Trekantshandel

Trekantshandel er en betegnelse for handel, der forbinder tre havne eller geografiske områder gennem forskellige handelsruter. Historisk bruges begrebet især om det transatlantiske handelssystem mellem Europa, Afrika og Amerika fra 1500-tallet til 1800-tallet, hvor europæiske handelsvarer blev udvekslet i Afrika, millioner af slavegjorte afrikanere blev tvangstransporteret over Atlanterhavet, og produkter fremstillet ved slavearbejde på amerikanske plantager blev eksporteret til Europa. Handelen var tæt forbundet med europæisk kolonialisme og udgjorde en væsentlig del af den transatlantiske slavehandel.

Trekantshandelen beskrives ofte ved tre forbindelser: Fra Europa til Afrika blev der transporteret blandt andet tekstiler, våben og alkohol; fra Afrika til Amerika blev mennesker, som var blevet gjort til slaver, transporteret under tvang; og fra Amerika til Europa blev der eksporteret varer som sukker, kaffe og tobak. De tre forbindelser indgik imidlertid i et mere omfattende netværk af handelsruter. Mange skibe sejlede direkte mellem to områder uden at gennemføre alle tre etaper, og også handel inden for Afrika og Amerika samt forbindelser til Asien havde betydning. Trekantshandelen skal derfor forstås som en historisk handelsmodel og ikke som en nøjagtig beskrivelse af alle de enkelte skibes rejser.

Danmark-Norge deltog i dette handelssystem gennem handelsforter på den vestafrikanske Guldkyst og kolonierne i Dansk Vestindien. Under dansk flag blev omkring 111.000 slavegjorte afrikanere transporteret over Atlanterhavet fra 1660'erne til begyndelsen af 1800-tallet. Den danske deltagelse omfattede både handel med mennesker og produktion af især sukker ved tvangsarbejde på de caribiske plantager.

Forudsætninger

De europæiske stormagter udviklede i løbet af 1600-tallet den merkantilisme, som blev omdrejningspunkt for datidens handel, og førte til kolonialismen som følge af, at kolonimagterne (England, Frankrig, Holland, Spanien og Portugal, men også i mindre udstrækning Danmark) forsøgte at undgå indbyrdes samhandel med produkter, de ikke selv kunne producere. Derfor søgte de på grundlag af en stærk teknologisk udvikling af skibsfarten og ligeledes en kraftig vækst i byområderne at fremme egne interesser i den internationale samhandel. En række krige, ikke mindst Trediveårskrigen (1618-1648), der gradvist udviklede sig til en mere generel konflikt, involverede de fleste europæiske stormagter, var konsekvensen af protektionismen, men bidrog også til at gøre den oversøiske handel betydningsfuld.

En anden forudsætning for at etablere trekantshandel mellem Europa, Afrika og Amerika var koloniseringen af Amerika, som startede i 1492 og etableringen af handelsstationer i Afrika, som især tog fart efter år 1500. De første erobringer på det amerikanske kontinent blev foretaget af Spanien, som hurtigt erobrede det meste af Syd- og Mellemamerika og store dele af Nordamerika. Portugal erobrede Brasilien, mens Storbritannien, Frankrig og Holland erobrede øer i det Caribiske Hav, hvoraf mange allerede tidligere havde været erobret af Spanien eller var blevet affolket af sygdomme. Tidlige europæiske kolonier i Nordamerika omfattede Spansk Florida, de britiske bosættelser i Virginia og New England, franske bosættelser i Quebec og Louisiana og hollandske bosættelser i New Netherlands.

Den europæiske kolonisering fik katastrofale følger for mange af Amerikas oprindelige befolkninger. Sygdomme, som blandt andet kopper og mæslinger, spredte sig efter kontakten med europæerne, ofte i samspil med krige, tvangsarbejde, fordrivelse og ødelæggelse af eksisterende samfundsstrukturer. Omfanget af befolkningstabet er omdiskuteret, men en forskningsbaseret beregning fra 2019 anslår, at den oprindelige befolkning i Amerika samlet blev reduceret med omkring 90 procent i løbet af det første århundrede efter 1492. Det omfattende befolkningstab indgik sammen med de europæiske kolonimagters stigende efterspørgsel efter arbejdskraft i udviklingen af plantageøkonomier baseret på slaveri. Den transatlantiske slavehandel udsprang dog også af kolonimagternes økonomiske interesser og beslutninger om at etablere arbejdsintensive produktionssystemer baseret på tvang.

I Afrika var situationen anderledes. Fra midten af 1400-tallet konkurrerede europæiske handelsmagter om at etablere handelsstationer langs dele af den afrikanske kyst, men deres politiske og militære indflydelse var i lange perioder begrænset uden for disse stationer. Europæiske købmænd var derfor afhængige af forbindelser til afrikanske herskere, handelsfolk og mellemhandlere, der kontrollerede betydelige dele af handelen i kystområderne og forbindelserne til indlandet. Afrikanske samfund havde allerede før den transatlantiske slavehandel forskellige former for slaveri og handel med slavegjorte mennesker, men den voksende europæiske efterspørgsel bidrog til at udvide og forandre disse systemer.

Slavegjorte mennesker blev blandt andet tilfangetaget under krige, overfald og bortførelser og derefter handlet gennem forskellige afrikanske netværk, inden nogle blev solgt til europæiske slavehandlere ved kysten. Deltagelsen i handelen varierede betydeligt mellem forskellige afrikanske stater og befolkningsgrupper. Nogle herskere og købmænd opnåede økonomiske eller politiske fordele, mens andre samfund blev udsat for angreb, tab af befolkning og øget usikkerhed. Afrikanere indtog således forskellige positioner som handlende, politiske aktører, modstandere og ofre. De europæiske købmænd og plantageejere spillede samtidig en afgørende rolle som aftagere og ved at skabe en omfattende efterspørgsel efter slavegjort arbejdskraft. Landområdet langs Beninbugten blev et af de vigtigste områder for slavehandelen fra Afrika og blev af europæerne betegnet Slavekysten.

Handelsruterne

Historisk blev ruterne, som senere benyttedes til trekantshandel skabt af søfarendes kendskab til den store indflydelse vind- og havstrømme havde for sejladsen under sejlskibstiden. Eksempelvis var det langt nemmere for de primære handelsnationer i Vesteuropa først at sejle syd på ned til den 30. nordlige breddekreds, hvor man nåede passatvindene før man begyndte at sejle vestpå; således nåede man til Caribien, frem for at sejle direkte vestpå til fastlandet i Nordamerika. Når man sejlede tilbage til Europa fra Nordamerika, var det nemmeste at følge Golfstrømmen i nordøstlig retning ved brug af Vestenvindsbæltet. En lignende trekant, kaldet volta do mar, blev brugt af portugiserne til de Kanariske Øer og Azorerne, allerede før Christopher Columbus' opdagelsesrejse i 1492. Columbus udvidede således blot trekanten udad, og hans rute blev den primære vej, som europæerne benyttede til at sejle til og fra Amerika, da man udnyttede vind- og havstrømme bedst muligt.

Volta do mar var grundlaget for at finde vej tilbage til Europa fra et kryds, hvor skibet først måtte sejle langt mod vest for at fange en brugbar vind for at kunne vende tilbage til Europa. En anden væsentlig opdagelse, som tillægges Andrés de Urdaneta var Manila - Acapulco ruten, som de Urdaneta fulgte, da han mistede kontakten med en konvoj, ledet af Miguel López de Legazpi.

Et klassisk eksempel på trekantshandelen er handel med melasse. Sukker (ofte i flydende form, melasse) fra Caribien blev handlet til Europa eller New England, hvor det efter gæring blev destilleret til rom. Overskuddet fra salget af sukker blev brugt til at købe færdigfremstillede varer, som derefter blev sendt til Vestafrika, hvor varerne blev byttet til slavegjorte mennesker. Disse blev derefter tvangstransporteret til Caribien for at blive solgt til sukkerplantageejerne. Overskuddet fra salget blev derefter brugt til at købe mere sukker, som blev sendt til Europa, og cyklussen var sluttet. En sådan rejse kunne vare mange måneder eller mere end et år, afhængigt af rute og ophold i havnene.

Den beskrevne cyklus er imidlertid et forenklet eksempel. Handelens forskellige etaper blev ofte udført af forskellige skibe og handelsvirksomheder. Direkte forbindelser mellem Europa og Amerika, mellem Afrika og Brasilien og mellem forskellige amerikanske kolonier spillede også en væsentlig rolle. Den klassiske trekant viser derfor ikke hele det økonomiske system, som den transatlantiske slavehandel og plantageproduktionen var indlejret i.

Slavehandelen som led i trekantshandelen

Trekantshandel er især kendt for sin betydning i 1600- og 1700-tallet, hvor store antal mennesker blev tvangsdeporteret fra Afrika til Caribien og det amerikanske fastland. De blev solgt som slaver og sat til at arbejde under tvang, blandt andet på sukkerplantager og i andre landbrugsproduktioner. Den transatlantiske slavehandel var dermed ikke blot udveksling af varer mellem tre områder, men et system, hvor mennesker blev gjort til handelsobjekter, og hvor en væsentlig del af produktionen i de amerikanske kolonier byggede på tvangsarbejde.

Der foregik et samarbejde mellem købmænd i Europa, i Afrika og på de Vestindiske øer. Europa eksporterede forskellige varer til Afrika, blandt andet klæder, våben, brændevin og jern. Gennem afrikanske handelsnetværk blev disse varer udvekslet med mennesker, der var blevet tilfangetaget eller gjort til slaver. De slavegjorte blev derefter fragtet til de Vestindiske øer, hvor de blandt andet blev solgt på auktion og tvunget til at arbejde på sukkerrørsplantager. I det koloniale retssystem blev de behandlet som ejendom, der kunne købes, sælges og arves. Til sidst blev blandt andet den udvundne sukkermasse fra plantagerne fragtet tilbage til Europa. Hele denne rejse kunne tage et til to år, fordi den skulle tilpasses blandt andet vinden, havets strømme og forholdene på de forskellige handelspladser.

Det bedst kendte trekantede handelssystem var en del af den transatlantiske slavehandel, der eksisterede fra 1500-tallet til 1800-tallet. Systemet byggede på forbindelser, hvor der blev transporteret slavegjorte mennesker, plantageafgrøder og forarbejdede varer mellem Vestafrika, Caribien eller Amerika og Europa. Brugen af slavegjort arbejdskraft var grundlæggende for den voksende handel med afgrøder, som blev eksporteret til Europa. Europæiske varer blev brugt til at købe slavegjorte afrikanere, som derefter blev fragtet via søvejen fra Afrika til Amerika, den såkaldte Mellempassage.

Den første ben af trekanten var fra en europæisk havn til Afrika, hvor skibe fragtede leverancer til salg og handel, såsom kobber, tekstiler, nipsgenstande, slave perler, kanoner og ammunition. Når skibet ankom, blev dets ladning solgt eller byttet med slaver. På det andet ben gik rejsen via Mellempassage fra Afrika til den nye verden. Mange slaver døde i de overfyldte lastrum. Når skibet nåede den nye verden, blev de overlevende slaver solgt i Caribien eller de amerikanske kolonier. Skibene blev derefter rengjort grundigt og fyldt med eksportvarer til det tredje ben, til deres hjemhavn. Fra Vestindien var de vigtigste eksportvarer sukker, rom og melasse; fra Virginia, tobak og hamp. Skibene returnerede derefter til Europa for at afslutte trekanten.

De slavegjorte var dog ikke blot passive ofre for systemet. Forskningen har dokumenteret forskellige former for modstand under tilfangetagelsen, transporten og opholdet i kolonierne. Ombord på slaveskibene forekom både organiserede oprør og mindre handlinger, der havde til formål at modsætte sig fangenskabet. På plantagerne kunne modstanden blandt andet bestå i flugt, sabotage og oprør. Sådanne handlinger indgår i forståelsen af slavehandelen som et system, der var afhængigt af vedvarende magtanvendelse for at opretholde kontrollen over de slavegjorte.

Den britiske trekantshandel

Den britiske trekantshandels rødder kan spores til 1578, hvor Elizabeth 1. udstedte et patent til Humphrey Gilbert på opdagelse og udnyttelse af oversøiske områder. Efter tidligere forgæves forsøg lykkedes det i 1583 at nå Newfoundland, hvor han formelt gjorde krav på havnen på vegne af den engelske krone, men ingen bosættere blev ladt tilbage. Gilbert overlevede ikke hjemturen til England og blev efterfulgt af sin halvbror Walter Raleigh, som fik tildelt sit eget patent af Elizabeth i 1584. Senere samme år grundlagde Raleigh kolonien Roanoke ved kysten af vore dages North Carolina, men mangel på forsyninger betød at koloniseringen mislykkedes.

I 1603 arvede Jakob 6. af Skotland den engelske trone, og i 1604 indgik han Londontraktaten, som afsluttede krigen med Spanien. Herefter skiftede det engelske fokus fra at plyndre andre landes kolonier til selv at etablere oversøiske kolonier. Det britiske imperium begyndte at tage form i begyndelsen af det 17. århundrede med engelske bosættelser i Nordamerika, de mindre øer i Caribien samt etablering af en privat virksomhed Det britiske Ostindiske kompagni, som skulle drive handel i Asien. Den periode – som rækker frem til tabet af de 13 nordamerikanske kolonier, der var et resultat af den Amerikanske uafhængighedskrig – kaldes det "Første britiske imperium".

Etablering af den britiske trekantshandel

I begyndelsen var Caribien stedet, hvor England etablerede sine vigtigste og mest lønsomme kolonier, men ikke før adskillige forsøg på kolonisering var slået fejl. Et forsøg på at etablere en koloni i Guyana i 1604 varede kun i to år og nåede ikke sit vigtigste mål om at finde guldforekomster. Kolonier i St Lucia – 1605 og Grenada – 1609 blev også hurtigt opgivet, men bosættelser blev med held grundlagt på St. Kitts – 1624, Barbados – 1627 og Nevis – 1628. Kolonierne indførte snart et system med sukkerplantager, som med held var anvendt af portugiserne i Brasilien. Det var baseret på slavearbejdere og skibe (i starten hollandske), som solgte slaver og opkøbte sukkeret. For at sikre at de stadigt stigende gevinster fra denne handel forblev på engelske hænder, indførte det engelske parlament i 1651 et monopol, så det kun var engelske skibe, som måtte handle med de britiske kolonier. Dette førte til stridigheder med Den hollandske republik – en række krige, som efterhånden styrkede Englands stilling i Amerika på hollændernes bekostning. I 1655 annekterede England øen Jamaica fra spanierne, og i 1666 lykkedes det dem at kolonisere Bahamaøerne.

Englands første permanente bosættelse i Amerika blev grundlagt i 1607 i Jamestown anført af kaptajn John Smith og styret af Virginia Company, der som udløber etablerede en koloni på Bermuda, der var blevet opdaget i 1609. Kompagniets frihedsbrev blev tilbagekaldt i 1624, og den engelske krone overtog styringen af kolonien, der blev til Virginia. Newfoundland kompagniet blev grundlagt i 1610 med det formål at etablere en permanent bosættelse på Newfoundland, hvilket stort set mislykkedes. I 1620 blev Plymouth-kolonien grundlagt som et fristed for puritanere, en gruppe religiøse separatister der senere blev kendt som pilgrimmene. Flugt fra religiøs forfølgelse fik mange englændere til at risikere den vanskelige transatlantiske rejse. Maryland blev grundlagt som fristed for katolikker. Rhode Island (1636) blev en koloni, som tolererede alle religioner og Connecticut 1639 var for kongregationalister. Carolina blev grundlagt i 1663. I 1664 fik England kontrol over den hollandske koloni New Amsterdam (som blev omdøbt til New York) under forhandlinger efter Den anden britisk-hollandske krig 1664-67 til gengæld for Suriname. I 1681 blev Pennsylvania grundlag af William Penn. De Nordamerikanske kolonier havde knap så stor økonomisk succes som de caribiske, men havde store områder med god landbrugsjord og tiltrak langt flere engelske emigranter, som foretrak det tempererede klima.

Storhedstiden

I 1670 tildelte Karl 2. af England et diplom til Hudson's Bay Company, som gav det monopol på pelshandelen i Rupert's Land, et enormt landområde som senere kom til at udgøre en stor del af Canada. Forter og handelsstationer blev etableret af kompagniet, som ofte blev angrebet af franskmændene, som havde grundlagt deres egen pelshandelskoloni i det nærliggende Ny Frankrig. To år senere blev Royal African Company grundlagt, og det fik monopol fra kong Karl på handelen med at levere slaver til de britiske kolonier i Caribien. Hermed var forudsætningerne for en løbende levering til alle tre ben i trekanten fuldendt.

Afvikling af trekantshandelen

Fra starten var slaveriet grundlag for det britiske imperium i Vestindien. Indtil afskaffelsen af slavehandelen i 1807 var Storbritannien ansvarlig for transporten af omkring 3,5 mio. afrikanske slaver til Amerika. For at lette denne handel blev der etableret forter på Vestafrikas kyst, såsom James Island, Accra og Bunce Island. I Britisk Caribien steg andelen af sorte i befolkningen fra 25 % i 1650 til omkring 80 % i 1780, og i de 13 kolonier fra 10 % til 40 % i den samme periode (hovedparten i de sydlige kolonier). Handelen med slaver var yderst profitabel for slavehandlerne og blev en vigtig del af det økonomiske grundlag for vestengelske havnebyer som Bristol og Liverpool, som udgjorde det tredje hjørne i trekantshandelen med Afrika og Amerika. Mange døde under overfarten på grund af de barske og uhygiejniske forhold på slaveskibene og den dårlige forplejning.

Da Storbritannien forbød handel med slaver ved vedtagelsen af Slave Trade Act i 1807, blev den britiske transatlantiske slavehandel ulovlig. Det betød imidlertid ikke, at slaveriet eller den økonomiske udnyttelse af slavegjort arbejdskraft ophørte. Slavery Abolition Act blev vedtaget i 1833 og trådte i kraft i 1834 i store dele af det britiske imperium. I flere kolonier blev de tidligere slavegjorte derefter underlagt en såkaldt lærlingeordning, der fortsat krævede arbejde for de tidligere slaveejere, indtil ordningen blev afskaffet i 1838. Handel med produkter fremstillet ved slavearbejde fortsatte desuden gennem andre atlantiske handelsforbindelser.

De mindre handelsruter

Den tidligere beskrevne handelsrute var nok den største og mest brugte af trekantsruterne, men der var også andre, der ikke involverede slaver. I én version eksporterede kolonierne i New England kød, korn og saltede fisk til De Vestindiske Øer, hvorfra man til gengæld modtog sukkermasse og krydderier, som kunne udveksles i Storbritannien med forarbejdede varer, fx uld- og jernprodukter. I en anden udgave blev der sejlet korn, majs, rom og saltede fisk fra den amerikanske østkyst til de sydeuropæiske markeder. Her hentede man vin til England og tog færdigvarer med tilbage til Amerika.

Den danske trekantshandel

Den danske deltagelse i den transatlantiske slavehandel begyndte i 1660'erne og fortsatte frem til begyndelsen af 1800-tallet. I 1673 blev der transporteret slavegjorte afrikanere til Skt. Thomas, som Danmark-Norge havde koloniseret i 1672. Den transatlantiske slavehandel under dansk flag blev forbudt med virkning fra 1. januar 1803, mens slaveriet og den interne handel med slavegjorte mennesker i Dansk Vestindien fortsatte frem til 1848.

De fleste danske rejser mellem Europa og Vestindien gik direkte over Atlanterhavet og tilbage, mens en mindre del fulgte den egentlige trekantrute via Afrika. Danske skibe sejlede som regel fra København, men også andre dele af det dansk-norske monarki var involveret i søfarten. På den vestafrikanske Guldkyst (nuværende Ghana) havde Danmark et net af handelsforter, hvoraf Christiansborg ved det nuværende Accra var det vigtigste. Den danske indflydelse var dog i høj grad begrænset til forterne og handelspladserne, hvor europæiske handelsfolk var afhængige af aftaler og forbindelser til lokale afrikanske samfund. I Amerika havde Danmark tre koloniøer, hvoraf St. Croix var den vigtigste for produktionen af sukker fra sukkerrør.

Cirkulationen foregik hovedsagelig med udgangspunkt i geværer, krudt, tekstiler og brændevin, som samledes i København, hvorfra skibene sejlede til Afrika. Fra Guldkysten til Caribien var slavegjorte mennesker den vigtigste last, men også betydelige mængder elfenben kom via Caribien til København. Fra Caribien var sukkerrørssirup en vigtig last sammen med tobak og mahogni. Tilbage i Danmark blev råsukkeret raffineret til sukkertoppe. Det økonomiske udbytte af sukkerproduktionen var væsentlig større end udbyttet ved selve slavehandelen.

Handelen på Guldkysten foregik gennem forbindelser med afrikanske købmænd, politiske ledere og lokale handelsnetværk. De europæiske forter fungerede ikke som centre for en ubegrænset dansk kontrol over det omkringliggende område. Historikeren Pernille Ipsen har desuden vist, hvordan blandt andet Ga-kvinder og deres familier kunne spille væsentlige roller i handelsforbindelserne mellem den danske tilstedeværelse og de vestafrikanske samfund. Disse forbindelser var præget af både gensidig afhængighed, ulige magtforhold og økonomiske interesser. Den afrikanske deltagelse i handelen omfattede således forskellige aktører og motiver, samtidig med at slavehandelen medførte omfattende vold og menneskelige tab for de samfund, som blev ramt af tilfangetagelser og deportationer.

Udviklingen i Dansk Vestindien gik kun langsomt efter købet af Sankt Croix i 1733, og i 1755 afkøbte staten Det vestindisk-guineiske Kompagni alle dets besiddelser. Ved at åbne Sankt Thomas’ havn for skibe fra alle lande i 1764 og indføre meget mådeholdne toldafgifter i 1766 lykkedes det at gøre den til et midtpunkt for handelen i Vestindien, og under Den nordamerikanske Frihedskrig og de senere revolutionskrige gik alle øerne stærkt frem i velstand, idet mange franske flygtninge fra Haïti bosatte sig der. Den økonomiske fremgang var imidlertid ulige fordelt. En stor del af plantageproduktionen byggede på tvangsarbejde udført af slavegjorte afrikanere og deres efterkommere, der udgjorde størstedelen af koloniernes befolkning, men ikke havde adgang til de samme økonomiske og politiske rettigheder som den frie befolkning.

Betydningen af handelens frigivelse kan vises på flere måder: for det første skete der en voldsom stigning i antallet af sejladser: hvor dette for årene 1671-1696 var 67, for 1697-1733 var 53 og for 1734-1754 var 109, så voksede det til for årene 1755-1782 1.385, for 1783-1807 til 1.461 og for 1814-1838 til 1.381. Også selve rejseformen forandredes drastisk: hvor andelen af trekantrejser i årene 1671-1696 udgjorde 57 % af alle rejser, i 1697-1733 45 % og 1734-1754 23 %, så var det i årene 1755-1782 5 %, 1783-1807 3 % og 1814-1838 1 %.

Periode	I alt rejser	Heraf direkte	Heraf i trekant
1671-1696	67	29	38 (57 %)
1697-1733	53	29	24 (45 %)
1734-1754	109	84	25 (23 %)
1755-1782	1.385	1.317	68 (5 %)
1783-1807	1.461	1.413	48 (3 %)
1814-1838	1.381	1.370	11 (1 %)

Tabellen viser udviklingen i de registrerede sejlruter, ikke direkte antallet af transporterede slavegjorte mennesker. Andelen af skibe, der fulgte den fulde trekantrute, kan derfor ikke bruges som mål for, hvor stor en del af den danske kolonihandel der økonomisk var afhængig af slavearbejde. Sukker og andre plantageprodukter kunne transporteres direkte fra Vestindien til Danmark, selv om produktionen var baseret på tvangsarbejde.

Slavehandelen spillede fortrinsvis en – omend stærkt faldende – rolle for Vestindisk-guineisk Kompagni i 1700-tallet:

38 af 67 togter i perioden 1671-1696 var med slaver (57 %).

24 af 53 togter i perioden 1697-1733 var med slaver (45 %).

25 af 109 togter i perioden 1734-1754 var med slaver (23 %).

Men i perioden 1747-1807 gik kun ca. 150 skibe (4½ %) ad trekantruten, mens mindst 3.050 sejlede direkte fra Danmark til Vestindien, og trekantsejladsens andel faldt fra 8 % til 3 % i løbet af denne periode.

Den danske slavehandel blev tidligere betegnet som et mindre led i trekantshandelen mellem de europæiske havne, handelsforterne på Afrikas vestkyst og kolonierne i Amerika. Nyere historiske opgørelser anslår, at omkring 111.000 slavegjorte afrikanere blev transporteret over Atlanterhavet under dansk flag på omkring 430 skibe. Selv om den danske andel var mindre end de største slavehandlende nationers, var der således tale om en omfattende deltagelse i den transatlantiske slavehandel.

I 1792 udstedte Christian 7. "Forordning om Neger-Handelen", der forbød den transatlantiske handel med slavegjorte mennesker under dansk flag, men først med virkning fra 1. januar 1803. Danmark-Norge var dermed den første europæiske slavehandlende stat, der besluttede at afskaffe sin transatlantiske slavehandel. Forordningen betød imidlertid ikke et forbud mod at eje eller handle med slavegjorte mennesker internt i Dansk Vestindien.

Forbuddet havde både økonomiske, politiske og humanitære begrundelser, men hensynet til plantageøkonomien spillede en afgørende rolle. I de ti år før forbuddet trådte i kraft, støttede den danske stat importen af yderligere slavegjorte afrikanere gennem økonomiske begunstigelser. Formålet var blandt andet at øge den slavegjorte befolkning i kolonierne, så plantagerne fremover kunne opretholde deres arbejdsstyrke uden ny tilførsel fra Afrika. Ifølge historikeren Erik Gøbel blev omkring 24.900 afrikanere transporteret til kolonierne på 125 rejser i perioden 1793-1802. Beslutningen fra 1792 førte således på kort sigt til en intensivering af den transatlantiske slavehandel snarere end en øjeblikkelig afvikling.

Der forekom fortsat ulovlig slavehandel under dansk flag efter 1803, ligesom danske handelsfolk kunne være involveret i menneskehandel under andre landes flag. Den interne handel med slavegjorte mennesker fortsatte lovligt i Dansk Vestindien frem til 1848. Afskaffelsen af selve slaveriet blev ikke alene gennemført som en reform fra kolonimagten. I juli 1848 rejste slavegjorte mennesker på Sankt Croix sig i et omfattende oprør og krævede deres frihed. Blandt de centrale skikkelser var John Gottlieb, også kendt som General Buddhoe. Oprøret medvirkede afgørende til, at generalguvernør Peter von Scholten den 3. juli 1848 erklærede slaveriet ophævet. I historieskrivningen på De Amerikanske Jomfruøer fremhæves oprørernes egen indsats som afgørende for frigørelsen.

Konsekvenser og vurderinger

Den transatlantiske slavehandel førte til en af verdenshistoriens største tvungne befolkningsbevægelser. Ifølge forskningsdatabasen SlaveVoyages blev omkring 12,5 millioner slavegjorte afrikanere ført ombord på skibe med kurs mod Amerika mellem begyndelsen af 1500-tallet og anden halvdel af 1800-tallet. Omkring 10,7 millioner nåede frem. Forskellen mellem disse tal viser omfanget af dødeligheden under overfarten, men omfatter ikke de mennesker, der døde under tilfangetagelsen, transporten til den afrikanske kyst eller fangenskabet inden afrejsen.

Slavehandelen og plantageøkonomien bidrog til økonomisk vækst i dele af Europa og Amerika, især gennem handel, skibsfart, finansiering og produktion af efterspurgte varer. Samtidig havde de alvorlige menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. I Afrika bidrog efterspørgslen efter slavegjorte mennesker til krigsførelse, bortførelser, befolkningstab og ændringer i politiske og økonomiske magtforhold. For de deporterede og deres efterkommere indebar slaveriet tab af frihed, tvangsarbejde og vold, men også opbygningen af nye sociale, religiøse og kulturelle fællesskaber. De slavegjorte og deres efterkommere var desuden selv med til at udfordre og afvikle systemet gennem modstand, flugt, oprør og politisk organisering.

Storbritanniens forbud mod handel med slaver ved vedtagelsen af Slave Trade Act i 1807 var en væsentlig begivenhed i den gradvise afvikling af den lovlige transatlantiske slavehandel under britisk flag. Slavehandelen fortsatte dog under andre landes flag i flere årtier. Det er omdiskuteret, i hvilket omfang humanitære og religiøse strømninger, politisk organisering, de slavegjortes egen modstand og økonomiske forandringer hver især bidrog til afviklingen. Trekantshandelen må derfor både forstås som et økonomisk handelssystem og som en del af den bredere historie om kolonialisme, slaveri og kampen for frihed.

Noter

Litteratur

• Buckner, Phillip (2008). Canada and the British Empire. Oxford University Press. ISBN 019927164X. Hentet 2009-07-22.
• Calundan Larsen, Dostorp, Jonassen & Thiedecke: Danskernes slaver. Kolonisation og slavehandel ca. 1650-1850. Pantheon, 2003.
• Campbell, Sophie (2023). An appeal to supersede the slave trade triangle in English museums. Atlantic Studies. Vol. 20. s. 33-57. doi:10.1080/14788810.2021.1913969.
• Canny, Nicholas (1998). The Origins of Empire, The Oxford History of the British Empire Volume I. Oxford University Press. ISBN 0199246769. Hentet 2009-07-22.
• Carstensen, Frese, Mentz, Olsen & Olsen: Menneske. Samfund. Historie. Gyldendal, 1988. Kapitel VII, "Kulturmøder", af Niels Steensgaard, s. 196-223.
• Collins, Robert O. & Burns, James M. (2007): A History of Sub-Saharan Africa. Cambridge University Press. ISBN 9780521687089
• Engmann, Rachel Ama Asaa (2023). "Slaving and Slave Trading in Africa". Annual Review of Anthropology. 52: 491-510. doi:10.1146/annurev-anthro-052621-022531.
• Ferguson, Niall (2004). Colossus: The Price of America's Empire. Penguin. ISBN 1594200130. Hentet 2009-07-22.^{[permanent dødt link]}
• Ferguson, Niall (2004). Empire. Basic Books. ISBN 0465023290. Hentet 2009-07-22.
• Erik Gøbel: "Dansk sejlads på Vestindien og Guinea 1671-1807" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1982, s. 5-53) Arkiveret 16. januar 2021 hos Wayback Machine
• Erik Gøbel: "Den danske besejling af Vestindien og Guinea 1671-1838" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1991, s. 37-72)
• Ipsen, Pernille (2015). Daughters of the Trade: Atlantic Slavers and Interracial Marriage on the Gold Coast. University of Pennsylvania Press. ISBN 9780812246735.
• James, Lawrence (2001). The Rise and Fall of the British Empire. Abacus. ISBN 031216985X. Hentet 2009-07-22.
• Koch, Alexander; Brierley, Chris; Maslin, Mark M.; Lewis, Simon L. (2019). "Earth system impacts of the European arrival and Great Dying in the Americas after 1492". Quaternary Science Reviews. 207: 13-36. doi:10.1016/j.quascirev.2018.12.004.
• Lloyd, Trevor Owen (1996). The British Empire 1558-1995. Oxford University Press. ISBN 0198731345. Hentet 2009-07-22.^{[permanent dødt link]}
• Marshall, PJ (1996). The Cambridge Illustrated History of the British Empire. Cambridge University Press. ISBN 0521002540. Hentet 2009-07-22.
• Olson, James (1996). Historical Dictionary of the British Empire. Greenwood Publishing Group. ISBN 031329366X. Hentet 2009-07-22.
• Schou, Lotte & Marianne Rostgaard: Kulturmøder i dansk kolonihistorie. Gyldendal, 2010.
• Svalesen, Leif: Slaveskibet Fredensborg. Hovedland, 1996.
• Jensen, Niklas Thode: For the Health of the Enslaved: Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803–1848. Museum Tusculanums Forlag, 2012.
• Thiedecke, Johnny: Slaveri fra oldtid til nutid. Pantheon, 2011.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Trekantshandel
• SlaveVoyages, forskningsdatabase om den transatlantiske slavehandel og slavehandelen inden for Amerika.
• Den danske slavehandel, ca. 1660-1848 – Danmarkshistorien, Lex.
• Forordning om negerhandelen, 16. marts 1792 – original forordning med kildeintroduktion.
• Sources on slavery in the Danish West Indies – Rigsarkivet.
• Report of the Brown University Steering Committee on Slavery and Justice