Topartisystem

Topartisystem er et partisystem, hvor to store politiske partier dominerer konkurrencen om regeringsmagten, og hvor det ene normalt har mulighed for at opnå et parlamentarisk flertal og danne regering uden støtte fra andre partier. Mindre partier kan fortsat eksistere og vinde mandater. Et afgørende kendetegn er, at begge hovedpartier har en troværdig mulighed for at overtage regeringsmagten, også selv om regeringsskifter i praksis sker sjældent.

Begrebet beskriver således ikke nødvendigvis et land med præcis to partier. Den italienske statskundskabsforsker Giovanni Sartori skelner mellem antallet af partier (partiformatet) og den måde, hvorpå partierne faktisk konkurrerer (partisystemets mekanik). Topartisystemer forbindes ofte med flertalsvalg i enkeltmandskredse, men valgsystemet bestemmer ikke alene partisystemets karakter.

Definition og afgrænsning

Et topartisystem adskiller sig fra et flerpartisystem, hvor flere politisk relevante partier påvirker regeringsdannelsen, og fra et etpartisystem, hvor der ikke foregår tilsvarende fri konkurrence om magten. Det bør desuden skelnes fra et prædominerende partisystem, hvor flere partier konkurrerer, men ét parti vinder valg efter valg og vedvarende besætter regeringsmagten.

Sartori fremhæver, at en optælling af partier ikke i sig selv er nok. Et tredje parti kan være repræsenteret i parlamentet, uden at det tvinger de to hovedpartier til at danne koalitionsregeringer. Omvendt kan faste alliancer mellem flere partier gøre en tilsyneladende topartistruktur mere kompliceret.

Sartoris fire kriterier

I Parties and Party Systems (1976) angiver Sartori fire betingelser for et topartisystem:

  1. To partier er klart stærkere end de øvrige partier.
  2. Et af de to partier kan opnå et parlamentarisk flertal, der er tilstrækkeligt til at regere alene.
  3. Det vindende parti er villigt til at danne regering alene.
  4. De to store partier kan afløse hinanden ved magten, eller der er en troværdig forventning om et sådant regeringsskifte.

Det sidste kriterium betyder ikke, at magten skal skifte efter hvert valg. Muligheden for regeringsskifte skal imidlertid være tilstrækkelig reel til at påvirke partiernes konkurrence og strategier.

Topartisystem og tobloksystem

Et topartisystem bør ikke forveksles med et tobloksystem, hvor to konkurrerende alliancer hver består af flere selvstændige partier. I et topartisystem kan ét af de to hovedpartier normalt opnå parlamentarisk flertal alene, mens en blok ofte skal samle flertallet gennem samarbejde mellem flere partier. Denne sondring er særlig vigtig, når man sammenligner parlamentariske systemer med forskellige traditioner for valgalliancer og regeringskoalitioner.

Sammenhæng med valgsystemet

Topartisystemer forbindes ofte med relativt flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor kun den kandidat, der får flest stemmer i hver kreds, vinder et mandat. Under sådanne valgordninger kan partier med jævnt fordelte, men forholdsvis få stemmer få svært ved at opnå parlamentarisk repræsentation. Geografisk koncentrerede mindre partier kan derimod opnå mandater.

Maurice Duverger knyttede udviklingen af topartisystemer til flertalsvalg i enkeltmandskredse i den sammenhæng, der ofte omtales som Duvergers lov. Sondringen mellem valgsystemets påvirkning af mandatfordelingen og vælgernes eller partiernes strategiske tilpasning er vigtig, men et bestemt valgsystem medfører ikke med nødvendighed et bestemt partisystem. Duverger understreger også, at partisystemer formes af partiernes indbyrdes forhold og historiske vilkår.

Strategisk stemmeafgivning

I enkeltmandskredse kan en vælger foretrække en kandidat fra et mindre parti, men alligevel stemme på en af de to førende kandidater for at påvirke, hvem der vinder kredsen. En sådan strategisk tilpasning kan forstærke de største partiers position. Det er dog vigtigt at skelne mellem denne adfærdsvirkning og valgsystemets direkte virkning på fordelingen af mandater. Sammenhængen kan variere fra kreds til kreds, blandt andet på grund af geografisk koncentrerede partier.

Konkurrence og regeringsskifte

I Sartoris analyse hænger topartisystemet sammen med konkurrencen om vælgere, som kan afgøre, hvilket af de to hovedpartier der får regeringsmagten. Han forbinder systemet med en tendens til centripetal konkurrence, hvor partierne søger tilslutning nær det politiske centrum. Denne mekanisme forudsætter imidlertid blandt andet, at den ideologiske afstand ikke er for stor, og at den politiske konflikt kan rummes inden for accepterede fælles spilleregler.

Det følger ikke af definitionen, at et topartisystem altid er moderat, stabilt eller præget af kompromis. Sartori advarer mod at opfatte topartisystemet som en universelt optimal løsning uafhængigt af samfundets skillelinjer og politiske kultur.

Historisk udvikling og eksempler

Et partisystems karakter er ikke nødvendigvis uforanderlig. Hvilke to partier der dominerer, kan skifte over tid, ligesom en valgreform kan ændre både mandatfordelingen og mulighederne for koalitionsdannelse. De følgende eksempler vedrører bestemte historiske perioder og er ikke en fuldstændig klassifikation af landenes forhold i 2026.

USA

Mandatfordelingen i USA’s Repræsentanternes Hus den 1. september 2026. Demokraterne og Republikanerne besidder næsten alle mandater; figuren viser også ét uafhængigt medlem og tre ubesatte mandater.

USA er et klassisk eksempel på et topartisystem, hvor Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti har domineret den nationale valgkonkurrence. Sartori fremhæver dog, at lange perioder med præsidenter fra ét parti ikke i sig selv ophæver konkurrencens topartikarakter. Hans historiske eksempler vedrører navnlig valg frem til begyndelsen af 1970'erne.

Storbritannien

Britiske parlamentsvalg 1950–2024 og de efterfølgende regeringer. Diagrammet illustrerer den historiske konkurrence mellem Labour og De Konservative, men også andre partiers stemmeandele.

Storbritannien har historisk haft en konkurrence om regeringsmagten især mellem Labour og Det Konservative Parti. Sartori beskriver de britiske regeringsskifter efter 1945 som et tydeligt historisk eksempel på den mulighed for magtskifte, der kendetegner et topartisystem. Samtidig har mindre og regionale partier haft parlamentarisk repræsentation, og landets partisystem bør derfor ikke beskrives alene ud fra antallet af partier. Lijpharts fremstilling viser også, at flertalsvalg kan give store forskelle mellem partiernes stemmeandel og mandatandel.

Andre historiske tilfælde

Sartori behandler blandt andet Canada, Australien og New Zealand som eksempler på, at partisystemers faktiske virkemåde kan være vanskelig at klassificere. Særligt faste valgalliancer og tredjeparters placering kan betyde, at en enkel optælling af partier giver et misvisende resultat. New Zealand er desuden et eksempel på, at valgreformer kan ændre partisystemets karakter: Lijphart beskriver overgangen til en forholdstalsbaseret blandet valgordning i 1996 og den efterfølgende større betydning af flere partier og koalitionsregeringer.

Styrker, begrænsninger og kritik

Topartisystemer kan gøre de mulige regeringsalternativer tydelige, fordi vælgerne ofte står over for to konkurrerende hovedpartier. Når ét parti opnår parlamentarisk flertal, kan det danne regering uden koalitionsforhandlinger. Dette er dog en mulighed, ikke en garanti for effektivitet eller demokratisk ansvarlighed.

En central indvending vedrører repræsentationen af mindre politiske strømninger. Ved flertalsvalg kan en betydelig vælgerandel give få mandater, og to store partiers dominans behøver ikke afspejle hele bredden i befolkningens holdninger. Lijphart understreger desuden, at vurderingen af toparti- og flerpartisystemers virkninger må tage hensyn til samfundets sociale skillelinjer; i dybt opdelte samfund kan selvstændig repræsentation af flere grupper og koalitionssamarbejde have særlig betydning.

Topartisystemer må derfor beskrives ud fra både konkurrencens karakter, repræsentationens bredde og mulighederne for faktisk regeringsskifte. Sartori fremhæver, at et system med to store partier kan virke anderledes, hvis den ideologiske afstand og konfliktniveauet ændres.

Kilder

  1. 1 2 Sartori (1976), s. 186–187.
  2. 1 2 3 Sartori (1976), s. 188–190.
  3. 1 2 3 Lijphart (1995), s. 18–21.
  4. ↑ Sartori (1976), s. 192–195.
  5. ↑ Sartori (1976), s. 186–189.
  6. ↑ Sartori (1976), s. 190–191.
  7. ↑ Sartori (1976), s. 186.
  8. ↑ Duverger (1972), s. 390–391.
  9. ↑ Lijphart (1995), s. 10–15.
  10. ↑ Duverger (1972), s. 203–205.
  11. ↑ Duverger (1972), s. 374–377.
  12. 1 2 Duverger (1972), s. 372–375.
  13. 1 2 Sartori (1976), s. 190–192.
  14. ↑ Sartori (1976), s. 191–192.
  15. 1 2 Lijphart (2012), s. 23–26.
  16. ↑ Sartori (1976), s. 187–188.
  17. ↑ Lijphart (2012), s. 13–15.
  18. ↑ Lijphart (2012), s. 2–8.
  19. ↑ Lijphart (1977), s. 61–65.

Litteratur