Politisk parti

Et politisk parti er en organiseret politisk sammenslutning, som søger indflydelse på den offentlige magt, navnlig ved at opstille kandidater til valg og politiske hverv. Partier kan samle mennesker om fælles politiske mål, interesser eller værdier uden nødvendigvis at bygge på én sammenhængende ideologi. Giovanni Sartoris minimumsdefinition lægger særlig vægt på, at en politisk gruppe opstiller kandidater og gennem valg kan opnå offentlige poster.

I repræsentative demokratier forbinder partier vælgere med politiske institutioner. De opstiller kandidater og medvirker til parlamentarisk samarbejde og regeringsdannelse. De fungerer desuden som kanaler for politiske krav og holdninger: Partier formidler ikke alene eksisterende synspunkter, men medvirker også til at formulere politiske alternativer og præge den offentlige debat.

Partiernes organisation og betydning varierer efter politiske institutioner og historiske forhold. Partier findes også i autoritære systemer; deres eksistens forudsætter derfor ikke frie og konkurrerende valg.

Partiernes funktioner

Partier kan samle, udvælge og formulere politiske krav og dermed påvirke, hvilke alternativer der bliver synlige. Sartori fremhæver, at partiernes udtryksfunktion ikke er det samme som en neutral viderebringelse af allerede fastlagte holdninger.

Kandidatopstilling og rekruttering

Partier udvælger og opstiller kandidater til offentlige hverv. Opstillingsprocedurerne giver forskellig indflydelse til medlemmer, lokale organisationer, partiledelser og undertiden vælgere gennem primærvalg. Duverger beskriver, hvordan kandidatudvælgelsen kan give partiorganisationer indflydelse på, hvem vælgerne kan vælge.

Parlamentarisk samarbejde og politisk meningsdannelse

I parlamenter kan partier samarbejde om regeringsdannelse og forhandle om koalitionsregeringer eller støtte mindretalsregeringer. Duverger beskriver, hvordan partisystemets opbygning kan påvirke forholdet mellem parlamentarisk flertal, regering og opposition. Sartori skelner mellem partiernes politiske kommunikation, kanalisering af krav og funktion som udtryksmidler for politiske holdninger.

Uddybende artikel: Politisk repræsentation

Historisk udvikling

Politiske grupperinger eksisterede længe før fremkomsten af moderne partier. Sartori fremhæver, at historiske betegnelser for politiske grupperinger, herunder det engelske faction, ikke uden videre svarer til nutidens politiske partier. Betegnelserne blev anvendt forskelligt, og forståelsen af partier ændrede sig gradvist i takt med parlamentariske institutioner og synet på organiseret politisk uenighed.

Partiorganisation og medlemskab

Partiers organisatoriske opbygning varierer, og de kan omfatte både medlemsorganisationer og parlamentariske grupper. Forholdet mellem partiorganisation og parlamentariske repræsentanter varierer. Duverger skelner mellem parlamentarisk dominans over partiorganisationen, en mere ligevægtig relation og partiorganisationens dominans over de folkevalgte. Den formelle kompetencefordeling er ikke nødvendigvis identisk med den faktiske magtfordeling.

Partityper

Politologer anvender forskellige typologier til at sammenligne partiers organisation, vælgergrundlag og politiske orientering. Richard Gunther og Larry Diamond opstillede i 2003 en typologi med fem hovedfamilier og 15 undertyper, der navnlig skelner efter organisation, politisk programorientering og partiernes forhold til demokratiske spilleregler. Klassifikationen er et analytisk redskab, ikke en entydig opdeling af alle faktiske partier.

De fem familier omfatter elitebaserede partier, hvor politiske eliter og personlige forbindelser har stor betydning; massepartier, som organiserer brede medlemsgrupper; etnisk baserede partier, som især mobiliserer omkring kollektive etniske identiteter; valgorienterede partier, der lægger særlig vægt på valgkonkurrence; samt bevægelsespartier, der har organisatoriske træk til fælles med sociale bevægelser. Blandt de valgorienterede partier sondrer forfatterne mellem personalistiske, programorienterede og altfavnende partier.

Partisystemer

Et partisystem omfatter de politiske partiers indbyrdes styrkeforhold og deres mønstre for konkurrence og samarbejde. Begrebet beskriver relationerne mellem partierne, ikke blot det enkelte partis organisation og program. Maurice Duverger fremhæver, at et partisystem ikke blot bestemmes af antallet af partier, men også af deres størrelse, alliancer, vælgergrundlag og de institutioner, de virker inden for.

Konkurrence og regeringsskifte

Uddybende artikel: Topartisystem

Et topartisystem er en form for partisystem, hvor to store partier dominerer konkurrencen om regeringsmagten, selv om mindre partier godt kan eksistere. I et topartisystem er to større partier i stand til at konkurrere om at regere alene, og der er en troværdig forventning om, at regeringsmagten kan skifte mellem dem. Det kræver ikke, at regeringsskiftet faktisk sker ved hvert eller hvert andet valg. I et prædominerende partisystem konkurrerer flere partier fortsat om stemmer og mandater, men ét parti opnår gennem en længere periode gentagne gange parlamentarisk flertal. Sartori adskiller dermed langvarig valgsejr under fortsat konkurrence fra systemer, hvor oppositionens mulighed for at overtage regeringsmagten er institutionelt begrænset.

I flerpartisystemer kan regeringsdannelsen derimod kræve aftaler mellem flere partier. Sartori skelner mellem moderat pluralisme, hvor partierne kan konkurrere og samarbejde om regeringsmagten, og polariseret pluralisme, hvor større ideologisk afstand og konkurrence mellem flere politiske poler kan præge systemet. Forskellen kan derfor ikke afgøres alene ved at tælle partier.

Ideologi og politiske skillelinjer

Partier kan være forbundet med ideologier som liberalisme, konservatisme og socialisme, men kan også organisere sig om bestemte interesser eller politiske spørgsmål. Partiernes sociale, religiøse og regionale forankring kan påvirke vælgergrundlaget og de politiske alternativer, der bliver repræsenteret. Den traditionelle højre-venstre-skala kan derfor ikke alene beskrive alle politiske skillelinjer.

I forskningen om partisystemernes historiske udvikling har Seymour Martin Lipset og Stein Rokkan fremhævet skillelinjer mellem centrum og periferi, stat og kirke, landbrug og industri samt arbejdere og ejere af produktionsmidler. Deres analyse gælder især den vesteuropæiske partihistorie og beskriver ikke uforandrede forhold i alle lande.

Partifinansiering

Partier kan finansiere deres aktiviteter gennem medlemskontingenter, private bidrag og offentlig støtte. Nationale regler kan omfatte regnskabspligt, oplysning om større donationer og begrænsninger på visse bidrag. Finansieringsordningerne varierer betydeligt mellem lande.

I Danmark beregnes offentlig støtte til partier, der har deltaget i folketingsvalg og opfylder lovens betingelser, efter deres stemmetal, ikke alene efter antallet af mandater. Der findes også støtteordninger knyttet til kommunal- og regionalvalg. For større private bidrag gælder særlige oplysningskrav, men ikke alle private bidrag offentliggøres.

Politiske partier i Danmark

Uddybende artikel: Politiske partier i Danmark

De moderne danske partier voksede frem af politiske grupperinger i Rigsdagen i anden halvdel af 1800-tallet. Venstre, Højre og Socialdemokratiet repræsenterede forskellige politiske og sociale interesser. Radikale Venstre blev dannet ved et brud med Venstre i 1905. De fire traditionelle partier fik stor betydning for dansk politik i de følgende årtier. Ved jordskredsvalget i 1973 blev antallet af partier i Folketinget fordoblet fra fem til ti, og de fire traditionelle partiers samlede stemmeandel faldt markant, fra omkring 84 til 58 procent.

Internationale partisammenslutninger

Politiske partier kan samarbejde på tværs af landegrænser gennem sammenslutninger, der bygger på beslægtede politiske principper. Socialistisk Internationale omfatter socialdemokratiske, socialistiske og arbejderpartier fra forskellige lande. Liberal International er en sammenslutning af liberale partier og organisationer, hvor medlemskab og samarbejdsform er beskrevet i vedtægterne. Global Greens er et internationalt netværk af grønne partier og politiske bevægelser med fælles principper, blandt andet økologisk bæredygtighed, social retfærdighed og deltagelsesdemokrati.

De internationale partisammenslutninger skal skelnes fra europæiske politiske partier, der har en særlig retlig status inden for EU og er omfattet af fælles regler for registrering og finansiering. Disse regler er fastsat i forordning (EU, Euratom) 2025/2445.

Partifarver og symboler

Partier anvender farver, emblemer og andre symboler for at skabe genkendelighed og formidle politisk identitet. Sammenhængen mellem farver og politiske traditioner varierer mellem lande, men der findes også mønstre på tværs af landegrænser. Casiraghi, Curini og Cusumano beskriver i en undersøgelse af partilogoer, hvordan visse farver over tid er blevet forbundet med bestemte ideologiske retninger, blandt andet rød med socialistiske traditioner.

Symboler kan også knytte et parti til en politisk tradition. Den røde rose er eksempelvis anvendt af flere socialdemokratiske partier; det danske Socialdemokrati beskriver selv, hvordan det overtog motivet fra det franske socialistparti i 1970'erne.

Kritik og udfordringer

Partiernes rolle mellem vælgere og politiske institutioner rejser spørgsmål om internt demokrati, magtfordeling og de folkevalgtes selvstændighed. En partiledelse kan få betydelig indflydelse på nomineringer, ressourcer og parlamentarisk adfærd. Duverger beskriver organisatoriske former for kontrol med folkevalgte, mens Sartori understreger, at partiernes opgave med at udtrykke politiske krav også giver mulighed for at udvælge og påvirke disse krav.

Et tilbagevendende forskningstema er, om varige partiorganisationer kan føre til koncentration af magt hos en mindre kreds. Robert Michels' teori om oligarkiske tendenser er blevet genlæst og diskuteret i nyere politisk teori. Hugo Drochon fremhæver både kritikken af teoriens ufravigelighed og Michels' egne overvejelser om uddannelse og konkurrence mellem eliter som mulige modvirkende kræfter.

Internt partidemokrati angår blandt andet medlemmernes deltagelses- og stemmeret, valg til partiets ledelse, adgang til information og muligheder for intern meningsdannelse. Yigal Mersel fremhæver disse grundlæggende rettigheder i en forfatningsretlig diskussion af statens adgang til at gribe ind over for udemokratisk organiserede partier. Han understreger samtidig, at primærvalg ikke er den eneste demokratiske metode til kandidatopstilling, og at et indgreb som partiopløsning kræver særlig tilbageholdenhed.

Se også

• Politiske partier efter land

Kilder

Litteratur

• Duverger, Maurice (1972) [1951]. Political Parties: Their Organization and Activity in the Modern State (engelsk). Methuen.
• Lijphart, Arend (2012). Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries (engelsk) (2 udgave). Yale University Press. ISBN 9780300172027.
• Pitkin, Hanna Fenichel (1967). The Concept of Representation (engelsk). University of California Press.
• Sartori, Giovanni (1976). Parties and Party Systems: A Framework for Analysis (engelsk). Vol. 1. Cambridge University Press. ISBN 9780521291064.

Eksterne henvisninger

• International IDEA – Political Finance Database