| Peter Christoffersen | |
|---|---|
| Født | 20. august 1946 |
| Død | 13. oktober 2025 (79 år) Holte, Danmark |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Aurehøj Gymnasium, Københavns Universitet |
| Beskæftigelse | Aktuar, forretningsperson |
| Information med symbolet | |
Peter Laub Christoffersen (født 20. august 1946, død 13. oktober 2025 i Holte) var en dansk aktuar og erhvervsleder.
Christoffersen var student fra Aurehøj Gymnasium og kandidat i forsikringsvidenskab fra Københavns Universitet i 1971.
Som nyuddannet blev han ansat i Mejeriernes og Landbrugets Ulykkesforsikring (senere Topdanmark), hvor han i 1975 blev direktør. I 1976 blev han direktionssekretær i Baltica, i 1977 vicedirektør, i 1978 direktør og fra 1985 administrerende direktør. Under hans ledelse blev Baltica finansielt supermarked med mange aktiviteter, herunder ejendomsmæglervirksomhed køb af Falck, finansiering af anpartsprojekter samt køb af Københavns Idrætspark, senere kendt som Parken. Som følge af at koncernen havde lidt store tab på sine aktiviteter blev han i december 1992 afskediget.
I 1995 blev han direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening, og i 1997 for AON Holding Scandinavia. Fra 1999 var han vicedirektør i 2M Invest og fra 2000 til 2002 direktør for forretningsudvikling samme sted. Fra 2003 var han direktør i PenSam. Sine sidste job havde han som direktør for Svalen Investering ApS (2006-2008) og likvidator sammesteds (2008-2015).
I 1986 blev Peter Laub Christoffersen kidnappet af den norske svindler Philip Holst-Cappelen (no). Holst-Cappelen krævede en løsesum på 1,5 millioner dollar for ikke at skade Christoffersens døtre. Christoffersen havde held med at varsle politiet ved at efterlade et trusselsbrev under et serveringsfad. Holst-Cappelen blev anholdt i Københavns Lufthavn og senere idømt fængsel i Norge. Kidnapningen blev i 2025 omdrejningspunktet for en norsk tv-serie.