| Birthe Neumann | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Født | 30. april 1947 (79 år) Vanløse, Danmark |
| Nationalitet | Kongeriget Danmark |
| Ægtefælle | Paul Hüttel (g. 1974; d. 2025) |
| Børn | 1 |
| Uddannelsessted | Den Danske Scenekunstskole |
| Beskæftigelse | Tegnefilmsdubber, skuespiller |
| Aktive år | 1972-nu |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Olaf Poulsens Mindelegat (1987) Teaterpokalen (1997) Henkelprisen (1985) Lauritzen-prisen (2013) Robert for årets kvindelige hovedrolle (2004, 2022) med flere |
| Information med symbolet | |
Birthe Neumann Frederiksen (født 30. april 1947 i København) er en dansk skuespiller. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole i 1972 og har medvirket i flere skuespil på Det Kongelige Teater. Hun har ligeledes medvirket i en række danske film.
Hun er ridder af 1. grad af Dannebrogordenen. Hun modtog Teaterflisen i 2013.
Neumann blev født den 30. april 1947 i Kærholmen i Vanløse til Betty Neumann Nielsen, hjemmegående og Svend E. Frederiksen, skolelærer. Hun har en yngre søster (f. 1949). Som barn blev hun sendt til optagelsesprøver på Dansk Skolescene, som bestod af et ensemble af professionelle skuespillere, som lavede forestillinger, hvor der tit var børn med i rollerne. Hun dumpede flere gange og blev ikke optaget.
Hun gik på gymnasiet i Falkonergården og som ung flyttede hun til Københavns Nordvestkvarter. Efter dimission var hun i en periode lærervikar på Tingbjerg Skole. Hun studerede i en periode litteraturvidenskab på Københavns Universitet før hun, i 1969, søgte ind på Statens Teaterskole og blev optaget. Hun havde i 1968 søgt optagelse på elevskolen ved Odense Teater, men var ikke kommet ind.
Neumann debuterede som skuespiller i 1971 i Bent Christensens Hovedjægerne, hvor hun spillede over for Eddie Skoller.
I 1972 blev Neumann uddannet fra Statens Teaterskole og samme år blev hun ansat ved Det Kongelige Teater. Hun skulle have debuteret som Miranda i Shakespeares Stormen, men forestillingen blev aflyst og Neumann debuterede i stedet i opsætningen af den eksperimenterede forestilling Operette af Witold Gombrowicz. I forestillingen optrådte Neumann nøgen, hvilket Neumann senere udtalte havde været en traumatiserende oplevelse.
I løbet af 1990’erne medvirkede Neumann i så mange biroller at hun blev kaldt "birollernes ukronede dronning". I 2000’erne spillede hun sine første hovedroller i Morten Arnfreds Lykkevej fra 2003 og Tomas Villum Jensens Solkongen fra 2005. I sidstnævnte spillede hun rollen som den nyrige millionærfrue Susse, der forelsker sig i den unge Tommy, spillet af Nikolaj Lie Kaas. Instruktør Tomas Villum Jensen udtalte om Neumann: ”Hun har en vidunderlig humor og en perfekt timing, og så er hun heller ikke bange for at udstille sig selv. På den måde har hun et mod som skuespiller, som er helt unikt.”
I 2021 indtog Neumann rollen som den danske digter og forfatter Karen Blixen i Bille Augusts drama Pagten. Neumann udtalte at hun havde beundret Blixen siden hun som ung læste Blixens værker og at hun følte sig “starstruck”, da hun var blevet valgt til rollen. Neumann forberedte sig til rollen ved at lytte til optagelser af Blixen for at efterligne hendes karakteristiske mørke stemme og til optagelserne fik hun limet en attrap på sin næse for at ligne Blixen mere. For sin præstation vandt hun en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i 2022. I 2021 modtog Neumann den danske publikumspris Svend Prisens Årets Hæderspris.
Neumann var gift med skuespiller Paul Hüttel (f. 1935 – d. 2025) fra 1974 og frem til hans død i 2025. De mødtes, mens de begge arbejdede på Det Kongelige Teater. De har sammen en datter (f. 1976).
I 1990, da Neumann var i midten af 40’erne, fik hun en dyb depression. Hun gik med depressionen i halvandet år før hun blev indlagt på Frederiksberg Hospital i 1991 og fik behandling i form af medicin. Hun udtalte senere at hun var disponeret for depression, da både hendes mor og mormor også havde haft depressioner.
| År | Titel | Rolle | Noter |
|---|---|---|---|
| 1970−1977 | Huset på Christianshavn | Dame i lufthavn og Bos veninde | Afsnit 33 og 37 |
| 1975 | Aladdin eller den forunderlige lampe | Gulnare | |
| 1985 | Mor er major | Thyra Lund | |
| 1990-1992 | Parløb | Mariannes gynækolog | Afsnit 5 |
| 1992 | Kald mig Liva | Journalist fru Eriksen | Afsnit 1 |
| 1993 | Tre ludere og en lommetyv | Psykolog | |
| 1995 | Fæhår og Harzen | Mona | Afsnit 1, 2, 3 og 5 |
| 1996 | Krummernes jul | Julemor | 24 afsnit |
| 1997 | Riget II | Afsnit 1, 2 og 3 | |
| 1997-1999 | TAXA | Kirsten | Afsnit 8, 9, 15, 16, 19 og 20 |
| 1998 | Bølle-Bob | Fru Basse | |
| 1999 | Toast | Lotte Gregersen | |
| 2000 | Edderkoppen | Vera Madsen | |
| 2001 | Mit liv som Bent | Inga, Bents mor | |
| 2002 | Hjerteafdelingen | Kamma, alternativ behandler | Afsnit 1 |
| 2003 | Hvor svært kan det være | Louises mor | Afsnit 1, 3, 5, 7, 8, 10 og 11 |
| 2003-2004 | Forsvar | Fritze Krogh | |
| 2004-2007 | Krøniken | Fru Jürgensen, Pensionatsværtinde | afsnit 7 og 8 |
| 2006 | Nynne | Kirsten, Nynnes mor | |
| 2008 | Deroute | Sørens svigermor | Afsnit 1, 2 og 4 |
| 2009-2012 | Osman og Jeppe | Skolepsykolog | Alle afsnit |
| 2013-2020 | Badehotellet | Fru Olga Fjeldsø | Afsnit 1-27 |
| 2024 | Constellation | Walborg Bang | Afsnit 5 |
| Spire Denne danske skuespillerbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
| Artiklen om skuespilleren Birthe Neumann kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. Eller du kan søge efter eksisterende filer på Wikimedia Commons eller på Flickr - fx med værktøjet Free Image Search Tool. |