
Elitloppet, også kaldt Solvallas Internationella Elitlopp, er Sveriges og et af verdens største og mest prestigefyldte travløb. Løbet blev afviklet første gang i 1952, og bliver hvert år afviklet på Sveriges nationale trav-stadion Solvalla, den sidste søndag i maj.
Det første Elitloppet blev afviklet i 1952 under navnet Solvallas Jubileumslopp. Den tyske hest Permit med Walter Heitman i sulkyen blev den første vinder af løbet. I de efterfølgende år skiftede løbet navn til "Elitloppet". I årene 1952-58 og i 1973 kørte alle deltagende ekvipager alle-mod-alle i 2 heats med en efterfølgende finale, dog undtaget hvis der var samme vinder i begge heats. I 1959-61 blev der kørt en længere distance og der blev derfor kun kørt ét løb. Siden 1962, med undtagelse af 1973, er der udelukkende blevet kørt 2 heat, hvor de 4 bedste er gået videre til finalen senere på dagen. Alle deltagere bliver inviteret til Elitloppet, og man kan derfor ikke kvalificere sig direkte til løbet.
Løbsdistancen har med undtagelse af årene 1959-61, altid været imellem 1.580 og 1.640 meter. I 1959 skulle hestene løbe 3.200 meter og de to efterfølgende år var distancen på 2.700 meter.
Heste fra Sverige og Frankrig har hver vundet løbet 20 gange, i mens italienske heste har vundet Elitloppet 8 gange.