Engelsk landskabshave

En monopteros i Stowe Gardens (1730–1738)

Den engelske landskabshave, også kaldet engelsk landskabspark eller blot engelsk havestil (fransk: Jardin à l'anglaise; italiensk: Giardino all'inglese; tysk: Englischer Landschaftsgarten; portugisisk: Jardim inglês; spansk: Jardín inglés), er en stil inden for landskabsarkitektur og havekunst, som opstod i England i begyndelsen af 1700-tallet og spredte sig over hele Europa. Den afløste den mere formelle og symmetriske franske formelle have eller barokhave, som havde domineret europæisk havekunst siden 1600-tallet.

Den engelske have præsenterede et idealiseret billede af naturen. Den blev udviklet og forfinet af William Kent og andre og opstod som et opgør med den arkitektonisk stramme have. Inspirationen kom fra landskabsmalerier af Salvator Rosa, Claude Lorrain og Nicolas Poussin, samt fra klassiske kinesiske haver, som nyligt var blevet beskrevet af europæiske rejsende og omsat i den anglo-kinesiske have.

Malerierne af Claude Lorrain inspirerede Stourhead og andre engelske landskabshaver.

Den engelske landskabshave indeholdt typisk en sø, bløde bølgende græsarealer omgivet af lunde af træer samt rekonstruktioner af klassiske templer, folier, gotiske ruiner, broer og anden pittoresk arkitektur, alt sammen udformet for at genskabe et idyllisk pastoralt landskab. Arbejdet af Lancelot “Capability” Brown var særlig indflydelsesrigt.

Ved slutningen af 1700-tallet blev den engelske have efterlignet i den franske landskabshave og helt til Sankt Petersborg i Rusland, blandt andet i Pavlovsk, de senere haver for kejser Paul 1. af Rusland. Den fik også stor betydning for udformningen af offentlige parker i 1800-tallet verden over. Den engelske landskabshave var som regel centreret omkring et engelsk herresæde, og mange eksempler i Storbritannien er i dag populære turistattraktioner.

Historie

Castle Howard (1699–1712), en forløber for den engelske have, inspireret af Versailles' haver.

Forløberne for den engelske landskabshave var de store parker anlagt af Sir John Vanbrugh (1664–1726) og Nicholas Hawksmoor ved Castle Howard (1699–1712), Blenheim Palace (1705–1722) og Claremont Landscape Garden ved Claremont House (1715–1727). Disse anlæg bestod af store plæner, skovområder og arkitektoniske elementer, såsom det klassiske mausoleum tegnet af Hawksmoor ved Castle Howard.

I centrum lå hovedbygningen, bag hvilken der fandtes formelle og symmetriske haver i stil med den franske à la française eller barokhave, med dekorative blomsterparterrer og klippede hække, udsmykket med statuer og springvand. Disse haver var modelleret efter Versailles' haver og havde til formål at imponere besøgende med deres skala og pragt.

William Kent og Charles Bridgeman

Den nye stil, som blev kendt som den engelske have, blev udviklet af landskabsarkitekterne William Kent og Charles Bridgeman for velhavende mæcener som Richard Temple, 1. vicomte Cobham, Richard Boyle, 3. jarl af Burlington og bankmanden Henry Hoare. Disse var klassisk uddannede medlemmer af det anti-royalistiske Whig-parti, kunstmæcener og deltagere i dannelsesrejse til Italien, hvor de studerede romerske ruiner og italienske landskaber.

William Kent (1685–1748) var arkitekt, maler og møbeldesigner og introducerede palladianisme i England. Han boede i Italien fra 1709 til 1719 og hentede inspiration fra Andrea Palladios bygninger i Veneto og fra landskaberne omkring Rom. Hans haver var tænkt som en helhed med den palladianske arkitektur.

Charles Bridgeman (1690–1738), søn af en gartner, blev kongelig havearkitekt for dronning Anne og prins Jørgen af Danmark og havde ansvar for de kongelige haver ved Windsor, Kensington Palace, Hampton Court, St. James's Park og Hyde Park. Han samarbejdede tæt med Kent og leverede den botaniske ekspertise bag Kents arkitektoniske visioner.

Chiswick House

Ionisk tempel ved Chiswick House i det vestlige London

Kent skabte en af de første egentlige engelske landskabshaver ved Chiswick House for Richard Boyle, 3. jarl af Burlington. De tidlige haver (1724–1733) rummede stadig formelle elementer som alleer i patte d'oie-mønster og kanaler, men også en folly i form af et ionisk tempel placeret i et landskabsteater af træer. Mellem 1733 og 1736 omformede Kent haven med skrånende plæner ned mod floden og et lille vandfald. For første gang blev en have udformet efter et idealiseret naturbillede snarere end arkitektur.

Rousham

Haven ved Rousham House i Oxfordshire.

Rousham House regnes af mange som William Kents mest fuldendte værk. Charles Bridgeman begyndte haven i 1727, og Kent omformede den i 1737. De tidligere rette alléer blev erstattet af slyngede stier, landskabet blev udnyttet naturligt, og der blev skabt udsigter og tableauer med allegoriske statuer. Kent anvendte ha-ha-grøfter for at holde dyr ude uden at bryde udsynet og tilføjede kaskader inspireret af Villa Aldobrandini og Villa di Pratolino.

Stowe House

Palladiansk bro ved Stowe (1730–1738)

Stowe Gardens i Buckinghamshire repræsenterede et endnu mere radikalt brud med den franske have. Kent omformede søen til et naturligt vandspejl og skabte en fortællende landskabsrute med templer for antikke og britiske dyder samt politisk symbolik, herunder et bevidst ruinagtigt tempel for ”moderne dyder”.

Stourhead

Palladiansk bro og Pantheon ved Stourhead

Stourhead i Wiltshire (1741–1780), anlagt af bankmanden Henry Hoare, er et af de tidligste og mest gennemførte pittoreske haver. Haven er inspireret af Claude Lorrains malerier og iscenesætter en symbolsk rejse gennem scener fra Vergils Æneiden omkring en kunstig sø.

Galleri

Referencer

  1. ↑ Yves-Marie Allain & Janine Christiany, L’Art des jardins en Europe, Citadelles & Mazenod, Paris, 2006.
  2. ↑ Boults, Elizabeth & Chip Sullivan (2010). Illustrated History of Landscape Design. John Wiley & Sons. s. 175. ISBN 978-0-470-28933-4.
  3. ↑ Michel Le Bris, Romantics and Romanticism, Skira/Rizzoli, 1981, s. 17.
  4. ↑ Rolf Toman (red.), Neoclassicism and Romanticism, Könemann, 2000, s. 18.
  5. ↑ Engelsk Havestil. lex.dk. Hentet 2/2-2026
  6. ↑ Lucia Impelluso, Jardins, potagers et labyrinthes, Mondadori Electa, Milano.
  7. 1 2 Philippe Prevot, Histoire des jardins, Editions Sud Ouest, 2006
  8. ↑ Allain & Christiany, s. 280.
  9. ↑ Impelluso, s. 90.
  10. ↑ John Dixon Hunt, Garden and Grove, London 1986.
  11. ↑ Allain & Christiany, s. 290.
  12. ↑ Impelluso, s. 96.
  13. ↑ Impelluso, s. 95.
Litteratur

Eksterne henvisninger