-832-0.
• Lilian Munk Rösing, Tove Ditlevsens veje, Gyldendal, 2025. ISBN 9788702403206

Referencer

Eksterne henvisninger

• Tove Ditlevsen på Forfatterweb.dk
• Tove Ditlevsen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på Lex.dk, tidl. Kvinfo.dk
• Leksikon for det 20. århundrede Arkiveret 13. marts 2004 hos Wayback Machine
• Tove Ditlevsen på Bibliografi.dk
• Tove Ditlesen på Dansk Forfatterleksikon
• Tove Ditlevsen Tove Ditlevsen på Litteraturpriser.dk
• Tove Ditlevsen på gravsted.dk