Underlige aftenlufte er en dansk sang med tekst af Adam Oehlenschläger og med den gængse melodi af Carl Nielsen.
Oehlenschläger skrev digtet under et ophold i den tyske by Halle i 1805.
Igennem 1800-tallet satte flere komponister melodi til digtet, men disse melodier høres stort set ikke mere efter at Carl Nielsen i december 1914 skabte sin melodi. Senere arrangerede han også sangen for kor.
Den er efterfølgende indspillet af mange forskellige kunstnere, både solister og kor, og sangen har gennem mange år været at finde i Højskolesangbogen.
Digtet var oprindeligt på ni strofer og det er oftest i forkortet form at man hører den.
Oehlenschläger skrev digtet i efteråret 1805 i universitetsbyen Halle under en fireårig europarejse.
Han var taget ned for at besøge Heinrich Steffens.
Oehlenschläger havde første gang truffet Steffens på et gæstgiveri på Kongens Nytorv og senere i 1802 haft en 16 timers lang samtale med ham, der påvirkede Oehlenschläger til at skrive digtet Guldhornene.
Steffens blev i september 1803 gift med den tyske kvinde Hanna Reichardt fra Halle, og da han ikke kunne få et stilling i København tog han imod et professorat i den tyske by i 1804.
Oehlenschläger havde imellemtiden fået udgivet sin digtsamling Digte 1803 i december 1802 og efter Steffens afrejse samlingen Poetiske Skrifter 1805 i juli 1805.
Oehlenschläger præstationer som skribent betød at han i sommer 1805 havde held med en ansøgning til kronprinsen om understøttelse af en rejse,
og den 5. august 1805 tog Oehlenschläger afsted fra København og ankom til Halle den 18. august.
På skrift ses digtet første gang i et brev som Oehlenschläger skrev hjem til Kamma Rahbek den 11. oktober 1805 fra Halle.
Brevet er hovedsagligt affattet som digt og han skrev som introduktion til digtet
Med en alvorlig stille Sang
Vil jeg endnu for dennegang
Til slutning fylde disse Blade.
Digtet fulgte derefter under titlen "Hiemvee" og Oehlenschläger forsatte efter digtet med: "Denne Sang kiere Veninde kan De give Rahbek til Charis til et Beviis paa at jeg ingen af mine Venner har glemt".
Det oprindelige digt bestod af ni strofer og havde titlen Hiemvee.
Hver strofe har otte verselinje. Der er enderim, i de første fire linjer krydsrimet. Rimskemaet er AbAbccDD.
Første strofe
Første strofe er
Underlige Aftenlufte!
Hvorhen vinker I min Hu?
Svale, milde Blomsterdufte:
Siig, hvorhen I bølge nu!
Gaaer I over hviden Strand
Til mit elskte Fødeland?
Vil I der med Eders Bølger
Tolke hvad mit Hierte dølger?
Om accentueringen i linjen "Underlige Aftenlufte" bemærker Ernst von der Recke at "den anden og fjerde Trochæ ere svagere end den første og tredie".
I tredje linje læses "Svale, milde Blomsterdufte" i en af Oehlenschlägers ældre udgivelser,
mens det hedder "Milde, lune Blomsterdufte" i en senere udgave.
Det er denne sene variation der har holdt sig i moderne sange såsom læses i Højskolesangbogen.
Igennem digtet er der flere ord hvis bøjning er gammeldags, således også i første strofes fjerde linje hvor "bølge" er uvant i moderne dansk grammatik.
I moderne sanggengivelser bliver ordet bøjet til "bølger" og den fulde linje skrives "sig, hvorhen I bølger nu."
Anden Strofe
Klausberge ved Halle.Borgruinen Giebichenstein i 2003 på toppen af en lille klippe.Heinrich-Heine-Felsen i Giebichenstein-området.
Anden strofe lyder
Matte Sol! bag Biergets Stene
Luerød du synker ned.
Og nu sidder jeg allene
I min dunkle Eensomhed.
Hiemme var der intet Field!
Ak, saa er jeg ude vel?
Skal i Nat ei barnligt blunde
I mit Herthas grønne Lunde.
Første linjes "bjergets sten" kan virke underlig da Halle er forholdsvis fladt og der er ingen rigtige "bjerge" i nærheden.
Det nærmeste man kommer er Giebichenstein(de) og Klausberge(de) som ligger to-tre kilometer nord for det gamle Halles centrum.
I et senere skrift, erindringer udgivet på tysk i 1850, må Oehlenschläger da også indrømme at der ikke var nogle stejle bjerge bortset fra et par stykker
„
Während meines Aufenthaltes in Halle ging ich täglich an den Ufern der Saale entlang. Es ist eine wunderliche Natur in der Gegend; keine eigentlich steilen Berge, außer einigen jenseits des Flusses; aber der Boden selbst ist lauter Stein, so daß man auf einer Granitebene geht, während man sich auf hügelichem Felde zu befinden glaubt. Die alte Ruine jenseits des Flusses auf dem Berge versetzte mich in das Mittelalter zurück; man zeigte mir das Loch hoch oben auf der Mauer, von dem aus Ludwig der Springer(en) mit außerordentlicher Kühnheit sein Leben gerettet haben soll. Auf diesen einsamen Wanderungen dachte ich oft mit Wehmuth an mein Vaterland und meine Freunde und schrieb mein Heimweh.
“
Saale som Oehlenschläger skriver at han om vandrede ved er den flod er der løber ved Halle.
Den gamle ruin som Oehlenschläger omtaler og som sender ham tilbage til middelalderen må være "Burg Giebichenstein".
"Ludwig der Springer" som nævnes var en tysk adelsmand der ifølge en legende var indespærret på borgen og som flygtede ved at springe ud.
Områdets klippekompleks, som Oehlenschläger kalder "bjerge", er porfyr.
Et er de højeste punkter er Reilsberg som nu ligger i den zoologiske have. Den rejser sig til 130 meter,
mens Saales vandspejl er omkring 74 meter over havet.
Til linjen "Hiemme var der intet Field!" kan bemærkes at da Oehlenschläger skrev digtet var Danmark i union med Norge, der i udpræget grad har fjelde.
Sidste linjer lyder "I mit Herthas grønne Lunde".
Man har troet at "Hertha" var en dansk gudinde, men
det bundede i en misforståelse af Tacitus' omtale af Nerthus, en germansk gudinde.
Ordbog over det danske Sprog forklarer "Herthas ø" som en poetisk betegnelse for Sjælland og "Hertha" som henvisende til enten Sjælland eller Danmark.
"Herthas grønne lunde" forklares i Edition Wilhelm Hansens blå Sangbogen som "Sjællands skove",
mens det andetsteds ses som en henvisning til "de danske bøgeskove".
Oehlenschläger er ikke den første digter til at benytte "Hertha".
For eksempel hedder det hos Johannes Ewald i en kantate fra 1779 "I Herthas kolde Skygger".
Tredje strofe
Den originale tredje strofe er
Norges Søn! jeg vel kan mindes,
Du har sagt med smeltet Bryst,
At i Hiemmet ene sindes
Rolighedens stille Lyst. Schweizer, som paa Klippen boer!
Du har talt de samme Ord.
Selsom Længsel drev med Vælde
Eder til de vante Fielde.
Denne strofe, fjerde og femte strofe har ikke overlevet i de fleste moderne sanggengivelser.
Troer I da, at Klippen ene
Præger sig i Hiertet ind?
Ak! fra disse nøgne Stene
Vender sig mit bange Sind.
Synger Granens, Fyrrens Lov!
Hvor er Danmarks Bøgeskov?
Gustne Flod, som her sig krummer,
Dysser ei min Siæl i Slummer.
Med hensyn til "disse nøgne Stene" giver et litografi af William Colley Wrankmore fra 1840, 35 år efter digtets tilblivelse, en idé om det 1800-talslandskab der må have været inspirationen for Oehlenschläger. Billedet viser Johann Friedrich Reichardt have på den østlige side af Saale, selve floden og et nøgent kuperet terræn på den vestlige side.
Selvom fjerde strofe sjældent optræder, måske aldrig, i moderne fremførelser er det dog den eneste Georg Metz fremhævende citerer i sin bog Min danske sang, og han mener at "alle i vore dage med billedlig erindring om guldalderlandet kan følge veråbet i digtets 4. strofe."
Besyngningen af den danske bøgeskov forekommer også i Oehlenschlägers Der er et yndigt land hvor det hedder "Vort gamle Danmark skal bestå, / så længe bøgen spejler / sin top i bølgen blå."
Beplantning med gran og fyr i Danmark var allerede begyndt med Johann Georg von Langen, der i 1763 kom til Danmark og udarbejdede planer for nordsjællandske skovdistrikter. Mens man før næsten udelukkende havde plantet eg og bøg indførte Langen rødgran, ædelgran, lærk og skovfyr.
Floden, der ufordelagtigt omtales som gusten, må være Saale.
Femte strofe
Den originale femte strofe:
Hiemme rinder ingen Floder
I en siid og leret Grav:
Livets Kilde, Glædens Moder
Taarner sig, det sølvblaa Hav!
Slynger sig med venlig Arm
Om sin Datters fulde Barm,
Og med Blomsten sig forlyster
Paa Siølundas unge Bryster.
"Siølunda" er et poetisk navn for Sjælland. Normalt er formen "Sjølund" som for eksempel findes i På Sjølunds fagre sletter.
Oehlenschläger fik benyttet formen med "a" igen i 1823, da til digtet "Prinds Christian Frederiks Fødselsdag", hvor første linjer er "Siølunda glædes atter",
men ellers benytte han sig af formen "Siølund", for eksempel i digtet Siølund.
Sjette strofe
"Mø ved Cithren synger": Joshua Reynolds maleri af kvinde med cister. Foto: Minneapolis Institute of Art
Den originale sjette strofe og den moderne sangs tredje strofe:
Stille, stille! Baaden gynger
Hisset mellem Siv og Krat;
Sødt en Mø ved Cithren synger
I den lune Sommernat:
Rene Toner! Milde Lyst!
Hvor du strømmer i mit Bryst.
Men hvad savner jeg og græder,
Mens hun dog saa venligt qvæder?
Oehlenschläger bytter om på ordene i sine versioner af digtet: "Baaden gynger / Hisset mellem Siv og Krat" bliver senere til "Hisset gynger / Baaden mellem Siv og Krat".
Biordet "hisset" forklares i Den Danske Ordbog til at betyder "på et andet sted end her".
Om "Sødt en Mø ved Cithren synger" kan knyttes kommentaren om at Oehlenschläger i et brev til H.C. Ørsted fra september 1805 havde skrevet "I Giebichenstein morer jeg mig mangen Aften ved skiön Musik og Sang".
I Giebichenstein havde han besøgt komponisten og kapelmesteren Johann Friedrich Reichardt og hans familie.
I november 1805 skrev Oehlenschläger til Christiane Heger at "Hver Söndag tage vi ud til Giebichenstein og spise til Middag hos Reichardts, hvor vi forblive hele Dagen."
Reichardts ældste datter Caroline Louise Reichardt(en) havde lært sig selv at spille harpe og guitar.
Ifølge kilder havde hun og hendes søstre smukke sangstemmer.
Hun var født i 1779, samme år som Oehlenschläger, og hun havde været forlovet to gange, første gang med digteren Friedrich August Eschen(de), der døde i 1800, anden gang med Franz Gareis(en), der døde tre år senere. Faren tillod ikke døtrene at optræde ved offentlige koncerter men de optrådte i private kredse.
Oehlenschläger omgikkes døtrene. I brevet til Ørsted skriver han "Pigebörnene ere gode nok. Jeg lærer dem dansk."
Det er dog spekulativt om Oehlenschläger med "Mø ved Cithren" skulle have haft en bestemt Reichardt-datter i tankerne,
men da Holbergselskabet af 23. september udgav Oehlenschlägers Poetiske Skrifter i 1926 anførte man "formodentlig Steffens' Svigerinde Louise Reichardt".
Tredje linjes "Cithren" skrives nu "cister" og er et lut-agtigt musikinstrument.
Det ses ikke så ofte i moderne musik, omend den danske trio Dreamers' Circus benytter instrumentet.
Syvende strofe
Det er ei den danske Tunge,
Det er ei de vante Ord!
Ikke dem jeg hørte siunge,
Hvor ved Hytten Træet groer;
Bedre er de vel maaskee,
Ak! men det er ikke de.
Bedre troer jeg vist hun qvæder;
Men tilgiver, at jeg græder.
Med hensyn til "ei den danske Tunge" (det vil sige det danske sprog), så nævner Oehlenschläger at der ved selskaberne hos Reichardt i Giebichenstein blev sunget sange af Johann Wolfgang von Goethe og gamle italienske kirkesalmer af Leonardo Leo.
Udsagnsordet "tilgiver" er i gammeldags bydeform.
Den følgende strofes første linje har også "tager" i samme form.
På moderne dansk ville det have været "men tilgiv, at jeg græde" og "tag ikke min sang for andet", men linjerne kan ikke opdateres uden den regulære metrik ødelægges.
Ottende strofe
Tager ei min Sang for andet,
End et ufrivilligt Suk.
Længselsfuldt heniler Vandet,
Aftnen er saa blid og smuk.
Mangen saadan Aftenstund
Sad jeg i min kiære Lund.
Mindet vender nu tilbage;
Det var Aarsag i min Klage.
Tidlig misted jeg min Moder,
Ak! det giorde mig saa vee. Danmark er min anden Moder,
Skal jeg meer min Moder see?
Livet er saa svagt og kort,
Skiæbnen vinker længer bort.
Skal jeg med den sidste Varme
Trykke mig i hendes Arme?
Oehlenschlägers mor var Martha Marie Hansen der var født i 1745 og døde i 1800, — fem år før digtet blev skrevet og mens Oehlenschläger var i begyndelsen af 20'erne.
Danmark som mor ses også hos andre kunstnere, for eksempel hos Elisabeth Jerichau Baumann i hendes maleri Mor Danmark.
Johannes V. Jensens digt "Adam Oehlenschläger" er i samme versemål som Oehlenschlägers digt.
I det digt parafraserer Jensen Oehlenschlägers to sidste linjer:
Endnu nærer os dit Nu;
Ingen higede som du.
Du som med den sidste Varme
trykte dig i Danmarks Arme.
Oehlenschläger havde selv henvist til Underlige aftenlufte i et andet digt.
I digtet Den 1ste Januar 1817 skriver han fra Hamborg strofen:
Husker I, dengang jeg sang
Hiemmets Savn ved Saales Strande,
Mens de gule Skyllevande,
Harper liig, til Stemmen klang?
Inderligt jeg længtes der;
Skulde jeg da ikke græde
Nu, da Livets bedste Glæde
Svinder i et Fremtidsskiær?
Oversættelse og kommentarer
Underlige aftenlufte findes i tysk gendigtning.
På engelsk er den oversat til "Wond'rous fragrance in the evening".
Underlige aftenlufte er kaldt en sommersang
og en fædrelandssang.
Som hjemvesdigt har både Leif Nedergaard og Georg Metz draget parallel til Johannes V. Jensens digt En Sømand har sin Enegang.
Poul Martin Møllers digt Glæde over Danmark er også blevet sammenlignet med Oehlenschlägers digt, hvor de begge anses som "rejsedigte" skrevet i udlandet med refleksion "over det hjemlige og det fremmede og over digterjegets forhold til disse", men hvor Oehlenschlägers digt er "vedblivende fuldt af stemningsmættede billeder og klange, der skal fremmane sceneriet omkring jeget og den følelse, der gennemtrænger ham" overfor Møllers interesse for det objektive.
Musik
Flere komponister har skrevet melodi til Oehlenschlägers digt.
Georg Gerson, Rudolph Bay, en J. Malling (nok Jørgen Malling) og Henrik Rung står hver for en version.
En J.C. Svendsen har også skrevet en melodi der kom med i "Sangbog for Folkeskolen" udgivet 1897.
Klaverindspilning af Carl Nielsens melodiCarl Nielsens melodi i D-dur.
Carl Nielsen skrev to eller tre melodier til digtet og de blev skabt i forbindelse med hans og Thomas Laub fællesværk En snes danske viser hvor de udgav melodier til en række sekulære danske digte.
Nielsens melodier stammer fra den første melodisamling udgivet i 1915.
Ifølge Nielsens dagbog havde han komponeret en melodi den 14. december 1914, men var ikke tilfreds med resultatet.
Dagen efter, tirsdag den 15. december, skrev han en ny melodi.
Carl Nielsen nævner i et brev fra foråret 1915 at han havde skrevet tre melodier til digtet: "... derpaa Ølenschlägers 'Underlige Aftenlufte' som jeg komponerede ikke mindre en[d] tre Gange inden vi syntes jeg havde fundet den rette Tone."
Carl Nielsens medredaktør Thomas Laub var ikke fuldt tilfreds med Nielsens melodi.
I et brev til Carl Nielsen skrev han:
„
Et helt andet er, at melodier og udsættelser, der ikke passer for vort forehavende, kan være udmærket passende andetsteds. "Underlige aftenlufte" er ingen folkelig visemelodi – men den kan jo komme i en romance-samling.
“
Hvilken af Carl Nielsen melodier Laub hentyder til fremgår ikke.
Datoen for Laubs brev er sat til den 17. december 1914.
I sit nodemanuskript kalder Nielsen selv den nu gængse melodi for den anden version ("No 2").
Nielsen-kendere regner nu "No 2"-versionen for den der nævnes i dagbogsnotatet den 15. december 1914.
I Carl Nielsens værkfortegnelse har den nummeret CNW 205.
Den første version har nummeret CNW 296 og regnes for den der nævnes den 14. december.
Hvor Carl Nielsens påståede tredje melodi skal flettes ind er ikke umiddelbart forståeligt.
Med hensyn til Laub så fik han besindet sig og godtog Underlige aftenlufte, så han den 12. januar 1915 skrev et forslag til indholdet af deres sangbog og her var sangen med.
Carl Nielsens kendte melodi har et toneomfang på en oktav.
Det største toneinterval er en kvart.
I Carl Nielsens oprindelige 1915-udgivelse var sangen i Es-dur.
Den strofiske form er AABA hvor A-delene er varierede.
A-delene begynder alle med de samme fem toner, der indeholder 2 opadgående tertser.
I en udtryksbetegnelse har Carl Nielsen angivet "inderligt, varmt".
Jørgen I. Jensen påpeger at komponisten "med omhu har undgået en parallellitet mellem kraftfuldt udtryk og opadstigende kraft i melodilinjen".
Anne-Marie Reynolds har knyttet en kommentar til melodiens forventning som hun ser i variationen i A-delene:
„
Hvor "tilsyneladende velkendte" Nielsens folkeviseagtige sange end var tænkt til at være, er det somme tider netop det, der gør dem udtryksfulde, og dermed mindeværdige, at lytterens forventninger først vækkes og i næste øjeblik kortvarigt skuffes. [...] Det enkleste og mest almindelige eksempel på denne afvigelse fra normen er, når melodiens anden frase begynder på samme måde, men fortsætter anderledes end den første, eller når en usædvanlig harmoni uventet introduceres.
B-delen har tonegentagelse med fjerdedelsnoder efterfulgt af nedadgående ottendedelsnoder i sekundtrin. Dette mønster i variation ses også i anden frase af den første A-del "-hen vinker I min Hu".
I den næstsidste takt holdes en tone, mens en underliggende harmonik bevæger sig.
Carl Nielsens SATB-arrangement er transponeret en halvtone til E-dur og til tempoet har han noteret "Ikke for langsomt".
Nyere sangbøger transponerer sangen ned til D-dur eller helt ned til C-dur.
Carl Nielsen forsøgte senere med at nykomponere en melodi til et populært Oehlenschläger-digt, nationalsangen Der er et yndigt land, men mens Nielsen kunne rydde andre komponister af vejen med melodien til Underlige aftenlufte har det indtil videre ikke lykkedes ham at slå Krøyers melodi til nationalsangen.
Nielsen komponerede også musik til Oehlenschlägers skuespil Aladdin hvor Nielsens Dans og kor er musikken til Oehlenschlägers tekstdel "Rosens Tid er kommen".
Betragt mit svage spind er en anden Oehlenschläger-Nielsen-sang.
Adam Oehlenschlägers digt blev første gang trykt i Knud Lyhne Rahbeks tidsskrift Charis i december 1805.
Det var mens han endnu var ude at rejse.
En faksimile er tilgængelig fra Internet Archive.
Efter at han kom hjem blev det udgivet i samlingen Digtninger i 1811.
Siden var det også at finde i revideret version i flerbindsværket Poetiske Skrifter fra 1860.
Digtet kom i anden udgave af Peter Outzen Boisens sangbog Nye og gamle Viser af og for Danske Folk udgivet 1850.
Her er den nummer 51 og melodien angives til "Rung". Digtet er redigeret ned til seks strofer.
Sangbogen "100 Sange til Brug ved Foredragsmøder og andre Sammenkomster samt i Skoler" fra 1881 henviser også til Rungs melodi og her af digtet redigeret helt ned til tre strofer.
Henrik Rungs melodi i klaverarrangement er i Danmarks Melodibog.
Sangbogen forkorter antallet at strofer til seks.
Underlige aftenlufte er i Højskolesangbogen.
Den kom med i første udgave fra 1894. Her er melodien angivet til "egen tone".
I anden, tredje og fjerde udgave finder man den ikke, men den kom så igen i femte udgave fra 1906. Melodien bliver henvist til Rung eller en J. Malling, vel Jørgen Malling.
Dette holder sig i sjette, syvende og ottende udgave.
I niende udgave fra 1920 bliver Carl Nielsen tilføjet som mulighed for melodien.
I tiende udgave fra 1922 bliver Malling og Rung fortrængt og kun Carl Nielsen står tilbage og det har været situationen lige siden. I 19. udgave er Underlige aftenlufte nummer 377.
I Folkehøjskolens Melodibogs niende udgave er den sat i D-dur med becifring og klaverarrangement.
I Carl Nielsens levetid blev Underlige aftenlufte udsendt 13 gange fra radiostudie, første gang den 13. juni 1926.
Derudover blev den et par gange sendt fra koncerter.
Dens udbredelse har holdt sig og i 2015 blev den stemt ind som nummer 38 af DR P2's lyttere på top-50 over danske sange.
En indspilning med Ars Nova Copenhagen dirigeret af Michael Bojesen udkom på albummet The Unknown Carl Nielsen.
Musica Fictas udgave dirigeret af Bo Holten udkom først på albummet De Danske Sange og blev siden indlemmet i deres albumsrække Den danske sangskat i Carl Nielsen-albummet.
Koret udgav også en version på albummet "Carl Nielsen & Thomas Laub: En Snes Danske Viser 1915" der var indspillet i Koncertkirken i januar 2014.
Indspilninger i jazzgenren findes på Erik Grips album Carl Nielsen – og en enkelt anden fra 1997, Morten Øberg og Bent Lundgaards Fjerne ruder fra 2002 og Carl Nielsen Jazz TriosTak for sangen, Carl fra 2008.
På hendes indspilning synger Daimi blot et enkelt vers og nummeret blev udgivet på albummet "Det er dansk, det er Daimi" hvor Ole Kock Hansen var arrangør.
Under mit ophold i Halle gik jeg dagligt langs Saales bredder. Landskabet i området er bemærkelsesværdigt; der er ingen virkelig stejle bjerge, bortset fra et par stykker hinsides floden; men selve jorden er udelukkende af sten, så man går på en granitslette, mens man tror, man befinder sig i en bakket mark. Den gamle ruin på bakken hinsides floden transporterede mig tilbage til middelalderen; jeg blev vist hullet højt oppe i muren, hvorfra Ludwig Springer siges at have reddet sit liv med usædvanligt mod. På disse ensomme ture tænkte jeg ofte vemodigt på mit hjemland og mine venner og skrev om min hjemve.
↑Adam Oehlenschläger (1850), Meine Lebens-Erinnerungen (tysk), vol.2, Leipzig: Carl Berendt Lorck, WikidataQ141155209. "Oft musicirte der Vater am Pianoforte mit seinen Töchtern. Dann wurden mehrere Gesänge von Göthe mit Reichardt's Compositionen, und alte italienische Kirchengesänge von Lenardo Leo gesungen".
.jpg)
,_Moritzburg_and_cathedral.jpg)
,_die_Klausberge-3.JPG)
,_the_Giebichenstein_castle.jpg)
